I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.
(Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.)
Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.
I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):
“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”
Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:
Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.
Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."
I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:
Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.
Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:
Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.
Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.
jordfæstelse fandt sted søndag formiddag kl. 11 fra kapellet på Assistens Kirkegård og overværedes af henved tusind mennesker, blandt hvilke der fandtes repræsentanter for alle demokratiske afskygninger. En halv snes fagforeninger havde givet møde med deres faner. Derimod glimrede desværre de socialistiske sangforeninger ved deres fraværelse som sangere. Men grunden må vel søges i den slette årstid og den korte tid der lå mellem meddelelsen om Overbyes død og hans begravelse. Men trods dette er vi overbeviste om at Overbyes socialistiske digte vil leve på arbejdernes læber i mange år.
(Social-Demokraten, 14. januar 1879).
I dag afholdes der flere partisammenkomster i anledning af hundredårsdagen for digteren Ulrik Peter Overbyes fødsel.
Enhver socialdemokrat kender navnet U. P. Overbye. Det har utallige gange stået under sangen "Socialisternes Marsch", arbejderklassens gamle kampsang, det sociale gennembruds revolutionshymne, og det er navnlig denne sang, som har skabt digterens popularitet.
Overbye fødtes i København. Hans fader var snedkermester. Sin skoleuddannelse fik han i Hillerød Borgerskole, og det var hans ønske at blive skolelærer, men forældrenes små kår tillod ikke at skaffe sønnen den hertil fornødne uddannelse. Han blev da beskæftiget i handelsvirksomhed og fik ansættelse ved kontorforretninger i omegnen af Trondhjem, i Bergen og Kristiania. Her droges han til scenen og var en kort tid skuespiller.
Der var udvé i U. P. Overbyes sind, og i nogle år for han til søs på Amerika. Da han endelig slog sig ned i sit fødeland, opnåede han en beskeden plads som kopist i Krigsministeriet.
I denne periode, som strækker sig helt op til 1870, havde Overbye syslet stærkt med litterære emner, og under mærket Johannes Barner havde han udgivet digtsamlinger, eventyr, fortællinger og skrevet skuespil Han udgav bl. a. en børnebog, som var meget anvendt i sin tid, og hvori der fandtes en i mangfoldige hjem populær lille sang: "Søren Top stod tidlig op".
Af Overbyes skuespil blev vaudevillen "Karens Kæreste" opført på det kgl. Teater og gjorde straks lykke men blev efter få opførelser henlagt. Man mente, at fru Heiberg, digteren og teaterdirektøren Johan Ludvig Heibergs hustru var forfatteren. Som kunstart var "duftvaudevillen" kommet i miskredit, og et yngre kådt publikum peb så ad Overbyes skuespil. På den måde søgte man at protestere mod den Heibergske kurs, og resultatet blev i al fald, at Overbyes "Karens Kæreste" kom til at afslutte vaudevillernes æra. I 1860 fik han iøvrigt et syngestykke "Cyprianus" til opførelse for det kgl. Teater. Den udmærkede Komponist Henrik Bang skrev musikken til Overbyes lyrik.
Det blev dog ikke dette forfatterskab, som gjorde Overbyes navn kendt. Hans fattige kår og stærke retfærdighedsfølelse drog til socialismen, da denne I 1870-71 rejste sin stander i Danmark. Men derved mistede han også sin plads som kopist. Da var det, han skrev "Socialisternes Marsch", som blev uhyre populær i arbejderkredse. Melodien, der komponeredes af musikeren Joseph Rasmussen, passede fortræffeligt til teksten. I sangens strofer udtryktes proletarernes vågnende kraft, deres harme over den uret, de har lidt, deres håb for kommende dage.
Adskillige af den berømte arbejdersangs vers passer ikke på vor tid. Men til gengæld maler den så meget desto bedre den tid, i hvilken den fødtes og forklarer arbejderklassens kamp for bedre kår.
Til Trælle i Sind og til Slaver af Guld
den voksende Slægt fostres frem,
og Jorden saa aldrig saa usselt et Kuld,
som det, der paa den nu har Hjem
Således var det i kapitalismens gyldne år, da arbejderne stod uden værn, prisgivne deres udbytteres luner, selv nedsunkne i ligegyldighed, frygt og fattigdom. Hvem regner med disse uorganiserede og magtløse proletarer, hvem digteren lader synge:
Vor Arne er kold og vort Hjem kun et Skjul
for Trængsler, for Tvedragt og Savn,
vor Idræt man lokker i Bur som en Fugl
og kaster Foragt paa vort Navn.
Lønarbejderen var kun skabt til slid i en lang arbejdsdag og for lav løn. Bøjede han sig ikke lydigt under svøben, mødte han autoriteternes vrede og præsternes fordømmelse:
Rigmændene fodres ved Arbejderslid,
og Præsterne fører os frem
til Pøle af Svovl paa den yderste Tid
vis ikke vi ofrer til dem.
Men der er en lysning i øst, håb for de forskræmte. Magt at vinde. Gennem broderskabet, organisationen, skal arbejderne vinde frem til bedre kår og moralsk kraft, som skaber nye vilkår for slægten. Digteren med det profetiske blik stirrede ind i fremtiden og så masserne troppe op under fælles fane. Han talte i et af sine andre digte om "den ny samfundsbygning":
Vi ser den i Aanden, den rejser sig frit
paa Piller af Malm og med Mur af Granit,
mod Lyset sig Bygningen højner.
Og de, som lyttede til digterens krav, følte mod til at tage fat, skønt bjerge af hindringer tårnede sig op på den unge bevægelses vej.
Med store historiske begivenheder som baggrund for sin arbejderdigtning kunne U. P. Overbye digte "Proletarens Vise", hvori linjerne:
naar Sulten og Kulden ham hærdet bar,
da vokser han op som en Proletar,
at han skulde være
Jert Samfund til Ære,
det kan I ej vente af ham!
Men det var alligevel ikke på barrikaden, at regnskabet skulle opgøres. Proletaren har et lyst humør, når han stiller som deltager i kampen for et nyt samfund:
nu afgøres Trætten,
han møder paa Pletten
i straalende Solskinshumør!
Og i langt mildere stemninger end den, der karakteriserer slagsangen "Socialisternes Marsch", lader Overbye i sangen "I Flugt går Tiden" sin tillid til folkets selvstyre komme til orde, thi denne frihed
gav min Stand et panser
mod Uret og mit Brød en bedre Smag.
Af andre Digte, der vidner om Overbyes store kærlighed til samfundets små, nævner vi "Gamle Arbejdere" og "Fiskerdrengen fra Lynæs".
Overbye levede sine sidste år under trykkende forhold. Pensionen var yderst lille, og Arbejderpartiet kæmpede med store økonomiske vanskeligheder. Med rette kunne man kalde forfatteren af "Socialisternes Marsch" for "De Fattiges Digter".
Han døde den 7. januar 1879 og blev således knapt 61 år gammel. Fr. A. Hertz og Saxo W. Wiegell, der begge havde været knyttet til vort arti som ansvarshavende redaktører af "Social-Demokraten", ofrede ham mindeord i vers.
I Wiegells digt hed det:
Han slog ej Harpen for Geds og Guld,
han var en Sanger for Folket;
naar han er smuldret i mørke Muld,
vil Sangens Tone saa frisk og fuldt
dog melde, hvad han har tolket.
Og således er det. På denne dag, hvor partifæller samles i mindet om U. P. Overbye, vil de kendte ord til Joseph Rasmussens taktfaste melodi lyde med samme kraft som førhen. Meget kan tiderne forandret sig, siden sangen lød for første gang, men "Alt dages det, Brødre" er endnu kampsangen, der varsler en gammel Verdens Undergang:
Det knager i Samfundet Fuger og Baand,
lad falde, hvad ikke kan staa!
Men ræk mig, o Broder, din barkede Haand.
før i Løgn og af Sult vi forgaa;
en Bygning vi rejser til Skærm i vor Nød
til Arbejdet! Liv eller Død!
"Ræk mig, o Broder, din barkede Haand" er devisen, under hvilken arbejderklassen i alle lande lægger ud for folkefrihed, verdensfred og social retfærdighed
A. C
(Social-Demokraten, 17. januar 1918).
I Fyns Social-Demokrat 19. januar 1929 skrev underbibliotekar Chr. Behrend under overskriften "Socialistmarchens forfatter U. P. Overbye" en lang artikel, hvoraf nedenfor bringes nogle udvalgte afsnit som korrigerer og/eller supplerer artiklerne ovenfor:
Hele sit liv interesserede han sig for læsning og bøger, og han selv begyndte allerede i Norge at skrive digte og fortællinger til blade og tidsskrifter (bl. a. til "Morgenbladet" i Oslo). I 1847 udkom hans første bog, "Blomstrende Tomekviste", og i 1848 udsendte han flere smådigte i anledning af krigen. Det er måske ved denne sin forfattervirksomhed, at han er kommet i forbindelse med den højtansete finansembedsmand Jonas Collin, der synes at have hjulpet ham privat og skaffet ham noget arbejde, sagtens med afskrivning, som det fremgår af følgende brev fra ham:
Deres Excellence
Dette Arbejde, som jeg herved har den Ære at aflevere, burde for lang Tid siden have været færdigt, og jeg maa derfor, som jeg saa ofte forhen har gjort, bede om Tilgivelse. Betalingen for nærværende Arbejde, saavel som for alle tidligere afleverede Arbejder, har jeg ... forlængst erholdt.
