28 september 2022

Barrisons nægtes Optræden i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Sisters Barrisons engagement i National varer fra 1. december til 10. januar. Femkløveret optræder for tiden under stort bifald på anden måned i "Wintergarten" i Berlin. Efter det københavnske engagement vender de unge damer tilbage til Folies Bergere.

Impressarioen der er så lykkelig at rejse med de fem englænderinder, md. Wm. Fléron, har forlangt en meget betydelig sum for den måned de skal optræde her, og desuden 6 billetter fra Berlin til København på 2. klasse.

Men han ved også til gavns og af egen erfaring hvad Barrisons er værd.

Det lykkedes for øvrigt National at nappe de unge damer bort lige for næsen af et par berlinske direktører som havde svært kik på dem.

(Dannebrog (København), 16. september 1894).

Barrison Sisters: Gertrude, Lona, Inger, Olga og Sopia. Gustav Liersch. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

Kommer Barrisons til at optræde her? Som omtalt skal politiet allerede på forhånd have nedlagt forbud mod de fem bekendte engelske sang- og danserinders "The Sisters Barrisons'" optræden her i København.

Vi traf i går Barrisons' impressario hr. Fleron der som meddelt opholder sig her i byen. Hr. Fleron hvis damer for tiden optræder i Wintergarten i Berlin, hvor de gør en umådelig lykke, udtalte at det måtte bero på en misforståelse, når der var blevet sagt at det danske politi havde nedlagt forbud mod Barrisons' optræden her i byen; politiet kan da ikke forbyde et selskab som det ikke kendte, at optræde.

Barrisons' optræden var i øvrigt ikke i ringeste grad uanstændig, tværtimod. Overalt havde de netop gjort lykke fordi de var meget decente og yndefulde i deres præstationer, The Barrisons var fem unge damer der havde fået en god "dramatisk uddannelse"; de havde tidligere været knyttede som skuespillerinder til et teater som Fleron havde ejet i New York.

Hvis de kommer hertil, bliver det i alt fald ikke før hen på foråret. De har engagement hele vinteren i Berlin, men impressarioen har ret til at hæve kontrakten fra den 1. marts.

Hr. Fleron meddelte os at han ikke er dansk. Han er amerikansk borger, født og opdraget i Amerika og har tidligere opholdt sig et par år her i Danmark - fra 1879-81 - i hvilken periode han, som bekendt, tog del i den socialistiske bevægelse. 23. november 1894).

(Dannebrog (København), 23. november 1894). 


Hr. Fleron der som bekendt er impressario for Sisters Barrisons mod hvis optræden her i byen politiet har nedlagt forbud, har i et par dage opholdt sig her i byen. I går aflagde han et besøg hos politiet for at forhøre sig om dettes stilling til en eventuel optræden af den verdensberømte trup. Som vi har forudsagt for længere tid tilbage blev der svaret ham: - De får ikke lov til at optræde. Grundene behøver vi vel ikke at meddele Dem.

Det er altså afgjort - af de muntre Barrisons får vi intet at se og må nøjes med de pragtfulde toiletter fru Fleron der har fulgt sin mand herop, præsenterer i varieteernes loger.

(København, 24. november 1894).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar