Pauline Aggersborg (1824-1914). (Efterskrift til Politivennen).

Gravsted Vestre Kirkegård: Pauline Christine Aggersborg født Seidelin (1824-1914) gift med apoteker Niels Nørgaard Aggersborg (Løveapoteket i København), med hvem hun fik børnene Anna Elisabeth, Hildegerd Margrethe, Inge Gyrithe, Christian og Johanne Marie Aggersborg. Skrev adskillige artikler i Kvinden og Samfundet.

Pauline Aggersborg deltog i "Sædelighedsfejden" der kulminerede i 1887. I tidsskriftet "Kvinden og samfundet", med redaktricen Elisabeth Grundtvig. Grundtvig havde udgivet en artikel "Erotik og kvinder", hvori hun skrev om mænds drifter, at disse ikke gjorde dem lykkelige når de blev tilfredsstillet, men var slaver af kønsdriften. Hvilket førte hende til at advare kvinder mod at gå i samme grøft. Det bragte Politiken og især Brandes i et sandt raseri - og Hof- og Stadsretten måtte dæmpe hans udtryk for æreskrænkeri. Pauline Aggersborg forsvarede sammen med Sannom Grundtvig imod Brandes. Vedr. Pauline, var det især følgende afsnit i artiklen "Det sædelige Lighedskrav", (Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887) der var faldet Brandes for brystet:

"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."

"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."

"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."

"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."

Pauline Aggersborg. Lørdag den 12. december jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjysk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af mit sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og dåd hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ. Vennekredsen forøgedes med mænd som Lembke og Johannes Fibiger, der altid blev hende en trofast ven.  I '64 drog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1875 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen der skylder hende overordentlig meget.

(St. Paul Tidende, 15. januar 1915).

Pauline Aggersborg.

I lørdags jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede, varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjydsk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af et sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev, og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og død hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ, vennekredsen forøgedes med mænd som Lembcke og Johannes Fibiger der altid blev hende en trofast ven. I 64 rog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1865 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen, der skylder hende overordentlig meget. I "Kvinden og Samfundet" skrev hun om hvad der lå hende på sinde; alle ved vi at hun var et virksomt bestyrelsesmedlem af foreningen mod lovbeskyttet usædelighed.

Men kraften til at virke udadtil som hun gjorde, hentede Pauline Aggersborg fra sit rige, dybt religiøse liv indadtil.

I 1895 udgav hun ovennævnte digtsamling "Af et sjæleliv" med mottoet: "Det at tænke, det rummer det bedste i een". Disse ord er typiske for denne rige, vågne ånd. Hendes tanker havde rod i det dybe og rankede sig højt. Dag for dag voksede hun i kærlighed til Gud og mennesker. Vi der havde den lykke at være hendes venner, ved hvorledes den 90-årige kvindes levende ånd var vågen for alt i livet, men også hvorledes hendes stille samliv med hendes frelser uddybedes, så hun til sidst stod som med den ene fod i Himlen. Og det var hende en hjertets trang og nødvendighed at vidne om sit inderste livs løndom og lykke. I 1900 udgav hun "Kristelig livsbelysning", et modskrift mod Troels-Lunds "Livsbelysning" , og i 1910 nedlagde hun frugten af sit tankeliv i den stærkt personlige bog "En livsopfattelse", et rigt begavet menneskes vidnesbyrd om sin tro. Endnu i marts 1914 modtog hendes venner den lille bog "Betragtniger over tilværelsen" med det skønne digt "Guds nådevæld", der peger på den livskilde hvoraf hun øste sin rigdom.

Der var højt til loftet og ren luft hvor Pauline Aggersborg færdedes. Overfor hende gælder det gamle ord: "Jeg har lært noget godt hver gang jeg besøgte dig, - og mest når Du talte."

Nu er hun gået hjem, men mindet om hendes rige ånd og store kærlighed vil leve.

I. S.   

(Nationaltidende, 16. december 1914).

Børnene og Kommunens Folkebiblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

I det tætbefolkede Arbejderkvarter paa Hjørnet af Nørrebrogade og Griffenfeldtsgade ligger Hovedafdelingen af Kommunens Folkebibliotek.

Klokken er syv Aften. Netop paa det Tidspunkt er mange fra de smaa Hjem ude paa Gaderne. Hvor fristende da et Øjeblik at kigge op paa de aabne Hylder i Folkebiblioteket. samtidig med, at man gør sine indkøb hos de Handlende. En god bog kan da tages med hjem til Underholdning for Familien.

Biblioteksalen gør et hyggeligt indtryk med sin friske, grønne Palme paa Bordet og de righoldige Boghylder. De Besøgende griber dog stærkest. Mit Øje følger med Interesse en tretten-fjorten Aars Dreng, der ligger paa Knæ og med Kendermine undersøger en af de nederste Boghylder, han har gjort sit valg: naturligvis en Rejsebeskrivelse. Han springer op og henvender sig til den kvindelige Bibliotekar om Lov til at tage Bogen hjem og tilføjer, bevidst om sit eget Ansvar: Men Frøknen ser nok, at der er en lille Rift i første Blad. Jeg skal nok være forsigtig: jeg vil saa gerne have Bogen hjem med.

Den unge, kvindelige Bibliotekar, Frøken Margrethe Thunbo, som har været Assistent i Kvindelig Læseforening, fører mig hen til et lille Bord i Hjørnet af Biblioteket. 

Her har jeg min private, lille Stue, og De kan tro. jeg er glad ved min Virksomhed.

Med den største Interesse meddeler hun mig om den betydelige Fremgang. der er sket, siden Kjøbenhavns Kommune i 1913 besluttede at gøre Bogudlaanene gratis for alle. Tilgangen har været 3000 nye Læsere og 107.000 Bind i Udlaanet, og det vil sikkert fortsættes.

Men De maa se Læsesalen i Møllegade for at faa det rette Indtryk, tilføjer hun. 

Selvfølgelig, svarer jeg; men jeg maa høre lidt om Dem selv, om Deres Eksamen som Bibliotekar i Amerika. Der var vel meget for Dem at lære?

Ja, De kan tro, det faldt mig ikke altid let. tit studere paa det fremmede Sprog, selv om jeg var flink i Engelsk, da jeg rejste. 

Det første Aar var det strengeste. I det studerede jeg Bibliotoksvidenskab ved Pratts Institut: “School of Library", stadig med en eller anden Eksamen hængende over mit Hoved, men da jeg var kommen over alle disse Prøver med Ære, var det, som jeg vendte tilbage til Livet i den virkelige Verden. Dog havde Studielivet mange fornøjelige Sider, Jeg var hver Dag sammen med en Flok udmærkede  amerikanske Studenter, Lærerinder, betydelige Mænd og Kvinder indenfor den amerikanske Biblioteksverden. Det andet Aar tilbragte jeg ved Yale i universitetet, hvor jeg indtil 1ste Januar 1914 havde Plads Biblioteket. Senere var jeg i et stort Folkebibliotek for at se. hvorledes der arbejdes i de forskellige Afdelinger.

Amerikanerne staar højt i Kultur i Indretningen af deres Biblioteker men jeg valgte dog til Virkeplads mit eget Land, som jeg haaber at kunne gavne ved, hvad jeg har lært i de store Forhold.

Vi maatte nu afbryde vor Samtale da der blev mere og mere travlt i Salen, som skulde lukkes Kl. 8. Da jeg gik ned ad Trappen, mødte jeg to Smaadrenge, fattigt klædte med et næsten sygeligt Udseende.

Du maa godt gaa op med, sagde den store Dreng til den lille. - Vi sætter blot vore Træsko her uden for, medens vi finder Bogen. Den lille blev øjensynlig glad. 

Hviskende satte de begge deres Træsko ude paa Trappegangen og gik stille ind. 

Disse fire smaa Træsko, som den tiaarige Dreng omhyggeligt stillede op i lige række. staar endnu for mig som et karakteristisk Træk for Betydningen af vore Folkebiblioteker.

Joe.

(Følgeblad til Berlingske Tidende Nr 312. Onsdag 11. November 1914. Vort Hjem)

Uddannelsen af bibliotekarer foregik fra 1918 som mesterlære med tre års elevtid kombineret med et års teori på Statens Biblioteksskole, henlagt under Statens Bibliotekstilsyn. Men det viste sig nødvendigt at styrke den teoretiske uddannelse, og i 1956 blev Preben Kirkegaard den første rektor for den nyoprettede Danmarks Biblioteksskole.  I 2013 blev skolen fusioneret med Københavns Universitet og skiftede navn til Institut for Informationsstudier under Det humanistiske Fakultet. I 2017 flyttede instituttet fra Birketinget til Københavns Universitet, Søndre Campus.

Oplagte Dampere i Havnen udfor Larsens Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Da Krigs-Uvejret brød løs og for hen over Lande og Have, slog det Døren i for mange fredelige Erhverv. Europa dukkede sig under dets Storm-Stød og laa lammet og skrækslaaet. Først og stærkest af alt blev maaske den fredelige Skibsfart ramt, de krigsførende Magter beslaglagde og opbragte hinandens Skibe, og selv for de neutrale blev det vanskeligt at klare sig. Betegnende og malende var de hjemvendte Skipperes korte Forklaringer: "Østersøen som blæst ren for Fartøjer" - eller: "Ikke Damperrøg at se i Nordsøen".

Skibene søgte Havn. Enten var der ikke noget at sejle med eller ingen Steder at sejle hen, eller det var for risikabelt eller altfor uforholdsmæssigt bekosteligt. Der var Vanskeligheder med Folkene, Udførselsforbud osv. Der var nok til at skræmme og holde tilbage. Efterretninger om Ulykker, forvoldte ved de lumske og hæslige Søminer, begyndte at strømme ind. Det var ved at blive meget alvorlige Tider for vor Skibsfart, og kun den Del af den, der er beskæftiget i den frie Fragtfart eller paa de lange Ruter i oversøiske Farvande kunde føle sig nogenlunde sikker.

I den første Halvdel af August kom vor Havn og Red til at se mærkelig ud. Standset var det farende Træk af Dampere og Sejlere ude i Sundet. Men ved Bolværk og Kajer, i Redhavnen og Indrehavnen og Gasværkshavnen klumpede Fartøjerne sig sammen. Skrog mod Skrog, Skorstene og Master krydsende hinanden i forvirret Filter. Det var malerisk nok, det fyldte godt nok i Havnene. Men det var alligevel et trist Syn, et Billede paa Stilstand og Uvirksomhed. Et Skib, der er lagt op, der ligger med kolde Kedler eller nøgne Ræer, virker altid dødt og forsagt.

Nu er det heldigvis ikke saa galt, som det har været. Der ligger endnu en Del sovende sorte og mønnierøde Skrog i vore Havne, men mange er dog komne paa Gled. Der blev lukket op for Kuludførselen fra England. vor Landbrugseksport blev trods alle Vanskeligheder og forbigaaende Standsninger opretholdt, og nu turde den nye statsgaranterede Forsikring af Skibe samt Varer imod Krigsfare tilsøs, der er under Opsejling, snart skaffe vor Skibsfart saadanne Kaar, at den i alt Fald kan ride Stormen af.

Af ovenstaaende Billede (fra Kjøbenhavns Indrehavn, set fra Løbet ind imod Larsens Plads og Blaa Pakhus) vil det ses, at der endnu er oplagt Tonnage her i Havnen.

Fra Kvæsthusbroen ser man ogsaa ved Pælene i Havnen en hel Del af Det forenede Dampskibsselskabs Skibe ligge uvirksomme; Selskabet har for Tiden nogle og fyrretyve Skibe oplagte her, hovedsagelig fordi Farten paa Rusland og paa den tyske Østersøkyst, Ruter som Riga, Antwerpen, Stettiner-Ruten osv., er gaaede istaa. lalt kan man regne, at i disse Dage en Flaade paa 65-75 Dampere og henimod en Snes Sejlskibe ligger oplagte her. I Nordhavnen ligger 5 Dampere, ved Langelinie 18-19, ved Pælene i Havnen 5-6, ved Kvæsthusbroen en Snes Stykker, i Gasværkshavnen 12-15. Men Tallene skifter fra Dag til Dag - heldigvis hovedsagelig med Tendens til at gaa nedad.

- Det er galt nok med alle de tomme og oplagte Skibe i Havnen; værre er det med dem, der er oplagte for stedse, dem, der er puttede i David Jones locker, sendte tilbunds af Helvedesmaskinerne. Men forhaabentlig kan vi inden altfor længe skimte i Kimmingen det Skær, der varsler fri Sejlads og Bud efter Skibsrum. Saa bringer vi et nyt Billede - af Skibe med Røg ud af Skorstenene og Skum fra Bougen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske (Politiske og Avertissementstidende 19. september 1914).

Emmy Drachmann. (Efterskrift til Politivennen)

Udover nedenstående indslag findes der en række andre artikler om Emmy Drachmann på denne blog: Om hendes bog Ingers ægteskab (1910) og  Frederik V. Hegel Se endvidere serien om Holger Drachmanns søster, Erna Juel-Hansen, født Drachmann på denne blog. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Emmy Drachmann (23. oktober-20. januar 1928). Forfatter og oversætter. Efter en kort forlovelse med en brav og velhavende ung mand, rejste hun udenlands i 1876 for at lære sprog og få et levebrød. Hun var i Hamburg hos venner af familien, på sørejse til Canada og blev tysklærerinde i en engelsk præstefamilie.

Hun kendte Holger Drachmann (1846-1908) fra barnsben og mødte ham igen i Hamborg hvor hun blev forelsket i ham. Han fortalte hende dog at han var forelsket i hendes søster Polly Thalbitzer. Hun var ellers gift og havde børn men ville lade sig skille. Sammen fik de 1877 datteren Gerda. Forholdet var kortvarigt, sommeren 1878 blev Emmy Drachmann af Holger Drachmanns søster Erna Juel-Hansen bedt om at hjælpe Holger der var brudt sammen over at Polly havde brudt med ham. 

Det endte med at Emmy og Holger giftede sig året efter og adopterede Gerda (17. maj 1879). Sommeren 1879 fik Holger den ide at tage til Island. Alt udstyr blev indkøbt, men pludselig ombestemte han sig, til Emmy store sorg. I stedet tog de til Samsø - og det huskede Emmy i sine erindringer som en lykkelig tid. September tog de tilbage til København, datteren Gerda var sat i pleje. Og nu begyndte et almindeligt familieliv. I december udkom Holgers største digtsamling, "Ungdom i digt og sang".

Parret fik Jens Holger (1880), Svend (1881), Lisbeth (1884) forlovet 1904 med premierløjtnant Oscar v. Zernichow, og Povl (1887). Emmy Drachmann tog sig af husholdning og børn- og ægtefællen: "Jeg havde jo ham, der for mig betød alt ... jeg havde ikke alene Lov til, men det blev min Pligt, at leve mit Liv kun for ham!"skrev hun siden i sine erindringer.

Da det i 1885 blev det påstået at Georg Brandes havde beskyldt Holger Drachmann for at være anti-semit, og at selv hans kone havde taget afstand fra ham, drog Emmy i felten for sin mand med et offentligt brev dateret den 16. februar til Brandes i Morgenbladet hvori hun tilbageviste anklagen: Holger Drachmanns kritik af Georg Brandes var ikke var det samme som at deltage i samtidens europæisk-antisemitiske bevægelse. Georg Brandes besvarede i Politiken brevet med at "Det vil sikkert tjene Fruen til Beroligelse, at Alt, hvad man derom har meddelt hende, er bare Løgn."

I 1887 forelsked Holger Drachmann sig i syngepigen Amanda Nielsen ("Edith"). Det endte med at han 1892 tog til Hamburg for at leve sammen med hende. Han overlod det til Emmy Drachmann at forsørge sig selv og børneflokken. Hendes oplevelser af denne periode i sit liv beskrev hun i den posthumt udgivne "Edith" (1992), . 

Emmy bosatte sig nogle år i Dresden og levede af at oversætte og undervise. Hun havde hjulpet Holger med at oversætte Byrons Don Juan, og selv oversat schweizeren G. Kellers storværk Den grønne Henriks Roman, 1883-84. Hun oversatte nu både tyske og russiske forfattere: P. Kropotkins En Anarkists Erindringer, 1900, og Henrik Pontoppidan og Amalie Skram til tysk. 

Hun begyndte at skrive romaner: I 1899 den historiske roman Grevinde Cosel og Frederik August den Stærke. Fredericia Dagblad fandt passager glimrende skildret, og at "man læser med stærk og stigende interesse .. som giver ret til at nære betydelige forventinger til Emme Drachmanns fremtidige produktion". Aarhuus Stifts-Tidende skrev at bogen ikke havde hverken litterær eller historisk værdi, og at Emmy ikke formår at fængsle interessen gennem de næsten 500 sider.

Da hun vendte tilbage til København, blev hun redaktør af Romanbladet (1902) sammen med Johannes Magnussen, og nogle år senere af Dansk Familieblad. I 1902 kom Villa Mackenzie, en roman om en moders besættende kærlighed til sit barn. "hun har givet os skildringer, som selv mangen begavet forfatter ikke kan levere os så gode..." og den "skæmmes en del af nogle fæle romanfraser ...""... en tarvelig figur... kedeligt kørsammen".

Hun blev nu sat på finansloven over forfattere som fik midlertidige bidrag - 200 kr (Herman Bang fik 400 kr.)

I 1903 blev Emmy og Holger Drachmann officielt skilt. Hun levede bl. a. af at oversætte bøger. Holger døde 1908, Emmy fulgte sørgetoget fra Hornbæk Kro til toget til København. Han havde ønsket at Emmy Drachmann fik hans digtergage, mens hans 3. kone fik enkepensionen, men det gik Finansudvalget ikke med til: Emmy Drachmann fik 1000 kr. årligt, og "Soffy" Drachmann fik afslag på understøttelse, med henvsining til at hun modtog midler gennem en årrække fra Gyldendals Forlag - et beløb som gik til afskrivning af Drachmanns store gæld til forlaget. 

"Ingers Ægteskab" fra 1910 blev en skandalesucces på grund af det slet skjulte selvbiografiske islæt. Den handler om en kvinde, der gifter sig med en fremragende forfatter der svigter hende til fordel for andre kvinder. Erik Skram skrev en anmeldelse i Gads Magasin at bogen med fordel kunne være forbleven uskreven: Den var som roman ikke lykkedes som kunstværk, og hun havde heller ikke uden det kunstneriske nået den hensigt der var med bogens udgivelse. Den udkom dog i adskillige oplag. Se link ovenfor med med interview og anmeldelser af denne bog.

Romanen Mødre (1914) var et indlæg i samfundsdebatten om kvinders vilkår, når børnene var blevet voksne. Som alle hendes bøger var der en kvindelig hovedperson. Social-Demokraten reagerede mod at hun kaldte alderdomsunderstøttelse demoraliserende ved at karakterisere bogen som mere småhjernet end tilladelig og undrede sig over at forlaget havde kunnet få plads til "denne hausmütterliche thevandsroman".

Fru Emmy Drachmann,

født Culmsee.

Naar Fru Drachmann nu den 23. Oktober fylder 60 Aar, kan hun se tilbage paa en Tilværelse, rigere bevæget, mere lys- og skyggefuldt, end et Menneskeliv i Almindelighed plejer at forme sig.

Det er jo gerne saaledes, at de dybe Sorger følges med de lyse Glæde, at der paa de klareste Solskinsdage falder de  dybeste Skygger, men lykkelig den, der som Fru Drachmann kan sige med Schiller: "Jeg har nydt den jordiske Lykke - jeg har elsket og levet!" Disse Ord kan hun gøre til sine, taknemmelig over, i en Periode af sit Liv at have levet saa aandelig rigt, og over, at hun endnu i sig selv, i sit Indre ejer saa store Værdier, at det gør Livet værdt at leve. Og ikke mindst over, at hun har set sine tre Børn, to Sønner og en Datter, voxe op omkring sig og i deres Liv og Virken ser sin egen Tilværelse fortsættes.

[Artiklens slørede foto findes også på Det kongelige Bibliotek, hvorfra ovenstående foto er taget. Fri af ophavsret.]

Emmy Drachmann er født Culmsee. Hendes Fader ejede Havreholm Papirfabrik, og her, i det nordlige Sjællands blide, skønne Natur, voxede hun op, omgivet af Lykke og Velvære, saa glad og sorgløs, som kun et Barn kan være det.

Men der kom strenge Tider. Hun var kun tretten Aar gammel, da Familien flyttede til Norge, der fra nu af blev hendes andet Hjem. Men dette Lands haarde Klippenatur formaaede ikke at sætte sit Præg paa den blide, blaaøjede og lyshaarede Emmy, saa lidt som nogen Sinde norsk Accent skæmmede hendes rene danske Sprog.

Som ung tyveaarig Pige rejste hun til Hamborg, hvor hun dels som Gæst, dels for sin Uddannelses Skyld opholdt sig i velhavende Slægtninges Hjem.

Hun havde under sin Opvæxt nydt en god Opdragelse. Navnlig var hun stærkt interesseret i Musik og fik i flere Aar Undervisning af Edvard Grieg.

Danmark havde hun besøgt adskillige Gange og havde her gjort Bekendtskaber, som skulde faa afgørende Betydning for hendes Fremtid.

Og i Hamborg afgjordes hendes Skæbne.

Det var herlige, befrugtende Tider, de tretten Aar, hun levede som Holger Drachmanns Hustru. Tre Sønner, af hvilke den ældste døde som lille, og en Datter, fødte hun sin Mand. Datteren Lisbet blev gift i Norge med Kaptajn von Zernichow. Sønnen, Povl er forfatter og cand. polit. gift og bosat i København, mens Jens, den anden Søn, der er Kunstmaler, opholder sig i Amerika.

Men saa kom de haarde, de vanskelige Aar, da hun stod ene med sine Børn. Det gjaldt nu om at tage Kampen op og vise, at hun duede, bare ikke falde sammen - for Børnenes Skyld. Dg hun, der var sprogkyndig, drog med Børnene til Dresden, hun kunde ikke udholde Tanken om netop den Gang at bosætte sig i København.

Og her, i Sachsens skønne Hovedstad, der netop for os Nordboere har noget saa hjemligt og hyggeligt over i sig, boede Emmy Drachmann med sine Børn. Hun arbejdede til tyske Blade og Forlag, da hun skrev Tysk saa godt som Dansk, og hun sendte Oversættelser fra Tysk hjem til Danmark til illustrerede Blade. Det var Kampens Aar, Lidelsens og forsagelsens Aar; men den lille, tapre, tilsyneladende saa svage og blide Kvinde gav ikke tabt. Hendes Villie var sejg, og det lykkedes hende at skaffe sig Arbejde til Husbehov.

Forøvrigt havde hun allerede syslet med Oversættelser strax fra sit Ægteskabs første Aar, og dette kom hende nu til Gode. Hun havde ikke for intet levet saa inderligt sammen med en Digternatur som Drachmann. Hendes impulsive og t modtagelige Natur havde ofte faaet hende til at fremkomme med Tanket og Ytringer, der bragte dels hendes egen Mand, dels andre begavede og forstaaende Mænd til at opfordre hende til at skrive selvstændigt.

Men saa vidt vovede hun sig ikke. Dog oversatte hun i 1882 Gottfried Kellers store Roman "Den grønne Henrik" og viste allerede ved den, at hun havde Herredømme over Sproget, og hun elskede de litterære Sysler. Men paa de Tider var det andre Sysler, der lagde Beslag  paa hende.

Nu, da hun for Alvor skulde arbejde, maatte hun foreløbig nøjes med Oversættelser, der var ikke Raad til at skrive Bøger. Derfor varede det saa længe, før hendes første, selvstændige Bog "Grevinde Cosel" saa Lyset. 

Den kom i 1899, da hun atter var flyttet tilbage til Danmark. Af og til havde hun arbejdet med store Oversættelser som Krapotkin, Stepniak, Rudolf Baumback, Rosegger m. fl. Kun sparsomt er hendes egne Bøger kommet. Tre Aar efter "Grevinde Cosel" kom "Villa Mackensie" og saa gik der syv Aar før hendes betydeligste og mest personlige Bog "Ingers Ægteskab" kom frem. Og nu er der atter gaaet fire Aar, før den næste Bog kommer, den der forhaabentlig kommer i Boghandelen dette Efteraar.

I Mellemtiden har Fru Drachmann skrevet en Del smaafortællinger i forskellige Blade og Tidsskrifter. Men hun hører til de sparsomt skrivende. Hun overløber ikke Redaktionerne med sine Bidrag.

Tværtimod. 

Skønt Fru Emmy nu fylder de 60, er hun ung i Sind og Tanke. Hun glæder sig over at være sammen med Vennerne, baade fra de svundne Dage og med dem, som hun har lært at kende paa et senere Stadium. Hun er den elskeligste Værtinde, den mest fuldkomne Fusmoder, der intet glemmer, som hører til, for at de, som besøger hende, kan føle sig hyggeligt til Mode og som hjemme hos hende.

Men hendes Helbred lider under den kroniske Søvnløshed, som har pint hende fra Barnsben. Og naar Tankerne er tunge og Sindet nedtrykt, saa plager denne Søvnløshed jo værre end til andre Tider, og da berøves hun, ikke sin Lyst, men sin Evne til at arbejde.

Det er jo nemlig saaledes, at uagtet Fru Drachmanns Tilværelse har været saa omskiftelig, saa er der eet, som ikke har været omskifteligt, og det er hendes Marthasorger for den kommende Dag øg dens Plager,

Da nu denne Ejendommelighed hos hende i forbindelse med et til Tider stærkt svækket Helbred - nærmest dog paa i rund af Søvnløsheden ikke tillader hende at leve et saa sorgløst Liv, som burde være uadskilleligt fra hendes Metier, har dette og de sidste Aars Sorger - en elsket Tvillingsøsters Død m. m. - bevæget hende til at tage Bolig udenfor København. Hun bor nu i en lille, af hendes Personlighed og fine Kvindelighed stærkt præget Lejlighed i Rungsted. Men derfor er hun ikke tabt for Vennerne i København, og hun føler, at hun har godt af den Ro og Stilhed derude, hvor hun ser Solen staa op og gaa ned uden at den fordunkles af Røgen fra Fabriksskorstene eller Horisonten indsnævres af linje Huse i tæt bebyggede Gader.

Og her til sender hendes Venner nu til hendes 60-Aars Fødselsdag den 23. Oktober deres Lykønskninger.

Den, der har kendt Fru Emmy Drachmann for tyve Aar siden, vil ogsaa nu i hende finde den samme lette, lyse, for alt interesserede og ungdommelige Kvinde fra de Dage. De tresindstyve Aar tynger hende ikke, hvad Udseendet angaar.

Alle hendes Venner ønsker, at hun endnu i mange Aar maa færdes iblandt dem og se en ny Slægt af Drachmansk Rod voxe op omkring sig.

Sofie Horten.

(Dagbladet (København) 21. oktober 1914)

Sophie Horten (1848-1927) var den første kvinde i Danmark der havde journalistik som hovederhverv. Hun var født i Svendborg, gift med en franskfødt sukkerv are fabrikant van Horten. Bosat i Stockholm hvor han få år efter døde. Hun tog derefter til København med sin søn og fik optaget artikler i forskellige blade. Hun blev tillige korrespondent for provinsblade. 1890 begyndte hun at udgive julehæfter for børn ("Børnenes julehilsen". 1896 redaktør af "Husmoderens blad" der efterhånden fik 70.000 abonnenter. 

Fru Emmy Drachmann.

Et gammelt Ord siger: "Den lever vel, som lever ubemærket". Disse Ord kommer man til at tænke paa, naar man besøger Fru Emmy Drachmann i hendes Hjem i Rungsted. Der er saa smukt og fredeligt i disse Stuer, hvorfra man baade kan se Sundet og Folehave Skov, hvor Væggene er prydede med Billeder, signerede af gode Navne, og hvor Holger Drachmanns Buste, modelleret af Krøyer, hæver sig opover Skrivebordet. Naar man ser rundt paa disse Billeder, der alle har en Historie, og er saa heldig at være i Fru Emmys Stue i en Stund, hvor hun har Lyst til at gaa paa Vandring i Mindernes Land, saa fremtryller hun lor En snart muntre, snart rørende Oplevelser om hin Tid, der for hende staar som den lyseste og lykkeligste i hendes Liv - da Skagen blev "opdaget" af en Flok Kunstnere, hvis Navne nu alle er Verdenskendte.

Og medens hun fortæller og hæver en lille, bitte Del af den Mindeskat, hun en Gang vil berige vor Memoirelitteratur med, fæster  man uvilkaarligt sit Blik pa en Krøyersk Tegning af Husets Frue - fra den Gang! Og Tanken ligger da nær, at det var morsomt at vise den til en ny Slægt, der er vokset op, og som kun kender Fru Emmy Drachmann fra de senere Aar.

Foruden mange glimrende Oversættelser, deriblandt G. Kellers "Den grønne Henrik" Roman "Krapotkins Erindringer" og m. a. har Fru Drachmann skrevet Romanerne "Grevinde Cosel", "Villa Mackenzi" og "Ingers Ægteskab" og paa sin 60 Aars Fødselsdag for nogen Tid siden udsendte hun en ny Bog "Mødre", der behandler det interessante Emne om fraskilte Forældres Forhold til deres Børn.

Fru Emmy Drachmann hører til de beskedne, trofaste, der elsker at leve ubemærket, men en Gang imellem maa hun alligevel finde sig i at blive trukket frem fra sine hyggelige, stille Stuer - fordi vi andre har saa godt af at mindes hende.

J. V.

Fot. Kai Kanneworff, Hørsholm. Tegnet af Krøyer 25de Oktober 1882 i Frederikshavn. Tegningen har aldrig været fremme for Offentligheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1914)

I 1925 udkom hendes hovedværk selvbiografien "Erindringer", som dækker hendes liv fra barndom til 1883. Hun angav at ville sætte den forhenværende ægtefælle et minde ved at fortælle om hvilken stor person han var. Men der fortælles historien om en genial og selvoptaget digter og ægtemand hvis liv kun hang sammen på grund af en klarhovedet, kløgtig hustru. Således fik Emmy Drachmann fremstillet et kvindelivs sociale og følelsesmæssige virkelighed samtidig med at hun fik iscenesat sit liv som en dramatisk beretning om en digterhelt og hans muse.

Øverste del af et større gravminde for Valborg Nissen født Culmsee og Emmy Drachmann, født Culmsee, Vestre Kirkegård, Afdeling 10, rk. 13, nr. 16. Gravmonumentet omfatter også sønnen Poul Drachmann (1887-1941), Aase Drachmann født Borring Petersen (1901-1964), Svend Drachmann (1928-2018), Vibeke Drachmann (1932-2018). Der er endvidere gjort plads til udvidelser. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavnske Bondefangere. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Højesteret.

(Fra vor Korrespondent.)

Kbhvn., d. 3. Septbr.

Retten begyndte sit Møde i Tag med at afsige Dom i Sagen mod de tre Tjenestekarle, der har huseret i Roskildeegnen. De to, Larsen og Johansen, fik Overretsdommen stadfæstet med henholdsvis 18 og 12 Maaneders Forbedringshus, medens Nielsen slap med en betinget Dom paa 20 Dage.

Derpaa gik man over til 

en typisk Bondefangersag

Mod Hans Valdemar Olsen, født 16. Oktober 1872, og William Peter Knudsen, født 21. Oktober 1876.

De er begge to mange Gange straffede og begyndte begge i 1893. Det er særlig Bondefangeri og Alfonseri, de giver sig af med. Olsen har haft Forbedringshus i 18 Maaneder. og blev derinde dømt til Rotting, Knudsen har haft 8 Maaneders Forbedringshus.

Mange Gange er der rejst Tiltale Mod dem, hvor Retten har maattet lade dem slippe. Forslagne er Fyrene jo. Denne Gang slap de nu ikke.

En svensk Sømand kommer her til Byen og bliver anvist Logis af Anders Christian Christensen, der altid møder paa Jernbanestationerne og skaffer Hoteller og Pensionater i Vesterbro-kvarterets Sidegader Gæster. Det faar han selvsolgelig sin Betaling for.

Onde Tunger fortæller ogsaa. at han anviser Bondefangerne Ofre; derfor sidder han i denne Sag arresteret nogle Uger. men maa løslades, uden at der rejses Tiltale.

Da han gaar med Svenskeren, ser den ene Bondefanger, Knudsen, det, faar at vide, hvem Svenskeren er, og kommer - naturligvis tilfældigt til at træffe paa ham. Knudsen taler straks Svensk som en indfødt, og han og Sømanden kommer paa Turne. Først ud i Kafe Langebro, hvor Olsen ganske tilfældigt træffer sammen med dem, og saa gaar Turen til White Star, Feilberg, Gasværksvej, og man ender i en kendt Bondesanger-Beværtning, Kajs Skive, i Istedgade. Her spiller man "Femkort", og den sølle Sømand mener selv senere, at han har tabt 150 Kr. og er bleven frastjaalet 500 Kr.

Han vaagner hjemme i et Pensionat i Reventlowsgade den næste Dag.

Bondefangerne paastaar, at Spillet har været ganske ærligt, og at det først er paa det sidste, at Sømanden, der er bleven beruset, har budt Spillet op til 100 Kr.

Et skønt Galleri af Opvartere osv. er naturligvis afhørt under Sagen.

Denne Gang vilde Retten ikke ladede to Fyre slippe.

Baade Kriminalretten og Højesteret fandt dem hver værdige til 1 Aars Forbedringshus.

Lunn var Aktor, Liebe Tesensor.

(Roskilde Avis 4. september 1914. Uddrag).

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand. (Efterskrift til Politivennen)

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand.

- Hvad Silden koster, lille Dame - siger Karen Andersen nede ved Gammel Strand. - tresindstyve Øre. Snesen sælger vi dem til idag; igaar kostede de næsten det dobbelte.

Nu er det Tiden for dem, der vil lægge Sild ned til Vinter, det kan være det bliver en Føde, vi kommer til at skønne paa. De kommer nok lidt ujævnt ind paa Grund af disse hersens Miner, men der er skam ingen Mangel paa dem.

Torsk er jo næsten ikke til at komme omkring ved. Vi plejer paa denne Tid af Aaret at give fire Kroner for Lispundet, og nu maa vi give seks, saa De kan sige Dem selv, at de er ikke meget efterspurgte.

Ja, ja - sukker Karen Andersen - Krigen spores nok ogsaa her ved Gammel Strand. Selv om der ogsaa skal Mad til, naar Manden er indkaldt, saa ved De nok, hvordan det gaar; Konen klarer sig med en Kop Kaffe. 

Men vi maa ikke klage. Kan vi bare saa Lov til at sidde i Fred her ved Stranden, skal vi saamænd takke til, selv om Tiderne kanske bliver lidt sløje.

21-26-30; det var halvanden Snes. Farvel, Dame, og Tak for Handelen.

Jylle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1914).

Mod Kulden. (Efterskrift til Politivennen)

En morsom og god ide.

Et varmt Sengetæppe for 3 Kr. 20 Øre.

Fru Ingeniørkaptajn Ramsing ringede igaar til os.

- Maa jeg komme og vise Dem et Sengetæppe, jeg har lavet af "Berlingske Tidende"? Jeg vilde gerne have, at Ideen skulde komme ud og gøre Nytte.

Der var oppe i Redaktionslokalerne stor Tilslutning til Fru Ramsings Forevisning, og naar vi idag lader Ideen gaa videre, er det i den sikre Tro, at vore Læsere vil blive lige saa glade for den som vi.

Tæppet er lavet af 8 Lag af "Berlingske Tidenden"s Papir bredt ud i hele deres Størrelse, efter at Papiret først er prepareret ved at krølles sammen, gnides godt og atter glattes ud. Aviserne begges ikke ved Siden af hinanden, men hele Tiden halvt over hinanden, saa der ingen Revner fremkommer, og saadan at der overalt bliver 8 Lag, der danner en saa jævn Flade som muligt.

Nu kan man selv vælge Størrelsen af sit Tæppe og, om man ønsker det, gøre det baade bredere og længere, end Sengetæpper sædvanligt er. Arbejdet udføres lettest paa et udtrukket Spisebord, ellers kan man nøjes med Gulvet.

Naar Aviserne er ordnede, syr man med en spids Stoppenaal og blødt Bomuldsgarn med lange Risting paa begge Sider af Tæppet, til man er sikker paa, at det hele danner en fast Masse.

Betrækket hertil kan man lave af omtrent, hvad det skal være. De allerfleste Hjem vil have Klude nok til et mønstret Kludetæppe, saa at Tæppet ikke kommer til at koste noget. Det Tæppe, Fru Ramsing viste os, er betrukket med Bomuldsflonel, og hele Betrækket kostede 2 Kr. 20 Øre i et almindeligt Sengetæppes Størrelse.

Det er ikke vor Mening, at Papirtæpper skulde afløse de hidtil benyttede Tæpper til Sengebrug, hvad de neppe heller har nogen Udsigt til. Vi peger paa dem som et praktisk Vink for dem, der daarligt har Raad at skaffe sig andre, og som en frelsende Udvej for dem, der maaske slet intet har at dække over sig mod Kulden.

Det er givet, at Ideen vil kunne saa vidtrækkende Betydning. For de Fattige For de smaa Hjem med de knappe, faste - for Tiden maaske stærkt reducerede - Indtægter. For Hjemmene med en stor Børneflok. I Sygdomstilfælde, f. Eks. ved smitsomme Sygdomme, hvor man efter endt Brug vil kunne vadske Vaaret og brænde Indholdet, der let kan erstatter og derved spare den dyre og ofte odelæggende Desinfektion. Til de frivillige Korps. I Sommerhjem paa Landet, hvor Gæsternes Antal ofte svulmer op. I Sommerlejre af alle Slags osv. osv.

For at enhver kan overbevise sig om Tæppets Udseende og Egenskaber og se. hvordan det er lavet, er det fra idag op hængt i B. T.-Centralen paa Raadhuspladsen.

Vi forudser, at der, naar Folk har set det, vil blive travlt i Hjemmene og Forretningerne en enorm Efterspørge efter Bomuldsflonel.

VI tænker os ogsaa. at mange velgørende Institutioner vil tage Tanken op og, maaske ved frivilligt Arbejde, begynde en Massetilvirkning af saadanne Tæpper til Uddeling til de Fattige, naar Vinteren kommer.

Fru Ramsing erklærer "Berlingske Tidende"s Papir for at være bedst egnet ti! Tæppefremstilling, og det vil være "Kvinden og Hjemmet" en Glæde at høre fra nogle af de Damer eller Institutioner, som tager den gode Ide op.

Ch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914).

Det var nu ikke fru Ramsings opfindelse. Lemvig Folkeblad nævnede den 29. september 1914 at fru Thora Koefoed (f. Sonne) på Gammel Køgevej i København som den første der forsøgte at omplante denne skik til Danmark. Efter en opskrift lignende den ovenfor anførte. Hun holdt efterfølgende i Randers møde om avistæpperne. Avistæpper blev efter forskellige opskrifter produceret i store mængder. Især soldater skal have været glade for dem.

Flere artikler og link til artikler om Julie Ramsing, se Julie Ramsing (1871-1954)

Carl Gran (1872-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Fagforeningsmanden Carl Gran er et eksempel en nu glemt, men i samtiden kendt og afholdt person begravet på Vestre Kirkegård. Graven stod i enden med Frederiksholms Teglværker. Helt ekceptionelt for den tid blev han optaget i Kraks Blå Bog. Året efter blev der opsat en mindesten på hans grav, med tilhørende indvielse. Men senere gik han i glemmebogen. Stenen er tilsyneladende væk. Minderne skal man søge i samtidens aviser. 

Carl Grans Jordefærd

Der var folkevandring i går til Vestre Kirkegård, hvor kisten med Carl Grans lig var opstillet på en katafalk udenfor det store kapel. Her under et væld af blomster lå liget af den unge mand, et helt lands organiserede arbejdere så op til som en af de mest lovende kræfter.

Hvor døden kan være ubarmhjertig og fordringsfuld! Den tager de bedste fra og gemmer dem hen i den stille fred, netop når de står i den kraftigste manddom og med den bedste vilje til at gøre mands gerning.

Således var det med vor afdøde kammerat Carl Gran. Han stod midt iblandt os med sit glade smil, der opmuntrede til at tage fat på de foreliggende opgaver. Og så slog døden ham ned, så at han kun blev et dyrebart minde om en travl arbejdstid, hvor hans strålende livsglæde ligesom lagde solglød over kontorerne i Farimagsgade.

Derfor den travle færd af de myldrende skarer ud til Vestre Kirkegård i går eftermiddags. Tiden var valgt så sent  - Kl. 2 3/4 - for at den stærke tilstrømning ikke skulle genere andre begravelser. Alle ønskede at vise den afdøde kammerat den sidste ære.

Carl Gran. Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret

Foran Kapellet.

Lige foran det store kapel var der rejst en improviseret talerstol dækket med rødt, og foran den var kisten anbragt på kirkegårdens ny rullevogn. Socialdemokratisk Forbunds banner og samtlige snedkerforeningers faner dannede en æresvagt omkring kiste og talerstol.

Af den masse signerede kranse nævner vi fra "De samvirkende Fagforbund", Snedker-forbundet i Danmark, Socialdemokratisk Forbund, Lohgarverforbundet, Malerforbundet Drejerforbundet, Dansk Tekstilarbejderforbund, Fabriksarbejderforbundet. Social-Demokratens Redaktionspersonale, Social-Demokraten, Murerforbundet, Arbejdsløshedsinspektoratet, Arb. Fællesbageri, Papirindustriarbejderne, Social-Demokraten, Ekspeditionspersonale, Lager- og Pakhusarbejderforbundet, Bryggeriet Stjernen, Murernes Fagforening, Dansk Elektrikerforbund, Hovedbestyrelsen for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Slagteriarbejderforbundet, Forsamlingsbygningen Rømersgade 22, Arbejdernes Fællesorganisation, Træindustriarbejderforbundet, Kommunalt Arbejderforbund, Arbejdsgiver- og Mesterforeningen, Prokurator Voght, Direktør Hauberg, Skotøjsarbejderforbundet, Ligkistesnedkernes Fagforening, Modelarbejdernes Fagforening, Centraltrykkeriets Personale, Gustav og Nina Bang, Martin Olsen og Hustru, Skorstensfejersvendenes Fagforening, Bogbinder-forbundet, Snedkerlavets faglige Afdeling, Pianosnedkernes Fagforening, Bygningssnedkernes Fagforening, Snedkermester Jakob Petersen, Vesterbrogade, Chr. Christiansen, Landsthingsmand, Fællesorganisationen i Hørsholm, Frihavnsarbejderne, Skolebetjentenes Organisation, Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe, Kobbersmedenes Forbund, Cyklefirmaet "Adler", Bygningssnedkernes Lokalforening, Bygningssnedkernes Aktieselskab, Jernbaneforbundets Hovedbestyrelse, Snedkernes Fagforening, Fredericia, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger - Forbundet, 12. Kreds, Dansk Formerforbund, Skibssnedkerne hos Burmeister og Main, Social-Demokratens Personale, skræderforbundet, Oliemøllernes Fagforening, Kedel- og Maskinarbejderforbundet, Carl Weitemejer, Snedkerforbundets Afdeling, Slagelse, Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands (med Indskriften: Dem treuen Mitkämpfer der internationalen Gewerkschaftsbewegung) og Brødkuskenes faglige Afdeling.

Fra Social-Demokraten 28. april 1913, "Den blomstersmykkede kiste, flankeret af faner og bannere, udenfor kapellet på Vestre Kirkegård. På talerstolen i baggrunden de Samv. Fagforbunds Formand, C. F. Madsen.

En del af snedkerforbundets afdelinger i provinsen og flere københavnske organisationer har i stedet for kranse indsendt et beløb til familien.

I kæmpefølget af utalte tusinder sås forligsmanden, direktør Kofoed i embedsunifom, direktør Max Ballin og snedkermester Victor Henriksen som repræsentanter for Arbejdsgiverforeningen, direktør Gregersen (teknologisk Institut), snedkermestrene Chr. Christensen, H. Bunch og Jacob Petersen som repræsentanter for Snedkerlavet, så godt som samtlige delegerede fra "De samvirkende Fagforbund"s generalforsamling og en mængde kendte partifæller.

Koret sang stående i Forhallen:

". . . Han, som har hjulpet hidindtil",

hvorefter præsten besteg Talerstolen.

Pastor Rannow:

Kunne man se ind i disse tusinders hjerter, ville man i dem alle finde det lille ord: Tak skrevet. Ja, I har mistet en god ven, og I er kommet her af taknemlighed, fordi han ofrede sig helt og fuldt for sin livsgerning.

Der var en præst, som i går sagde til mig: "Den mand er faldet på slagmarken. Han har bogstavelig slidt sig selv op". Ja, Gran var en retlinet personlighed, der ud fra et redeligt sind røgtede sin opgave og aldrig gik på akkord med uretten. Jeg fik, mens han var indlagt på Kommunehospitalet, indtrykket af en helstøbt personlighed. I går da jeg bragte dødsbudskabet til dem, der havde plejet ham, blev de forunderligt betagne og priste hans noble væsen. Den tak, der klinger i de kraftigste toner, kommer naturligvis fra hans hustru og børn, hvem han elskede usigeligt højt.

Taleren fremførte derefter nogle almindelige religiøse betragtninger.

Koret og følget afsang nu

»Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred«,

og derefter besteg formanden for De samvirkende Fagforbund talerstolen.

C. F. Madsen:

Efter et rigt og dådfuldt liv ligger vor ven Carl Gran nu død i denne kiste. De forstår måske bedst mine følelser i dette øjeblik og den dybe vemod, der besjæler mig, når De erindrer, at jeg i en række år har ført et intimt samarbejde med ham. Hans kæreste gerning var at forhandle med arbejdsgiverne for at formå dem til at give en lille smule mere løn til hans venner de danske arbejdere, for hvem enhver lønforbedring kunde bringe en smule mere velvære i de fattige hjem.

Da jeg blev valgt til formand for fagforbundene, var det mig magtpåliggende at sikre mig denne udmærkede arbejdskraft som min medhjælp, en god mand ved min side i farens stund.

Det var på vejen hjem fra Budapest, at sygdommen ramte ham. Han blev tilsyneladende rask igen, og Carl Gran selv var meget fortrøstningsfuld. Hans gamle vid var vendt tilbage, og vi måtte ofte smile af hans muntre, harmløse spøgen.

Forunderligt nok, at han ikke er mere. Han syntes altid om nye opgaver. Han syntes aldrig, at han fik arbejdet nok, at han fik spredt lykke nok omkring sig.

Om han var her eller i udlandet, var hans tanker altid ved det hjem, han havde så kært.

Jeg føler trang til at bringe dig, Carl Gran, en tak fra det danske arbejderparti for, hvad du har udrettet. Om en kort stund vil vi sænke dig ned i det sidste hvilested. Du selv og dine sange vil altid leve i vor Erindring.

Koret afsang nu:

»Kirkeklokker ej til Hovedstæder«, og derefter spillede et orkester en sørgemarsch, medens kisten gennem en pragtfuld fanealle, som stod prægtigt til det jomfruelige grønne, kørtes til graven, der var gravet helt ude ved Frederiksholms Teglværker.

Her sang Snedker og Stolemagernes Sangforening

Dejlig er Jorden, 

hvorefter orkestret blæste en koral: 

"Tænk, når engang den tåge er forsvunden".

Formanden for Snedker-Forbundet i Danmark, 

Martin Petersen

der har trukket de største veksler på hans Arbejdsevne. Vi har taget hans ungdoms morgengrøde. Tak, Carl Gran, fordi du altid var vort lysende eksempel. Tak for det lyse smil, som fik bitterheden til at vige vore hjerter. Selv et lykkebarn, stræbte du at bringe lykke til det størst mulige antal mennesker. Du var gladest i kampen, og du havde ingen fjender, for selv dine modstandere vandt du for dig. Du havde altid travlt. Måske havde du selv en følelse af, at din livstråd snart vilde briste.

Du har sat dig et minde hos de end kunst formår at gøre det! Tak for dit arbejde og ære være dit Minde!

Fanerne kom nu op holdvis for at bringe den afdøde den sidste hilsen, og efter at en slægtning havde takket på familiens vegne, var den storstilede højtidelighed forbi. Det varede dog timevis før kæmpefølget havde forladt den smukke kirkegård, der netop nu står i spirende forårspragt.

(Socialdemokraten 28. april 1913).

Foto fra Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913. Udenfor Nordre Kapel da kisten førtes ud.

Året efter blev der rejst en mindesten på hans grav:

Et minde for Carl Gran

Martin Petersens smukke Tale.

København. Søndag.

I overværelse af en meget talrig forsamling afsløredes i dag en mindesten på Carl Grans

gravsted ude på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik kl. 3. og de mange mennesker,

der mødtes her i det strålende varme majvejr, viste, at Carl Gran ikke er glemt.

Afdødes ven og mangeårige kammerat og senere efterfølger som forretningsfører for snedkerforbundet, Martin Petersen, holdt en smuk og beåndet tale om den så brat bortrevne ven.

Den lære - sagde han - vi kan drage af Grans død, er at bruge tiden vel. Vi må, som han gjorde, røgte de opgaver, der ligger foran os, og samtidig ikke forsømme at sprede så megen tilfredshed og kærlighed omkring os og vise hensynsfuldhed både opad og nedad, hvor vi færdes. Når vi har gjort det, mens vi levede, er det vel nok til syvende og sidst ikke så trist at dø. Når vi har udfyldt vor plads i samfundet, været hjælpsom i vor vennekreds og god i vor familiekreds, efterlader vi os også en kreds af venner, der vil dele vore nærmestes sorg over os.

Vi har samtidig med, at vi har røgtet vor gerning, været med at bygge et nyt samfund op, hvor der er den størst mulige beskyttelse for de unge. I den retning kan vi lære meget af den mand om  hvis grav vi er samlede. Hans livs bane gik henover den store livets kampplads. Han var midt i kampen - ikke fordi det var hans temperament at gå imod, hvad andre ville, men fordi han havde fattet kærlighed til sine kammerater og ville hjælpe dem fremad, han havde rige evner, og dem brugte han i vor tjeneste. Men selv om han var en stridens mand, havde han dog alligevel ingen fjender. Dette skyldtes vel det brus af varme, der gik igennem de anskuelser, han forfægtede. Den varme bevarede han, indtil døden så skånselsløst klippede tråden over, så Carl Gran kun fik en kort arbejdsdag.

Indenfor den kreds af kammeraler som først benyttede ham, fik han udrettet meget. Det husker vi. Det glemmes aldrig Der var sorg i danske snedkersvendes hjem, da det rygtedes, at Carl Gran var død, for han var ikke alene afholdt - han var elsket af os allesammen.

Som et ringe udtryk herfor har vi rejst denne sten (dækket falder) og den skal stå som vor taknemmelighed over Carl Grans arbejde for os. Når I, hans efterladte! i fremtiden går de mange fjed herud til Grans grav, er I ikke alene. Det som I føler, det føler vi, det føler mange og det er vel lettest at bære sorgen, når der er flere om at bære den.

Hans barnlige sind glemmer vi aldrig, selv om hans arbejde også er hørt op for os. Det

arbejde han gjorde må vi fortsætte - vi vil ligesom ham søge at sprede lys ud til de mange

kammeraters hjem, således som han var med til at gøre. Ære være hans minde!

Formanden for de samvirkende Fagforbund, hr. C. P. Madsen, trådte derefter frem og ridsede i korte træk det arbejde, som afdøde havde gjort for centralisationen.

En stor opgave lå foran ham, men det var desværre ikke så længe vi havde ham. Vi så snart, at vi havde ikke taget fejl af manden, da vi fik ham over til os. Det var derfor med stor sorg, vi mærkede, at han blev syg. Han elskede arbejdet, og det syntes også, som det et øjeblik lykkedes ham at trodse døden. Han ville leve og han begyndte igen på kontoret, hvor vi forberedte arbejdet med revisionen af den store centralisation. Han var lykkelig ved at samles med os den første dag, vi havde vort repræsentantskabsmøde, men så kunne han heller ikke mere. Om natten blev han syg og døde dagen efter. Vi holdt af ham og vil altid huske ham som en god kammerat. Ære være hans minde!

Efter at et kor havde sunget en sang, trådte afdødes svoger, blikkenslager Richter, frem og

takkede på søsterens, hendes børns og Grans gamle forældres vegne for den smukke sten.

Den smukke granitsokkel er forarbejdet på E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri på Vesterfælledvej, og foroven er hugget en opgående sol, under hvilken der staar :

CARL GRAN

* Marts 1872

+ 13. April 1913.

På foden af Stenen står:

Danmarks Snedkersvende rejste i 

Taknemlighed dette Minde.

På graven var henlagt friske blomster og buketter og et par store signerede kranse fra "Dansk Træarbejder-Sekretariat" og fra "De samvirkende Fagforbund".

Fyns Social-Demokrat, 18. maj 1914.

Nutidigt foto (2020) af pladsen foran Nordre Kapel hvor talerne blev afviklet, sammenlign med fotoet ovenfor. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En Mindesten

for

Sekretær Carl Gran.

En højtidelig Afsløring.

Søndag eftermiddag foregik der en gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård, idet snedkerforbundet i Danmark afslørede en smuk mindesten for dets tidligere forretningsfører, den altfor tidligt afdøde sekretær for De samvirkende Fagforbund, Carl Gran.

Der er til denne sten kun indsamlet bidrag fra snedkere over hele landet, da de alene ønskede at have æren af at hædre hans minde. Graven var overdådigt smykket med blomster, og der henlagdes signerede kranse fra De samvirkende Fagforbund og fra Dansk Træarbejder-sekretariat.

Lidt over kl. 3 stod forretningsfører Martin Petersen op på den improviserede talerstol:

Denne lille kreds af venner er kun at betragte som en ringe repræsentation for de mange venner og beundrere afdøde Carl Gran havde og endnu har. Vi er komne til stede for at bevidne hans slægtninge og efterladte den store sympati vi vedblivende nærer for ham og for den gerning, han har udrettet iblandt os.

I vor rastløse tid har vi kun tid til at beskæftige os med løsningen af de store problemer, men vi stejlede dog, da denne mand så pludselig blev fejet bort midt i sin fejreste manddom. Det spørgsmål måtte rejse sig for os: Hvorfor skulle den bitre død netop ramme ham? Dog det kan gå os lige sådan, og det må vel være så, at når vi er så mange om sorgen, må det være lettere at bære den, og når man véd, at ens gerning bliver fortsat af trofaste venner, må det vel heller ikke være så svært at dø. Om Carl Gran kan man sige, at han havde ingen fjender, og at han gav sit liv hen for sine venner, for trods hans elskelige væsen levede han altid ude i kampgnyet. Der var altid nogen, der led uret, og vor kammerat hadede uretten. Derfor elskede vi ham alle. Ja selv den mest kortsynede kunne ikke stå for det brus af varme, der lige som gennemsyrede hele hans væsen.

Så kom døden og klippede livstråden over. For os snedkere var han i 8 år vor første mand og en utrættelig forkæmper, og der blev sorg i vore hjerter, da han døde. Derfor har vi rejst ham dette minde som et udtryk for vore følelser.

Taleren afslører nu den 3 alen høje mindesten af rødligt bornholms granit. Foroven ser man

en nedgaaende sol og derunder kun ordene:

CARL GRAN.

* 5te Marts 1872.

+ 23de April 1913,

Helt nede ved fodstykket står så:

Danmarks Snedkersvende

rejste i Taknemlighed dette Minde.

Martin Petersen fortsatte: Når I, hans hustru og børn, kommer ud for at se til eders mands og faders grav, skal dette minde vise eder, at der er tusinder, der føler som I overfor denne mand og gerne ville hjælpe eder med at bære sorgen, og vi lover alle her, at vi efter evne skal fortsætte hans gerning. Ære være Carl Grans minde!

Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen, står nu frem ved siden af mindestenen og taler:

Da Carl Gran forlod snedkerne for at gå over til sin ny stilling som Fagforbundenes sekretær, var det ikke uden alvorlige betænkeligheder. Han var jo vokset op med Snedkernes Organisation og var af sine kolleger hævet op til den mest betroede stilling indenfor forbundet.

Betænkelighederne blev dog overvundet. Han forstod at store opgaver ventede på ham i den ny stilling, og at der var brug for alle hans kræfter.

Med stor energi kastede Gran sig ud i kampen for at skaffe arbejderne af de forskellige fag bedre og lysere kår, og mange arbejdere skylder ham tak for de gode resultater, han i så mange forhold har skaftet dem.

Gran havde et åbent øje for, at den eneste måde, hvorpaa arbejderne kunne opnå menneskeværdige vilkår, var gennem den faglige sammenslutning, og hans ord lød ikke forgæves.

Det var med dyb sorg, vi erfarede hans sygdom, og dyb vemod greb os alle, da vi fik fuld besked om sygdommens karakter og vidste, hun indenfor en meget kort frist var viet døden.

Med den største beundring så vi, med hvilken kraft han kæmpede, i mod døden, og hvorledes han klyngede sig til livet og til sine kære, stadig i håb om at kunne overvinde sygdommen.

Med en utrolig energi gik Gran midt under sin sygdom i gang med arbejdet, han ønskede at være med til generalforsamlingen i De samvirkende Fagforbund. Dette ønske blev ikke opfyldt. Døden kaldte ham bort netop i de dage.

Allerede er over et år hengået, siden vi modtog det sørgelige budskab om hans død, men hans gerning er fremdeles i frisk minde og står for os som et lysende eksempel til efterfølgelse.

Snedker-Forbundet har nu sat Carl Glan dette minde, hans hustru og børn vil ofte dvæle herude og med vemod mindes samlivets lykkelige dage, men også hans tusinder af venner vil valfarte herud og altid mindes Gran som den trofaste kammerat, om hvis rastløse virksomhed mindet altid vil stå levende for os.

Ære være hans Minde!

 

Snedker og Stolemagernes Sangforening intonerede nu: I flugt går tiden over livets bølge, og den smukke højtidelighed, der havde samlet en meget stor skare af vor afdøde partifælles venner, var nu forbi.

Social-Demokraten 19. maj 1914.

Foto af mindestenen fra Social-Demokraten 19. maj 1914, side 3.

Uddrag af Dansk Biografisk Leksikon, 2. udgave:

Carl Frederik Ferdinand Gran, 5.3.1872-23.4.1913, fagforeningsformand. Født i Kbh. (Pauls), død sst., begravet sst. (Vestre). G. stod i lære i Kbh. hos snedkerlavets oldermand Jul. Carstensen, blev udlært 1891 og kom straks ind i bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse. Han var fra ungdommen opladet med energi. Med sit lyse sind og gode humør vandt han let venner. I det politiske agitationsarbejde og i diskussionsklubben Karl Marx skoledes han som organisationsmand. Allerede som lærling var han blevet bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds. 1898 fik han sæde i Snedkerforbundets hovedbestyrelse, og 1901-09 var han efter Christian Christiansen (1865-1919) forbundets forretningsfører. Hans formandstid betegnede en fortsat ekspansion for Snedkerforbundet, som nu efter den store arbejdskamp 1899 fik betydelig tilgang i provinsen. Han arbejdede også utrætteligt og med godt resultat for forbedring af fagets lønforhold, for den fulde udnyttelse af overenskomsternes muligheder, for akkordprincippets anerkendelse. Trods store anstrengelser lykkedes det ham ikke at få tilvejebragt nogen genforening mellem hans egne fagfæller, de københavnske bygningssnedkere, og forbundet som de var udtrådt af i maj 1899; den fandt først sted 1910. – 1909 valgtes G. til sekretær i De samvirkende fagforbund. Han var medlem af det af disse 1907 nedsatte udvalg, der udarbejdede de første mønstervedtægter for arbejdsløshedskasserne, og medlem af arbejdsløshedsnævnet. Med betydeligt journalistisk talent behandlede han fagligt stof i fag- og dagspressen. Efter opfordring.af snedkerforbundet skrev han dettes historie til 25-års-jubilæet 1910 (Snedkersvendenes Organisationshistorie, 1910). Gennem årene skrev han også adskillige, både alvorlige og muntre sange, bl.a. til majfester og partistævner; et udvalg af dem er udgivet af Snedkerforbundet (snedkersange, prologer og kantater af C. Gran og Martin Olsen, 1928).

Kraks Blå Bog: Bopæl: Nørrebrogade 114 (1900).