Min Gæld ser jeg mig desværre endnu ikke i Stand til at afgøre, og jeg vover at bede om Henstand endnu nogen Tid. Jeg boer, som Deres Excellence bekendt, fremdeles i Valby og har mit lille Bibliotek her; men det gaar kun tarveligt med Indkomsterne.
Ethvert Bud, det maatte behage at sende mig, vil komme til mig under Adresse: Jernbanestationen ved Valdby.
Valdby, den 1. Maj 1848.
Med inderlig Højagtelse og dyb Ærbødighed
U. P. Overby.
Når Overbye boede på jernbanestationen, må han enten have haft en underordnet stilling som assistent eller lignende eller været lejer. Stationsinspektør var nemlig dengang en kaptajn Hoffmann, og da denne indkaldtes til krigstjeneste, en banemester Weber.
Også med grevinde Danner havde Overbye en tid forbindelse, og det er vel indflydelse fra hendes eller Collins side, der skaffede ham en kgl. understøttelse til videre uddannelse på den litterære bane og siden (1848) en lille fast stilling. Selv skriver han: "Efter et bevæget ungdomsliv blev han ansat som kopist i krigsministeriet, og kun gode venners bistand og velvilje har styrket og opretholdt hans mod efter mange ulykkelige livstilskikkelser og tilintetgjorte forhåbninger."
Han havde den 2. april 1848 ægtet Ane Sophie Petersen, enke efter en dyrlæge Madsen i Middelfart, men stadig synes han at have måttet kæmpe med mismod og trange kår. Da han således havde tilegnet H. C. Andersen sit lille eventyr "Lærkefamilien" af Johannes Barner (under dette navn udgav han nogle af sine bøger), skriver han til ham:
Hr. Andersen!
Min lille Bog sender jeg Dem i det Haab, at De vil modtage den med Venlighed. Den indholder et af de Lysglimt, Vorherre kaster ind i mit paa mørke Udsigter saare rige Liv.
5. Decbr. 1852
Med Højagtelse ærbødigst
Johannes Barner.
Foruden Andersen har han også kendt digteren Carl Bagger, til hvem han har skrevet et digt 1844.
- Overbyes forfatterskab strakte sig over flere områder: han skrev en ABC (1854), en Læsebog (illustreret af Lorentz FrøIich), det omtalte eventyr "Lærkefamilien" og digte, som han udgav samlede 1858 heri findes bl. a. det bekendte: "Har man ungdomskræfter, er en lystig Fyr"; det smukke lille digt "Fiskerdrengen fra Lynæs", "Paa Gaden Juleaften", "Lille Karen", hvortil J. P. F.. Hartmann satte musik, "Naar Solen skinner" (musik af N. W. Gade). "Stæren sad paa Kviste ..", den smukke sang "l Flugt gaar Tiden", hvori disse Linjer:
Thi en Gang lettes Byrden, som har tynget
paa mangen Kreds og mangt et Samfunds Magt,
og eu Gang vil de alle genforynget
gaa op i et: en mægtig Broderpagt.
Mange af disse vers er kønne, men når de ikke vakte stor opmærksomhed, har det vel været, fordi de i meget føltes som efterligninger af andre samtidige (Chr. Winther, H. C. Andersen); desuden viste de undertiden nogen ubehjælpsomhed i udtrykkene.
I 1860 opførtes et stykke "Cyprianus" (i en akt med musik af Henrik Rung); det var anonymt, og Overbye antoges af mange for dets forfatter; det kan dog anses for sikkert, at det ikke skyldtes ham, men forfatterinden Ida Nielsen.
1871 mistede han sin hustru, den 1. April 1875 sin lille stilling i ministeriet; til sidst fremlagde han en lægeerklæring, at han i nogle måneder skulle bruge elektrisk behandling (ondet synes altså at være af nervøs natur); dette tillodes ham også, men han søgte nu selv sin afsked, måske fordi han følte sig for svag til at virke længere i denne stilling, hvori han havde været ansat i 27 år; at han skulle være afskediget af politiske grunde, foreligger der ikke noget om i ministeriets papirer. Om hans dårlige økonomiske forhold også på dette tidspunkt vidner flere ansøgninger om forskud, pekuniær støtte og lignende.
Overby fik en vej opkaldt efter sig i Den røde by i Valby (VOB), et boligområde med oprindeligt arbejderboliger i Valby. Kvarteret er anlagt af Valby og Omegns Byggeforening, der blev grundlagt 16. februar 1898 af bryggeriarbejdere. Kvarteret består af 100 enkelthuse, der ligger på Christen Bergs Allé, Overbys Allé, J.P.E Hartmanns Allé samt Traps Allé i Valby. Arkitekt var Julius Bagger.
