Forhandler afvist. (Efterskrift til Politivennen)

Den engelske Kapitain som kom i Land i Løverdags Morges, skal, foruden det i sidste Avis anmældte, have tillige spurgt om den engelske Minister var bortviist fra det danske Hof, og at Kongen af Engelland vilde ansee det første Skud fra Fæstningen, som Krigserklæring fra Danmark - Den samme Parlamentær Baaad kom om Eftermiddagen Kl. 4 1/4 atter i Land, og ved at sejle til Havnen, gik Krongborg saa nær som mueligt, og lod roe imellem Fæstningens Batterier og et Skibs Vrag, som ligger tæt derved. Da Kureren ej endnu var kommen tilbage, blev Kapitainen moret i Øresunds Klub indtil dens Ankomst Kl. 8, og blev da fra Kommendanten paa Fæstningen Hr. Oberst Stricker sendt den engelske Admiral Parker til Svar: at den engelske Charge d'Affaires var ikke bortviist fra det danske Hof, men ham var, efter hans egen Begiering, meddelt Pas; at Kommandanten kunde ikke indlade sig i politiske Diskussioner, men at man med Underhandlinger maatte henvende sig til det danske Ministerium, og at han, Kommendanten, ikke kunde tillade, at en saa talrig Krigsflaade, hvis Hensigt ikke var officiel bekjendt passerede Sundet, uden at søge at forhindre dens Giennemfart. Ligesom den engelske Admirals brev var skrevet i det engelske Sprog, saa var Kommandantens i det danske, og den i det engelske Sprog kyndige Auditør Studgreen fulgte med om Bord, for maaske at forklare hvad man ikke forstod. Admiralen skal have svaret: at Engeland vilde nødig bryde med Dannemark, men at han maatte ansee denne Erklæring: "at Flaaden ej maatte passere Sundet, som en Krigserklæring fra Dannemarks Side, og at Fiendtlighederne fra nu af toge sin Begyndelse. (herefter følger en beskrivelse af den engelske flådes sejlads forbi Kronborg).

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, den 31. marts 1801)

Veteraner fra Slaget paa Rheden, 2den April 1801. (Efterskrift til Politivennen).

Generelt optræder den menige soldat ikke ret meget i litteraturen før efter Treårskrigen 1848-51 - den var reserveret til højtstående officerer og enkelte menige eller laverestående officerer der havde gjort sig særlig bemærket. Det kongelige "Hæderstegn for Slaget på Reden i 1801", i guld blev givet til alle deltagende officerer og i sølv til særlig fortjente soldater og søfolk. Det var mest dem man hentydede til når "heltene fra 2. april" blev omtalt. Det store flertal af deltagende i slaget blev glemt, fik ingen understøttelse eller anerkendelse.

Man kendte allerede fra 1801 til de meniges eksistens, som fx her på Rasmus Frederik Hendriksens xylografi "Flaadebatterie Nr. 1 (Willemoes" i Slaget paa Rheden" (1801) - men mest i forbindelse med officerer der havde gjort sig særlig bemærket. På billedet er man da heller ikke i tvivl om hvem Willemoes er. Alligevel er det nok mere nær virkeligheden end de senere gengivelser der havde til formål at heroisere. Se til sammenligning maleriet helt nederst i denne artikel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den toneangivende hovestadspresse og opinion havde også været med til at give Landeværnet et ufortjent blakket ry efter slaget ved Køge før Københavns Bombardement 1807, se artikel andetsteds på denne blog. Men efter Treårskrigen, og specielt omkring 1855 begyndte aviserne at interessere sig mere systematisk for de menige soldater i Slaget på Reden 2. april 1801. På daværende tidspunkt var de blevet ret gamle, og synes at have levet en enten hos familie eller af fattigvæsenet. Der var dog ikke tale om nogen glorificering, blot en nysgerrighed.

Sådan var overleveringen fra Slaget på Reden i 1820: Det er udelukkende en række afdøde eller dengang stadig levende, højtstående flådeofficerer. Kun Willemoes (øverst, nummer 2 fra venstre) skiller sig ud. Ludvig Joseph Flamand: Mindeblad om Danmarks Hædersdag d. 2. april 1801. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1858 fik man i Fredericia opstillet statuen "Den Tapre Landsoldat" af H. W. Bissen. Hen i 1860'erne opstod der også et ønske om at give disse veteraner en slags anerkendelse og understøttelse i deres alderdom. Efter nederlaget i krigen 1864 blev der fornyet interesse for at hylde veteranerne. Der i mellemtiden var blevet endnu ældre, og for de fleste vedkommende stadig levede en kummerlig tilværelse, fjernt fra offentlighedens opmærksomhed. Aviserne omtalte til tider ganske kort hvad de havde bedrevet i 1801. Pålideligheden af disse oplysninger må ses på baggrund af at de fremkom mere end 60 år efter at det var sket.

Før Treårskrigen 1848-1851: Mindesmærket på Holmens Kirkegård for Slaget på Reden 1801 udtrykker datidens verdenssyn. Kun de øverstkommanderende og deres skibe har fået en sten "De faldt for fædrelandet 2den april 1801". De menige soldater og søfolk er end ikke nævnt i indskriften. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Aalborg, den 13de Februar.

Ogsaa her i Byen lever endnu en af de faa Tiloversblevne fra "Slaget paa Rheden" den 2den April 1801, nemlig Joh. Nic. Walter, der, fød Meklenborger og Smed af Haandtering, gik i Kampen som Frivillig og mistede sin venstre Haand. Han er 77 Aar gammel og hans endnu levende Hustrue, med hvem han har været gift i 48 Aar, er 88 Aar. Den Gamle, der er blind, men ellers temmelig rask og rørig og hans høit bedagede Hustrue endnu mere, har en Pension og boer i Huset hos Stedsønnen, Skomagerm. H. C. Hansen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 13. februar 1855).

- (Aalb. Av.) Skagen, d. 10de Marts. Dersom Erindringen om Slaget paa Rheden 1801 skulde vække Interesse og Deeltagelse for de faa endnu levende Veteraner fra hiin fjerne Tidspunkt, fornemmelig for dem, der under kummerlige og fortrykte Vilkaar hilse denne Dags og Foraarets Komme, da vilde det være Uret at forbigaae en saadan næsten 80 aarig høist trængende og næsten brødlæs Olding, Hans Christian Gaihede i Gl. Skagen, for hvem man har ønsket, ligeledes om muligt ad denne Vei at kunne formilde hans egen og hans hjelpeløse Hustrues sidste Alderdoms Dage. Han gjorde Tjeneste d. 2den April 1801 under Capt. Kofod paa "Charlotten Amalia". (Red. af Aalb. A. modtager og befordrer, hvad der til dette Øiemed maatte blive den tilstillet, saavel til den ovenfor Nævnte som til andre i lignende Stilling). Ogsaa i Frdrh. Av. skrives: Foruden de tidligere i Frederikshavnsegen nævnte Veteraner af 2den April 1801, lever i Raaberg Sogn en fattig Huusmand Chr. And. Heden og en Aftægtsmand Chr. Andersen. Den Førstnævnte mistede i Salget sin Hørelse og fik en Brokskade, der har forværret sig med Aarene; han er 80 Aar gl.

(Kjøbenhavnsposten 18. marts 1855. Originalartiklen fra 12. marts 1855).

- (Aalb. Av.) Iblandt Veteranerne fra 2den April 1801 befinder sig i Horsens By og Sogn, Kjær Herred, Lars Larsen Bødker, som er 73 Aar gammel og noget svagelig. Han og hans 79aarige blinde Kone opholde sig hos deres Søn, som er Tømmermand og Ejer af de Gamles lille Huus. Den Gamle har hidtil ernæret sig af samme Haandtering og arbeidet i Forening med Sønnen; men ved Kræfternes Aftagen vil han for Eftertiden kun kunne erhverve lidt, og Sønnen, der har Kone og 3 Børn, har kun sit Haandværk at leve af, som han udøver med egne Hænder. - Endvidere leve i Fræer Sogn, sønden herfor, endnu 2de gamle Mænd, som begge deeltoge i hiint Slag 1801, nemlig en Huusfæster Niels Jensen Gaarn, 80 Aar, og Lars Pedersen, tidligere Huusfæster, men som nu med Kone har Ophold i Fattighedet. Begge leve i yderst trange Kaar, thi ingen af dem have i mange Aar kunnet fortjene Noget til Livets Ophold, saa det vilde være en sand Velgjerning imod disse gamle, der begge ere gifte, om de bleve tilstaaede nogen Understøttelse for de Dage, de have tilbage at leve i; disse blive sandsynligviis ikke mange. Sidstnævnte, Lars Pedersen, som nu er 77 år gammel, havde hiin Dag den Sorg, at see en ham kjær Broder, der under Slaget stod ved hans Side, blive skudt - midt over - af en Kanonkugle.

(Kjøbenhavnsposten 23. marts 1855).

- (Aalb.Av.) I Raaberg Sogn ved Frederikshavn leve endnu efter Byens Avis, 2 Veteraner fra 2den April 1801, nemlig Mads Jensen af Knasborg og Christoffer Christensen af Hjortlund, begge Aftægtsmænd. Den sidstnævnte saavelsom en tidligere omtalt Jacob Christensen af Bunken bleve siden, nemlig den 9de Aug. 1808, fangne af de Engelske og forbleve i Fangenskab i England til den 4de Mai 1812.

Som Medkæmpere fra 1801 anføres endnu Niels Peder Horne af Astrup Sogn. Under Slaget gjorde han Tjeneste paa Trekroners Batteri. Nu er han 78 Aar og lever af Fattigvæsenets Understøttelse; endvidere: Chr. Christensen i Hæstrup, der var med paa "Prøvestenen" ved norske Livregiment under Oberst Michaelsen. Han er nogle og 70 Aar og lever med sin Kone tildeels af Fattigvæsenets Understøttelse.

(Kjiøbenhavnsposten 7. april 1855).

- Odense den 20de Juni. Man har med Fornøielse seet, at flere Blade have optaget Notitser om de endnu levende Krigere fra 1801, og Inds. tillader sig derfor, derved at give et yderligere Bidrag dertil.

I Marslev By og Sogn, Bjerre og A sumherred, Odense Amt, lever en af hine Invalider i en Alder af 99 Aar; dans Navn er Jens Hense; han er Aftægtsmand og har overlevet sin Kone, sine trende gifte Døttre og en gift Søn, medens en talrig Afkom af Børnebørn endnu er i Live. - Han kom i Kongens Tjeneste 1788, blev Corporal i Prinds Frederiks Regiment, og lod sig 1792 igjen stille, saa at han d. 2den April 1801 var en Soldat, der i 21 Aar havde været i fast Tjeneste. Uagtet han i den senere Tid har været sengeliggende og hans Legemskræfter i det Hele ere svækkcde, er han dog i fuld Besiddelse af sine Sandser og sin Hukommelse, og har en for en saadan Alder ret antagelig Appetit, saa at han lever i det Haab at kunne høitideligholde sin hundredaarige Fødselsdag. X.

(Kjøbenhavnsposten 7. juli 1855).

Dødsfald. En af de faa overlevende Veteraner fra Slaget paa Rheden 1801, C. F. O. Bovedt, er afgaaet ved Døden i Nestved, 90 Aar gammel. (Flp.)

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S.) 24. september 1859).

I Thorøhuse ved Assens lever endnu efter Meddelelse til "B. T." to Veteraner fra Slaget paa Rheden, Hans Jensen Christensen og Jens Petersen. Den Første kæmpede som Underkanoneer ombord paa Skytsprammen "Agershuus" under Capitain Fastings Commando. Paa Grund af hans Tapperhed modtog han af Kong Frederik den Sjette en Skrivelse, hvori hans Forhold omtaltes med megen Anerkjendelse, og hvori der blev givet ham Løfte om Understøttelse, hvis han i Fremtiden skulde blive trængende. Denne Skrivelse er imidlertid gaaet tabt ved en Ildebrand, som nogle Aar efter ødelagde det af ham beboede Huus. Han er 85 Aar gammel, lever i trange Kaar og er meget tunghørig. - Den Sidste var som Sluproer ombord paa samme Skytspram, hvor han tilsidst maatte lade Kanonerne. Han er ligeledes 85 Aar gammel, blev gift i Marts 1801 og kan, hvis han og Kone lever, holde sit Diamantbryllup til næste Aar. Han er endnu saa rask og rørig, at han sidste Sommer er gaaet i Vandet og har fanget Reier.

- Ogsaa paa Langeland lever endnu ifølge Øens Avis en Veteran, Færgemand Pedersen paa Spodsbjerg, der under Slaget paa Rheden kæmpede ombord paa Skibet "Trekroner" under Commandeur Ibsen. Han er født 1771 i Troense paa Thorseng og lever - hvad der desværre ikke er Tilfældet med de fleste Veteraner - i meget gode Omstændigheder.

- I Fredags jordedes i Landet Sogn paa Thorseng Aftægtsmand Jens Andersen, der som 16-aarig Dreng forblødte paa "Vagriens" Dæk for Danmarks Ret og Ære den 2den April 1801. Foruden et talrigt Følge af Naboer og Bekjendte, fulgtes den Afdøde af 13 Sømænd, der omgave hans Kiste og Grav med det Flag, under hvilket han i saa und Alder havde kæmpet. Den Afdøde var født paa Hjortø 1785, og har indtil i Sommer selv bestyret en mindre Fæstegaard, som han havde afstaaet til en Svigersøn. (Svendb. Av.).

(Korsør Avis 27. februar 1860).

Veteranerne fra Slaget den 2den April 1801.

Idag er det den 59de Aarsdag efter Slaget paa Rheden, hiint navnkundige Skjærtorsdagsslag. hvori en ubevægelig Række af Blokskibe bragte en langt overlegen Flaade fra den mægtigste Sønation i Verden og under en berømt Admirals Commando til at bede om Vaabenstilstand. Slaget paa Rheden er, ligesom Slaget i Kjøgebugt, en af de Hædersdage, der kaste Glands over en Marine, og af alle historisk mærkelige Datumer er maaskee ingen saa dybt indpræntet i det danske Folks Erindring som den 2den April 1801. Hvem fjender vel ikke Navnet Villemoes, og hvem har vel ikke med Beundring hørt fortælle om Blokskibet "Prøvesteen", der i halvanden Time fyrede med tre Kanoner, og af hvis Besætning paa henimod fire hundrede Mand der kun kom tredive iland. Man behøver blot at kaste et Blik paa Listerne over den danske Flaades Tab for al overtyde sig om, med hvor glimrende Tapperhed der blev kæmpet. Af de 5234 Mand der deeltoge i Slaget, faldt 370 for de engelske Kugler, 665 bleve saarede, 205 savnedes efter Kampen, 1779 bleve som Fanger førte ombord paa den engelske Flaade, og kun 2215 - eller med andre Ord ikke engang Halvdelen af den danske Defensionslinies Besætning - kom uskadte ud af Ilden.

Over et halvt Aarhundrede er henrundet siden denne Dag, og af de Officerer, der deeltoge i Slaget, er den Sidste for ikke længe siden døde. Det var derfor naturligt, at der opstod et Ønske om at erfare, hvormange af Mandskabet der endnu var tilbage. Mod Slutningen af forrige Aar begyndte "Berl. Tid." at fremdrage Veteranerne af den Forglemmelse, hvori de levede, og det viste sig snart, at den derved kom et almindeligt Ønske imøde. Fra de fjerneste Egne af Landet tilstilledes der Redaktionen Oplysninger, og da Provindsbladene med "Vestj. Av." i Spidsen toge sig af Sagen og jevnlig bragte Meddelelser om Veteraner, see vi os nu istand til at levere følgende Liste, som vi ansee for sluttet, og hvoraf ret fremgaaer, at der endnu leve mellem 70-80 af Deeltagerne i Slaget den 2den April

1) Andreas Sacharias, (blind), Dragør.
2) J. Jensen Hetle, Sletten, Fredensborg.
3) Svend Sørensen,     -    ,      - 
4) Niels Paulsen, Aalsgaard, Hellebæk.
5) Peter Nielsen, Hornbæk, Helsingør.
6) Jens Larsen.     -                -
7) Ole Nielsen,       -               -
8) M. Frederiksen, Soltbek, Svendstrup, Holb.
9) Niels Christensen, Hagested,               -
10) Rasmus Larsen, Sønderjernløse,       -
11) Jens Christensen, Kundby,                 -
12) Nicolaus Christensen, -                      -
13) Niels Hansen,              -                      -
14) Søren Petersen, Nyrup, Kallundborg.
15) P. Hansen, Egerup, pr. Skjelskør.
16) Peter Nielsen, Steenmagle. Sorø.
17) Ole Jørgensen, Topshøi Mark, Sorø.
18) Anders Sørensen. Nidlose,        -
19) R. Paulsen Svinø, Snesere, Nestved.
20) P. Christensen, Veilø,              -
21) Niels Petersen, V. Egilsborg    -
22) Søren Pedersen, -
23) Jens Olsen, Kundsby, Vordingborg.
24) Hans Rasmussen, Stavreby, Præstø.
25) Peter Andersen,         -               -
24) Jørg. Ulriksen,            -               -
27) Ole Andersen, Ambæk, Præstø.
28) Niels Pedersen, Rønnenklint, Præstø.
29) Peder Andersen, Bønsvig, Præstø.
30) Hans Larsen, Lellinge, Kjøge.

Paa Samsø.

31) J. Jensen Stjerne (Krøbling). Besser.
32) Søren Terkelsen, (Blind) Maarup.

Paa Møen.

33) N. Nielsen Ryvebæk, Lannemark, Stege.

Paa Falster.

34) Jørgen Hansen, Baalse.

Paa Lolland.

35) Peder Jensen, Hillested, Maribo.
36) Jac. Pedersen Meere, Buursø Hospital, Maribo.
37) Rasmus Jensen, Vignæs.

Paa Fyen.

38) Rasm. Nielsen, Staboeshuse, Nyborg.
39) Hans Simonsen, Seden, Odense.
40) Hans Jensen Stige, Odense.
41) R. Mortens. Blom, Qværntrnp. Odense.
42) H. Jens. Christensen, Thorehuse, Assens.
43) Jens Petersen, Thorehuse, Assens.
44) Rasm. Hansen, Dreiø, pr. Svendborg.
45) Axel Andersen. Strynø , pr. Rudkjøbing.
46) Axel Rasmussen, -                 -
47) Niels Madsen, Bogø.

Paa Langeland.

48) Pedersen (Færgemand), Spodsbjerg.
49) Hans Rasmussen, Fuglsbølle.
50) Peder Rasmussen,   -
51) Chr. Christensen,      -
52) Morlen Ottesen, Oure.
53) Jørgen Nielsen. Brandsby.

I Jylland.

54) Chr. Christensen, Hastrup, Hjørring.
55) Mayntzhusen (Guldsmed) Aalborg Hosp.
56) Lars Larsen, Vesterhassing, Aalborg.
57) Thor Guldbrandsen, Ribe.
58) Chr. Jensen, Rønberg, Løgstør.
59) L. Petersen Lagerhuus, Rantrup, Skive.
60) Peder Eriksen,                    -            -
61) Ths. Christensen Lundø, Fly.          -
62), P. Svenningsen, Nykjøbing p. M.
63) M. Sørensen,
64) Chr. Nielsen Schjødtesgaard (kaldet Chr. Kirk), Harboøre, Lemvig.
65) Lars Hansen, Rissum, Viborg.
66) Laurids Ssørensen, Ringkjøbing.
67) Anders Jeppesen,         -
68) Jens Jensen,                 -
69) Ths. Millersen Øe. Huusby, Ringkjøbing.
70) J. Petersen Raumbæk,               -
71) J. Christensen, Kjørgaard,          -
72) J. Petersen Gade, Holmsland,    -
73) R. Zensen Bank,                         -
74) John Høy, Lønne. Varde.
75) John Gravesen (blind), Varde

Beklageligt er det, at ovennævnte Veteraner, paa faa Undtagelser nær, leve i trange Kaar. Men da deres Antal er saa indskrænket, og da der paa Grund af deres høje Alder aarlig vil finde en betydelig Afgang Sted imellem dem, ansee vi det ikke ser umuligt at komme dem tilhjælp. Fra Regjeringens Side vil der imidlertid neppe kunne opnaaes nogen Hjælp, før Rigsraadet atter træder sammen. Det ville derfor være smukt, om Directionerne for de forskjellige Pengeinstituter i Landet - saaledes som vi med Glæde have erfaret, at det allerede er skeet paa Lolland - ville tage sig af de i deres nærmeste Omegn boende Veteraner, og, idelmindste foreløbig, indtil Sagen mulig bliver ordnet ved Lov, sørge for dem i deres hjælpeløse Alderdom.

Den private Velgiørenhed, der aldrig svigter, naar Talen er cm at fremme et smukt og menneskeekjærligt Formaal, vil heller ikke her holde sig tilbage, ligesom vi med Fornøjelse har seet af adskillige Provindsaviser, at der er tilflydt Veteranerne Gaver, saaledes vil ogsaa dette Blads Contoir medtage saadanne Gaver, naar de, der glæde sig ved at gjøre vel og at meddele, specielt efter ovenstaaende Liste ville fremhæve, hvem der skal nyde Godt af deres Bidrag.

De faa qvæstede Veteraner, der ikke erholde Pension, ville uden Tvivl handle rettest i at henvende sig til Invalidefondet om Understøttelse, thi da dette er blevet forøget med "Fondet for Qvæstede fra Slaget den 2den April", som gik over dertil med en Sum af mellem 3 og 400.000 Rd., forekommer det os, ar et stærkt Billighedshensyn taler de Kvæstede Veteraners Sag, om ogsaa Invalidefondet nærmest har et andet Formaal for Øie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. april 1860).

Listen var enten ikke komplet, eller en række dødsfald som blev betegnet som veteraner fra 1801, ikke var det. Af de på listen nævnte optræder efterfølgende kun 3 i senere omtaler: 74) John Høy (dødsomtale 20. juli 1871), muligvis også 11) Jens Christensen (dødsomtale 19. aprril 1872), 72) og Jens Petersen Gade (dødsomtale 12. maj 1872). Til gengæld er resten af navne der i notitser om veteraner, ikke med på listen.

Diamantbryllup. En sjelden Høitidelighed sandt, ifølge "Frederiksborg Ugeblad", d. 9. April Sted i Skjævinge, idet Aftægtsmand Jens Jensen og Hustru Ane Poulsdatter feirede deres 60-aarige Bryllupsdag, tildeels omgivet af deres 4 af 10 endnu levende Børn, 23 Børnebørn og 7 Børnebørnsbørn (hvoraf en Pige i sit 19de Aar). Diamantbrudgommen havde Aaret før sit Bryllup deeltaget i Søslaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April 1801 (han er altsaa en af de faa endnu levende Veteraner fra denne de Danskes Heltebedrift) ombord paa Skytsprammen Aggerhuus, som i sank i Slutningen af Slaget, faa Favne fra Baadene, som havde optaget Levningerne af Besætningen. Atter havde han været med i de i blodige Nætter i August 1807 under Kjøbenhavns Bombardement; ligeledes havde han deeltaget i det bekjendte hæderlige Udfald i Classens Have under samme Belejring; endelig havde han deeltaget i Felttogene indtil Aaret 1814. Jens Jensen er nu 84 Aar gammel, men besidder endnu usvækket Legemskraft; Konen er 81 Aar, men mindre kraftig; dog saae man det usædvanlige Syn, at disse 10 værdige Gamle aabnede Dandsen, Jens Jensen dandsede endnu nogle enkelte Dandse om Eftermiddagen og om Natten og deeltog i Festlighederne den hele Nat. Han erklærede sig istand til i paakommende Tilfælde at foretage en fodtur til Kjøbenhavn (ca. 5 ½ Miil).

(Kallundborg Avis 19. april 1862).

Efter 1864: Monument for 226 krigere fra 1864. Modsat monumentet for Slaget på Reden er det sat over menige, ikke kun officerer. Der er dog ikke kommet navne med, og størrelsen er væsentlig mindre end den imposante gravhøj for 1801, vist på ovenstående foto fra Holmens Kirkegård. Ligeledes vrimler denne kirkegård med gravsteder for højtstående officerer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Afdød Veteran. Fra Faaborg skrives d 23de Oktb. i Byens Av.: Jørgen Clausen, som i Tirsdags, den 17de, jordedes paa Horne Kirkegaard, var født 1783 i Bøiden, hvor hans Fader rar Gaardmand. I sit 9de Aar blev han faderløs, og endnu før han blev konfirmeret, blev han udskreven til Søkrigstjeneste. Den 2den April 1801 var han ombord paa "Danmark." Han deetog ligeledes i Kjøbenhavns Forsvar i 1807, gjorde Udfaldet med ved Classens Have og Blaagaard. Efterat være permitteret 1811 blev han ansat som Underbefalingsmand red Kystmilitsen og blev i denne Stilling til 1814. Han var dengang 31 Aar gammel og maatte, da Forældrene ingen Formue havde efterladt, skaffe sig Erhverv. Han lærte Linnedvæveriet. Han blev gift, fik ved Stræbsomhed samlet sig lidt Formue og opførte det Huus, hvori han døde. Aar 1853 afstod han Huset til en Søn, som faa Aar efter døde, efterladende sig Enke og to Børn. Jørgen Clausens Kone døde for faa Aar siden, og han selv blev bestandig mere affældig. Sønnens Enke ydede ham kjærlig Pleie paa hans sidste Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1865).

En Veteran, Jørgen Clausen, der som Søkriger var med i Slaget paa Rheden 1801 under Steen Billes Commando og som Menig ved Livregimentet 1807 deeltog i Udfaldet ved Classens Have og Blaagaard, er, ifølge "Faaborg Avis", den 17de Ds. bleven jordet paa Horne Kirkegaard. Den 81-aarige Fædrelandsforsvarer, der levede i trange Kaar, fik i de senere Aar, som det hed, i "Betragtning af hans hæderlige Virksomhed af Marineministeriet" en aarlig Understøttelse af 10 Rd. (!). Familien Bille Brahe har imidlertid været mere rundhaandet mod ham, og det skyldes for største Delen denne, at han har tilbragt en nogenlunde sorgfri Alderdom.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1865).

I Onsdags afgik ved Døden en af de faa tilbageblevne Veteraner fra 1801, Pensionist i Søetaten Joh. Petersen. Han var, efter Dgst., født i Lithauen 1777 og kom 1799 som Flygtning til Kjøbenhavn, hvor han strax indtraadte i Marinen som Matroslærling. I det første Aar viste han faa megen Dygtighed, at han forfremmedes til Heelbefaren, og da Englænderne i 1801 angreb den danske Forsvarslinie, kjæmpede han som saadan i Slaget paa Rheden paa Linieskibet "Holsteen" under Commandeur Arenfeldt. Han blev i Kampen saaret i det venstre Been, imedens Skibet blev saa forskudt, at det maatte stryge Flaget. Efter sin Helbredelse tiltraadte han igjen sin Tjeneste og vandt sine Foresattes Tilfredshed, saa han i Aaret 1811 forfremmedes til "Løber" og senere hædredes med Marinens Hæderstegn. I 1826 blev han Sergeant, i hvilken Egenskab han tjente, indtil han paa Grund af Alderdom blev pensioneret i 1848. Han havde altsaa tjent i Marinen i 49 Aar. Uagtet han opnaaede den høie Alder af 89 Aar, var han rask og rørig, indtil han for to Aar siden mistede sin Hustru-, Aaret efter at de havde feiret deres Diamantbryllup, omgivne af Børn, Børnebørn og Børnebørnsbørn. - Endv. jordedes i Fredags, ifølge Skjelsk. Av., paa Tjæreby Kirkegaard Aftægtsmand Jens Larsen, som under Slaget 1801 stod ved Livgarden og 1807 deeltog i Træfningen ved Kjøge som Landeværnssoldat. Den Afdøde naaede en Alder af 90 Aar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. december 1866).

Veteraner fra 1801. En Veteran, der ikke tidligere har været omtalt, var den Natten mellem 16de og 17de d. M. afdøde Hjulmager S. Zuschlag. Han var født i Kjøbenhavn 1781, Søn af Klæbefabrifant Zuschlag, og naaede sit 80de Aar. I sit 20de Aar gjorde han som Frivillig Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April 1801 med, ombord paa "Prøvestenen", blev tagen tilfange af Englænderne, men kort efter udvexet. Han havde ofte Mindelse af et Stød han fik i Slaget, men har aldrig nydt eller søgt Erstatning derfor af Staten. Under Kjøbenhavns Bombardement 1807 gjorde han som Borger Vagter paa Volden og i Kirsebærgangen. Et Aarstid senere giftede han sig med Sophie E. Hillmann og blev Fader til 11 Børn. Naturen havde begavet ham med et let Sind øg ualmindelig legemlig Kraft og Sundhed, saa at han endog oplevede omtrent sit 80de Aar, inden han mistede den første Tand. Han var rørig, rask og munter endnu alle Dage før sin Død, men havde i de sidste 8 Leveaar været berøvet Synet. Han dvælede ofte og gjerne ved sine Erindringer fra 1801 og 1807 og fortalte gjerne derom, naaar nogen vilde høre til.

(Horsens Folkeblad 28. januar 1867).

Afdød Veteran. Afvigte 25de Juli stededes ifølge "Hors. Av." til Hvile paa Skanderborg Kirkegaard Snedkermester Hans Lindberg ien Alder af over 88 Aar. Ogsaa han var en af Mændene fra 1801, da han paa hin uforglemmelige 2den April gjorde Tjeneste ombord paa Linieskibet "Mars". Født i Skaane kom han i sin Ungdom til Danmark, hvor han lærte Snedkerhaandværket, og hvor han i over 50 Aar har levet som Borger i Skanderborg, for henved et Aar siden fejrede han sit Guldbryllup med sin efterlevende Enke i en kjærlig Søns Hus, hos hvem han tilbragte sine sidste Levedage, og modtog ved denne Lejlighed mange Beviser paa den almindelige Agtelse og Deltagelse, som han ved sin retskafne og kristelige Vandel havde vundet, og som nu har ledsaget ham til hans Grav.

(Bornholms Tidende 13. august 1867)

I Slotsbjergby ved Slagelse lever, ifølge "Veile Av.", en Veteran paa 98 Aar ved Navn Søren Starup. Han var i 14 Aar i Tidsrummet fra 1801-14 inde som Gardehusar, deeltog i Krigen 1801 og laae Senere i Garnison i Holsteen. Han er endnu saa rask og rørig, at han kan tilbagelægge et Par Miil dagligt, men lever desværre i fortrykte Kaar og nyder Fattigunderstøttelse. Hans endnu levende tredie Hustru er 72 Aar.

(Aarhus Amtstidende 10. juli 1868)

Jordefærd. På Holmens Kirkegaard jordfæstedes igaar Middags pensioneret Flaadeveteran Henrik Martin Eggertsen, 87 Aar gammel. Han deeltog i Aaret 1801 i Slaget paa Rheden fra Batteriet "Sextus", hvorfor han halvhundredaarsdagen derefter blev hædret med Danneborgsmændenes Hæderstegn; tillige havde han St. Helenamedaillen. Da han blev pensioneret, havde han tjent i Flaaden i 52 Aar.

(Folkets Avis - København, 20. juli 1868).

Afdød Veteran. (Svendborg Amtstd.) En af Veteranerne fra 2den April 1801, Huusmand Rasmus Mortensen paa Kværndrup Mark, er den 27de f. M. afgaaet ved Døden, 92 Aar gammel. Han deeltog i Slaget paa Kjøbenhavns Rhed som Matros ombord i Blokskibet "Indfødsretten" under Capt. Albrecht de Thura, som faldt i Slaget tilligemed Næstkommanderende, Maanedslieutenant Carsten. Generaladjutanten, Capt. Schrødersee ilede nu ombord, men faldt i det Øieblik, han betraadte Skibet, som blev beskudt af 5 engelske Fregatter og 2 Brigger. "Indfødsretten" blev efter at havelidt et Tab af 29 Døde og 43 Saarede taget af Fjenden og brændt. Rasmus Mortensen, som slap uskadt fra Kampen, blev med det øvrige Mandskab tagen tilfange, men snart efter udvexlet. Efter at være vendt hjem til sin Fødeegn var han i længere Tid Ladefoged paa Egeskov og fik senere en Gaard i Fæste, i hvilken Stilling det dog ikke rigtig vilde gaa for ham, hvisaarsag afdøde Grev Bille Brahe gav ham et Huus til fri Afbenyttelse i sin Levetid. Han var rask og rørig indtil for faa Aar siden, da Aandsevnerne svækkedes, og han nød i sin høie Alderdom en kjærlig Datters Pleie indtil sin Død.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. februar 1870)

Død Veteran. En af Veteranerne fra Slaget paa Rheden den 2den April 1801, Aftægtsmand Christen Larsen af Bollerup, er if. "Møens Av." død i Tirsdags, 93½ Aar gl. Han havde i de 12 Aar, han tjente Konge og Fædreland, deeltaget i flere Slag, hvorom han endnu paa det Sidste talte med Begeistring.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad, 23. maj 1870).

Et halvfjerdsindstyveaarigt Jubilæum som officer feires imorgen af en hæderlig Veteran, nemlig Generalmajor Frederik Adolph Wedelfeldt, der nu er i en AIder af over 87 Aar, idet han er født den 21te Oktober 1733. Hans Forældre vare daværende Major H. Wedelfeldt og Caroline, født Haffner. I en Alder af 14 Aar blev han Artillerikadet og blev med sine Kammerater i Stykjunkerklassen i 1801 udnævnt til Sekondløjtnant med Anciennitet fra 1ste Januar s. A. I Marts Maaned blev han ansat ved Fæstningsskytset i Citadellet, og under Slaget paa Rheden den 2den April havde han Kommandoen over nogle Morterer paa Fløjbastionen, hvilke dog kun gjorde nogle faa Skud, da det viste sig, at Afstanden var for stor. Efterat være forlagt til Rendsborg fungerede han en Tid der som Laboratorieofficer men fik i August 1807 Ordre til i Forening med 4 andre Artilleriofficerer uopholdelig at afgaa til Kjøbenhavn. I Store Belt bleve de indhentede af en engelsk Brig, der forbød dem Overfarten, men efterat de vare blevne bragte til den der stationerende Flaades Øverstbefalende, fik de af denne Tilladelse til at gaa over til Korsør, dog først efterat de havde maattet besvare endel Spørgsmaal. Ved sin Ankomst til Kjøbenhavn ansattes Wedelfeldt ved en af de faa Feltbatterier, som vare tilbage paa Sjælland, da, som bekendt, Armeen var samlet i Holsten; som et Bevis paa, hvorledes de ny etablerede Batterier vare, kan det anføres, at Bespændingen blev leveret fra Vognmændene, og at disses kudske kjørte Kanonerne, saa at de maatte med i Ilden. Efter at have deltaget i Udfaldet ved Svanemøllen fik W. en Deling Skyts, som i flere Dage var posteret paa Gamle Kongevei uden Afløsning og i nogle Dage uden Proviant, indtil senere afdøde Geheimeraad Holten ved en Indsamling paa Børsen fik samlet saa mange Penge, at en ordentlig og vedvarende Forsyning kunde finde Sted. W. ansattes derefter ved Batteriet paa Tømmerpladsen indtil dette, hvis Brystværn var sammenstablet Tømmer, blev skudt i Brand af det engelske Batteri ved Gamle Posthus i den næstsidste Bombardementsnat. Efter Kapitulationen var W. ansat til forskjellig Tjeneste; i August 1808 var han med til Spaniernes Desarmering ved Ringsted. Samme Efteraar fik han et Feltbatteri og afgik til Stevns til Kystforsvar. Her blev han til 1814 og forlagdes derefter til Rendsborg, indtil han i 1820 atter kom til Kjøbenhavn, hvor han i Forening med 3 Andre Artilleriofficerer indøvede det borgerlige Artilleries da oprettede 3 Feltbatterier. I samme Tid var han Medlem af flere Indskydningskommissioner og blev i 1824 Laboratoriechef i Kjøbenhavn, i hvilken Stilling det lykkedes ham at fremstille Faldskærmsrakettet, indtil 1836, da han udnævntes til Overtøimester for hele Kongeriget. Som Følge af den ansvarsfulde Stilling blev han i Kjøbenhavn i Krigen 1848-50, samtidig med. at han fungerede som Chef for Artilleriet under de daværende Generalers Sygdom og Bortkommando, indtil han efter over 51 Aars Tjeneste afskedigedes den 2den Mai 1852. Samtidig med de militære Stillinger var Wedelfeldt i Aarene 1837-49 Administrator for Frederiksværk, som havde en ikke ubetydelig Leverance til Militæretaterne , og man  maa være W. og hans Medadministrator, Borgermester, Etatsraad Ehlers, Tak skyldig - hvormed de ved Udbrudet af Krigen i 1848 fremskyndede Fuldførelsen det bestilte Artillerimateriel, som trods Korpsets gjentagne Indstillinger ved Krigens Udbrud fandtes i altfor ringe Mængde. W. er upaatvivlelig den Ældste Dekorerede, der her i Landet, idet han den 28de Januar 1809 blev udnævnt til Ridder af Aaret forinden paany oprettede Orden. I 1846 blev han Danneborgsmand; i 1849 udnævntes han til Kommandør af Danebroge og samme Aar til Generalmajor.

(Dags-Telegraphen (København) 31. december 1870)

General Frederik Adolph Wedelfeldt (1785-1874). Fotograf Carl Heinrich Ludolph Diedrich (1834-1905). Som en af de få i dette indslag findes dette foto af ham. Han var også højtstående officer. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En af de faa tilbageværende Veteraner fra Danmarks Hædersdag den 2den April 1801, Gaardmand John Høy i Lønne, der paa nævnte Dag deeltog i Slaget ombord paa Skibet "Holstein", er, efter Varde Av., i disse Dage afgaaet ved Døden, 92 Aar gl. I sine yngre Aar var han Sømand, indtil han blev gift og har siden drevet en Gaard, som han eiede i Lønne, ½ Miil fra Vesterhavet. Den 15de April 1860 feirede han sit Guldbryllup og for 7 Aar siden blev han Enkemand. I 34 Aar fristede han den tunge Skjæbne at være blind; da hanmistede sit Syn afstod han Gaarden til sin ældste Søn, som med sin Kone og Børn og i Forening med sine Sødskende, hvoraf 5 Sønner have været Skibsførere, stedse kjærligt og med Troskab have pleiet, trøstet og opmuntret ham paa hans lange mørke Vei.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. juli 1871)

Afdød Veteran. I disse Dage er ifølge "Kallundb. Av." Jens Christensen paa Seierø, der havde deeltaget i Slaget paa Rheden den 2den April, afgaaet ved Døden i en alder af 90 Aar.

(Morgenposten 19. april 1872).

Veteraner. Den 4de ds. døde ifølge "Ringk. Av." Jens Pedersen Gade, som under Slaget paa Rheden var ansat ved Sprøjterne paa Amalienborg. Han var i Tjeneste til 1812, har senere ernæret sig ved Fiskeri og Dagleierarbejde, samt var i over 20 Aar en nidkjær "Betlerfoged". Uagtet han var 89 Aar gl., var han meget haardfør, saa at han gjerne hvert Aar i Marts begyndte at gaa barfodet. - Den 28de ds. jordedes i Uvelse Aftægtsmand Jørgen Christensen, 93½ Aar gl. der havde deeltaget i Krigene 1801 og 1807 samt været med i Hjælpekorpset i Frankrige.

(Dags-Telegraphen (København) 12. maj 1872).

87 Aar gammel døde i forrige Uge Skipper Rasmus Rude, der var Veteran fra Slaget paa Rheden den 2den April 1801, hvor han som 16aarig Yngling var med at roe Saarede i Land under Kampen. Han har stedse været en meget virksom Mand, har først været Skipper, senere drevet et betydeligt Aalefiskeri og ladet opfylde en ret anseelig Plads udfor sin Grund ved Stranden, hvor han i sin Tid lod adskillige større Baade bygge.

(Fyns Stiftstidende 13. juli 1872).

Den 26de Februar jordedes paa Sønder-Næraa Kirkegaard Sognets og Egnens ældste Mand, Veteranen forhv. Møller Hans Christiansen, 98 Aar gl. Ved Aarhundredets Begyndelse gjorde han, efter Fyens Stftstd., Garnisonstjeneste i Helsingør som Menig i daværende Kronens Regiment og saae der den engelske Flaade gaae gjennem Sundet før Slaget paa Rheden 1801 og atter 1807 vor egen røvede Flaade blive bortført. Disse Minder baade om Danmarks Hædersdag den 2den April 1801 og om den store Landesorg 1807 vendte jævnligt tilbage i hans Erindring endnu i hans seneste Aar og han talte gjerne derom. Indtil sit 84de Aar forestod han sin Gaard og Mølle, men afstod dem ved sin sidste Kones Død til sin Søn, den nuværende Møller. Dog vedblev han endnu at være rask og rørig indtil Eftersommeren 1873, fra hvilken Tid han meest holdt Sengen og baade Synet og Hørelsen kjendeligt aftog. Han oplevede sin 98de Fødsesdag, Kyndelmissedag den 2den februar og døde den 18de f. M. Han efterlader sig 41 Børn, Børnebørn og Børnebørns Børn.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1875

Afdød Veteran. Den 20de f. M. døde i Odder, 97 3/4 Aar gammel, Arbeidsmand Anders Johansen Bartow. Han var født i Odder i Januar 1778 og deeltog i Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April 1801. Han var ligeledes med i 1807, og var i 1813 med i Frankrig som Corporal ved en Jægerbataillon. Indtil for 4 Aar siden var den Gamle rask, rørig og virksom. For ni Aar siden feirede han, ifølge "Odder Av..", sitd Guldbryllup med sin den 5te Juni d. A. afdøde Hustru. Af hans mange Børn have 3 Sønner deeltaget i Krigene 1848, 49 og 50. 

(Kallundborg Avis 8. september 1875).

Veteran. Den forleden omtalte 100-aarige Christian Carlsen i Vellerup har, ifølge "Isefjordsp.", i Anledning af Fødselsdagen modtaget forskjellige Pengegaver, hvoriblandt en Gave paa 20 Kr. ved Sognepræst Jungersen i Ferlev, der er tilsendt af en Søn af en af Officererne paa linieskibet "Prinds Christian", som havde Kommandoen der under Slaget ved Rheden, paa hvilket Skib Chr. Carlsen var ansat som Matrosdreng.

(Middelfart Avis 9. juni 1887).

Efter 1864: Udover officersgravene mindes de menige nu også med rang og navns nævnelse. Holmens Kirkegård, mindesmærke for de faldne på fregatten Sjælland. Mindesmærket er væsentligt mindre en gravsteder for højtrangerende officerer i samme krig på Holmens Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

1899: Med opstillingen af billedhuggeren H. P. Pedersen-Dans statue "Den lille hornblæser" er den menige landsoldat, "Jens", blevet mytologiseret. Statuen er et monument over de slesvigske krige: Under statuen står "1848-50" og 1864", samt "Rejst af danske mænd og kvinder". Soldaten er anonym, det er dobbeltportrættet af Frederik 7. og Christian 9 ikke. Motivet er taget fra forskellige anekdoter, malerier - nok mest ren fiktion. Mærkværdigvis benyttedes statuen som samlingspunkt for danske nazister under besættelsen. Fra samme tid som denne er statuen af Willemoes i Assens. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sammenlignet med den samtidige gengivelse af Willemoes i starten af denne artikel har heroiseringen nu nået uanede højder i litograf Alfred Jacobsens (1853-1924) "2. April 1801. Willemoes paa det Gernerske Flaadebatteri" fra 1909. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Statuen af Willemoes i Assens. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danmarks Neutralitet. (Efterskrift til Polivennen)

... de forenede nordiske Magter Standhaftighed i at ville forsvare Neutralitætens Rettigheder, disse Rigers store Rustninger, Danmarks betydelige Forsvars Anstalter, nu kraftige til at afvise et hvert forvovent Angreb og Overfald, denne gandske Nasjons saavelsom den svenskes og russiskes Stemning, og Ha[]de over lidte Fornærmelser, Engellands Overmod, og bydende Stolthed; næsten alle Europas Havnes Sperring for dets Krigs- og Købmandsskibe, og endelig - Krig med alle Europas Søemagter, saa kan man ikke finde Grund til, at Engeland, - om det ikke vil søge, og befordre sin egen Undergang og om kort Tid betalt Ødelæggelse, skulde ville vove noget fiendtligt mod Danmark, men til Beroligelse snarere formode, at det kun har været en sædvanlig Trudsel, at Faren vil snart bortvige, og den truende Flaade forlade Kattegat og Nordsøen, og Engeland endelig finde sig i at lade Grundsætninger, byggede paa Retfærdighed, staae og giælde, saa meget mere, som disse ikke ved nogen Magt kunne aldeles tilindegiøres.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, den 28. marts 1801. Uddrag)

Helsingøer, d. 23de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

- I Forgaars Aftes havde man den Efterretning, at den engelske Flaade skulde ligge ved T..ekov i Sverrig strax uden for Kullen. Fra Kirketaarrnet vil man have seet nogle Linieskibe. Samme Aften kom den engelske Officeer, som rejste d. 20de til Kjøbenhavn tilbage, tilligemed de engelske Ministre v. Zittar og Drummond, gik i gaar om Bord paa den engelske Fregat, som Kl. 2 gik til sejls til Nordsøen. De her bosiddende Engelske bleve af Hr. Drummond opfordrede til at forlade Dannemark, men ingen - den engelske Visekonsul og et Par andre, som havde i særegne Grunde, undtagne, modtog Tilbudet. Nogle afslørede endog, som danske Borgere, med den Erklæring: vi blive i Danmark, det gaae hvordan det end gaae vil! En anden engelsk Fregat, som krydsede ved Kullen, vendte tilbage, saasnart den saae hiin komme fra Sundet. En indkommen Skipper, som har ligget til ankers imellem den engelske Flaade uden for Kullen, beretter, at den er henimod 50 Sejlere stærk, hvoriblandt 12 Transportskibe. Fra Hornbek kan man i klart Væjr see omtrent 30 i alt. I gaar vil man have Efterretning, at der i Engelland nu ogsaa er lagt Beslag paa de preussiske Skibe. I gaar Aftes fik man her tvende Nyheder fra Kiøbenhavn, som vakte fyrig Glæde hos enhver. Den Første, - og denne glædede meest, da den atter giver Verden et Beviis paa den danske Regierings Fasthed i Grundsætninger og Selvstændighed i Tillid; og unægtelig er det dog den danske Regiering som i dette Øieblik staaer i Spidsen. For de maaske meest afgiørende Følger for Verdensfreden, - at vor Regiering; omsider trættet af opdyngede Fornærmelser, exempelløs Taalmodighed og frugtesløse Forventninger om billigere Tænkemaade, har erklæret det stolte Britanien Krig, denne Havenes Herskerinden Krig; til Svar paa dets sidste Forslag. Den anden - om en Flaades Ankomst undere Bornholm, 60 Sejlere stærk, som nogle formene at være den russiske, hvorom maa vel snart kunde vente større Vished, og hvilken da vilde hos mange formindske den paniske Skræk, som synes med Eet af have overfaldet dem. Dog hver vilde frygte ved en saa retfærdig Sag, som Dannemarks.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 24. marts 1801) 

Kiøbenhavn. Den 17de Marts lagde Blokskibene Charlotte Amalia, Prøvestenen og Kronborg, ud giennem Bommen samt Kongejagden Søeormen, som skal ligge ved Beltet. I gaar d. 22de Marts vil man have seet en Flaade ved Bornholm, som menes, at være enten den svenske Flaade fra Karlskrone eller Skjærflaaden fra Stokholm. 

Efter Kjøbenhavns Postens Ankomst i gaar vides, at beretningen, at Dannemark skulde have erklæret Engelland ikke er saa, men at det danske Hof har paa Hr. Drummonds Forlangende enten at antages som Minister eller faae Rejsepas, sendt bemældte Drummond til Svar, et Rejsepas, som man maaskee fra Engelsk Side vil ansee for en Krigserklæring.

Vel havde man i gaar Beretning fra Kjøbenhavn, at 13 russiske Linieskibe vare ankomne til Dragøe, at 16.000 Mand vare i Rusland satte i Arbejde med at ise dem ud, men man maae vente nærmere Bekræftelse paa denne ønskelige Efterretning. Det heed og Kongens Regimente skulde indskibes, og Kronprindsens havde Ordre til at holde sig marsfærdige for afmar Helsingøer eller anden stæds.

Den engelske Flaade i Kattegat kunde i gaar sees fra Kirketaarnet at ligge ligesom i en Linie. - Skiønt Vinden om Eftermiddagen gik vestlig, og som har staaet i Nat, er den dog ikke kommet nærmere, derimod har man i Norge neppe kunnet see dem. Man kan formode, at Fregatten, som gik herfra Søndag, skal bringe vort Hofs Svar paa Engellands stoste Fordring tilbage, og derpaa bringe Admiral Nelson nærrmere Forholdsordre, som ventelig vil blive at vende hjem. Samlet og oversat af H. Jeger.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 24. marts 1801. Tillæg)

Kiøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de lagde Blokskibene, Orlogsskibet Jylland og Vægrien, Briggen Nidelven paa 18 Kanoner og Skierbaadene: Arendal, Odense, Aalborg, Christiansund, Langesund, Flensborg, Steege, Naskou, Nykiøbing og Stavern igiennem Bommen ved Kiøbenhavn. 

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 21. marts 1801)

Peter Christian Abildgaard (1740-1801). (Efterskrift til Politivennen)

Dyrlægens første problem var at undgå at slå ihjel

Nordens første dyrlæge, Peter Chr. Abildgaard, hvis skole blev grundlaget for Landbohøjskolen, mindes af 900 dyrlæger på måde i København.

Der skulle en altødelæggende kvægpest til før landbrugslandet i Danmark begyndte at interessere sig for dyrlægekunst 1750-60. Og der skulle gå endnu en snes år før man to det helt alvorligt. Det var da Nordens første dyrlæge, Peter Christian Abildgaard, standsede kvægpesten i 1781. I mellemtiden havde man i samarbejde med staten oprettet den dyrlægeskole der blev den spæde begyndelse til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. P. C. Abildgaard mindes i denne uge af 900 deltagere i den nordiske veterinærkongres i København.

Peter Chr. Abildgaard - Nordens første dyrlæge.

P. C. Abildgaard var af norsk afstamning. Faderen, Søren Abildgaard var kommet hertil fra Flekkefjord i Norge for at studere. Han giftede sig og levede for en stor del af et stort tegnetalent, der gik i arv til sønnerne. Peter Christians yngre broder, Nikolaj Abildgaard, blev sin tids største danske maler og kunstakademiets direktør.

Peter Christian Abildgaard blev sat i apotekerlære. Det var ham Ikke nok. Havde faderen ikke råd til at lade ham læse til student, måtte han klare det ved siden af arbejdet i Cappels Apotek Efter fire års natlige studier blev han i 1780 akademisk borger og gik videre med medicinen

En skuffelse

Men i 1763 ledte skæbnen ham ind på dyrlægekunsten, som for øvrigt i første omgang blev ham en skuffelse. Kvægpesten, der på ny var dukket op i 1782, fik rigets styrelse til at spekulere på, hvordan man skulle standse den. Man besluttede at sende tre unge medicinske studerende til veterinærskolen i Lyon. Blandt disse var Abildgaard.

Da de tre danskere kom til Lyon i 1763, var den første opdagelse, de gjorde, at man ikke interesserede sig for kvæg. Skolens opgave var at uddanne kursmede eller hestelæger. Skolens leder, Bourgelat, var i øvrigt så fornem, at han lod andre holde forelæsninger om hvad han skrev.

Kun Abildgaards videbegær og energi hindrede, at det hele blev en fiasko. Abildgård fik så omfattende en viden om heste og beslagkunst, at han senere vakte opmærksomhed ved at konstruere en hestesko på de rigtige og videnskabelige grundsætninger. Det var typisk for Abildgård, at han Ikke nøjedes med Bourgelats grundsætninger. Han studerede tillige hos dennes svorne modstander, Vitet.

Abildgaards hjemkomst har sikkert været ham en skuffelse. - Kvægpesten rasede endnu. Men Abildgaard beholdt sit stipendiat, så han kunne rejse ud i landet og finde en medicin mod pesten. Det lykkedes ikke. I 1767 skrev han en bog om dyrlægekunst. Den blev lagt hen. Så opgav han dyrlægekunsten i denne omgang og vendte tilbage til det medicinske studium. I 1768 blev han dr. med. på en afhandling om åreladning som middel mod undertrykt menstruation og erhvervede sig ret til at praktisere som læge. Han fik især praksis hos de udenlandske ministre I København.

Abildgaards første værk

Men dyrlægekunsten spøgede videre i hans hjerne. I 1770 udkom fra hans hånd en fortrinlig bog "En dansk heste- og quæglæge i et lidet udtog. Efter kongelig allernådigst befaling forfærdiget til bøndernes brug og nytte". Det blev 82 stærkt brugte sider. Senere kom udvidede udgaver. og de blev oversat til svensk og tysk. 

Det var baggrunden for, at professor Oeder foreslog Struensee at få planen om en veterinærskole fremmet. Abildgård vægrede sig ved at gå i gang med opgaven, vel vidende hvilke vanskeligheder, der ville melde sig. Dyrlægekunsten var kun på forsøgsstadiet. 

Men Struensee trøstede ham med, at blot hestelægerne blev undervist, så de ikke slog de dyr, der blev dem betroet i kur, ihjel, var det godt. Og det krav var overkommeligt at følge, selv under den tids forhold, 

Struensees fald kort tid efter var ved at standse det hele. Men da Abildgaard i 1772 standsede den smitsomme lungebetændelse hos hesten i de kongelige stutterier, skulle det blive alvor. Den 13. Juli 1773 åbnede skolen på Christianshavn med den 33-årige P. C. Abildgaard som planlægger, ejer, forstander og eneste lærer. Samtidig fortsatte han som praktiserende læge, og han studerede videre i zoologi, botanik, fysik, kemi og mineralogi. I 1775 blev den første prøve holdt, og samme år blev Abildgård medlem af Videnskabernes Selskab og stadslæge i København. 

Han havde nok at gøre, og det var forståeligt, at han Ikke kunne vedblive at bestride arbejdet alene, da skolen allerede i 1776 blev udvidet. Han fik en tysk kursmed og to unge medicinere som hjælpere.

Den 13. juli 1773 åbnede Peter Chr. Abildgaard sin skole på Christianshavn og lagde dermed grunden til det der siden blev til Landbohøjskolen. Her ses hovedbygningen på den gamle landbohøjskole i København der nu for længst er blevet for lille.

I 1779 holdtes den første egentlige dyrlægeeksamen. Og to år senere var Abildgård nået så vidt med sine kvægstudier, at kvægpesten i Danmark kunne standse. Da var der gået 19 år, efter at sygdommen havde fået rigets styrelse til at "gøre noget".

Sled sig op

Skolen blev efter udvidelserne I 1776 solgt til staten. De penge, Abildgård fik for skolen, blev ikke til lykke for ham. Han begyndte at spekulere på Børsen. Og her var åbenbart noget, Abildgård Ikke havde forstand på. 1 1783 var han i så store økonomiske vanskeligheder på grund af fejlspekulationer, at han ikke kunne se sig ud af en gæld på 16.000 rigsdaler, et betragteligt beløb på den tid.

Den lille detalje står at læse i "Skat-Cammerets Deliberationsprotocoll", hvori det står anført, at staten købte biblioteket, lnstrumentsamllngen og den mineralogiske samling af Abildgård. Og denne omstændighed skabte grundlaget for det store bibliotek, Veterinær- og Landbohøjskolen har i dag.

Siden har Abildgård nok alene holdt sig til videnskaben og dyrlægekunsten. Han rejste meget for at Indsamle ny viden og omsatte denne viden i skrifter og forelæsninger. Han bragte nye stamfår fra Spanien hjem til det danske landbrug, og han blev optaget som medlem i flere og flere udenlandske naturvidenskabelige sammenslutninger. Han tog aldrig hensyn til, at helbredet Ikke var for stærkt, og i 1801 - kun 61 år gammel - bukkede han under for en hjerneblødning.

Tage Jessen.

På 100-årsdagen for grundlæggelsen af den nuværende landbohøjskole mindedes Peter Chr. Abildgaard, og det samme vil ske når de 900 dyrlæger mødes i København. Abildgaards statue står på Landbohøjskolens grund.

(Aalborg Amtstidende, 9. juli 1962. Demokraten (Århus), 6. juli 1962).

Abildgaard er begravet på Assistens Kirkegård, afdeling A. Gravmælet er udført af broderen - som er begravet på samme kirkegård, dog i afdeling C. Figuren symboliserer bl.a frugtbarhed. På nederste halvdel findes attributter til dyreverdenen og lægevidenskaben. På det tidspunkt gravmælet blev rejst, var det formentlig lidt usædvanligt med sådanne "hedenske" figurer.Den lange tekst på gravmælet menes at være skrevet af Chr. Colbjørnsen (landbrugsreformernes forkæmper) ifølge Nationaltidende, 19. december 1940.

Peter Christian Abildgaard foretog også undersøgelser af kryolit. Den første undersøgelser af dette blev dog først foretaget af den svenske kemiker Berzelius. 

De kloge mænd og koner var dyrlæger.

Det var kvægpesten der var årsagen til at man begyndte at skænke dyrlægekunsten opmærksomhed.

Efter at kvægpesten havde raset med stor voldsomhed i årene 1745-48, kom den efter en pause tilbage 1762, og året efter blev den daværende medicinske student Peter Christian Abildgaard af regeringen sendt til den nyoprettede veterinærskole i Lyon for at gøre sig bekendt med midlerne til kvægpestens bekæmpelse.

Abildgaard var en meget dygtig og stærkt interesseret mand. Han blev i Lyon i halvtredie år, og da han kom hjem, åbnede han med beskeden støtte af regeringen den første veterinærskole i Danmark. Det var i året 1773 under det Guldberg'ske ministerium. Forinden havde han i 1770 udgivet en meget nyttig bog "Dansk Heste- og Qvæg-Iæge", og året efter en på det tyske sprog skrevet Bog om Husdyrenes Avl og Pleje. Veterinærskolen blev i 1776 overtaget af den danske stat.

Før man her i landet fik uddannede dyrlæger, hjalp man sig i sygdomstilfælde blandt husdyrene med såkaldte kloge mænd og koner, hvis råd var en vidunderlig blanding af indvundne erfaringer og overtro.

Når en ny stald var bygget, var det meget almindeligt at grave et levende kreatur ned i jorden udenfor stalddøren. Det var et brutalt offer til Hævnens Gud, for ethvert sygdomstilfælde blev betragtet som en hævn fra onde magter, og det gjaldt derfor om at stemme disse mildere ved at bringe et offer i form af et levende dyr.

Da udbygningerne til Hardenberg i 1890 brændte og genopførtes efter branden, fandt man således udenfor stalddøren de hensmuldrende skeletdele af en hest. De brændte bygninger var ældgamle, og der er ingen tvivl om, at hesten i sin tid er blevet nedgravet levende som et offer. Lignende fund er gjort mange andre steder, og de viser, at man på bøndergårdene er nøjedes med at nedgrave et mindre dyr, enten en stor kalv eller en kvie. Ved mit barndomshjem i Sydøstjylland har jeg selv uden for stalddøren fundet resterne af et dyreskelet.

Meget almindeligt var det også, når et husdyr blev angrebet af en eller anden sygdom, at antænde et bål af halm og kvas på marken og derefter trække det syge dyr gennem bålet, for at ilden kunne fortære sygdommen.

Sådan bar man sig i kvægpestens tid ad mange steder. At det ikke hjalp, kunne man tænke sig skyldtes de onde ånders store magt. At visse kreatursygdomme. bl. a. skab hos heste, var smittefarlige, og at det derfor gjaldt om at hindre smittens udbredeIse. havde man allerede øje for så tidligt som i 1693, da Christian V Danske Lov udkom. Det hedder nemlig i denne vise lovbog:

"Vorder Storhors skabede, og den, der ejer dem, vil ej forvare dem særlig paa sit eget. da man Ejerne, naar de hannem det til Tinge forelagt haver, jage dem i Dynd og Bløde og dræbe dem uden Paatale. Det samme er og om tamme Høns, om de vorde skabede".

Det var en barbarisk bestemmelse, idet de fleste nøjedes med at drive hestene ud i bundløse moradser, hvor de herefter døde en langsom og pinefuld død af sult, kulde og frugtesløse anstrengelser for at komme op. Og at man i vid udstrækning har gjort brug af lovens bestemmelser, derom vidner de mange hesteskeletter, som man siden har fundet ved tørvegravning i moserne.

På den tid, loven udkom, levede der imidlertid en præst, som vel af såvel humane som økonomiske grunde gav anvisning på at helbrede sygdomme hos dyr. De midler, han gav anvisning på, var imidlertid i bogstavelig forstand en hestekur, og hvis dyrene selv havde kunnet vælge mellem den og døden i mosen, er det et spørgsmål, om de alligevel ikke havde valgt det sidste. Den af præsten anbefalede kur mod skab hos heste lyder i al sin gru således:

I en balje samler man sur lud og lader den blive gammel, koger den og overgnider derefter den syge hest med en halmvisk. som flittigt dyppes i luden. Dernæst skraber man hesten med en skraber, så det bløder, hvorefter man på ny vasker hesten med lud, der er så varm, som den kan tåle det, og sætter så hesten på stald, til den bliver tør. Man tager så et halvt pund salpeter eller krudt, laurbær eller tolv lod svovl, støder hver af disse ingredienser i en morter og tager dernæst to potter køkkenfedt, hvornæst det hele røres sammen. Man varmer derefter denne salve i en lerpotte, smører salven på hesten og gnider den godt ind. Endelig tager man en gloende jernskovl og holder den over det syge sted, således at smørelsen smelter og langsomt drikkes ind i såret. Lidt tjære i smørelsen er godt. Midlet skal bruges hver fjerde dag, og hesten skal stå inde i et hus til sårene er lægte.

I det 16. og 17. Aarhundrede var oksens ondartede lungesyge også meget udbredt. For denne sygdom vidste præsten dog ligeledes råd, og dette råd lød således:

"Om aftenen, når solen er gået ned, tager man en tudse, hakker den, som den er, rører eller ælter den i sød mælk - dog med en pind for giftens skyld - sammen med rugmel, bager det som en kage og bager det hårdt. Hver morgen river man så lidt af denne hårdbagte kage og giver kvæget det, både det, som har ondt, og det, som intet fejler".

Når en studeret mand kunne give råd som dette, kan man uden vanskeligheder tænke sig til, at de råd, der blev givet af "kloge mænd og koner", ingenlunde var bedre.

Tudsen synes i det hele taget at have spillet en meget stor rolle som middel mod alle slags kreatursygdomme. Når den kluntede, uskønne tudse om sommeraftenerne kom frem fra sit skjul i småhuller under bygningerne, blev den betragtet med overtroisk ærefrygt. Den listede så sindigt om, gjorde ingen fortræd, men alligevel var det ikke værd at komme den for nær. Den kunne nemlig - mente man - spytte edder og forgift på den, der rørte den. At den selv var en eneste giftklods på fire stumpede ben, var der ingen tvivl om. Derfor var ikke alene hele dens krop, men også dens organer meget virksomme mod kreatursygdomme, når den, som præsten anbefalede, blev hakket og blandet med rugmel og bagt til en kage, thi med ondt skulle ondt fordrives.

Mod kastning af kvæget var et af de "kloge mænds og koner"s råd at hænge en død ræv op i stalden. Dette råd havde i hvert fald den fordel, at det ikke gjorde dyrene fortræd eller påførte dem lidelser, men særlig behageligt kan det ikke have været at komme i nærheden af ræven, så længe forrådnelsesprocessen varede.

I det hele taget må både dyr og mennesker være glade for, at vort land - omend lidt sent - fik så dygtige dyrlæger, som tilfældet nu er.

(Isefjordposten, 3. januar 1948).