Ærede Partifæller
"Den rene, skære Sandhed" er Titlen paa den af Povl Geleff i Chikago udgivne Pjece om Louis Pio og ham selv; som bekendt har jeg forlagt og udgivet Skriftet her. Ved nærværende Linjer skal jeg i al Korthed give en Forklaring over, hvorfor jeg har gjort dette.
Det vil ikke være Eder ubekendt, at jeg hører til dem, som har maattet døje ikke saa ganske lidt, fordi jeg ikke i Tykt og Tyndt har kunnet følge disse Folk i deres Handlinger. De Principer og den Ide, som d'Hrr. har begyndt at tale for her til Lands, har jeg helliget mig, men aldrig Personerne; jeg har ganske sikkert skænket dem mangen en ærlig Tanke, fordi rejste Bevægelsen, men jeg har bestandig taget min egen Fornuft med Betragtning. Naar de fremkom med Planer, som efter min Anskuelse var urigtige, opponerede jeg derimod, og dette har som oftest af mine egne Kammerater forvoldt mig mange Ubehageligheder. Den Gang d'Hrr. paa en højst mystisk Maade forsvandt her fra Landet, var jeg ligeledes en af dem, der anvendte den yderste Anstrængelse for at holde det saa omtrent sønderlemmede Parti sammen. Der blev os ikke den Gang forundt den Støtte af selve Partimedlemmerne, som var nødvendig, tvært imod blev vi ligefrem modarbejdet af Mange; det varede ikke længe, før der dannede sig en Fraktion, kaldet "Radikale" eller "Pios Venner", det var Folk som endnu ikke kunde se nogen Fejl ved Pio, de kunde ikke give Afkald paa hans Person, i hvorvel han tydeligt og klart ved en Artikel i "Dagbladet" havde tilkendegivet, at han kunde give Afkald paa Arbejderne. Trods Alt dette generede det ikke disse Mennesker at fremkomme med de mest uforskammede Beskyldninger mod de da ledende Kræfter, ja de var endog uforskammede nok til at paastaa, at det var os som havde fortrængt d'Hrr. Pio og Geleff, for selv at komme til Magten, hvilket jeg dog er overbevist om ikke en Eneste har eftertragtet, da man alt for godt ved, hvor utaknemmeligt det er at være blandt de Ledende i en Bevægelse. Endelig fandt de paa den Udvej, at de sagde: "Kom frem med, hvad Pio har gjort, lad os faa Sandheden frem i sin nøgne Skikkelse"; naar man nu af forskellige Grunde ikke i denne Retning opfyldte deres Ønske, ikke søgte at blotte disse Folk efter Fortjeneste, da var det mest af Hensyn til Sagen; men hvad fik man da paa Ærmet? naturligvis det: "Der kan man se, der har jo ingen Ting gjort, ikke Andet end at rejse bort, og dertil har de naturligvis været tvungne enten af Avtoriteterne eller af den Klike, som bestandig har opponeret imod dem." Man har imidlertid ladet disse Folk snakke og anstille Gisninger efter Behag.
Nu forekommer det rigtignok mig, at Tiden er kommen, nu da en af de Paagældende ikke har generet sig for selv at afsløre deres Slyngelstreger og deres Forræderi over for det Partii som de selv har dannet. Nu bør Afsløringen komme til alle Menneskers Kundskab, og naar jeg har udgivet Pjecen fuldstændige, da er det i Sandhedens Interesse, da er det, for at ikke enkelte Brudstykker skal fremkomme i Pressen, og da der selvfølgelig blive sagt, at Fremstillingen er forvansket. Jeg gengiver den derfor fuldstændig; Originalen er i mit Værge, og Enhver kan overbevise sig om Sandheden.
Det vil nu maaske blive paastaaet, at det kun er et Pengespekulationsforetagende af mig, og at Sagen kunde lige saa godt have været behandlet igennem Bladet; det er Altsammen noget jeg ikke bryder mig om. Under de Forhold, som Bladet for Øjeblikket arbejder under, er det en Umulighed at behandle denne Sag deri, idet Spørgsmaalet først skulde behandles andre Steder, og imidlertid vilde Beretningen have tabt sit Værd, og Adskillige vilde dog have fordømt Bladet, dersom den var kommen derigennem. Jeg har derfor paa eget Ansvar, baade i den ene og i den anden Retning, paataget mig at udgive Pjecen. Kritiken, der vil komme over mig i denne Henseende, er mig aldeles ligegyldig, og øvrige eventuelle Ulæmper bliver selvfølgelig min egen Sag.
Jeg vil imidlertid haabe, at Pjecen vil gavne saa Meget, at man for Eftertiden ikke vil dyrke Personerne, men Principerne. Tillige giver Pjecen en Oplysning, hvoraf enhver Statsborger kan hoste en meget nyttig Erfaring for lignende Tilfælde i Fremtidens politiske Mysterier.
Med socialistisk Hilsen.
Chr. Hørdum.
(Social-Demokraten 10. oktober 1877).
D'Hrr. Pio & Geleff og Politiet. Hr. Povl Geleffs i Amerika udgivne Pjece: "Den rene, skjære Sandhed om Louis Pio og mig selv" er udkommet i ordret Gjengivelse her i Byen paa Chr. Hørdums Forlag. Forfatteren, der med en over alle hidtil kjendte Grænser gaaende Oprigtighed blotter sig selv, gjør Rede for Mellemværendet mellem Politiet paa den ene og ham og Pio paa den anden Side. Det var Pio, som gav Ideen til Amerikarejsen, men skjønt stærkt fristet ved, at P. lovede Rejsepenge og henviste til "Social-Demokratens" ynkelige Forfatning, vægrede Geleff sig i Førstningen bestemt ved at rejse med. En Dag meddelte Pio imidlertid Geleff, at Politiinspektør Hertz ønskede at tale med ham. Han indfandt sig da paa Hertzs private Bopæl. Politiinspektoren sagde nu til G., at det var bedst, han rejste. Blev han, vilde han blive erklæret fallit, og det Hamborger-Hus, som havde givet Bladet Kredit paa Papir, vilde tage Trykkeriet. Der kunde gjøres Strafansvar gjældende, da Pio og Brix ikke havde ført Bøgerne ordentligt. H. indrømmede vel, at G. heri var uskyldig men det vilde dog komme til at gaa ud over ham. (Brix var arresteret). "Hvad der vilde ske, vilde han (Hertz) ikke gaa nærmere ind paa, men han vilde nødig være i mit Sted, naar det skete, der vilde ske." Hr. Hertz kunde godt skaffe ham Penge: 1000 Kr. skulde det ikke mangle paa; 1500 Kr. kunde ogsaa skaffes til Veje. Tilsidst underskrev G. et Dokument, Hertz gav ham; men den næste Dag fortrød han det og gik op til Hertz. "Men vi har jo Deres Dokument", sagde Politiinspektøren; Enden paa Samtalen blev, at Hr. G. lovede at i rejse. Samme Dags Aften skulde Pio og Geleff møde hos Hertz, for at aftale det fornødne med Hensyn til Rejsen. G. kom først og spurgte H., om Pio havde faaet Penge. Hertz gav er undvigende Svar, men tilføjede dog: "Han er godt forsynet". H. fortalte endvidere at P., hvis han ikke i Amerika kom i Forretning sammen med G., skulde udbetale denne 1500 Kr., hvilket P. dog ikke har gjort. Naa, de ere ham vel undte, og det er ikke første Gang, at han har snydt." De to Herrer rejste saa; en Opdagelsesbetjent, forklædt som Sømand, fulgte dem, indtil han havde set Skibet, der skulde føre dem til Amerika, gaa afsted med dem fra England. Efter Aftalen skulde han, saa snart dette var sket, telegrafere til H.: "All right". Da de kom til New York, hævede Geleff 1500 Kr. hos Konsulatssekretær Thomas Smidt efter en af Hertz udstedt Anvisning. P. fik efter et "Motto" 5000 fra samme Sted. Pio betalte Overrejsen for et Medlem af Hovedbestyrelsen, som kom til New York omtrent l l Dage efter P. og G. Ligeledes betalte han Overfart for to andre af Partiets mere fremragende Medlemmer. Af disse og flere andre Fakta uddrager G., at P. i alt har faaet 25,000 Kr. af Politiet for at rejse selv og tage de mere bekjendte Socialister med sig. Han slutter endvidere, at der har været ført Forhandlinger mellem d'Hrr. Estrup og Hertz. Pio indbildte Geleff, at han fik Pengene af sin Broder, men G. skriver, at han nu veed, at "Pio ikke har faaet en eneste Øre gjennem sin Broder"
Socialdemokraternes "radikale" Opposition har med Hr. F. R. Foltmar som Ansvarhavende begyndt Udgivelsen af et lille Ugeblad "Fremad". Samtidig er Baronesse Liljenkrantz's Ugeblad "Den Radikale" ophørt at udkomme.
(Morgenbladet (København) 9. oktober 1877).
Efter ankomsten til USA blev Geleff og Pio uenige om de penge de skulle have for bortrejsen, og Geleff blev så rasende på Pio at han udgav den nævnte pjece som betød at de begge blev miskrediteret blandt de skandinavisk-amerikanske arbejdere. Geleff ernærede sig som agent for landsalg og journalist. Pio havde i 1876 forgæves forsøgt at lave en koloni i Kansas. Pio døde i 1894, men Geleff kom til Danmark i anledning af 50 året for Socialdemokratiets dannelse - bl.a. med assistance fra Pios datter Sylvia (se andetsteds på denne blog). Han døde i 1928. Pjecen findes på Arbejdermuseet.
Christen Iver Hørdum (1846-1911) var skomager og kom 1869 til København som soldat. Efter soldatertiden kom med i det faglig-politiske røre, agiterede for hjemmearbejdets afskaffelse og var med til at oprette skomagernes produktionsforening som han ledede 1873–77 og en fagforening, hvis formand han var 1874–75 og 1877. Han blev 1874 medlem af i fagforeningernes centralbestyrelse, og på socialdemokratiets Gimlekongres 1876 indvalgtes han i hovedbestyrelsen.
Efter Geleff og Pios afrejse til USA genrejste og reorganiserede Hørdum sammen med P. Holm og C. C. Andersen partiet. I 1875 arbejdede han som medlem af kontrolkomiteen for fagforeningernes støtte til Social-Demokraten. Han blev juni 1877 ekspedient ved og kort efter forretningsfører for det. Det var dog først da Hørdum foranledigede at Emil Wiinblad i 1881 blev redaktør at avisen for alvor oplevede et opsving. I 1878 stiftedes socialdemokratisk forbund med Hørdum som formand indtil 1882. Han lagde navn (hørdumrianerne) til en af oppositionen ("pionisterne" og "heroldisterne") opfunden betegnelse. Han var medlem af partibestyrelsen til 1909. Hørdum var medlem af Folketinget 1884-1887 og 1890-1909 og sammen med P. Holm partiets første rigsdagsmænd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar