Erik Høyer Møller (1818–1904) var en dansk præst og forfatter. Han blev cand. theol. 1842 og blev herefter kapellan hos faderen 1843—50. Efter at have søgt over 40 Embeder forgæves fik han efter slaget ved Isted 1850 embede som feltpræst ved hæren i Sydslesvig og deltog i krigens sidste måneder, bl.a. oplevede han Frederiksstads belejring og storm 4. oktober 1850. I Tønningen mødte han den lokale præst, Schumacher. Han havde ikke holdt gudstjeneste i lang tid, for til en sådan hørte en bøn for kongen (Frederik 7.), og det tolererede menigheden ikke. Han blev indberettet og først suspenderet, dernæst afskediget.
Som den eneste feltpræst forblev han hos de hærafdelinger der lå ved den holstenske grænse. I Slesvig plejede han omgang med to andre danskere, men da de drog bort, var han ret alene. Da der ikke var nogen præster tilbage i landsbyer som Lottorf, Geltorf og Selk, påtog han sig at døbe børn - efter en tysk alterbog. Beboerne sparede herved også de almindelige gebyrer.
Efter krigen var mange slesvigske embedsmænd blevet landsforvist eller var rejst pga. frygten for repressalier. Præsten rykkede så ind i deres lejligheder indtil regeringen i 1851 gav ejerne lov til at hente deres ejendele - hvilket forekom præsten ubekvemt da han så ikke havde noget møblement og service. Det klarede han så i første omgang ved at flytte til nye lejligheder hvor ejerne endnu ikke havde hentet deres ejendele.
1857-1861 var han garnisonspræst i Slesvig by.
1861-1864 sognepræst i Nordborg på Als. At han ikke var glemt for sin virksomhed i Slesvig, fremgår af at han den 30. juli 1864 blev afsat af preusserne. 1866-1892 præst i Kølstrup-Agedrup (Fyn). Han tog sin afsked og flyttede til Randers, senere til Hillerød.
I Nordborg skev han: "De fattige og deres forsørgelse" (1864). I denne fremdrager han som et forbilledligt eksempel, fattigforsørgelsen i Elberfeld (53.000 indb.) i Preussen, baseret på frivillige "fattigplejere". Under forfatternavnet "En gammel Feltpræst" udgav Møller i en fremrykket alder skildringer bl.a. fra feltlivet under Treårskrigen: Livs- og Krigserindringer fra 1850-1864. (1894). Om Treårskrigen skriver han (s. 136-137):
I Forholdet imellem os og Indbyggerne i Slesvig indtraadte der snart en i det mindste udvortes Forandring. Udfaldet af Slaget ved Isted var for de Sidste en umaadelig og aldeles uventet Skuffelse, og det kunde ikke være andet, end at vi holdt vort Indtog i Byen som i en fuldstændig fjendtlig By, hvor der ingen eller saare faa Venner fandtes; og der er ingen Tvivl om, at medens Belejringstilstanden endnu var nødvendig, var den paa den anden Side kun meget lidet egnet til at bringe Forsoning til Veje. Det onde Sind kunde jo kun ytre sig i Smaadrillerier, og ikke en Gang i dem uden stor Forsigtighed, men det trak sig dog snart tilbage til enkelte bestemte Huse, hvor det i Stilhed plejedes med stor Omhu. Hvad Befolkningen i det Hele angaar, da kunde det ikke undgaas, at vore Soldaters jevne og fredelige Væsen, der kom Værterne, hvor de vare indkvarterede tilgode, og Underofficierernes Lyst til at perfektionere sig i Tysk, samt de deraf følgende Forlovelser og Indlemmelser i flere Familier, maatte mildne Sindene noget, og det skete visselig ogsaa.
- - -
Til Kongens Fødselsdag 1853 havde der for første Gang samlet sig en Deel Borgere, - vi vare i Alt 210 Personer - ; Kongens Skaal blev udbragt af Kommandanten, der blev raabt Hurra! men umiddelbart derefter istemte Borgerne: "Am Rhein! Am Rhein!"
I øvrigt beretter Høyer Møller meget lidt om den lokale befolkning og meget om forholdet til de danske officerer og gejstlige (han var feltpræst). Han skriver dog at "Livet i Slesvig gik forresten endnu sin rolige Gang. Ilden ulmede vel under Asken, men vi mærkede sjeldent, at Luen om ikke lang Tid vilde slaa ud..."
I 1860 voksede modstanden imidlertid. Han skriver:
...Samtidig hermed bekjendtgjorde 26 Medlemmer af (Stænder)Forsamlingen en oprørsk Adresse, som ikke havde været forelagt denne, i Aviserne; denne, hvis Følgesvend var Opslag paa Dørene: "Fort mit den Dänen!" blev ogsaa kolporteret i Slesvig. Politimester Jørgensen, der med stor Nidkjærhed og Kraft passede sit hverken lette eller taknemmelige Embede, lod et Par af dem, som havde ombaaret Adressen, arrestere, men da den ene af disse hængte sig i Fængslet, blev Forbitrelsen, som naturligvis allerførst skulde gaae ud over Jørgensen, stor og ytrede sig paa flere Maader, saa Tilstanden var uhyggelig, om der end var Militær nok til at sikre os imod enhver Fare. Da den Hængte om Aftenen blev bragt fra Raadhuset til sit Hjem, fulgte hele Sangforeningen ham, og alle Vinduer vare fuld af Sørgende, saa det var at vente, at der ved Begravelsen skulde sættes en stor Demonstration i Scene, hvilket dog blev forhindret af de rekvirerede Tropper.
Det næste Stadium var, at der blev omsendt Trudselsbreve til mange Embedsmænd. Dette havde jo i sig selv ikke Stort at betyde ...
Den 15. september 1861 skiftede han stilling til Nordborg på Als. Da Als blev invaderet af preusserne i juni/juli var en af civilkommissærens første opgaver at afskedige Høyer Møller uden nåde, angiveligt fordi han havde forladt sit embede. Hvilket han i bogen også indrømmer var sket, men kun som følge af hans egen lovlige øvrighed. Han flygtede herefter til Fyn.
Forfatter, premierløjtnant og landinspektør Th. Thorson: Opbrud fra en bondegård på Als. Fra Th. Thorsen: Skildringer fra den slesvigske Krig. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar