Tivoli og dets Herligheder.

(En skrivelse til en ven i Ålborg.)

Du beder mig, kære ven, da du agter ved hjælp af Iris at gæste Københavns Tivoli, hvis vidunderlige herligheder er trængt over til det fredelige Jylland, at give dig en kort beskrivelse derover, som kan tjene dig til Cicerone, når du endelig kommer til at besøge det. Jeg skal tjene dig deri efter bedste evne.

Vil du se alt, må du indfinde dig kl. 5 i Tivoli, da lystighederne på den tid tager sin begyndelse. Jeg iler med dig hen til cirkus hvor et lille selskab under hr. Bergs direktion giver forestillinger i den højere ridekunst. Du vil blandt andet her få at se en dreng, den lille Pierre hvem det er lige meget enten han rider på hovedet eller på hvilken som helst måde du kan tænke dig. Vi går nu herfra til Dahls og ægtemages præstationer på en line der er spændt over stadsgraven til en lille ø. Du vil undre dig over den ægteskabelige troskab hvormed en kvinde følger sin mand på en som det synes så halsbrækkende tur. Men snart forkynder en lystig fanfare at parret er lykkelig kommet over og nu betragter du mere roligt parrests tilbagekomst og fryder dig over at også manden her er den leder kvindens skridt. Du sparer naturligvis ikke på klap for de kække nordmænds dristige turs fuldendelse.

"Vil du se alt, må du indfinde dig kl. 5 i Tivoli, da lystighederne på den tid tager sin begyndelse" (Tivolis indgang, 1843. Før og nu, 1915).

Nu er der et mellemrum hvori ingen kunstpræstationer forevises. Og jeg går op med dig på den himmelhøje rutsjebane. I dit indre beder du Gud denne gang bevare dine led og lemmer. da du så aldrig mere skal friste Herren din gud. Højt ytrer du derimod at det må være en herlig tur. Når rutsjningen begynder, rejser håret sig på dit hoved. Men inden du kan rigtig tænke over hvad du tænker, er 8 sekunder gået, og du står med et lettet hjerte, fri og frelst ud af vognen.

Nu begiver vi os derpå til en anden tur som er langt mere behagelig. Vi sætter os i en af karusselvognens vogne. Vi skråler lige såvel som de øvrige passagerer fra Kanton til Peking på nr. 3 og kører nu alt hvad tøjet kan holde. At du drejes ligesom en flue om på en skive, vil jeg ikke gøre dig opmærksom på for ikke at forstyrre illusionen.

Nu begynder der en gevaldig ringen med en klokke. Er forlystelserne allerede nu til ende, spørger du. Nej, på det lav nu begynder de først. Det er bonden der i teltet som indbyder til at se vokskabinettet. Entreen koster 8 skilling. Du ser nogle ret smukke grupper af voksfigurer, alle efter bibelske emner, men du ærgrer dig over at sådanne ting skal forklares dig af en lazaron der brøler op som en kniv sad ham i halsen, da dog alt ellers her er så smukt i tivoliet. Du tager fejl, et sidestykke til sådanne kontraster finder du når vi går over til bazaren. Men hvad er det, min gode ven gjorde jo en saltomortale. "Det forbandede tov!" råber du, det har allerede mange tusinde råbt, men det hjælper intet, børst støvet af dig og følg med mig ad den reglementerede vej. Det er te-, øl- og brændevinsskænken vi ville se. "Fy for fanden" siger du "a er en jyde, der ikke er så proper ad mig som I københavnere, men stille en sådan fittebod blandt sådanne pragtbygninger, kunne jeg ikke have gjort når jeg havde været Carstensen."

Nu betragter vi bazaren. Du må vide den er bygget efter en tegning som den kinesiske kejser har sendt entreprenøren. Du finder den er smuk, ja vi må gå ind i den smukke restaurationssal hvor belysningen falder ind fra vinduer højt oppe ved loftet. Bliv ikke bange for de mange vanskabninger du ser her på væggen. Der er malet. Du forlanger bøf. Jeg lader mig ikke mærke med at den nok er lavet den forrige dag, og din beskedenhed tillader dig ikke at gøre denne bemærkning. Du sluger det og forlanger en flaske vin. Vi drikker guvernørens og entreprenørens, københavnernes og jydernes skål og begiver os til teatret hvor vi hører Bellis stokkemarch efter takten af musikken. I aften håber jeg nok at vi kan stille os hvor vi vil, uden at møde en plump betjent, for jyderne må mødes høfligt, ellers kommer de ikke igen en anden gang. Du har set Rappo og finder at Belli ikke giver ham noget efter, det er ikke så besynderligt, han er også Rappos svoger. 

Efter at vi har beundret kuglefontænen falder dækket og vi går hen til koncertsalen hvor Tivoli-bazar-tsching-tsching-polkaen af Lumbye nu spilles. Da det herlige orkesters finale har lydt, begiver vi os atter hen til teatret. Jyderne er stærke folk, men disse folk her kan putte dem i lommen. Ser du, hvor han står ud fra væggen holdende sig i sine hænder, nu fastgør han sine ben og med hovedet nedad bær han 4 karle hvoraf vi ikke kunne bære 2 med hovedet opad. Bliv ikke bange, den smukke fyr som slår et hjul henad teatret som han ville flyve ud over publikum er en person hvis legeme ikke ligner andre menneskers, for han kan bøje det i hvad stilling du vil have det. Snart ligner han en frø, snart en sammenlagt foldekniv. Den første hedder Jensen, den anden Westerblaae. "Hvad" siger du "er det danskere?" Ja, vi behøver ikke mere udlændinge, de danske har også smidige led og lemmer. Nu kommer den stærke mand. "Er det Dupuis?" spørger du. Ja franskmandens galante væsen forråder ham. Du føler dig uagtet du er en håndfast karl som en mide mod en elefant når du ser hans kraftkunstner. "Den nydelige lille pige, som kommer ind der, skal vel danse da hun ligner en gratie?" Nej det er den stærke mands stærke kone. "Hun?" Ja du falder i forundring, men din forbavselse vil stige når du først får hende at se. Den lille mand der er konens bror. Han vil engang arve Dupuis' navn og hedde den stærke Kuhn. 

Min beskrivelse over deres præstationer ville berøve dig nydelsens nyhed, og derfor se dem selv, bror! Nu begynder endelig marmorfigurerne. Du tror i begyndelsen at flere kunstnere har her opstillet deres mesterværker, du bedrager dig, det er levende mennesker som ikke behøver mejslen for at vise os oldtidens guder og helte. Du og dine medrejsende klapper og råber Bravo! Klokken er allerede halv elleve. Vi må have os endnu en tur i en illumineret gondol. Kanonskud lyder, det er til jydernes ære. En søvnig københavner på Halmtorvet putter hovedet under dynen og siger: "Det er et forbandet spræl den Carstensen gør!" Det kan ikke være andet. Det er ikke hver dag at jyderne gør en Tivolitur herover.

(Politivennen nr. 1448. Fredagen, den 29 September 1843. Side 621-627).

Redacteurens Anmærkning

Linedanser Paul Dahl og frues linedansernummer foregik over stadsgraven til Gyldenløves Ravelin. Linen var udspændt mellem to høje stænger. Gyldenløves Ravelin hørte dengang til Københavns befæstning, men allerede i 1844 blev den en del af Tivoli og der blev bygget en bro. Da voldgraven blev opfyldt, blev øen sløjfet. Den anes i dag som en lille forhøjnng (Bastionen) tæt ved Glyptoteksindgangen.

Tivoli skabte også tumult, som det fremgår af en artikel i Kjøbenhavnsposten. 20. september 1843:

- I Anledning af Tivoli-Forlystelserne igaar have betydelige Uordener fundet Sted paa de bag Tivoli beliggende Græsmarker, hvor Nysgjerrighed havde samlet en meget stor Menneskemasse, der kom i Conflict med Politiets Betjente, hvorved Flere blev forslaaede, medens Andre faldt i Vandet osv.; ogsaa en Politibetjent skal være kommen til Skade.

De omtalte græsmarker lå ved tømmerpladsen. Her forsamlede fattige folk sig der ikke kunne betale for entreen, men herfra kunne se lidt over hegnet og høre musikken.