Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide.

Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.

I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd. 

Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.

En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger. 

Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)  

Redacteurens Anmærkning

Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:

I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.

Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:

Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne. 

Noget mere om Skolelærere.

i Politivennen læste vi for nylig et stykke om skolelærerne i Fanefjord sogn som kritiserede som for "kornprangere". Indsenderen af dette kan og vil ikke nægte at et par af dette sogns skolelærere og vel flere lader sig bruge af købmændene i Stege og Stubbekøbing til for disse regning at købe korn hos bønderne. Men man indser dog ikke at dette kan fortjene offentlig dadel eller engang forbydes dem når de gør det i deres fritimer og ikke derved lader sig forlede til drikken og spil i bondens hus eller gård. Derimod burde det efter min og flere mening ved lov forbydes enhver skolelærer at have jord til leje eller til eje udenfor den skolelod og have de er tillagt. De er i skoletiden med deres hele sjæl på ageren og ved avlingen. Ja, vi kunne vel antage at de ikke sjældent selv i skoletiden er der både med legeme og sjæl, især på de steder hvor præsten er for gammel eller for svag og overbærende. Disse skolemænd bør ikke have for mange beskæftigelser eller bekymringer for dette livs næring. Alt hvad de efter deres stilling behøver til eget og families underhold bør gives og tilbringes dem. Og i den henseende har skolelærerne på Møn vist ingen grund til at klage, især når afdraget for offer og biindtægter nu efter stændernes indstilling og kongens befaling ophører hvor kommunerne kan bære dette tillæg.

(Politivennen nr. 1247, Løverdagen, den 23de November 1839. Side 744-745) 

Redacteurens Anmærkning.

Indledningen hentyder til en artikel i Politivennen nr. 1237, 14. september 1839 

Havaneser Boutiken.

Det hører til tidens tone at efterabe fremmed, enten ved at radbrække gamle huse for i store vinduer at stille sin kram til skue, eller opfinde nye navne for derved at vække mængdens opsigt og tiltrække sig kunder. Sådant er sket med det nye tobaksudsalg på Østergade nr. 67 der er givet navn af Havaneser Boutik. Da der nu i samme ikke alene sælges havanna-cigarer, men butikken efter avertissementet i nr. 236 af Kommissionstidende altid vil være forsynet med samtlige til tobaksfabrikationen henhørende artikler, så ses ikke mere grund til at give butikken omhandlede navn end om enhver urtekræmmer ville kalde sit udsalgssted: Kineser-butik, fordi han blandt sine mange forskellige handelsartikler også solgte kinesisk te. 

Dog navnet gør intet til sagen, men da man meget betvivler at der i tidsrummet af et år er kommet tobakker hertil fra Havanna, og man aldeles ikke kender noget til hr. agent C. F. Capello, men vel en hamborgsk cigarmager af samme navn der måske før blev kaldt Koppel, så ønskede man at hr. Salomon ville opgive når og med hvilken lejlighed de fortræffelige såkaldte havanna-cigarer som han lader sig betale med 6-10 skilling pr. styk er ankommet hertil. Man har så meget mere grund til at fremsætte dette spørgsmål for som køber at sikre sig for at disse havanna-cigarer ikke er af samme beskaffenhed som den af ham i foråret fra Østergade nr. 70, 3. sal solgte ægte Laguayra Kanaster der var en muggen ildelugtende tobak som ingen uden væmmelse kunne ryge eller som de "fortræffelige Manilla-cigarer som sælges 100 procent under prisen" hvilke begge dele er omtalt i dette blads nr. 1221.

(Politivennen nr. 1242, Løverdagen, den 19de October 1839. Side 663-664)  

Redacteurens Anmærkning

Datidens Østergade 67 blev 1859 til Østergade 26. Bygningen eksisterer ikke længere og har i dag indgang fra Kresten Bernikowsgade 2. Ifølge Allgemeine Encyclopädie für Kaufleute und Fabrikanten so wie für Geschäftsleute überhaupt (1841) var kanaster var et andet navn for Barinas (sydamerikansk provins) som var kendt for at være noget af det bedste tobak. Tobakken blev udskibet fra La Guayra.

Et slemt Douchebad i Dronningens Tvergade.

Ved søndag aften kl. 8 og 10 minutter at passere huset nr. 120 på hjørnet af Borger- og Dronningens Tværgade blev anmelderen og en god ven der fulgtes med ham, overslået af et stinkende fluidum som udkastedes af nævnte hus' øverste etage ud til sidst nævnte gade. Da derved en fin klædesfrakke som nyligt havde kostet 45 rigsbankdaler, fik nogle store uafvaskelige pletter og altså blev ødelagt, beder man hr. udgiveren at ville i sit blad advare mod den uskik at udkaste af vinduerne til gaden skident vand eller urin, hvilket efter anordningen ikke engang må ske om natten, langt mindre på en sådan tid da færdslen endnu er meget stærk.

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 646)  

Ingen Kaffe i Bloustrød Kro.

Da jeg på en rejse til København natten mellem 1. og 2. oktober såvel som min karl og mine heste trængte til en forfriskning, kørte jeg ind i staldlængen ved Blovstrød Kro og lod hestene give foder. Da dette var besørget, gik jeg tilligemed min karl ind i skænkestuen, og da jeg der traf værten selv, bad jeg om at få to kopper kaffe. På mit forlangende gav han til svar at han vidste ikke om han havde nogen, men ville se ad og gik derpå ind i en anden stue, men kom straks tilbage med det svar at ingen af kvinderne var oppe, så at jeg ikke kunne få det forlangte, men derimod kunne jeg få brændevin. Da jeg ikke brød mig om det, begav vi os tilbage til stalden og da hesten havde fået fortæret deres foder, fortsatte vi vores rejse.

I denne anledning tillader jeg mig at fremsætte det spørgsmål om det ikke er en privilegeret kroholders pligt at forsyne de rejsende, til hvilken tid det forlanges, enten nat eller dag, med de allersimpleste forfriskninger? Skulle dette spørgsmål besvares bekræftende, som man håber, så anmodes værten, hr. Holm der ellers så vel vedligeholder og oppudser kroens bygninger om ikke at lade de rejsende forgæves søge sådanne forfriskninger hos sig, hvortil de kan trænge efter at have kørt en lang vej ved nattetider, så at man ikke på hans kro og beværtning skal kunne anvende ordsproget: Butten blanck binnen krank.

P. Olsen

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 645-646)  

Redacteurens Anmærkning

Blovstrød Kro stammer tilbage fra 1763. Den ligger på Kongevejen 21 i Blovstrød.  

Skamløs Færd af en ung Laps paa alfar Vei.

For kort tid siden gik en agtværdig mands kone sammen med sin kusine ud til Bakkegården. Da de var kommet ind i alleen der fører til nævnte gård, stod et meget velklædt ungt menneske frem fra grøften og kom hen imod dem idet han blottede det som velanstændigheden søger at skjule, og tiltale dem med de skammeligste ord og uterlige gebærder. De ængstede kvinder søge i mest mulig hast at fjerne sig fra ham. Og næppe var dette lykkedes dem før en ung pige som skulle ad samme vej, tog sin tilflugt til dem og bad om at hun måtte følges med dem da hun frygtede for gentagne anfald af nævnte liderlige person. Det skal oftere være faldet denne forklædte laps ind således at krænke sædelighed og ærbarhed på denne vej når han har truffet på kvinder der gik uden mandlig ledsagelse. Og da sådan adfærd kan have højst ubehagelige følger for nervesvage eller frugtsommelige kvinder, ville det være ønskeligt om han kunne gribes in flagranti og afklapses således at han vænnedes af med sådanne skændige unoder.

(Politivennen nr. 1240, Løverdagen, den 5te October 1839. Side 628-629)  

Det er lidt uklart hvad der menes med Bakkegården. Dem er der i øvrigt en del af. Men et bud kan være at det er Bakkehuset på Rahbeks Alle. I givet fald kan det have været i området hvor muren og cyklerne nu står, at blotteren er sprunget op.