København har faaet en ny og meget interessant Gade: det er Tagensvej. For nogle Aar siden var den spæd som et lille Barn, egentlig kun en Sti, der løb bag Blegdamshospitalet langs Fælleden. I Regnvejr henlaa den i Morads, om Aftenen oplystes den af et Par døsige Lamper, der kun forøgede dens Mystik og Skummelthed, og hver den egentligt udmundede, vidste ingen undtagen Nattens hjemløse Eksistenser, der flakker om i Storbyens Udkanter som vilde Dyr i Djunglen.
Det er saa kort Tid siden. Og nu genser man dette Kim til en Gade, fuldt udviklet som Ællingen, der bliver til Svane, stor og bred og stadselig - en imponerende Storstadsgade af nyeste Tilsnit, flot anlagt med ødsel Fortovplads, elegant Brolægning og Gærder af stærkt lysende Gaslygter. Den bruser forbi Fælleden, den skærer først Nørre Alle, saa Jagtvejen, og derpaa styrer den videre i lige Linie ud af Byen, over Lersøen og op til Frederiksborgvejen, Højderne omkring Bispebjerg, hvor den standses af Enge og Kornmarker. "Linje 10" løber klemtende med, omtrent til Slangerupbanen, og smukke, moderne Bygninger rejser sig paa begge Gadens Sider, helt ud til Randen af Lersøen, som breder sig i et Dalstrøg fra Frederikssundsvej østpaa hen mod Hellerup.
Herude brydes By og Land for Tiden stærkere end paa nogen anden Kant af København. Der er hele den krydrede Duft af Forstad og frisk Landliv, som er saa karakteristisk for en Bys Periferi. Fabriker, der er trængte ud fra Nørrebro, ligger halvtskjult mellem grønt, med Bundter af rygende Skorstene strittende op mod Himlen. De to Jærnbanelinier, Klampenborg- og Slangerupbanen, suser forbi halvfærdige Bygninger og Oplagspladser, smutter under Viadukten, som dannes af Tagensvej og forsvinder mellem Lersøens Pilekrat. Paa Bispebjergs Skrænter smælder Dannebrogsflagene i den blaa Sommerluft fra en Samling Kolonihaver, og øverst deroppe staar gamle, straatækte Bøndergaarde og ser forundrede ud over den graadige Storby, der æder sig nærmere og nærmere for at sluge dem selv i den næste Mundfuld. Det nye Bispebjerg Hospital ses favnet af Marker, sin Fuldendelse nær, en Gruppe prægtige røde Bygninger, hvis friske Sten lyser i Solen. Og gennem hele Dalen gaar Lersøen, den gamle Lersø, før saa berygtet, nu blomsterbevokset, næsten smuk som en Have.
For en Københavner, der ikke har fulgt sin Bys Udvikling, er det noget af en Lysttur og noget af en Opdagelsesrejse at besøge Lersøen paa en af disse smukke Augustdage. Det mægtige Areal, der før var halvt Sump, halvt Eng, har enkelte Steder endnu saa meget Karakter af et Vildnis, at man kunde vandre omkring mellem Grøfter og Krat og mandehøjt Græs med Følelsen af at befinde sig paa Malajkysten, hvis man ikke havde Raadhustaarnet blinkende i det Fjærne. Men det er dog ikke mere den gamle Lersø, det stinkende Oplagssted for Dag- og Natrenovation. Natrenovationen gaar nu ud i Kongedybet, og af Dagrenovationen aflæsses endnu kun en ganske lille Del paa en kort Strækning ved Jærnbaneviaduken.
Resten af den gamle Lersø henligger som et nydeligt Landskab, allerede saa smaat forberedende sig til at overtage sin Rolle som Byens yderste Park. Kommunen har grundig udrenset hele Terrænet, har ladet det planere og har inddraget et stort Stykke til sit fremtidige Gartnere. Hele Foraaret er her belven arbejdet af flittige Hænder, og i Hjørnet op mod Bispebjerg begynder Drivhusene at rejse sig. Der staar 5-6 aflange Bygninger, et stort, rundt Palmehus og et Kompleks for Varmeanlæg. Om kort Tid vil et moderne indrettet Gartneri være fuldt færdigt, og saa gaar man i Gang med for Alvor at skabe Lersø-Parken.
Det er gjort med et Par Spadestik. Thi den gamle, blomstrende, pilebevoksede Eng er en Park i sig selv, rummende en stor Del ægte, dansk Naturskønhed indenfor sit udstrakte Omraade mellem Bispebjerg, Hellerup og Utterslev. Den venter med aabne Arme paa at modtage Københavnerne paa deres Søndagsudflugter.
Men endnu er den Stedbarn. Dens gamle Stamgæster, Ferdinand Eriksen, Karen Spidsmus, Bræddestablen og hvad de hedder, alle Byens mange Hjemløse, har forlængst vendt den Ryggen og søgt andet Tilflugtssted. Og sjældent finder andre Vej ud til dette Stykke grønne Danmark midt mellem Københavns Fabriker, skønt Sporvognen standser ved dets Rand. Her og der vandrer en ung Pige midt i det lyse Solskin, et Par Børn dukker op fra et Pilekrat paa Jagt efter Sommerfugle, en græssende Hest vrinsker i det Fjærne, og borte paa Stenoplagspladsen ved Tagensvej gaar en Flok Arbejdere og ruller Skærver af Sted paa Trillebøre. Det er Lersøen, som den ligger og venter paa at blive Folkepark.
G.-g.
(Social-Demokraten 8. august 1910).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar