Opsynsmanden paa Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Opsynsmanden paa Rundetaarn. I forrige Uge jordfæstedes i Følge "Nttd." her fra Byen en gammel Mand, der, skønt i en lang Aarrække endogsaa meget højtstillet, dog stadig kunde glæde sig ved gode Udsigter - det var en af mangfoldige Københavnere kendt Skikkelse, Opsynsmanden ved Rundetaarn. Allerede for et Par Aar siden havde den Gamle 50aarigt Jubilæum som Opsynsmand ved det gamle Taarn med Sneglegangen - der var noget af en gammel fredelig Snegl ved ham selv, saaledes som han Dag ud og Dag ind kravlede op og ned i sit Hus, det han saa trofast var knyttet til. Allerøverst oppe, i selve Taarnet beboede han en lille Lejlighed, 4 Værelser med Udsigt til alle Verdenshjørner; men om Formiddagen sad han ufravigelig inden for den lukkede Indgangsdør, vant til sit Mørke, altid parat med sit Nøgleknippe, naar Nogen bankede paa for at indlades. Det var heller ikke saa faa Tiører og 25 Ører den Gamle i Ugens Løb kunde samle sammen. Det gik alt til at forherlige et stilfærdigt Familieliv paa Toppen af Christian den 4des gamle Taarn.

(Social-Demokraten 27. oktober 1881).

I Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 4. oktober 1881 angives hans navn som Hans Rasmussen. Han blev begravet fra Trinitatis Kapel den 7. oktober 1881.

Stormflod ved Ribe. (Efterskrift til Politivennen).

Stormfloden. I et Brev fra Ribe-Egnen til "Varde Avis" hedder det bl. A.: Jeg har talt med ældgamle Folk, der forsikkre, at de ikke i deres Tid har kjendt en oversvømmelse, som har været saa skadelig i sin Virkning og sine Følger som den sidste. Jeg skal ikke tale om, at Græsset er ødelagt og at Creaturerne derfor maae sættes paa Stald 2 a 3 Uger før Tiden, hvilket ikke har saa lidt at betyde i et saa foderknapt Aar som dette, heller ikke om vore overskyllede Rugmarker, uagtet vor Rugavl er totalt ødelagt for næste Aar, men kun pege hen paa de enorme Tab, Mange have lidt paa deres Creaturer. En Mand, der havde 61 Stykker i Engene, mistede heraf over 30 Stkr., hvoriblandt et Parti Stude, som sidste Marked i Ribe solgtes til 220 Kr. pr. St, foruden et Par udmærkede Plage. En Anden mistede 10. en Tredie 8 og saa fremdeles. En mistede 30 gode Faar, foruden baade Stude og Plage, en Anden 26 foruden mange Stude, og saaledes gaaer det i det Uendelige. Desværre maatte en Karl bøde med sit liv under Forsøg paa at redde sin Huusbonds Creaturer. Vandet kom saa hurtigt, at han ikke var i Stand til at bjerge sig. To Karle, der kun vare et Bøsseskud fra Byen, vare ifærd med at redde nogle Faar, der imidlertid druknede mellem Hænderne paa dem, og selv vare de saa medtagne, at de segnede om af Udmattelse, da de naaede Land. Et andet Sted maatte 5 Karle staae ude i Engene Natten over bundne til hverandre, og Flere maatte binde sig fast til en eller anden Gjenstand ude i Engene under Forsøg paa at redde Creaturer, saa det er næsten et Under, at Vandet ikke har krævet flere Offre end det ene. Det var et sørgeligt Syn at staae hjemme og see de døde Creaturer komme skyllende, det ene efter det andet, og det var ikke mindre sørgeligt Søndag Morgen at see de druknede Dyr ligge i Bryggen ligesom de vare strøede. Heste - der er en Mand, der mistede 3 - Stude, Kalve og Faar laae som de vare styrtede om ved Siden af hverandre. Jeg saae henved 100 Creaturer ligge saaledes, medens jeg ikke var i Stand til at tælle Faarene. Er Tabet saaledes stort og større end Mange godt kunne taale - en Mand mistede sin hele Besætning undtagen 4 Køer, han havde paa Stalden - saa skyldes det en enkelt Mands uforfærdede Mod, at det ikke blev større. Det er Ungkarl Jørgen Mikkelsen af Kjærbøl, Farup Sogn. Med Fare for sit eget Liv blev han hele Dagen ved at redde Creaturer ude i Engen, og havde han ikke været, var Tabet blevet langt større end det blev. Da Vandet stod høiest, stod det vistnok 14 a 15 Fod over daglig Vandstand. I Farup By stod Vandet enkelte Steder op paa Murene, og Gaderne i Byen vare store Canaler, hvori der gik en voldsom Strøm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1881. 2. udgave).

Stormfloden var mindre end stormfloderne i 1362 (”Den store mandedrukning” og 1634. Først senere, 1911-1915 begyndte digebyggeriet. Ribediget stod færdigt i 1912. Efter en stormflod i 1911 blev diget forhøjet og forstærket i 1924, 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget er der dannet ny marsk.

Valgene til den tydske Rigsdag i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Med stigende Forundring og Beklagelse have alle Venner af den slesvigske Sag i de sidste Uger seet den Uro, Forvirring og Animositet, der er kommen for Dagens Lys i Nordslesvig i Anledning af de forestaaende Valg. Vel synes der nu at være indtraadt en Vending til det Bedre, men endnu den 17de d. M. var der langtfra tilvejebragt nogen Enighed med Hensyn til Afstemningen i 1ste Rigsdagsvalgkreds. Antallet af de Mænd i de nordligste og mellemste Districter af denne Kreds, der opfordre til at stemme paa J. P. Junggreen, var til nævnte Dag steget til 1124. I og for sig er dette Antal vel ikke afgjørende, naar der huskes paa, at hver af de slesvigske Valgkredse omfatter mindst 100,000 Indbyggere, og at der vælges paa bred Basis, men for Den, der har noget Kjendskab til Versener og Tilstande i Nordslesvig, og seer hen til den Vægt, de hidtil fremkomne Underskrifter have rundt om i Landdistricterne, maa del staae klart, at der ved det Valg, som forestaaer i næste Uge (den 27de October), vil blive afgivet et saa stort Antal Stemmer paa nævnte Candidat, at det langt vil overgase hvad der i saa Henseende vil kunne samles paa Als og de nærmestliggende Districter paa Fastlandet for Hans Lassen fra Lysabild. 

Det maa under disse Omstændigheder haabes, at denne hidtilværende Repræsentant i den preussiske Landdag og i Provindslanddagen endnu i den ellevte Time vil tage en Beslutning, der er hans hæderlige Fortid værdig, ved at trække sig tilbage for Junggreen og opfordre de Mænd, der vilde give ham deres Stemme, til at slutte sig til den øvrige danske Befolkning, som stemmer paa sidstnævnte Candidat. Skulde dette mod Forventning ikke ske, fortjener det ialtfald at constateres, at J. P. Junggreen har gjort, hvad han kunde, for at neddysse den Strid, der, tildeels baaren af Antagonismen mellem Land og By, tildeels af en grundtvigiansk ligesaa ophidsende som ubetænksom Indblanding og Agitation, har reist sig i 1ste Valgkreds. Endnu i Løverdags har J. P. Junggreen i "Dv." i de hjerteligste og meest indtrængende Udtryk rettet en Opfordring til de danske Nordslesvigere om at afslutte en Debat, der, som han bemærker kun kan være til Gavn og Glæde for Tydskerne. "Saa retter jeg da - siger han - den Bøn baade til Venner og Modstandere, at vi nu slutte denne Debat, der kun kan være til Glæde for vore Fjender, og huske paa, hvad vi ere, en lille Folkestamme, løsreven fra vort eget Folk, og kjæmpende den tungeste Kamp for at bevare det, med hvis Tab vi ere hjemfaldne tit "Udslettelsens Dom." Vi have skiftet nok af haarde og bittre Ord. Lad os glemme og tilgive og tro om hverandre, at hvad vi hare gjort og sagt, det have vi kun gjort og sagt for at forsvare, hvad der efter vor Overbeviisning var Ret, og for at fremme den Sag, som vi alle tjene. Og lad os huske paa, at hvad der for Øieblikket skiller os ad, det er om faa Dage noget Forbigangent, medens vi da atter staar foran den Kamp, i hvilken vi kunne have alle vore Kræfter og al vor Dygtighed behov, og i hvilken vi sikkerlig ville bukke under, naar vi ikke kjæmpe den i Enighed og i Samdrægtighed - Kampen for vort Modersmaal og vor Folkelighed. Saa lad os slutte Fred, kjære Landsmænd! lad Enhver i den nu foreliggende Sag giøre, hvad der efter hans Overbeviisning er det Bedste, men lad os afholde os fra Alt, hvad der yderligere kan tjene til at ophidse og forbittre Stemningen." 

Det ville være meget at beklage, om den advarende Røst, der her opløftes, skulde have lydt forgjæves, og dersom der ikke umiddelbart før den afgjørende Dag, den 27de October, var opnaaet saa megen Enighed iblandt Nordslesvigs danske Vælgere, at alle Stemmer - maaskee med Undtagelse af den bekjendte lille Flok vestslesvigske Intransigente - faldt paa een og samme Candidat, der under de nuværende Forhold neppe kan være nogen Anden end Junggreen. Hvad der hidtil altid har imponeret Tydskerne, er den fuldstændige Enighed blandt de danske Nordslesvigere i et hvert Spørgsmaal, der vedrører deres nationale og politiske Stilling. Skulde dette Sammenhold gaae tabt, og smaalige, personlige Kjævlerier træde istedetfor den hidtil bevarede Samdrægtighed, vilde de mange og mægtige Kræfter, der arbeide paa at svække Danskheden i Nordslesvig, snart have vundet Spil.

Ved Valgene i 2den og 4de Kreds ville de danske Stemmer rimeligviis ikke blive spredte. Redacteur Gustav Johannsen, der er opstillet i 2den Valgkreds ventes den 21 de October til Aabenraa, hvor han i "Hotel Danmark" vil afholde to Valgmøder. Fire af Byens dansksindede Borgere indbyde i den Anledning Byens og Omegnens danske Vælgere til at møde talrigt. I Flensborg har der fundet flere Valgmøder Sted, hvor de tydske Candidater, Amtretsdommer Francke og Landretsraad Nissen, optraadte. Sidstnævnte synes at finde Tilslutning i en deel af Landkommunerne i Angel, derimod mindre hos Tydskerne i Flensborg.

I 4de Valgkreds (Vestslesvig) have, som bekjendt, 19 Mand, bosatte i Løgumkloster, Møgeltønder, Visby, Ballum etc., opfordret de danske Vælgere, der tidligere have stemt paa Krüger, til denne Gang at give Hans Aagesen Knudsen til Trøiborg deres Stemme. Der er hidtil ikke blevel opstillet nogen dansk Modcandidat. Skjøndt der, paa Grund af den ejendommelige Fordeling af Valgkredsene i Slesvig (der kan sammenlignes med den, som det tydske Parti under Schmerlings Regimente 1861 fik gjennemført i Bøhmen), er ringe Udsigt til i 2den eller 4de Valgkreds at faae en dansk Candidat igennem, ønske dog de Mænd, der i sidstnævnte Kreds opfordre til at slemme paa Knudsen, at deres politiske Meningsfæller som een Mand ville benytte Afstemningen den 27de Oktober til atter at kundgjøre deres Vedhængen ved det fraskilte gamle Fædreland." S.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1881. 2. udgave)

I Dybbelposten 4. oktober 1881 havde H. Lassen (Lysabild) skrevet at han helst så sig fritaget, men hvis han var den som stemmerne lettest og bedst kunne samles om, ville han opstille hvis man ikke kunne enes om at vælge nogen anden.

Valgene i Nordslesvig. Den 21de ds. holdtes i Aabenraa det af J. P. Junggreen indvarslede Møde, paa hvilket han præsenterede Redacteur Gustav Johannsen fra Flensborg som Candidat for den 2den slesvigske kreds. Mødet dirigeredes af Advocat Bekker. Red. Johannsen erklærede, at han efter Opfordring af flere Mænd i Aabenraa og flere Andre i Kredsen havde stillet sig som Candidat til den tydske Rigsdag for at overtage Posten efter afdøde Krüger. Men medens Krüger havde havt § 5, at holde sig til, var denne nu strøgen, hvorimod Tanken, der laa til Grund for samme, ikke lod sig udslette. Taleren fremhævede, at han vilde bringe frem, hvad der var Ret, efter Folkeretten, og vilde komme som Kravet til det tydske Folk. der skyldte os Meget. Om der vilde gives Leilighed til at komme frem med Kravet, vidste han ikke, men haabede det. Folket maatte ikke opgive sig selv, thi saa vare vi fortabte. Candidaten opfordrede til at møde talrigt paa Valgdagen og stemme paa de Mænd, der opstilles til Valg. Kun ved at slutte os sammen kunde vi opretholde vor Sag. Hvad der kunde udrettes, vidste han ikke, men hele Befolkningen maatte slutte sig sammen paa Valgdagen den 27de October. Hvad vi ville, var nedlagt i de bekjendte Ord: Vi ere Danske og ville vedblive at være Danske. Taleren vilde, dersom han blev valgt, arbeide for en Nedsættelse i Skatterne og vilde sige til Tydskerne: Spar paa de mange Soldater, thi da vil i høi Grad Budgettet lettes.

I et Eftermiddagsmøde anbefaledes G. Johannsen paany af J. P. Junggreen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1881).

I de tre slesvigske valgkredse (1., 2. og 3.) stod de tyske kandidater herredsfoged Bachmann, Francke og Wachs (der stod stærkt i købstæderne) over for de danske Junggreen og Lassen (1.), Gustav Johannsen (2.) og Knudsen-Trøiborg (4) som stod stærkest i landdistrikterne). Ved valget i Haderslev By den 27. oktober 1881 stemte 659 på Bachmann, 308 på Junggreen og 70 på Hans Lassen.

De endelige stemmetal blev: 1. valgkreds: Lassen 5260 (valgt), Junggreen 3864, Bachmann 2515. 2. valgkreds Gustav Johannsen 3761, Francke 3687, Nissen 3243, Hasenclever 353. Ved omvalget mellem Johannsen og Francke den 11. november 1881 vandt Johannsen med 806 stemmer over Francke, idet en del socialdemokratiske tyskere (der havde stemt på Hasenclever) foretrak Johannsen fremfor den nationalliberale Francke. 4. valgkreds: Gieschen (valgt), godsejer Knudsen til Trøjborg 1186 stemmer.

Konflikten afspejlede måske forskellen mellem Junggreen som var orienteret imod Højre, og Lassen som var orienteret mod Venstre:  

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884): Jens Peter Junggreen (1827.1886). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jens Peter Junggreen (1827-1886) gik i tysk skole og var fra et dansk påvirket hjem. 1850–51 var han dansk soldat. På jagt efter guld rejste han 1853-1856 til Australien og siden til Californien. 1856 startede han tobaksdyrkning i Åbenrå.  Fra 1865 skrev han i "Freja" og fra 1868 i"Dannevirke", 1866–70 for "Köllnische Zeitung". Han blev 1876 idømt seks måneders fæstningsstraf i Magdeburg. I 1880 stiftede han "Foreningen til bevarelse af det danske sprog i Slesvig" (Sprogforeningen) og var dens første formand. Da artikel 5 i 1879 blev ophævet, plæderede han for en ny politisk kurs, nemlig at landdagsmændene skulle aflægge ed på forfatningen, også i den preussiske landdag så de kunne gøre danske synspunkter gældende. Rigsdagen havde ikke krav om ed. Det opgav han dog pga. kraftig modstand. Venstrefolk i Haderslevs landdistrikter var ikke begejstrede for Junggreens sympatier for Højre, og samlede sig om landdagsmand Hans Lassen. Lassen fik de fleste stemmer, men ikke absolut majoritet, og ved omvalget samledes alle danske stemmer efter Junggreens opfordring på ham. Lassen aflagde 1882 landdagseden. Det vendte stemningen så Junggreen i 1884 valgtes som de udprægede edsnægteres kandidat. Han døde et par år senere.

Fotograf Christoph Heinrich Hermann Ohm (1829-1900): Hans Lassen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Lassen (1831-1896) var gårdmand fra Lysabild. Han var synsmand og medlem af herredsrådet for Als sønderherred. Han blev efter 1864 medlem af kredsdag og provinslanddag, af provsti- og provinssynode, formand for den alsiske landboforening og for Lysabild Sogns Sparekasse. 1875 blev han valgt som landdagsmand i 2. kreds. Efter i nogle år at have fulgt H. A. Krügers edsnægterkurs, ændrede han efter artikel 5s ophævelse taktik. Dette accepteredes ved valget 1879. Af hensyn til Krüger aflagde han først efter dennes død forfatningseden og tog sæde i landdagen. Han vandt over J. P. Junggreen som Krügers afløser som rigsdagsmand for 1. kreds. Men ved næste valg 1884 var kritikken af edsaflæggelse vokset så stor at Junggreen blev valgt . Hans efterfølger, Gustav Johannsen fulgte Lassens taktik. Efter hans pludselige død kom det frem at han havde misbrugt sin stilling som formand for hjemsognets sparekasse og påført det store tab.

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. Den Omstændighed, at den nu forestaaende Sukkerhøst paa de vestindiske Øer, saafremt ikke uforudsete Begivenheder indtræffe, rimeligviis vil blive den største, Øerne have havt i en lang Aarrække, har i Colonialraadet paa St. Croix i forrige Maaned fremkaldt en levende Discussion om Arbeidersagen. Det er nemlig at forudsee, at Høsten ikte vil kunne udføres med de Kræfter, der for Tiden haves paa St. Croix. Der er enkelte Plantager, navnlig i den midterste Deel af nævnte Ø, hvor der trænges til en Forøgelse af indtil 60 pCt. Arbeidskraft. Hverken Tilbudet om en større Dagløn eller andre Fordele kunne bevæge de indfødte Negre til at arbeide mere end 3 eller 4 Dage om Ugen. De fremmede Arbeidere, der for Tiden udgjøre en Trediedeel af Arbejderbefolkningen, arbeide vel i Reglen noget mere og noget længere, men deres Antal er langtfra tilstrækkeligt til at bøde paa Negernes Ladhed. Under disse Omstændigheder reistes i Colonialraadet det Spørgsmaal, hvad der skulde gjøres for at undgaae de store Ulemper, der ville opstaae af disse Forhold i den allernærmeste Fremtid. Atter at indføre Kulier fra Ostindien antoges af de fleste Talere for ugjørligt. Det havde nemlig viist sig, at hver af de 312 Kulier, der ankom i 1863 fra Ostindien og atter, ifølge de indgaaede Forpligtelser, bleve sendte hjem i 1868, havde kostet omtrent 200 Dollars, saa at Emigrationsfonden, til hvilken der ydedes Bidrag fra Øernes Plantager, i det Hele havde havt en Udgift af omtrent 60,000 Dollars. Nogle af Colonialraadets Medlemmer foreslog at hente nye Arbeidskræfter fra de fremmede vestindiske Øer. Andre Medlemmer - og disse syntes at have Raadets Fleertal paa deres Side, - ønskede en Indvandring fra China. Chinesiske Arbeidere vare efter deres Mening at foretrække fremfor Kulier, fordi de vare stærkere og fordi de ikke gjorde Fordring paa at faae fri Tilbagereise. Raadets Præsident indvendte derimod, at der i Revue des deux Mondes af Sagkyndige var blevet paastaaet, at Chineserne duede bedre til alt Slags andet Arbeide end til Plantagearbeide og Agerdyrkning. Denne Paastand fremkaldte Modsigelse, og der blev henviist til Forholdene i Californien. Nogen Resolution blev ikke vedtagen. Den vestindiske Emigrationsfond beløber sig for Tiden kun til omtrent 3000 Dollars.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1881. 2. udgave).

Jødekirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen).

Da den herværende mosaiske kirkegård på Nørrebro snart vil være fuldstændig optaget, og da der efter jødisk ritus ikke må finde nogen omlægning sted af grave, men disse skal forblive urørte, hvor gamle de end bliver, har man i menigheden allerede i nogen tid været betænkt på tilvejebringelsen af en ny kirkegårdsplads, og efter forlydende i "Nt." vil man nu søge en sådan sikret i nærheden af Vestre Kirkegård. Den hidtidige kirkegård vil samtidig på alle sider bliver omgivet af en mur.

(Social-Demokraten 16. oktober 1881)

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Brandøvelse i Kalundborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags blev der holdt Sprøjteprøve i Kallundborg. Mandskabets Holdning var ypperlig, skriver en Brandmand i Kallundb. Dagbl., og ved at se ud over den talrige Arme, fik man uvilkaarlig en betryggende Følelse af, at en ordenlig Ildløs er en Umulighed i Kalundborg. Med en saadan Styrke kunde man rive hele Byen ned, før den kunde faa Tid til at brænde. For at gjøre noget, øvede vi os i at sprøjte imod Vinden; det var en Kamp mellem Vinden og Vandet, og den første sejrede. Hvad der særlig bør roses ved Sprøjterne er Betjeningen. Der hører nemlig omtrent hundrede Mand til hver Sprøjte, og at der med en saadan Betjening kan udrettes noget extraordinært, tør der selvfølgelig ikke tvivles om. Noget extraardionært udrettede vi dog ikke i Gaar, det gjemmer vi, til en ordenlig Ildløs en Gang prøver at vise sig; i Gaar mønstrede vi os kun. Befalingsmændene talte de menige op og saa meget dybsindig i Protokollerne, om det passede, hvad det naturligvis ikke gjorde. Sprøjterne - vi har ikke mindre end to store og en lille - bleve befundne at være saa som saa. Der kunde i alt Fald sprøjtes med dem, og selv om Straalen er mindre kraftig, kan dette jo i paakommende Tilfælde rettes ved, at Straalemesteren gaar hel hen til Ilden, han skal slukke. Nogle Smaareparationer kunne imidlertid nok være ønskelige, f. Ex. nye Pumpeværker og nye Slanger og maaske lidt mere nyt af en eller anden Slags. Man vil jo ogsaa vide, at Sprøjterne allerede havde gennemgaaet en lille Kassation, før de for mange Aar siden kom her til Byen som nye, saa et og andet kunde der maaske nok være at ændre. Men bortset fra saadanne Smaating var det hele ypperligt. I to Timer stod vi og saa paa hverandre og paa Vandtønderne og tilsidst paa Sprøjterne, der støvregnede tilbage over Pumperne; og derpaa traadte vi af og gik hjem med den Overbevisning, at hvordan det end stod sig med Sprøjterne, koldt var der paa Havnepladsen.

(Morgenposten 7. oktober 1881).

Lærlingehjemmet. (Efterskrift til Politivennen).

"Lærlingehjemmet". Da Rigsdagen ved Lov af 1857 vedtog, at den ældre Næringslovgivning skulde træde ud af Kraft 5 Aar efter, altsaa 1862, var der mange af de ældre, erfarne Haandværkere, der rystede paa Hovedet og meentt, at det vilde være meget betænkeligt for Haandværkerstanden, naar hele den gamle Ordning med Eet blev kastet overende. Det viste sig ogsaa snart. En Opløsningstilstand indtraadte, hvor navnlig Forholdet mellem Mester og Lærling blev saa løst som vel muligt. Drengene løb fra Mestrene, og den ene Mester tog gierne den andens Dreng, naar denne blot kunde bestille lidt. Drengene brøde sig ikke om indgaaede Forpligtelser og forlode deres Tjeneste, og Mestrene kunde ikke godt faae nogen Ret over Drengene, da man som oftest ingen Contract bruste oprettet. At dette i høieste Grad var demoraliserende for Lærlingene og gjorde dem lidet skikkede til i Tidens Løb selv at uddanne Lærlinge, er indlysende. Da traadte Malermester Vilh. Schiønning frem med en Plan om Dannelsen af en Forening, som skulde uddanne Lærlinge, hvilken Plan tiltraadtes af flere Mænd, saaledes at "Foreningen til Lærlinges Uddannelse i Haandværk og Industri" den 17de Novbr. 1874 dannedes. Den maatte i Begyndelsen kjæmpe endeel for sin Tilværelse, men tog snart under sin nuværende Formand, Hofmeubelfabrikant Larsens energiske Ledelse et stærkt Opsving og spredte sig ved Oprettelsen af Filialer over hele Landet, saaledes at den nu alene for Kjøbenhavns Vedkommende tæller 1100 Medlemmer og 6-700 Lærlinge.

Det blev snart klart for Bestyrelsen, at et væsentligt Middel til Opgavens Gjennemførelse vilde være Oprettelsen af et Lærlinge-, Pleie- samt et Arbeiderhiem, og for at tilveiebringe de hertil nødvendige Pengemidler, henvendte Bestyrelsens Formand sig til de paagjældende Ministre, Finantsminister Estrup og Justitsminister Nellemann, om at erholde Bevilling til at drive et Lotteri til Fordeel for en slig Stiftelse. Denne Anmodning blev mødt med den største Beredvillighed, og meget hurtigt erhvervedes der allerhøieste Bemyndigelse til Lotteriets Oprettelse. Efterat Commerceraad J. W. Heyman havde tilbudt at stille den nødvendige Caution, lykkedes det snart at skaffe den fornødne Capital tilveje. Da Lotteriet efter faa Aars Virksomhed havde opsparet ca. 100,000 Kr., meente Bestyrelsen, at Tiden var kommen til at bygge Lærlingehjemmet, og et Udvalg blev derfor nedsat med Borgmester, Etatsraad Knudsen som Formand. Efter mange Overvejelser og Overslag overdroges det til Architekt Georg Møller at udarbeide den Plan, hvorefter Lærlingehjemmet nu er under Opførelse.

Lærlingehjemmet bygges paa en Grund, som er kjøbt af Etatsraad Blom, Nørresøgade 9. Det er bestemt til at skulle optage forældreløse, fattige Lærlinge eller Lærlinge, som leve under ulykkelige Forhold i Hjemmet. Foreløbig er Antallet sat til 100 Lærlinge, som skulle have Kost, Logis, Lys, Varme, Vask, Stopning og Lapning, samt i Fritiden Underviisning i Skrivning, Regning og Tegning samt Legemsøvelser; om Vinteren vil der ved selskabelige Adspredelser, som Dands, Sang, Musik, Oplæsning og muligen et lille Theater blive sørget for Lærlingenes Underholdning.

Hvad angaaer Localets Indretning, da vil der efter Planen findes i Kjælderen et stort Kjøkken samt Opbevaringsrum og Plads til Piger og til Huusmoderen, endvidere forskjellige Værksteder, deels til Medarbeidere, deels til Snedkere og andre Arbeidere, 3 a 4 Badeværelser og et Styrtebad m. m. I Stueetagen er Spisesalen (med en Elevator). Bolig for Inspecteuren og Portneren samt et Værelse for Bestyrelsen. Paa 1ste Sal er Sovesalen, et langt Værelse med en Gang i Midten og afdeelt ligesom i Romerske Bade i smaa Rum med Plads til Tre i hvert Rum. Enhver Lærling faaer en god Seng, en Stol og et Skab med Skuffer, saaledes at Enhver kan have sit Tøi under Laas og Lukke. I hver Ende af Salen bliver der anbragt Vandfade med Baiithaner. I samme Etage findes desuden Closetter m. m. 2den Etage vil foreløbig ikke blive benyttet til Lærlingehjem, men er bestemt til senere at tages i Brug, hvis det skulde vise sig nødvendigt at udvide Lærlingenes Antal til 100. I 3die Etage findes Festsalen, samt Sygestue, Garderober, Læseværelse, Bibliothek og Tegneværelse. Et bestemt Reglement til Ordenens Overholdelse vil blive opslaaet i Localerne, og enhver Lærling, som opfylder de ham paahvilende Pligter, vil faae Belønning og Understøttelse. Den nuværende Viceformand for Foreningen, Skomagermester, Oldermand Kapp, er af Bestyrelsen eenstemmig valgt til at være Hjemmets Inspecteur og skal have Bolig i samme. Det Hele staaer under Lærlingeforeningens Bestyrelses Control. Medlem af Foreningen, fhv. kongelig Mundkok Sørensen har lovet at føre Control med Maden og dens Tilberedelse.

Ved Legater og andre Midler haaber man med Tiden at komme saavidt, at der kan oprettes Fripladser og Pladser for halv Betaling.

Den 4de October 1881 blev Grundstenen lagt af Hs. Maj. Kongen, og paa Foreningens Stiftelsesfest, den 17de Novbr. d. A., haaber man, at Krandsen vil blive reist, saaledes at Bygningen til næste Sommer kan staae færdig til at tages i Brug. 

Af Medborgere er skjænket Forskjelligt, deels Penge, deels Varer, deels Arbeide. Naar Lærlingehjemmet staaer færdigt og kan bære sig selv, skal der begyndes paa et Arbeiderhjem for fattige, hæderlige, gamle Arbeidere med deres Hustruer, saaledes at de kunde faae Fribolig og med Tiden ugentlig Understøttelse. 

Vi skulle endnu til Slutning erindre om den kraftige Opfordring, som Formanden, Capitain Larsen i sin Tale ved Grundstenens Nedlæggelse rettede til Mand og Kvinder, som have Hjerte for den Fattige, om i Testamenter at oprette Legater til Fordeel for ovennævnte fattige Stiftelser. Bestyrelsen har, som anført. allerede modtaget forskjellige Legater og aarlige Bidrag, hvoriblandt det største er et Bidrag fra de Spannjerske Legater paa 1000 Kr. Ved Hjælp heraf har Foreningen allerede kunnet hjælpe forskjellige Lærlinge deels med privat Logis, deels med Klæder og ugentlig Understøttelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1881. 2. udgave).

Portalen af røde sandsten stammede fra en nedreven lille bygning ved Botanisk Have (Nyhavn). Hjemmet åbnede ca. et år efter. Dekorationsmaler Fristrup havde lavet drapperier udført af malermester Schübler. Håndværkerne var murermester Schachtschabel og P. Hansen, tømrermester P. Hansen, snedkermestrene Miede og Neckelmann. 

Lars Peter Elfelt (1866-1831): Lærlingeplejehjemmet i Nørre Søgade 11. Hjemmet blev opført 1881 og var drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Her var plads til 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år. Det var billigt at bo der, så det kunne forenes med en lærlingeløn. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden står skrevet: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid. Bygningen blev i 1968 solgt til hotelvirksomhed. Kbhbilleder. Public domain.

Lærlinge- Plejehjemmet, Nørresøgade 11 (1881-1968), Lærlingehjemmet eller "Plejen" blev drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Hjemmet husede 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år til billig husleje. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden stod: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid.

Foreningen Lærlingehjemmets Minde (1902-2003) blev stiftet for at bevare kontakten til tidligere bofæller, nemlig de håndværkere, der under deres læretid havde boet på Lærlinge- Plejehjemmet. 

Arkitekt Georg Ebbe Wineken Møller (1840–1897) tegnede i historicistiske stil. Han var 1854-59 elev af G. F. Hetsch og startede i 1855 på Kunstakademiet, men gik ud af arkitekturklassen i 1863. Han var 1859-1867 kon­duktør hos J. D. Herholdt, Christian Zwingmann og Vilhelm Tvede. Han tegnede forskellige bygninger såsom Niels Juels Gade 10 (1871), Det Forenede Dampskibsselskabs forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872), og sammen med Dahlerup Hotel d'Angleterre (1875), Statens Museum for Kunst (1889-96} og Glyptoteket. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Lærlingehjemmet blev i 1968 solgt og indrettet til Hotel Kong Arthur.

Raa Brutalitet af en Husvært. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.

Ærbødigst

E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.

(Social-Demokraten 29. september 1881).

Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.

Bengta Olsson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Bengta Olsson, der er 32 Aar gl., ugift, og som i 1872 har været straffet i Sverig, hvor hun er født, for Barnemord med Strafarbeide i 4 Aar, kom i Mai 1879 her til Landet, hvor hun, efter at have tjent flere Steder, i forrige Aar sit Tjeneste paa en Gaard i Nærheden af Frederiksberg. Paa samme Gaard tjente en Karl, med hvem hun traadte i Forbindelse, og Følgen af denne udeblev ikke. Da hun henimod Nytaar mærkede, at hun var frugtsommelig, gjorde hun Barnefaderen bekjendt hermed og talte flere Gange, senest i April d. A., med ham derom; men, saavidt hun forstod hans Ord, nægtede han i sin Tid at vilde yde Bidrag til Barnets Underhold. Den 8de Juni d. A. traadte hun i Tjeneste paa en anden Gaard, og da hun ikke længere kunde skjule sin Tilstand, aabenbarede hun samme for sin Madmoder, men foregav, at Fødslen ikke var nær forestaaende. Hendes Herskab befrygtede imidlertid dette og betydede hende, at hun maatte forlade Tjenesten, indtil Fødslen var overstaaet. Den 16de Juni begav hen sig da her til Staden, og efter Ankomsten hertil med Jernbanetoget om Aftenen Kl. 9, da hun mærkede at Fødslen forestod, begav hun sig strax hen paa et afsides Sted ved Gangstien i Østersøgade, og her fødte hun et Drengebarn, der levede efter Fødslen. Allerede i April Maaned havde hun, idet hun mistvivlede om, at kunne faae Understøttelse til Barnets Underhold af Barnefaderen, fattet det Forsæt at føde hemmeligt, ombringe Barnet, saafremt det kom levende til Verden, og skjule dets Lig, og fastholdende dette Forsæt, undlod hun at foretage det Nødvendige for at skaffe Barnet tilstrækkelig Luft til at aande, efterat det var født, og da det efter et Qvarteers Tid ikke længere gav noget Livstegn fra sig, antog hun det for dødt. Hun svøbte det derpaa ind i et Shavl og noget Gulvkludetøi, hun havde med sig, bandt et Bændel derom og begav sig langs Dosseringen og Gyldenløvesgade ud ad Ladegaardsveien, fra hvilken hun kastede Barnet saaledes indsvøbt ud i Ladegaardsaaen; derpaa begav hun sig omtrent Kl. 10 hen til en Enke, hvis Bopæl hun kjendte, og søgte Nattely hos hende, idet hun bildte hende ind, at hun lige var ankommen fra Sverig. Hun opholdt sig i Enkens Huus indtil Andendagen efter, da hun begav sig tilfods til den Gaard, hvor hun sidst havde tjent, og hvortil hun ankom den 21de Juni. Da hun klagede over Ildebefindende, lod hendes Madmoder hende undersøge af en Jordemoder, som erklærede, at Pigen nylig havde født. Rigtigheden heraf erkjendte hun, men foregav, at Fodselen var foregaaet i Sverig hos hendes Moder, der boede nogle Miil fra Malmø, samt at Barnet havde været dødfødt og strax var blevet begravet. Dette Foregivende vakte imidlertid Mistanke, og Sagen blev anmeldt for vedkommende Øvrighed; der blev optaget Forhør over hende, og i dette tilstod hun strax at have født hemmelig og at have ombragt Barnet som ovenomtalt. Maaden, hvorpaa hun vilde gjennemføre sit engang fattede Forsæt at ombringe Barnet, paastod hun under de senere over hende ved Criminalretten optagne Forhører først at have taget under Overvejelse, medens hun den omtalte Aften umiddelbart før Fødselen sad paa en Bænk paa Dosseringen; da hun imidlertid, efterat være arresteret, blev udfulgt til Gjerningsstedet, var hun ikke istand til at paavise, hvor hun kastede Barnet i Aaen, og Barnets Lig er ikke kommet tilstede under Sagen, saa at det ikke gjennem en Obduction af dette har kunnet constateres, om det er kommen levende til Verden, og hvilken Dødsaarsagen i saa Fald har været, men der fremkom under Sagen Intet, der svækkede Rigtigheden af hendes Forklaring, hvorimod denne bestyrkedes saavel ved Alt, hvad der oplystes, som ved Retslægens Erklæring. Arrestantindens Tilstaaelse blev derfor i sin Heelhed lagt til Grund for sagens Paadømmelse, og Dommen, som afsagdes af Criminalretten i Tirsdags, lød paa, at hun efter Straffelovens § 192 2det Led ansaaes med Forbedringshuusarbeide i 6 Aar, hvorhos hun dømtes til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. september 1881. 2. udgave).

Straffen blev 6 års forbedringshusarbejde. Tidligere straffet med 4 års strafarbejde i Sverige for barnemord.

Nye Bygninger paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Vi ønske at henlede Opmærksomheden paa et nyt Hus, som for Øjeblikket opføres paa Vesterbrogade skraas overfor Gasværksvejen. Det udmærker sig ved sin Smag og Originalitet og rager i saa Henseende et godt Stykke op over de almindelige moderne Femetageshuse. Bygningen, som opføres efter Tegning af Arkitekt Gnudtzman, er for de to underste Etagers Vedkommende pudset med en ret kjøn Kvaderinddeling. Resten er bygget af røde Mursten med brede Murpiller og smukke Vinduesforhold, orneret med Formsten i Gesims, Baand og Indfatninger. Hvad der imidlertid giver Bygningen dens særlige Ejendommelighed, er en udvendig Dekoration med sorte, hvide og røde (udrede Fliser, benyttede til gjennemløbende Baand og over Vinduesindfatningerne. Her er noget virkelig nyt, og dette nye er i høj Grad efterlignelsesværdigt. Fliserne med deres fremmede Farver og Former bryde paa en livlig Maade den røde, monotone Murstensflade, og samtidig staa de smukt og harmonisk i Farven til den øvrige Bygning. Hr. Gnudtzman har allerede i Fjor anvendt noget lignende ved den store Ejendom, han har bygget i Colbjørnsensgade, men her staa Fliserne med deres grelle Farver og skraa Linier endnu ikke tilstrækkeligt sammenarbejdede med den øvrige Facade. Disse Vanskeligheder har han heldigt overvundet i den nye Bygning, og man er ham derlor Tak skyldig for det smukke Eksempel. Ogsaa i Frk. Kruses Skole i Absalonsgade ligefor Skydebanen har han frembragt en smuk og ejendommelig Facade ved en sirlig og smagfuld Benyttelse af romanske Motiver.

Man gjenfinder i disse 3 Bygninger de samme Egenskaber som for hans tidligere Arbejders Vedkommende (bl. A. Sct. Paulskirken i Kjøbenhavn og Vor Frue Kirke i Aalborg) karakteriserer Gnudtzman som Arkitekt: alvorlig Flid og Samvittighedsfuldhed, en dygtig og intelligent Behandling af Materialet (Murstenen), en sjælden svigtende Smag og et betydeligt Maadehold i Formernes Anvendelse. I dette maaske altfor store Maadehold ligger samtidigt Grænserne for hans Talent: en lidt ængstelig Mangel paa Kraft og Relief ere hans Talents Akilleshæl

E - e.

(Morgenbladet (København) 25. september 1881).

Arkitekten Johannes Emil Gnudtzmann (1837-1922) - far til Kaj Gnudtzmann - tegnede i Johan Daniel Herholdts stil hos hvem han havde været medarbejder. Dekoreringen af murværk med glasursten og fliser blev en tid mode. Han udgav "Lærebog i husbygning" (1888). han udførte en række byggerier de næste 2 årtier. I 1892-1895 lavede han en omdiskuteret tilbygning til Bindesbøls hovedbygning på Landbohøjskolen ud til Bülowsvej Den ligger foran Bindesbøls.

Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Graverbolig, Vestre KIrkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er den nye graverbolig nu færdig, en net, toetages bygning, opført af røde sten og tækket med skifer. I disse dage bliver et større stykke jord drænet, da det i en nær fremtid vil blive taget i brug til begravelser.

(Social-Demokraten, 23. september 1881.)

Graver- senere inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der er tale om inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Den var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm. Før huset blev opført, holdt graverne til i et gammelt skrøbeligt hus der tidligere havde været banevogterhus. Bevillingen var givet i april 1881 på et borgerrepræsentationsmøde: "bevilling af 10,500 Kr. til Opførelse af en Bolig for Graveren ved Vestre Kirkegaard og af 5000 Kr. til Jordarbejder, Vejanlæg m. V. paa den Del af samme Kirkegaard, der skal tages i Brug til Efteraaret… " (Dagbladet (København) 22. april 1881.)

Brandøvelse i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

Sprøjterevy afholdes if. "Aarh. Amtt." iforgaars paa Aarhus Store Torv i Overværelse af en stor Mængde Mennesker, der, trods den sibiriske Kulde og tropiske Storm, holdt ud til Slut. Mandskabets Holdning var fortræffelig og trods de store Anstrængelser, der bestod i at tage en 3 a 4 Tag i Pumpestængerne, var der ingen, der gav sig. Sprøjterne med Mandskab ankom først. Dernæst kom henad Kl. 5 Ordensmandskabet med fuld Musik i Spidsen. Musiken bestod af 2 smaa, ældre Trommeslagere. Den ene, som betragtes som Musikkorpset Dirigent er nok den samme, som i den Grad kan slaa paa Tromme, naar der er Ildebrand, at man, ifølge Konsul Mørks Udtalelser, ikke kan saa ham til at holde op, undtagen man faar en Telegraftraad bunden fast til ham. Ordenskorpset, kommanderet af Kapt. Nørretranders, blev først opstillet med Front til Sprøjterne og blev dernæst præsenteret for Politimesteren og Byraadsmedlem Gjørtler Hald, hvilke vistnok udtalte deres allerhøjeste (med lille a) Tilfredshed med Korpsets Præstationer. Der var foruden Politimesteren ogsaa andre med Guldtresse om Huen, f. Ex. Søren Sørensen, men om han var mødt som officiel, vides ikke. Dernæst prøvedes Sprøjterne, som var 6 i Tallet, først enkeltvis, dernæst alle paa en Gang. "Sugeværkets" Slange gik itu. En meget bekvemt indrettet Stige blev sat til "Hotel Royal" og Sprøjteøvelser foretaget fra Stigens Top. Men hvad der morede Folk mest var dog Nedfiring af Mennesker fra Hotellets øverste Etage. De blev en for en puttet i en Lærreds-Sæk eller rettere Lærreds-Buxer, der gik langt op om Livet og ved Hjælp af et i Sækken fastgjort Tov firedes de ned. Den første, der firedes ned kom heldigvis til at sparke en Rude itu, hvad i høj Grad morede den forfrosne Mængde, der stod nedenfor. Denne blev dog i anden Retning noget skuffet; thi da Hotellets Vinduer var fulde af Kvindemennesker, troede man, at ogsaa nogle af disse skulde hisses ned; at denne Prøve blev forsømt, var vistnok en stor Forsømmelse fra de Kommanderendes Side, da det jo netop er saadanne Væsener, der nærmest bliver Tale om at fire ned i Tilfælde af Ildebrand. Nu efterlodes der er Tvivl om, hvorvidt det var muligt, at et kvindeligt Væsen i fornøden Fart kan puttes i en saadan Buxesæk. Der herskede stor Tvivl derom og en saadan Tvivl, der avler Mistillid til vort Brandvæsen, maatte der ikke gjerne gives Anledning til, med mindre dette igjen kunde blive Anledning til en bedre Ordning deraf, hvad der efter Kyndiges Dom trænges haardt til. Musikkorpset behøver dog næppe nogen Forbedring; det skulde da være, om man kunde opfinde en anvendelig Patentindretning, der kunde bevirke Trommens Standsning, naar Ilden er forbi.

(Horsens Folkeblad 23. september 1881).

Hensynsløs Udsættelse af Arbejdernes Liv for Fare.

I Oktober Maaned f. A. blev Drengen Oluf, 14 Aar gammel, optagen i Arbejde paa en Fabrik paa Kristianshavn, og han var vedvarende 1 dette Arbejde til den 20. Marts d. A. Idet han om Formiddagen Kl. 8½ paa denne Dag under Udførelsen af sit Arbejde passerede en i et af Arbejdslokalerne værende Aksel, iført et langt Forklæde, der var fastgjort om Livet med en Læderrem, og bærende i sin Favn en Del Tøndebaand, skete den Ulykke, at Forklædet kom i Berøring med Akslen, der var i Bevægelse, og blev fanget af denne; herved blev Drengen trukken med, og skønt Maskinen stansedes saa hurtig som muligt, blev der tilføjet ham saadanne Læsioner i Hovedet og paa Kroppen, at han allerede var død, da han blev skaaren løs fra Akslen. Denne bevægedes med en Hastighed af 120 Omgange i Minuten af en Dampmaskine, der var anbragt i Bygningens Stueetage, og gik tvers igennem det i Etagen ovenover værende Arbejdslokale i en Højde af 1 Fod og 8 Tommer over Gulvet, saaledes at alle de Folk, der skulde arbejde i en bestemt Del af dette Lokale, maatte skræve over den for at komme til det paagældende Arbejdssted. Paa den Tid Akslen blev anbragt, arbejdede der kun voksne Mennesker i Lokalet, men i Løbet af omtrent et Aars Tid, forinden den omtalte Ulykke skete, var der anvendt Børn til dette Arbejde samme Sted, uden at Fabrikens Ejer, hvis Arbejdsvirksomhed var offenligt Tilsyn undergivet, opfyldte den ham i Henhold til Loven af 23. Maj 1873 § 11 paahvilende Pligt at sørge for, at den paagældende Aksel blev sikkert indhegnet. Efter at den omtalte Ulykke var sket, blev der indledet Undersøgelse imod Fabrikens Ejer ved Kriminalretten, som i Lørdags paakendte Sagen. I Dommen lagdes det Tiltalte til Last, at han ikke havde opfyldt den ovenanførte Pligt, der paahvilede ham i hans Stilling som Arbejdsgiver, og hans Forhold blev tilregnet ham som en strafbar Uagtsomhed, for hvilken han efter Straffelovens § 198 blev anset med Straf af en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af Bødens fulde Betaling inden Eksekutionsfristens Udløb simpelt Fængsel i 20 Dage.

(Social-Demokraten 20. september 1881).

Tegneskolen for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Lokale aabnedes i Gaar med en Højtidelighed i Overværelse af en Del indbudte Herrer og Damer samt Skolens Lærere, Lærerinder og Elever. Efter at Eleverne havde sunget første Afdeling af en omdelt Sang af Fru Anna Winkel-Horn, holdt Skolens Stifter og Bestyrer, Arkitekt V. Klein, en Tale, hvori han gjorde Rede for en saadan Skoles Methode og Ejendommeligheder. Man maatte erindre, at Skolen var en Skole for Kunstflid, en Skole for Kunst og en Skole for Kvinder, men paa ingen Maade en Haandværksskole. Grænsen mellem Kunst og Haandværk var iøvrigt meget vanskelig at drage. Den dygtige Haandværker, som af egen Drift forbedrede og forskjønnede sit Arbejde istedenfor slavisk at følge det vedtagne, blev Kunstner. Det, der gjør Forskjellen er ikke "Hvad", men "Hvorledes" . Det, det gjaldt om, var at udvikle Sansen for Skjønhed og Sansen for Omhu i Arbejdets Udførelse. Desuden var der særlige Hensyn at tage, fordi det var en Skole for Kvinder. Man havde her, som paa de fleste andre Omraader i Livet gjort den Erfaring, at Kvinderne havde mest Sans for Enkelthederne, Mændene for Helheden. Det vilde være falsk at tvinge Kvinderne ind paa Mændenes Synsmaader; hvad man burde var at udvikle Kvindens Ejendommeligheder og igjennem en forstandig ledet Fordybelse i Enkelthederne bringe hende til at faa Syn for Helheden. Endelig fremhævede han hvilken Betydning en saadan Opdragelse i al Almindelighed havde for en Kvinde, selv om hun paa Grund af Ægteskab ikke i praktisk Henseende kom til at udøve den lærte Kunst. Kvindens store Taalmodighed og Udholdenhed giver hende et Fortrin for Manden, som bevirker, at der i Kunstindustrien vil findes Opgaver, som Manden har maattet lade ligge, og som det vil blive Kvindens Sag at løse. Til Slutning bragte han sin Tak for al mødt Sympathi og Hjælp fra Regering og Rigsdag, Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, forskjellige Legatbestyrelser og endelig de Elever, der frivilligt havde dekoreret Skolens Modtagelsesværelse. Desværre kunde dette ikke endnu tages i Øjesyn.

Dernæst afsang Eleverne "en Hilsen til Arkitekt Klein og Frue fra Tegneskolens Elever", hvorefter Fru Klein tog Ordet og føjede sin Tak til sin Mands, til Elever og Lærere, til forskjellige, der havde hjulpet hende med Raad og Daad, til Forældrene, som havde vist Skolen Tillid, og endelig særligt til de Elever, der havde foræret den ovenomtalte Dekoration Hun vilde ønske, at den glade, festlige Stemning, der havde hersket, medens dette Arbejde stod paa, maatte overbringes til de nye Lokaler. Evner manglede det ingenlunde paa; hvad der maatte bekæmpes, var Fordomme og falske Forhaabninger. - Til Slutning blev anden Afdeling af Fru Winkel-Horns Sang afsunget.

.

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Blomstermaling. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skolens Arbejdslokaler ere paa tredje Sal og paa Kvisten, Resten af Ejendommen er til Udlejning. Paa tredie Sal findes el smukt ovalt Bibliotheksværelse, der tillige indeholder en fortræffelig lille Samling af moderne Kunstindustri, deriblandt enkelte meget kostbare Gjenstande. Ved Siden heraf er to lyse, rummelige Malerateliers. Hele Kvisten indtages af et eneste sammenhængende kolossalt Rum, der bruges til Tegnestue. Belysningen er prægtig, klar og mild, langs Vinduerne staa Tegnebordene saaledes, at alle Elever faa Lyset fra venstre Side, langs den modsatte Væg er anbragt en Række Skabe, indeholdende en righoldig Samling af Fortegninger af enhver Natur. Fra Bestyrerindens Katheder kan hele Lokalet overses. Bygningen, som er opført efter Tegning af Arkitekt Klein, har en smuk, anselig Facade med gode, store Forhold, ret fyldigt orneret med pudsede Led, Ornamenter og Emblemer.

(Morgenbladet (København) 15. september 1881).

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Tegning og maling efter levende model. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skibstømrerstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Skibstømrernes Strejke "Berl. Tid." har i Aftes modtaget nedenstaaende Skrivelse, hvilken vi gengiver her, da den nærmest maa betragtes som et Svar paa de her i Bladet af Skibstømrerne offentliggjorde Fremstillinger af Aarsagen til Strejken paa de forenede Oplagspladser og Værfter. Skrivelsen lyder saaledes:

Hr. Redaktør! Skønt vi som udtalt i vor Meddelelse i "Berl. Tid." den 23de Avgust ikke ønske at indlade os paa nogen Avispolemik angaaende den paa vore Værfter udbrudte Strejke, finde vi os dog foranledigede til at anmode Dem, Hr. Redaktør, om at optage en historisk Fremstilling af Gangen i hele dette Forhold mellem os og Skibstømrerne.

Det er nemlig tydeligt, at man af vor tidligere Meddelelse enten ikke har kunnet eller villet udfinde Sagens egentlige Kærne og det synes at skulle slaas fast i den almindelige Bevidsthed, at vi have vægret os ved at efterkomme en Opfordring om Undersøgelse af Kvartermand O. Hansens Forhold, for derefter at bedømme om Skibstømrernes Begæring om hans Afskedigelse var begrundet eller ikke.

Skibstømrerne har straks mødt med en Dom, der ikke kunde forandres ved nogen som helst Oplysning, vi maatte have eller kunde erholde, og denne have de fordret eksekveret. Det er altsaa et Spørgsmaal om Magten, man straks har opstillet, og dette vil forhaabentlig fremgaa af de nøgne Fakta, vi herved fremsætte.

Torsdag den 7de Juli tildelte Kvartermand O. Hansen den ved Skonnerten "Dagmar" arbejdende Tømmermand, Svend Nielsen, en Irettesættelse, fordi denne ikke havde udført sit Arbejde overensstemmende med del ham givne Paalæg; men herover følte Tømmermanden sig fornærmet og svarede Kvartermanden paa en upassende Maade. *)

Uden nogen som helst Anledning tog Tømmermanden derpaa sin Tømmerkiste og gik i Land, og da Værftsmesteren netop i samme Øjeblik kom til Stede og havde hørt begge Parters Fremstilling af det Passerede og at en Tømmermand, der havde overværet Ordskiftet, havde faaet en med O. Hansens aldeles overensstemmende Forklaring, forlangte han blot, at Tømmermanden skulde gøre Kvartermanden en Undskyldning, hvormed Sagen i saa Fald skulde være bilagt. Tømmermanden nægtede imidlertid at ville indgaa herpaa. Et Par af hans Kammerater henvendte sig senere til Værftsmesteren og forlangte, at han igen skulde tages i Arbejde om Fredagen, altsaa den følgende Dag, uden at gøre Kvartermanden nogen Undskyldning, men da Mesteren ikke kunde tilstede, al Skibstømrerne overhovedet ikke viste den tilbørlige Agtelse lige over for deres Foresatte, nægtede han at indgaa paa deres Forlangende, men lovede dog at tage ham i Arbejde igen den paafølgende Mandag, altsaa efter 2 Dages Forløb. Dette Svar af Mesteren tilfredsstillede imidlertid ikke de øvrige ved "Dagmar" arbejdende Skibstømrere, og saa vel om Fredagen som om Lørdagen gik Ingen i Arbejde ved nævnte Skib.

Et Udvalg af Skibstømrerne indfandt sig Lørdagen den 9de Juli i Selskabets Kontor, hvor de havde en Samtale med 2 af Bestyrelsens Medlemmer, men da deres Forlangende gik ud paa at faa Kvartermand O. Hansen fjernet fra hans Stilling, fik de det Svar, at skønt Sagen afgjort stillede sig til Fordel for Kvartermanden, vilde Bestyrelsen dog Intet foretage eller endeligt bestemme, forinden Direktørens Hjemkomst, som ventedes en af de første Dage, da Sagens Afgørelse laa i hans Haand.

Skibstømrerne opfordredes til at optage Arbejdet ved "Dagmar" igen, og der søgtes paa bedste Maade at overbevise dem om det Uberettigede i deres Forlangende. Skibstømrernes Udvalg erklærede imidlertid, at de Intet kunde afgøre, forinden de havde talt med deres Kammerater paa et Møde, der skulde afholdes samme Aften, og de tilstedeværende Bestyrelsesmedlemmer udtalte sluttelig, efter paany at have bedet dem betænke Følgerne af det Skridt, de havde gjort, at Bestyrelsen, hvis Arbejdet igen optoges, skulde gøre Alt, hvad den formaaede, for at Ro og Orden i Fremtiden kunde finde Sted, og at man vilde indestaa for, at Ingen skulde blive forurettet.

Om Mandagen den Ilte Juli mødte imidlertid ikke en eneste Mand paa Værfterne, hvorimod nogle enkelte Skibstømrere samme Dag henvendte sig til Værftsmesteren med den samme Anmodning, som tidligere var stillet til Bestyrelsen, nemlig om at faa Kvartermanden afskediget. Herpaa kunde han ikke gaa ind, men foreholdt dem fremdeles, hvor uklogt de handlede ved at stille et saadant Forlangende.

Tirsdag den 12te Juli optoges dog Arbejdet igen ved alle Skibene med Undtagelse af "Dagmar" , i det de ved dette Skib arbejdende Skibstømrere erklærede, at de først vilde afvente Direktørens Hjemkomst og forhandle med ham.

Disse Forhandlinger begyndte den paafølgende Torsdag den 14de Juli, men da Direktøren og 2de af Bestyrelsens Medlemmer, efter at have anstillet saa nøjagtige og upartiske Undersøgelser som muligt, i dette Tilfælde kun kunde betragte Kvartermandens Optræden lige over for den vedkommende Tømmermand som fuldstændig rigtig, saa fremkom der heller ikke noget andet Resultat af disse Forhandlinger.

Da Skibstømrerne fremdeles fastholdt deres Forlangende, blev det henstillet til dem at optage Arbejdet ved "Dagmar" og samtidig indgive en motiveret Klage til Bestyrelsen over O. Hansens øvrige formentlige Overgreb.

Arbejdet genoptoges dog ikke, hvorimod Klagen, der var undertegnet af et Udvalg af Skibstømrerne, indsendtes til os Fredag den 15de Juli. Herefter samledes hele Bestyrelsen Mandag den 18de Juli, hvor man vedtog at svare Udvalget i efterfølgende Skrivelse af 19de Juli:

(Her følger en Skrivelse til Skibstømrerne.) 

Onsdag den 20de Juli modloge vi en ny Skrivelse, denne Gang undertegnet af Bestyrelsen for Skibstømrerforeningen, hvori meddeltes, at Skibstømrerne paa et Møde den foregaaende Dag, enstemmig havde vedtaget ikke at ville arbejde under O. Hansen, hvorimod Arbejdet blev fortsat paa de andre Pladser og under de andre Kvartermænd.

Da vi imidlertid vidste, at de arbejdende Skibstømrere understøttede de Strejkende, var dette selvfølgelig et Forhold, der i Længden var uholdbart, og da "Dagmar"s Rhederi heller ikke kunde være tjent med at lade Skibet henligge halvfærdigt i en ubestemt Fremtid, besluttede Bestyrelsen paa et nyt Møde, der afholdtes den 22de Juli, at gøre et Forsøg paa at faa det fornødne Antal af de arbejdende Skibstømrere til at gaa i Abejde ved "Dagmar" under O. Hansen.

Forsøget blev da gjort Lørdag den 23de Juli paa den Maade, at vi ved vore andre Kvartermænd, dels lod hver enkelt Mand og dels lode Arbejderne i Holdvis anmode om at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Det var naturligvis ikke Meningen, at alle Skibstømrere skulde have arbejdet ved "Dagmar", - naar et tilstrækkeligt Antal ingen Indvending havde gjort, vare selvfølgelig de Øvrige blevne henviste til andet Arbejde. "Resultatet af det gjorte Forsøg førte kun til, at Strejken blev almindelig overalt, idet Alle nægtede at gaa i Arbejde ved nævnte Skib.

Af det Foranførte vil det sos, paa hvilken Maade Arbejdsnedlæggelsen ved "Dagmar" fandt Sted, og skulle vi dertil kun føje det Faktum, at der ingensinde tidligere til Bestyrelsen er fremført nogen Klager over oftnævnte Kvartermand.

Spørgsmaalet drejer sig dog for os ikke om O. Hansens Forbliven i sin Stilling eller om hans Fjernelse ; derimod drejer det sig udelukkende om, hvorvidt Skibstømrerne overhovedet skulle kunne fremtvinge en Kvartermands eller en Kammerats Afskedigelse, eller om en saadan ikke fornuftigvis bør ske gennem de Overordnede, thi kunne saadanne Fordringer fremtvinges, vilde det være umuligt for vore andre Kvartermænd uden Frygt for at blive brødføde at udfylde deres Stilling paa en for Værfterne og Kunderne tilfredsstillende Maade.

Den samlede Bestyrelse for de forenede Oplagspladser og Værfter i København, den 30. Avgust 1881.

* * *

Det maa antages, at Skibstømrerne i Morgen her i Bladet vil give et Tilsvar til d'Hrr. Bestyrere. Red.

*) "Nu er jeg snart ked af at høre paa Deres Vrøvl".

(Social-Demokraten 2. september 1881)

Skibstømrerne har sejret.

Idet vi i Dag bringer den lige saa pludselige som glædelige Efterretning, at Skibstømrerne paa de forenede Værfter heldigt har gennemført deres Strejke, og at Arbejdet efter at Sandsynlighed vil blive genoptaget Tirsdag Morgen paa Pladserne, hvorfra Kvartermand Ole Hansen er fjernet, er det vor Overbevisning, at denne Tidende vil blive modtaget med Begejstring overalt, hvor den naar hen blandt Arbejderne, og at Enhver af de Tusinder, der paa forskellig Maade, ved moralsk og pekuniar Støtte, har bidraget til dette Resultat, vil hilse Sejren som var det deres egen, som gjaldt den dem selv personlig!

Sagen er bragt i Orden paa den Maade, at Kvartermand Ole Hansen har trukket sig tilbage. I en Skrivelse dateret den 2den September meddeler han de forenede Værfters Direktør sin Beslutning i saa Henseende. Skrivelsen lyder saaledes:

"Efter med Bekymring at have været Vidne til hvilken Vending den paa Værfterne udbrudte Strejke har taget, har jeg anset det for min Pligt, for derved at bidrage mit til at faa en Ende derpaa, frivillig at nedlægge min Stilling som Kvartermand og søge mig et andet Erhverv.

Ved at meddele Dem denne min Beslutning beder jeg Dem modtage min bedste Tak for den mig as Hr. Direktøren og Selskabets hele Bestyrelse viste Bistand og Beskyttelse.

Og tegner mig med Agtelse

Ole Hansen."

Samtidig med at dette Brev blev tilstillet Hr. Direktør Popp blev en Afskrift deraf sendt til Skibstømrerforeningens Lokale i Lille Torvegade med en saalydende Paaskrift:

"Af foranførte vil det saaledes ses, at min Person ikke længere er nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Værfterne.

Ole Hansen."

Umiddelbart efter at Skibtømrerne havde modtaget denne Erklæring fra Hr. O. Hansen nedsatte de en Komité til at forhandle med Selskabets Direktion. I Gaar Formiddags fandt Sammenkomsten Sted, og Hr. Direktør Popp optraadte ved denne paa en særdeles human og imødekommende Maade. Han bekræftede, at det forholdt sig fuldstændig rigtig med Hensyn til, at Kvartermand Ole Hansen ikke længere var nogen Hindring for Arbejdets Genoptagelse paa Pladserne, og af hans Udtalelser fremgik det, at Arbejdet kunde genoptages fuldstændigt paa de tidligere Betingelser og uden at det, at Arbejderne havde strejket, paa nogen Maade vilde virke forstyrrende paa en Genoprettelse af det tidligere gode Forhold. Efter at have erholdt disse Tilsagn lovede Komitéen at bringe et Forslag om Arbejdets Genoptagelse for paa et Møde at samtlige strejkende Skibstømrere. Dette Møde afholdes i Eftermiddag i Skibstømrerforeningens lokale paa Kristianshavn.

Idet vi herved henlede Skibstømrernes Opmærksomhed paa dette Møde, skal vi, uden paa nogen Maade at pille foregribe deres eventuelle Beslutning, kun tillade os at formene, at der fornuftigvis ikke vil kunne blive Tale om andet end at erklære strejken for endt med et sejrrigt Resultat, og for saa vidt tor man allerede nu paa Forhaand lykønske Skibstømrerne til Udfaldet af deres heltemodige og energisk Kamp, en Lykønskning, som vi her paa det Hjerteligste bringer dem!

Det er Skibstømrernes Hensigt, naar alt er endeligt ordnet paa Mødet i Eftermiddag, da at samles med den Komité af Repræsentanter for forskellige Fag, der nedsattes ved Strejkens Begyndelse, og som har bidraget saa mægtigt til at vække alle Arbejderes Interesse for dem og deres Kamp. Dette Møde vil, som det fremgaar af ovenstaaende Indbydelse, finde Sted Tirsdag Aften i Forsamlingsbygningen. Det er Skibstømrernes Hensigt dér at udtale deres Tak for den ydede støtte samt at meddele de nærmere Omstændigheder ved Strejkens Afslutning og træffe Bestemmelse om et offenligt Arbejdermøde.

Det er jo nemlig saaledes, at naar Skibstømrerne i dette Øjeblik staar med Sejren i Hænde, da er lette Maal kun naaet ved de Tusinder as Arbejderes Hjælp, som i Kampen er gaaet Haand i Haand med de Strejkende. Ikke alene det betydelige Pengebidrag, som Arbejderne har ydet, men ogsaa den Sympati, de har vist Sagen, har virket styrkende og støttende og har bidraget til, at ikke en Mand af de Strejkende har svigtet, og at ikke en Eneste har tabt Modet. For denne Tilslutning er det at Skibstømrerne føler Trang til at takke hver enkelt af deres Tusinder af Venner, derfor afholdes dette offentlige Møde en af de nærmeste Aftener, og saa stor er vist Glæden blandt Alle, at Ingen, der kan komme til Stede, vil undslaa sig for at møde og modtage skibstømrernes Tak.

(Social-Demokraten 4. september 1881)