Efter at for ikke længe siden forskjellige Tegn tydede paa, at Jyllands Occupation meget snart vilde ophøre, eller at Preussen idetmindste, hvis Tropperne endnu skulde forblive i Provindsen, vilde vise Maadehold og ikke fortolke Fredspræliminarierne paa den strængeste Maade, synes nu et ganske andet System at skulle indtræde. De fjendtlige Tropper ere atter rykkede op i det nordlige Jylland og have belagt Byerne med en overordentlig stærk og byrdefuld Indqvartering, og der er baade med Hensyn til Forplejningen og til Administrationen indført langt større Strænghed end tidligere. Det turde vel næppe være nogen Tvivl underkastet, at denne Forandring staaer i Forbindelse med de af den officieuse preussiske Presse udtalte Anskuelser, at Danmark forsætlig drager Fredsunderhandlingerne i Langdrag, og at man i den dansk Presse og ved Adresser fra Nordslesvig søger at bevirke en Forandring i Fredspræliminarierne. Herfor synes den preussiske Regjering at ville tage Revanche ved el forøget Tryk paa Jylland, og tillige synes den paa denne Maade at ville tvinge den danske Regjering til at fremme Forhandlingerne og give efter for Fordringer, der ikke blot ere ubillige, men som end ikke have nogensomhelst Støtte i selve Fredspræliminarierne. Vi behøve nu ikke at forsikkre, at Regjeringen ikke kan have noget høiere Ønske end saa hurtigt som muligt at opnaae en Fred, og at den gjør Alt for at naae dette Maal.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. september 1864)
Markedsoptøier. Markedet i Bogense i Fredags startede ifølge Byens Avis med et tumultuarisk Optrin, idet endeel af de i Bogense og Skovby cantonnerende Soldater af 13de Regiment i Forbindelse med nogle Bønderkarle, der havde været til Marked, som Følge af tor megen Nydelse af Spiritus yppede Strid med Patrouillen i den et Stykke udenfor Byen liggende Kro Tyrekrog. Det gik saa vidt, at Patrouillen maatte hente Hjælp fra Hovedvagten, og da Urostifterne viste sig aldeles uregjerlige og angreb den med Stene, maatte den bruge Vaaben. Flere, saavel Militaire som Civile, skulle ved denne Lejlighed være blevne saarede, og to af Urostifterne - to Menige, af hvilke den ene er saaret af et Bajonetstik i Siden og den anden af et Sabelhug i Haanden - ere henbragte i Arresten.
(Middelfart Avis 28. september 1864).
De nyeste fjendtlige Overgreb i Jylland. Ifølge en os idag tilstillet Meddelelse fra Jylland begynde de tydske Tropper nu at forlade deres Kvarterer rundtom paa Landet, for at koncentrere sig i Kjøbstæderne. Paa Landet skal der efter Forlydende aldeles ikke ligge Tropper i Vinterkvarter. Kjøbstæderne ville altsaa faa en overordentlig trykkende Indkvarteringsbyrde, og General Vogel v. Falckenstein vil nok sørge for at gøre Indkvarteringen saa utaalelig som mulig for Beboerne, for derved al søge at gjøre disse mere eftergivende og muligvis tillige derved ophidse dem imod "kjøbenhavnerne", der jo endnu stedse angives som dem, der ere Skyld i Krigen og i, at Freden ikke kan blive sluttet strax; og desværre! der er mange, ellers fornuftige Folk, der i en mærkværdig Grad have indsuget Troen paa denne af Tydskerne med stor Klogskab udbredte urimelige Paastand. General Falckenstein erklærede forleden Dag, førend han afrejste for at hente sin Familie, at han nok skulde sørge for, at Soldaterne fik Kvarterer, som de kunde være tilfredse med. Beboerne fik saa at hjælpe sig, som de bedst kunde. Han erklærede endog, at ingen Familie vilde faa Tilladelse til at benytte mere end et af sine Værelser. Den øvrige Leilighed skulde overlades til Indkvarteringen, der ovenikjøbet selv skulde have Tilladelse til at afgjøre, hvilke Værelser, den selv vilde benytte. Endnu er der vel ikke udkommet nogen officiel Bekjendtgjørelse om denne yderst hensynsløse og trykkende Foranstaltning, men, naar man kjender Hr. v. Falckensteins Sindelag imod de Danske, behøver man neppe at tvivle om, at han vil søge at sætte sin ovenfor omtalte smukke Plan iværk. Det er imidlertid paa den anden Side nok muligt, at Sagen ikke paa de enkelte Steder vil blive bogstavelig gjennemført, da det jo væsentlig vil komme an paa den vedkommende Indkvartering selv. Foreløbig er der imidlertid allerede givet Ordre til, at man skal skaffe en Seng med fuldstændig Tilbehør af Sengeklæder osv. tilveie for hver enkelt Soldat, saa at man ikke længere maa lade to ligge sammen i en Seng. Allerede denne Bestemmelse er under den nu indførte stærke Indkvartering meget trykkende. Hvad der imidlertid mest af Alt har vakt Forbitrelse i Jylland, er Bestemmelsen om en Toldgrændses Oprettelse mellem Jylland og de danske Øer. Dette vil haardt mærkes i en Mængde Forhold. Saaledes var f. Ex. Smørhandelen allerede i den sidste Tid kommen godt igang, og man udførte en Mængde Smør fra Jylland. Nu skal der imidlertid efter Forlydende lægges en Udførselstold af 20 Rd. paa hver Tønde Smør, saa at Handelen altsaa ikke vil kunne betale sig. Og saaledes gaaer det i mange andre Handelsforhold. Stemningen er som en Følge heraf just ikke meget glædelig, og man ærgrer sig i høi Grad over Udsigten til at skulle beholde Tydskernes just ikke behagelige Selskab hele Vinteren.
(Dags-Telegraphen (København) 29. september 1864).
Leverancerne fra Morsø til den fjendtlige Armee. (Morsø Av.) Efter det aflagte Regnskab over de paa Morsø af de fjendlige Tropper udskrevne Reqvisitioner og de til dem præsterede Leverancer have disse udgjort i De forskjellige daglige Naturalleverancer 6922 Rd. 3 Mk. 1 sk. 300 Stkr. Hornqvæg 17,529 Rd. 2 Mk., 1000 Tdr, Havre 3000 Rd., andre Reqvisitioner 1263 Rd. 3 Mk. 10 sk. fra Sogneforstanterskaberne paa Landet paa Øen er der ialt anmeldt at være borttaget 97 Heste til en samlet Værdi af 16,927 Rd., tilsammen 45.642 Rd. 2 Mk. 11 sk. Herunder er altsaa ikke indbefattet Værdien af de borttagne Baade, af stjaalne beskadigede eller ødelagte Varer eller anden Krigsmolest, af præsterede Ægtkjørsler eller andre personlige Præstationer, saasom af Søfolk etc., eller Indqvarteringsbyrden.
(Skive Avis 29. september 1864).
Ringsted. 28de Septbr.
- Da Ringsted ikke formaaer at afgive et passende Vinterqvarteer for det der siden den 12te August cantonnerende 16de Infanteri Regiment, afreiser, ifølge Krigsministeriets Befaling,
Regimentet idag herfra og begiver sig til dets tidligere Garnison, Kjøbenhavn (Sølvgadens Kaserne). 1ste Bataillon, som har havt Kvarteer i Kjøbstaden, afmarscherer med Regimentets Musikcorps Kl. 8 Morgen, og støder sammen med 2den Bataillon ved Ortved, hvor Regimentet samles Kl. 10 Formiddag. Marschen til Kjøbenhavn foretages i 3 Dage, nemlig idag til et Cantonnement mellem Ousted og Glim ved Roeskilde, imorgen til Høie Taastrup og Omegn og paa Fredag til Kjøbenhavn. Regimentets betydelige Depot (deraf over 1000 Geværer) føres idag med Godstoget til Kbhvn. - I Mandags gav Conferentsraad Harhoff en Afskedsdiner for en stor Deel af Officierscorpset. Det smukke Samliv, der er ført mellem Byens og Omegnens Beboere og 16de Regiment, vil sikkerlig længe bevares i gjensidig, venlig Erindring.
- - -
Aalborg, 29de Septbr. - Politiet her i Byen har, for at undgaae Conflict med de tydske Troppers Mandskab under Byens nu atter indtrædende Occupation, opfordret samtlige Haandværkere, Huusfædre og Værger til at holde deres Drenge eller Myndlige fra at gaae ude om Aftenen efter Kl. 9, samt befalet, at Værtshuse holdes lukkede og frie for Gjæster efter Kl. 10.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 30. september 1864).
Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 25. september 1864: til venstre: "Die Fachmänner-Commission zur Beschaffung der nöthigen Vorarbeiten für die Conferenz ist sogar sehr thätig, allein alle ihre Bemühungen scheitern an der - " (Ekspertkommissionen til indkøb af det nødvendige forberedende arbejde til konferencen er faktisk meget aktiv, men alle deres indsats mislykkes pga. ...) til højre: "Zugeknöpfheit der dänischen Bevollmächtigen, aus denen nichts heraus zu kriegen ist! - Sonst soll übrigens nichts dahinter stecken, wie ein Telegramm aus Kopenhagen bemerkt." (Den danske befuldmægtigede er tilknappet, og der kan ikke hentes noget fra ham! - Andet skal i øvrigt ikke ligge bag, som et telegram fra København noterer).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar