Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bornholms Østland skrives til os den 29de Novbr.: Paa det af den høie Regjering forelagte Finantslovforslag til Finantsloven for 1881-82 var opført 40,000 Kr., hvorved en udvidet Postforbindelse mellem Kjøbenhavn og Bornholm skulde iværksættes saaledes, at vi skulde have Post hertil Øen 6 Gange om Ugen i de 8 Maaneder af Aaret og 4 Gange om Ugen i den øvrige Tid, alt udenfor den Post som Dampskibet "Erna" regelmæssig bringer os paa sine Toure imellem Kjøbenhavn og Bornholm. Den saaledes paatænkte Ordning af Postforholdene hertil Øen kom imidlertid ikke igang fra 1ste April, eftersom vi ingen Finantslov fik vedtaget for indeværende Finantsaar. Ihvorvel det høiligen maa beklages, at Lovgivningsmagtens Factorer ikke kunde blive enige om en Finantslov, troer jeg dog, at for denne Posts Vedkommende var Standsningen ikke uheldig. Der er nemlig siden den Tid, da Regjeringen forelagde Sagen i Rigsdagen, høstet endeel Erfaringer, som tale for Forandringer i den paatænkte Ordning af Postforbindelsen.

Som det vil erindres, vare vi afvigte Vinter i længere Tid afskaarne fra Hovedstaden, saa at Postvæsenet maatte tye til det i Nexø stationerede Dampskib "Erna" for at faae Posten bragt til og afhentet i Sverig. Første Gang, den 10de Februar, afgik "Erna" til Cimbritshamn med Posten og ankom hertil igjen Dagen efter. Derefter optog Rønne-Dampskibene igjen Routen til den 28de Februar; da bragte "Heimdal" os Posten fra Sverig for sidste Gang for en heel Maaned. I Tiden mellem den 28de Februar og 2den April bragte Dampskibene i Rønne os ikke nogen Post; den, vi fik hertil Øen i den mellemliggende Tid, blev alene besørget af Dampskibet "Erna" fra Nexø. Den 28de Marts afgik "Erna" fra Nexø til Cimbritshamn for at afhente den Post, der var 3 Uger gammel. Først den 1ste April afgik "Heimdal" til Kjøbenhavn med Posten herfra Øen.

En Ulempe ved Ordningen af vore Forhold er, at naar den Post, der bliver sendt med Rønne-Dampskibene fra Kjøbenhavn, bliver forsinket i flere Dage paa Reisen hertil, forbliver undertiden den Deel af denne Post, der er bestemt til Østlandet, liggende i Rønne 12 a 14 Timer, forinden den sendes afsted. Ligeledes maae Passagerer, der ved en slig Leilighed ankomme til Rønne og skulle til en af Østlandets Byer, forblive der, med mindre de ville leie en Vogn til 10 a 12 Kr. for saaledes at befordres til deres Hjem. Der er ogsaa hændt, at naar Posten fra de østlandske Byer skulde expederes ombord i Postdampskibet til Kjøbenhavn, er Nexø Brevpost ikke kommen med, men forbleven liggende i Rønne, indtil næste Skib gik. Det ligger nær at spørge, hvorfor de i Rønne stationerede Postdampskibe under aabent Vande ikke kunne holde deres Toure mellem Kjøbenhavn og Bornholm, naar Dampskibet "Erna" kan gjøre det. Grunden ligger muligviis i, at de i Rønne hjemmehørende Dampskibe, der besørge Postfarten. ikke ere heelt overbyggede, hvorved de jo ikke med den Sikkerhed og Lethed kunne gaae imod den høie Sø, som under stormende Veirforhold reiser sig imellem Bornholm og Kjøbenhavn, hvorimod "Erna", der er heelt overbygget, intet Vand kan faae ind paa Dækket. Jeg vil ikke afgjøre, hvoraf det kommer, at Rønne Post dampere saa ofte ligge over i Ystad, men det synes klart, at enten er Rønne Havn ikke saa god at søge, som den burde være, eller ogsaa have de der hjemmehørende Dampskibe Mangler, som burde søges afhjulpne ved, at Selskabet skaffede sig nye og tidssvarende Skibe, saafremt det skal vedblive at besørge Posten mellem Bornholm og Kjøbenhavn.

At den høie Regjering saavelsom Rigsdagen stadigt har udviist stor Velvillie overfor Befolkningen paa Østlandet, derpaa have vi mange Beviser, og det er derfor et almindeligt Haab, at den paatænkte Forbedring af Postforbindelsen mellem Kjøbenhavn og Øen ogsaa i saa stort Omfang som muligt maa komme Østlandets Byer tilgode, og at ikke Rønne alene faaer alle Fordele af, at Posten sendes derigjennem og med denne Byes Skibe. Her boer paa Østlandet af Øen ca. 18,500 og paa Vestlandet ca. 16.500 Mennesker. Man skulde som Følge heraf troe, at denne Omstændighed var nok til, at Postskibene idetmindste 2 Gange om Ugen kunde anløbe en af Østlandets Havne først, og paa de øvrige Toure Rønne. Østlandsboerne mene ogsaa, at den af de to Bornholmske Repræsentanter i Rigsdagen, der har Sæde i Finantsudvalget, i et af Møderne maatte have klaret Stillingen for Dhrr. Medlemmer i Udvalget med Hensyn til den om handlede Udvidelse af Postforholdene mellem Kjøbenhavn og Øen.

Jeg skal sluttelig kun anføre et lille Exempel paa, hvor betydningsfuld for Øens Befolkning den daglige Dampskibsforbindelse med Hovedstaden er. Hver Gang Dampskibet "Erna" gaaer langs østkysten for at indtage Ladning til Kjøbenhavn, faae vore Fiskere paa den Kant af Øen 10 a 20 Øre mere for hvert Pund Lax.

Desværre er det kun een Gang om Ugen, at dette Skib gjør Touren. En hyppigere og regelmæssigere Dampskibsforbindelse vilde under alle Omstændigheder være et stort Gode for vort Fiskeri, der drives i betydeligt Omfang paa Østlandet og i høi Grad trænger til at ophjælpes. Kunde der virkes i denne Retning, vilde vore ærede Rigsdagsmænd erhverve sig hele Østlandets og særlig Fiskeribefolkningens største Taknemmelighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1881).

Jerndampskibet S/S Erna var bygget i Malmø 1877. Den var på 193 tons. Skibet lønnede sig over forventning. I 1884 var mængden af gods taget så meget til, at det i 1885 blev suppleret med "Jarl". 1890 var ulykkesår for begge skibe:"Erna" blev påsejlet ud for Falsterbo, og "Jarl" forliste, se herom indslaget i Vandringsløse Tidende. Derefter skete flere uheld. Sidste gang i 1897 hvor skibet forliste og blev opgivet.

Hansine Rasmine Rasmussen (1852-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Barnemord. Høiesteret paakjendte igaar en Sag, hvorunder Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen tiltaltes for denne Forbrydelse, idet hun den 1ste Juni d. A. havde, efter først at have kvalt sit udenfor Ægteskab fødte 7 Maaneders Drengebarn, kastet det i den saakaldte Ladegaardssø tæt udenfor Nyborg. Arrestantinden, der tjente paa en Gaard i Fyen, var den 31te Mai d. A., da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bleven bortviist af Tjenesten og havde begivet sig til Odense. Herfra tog hun samme Aften til Nyborg, hvor hun tidligere havde tjent, og hvor Barnet var anbragt i Pleie. Hos den Familie, hvor Barnet var, tilbragte hun Natten, og i Løbet af samme fik hun, der vel tidligere havde følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads, enten til sig selv eller Barnet, skulde kunne komme ud af det. Den næste Morgen begav hun sig bort med Barnet og paatænkte, da hun i Mellemtiden havde opgivet Tanken om at dræbe sig og Barnet, at faae Barnet anbragt et andet Sted. Hun opgav imidlertid sidstnævnte Bestemmelse om Barnets Anbringelse og besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning. Efter at have siddet lidt i et Krat tæt ved Ladegaardssøen, fattede hun den Beslutning først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun kvalte derpaa Barnet og blev derpaa siddende et Par Timer med Liget i sit Skjød uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind, at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efterat have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendcs paa Klæderne, naar det blev fundet, kastede det nøgent ud i Ladegaardssøen paa det Sted, hvor det samme Dag blev fundet, og reiste samme Dag tilbage til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6te Juni blev anholdt.

Overretten havde fundet Betænkelighed ved at statuere som af Underretten gjort, at Arrestantinden - der er ca. 30 Aar gl. og ugift og som skildres som hengiven til Drik - havde med Overlæg skilt Barnet ved Livet, hvorimod Retten havde anseet hende efter Straffelovens § 186 med Tugthuusarbejde i 12 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1881).

Underdommeren, herredsfogden i Vinding Herred havde idømt hende dødsstaf. 

Sagen Nr. 306/1881.

Advokat Nellemann Aktor

contra

Hansine Rasmine Rasmussen (Def. Adv. Halkier).

(Afsagt den 6 December 1881).

Spørgsmaal om et Fruentimmer, der havde dræbt sit c. 7 Maaneder gamle, uægte Barn, derved havde handlet med Overlæg. Straffelovens § 186 anvendt.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25 Oktober 1881 er saalydende:

Den 1 Juni d. A. hen paa Eftermiddagen blev der paa Vinding Herreds Grund tæt udenfor Nyborg i den saakaldte Ladegaardssø paa 2 a 3 Alens Dybde fundet det nøgne Lig af et flere Maaneder ammelt Drengebarn, og gav den den næste Dag foretagne legale Obduktion af samme det Resultat, at Døden ikke var bevirket ved Drukning, men at den sandsynligste Dødsaarsag var Kvælning af Barnet, førend det var kastet i Vandet. Samme Dag oplystes det nævnte Barn derhos at være den af Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen den 2 November f. A. udenfor Ægteskab fødte Dreng Niels Peder Rasmussen. Ved den i Anledning heraf mod Arrestantinden indledede Undersøgelse er der ved hendes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Fremkomne blevet oplyst Følgende:

Arrestantinden, der aldrig har været gift, og som i 1871 havde født et uægte Barn, der dog døde Aaret efter, kom, efter at hun den 2 November f. A. hos en Slægtning i Nyborg havde født det ovenfor nævnte Drengebarn med hvis Fader hun ikke havde staaet i Forbindelse siden ifjor Foraar, saa han end ikke anede hendes Frugtsommelighed eller dets Fødsel til at tjene paa en Gæstgivergaard i Nyborg, medens hun fik Barnet anbragt i Pleje hos en Familie lige udenfor den nævnte By, hvorfra det imidlertid den 1 Maj d. A. kom til en Skomager i Nyborg for en Betaling af 10 Kr. om Maaneden, som skulde erlægges forud. Samtidig maatte Arrestantinden paa Grund af, at hun var hengiven til Drik, hvad hun har været fra hun blev voxen, skifte fra den omtalte Gæstgivergaard og kom nu til at tjene paa Søndergaarde i det vestlige Fyn.

Derfra blev hun imidlertid, da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bortvist den 31 Maj d. A., og hun, der da var i Besiddelse af ca. 10 Kr., begav sig derpaa strax til Odense, hvor hun skaffede sig yderligere 4 Kr. ved Pantsætning af sit Uhr, og tog, efter at have kjøbt en Pægl Brændevin, hvoraf hun drak henved Halvdelen, inden hun forlod Odense, med Jernbanen til Nyborg for at se til sit Barn og betale Plejeløn for det for Juni Maaned. Ved Ankomsten til Nyborg Kl. 10% Aften gik hun hen til den ovenfor nævnte Skomager, der dog ikke havde kunnet beholde Barnet hos sig. men midlertidig havde anbragt det hos en Nabofamilie, og hun erklærede da først, at hun endnu samme Nat vilde rejse tilbage medtagende Barnet, som hun ved denne Lejlighed opgav at kunne faa billigere i Pleje i Nærheden af hvor hun tjente, men lod sig dog af den nævnte Skomager, der ansaa hende for beskænket, og af den Kone, hos hvem Barnet var, overtale til at blive Natten over hos Skomageren, siddende paa en Stol og med Barnet i en Vugge ved Siden af sig. Løbet af Natten fik hun, der vel tidligere har følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads enten til sig eller Barnet skulde komme ud af det. Kl. ca. 5 1/2 om Morgenen gik hun alene hen til en Familie i Nyborg, hvor hun havde et Stykke [Tag berende], og paa Vejen derfra tilbage laa hun i nogen Tid og sov paa Voldskrænten. Efter derpaa hos den Familie hvor Barnet i den sidste Tid imidlertid havde været, at have faaet Noget at spise og drikke og noget Mælk til Barnet, [samt] efter at have faaet Lejlighed til at drikke Resten af det Brændevin, hun havde medbragt fra Odense, lidt over ½ Pægl, begav han sig mellem Kl. 8 og 9 Morgen bort med Barnet, idet hun angav, at hun, inden hun rejste tilbage med Jernbanetoget, vilde gaa ud til den Familie udenfor Nyborg, hvor Barnet havde været anbragt indtil den 1 Maj. Dette var efter hendes Forklaring virkelig ogsaa hendes Hensigt, idet hun, der i Mellemtiden havde opgivet sin om Natten fattede Tanke at dræbe sig og Barnet, vilde forsøge, om den nævnte Familie ikke mulig atter vilde modtage Barnet. Paa Vejen opgav hun imidlertid atter denne Bestemmelse, uden at hun har kunnet angive anden Grund dertil, end at hun tvivlede om at kunne komme ud af det, og hun besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning og gik derfor ad en anden Vej uden om Byen hen til et tæt Krat lige ved Ladegaardssøen, hvor hun satte sig. Efter at have siddet lidt efter hvad Arrestantinden antager henved et Kvarterstid og grædt fattede hun, idet hun blev bange for, at Barnet ikke skulde komme af Dage eller dog pines længe, naar hun sprang i Vandet med det levende, den Beslutning. først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun tog derfor nu, medens Barnet laa i hendes venstre Arm, med sin højre Haand og trykkede stærkt om dets Hals, hvorved det døde i mindre end et Par Minuter.

Hun blev derpaa siddende et Par Timer med Barnet i sit Skjød, uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind. at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efter at have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendes paa Klæderne, naar det blev fundet, og begav sig lidt efter Middag med Klæderne skjulte i sin Kurv, tilbage til Skomageren og Nabofamilien i Nyborg, hvor hun fortalte, at hun havde været hos en Pige i den Gjæstgivergaard, hvor hun havde tjent indtil den 1 Maj, at Barnet laa og sov der, til hun skulde kjøre med Jernbanetoget, og, efter at have tilbageleveret et laant Shavl og betalt Noget for sin Fortæring, gik hun atter bort og rejste Kl. 2½ med Toget til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6 Juni blev anholdt.

Den omtalte Skomager har - som allerede ovenfor berørt - forklaret, at Arrestantinden ved sin Ankomst til Nyborg den 31 Maj om Aftenen var beruset og i saa Henseende nærmere ndsagt, at baade hendes Tale og Udseende dengang viste, at hun var fuld, medens den Kone, hos hvem Barnet var, har forklaret, at hun, der ikke tidligere har kjendt Arrestantinden, nok fandt hende noget underlig den nævnte Aften, men ikke bestemt kunde skjønne, om hun var fuld. Med Hensyn til Arrestantindens Tilstand den næste Morgen har den nævnte Kone derhos forklaret, at hun vel ogsaa da fandt Arrestantinden noget underlig og sær, men dog ikke fattede nogen Betænkelighed, da Arrestantinden talte fornuftigt om, hvor Barnet skulde hen, medens Skomagerens Forklaring gaar ud paa, at Arrestantinden, den Gang hun Kl. ca. 5½ om Morgenen gik hen til den ovenfor omtalte Familie, hvor hun havde et Stykke Tøj beroende, vel var mindre fuld end den foregaaende Aften, men ikke ædru, samt at hun, da hun omtrent Kl. 9 gik bort med Barnet, vel var noget forstyrret og sær, men dog ikke anderledes, end at de nok mente at kunne lade hende gaa med Barnet, idet hun talte meget fornuftigt om, hvor hun vilde hen, og tilsyneladende var ved Sans og Samling. Hos den Familie, til hvilken Arrestantinden Kl. 5½ eller 6 kom hen for at hente det ovenomtalte Stykke Tøj, og hvor hun opholdt sig et Kvarters Tid, traf hun to Personer, der. have forklaret, den Ene, at Arrestantinden kjendelig var noget beruset, den Anden, at hun var beruset og i en meget fortvivlet Stemning, hvilket Indtryk dog navnlig fremkaldtes ved hendes sære Fagter, medens hendes Tale var sammenhængende og fornuftig. Endelig have to Personer, der saa Arrestantinden paa den Vold, hvor hun paa Tilbagevejen fra nysnævnte Familie var faldet i Søvn, forklaret, at hendes Gang, da hun, efter at være vaagnet, gik videre, var rolig og sikker, hvorhos den Ene, der ved nævnte Lejlighed talte med hende, har tilføjet, at hun vel gjorde et underligt Indtryk paa ham, men at han dog slet ikke fik det Indtryk, at hun var fuld.

Arrestantinden har selv bestemt fastholdt, at hun hverken var beruset om Aftenen den 31 Maj eller den paafølgende Nat eller den 1 Juni og at hun godt vidste, hvad hun gjorde, den Gang hun besluttede og udførte den af hende begaaede Forbrydelse.

Det er derhos i en af Distriktslægen i Nyborg i Anledning af Sagen afgiven Erklæring udtalt, at hun, der i de sidste Aar hyppigt skal have nydt Spiritus i Overmaal, ikke i legemlig Henseende frembyder noget Sygeligt, men synes upaavirket af Spirituosa, og at hun vel i sin hele Fremtræden er noget langsom og træg og synes i noget mere end almindelig Grad at være lidet aandelig udviklet og saavel tidligere at have været som nu at være tilbøjelig til Tungsind, men at det dog ikke kan siges, at hun i nogen Henseende frembyder saadanne Abnormiteter, at hendes Tilregnelighed derved skulde være bleven paavirket. Endelig har Sundhedskollegiet, hvis Erklæring er bleven indhentet af Overretten, udtalt, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Arrestantinden paa den Tid, da hun begik den omhandlede Forbrydelse, ikke skulde have været i Besiddelse af den Tilregnelighed. der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Medens det efter det Anførte maa antages, at Arrestantinden har været fuldt tilregnelig, den Gang hun bestemte sig til og udførte Forbrydelsen, maa Retten derimod efter samtlige foreliggende Omstændigheder finde Betænkelighed ved at statuere, at hun - som i Straffelovens § 190 krævet - med Overlæg har skilt sit Barn ved Livet, og hendes Gjerning findes derfor at maatte henføres under Straffelovens § 186. Arrestantinden, der er født den 4 Februar 1852 og ved nærværende Rets Dom af 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned, vil derfor nu efter bemeldte Lovbestemmelse være at anse med en Straf, som findes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar.

I Overensstemmelse hermed vil den inden Vinding Herreds Extraret af Underretsdommeren med tiltagne Meddomsmænd den 14 Juli d. A. afsagte Dom, hvorved Arrestantinden ifølge Straffelovens § 190 er ifunden Livsstraf, være at forandre.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Alberti og Nissen betaler Arrestantinden 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1882).

Fra voldgraven om Nyborg Slot med vandtårnet i baggrunden til højre. Her på volden et eller andet sted overnattede Hansine og overvejede at dræbe barnet og begå selvmord. Og senere aflivede hun sit barn i Ladegårdssøen som ligger bag træbræmmen til venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ladegårdsåen blev for at indvinde rent drikkevand opstemmet, hvorefter Ladegård Sø opstod. Den gik helt ind til borgen.

I Højesteretsafgørelsen står at Hansine Rasmine Rasmussen den 20. april 1869 var blevet straffet med 1 måned efter 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned. Endvidere oplyses at hun er født 1852. Dette kunne være identisk med en Hansine Rasmine Rasmussen som omtales i "Forbryderbilleder 1867-1870" (1989) side 38. Dette stemmer med at der under nedenstående foto står at hun i 1869 var 17 år. Fotoet er optaget af fotograf E. Rye i Odense:

Hansine Rasmine Rasmussen -17 år, tjenestepige, født på Sødinge Mark, "uægte" datter af Ane Rasmussen og krokarl Jeppe Nielsen. "Middel af Væxt, stærk af Bygning, blondt Haar, blaa Øine og noget tykhovedet."

Som 13-årig var Hansine ude og tjene. Hendes stedfader besøgte hende beruset og fik hende med på en spadseretur. I en græsmark forsøgte han samleje, men afstod fra at fuldbyrde. Samme sommer blev hendes lidt yngre brødre tvunget til at stille stedfaderens kønsdrift nogle gange, hvor han var fuld og derfor "ikke tænkte videre over", hvad han gjorde. Både Hansine og brødrene fortalte det til deres mor; men hun gjorde ikke noget ved det. Hansine blev konfirmeret og fik en ny plads. Hun var flink, men tilbøjelig til brændevinsdrik. 16 år gammel mistede hun pladsen og kom hjem at bo. Hun sov på gulvet i forældrenes værelse. Så blev det koldt, og på moderens forslag kom Hansine op i sengen. Stedfaderen lå i midten. Tre morgener stod moderen tidligt op og gik i byen. Og så skete det, som hun var advaret om. - Var det også meningen? - Hun havde mistanke og kom uventet hjem. Nu meldte hun ham og kom af med manden. Han fik 5 års forbedringshusarbejde. Hansine måtte også have sin straf. Ved overretten blev den fastsat til 1 måneds fængsel på sædvanlig kost. Hun sad fængslet 134 dage. Hendes mindre brødre slap for tiltale.

Stedfaderens overgreb udløste også straf til Hansine, hvilket var mere reglen end undtagelsen. Se fx Mette Seidelin: "Da børn var medskyldige - lovgivning og straffepraksis i blodskamsager før 1933." Af denne artikel fremgår at kvinderne i et blodskamsforhold blev anset for skyldige i uterlighed, selvom det drejede sig om mindreårige kvinder/piger. Også af familiens omgivelser var der ringe forståelse for den yngre parts situation, selv når det drejede sig om forældreløse. Anmeldelser af blodskamsforhold skete på samfundets og/eller sædelighedens vegne, uden at tage hensyn til barnet Kvinders seksualitet og adfærd var underlagt strenge normer, mens mænds blev undskyldt med deres manglende evne til at kontrollere deres drifter. Hvilket endog afspejledes i domstolenes afgørelser. At Hansine fik en efter den tids normer mild straf skyldes, at forholdet ikke var fuldbyrdet, og altså "kun" var uterligt.

Fra Christianshavns straffeanstalts protokol ses bl. a hendes oprykning gennem årene til klasse 5. Hun blev betinget benådning på kongelig resolution den 18. december 1890 og kom i tjeneste hos gårdejer Jørgen Nielsen. 

Sankt Hans Hospital i Roskilde, kirken og en del af kurhuset. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2022.

Hun blev endelig løsladt 12. december 1893. I 1895 ses at hun levede af rengøring og vask. I et tidsrum mellem et ukendt år og 1912 var hun indlagt på Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvilket fremgår af folketællingen november 1925: her ses hun at bo Prinsessegade 12D (opslag 156-157), og hun havde da boet 13 år i København efter at være kommet fra St. Hans (formentlig hospitalet i Roskilde). 

Særlig gode kan forholdene ikke have været. I Social-Demokraten 26. februar 1919 findes en klage fra beboerne i Prinsessegade nr. 12 over viceværten og husejerne. Blandt klagepunkterne var at trappelyset aldrig blev tændt og at opgangene henlå i "ægyptisk mørke". På 5. sal regnede det ind, viceværten opførte sig truende over for beboerne når de klagede, og til folk er ønskede at flytte ind skal han have sagt: "Ja, bare jeg kunde faa noget af det Rak ud, jeg har boende her i mine ejendomme", samt hånede og skældte beboerne ud når det passede ham.  På kvisten døde en 80 årig kvinde i juni 1925 da hun under kaffebrygning faldt over gasapparatet og brændte ihjel. Brandvæsnet nåede at slukke ilden før den bredte sig til stuen.

Fotograf: Mogens Falk-Sørensen (1907-1975): Prinsessegade 10-12-14. Gård til højre for tværhuset. 1968. Nr. 10-14 kaldtes også Bryggergården idet der har boet to bryggere her: I 1756 brygger Hans Michelsen Fielsted og i 1806 major og brygger Hjorth. Huset er fra 1740.

Hansine døde på Bispebjerg Hospital den 7. maj 1928, 76 år gammel, ugift og stadig med bopæl Prinsessegade 12D på Christianshavn (Se Christians sogns kirkebog, opslag 129). Dødsårsagen angives til Cancer coli (tyktarmskræft). Hun blev begravet fra Christians kirke på Christianshavn til Vor Frelsers Kirkegård (Amager). I protokollen angives hun til 75 år, men blev dog 76 år (født 4. februar 1852).

Høiesteretsdom om Brugen af Kjælderleiligheder. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Muurmester J. E. Günther i 1874 havde opført en Eiendom paa Hjørnet af Baggesensgade og Todesgade, ansøgte han om Tilladelse til at benytte en i samme værende Kjælder, der har en Høide af 4 Fod, hvoraf 2 Fod 6 Tom. over Jordlinien, til Udsalg, hvilket ogsaa bevilgedes paa Betingelse af, at der ikke opsættes Comfurer i Kjælderen, og at denne ingensinde benyttes til Natteophold for Mennesker. Da Hr. Günther det følgende Aar solgte Eiendommen til Oversergeant E. T. Høyer, fandtes der desuagtet to med Comfurer forsynede og af paagjældende Leiere ogsaa til Natteophold benyttede Kjælderleiligheder. og da det derfor i 1876 ved Eftersyn fandtes, at den ovennævnte af Bygningscommissionen for Benyttelsen af Kjælderen stillede Betingelse var overtraadt, maatte Hr. Høyer forpligte sig til uopholdelig at borttage Comfurerne samt sørge for, at Kjælderne ikke benyttedes til Natteophold for Mennesker, og først efterat denne Forandring var bleven iværksat af Hr. Høyer, meddeelte Bygningscommissionen paa derom af Hr. Günther indgivet Andragende Tilladelse til at Comfurernc atter opsattes i Kjælderne. Da imidlertid Hr. Høyer ikke ved Afslutning af Kjøbet af Eiendommen vil have været vidende om Ulovligheden af, at Kiælderne vare forsynede med Comfurer og benyttedes til Natteophold af Leierne, sagsøgte han Hr. Günther til Betaling af forskjellige nærmere præciserede Erstatninger, tilsammen til Beløb 3275 Kr. eller for en Deels Vedkommende efter uvillige Mænds Skjøn. Hof- og Stadsretten tog ogsaa denne Paastand til Følge og paalagde Hr. Günther at godtgjøre sin Modpart Sagens Omkostninger med 60 Kr. Høiesteret kom derimod ved sin i Fredags afsagte Dom til det modsatte Resultat. Det hedder herom i Præmisserne til Dommen:

Som i den indankede Dom bemærket har Citanten (Günther) vel ikke forinden Salget af den i samme omhandlede Eiendom gjort Indstævnte (Høyer) bekjendt med, at Comfurerne i Kjælderleilighederne vare anbragte imod Bygningscommissioncns Forbud, og heller ikke tilvejebragt Beviis for, at Indstævnte ved Kjøbets Afslutning fik Meddelelse om, at disse Lejligheder ikke maatte benyttes til Natteophold; men ligesom det paa den anden Side ikke af Indstævnte er gjort gjældende, at Citanten skulde have foregivet at have erhvervet den Tilladelse, der, som Indstævnte maatte vide, var nødvendig ifølge § 57 i Bygningsloven for Kjøbenhavn af 21de November 1871, saaledes er der ingen Grund til at antage, at han paa anden Maade svigagtigt har fremkaldt eller benyttet sig af en urigtig Forestilling hos Indstævnte i den ommeldte Henseende. Navnlig kunde de af Citanten om Kjældrerlejlighederne oprettede Leiecontracter, i hvilke de betegnedes som Udsalgslocaler, og hvorved der i dem var tilsagt Leierne Ret til Beboelse, ikke give Indstævnte nogen Anledning til at forudsætte at Kjælderne turde benyttes som Beboelseskjælder. Saafremt han derfor ved Kjøbets Afslutning har lagt Vægt paa dette Punkts havde det været hans Sag at skaffe sig den fornødnc Underretning. Da der saaledes efter Høiesterets Formening manglede Føie til at paalægge Citanten at udrede de af Indstævnte paastaaede Erstatningsbeløb, frifandt Retten ham, for dennes Tiltale. Processens Omkostninger for begge Retter hævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1881).

Fra Utterslev Mark. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Berl. Tid.": Hr. Redaktør! Tillader De, at jeg igennem Deres ærede Blad henvender mig til Sundhedskommissionen paa Utterslev Mark, hvis der iøvrigt eksisterer en saadan. Det var ønskeligt, om D'hrr. engang vilde gaa ned ad Alexandravej og gøre sig bekendt med dens overfyldte Grøfter og Vandløb, fra hvilke der udbreder sig saa mephitiske Dunster, at man for at passere Vejen maa holde sig for Næse og Mund. Det stinkende Affald hidrører fra Slagterier, Hesteslagterier, Tarmskrabere og Lossepladse med Svinehold m. m., og at der ikke i dette Strøg er opstaaet en Epidemi, skyldes i alt Fald ikke Sundhedskommissionens Aarvaagenhed. Skulde en Smitsot opstaa i dette tæt bebyggede Kvarter, vilde den snart forplante sig til selve Hovedstaden, med hvilken Flertallet af de Næringsdrivende paa Utterslev Mark jo staar i daglig Forretningsforbindelse. Der synes saaledes at være al Grund for Københavns Sundhedspoliti til at træde til for at opnaa en Regulering af de nævnte Vandløb, som vet vel nærmest paahviler Sogneraadet eller Vandopsynet at holde i forsvarlig Stand. I Sommer, da man udgravede den store Grøft, der stiller København fra Utterslev, troede jeg og mange Andre med mig, at der vilde blive gjort Noget for at tilvejebringe en Forbedring i de paaankede Forhold, navnlig for at fjerne de mange forskellige Vandløb, der paa Kryds og Tvers løbe forbi de forskellige Ejendomme, og som ved deres Stank ofte bevirke, at man neppe kan aabne et Vindue, førend man maa skynde sig at lukke det igen. Der er her et stort Onde tilstede, som let kan drage uberegnelig sørgelige Følger efter sig og det vilde ikke alene glæde mig, men mange Beboere med mig, om Autoriteterne vilde henvende deres Opmærksomhed paa Sagen og jo før jo hellere raade Bod paa en slem, næsten utaalelig Ulempe, hvori der ligger en daglig Trusel for selve Hovedstadens Sundhedstilstand.

(Social-Demokraten 23. november 1881).

Rejsende Haandværkssvende. (Efterskrift til Politivennen)

Det Udvalg af Retsbetjente, der for nogen Tid siden blev nedsat ved et Møde, som forskellige Politimestre og Lign. holdt paa Universitetet her i Byen, og som skulde tage Spørgsmaalet om Foranstaltninger mod de vandrende Haandværkssvende under Overvejelse, har anmodet samtlige Politimestre her i Landet om at meddele statistiske Oplysninger om Forholdene som de nu er. Fra Kolding Jurisdiktion foreligger der nu en saadan Meddelelse. Medens det samtlige Antal af Viserede i 1875 var 582, hvoraf 580 Haandværkssvende, udgjordede i 1880 1749, hvoraf 1740 Haandværkssvende. Kun en meget ringe Del af dem har faaet Arbejde i Kolding, medens de andre, maatte drage videre. I 1875 anholdtes i Kolding og Omegn 24 Personer for Løsgængeri eller Betleri, hvoraf 10 var Haandværkssvende. men i 1880 udgjorde de tilsvarende Tal 66 og 42. Det fremgaar heraf, at Arbejdsløsheden og dermed den almindelige Nød er i en uafbrudt frygtelig Stigen. I fem Aar er Antallet af de Ulykkelige, der af Mangel paa Erhverv har maattet gribe til Vandrestaven, steget til det Tredobbelte. Denne Opgørelse taler bedre end mange Ord om den Skæbne Arbejderstanden gaar i Møde, hvis den ikke i Tide slutter sig sammen til et enigt politisk Parti, der ved en kraftig Deltagelse i Lovgivningen ophæver de bestaaende slette Forhold og sætter nye og bedre Tilstande i Stedet.

(Social-Demokraten 18. november 1881).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Ejeren af Stedet Nr. 7 i Raadmandsgade paakaldte den 27de September d. A. Politiets Assistance imod en i Stedet boende Smedesvend Rasmus Peter Jensen, ogsaa kaldet Henriksen, fordi denne paa en højst oprørende Maade mishandlede sin Hustru. Manden blev ført til Politistationen og arresteret. Det oplystes under Sagen, at Ægtefolkene, af hvilke Arrestanten er 28 Aar gl., have været gifte i omtrent 6 Aar og have 4 Børn. Fra Begyndelsen af Ægteskabet har Arrestanten været ond imod sin Hustru, navnlig naar han var beruset, men han blev senere værre og pryglede hende jævnlig uden Anledning fra hendes Side, mindst en Gang om Maaneden; ofte har hun da maattet søge Bistand hos Politiet, men er hver Gang gaaet i Forbøn for ham. Medens Arrestanten omtales som drikfældig, raa og uopdragen, skildres Konen derimod som en blid, skikkelig Kone og god Moder, som man ofte har hørt paa en klagende, bønlig Maade anmode Manden om at være skikkelig, ligesom hendes Hjem var rent og pænt. Den 25de September kom Arrestanten hjem med tre hans Hustru fuldstændig ubekjendte Personer, med hvem han sad og drak, og i Kaadhed spillede han Bold med sit et halvt Aar gamle Barn, som flere Gange var nær ved at falde fra ham paa Gulvet, medens hans Hustru af Frygt for Prygl ikke turde sige noget til ham. Da det blev Sengetid, tillod han de tre Mandspersoner at forblive hos sig om Natten, og Hustruen maatte med sit mindste Barn gaa hjem til sin svigermoder, hvor hun forblev om Natten, overladende de to andre Børn til de fire drukne Mandfolk Et Par Dage efter kom Arrestanten hjem med to Mandspersoner, og de vare alle tre noget beskænkede, men Arrestanten var dog fuldstændig tilregnelig; hans Hustru fortalte ham, at deres Barn var sygt, og hertil ytrede han da: "Gid det var død". Da hans Hustru nu bebrejdede ham, at han ønskede Barnet død, tog han uden videre Anledning fat i hende og slog hende med sin knyttede Haand i Øjet; vel blev Synet ikke beskadiget, men Slaget forvoldte Konen betydelige Smerter. Arrestanten, der to Gange er straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage, blev ved Rettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med lige Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. november 1881).

Fra Vodrofsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig gennem Deres ærede Blad at henlede det Offenliges Opmærksomhed paa en Vejstrækning, som i fugtigt Vejr frembyder et Uføre, der søger sin Mage. Enhver, som er saa uheldig, daglig at skulle passere den nævnte Vej, altsaa i al Slags Vejr, vil ikke kunne undlade at udstøde et Hjertesuk ved Tanken om den Hensynsløshed, hvormed de to Tredjedele af Vejen, der strækker sig fra Niels Ebbesensvej til Gyldenløvesgade, blive behandlede. En Passage, som forbinder Nørre- og Vesterbro og tildels benyttes af Sporvognstrafiken, er naturligvis af meget stor Betydning for Færdslen, og det vækker lige frem Forargelse, at se en Vej, med en saadan Udstrækning, ligge saaledes forladt og upaaagtet af det Offenlige. Men hvad kan da være Grunden til, at en af Hovedforbindelseslinjerne mellem to saa befærdede Kvarterer vedblivende befinde sig i en saadan Tilstand? Dette vil for enhver uindviet synes gaadefuldt. De nævnte to Tredjedele, ere jo, som bekendt, ikke regel mæssigt bebyggede, og henhøre af den Grund ikke under det Offenliges direkte Tilsyn. De store, ubebyggede Arealer, der befinde sig paa begge Sider af Strækningen fra Niels Ebbesensvej til den lidt forbi Martinsvej beliggende Bom, der saa ubarmhjertig forbyder Gennemkørslen, tilhører nemlig en Privatmand, Kaptejn Ramm, hvem denne Stræknings Vedligeholdelse saaledes paahviler. Man ser heri et staaende Bevis paa de Ulemper for ven offenlige Færdsel, der flyde af, at saadanne store Vejstrækninger ere i private Hænder. De nævnte Arealer udlejes for Tiden til Oplags- og Tømmerpladser. Der vil saaledes ikke være Udsigt til i en nærmere Fremtid at saa denne forladte Strækning brolagt. Men noget burde der dog virkelig foretages, for nogenlunde at forebygge de Ulemper, der nu saa ugenert lægges i Vejen for den store Færdsel. Da Indsenderen af disse Linjer i Forgaars passerede den ulykkelige Vejstrækning, opdagede han pludselig 1 - en Mand med at skovle Mudder fra Korevejen op i en Trillebør! Det er alt, hvad Kaptejnen har tilovers for denne vigtige Passage! Der synes saaledes at være rigelig Anledning til for det Offenlige at skride ind og ofre lidt paa denne Vejs Regulering og Belæggelse med Skærver og Asfalt, saa den dog i det Mindste kunde blive nogenlunde fremkommelig; den nuværende Tilstand med sin sparsomme Belysning, er jo ligefrem utaalelig, og Enhver vil vistnok være det Offenlige taknemmelig for de Kroner, som det maatte anvende herpaa. Maatte disse Linjer bidrage til, at Sagen med det Første tages under Overvejelse og at der maatte blive truffet Arrangement, skulde det meget glæde Deres ærbødige H. H.

(Social-Demokraten 10. november 1881).

Ingeborg Krüger om sin Broder. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 9. november 1881.

Valget i Nordslesvig. I F. Telegr. til R. B fik Lassen i Haderslev 282 Stemmer.

Ingeborg Krüger har i "Dannevirke" for i Mandags indrykket en længere Redegjørelse for sin afdøde Broders Stilling til Valget i første Kreds Det fremgaar deraf, at Krüger var fast besluttet paa at trække sig tilbage og var enig med Junggreen i Hensigtsmæssigheden af, at der blev holdt et Møde i den Anledning. Junggreen besøgte Krüger for at være sikker paa hans Bifald, og om dette Besøg hedder det i Skrivelsen: De to Mænd talede først ene tilsammen; senere kom Hr. Junggreen og bad mig at være Vidne til min Broders Udtalelser med Hensyn til det Møde, førstnævnte havde besluttet og ordnet af Valgmænd, der skulde drøfte Valgspørgsmalet. Det var jo paa den Maade min Broder selv helst vilde have Sagen ordnet og gav ham dertil sit enige Samtykke i mit Paahør; han vidste ikke, hvem af de ledende Mænd, der i Forening med Hr. Junggreen havde besluttet Mødet, men han troede, det maatte vinde Bifald hos alle Vælgerne. Derefter udtalte han til Hr. Junggreen: "Hvis jeg lever til den Tid, vil det glæde mig, om jeg kunde støtte den Mand, I vælge med de Raad, jeg efter min lange Livserfaring kunde medgive ham; jeg vilde da kunne forberede ham paa meget uventet, der vil møde ham, og anbefale ham til de Mand der have skjænket mig Tillid og ydet min Sag retfærdig Anerkjendelse!" Endvidere tilføjede han: "Kunne I ikke blive enige, saa er der, hvis jeg lever, dog altid det Raad tilbage, at I i det sidste Øjeblik om det behøves, kunne samle Stemmerne om mit Navn". De samme Udtalelser har flere af hans Vælgere, der have talt med ham om Valgsagen hørt ham enslydende udtale.

I denne sidste Yttring maa dog ikke lægges den Betydning, at den danske Sags Talsmand Hans Krüger endnu med Døden paa Læberne vægrede sig ved at slippe det Banner, der var ham betroet, hvilket udtales i "Flensborg Avis" Nr. 227 af "En Røst paa den anden Side Grænsepælene". .

Dette var ikke Tilfældet. Hvis det ikke havde været hans Mening snart at overgive sit Banner til sin Arvtager ledsaget af sit gode Raad. som han udtalte til Hr. Junggreen og flere af sine Venner, af hvem det vil finde Bekræftelse, da vilde hans Ord jo intet have at betyde og paa det kunde man altid stole; thi han var sanddru og rummede i sit Hjerte ikke Skygge af Ærgjerrighed eller Misundelse, lige saa lidt som han nogen Sinde søgte at fremme sin Sag ved uværdige Midler eller ved Krogveje; han udtalte sig ligesaa ærlig overfor sin Ven som overfor sin Modstander; og det var ene ved denne aabne Færd han saa længe bevarede sine Vælgeres Tillid paa sin ansvarsfulde Post.

Hans A. Krügers Gravmæle paa Bevtoft Kirkegaard. Illustreret Tidende nr. 1216, 14. januar 1883.

Efter at have omtalt den Modstand, som Indvarslingen af dette Møde den 2den Avgust havde vakt, fortsætter Artiklen:

Den gjentagne skriftlige Erklæring af min Broder, der saa ofte har været henvist til, og som især var vildledende for alle, efter som den første ej var bleven dementeret, skylder jeg Sandheden her at fremføre Motivet til, og den begrunder og sig da alene paa, at Hr. Gustav Johannsen en Dag kort før Mødet kom hertil i Sendelse fra Hr. Junggreen, der samme Dag havde telegraferet efter ham og bedt ham tage herud til min Broder for at anmode ham om atter at give sit Samtykke til Mødet, hvilket han mente, vilde kunne støtte ham. Min Broder indvendte først: "Jeg har jo ikke dementeret min første Erklæring, og kan saaledes ikke indse, at det gjøres fornødent", hvilket Johannsen ogsaa set fra den Side, indrømmede, men bemærkede, at han havde fundet Hr. Junggreen i den beklageligste Tilstand, fortvivlet og nedtrykt over al den Opposttion, dette Møde havde fremkaldt, som han med sin ærlige Villie havde virket hen til; ja tilføjede endogsaa, at han var saa modløs, at han næppe selv turde aabne Mødet og bivaane det og af den Grund alene for at berolige Hr. Junggren, bad han min Broder afgive den sidste Erklæring, som han kun af kjærligt Hensyn til Hr. Junggreen paa den Maade indvilligede i.

Men, bemærkede han: Jeg sidder i en svag og hjælpeløs Tilstand og kan hverken skrive eller diktere. Dette tilbød da Hr. Johannsen at ville gjøre, naar min Broder vilde underskrive sit Navn. Han gik da ind i en anden Stue og skrev, medens jeg bragte den Syge til Sengs. Derefter gik jeg ind til Johannsen, der læste for mig, hvad han havde skrevet ; jeg bemærkede, at Ordet Samraad maatte han helst stryge, da jeg frygtede, at min Broder, der altid vejede sine Ord, ikke vilde underskrive det, da dette Ord mere kunde opfattes som en Tilkjendegivelse af, at min Broder havde været meddelagtig i at planlægge og ordne Mødet, hvilket jo ikke var Tilfældet. Hr Johannsen vilde dog forsøge det og gik ind til min Broder, der ikke gjorde nogen Indvending der, men underskrev sit Navn paa Sengen. Senere da Hr. Johannsen var rejst og jeg sad inde i Stuen hos min Broder, udtalte han: Jeg kan nu hverken skrive eller diktere mere, jeg kan ikke mere ordne mine Tanker eller forhandle om noget; jeg har jo sagt det saa længe, jeg kan ikke mere have med nogen Ting at gjøre, sig det til dem alle.

Hermed var det altsaa givet, at min Broder havde naaet det Punkt af sit Liv, hvor hans politiske Gjerning maatte standse, og at han for sidste Gang havde tjent Sagen med sit Navn. For dem, der med et uhildet Blik vil se paa Sagen og tro mine Ord, haaber jeg det lidt omhandlede Spørgsmaal maa være løst: "hvorfor vilde Krüger ikke tale med Hr. Junggreen?"

Frøken Krüger afviser med Misbilligelse Hr. Poulsens Ytringer om, at Junggren ikke kunde lade den syge Mand dø i Fred og ender sin Artikel saaledes: Allermest maa jeg beklage samt misbillige de i den sidste Tid saa stærkt udprægede og forhaanende Udfordringer til Hans Lassen, hvilke jeg heller ikke tror vilde have vundet Bifald hos den besindige og alvorligere Del af Befolkningen, der hidindtil under tvivlsomme og trykkende Forhold ved sit prøvede Blik samt sunde Omdømme stedse har forstaaet klart at skjelne og finde det for Sagen rette og værdigste Maal. Den faste Holdning, Hans Lassen her har vist, ved ikke at vige Pladsen for de gjentagne Opfordringer, der have lydt til ham, kan jeg ikke undlade at yde min fulde Anerkjendelse. Al krænkende Omtale gjør tilvisse i første Øjeblik et saarende Indtryk, men er man besjælet af den rette og sande Følelse for den Sag, man tjener, taber Smerten dog snart sin Braad, og man føler sig derefter endmere styrket til med stille Ro taalmodig at bære enhver personlig Haan og Krænkelse, Sagen frembyder, hvilket min rige Erfaring, under lignende alvorligere og tunge Prøvelser ofte har overtydet mig om. Senere møder den politiske Mand dybere gaaende Spørgsmaal og flere prøvende og alvorlige Øjeblikke, der udfordrer mere Mod og større Kræfter, og om det her maa være mig tilladt at henvise til den hedengangne Formand, da tror jeg at han mulig paa dette Omraade kan staa sin Arvtager til Exempel; thi heri besad han vist sin bedste Styrke, og om jeg tør kalde det, hans meste Fortjeneste; at han under de stadig vexlende Perioder af hans lange politiske Liv, stedse stod fast. igjennem mørke Tider og alvorsfulde Øjeblikke svigtede Modet ham ikke. Han bar stedse med Styrke, hvad hans Stilling bød ham. Og naar da lysere Tider derefter atter oprandt, hvor mange hædrende Beviser ofte bleve ham til Del, da fristedes hans Hjerte lige saa lidt til Hovmod; han gik sin jævne Gang, og den faste Holdning samt stærke Tro, som han nærede til vor store Livssag, var det, der med en fast Villie og udholdende Trofasthed under en højere Magts Styrelse ledede ham til nogenlunde at finde sin Vej og følge sit Maal under skiftende og vanskelige Forhold.

Og naar hans Vælgere nu snart gjentagende skulle give Møde paa det Sted, hvor hans Stemme for saa ofte og enigt har lydt, gid Mindet om deres gamle Fører da for sidste Gang i trofast Enighed atter der maa knytte dem sammen, at de under en forsonende Stemning og ledede af samme varme og alvorlige Følelse som hidindtil, maa nedlægge deres Stemme i Valgurnen for derfra at kunne afgive et levende Vidnesbyrd om, at det lille haardtprøvede Folk i udholdende Enighed staar fast i Kampen for sin fælles store Livssag, thi kun da faar Stemmen sin rette Betydning.

Hertil maa jeg endnu knytte min dybtfølte Tak til alle den kjære afdøde Broders Vælgere fjern og nær, og beder jeg dem modtage samme som kun et ringe Udtryk for al den inderlige og varme Følelse, hvormed han selv saa ofte bevæget udtalte at være dem sin Tak skyldig saa vel for den vedvarende Tillid som trofaste Hengivenhed, hvormed de stedse havde fulgt ham paa hans lange politiske Bane, hvilket han stærkt betonede havde været hans bedste og kraftigste Støtte under hans ofte strænge og vanskelige Hværv. Og maa jeg her endnu tillade mig at vedføje en sidste Bøn til hans samtlige Vælgere. At hvis de, som der oftere har været hentydet til, kjærligt ville hædre hans Minde, det da maa ske i den Aand, han selv helst kunde have ønsket det, ikke ved Mindefester eller paa den Maade, men mere ved trofaste og enige at slutte sig om den Mand, der nu snart skal være hans Arvtager. Da gives saaledes ham i Arv hans Formands bedste Eje, der stedse vil styrke hans Mod samt støtte hans ansvarsfulde Gjerning. Selv fremme vi da forenede vort fælles store Maal, og rejse den nu i Fred hvilende Mand det bedste og varigste Minde.

Bevtoft, den 4de November 1881

J. Krüger

(Morgenbladet (København) 9. november 1881).

Gustav Johannsen (tv). Hans Lassen af Lysabild (th). Illustreret Tidende nr. 1157, 27. november 1881

Skoler paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Sogneskoler, hvis Antal, som bekendt, i indeværende Aar er bleven forøget med en ny, nemlig Skolen paa Godthaabsvejen, som er den 5te i Rækken, kunne bestandig glæde sig ved en meget stærk Tilgang, der viser sig et være langt større, end Kommunebestyrelsen har paaregnet. En af Grundene hertil, maa uden Tvivl søges deri, at ogsaa de bedre stillede Arbejdere og Smaahandlende lade deres Børn søge Skolerne, da de private, som findes paa Frederiksberg, ere altfor dyre, og af den Grund kun kan søges af Rigmændenes Børn. Der skal nemlig en god Pung til, for at kunne betale 8 a 10 Kr. maanedlig, alene i Skolepenge; naar man nu véd, at der hertil endvidere kommer Brændselspenge og de bestandige Udgifter til Boger og Skolerekvisiter, Garderobe m. m., saa kan man sige sig selv, at ingen nok saa hæderlig og stræblom Arbejder tør vove at tænke paa, at lade sine Børn søge disse Skoler. Han har altsaa intet Valg, men maa stiltiende betro Barnets Opdragelse til Sogneskolen. Ulemperne ved den stærke Tilgang vise sig fornemmelig ved Skolen paa Niels Ebbejens Vej, Lokalerne er altfor saa til at kunne optage den Masse Børn, som hvert Halvaar søges indskrevne. Denne Indskrivning finder Sted 1ste Maj og 1ste November, og det har vist sig, at Børn, om efter deres Alder og Kundskaber vare kvalificerede til en Oprykning i en Højere Klasse, har maattet vente et halvt eller helt Aar derpaa, hvilket selvfølgelig kan sætte Barnet tilbage i dets Erhvervelse af Kundskaber. For at raade Bod paa denne Ulempe skal der efter Forlydende være søgt Tilladelse til at udvide Skolen paa Niels Ebbesens Vej, hvor Tilgangen, rimeligvis paa Grund af Skolens nærmere Beliggenhed ved København, synes at være størst. Det til Skolekommissionen indgivne Andragende om Skolens Udvidelse gik ud paa at forøge den mindre Annexbygning med en tredje Etage. Men herom vilde den velvise Bygningskommisssion intet høre og gav i sin Visdom et bestemt Afslag. Det maa derfor beklages, al vedkommende Kommunalavtoriteter, der i sin Tid havde med Skolens Opførelse at gjøre, ikke har havt det fornødne Blik paa Fremtiden og dens Krav, men derimod ladet sig lede af utidigt Kniberi.

(Social-Demokraten 6. november 1881).

Hans Nielsen, Morgenbladet. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Nielsen, Medarbejder ved nærværende Blad lige fra dets Stiftelse, er i Gaar efter et kort Sygeleje pludselig afgaaet ved Døden. Nielsen var bondefødt af velstaaende Forældre i Holbæk Amt, men forlod tidlig Landvæsenet for ad andre Veje at søge Anvendelse for en betydelig men urolig Begavelse. Han manuducerede en Tid til Seminaristexamen, underviste ved forskjellige Skoler og syslede samtidig med æsthetiske, landøkonomiske og politiske Spørgsmaal. Han havde tilegnet sig mange Kundskaber, men savnede Evne til ret at gjøre dem frugtbringende. En aldrig overvundet Ubehjælpsomhed i Formen og en dermed følgende Frygtsomhed for at betro sig til sin egen Evne hindrede ham i at gjøre sig gjældende og naa en Plads, der svarede til hans virkelige Værd. Foruden ved Morgenbladet har han arbejdet ved en Række Provinsblade dels som Referent, dels som Korrespondent navnlig paa politiske og landøkonomiske Omraader. Han var en brav, trofast og elskværdig Natur. Sine fejlslagne Forhaabninger skjulte han bag et ironisk Lune, som han dog lige saa lidt som sine øvrige Evner formaaede at overføre paa, hvad han skrev. Her var han tør, forretningsmæssig, paalidelig. Ved et omfattende Personalkjendskab og en trofast Hukommelse var han paa det politiske Omraade et levende Lexikon, som man sjælden spurgte forgjæves. Faa vare i samme Grad som han fortrolige med den politiske Bondebevægelses Historie lige fra Fyrrerne til nu. Han blev 40 Aar og døde ugift.

(Morgenbladet (København 3. november 1881).

Hans Nielsen,

Medarbejder ved "Morgenbladet".

Død den 2den Novbr 1881.

Kom, Kammerat; et Ord, før Touget slipper
Dig ned, hvor der blir ganske tyst og stille, -
kom, med din Gjerning, som var kun en lille,
med din retskafne Sjæl, som var saa stor,
med Lunet, som det tidt i Tungsind bor,
med din Foragt for Skinnet - og for Flipper

Et bramfrit Liv - en bramfri Død. De Klipper,
som ofte Stormænds Skib kom altfor nær,
dem klared nemt Du - men og hine Skær,
Misundelsens, hvorpaa de mindre strande.
Var rynket end af Skuffelser din Pande,
var end din Strid en Strid i Skyggen kun: lyst om din Mund
laa Ironiens vemodsvangre Smil,
hvoraf de sine Hjærter Guder danne.

Hint Smil, - hvor kjendte vi det fra de Dage,
da hedt og ungt vi taled og vi skrev;
Du sad ved Pulten bøjet - ladt tilbage
af den Phalanx, som Strømmen fremad drev;
naar da vi skrev, som var hvert Ord et Stød,
der kunde stampe Underværker frem,
saa smiled Du, mens halvhøjt, tørt der lød,
fra din fastdragne Mund et roligt : hm !

Saa kom den Tid, hvor hvert et Ord blev lagt
paa Vægten - og dog frugted lige meget,
hvor Tvivl og Splid Phalanxen havde bragt
til Hælvten ned, hvor Kindens Blus var bleget
og Øjet trættet af en evig Vægt.
Du sad ved Pulten i din gamle Frakke,
"foruden Flip - og dog en Gentleman",
og smiled klart og stille: Nu velan,
en Vogn kan stundom hælde paa en Bakke!

Hans Nielsen, Du var en blandt dem, der sætter
en arbejdsøvet Skulder til en Fading,
som ej forser sig paa de Stores Retter,
ej bliver hængende ved nogen Mading,
som, født hvor der er trangt og lavt til Lofte,
er Adelsmand i snæver Vadmelskofte,
som uden Memoirer, uden Breve,
der trænger til en Amputators Kniv,
forlader med et roligt Smil det Liv,
der - ak - saa tidt er vanskeligt at leve.

Holger Drachmann.

(Morgenbladet (København 6. november 1881).

"Morgenbladet' s Medstifter og stadige Medarbejder, Hans Nielsen, er død i Onsdags, den 2. November, efter et kort Sygeleje. Mange af vore Meningsfæller vil uden Tvivl mindes den mørkladne, jævnaldrende Mand med det milde, joviale Ansigt, som var en stadig Tilhører ved alle de større Møder, Partier har afholdt i Aarenes Løb. Ikke faa af os har kendt denne bramfri, elskværdige Personlighed, der, trods sin store Tilbageholdenhed og sit stille Væsen, vandt saa mange Venner, fordi man absolut maatte komme til at holde af denne Mand, der var bedst kendt under Benævnelsen "Morgenbladets Nielsen".

Naar Nielsen stadigt gav Møde i Arbejdernes Forsamlinger, var det ikke blot i hans Egenskab af Referent; han nærede virkelig Sympati for de arbejdende Klassers Kamp, og fulgte navnlig Kampen paa det faglige Omraade med levende Interesse. Der har ikke været en Strejke siden Arbejderbevægelsen rejstes her i Landet, uden at Nielsen har fulgt den med Opmærksomhed fra dens Udbrud til dens Afslutning. Blev en Strejke vunden, delte han Arbejdernes Glæde, ligesom han med dem beklagede de Tab, som en uheldig Strejke altid medfører for det paagældende Fag i særdeleshed og for Arbejderne i Almindelighed.

Men ogsaa vort Partis Deltagelse i Folketingsvalgene havde hans fulde Tilslutning, og da der skete Opfordring til at støtte Agitationen i 5te Kreds, var han blandt de Første til at yde sit Bidrag ligesom det er Meddeleren af disse Linjer bekendt, at Nielsen personlig virkede for Mundbergs og senere for Holms Valg i 5te Kreds.

Dette, hvad Nielsens Forhold til Arbejderne og dets Sag angaar. - Nielsen var født i Holbækegnen. Efter at have beskæftiget sig en Del ved Landbruget, blev han Seminarist, virkede nogle Aar som Lærer, og da "Morgenbladet" blev grundlagt, var han en af Bladets Medstiftere og dets Redaktionssekretær indtil Udgangen af 1877. Senere virkede han som Medarbejder ved samme Blad, og redigerede desuden en "Landbotidende" til Venstrebladene i Provinserne, til hvilke sidste han ogsaa skrev Korrespondancer om politiske og andre Forhold. Han var meget begavet, overordentlig flittig, besad et ikke ringe Kendskab til Literaturen, og var godt bevandret i Landets politiske Historie for den nyere Tids Vedkommende. Nielsen blev 46 Aar gammel. Hans Begravelse finder Sted i Dag, Middag Kl. 12 1/4 fra Kapellet paa Garnisons Kirkegaard.

(Social-Demokraten 6. november 1881).

Kvindens Menneskerettigheder. (Efterskrift til Politivennen)

(Af V-r.)

Det paaligger ikke Kvinden at bevise sin Ret til Lighed for Loven; som Menneske kan hun gøre Fordring paa Menneskerettigheder. Mændenes eneste Overlegenhed, fysisk Styrke, giver dem ikke Adkomst til al undertrykke Kvinderne, saa sandt som Magt ikke er Ret. Ret er Lighed for Loven; Kvindens Ret er Ligeberettigelse med Manden. Ingen Forrettigheder, ingen Undtagelseslove. Der staar nok skrevet, at Kvinden skal være Manden underdanig; men det vil kun sige, at Konen saa vidt mulig skal rette sig efter hvad Manden med Billighed forlanger, ikke at Mændene skal herske. Magt er Dyrenes Ret. Den lige Stemmeret for alle Voksne er den eneste mulige Forfatning for Fornuftvæsner, naar man ikke kan faa en Engel til Konge. Lighed for Grundloven: lige Stemmeret; ved denne konstateres Samfundsviljen, Folkeviljen, denne moralske Avtoritet, Suveræn og Majestæt, som Ingen vover at trodse, naar den blot respekterer sit eget Princip: Lighed for Loven. Først da kan man tale om Frihed; man kan ikke kalde et Folk frit, naar den ene Halvdel ikke har mere Frihed, end den anden Halvdel vil unde den.

Ved Kvindens Optræden paa den politiske Skueplads vil der for det første blive gjort en Ende paa det ogsaa i Fredstid fordærvelige Krigsvæsen, som er Hendes Natur imod. En fælles-evropæisk Folkevæbning, til Værn for Evropas forenede Fristater mod Kinesere og andre Barbarer, maa Kvinderne paa Grund af deres Moderpligter være fritagne for at deltage i.

Den fuldkommen lige Adgang til Embeder, Handel, Haandværk og al anden Erhverv, der sætter Kvinderne i Stand til at ernære sig paa enhver passende Maade, vil dernæst sætte en Stopper for "Prostitutionen", hvad enten denne nu bestaar i at udleje sig i time- eller maanedsvis, eller at sælge sig for Livstid.

Udryddelsen af dette hæslige Par Karrikaturer af Mars og Venus, der avler Drukkenstab, Pest og al Landsens Daarligheder og Ulykker, vil vel bringe Befolkningen til at vokse rask ; men den milde Moder ord har endnu Plads til Mange; og naar "Fornuftgiftermaalenes" Tid er forbi, vil Efterkommerne blive fornuftigere, og finde bedre Raad mod Overbefolkning.

Ogsaa paa ethvert af Aandens Gebeter har Kvinderne endog i deres hidtidige fortrykte Stilling kunnet maale sig med Mændene; hvem ved, hvad Kvindeaanden i Frihed, denne Livsbetingelse for Aanden, vil kunne udrette? Og hvad Menneskeaanden, som først kan udfolde sig helt ved i den forenede Virksomhed af frie Mænd og Kvinder, formaar, derom kan man ikke i en Gang have nogen Anelse. Mange berømte Mænd have tilstaaet at være blevne inspirerede af en Kvinde. Sagnet fortæller, at Paradiset tabtes ved den første Kvinde; maaske det kunde genvindes ved hendes Døtre, naar Retten træder i Stedet for Magten; thi Retten er Fornuften, det Gode; Magten er Lidenskaben, det Onde, Synden.

Kvinderne gøre nu deres Fordringer, gældende, og at de, uagtet deres Svaghed, ikke mangler Mod, viser Navne som Louise Michel og Sophie Perowstaja. De har Aartusinders Uret at hævne, og de er, efter Historiens Vidnesbyrd, under Revolutioner de frygteligste Modstandere. Under Lighed for Loven kan derimod ingen gøre Revolution. Det skulde Magthaverne betænke, og forsøge at afvende Stormen, hvis det endnu er tidsnok, ved at bøje sig for Retten: Lige Stemmeret for alle Voxne. Ingen god Borger kan gøre Fordring paa privilegeret Stemmeret. Naar de Priviligerede siger, at Befolkningen ikke er moden til fuld Frihed, kan man svare dem, at de Priviligerede endnu mindre er "modne" til at være Formyndere for Folket. Efter Naturens Orden, eller rettere sagt efter Fornuftens Orden, skal ingen have mere Indflydelse paa Lovgivningen end den, hans egen Stemme kan give; hverken mer eller mindre. Vor Tids Mænd er ikke Kvinderne saa overlegne, at de bør være deres Formyndere. Desto urimeligere er Mandens Myndighed til at skalte og valte med Konens Ejendom, hvilket vedvarer endnu trods Bajers Kvindelov.

Denne meningsløse Raadighed i Forbindelse med den ringe Straf for Mishandling af Hustru, som Dommerne i vor dyrebeskyttende Tid er tilbøjelige til at sætte lidt under Straffen for Dyrplageri, gør Konerne til Slavinder, naar de, som otte er Tilfældet, falder i Hænderne paa en daarlig Mand. Men ogsaa den ugifte Kvindes Stilling er endnu elendig. Den fattige Kvinde er henvist til den tjenende Stilling, hvor under den store Tilstrømning Kaarene er saa slaviske, at hun fristes ind paa Prostitutionen eller til at gifte sig for at blive forsørget. Den lige Adgang til Erhverv og lige Betaling for Mands- og Kvindearbejde osv. vilde forbedre Tjenestepigernes Stilling. De bedre stillede Kvinder fortabe sig, af Mangel paa nyttig Virksomhed, i Pjank og Pjat, og gifte sig "standsmæssig". Naar man endnu, ligesom i Diogenes' Tid, maa lede efter Mennesker, er Grunden den, at Ægteskaberne i Reglen sluttes af andre Hensyn end det eneste rigtige: Tilbøjelighed, og altsaa er usædelige. Forældrenes Synder komme over Børnenes Hoveder som det hedder. De uægte Børn, der er Frugten af forholdsvis mere sædelige Forbindelser, kunde blive Jordens Salt; men de forulykker ofte ved den haarde Skæbne, der falder i deres Lod. Allerede i Vuggen berøves de tidt den anden Betingelse for at blive et helt Menneske: Modermælken, som stilles til Disposition for de Riges Børn. Naar Samfundsordenen tillod dem, der hører sammen, at blive sammen, vilde Skilsmisser, selv i frie Ægteskaber, være sjældne, og der vilde opvokse en Slægt af rigtige Mennesker, i Stedet for som nu i mange Tilfælde aandsløse Skabninger, Mennesket, der har Spiren til saa store Evner, at deres Grænser ikke lader sig bestemme, bliver ofte paa Grund af ydre Forhold, den elendigste Skabning. Det er ikke, som man plejer at antage, Verden, der er daarlig, men Lovene, som er blevne paatvungne Folket af herskesyge Magthavere. Daarlige Love giver daarlige Mennesker. De Forhold, hvorunder Menneskene opvokse, har megen Indflydelse paa deres Udvikling.

(Social-Demokraten 3. november 1881).