Besøg i Idiotanstalten. (Efterskrift til Politivennen).

I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skovlan, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer.

Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter.

"Idiotanstalten"

Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føres ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."

(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).

Se også online-udgaven af E. V. Rolsted: Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855-1905.

"Idiotanstalten" ved "Gamle Bakkehuus". Illustreret Tidende, 2. december 1860,

Vestindiske Forhold. (Brev fra Vestindien). (Efterskrift tl Politivennen)

Det var bekjendt herude, at Oberst Arendrup, da han gik ind paa at modtage den ham tilbudte Post som Guvernør, stillede som Betingelse, at han skulde have et Aar til at sætte sig ind i Forholdene, inden han fremkom med nogen Indstilling om vore forkvaklede Anliggender. Vi vidste ogsaa, at Hs. Excellence Finansministeren særlig havde forbeholdt sig Afgjørelsen af et enkelt af disse Forhold, nemlig Ordningen af Overadministrationen. Med Bekymring have vi imidlertid set den nævnte Betænkningsfrist udløbe, uden at der er fremkommet noget, som tyder paa en Forandring til det bedre. Og dog er der saa overmaade meget, der trænger til en giennemgribende Reform.

Der er for det første Arbejderforholdene. Ved Anordningerne af 24de Oktober 1879 fik disse vel en Slags Ordning, men denne var aldeles ikke egnet til at skabe en heldig Overgang fra den ved Opstanden i 1878 fremkaldte Tilstand. Der er snarere større Usikkerhed og flere Forviklinger end under de gamle Arbejdsregulativer. De nævnte Anordninger ere paa gode Veje til at blive aldeles ignorerede, og Hr. Arendrup har ved Politiforanstaltninger og lignende midlertidige Udveje maattet slikke paa hele dette Værk for blot at tilvejebringe en arbejdsdygtig Tilstand paa Øerne. For landarbejdernes Vedkommende er der dog ét Skridt, som man nu er i Færd med at gjennemføre, der vistnok ikke vil forfejle sin Virkning, jeg mener Udlodningen af smaa Parceller Jord til Arbejderne. Men den rette Forstaaelse af og Evne til at bruge Friheden kommer ikke til en Befolkning som vor Landalmue med en Plet Jord alene eller med Frihedens ydre Former Der maa skabes Hjærter og Samvittigheder bos vore Negre, og det er ingen let Opgave, mindst for et, Nyankommen, om end Guvernør Arendrup er kommen med den bedste Villie.

I nær Forbindelse med dette Spørgsmaal staar Skolevæsenet. Det er en Sag, som i den nærmeste Fremtid maa finde sin Løsning paa en eller Anden Maade. Men ethvert Forsøg paa at gjennemføre Skoletvang vil efter Forholdene her utvivlsomt strande, og dersom man ikke vil følge Exemplet fra de engelsk-vestindiske Øer og i det mindste for Landalmuens Vedkommende overdrage Skolen til Menighederne mod et passende Tilskud fra det Offenlige, kommer der intet ud deraf. De sidst afholdte Examiner ved Landskolerne have ikke vist noget heldigt Resultat.

Vort Fattigvæsen er i den kummerligste Forfatning. Det almindelige er, at de Fattige faa udbetalt en vestindisk Daler om Maaneden. Hermed bestrides Huslejen, deres øvrige Fornødenheder sørge de selv for. At der heraf er opstaaet et omfattende og forkasteligt Tiggeri siger sig næsten selv. Men dersom man vilde raade os til at oprette Fattighuse, saa kunde det være et meget vakkert Raad, naar der blot var den fjærneste Mulighed for at følge det. Men det er der ikke. Bekostningen er ganske uoverkommelig for vore Forhold: den nuværende Ordning eller Mangel paa Ordning har i hvert Fald den Fordel at være billig ; men Arbejdshuse med Beklædning. Kost, Vask, stadig Pleje osv. vilde langt overstige vore Kræfter Og det Udbytte, der skulde vindes ved Lemmernes Arbejde, vilde blive lig Nul. Man behøver blot at komme paa Politikammeret en Dag, naar de maanedlige Udbetalinger finder Sted, og man vil faa et Begreb om, af hvilket Stof den Befolkning bestaar, som vilde komme til at ligge paa Fattighuset. Planen om Fattighuse har ogsaa været forsøgt andet Steds paa de vestindiske Øer, men den er mislykket. Noget maa der imidlertid gjøres, navnlig for at holde de saa hyppigt forekommende vederstyggelige Sygdomme (Spedalskhed m. m.) borte fra den øvrige Befolkning. Det er gruopvækkende at se, hvorledes endog spæde Børn ikke blot faa Lov til at omgaas, men ligefrem anbetros til saadanne Befængte.

Som andre Forhold, der vente paa deres Reformator, skal jeg blot nævne Vejvæsenet, Brandvæsenet, Fængselsvæsenet. For den sidstnævnte Posts Vedkommende er der vel sørget for en bedre Anvendelse af Fangerne dels til at rydde Land og plante Græs paa de saakaldte offenlige Grunde, dels til Rydning m. m. for Private, og Fangerne ere ogsaa i det hele med Hensyn til deres Arbejde komne under en fornuftigere Ledelse, men der mangler dog endnu Sikkerhed bl. andet mod saadanne Kombinationer som de, der førte til Tilstedekomsten af de bekjendte "Oprørsdøttre", for hvilke det Offenlige har maattet overtage baade Paterniteten og Alimentationen. Retsplejen og Politiforvaltningen svarer naturligvis ikke længer til de aldeles forandrede Forhold. Politiet magter paa ingen Maade de Pligter, som navnlig de forandrede Arbejdsforhold stiller til det. Politimesteren bør ikke tillige være Underdommer, Skifteforvalter, Avktionsholder, Notarius m. m., og Politiet burde have en anden mere regelmæssig Organisation.

Af større finansiel Betydning er Militærvæsenet, en Sag, hvortil Guvernøren ganske vist ikke kan tage Initiativet. Det Forslag, der i sin Tid forelagdes Rigsdagen om Statens Overtagelse af Militærudgifterne, naaede som bekjendt ikke ud over de allerførste Stadier. Og dog er det saa, at dette Spørgsmaal maa ordnes og ordnes snarest muligt, dersom St. Kroix skal kunne bære sig som Kommune. Det er utvivlsomt, at disse Udgifter kunne taale nogen Nedsættelse, en gjennemført Sparsommelighed kunne de i hvert Fald taale. At anskaffe kostbare Heste er en Overdaadighed, og det er mere end dette, naar de kort efter maa kasseres.

Hansen & Weller: Christian Arendrup (1837-1913). Officer guvernør i Vestindien. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jeg kommer endelig til Embedsforholdene, som jeg tillader mig at sige et Par Ord om med Frygt for, at man hjemme skal anse det for altfor dristigt, at vi vove en Mening herude om noget, som man naturligvis i og udenfor Ministeriet forstaar at vurdere langt bedre end vi. Hs. Excellense Finansministeren har i al Fald i Kraft af denne Evne til at vurdere Folk paa den senere Tid udfoldet en betydelig Iver for at forsyne os med "ny og friste Kræfter", hvorom vi have Lov til at haabe, at de ville svare til Forventningerne og vise sig den Forøgelse i Pensionsbyrden værd, som deres Udnævnelse har medført. At det ikke er juridisk Indsigt, det skorter os paa, vil man forstaa, naar vi alene ved Overøvrighedskontoret paa St. Kroix have tre Jurister (1 Sekretær og 2 Fuldmægtige) foruden den juridisk uddannede Præsident. Der er endvidere ved Kontoret en Løjtnant som Assistent og 3-4 Skrivere foruden Extraskriverne. Paa St. Thomas er der ved Guvernementet 2 Jurister (1 Sekretær og I Fuldmægtig) og 3 Skrivere. Regeringen paa St. Croix maa saaledes utvivlsomt være i den bedste juridiske Orden, og man kan forstaa, at Chefen med en saadan Assistance har Tid nok at anvende paa sin Yndlingssyssel: Byens Beplantning og Ryddeliggjørelse samt Land- og Strandpromenaders Anlæg.

Herved kommer vi naturlig til Overøvrighedsposten paa St. Croix, et af de Forhold, Hr. Estrup har forbeholdt sig Afgjørelsen af. Det man vel nu anses for givet, at det umulig gaar an at lade St. Croix uden egen Overøvrighed. Den i sin Tid drøftede Plan om at lægge Øen ind under en for St. Thomas og St. Jan fælles Overbestyrelse forsvares ikke længer af nogen. Men efter den Vending, Tingene have taget paa St. Thomas, er der ikke en Gang nogen virkelig Nødvendighed for, at Guvernementet har sit Sæde paa denne Ø. Det bør forlægges til St. Croix. De forskjelligartede Forhold her. Vigtigheden af, at de opstaaende Spørgsmaal faa en stedlig, endelig og hurtig Afgjørelse, og ikke mindst den Betydning, det har, at Forhandlingerne med Kolonialraadet ledes paa Regeringens Vegne med fornøden Alvor og Paalidelighed, alt dette kræver med Styrke, at Regeringens ofsicielle Repræsentant vender tilbage til St. Croix. Som bekjendt blev Forlæggelsen af Guvernementet til St. Thomas iværksat, uden at St. Croix fik Lejlighed til at udtale sig derover, Oen har lidt meget mere herved, end man er villig til at indrømme. Om St. Thomas i saa Fald kunde undvære lokal Overøvrighed er et Spørgsmaal, som jeg ikke skal udtale mig om.

Den nuværende midlertidige Ordning paa St. Croix bør under alle Omstændigheder have en Ende. Øen regeres nu paa halvandet Aar af Hr. v. Brakle som konstitueret Præsident. Det anses for en offenlig Hemmelighed herude, at Hr. Etatsraad Stakeman, der indtil 1881 beklædte Overøvrighedsposten paa St. Croix, trak sig tilbage "paa Grund af Alderdom" umiddelbart efter visse Forestillinger, som fra hans Side vare indgivne til Regeringen, og som berørte dels den daværende Guvernør Garde, dels Etatsraadens egen Sekretær, nævnte Justitsraad v. Brakle. Som bekjendt trak ogsaa Guvernør Garde sig tilbage "paa Grund af Alderdom", men forinden havde han at træffe midlertidig (Foranstaltning saavel til Guvernørpostens som Præsidentskabets foreløbige Bestridelse, og til almindelig Bestyrtelse konstituerede han Hr. v. Brakle som Præsident Af alle her paa Øen, der overraskedes ved denne Udnævnelse, opfattedes Hr. v. Brakles Præsidentskab som noget aldeles forbigaaende, og vi bestyrkedes heri af flere sammenstødende Omstændigheder. Saaledes hørte vi, at det kort efter fra Ministeriet udtrykkelig var paalagt Hr. v. B. at tilføje "konst." (konstitueret) ved sin Underskrift paa officielle Udfærdigelser, vi mærkede os, at hans Konstitution alene angik Præsidentskabet og ikke tillige Viceguvernementet, og at den Ordensregn, der gjorde Guvernementssekretæren og 4 andre til Riddere af Dannebrog, ikke ramte Hr. v. Brakle. Nu er der imidlertid gaaet halvandet Aar, og Hr. v. B. er fremdeles Præsident, ganske vist kun med halv Gage, men dog med fulde Taffelpenge og fri Bolig i det "pragtfulde" Guvernementshus. Af private Breve fra Kjøbenhavn høre vi, at Guvernør Arendrup har gjort sin Indstilling, men vi vente stadig forgjæves paa Finansministerens Afgjørelse.

Hr. v. Brakle hører ikke til de "ny og friske Kræfter". Han er Student fra 1839 og juridisk Kandidat (med haud.) fra 1846, altsaa en aldrende Mand nu Efter at have været Godsejer i Danmark en Del Aar, hvorved han blev bekjendt med godsejerlige Naboer som den nuværende Finansminister, dukkede han i 40 Aars Alderen op herude med en Udnævnelse som Sekretær under Guvernementet i Lommen, og skjønt der ikke var stort for ham at gjøre, blev han modtagen, som vi modtage alt det Personale, der sendes os fra Kjøbenhavn, uden Hensyn til om vi have Brug for det, og uden Hensyn til om vi have haft Bud efter det. I 1872 blev han saa anbragt paa St. Croix som Præsidentskabssekretær, og det maa vel, skønt vi ikke fatte det, være hans Tjenester i denne Stilling, der nu har konstitueret ham paa Præsidentstolen.

Hvorom al Ting er, saa beklæder Præsidenten paa St. Croix en Stilling, som ikke i Længden lader sig udføre ved en Kraft, der som en rent midlertidig Nødhjælp er tagen af, hvad der var for Haanden. Til denne Post er det bedste ikke for godt. Allerede Stillingen i Kolonialraadet kræver en Mand med Anseelse og Avtoritet og med Omløb nok til at finde et fornuftigt Svar paa et simpelt Spørgmaal. Det er derfor vort Haab, at det maa lykkes Finansministeren at finde den rette Mand og at finde ham lidt snart. Selvfølgelig ere vi herude i vort lille Samfund ganske anderledes afhængige af vore Embedsmænd end hjemme, hvor en stærk offenlig Mening og en mægtig Presse baade er i Stand til at tilskynde og holde igjen. Og naar vi først have faaet vore Embedsmænd, saa klage vi ikke let over dem. Thi dels have vi en Følelse af at der hjemme er saare ringe Interesse for vore Klager og maaske mindst, hvor vi snarest skulde vente det modsatte, og dels er det en vanskelig Ting at bedømme de personlige Forhold i Vestindien ovre i Kjøbenhavn Naar der paa Klagen følger en "konfidentiel" Indberetning fra Embedsmanden, som Klagerne ikke se, og som udvikler de personlige og rænkefulde Motiver, der have sat den misfornøjede Rebel op imod hans Øvrighed, saa er det vist kun altfor naturligt, at Ministeren søger Afgjørelsen i denne konsidentielle Indberetning, og at Enden paa det bliver Nul eller endog yderligere Ulejlighed for den selvkaldede Reformator. Jeg skal derfor nøjes med at udtale et beskedent Ønske om, at vor Præsident, naar vi en Gang faar en - det ske snart - maa blive en Mand med nogen Betydning, der har Betingelsen for at vinde offenlig og privat Tillid og Agtelse.

Det vilde ikke være rigtigt at slutte dette lange Hjærtesuk uden et Par Ord om vor øjeblikkelige økonomiske Stilling. Efter flere Aars ret heldigt Vejrlig og deraf følgende god Høst har Øen nu igjen været hjemsøgt af 8 Maaneders Tørke, der i en bedrøvelig Grad nedslaar Forventningerne for i Aar. Fælleskogeriet har i dets sidste Kampagne havt et meget gunstigt Udbytte. Resultatet vil dog først foreligge en Gang i Januar, naar Generalforsamlingen er bleven afholdte, men det anses dog allerede nu for givet, at der trods det gode Udbytte dog ikke vil blive mere tilovers, efter at Driftsomkostningerne ere trukne fra, end det Beløb, der udfordres til Renter og Afdrag til Statskassen Derimod kunne Præferenceaktierne ikke vente Betaling, skjønt de hidrøre fra Gjæld, som Kogeriet skylder for Sukkerrør, der ere leverede for flere Aar siden. Til Aktionærerne bliver der heller ingen Renter, skjønt de have Udbytte til gode for flere Aar. Kolonialkassen er ganske vist Garant, men den er jo fallit, og de faa Penge, der komme ind, have andet Steds Ærinde f. Ex. til Gageforhøjelser, Bygningsreparationer og andre Formaal, hvorom der, som om alt her i Verden, kan være delte Meninger. Om den finansielle Forvaltning i Vestindien mindes jeg dog kun at have hørt ên Mening.

(Morgenbladet (København) 17. november 1882).

Kristianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen)

Som i sin Tid omtalt, modtog Indenrigsministeren i Slutningen af Marts d. A. et Andragende fra en Del Beboere af Kristianshavn, der daglig passere den nævnte Kanal eller bo i Nærheden af denne, om, at Forholdene ved Kanalen snarest maa blive tagne under Overveielse og særlig, at der allerede i afvigte Foraar maatte blive foretaget cn grundig Oprensning af kanalen, der Aaret rundt, men navnlig i den varme Sommertid, udbreder en uudholdelig og i sanitær Henseende meget skadelig Stank. Andragerne henledede Opmærksomheden paa, at Kloaker og andre underjordiske Afløb udmunde i Kanalen, hvorved Spildevandet afsætter Bundfald i Kanalen, navnlig paa den sydøstlige Side af Børnehusbroen. Paa dette Sted laa endog Mudder og Slam i Sommeren 1881 høiere end Kanalens Udløb og dannede en fuldstændig Mudderbanke, der ved Lavvande var fuldstændig tør og udbredte en saadan Stank, at den hindrede de Omboende i at aabne deres Vinduer for at faa frisk Luft. En da af Havnevæsenet mellem de to Broer foretagen Oprensning var saa overfladisk, at Forholdene ikke bleve forbedrede. De anbefalede derfor, at man skulde overveie, om Kloakerne ikke ved Amagerbros Ombygning kunde af denne Vei ledes mod Syd ad Kløvermarken i Stedetfor til Kanalen, og endelig anbefalede de en Tilkastning af Kanalen fra Vilders Kanal til tysk Plads, da Kanalen ikke er til nogensomhelst Nytte, og i ethvert Fald er den Nytte, den yder et Par Firmaer som Færselsvei, aldeles forsvindende overfor den Skade, den gjør, dels i sanitær Henseende, dels ved at besværliggjore Færslen, med Hensyn til hvilken de oplyste, at der alene fra Amager mellem Kl. 6 Morgen og 8 Aften daglig passerer ca. 12,000 Fodgængere og 1400 Kjøretøier. Ministeriet afæskede derefter Havnekaptainen en Erklæring. I denne udtales det, at det paa ingen Maade kan antages, at den Stank, som sagdes at opstaa fra Kanalen om Sommeren, skriver sig fra Mudderet paa Kanalens Bund, men at den, for saa vidt den er stærkere end den Stank, som i de varme Maaneder af og til mærkes gjennem hele Havnen, naar der ikke er Strøm gjennem denne, vistnok maa antages at hidrøre fra Kloakløbene, særlig fra dem nord for Børnehusbroen, hvor Vanddybden er meget ubetydelig, saa at selv en mindre Ansamling af Mudder naar op til Vandets Overflade. Hvis sanitære Grunde stærkt tale for en Tilkastning paa den fornævnte Strækning, er der fra Havnevæsenets Side ingen Nødvendighed til at modsætte sig den, men Udgiften herved maa selvfølgelig blive fuldstændig uvedkommende for Havnevasenet, der i Ingen Henseende har nogen Interesse af Tilkastningen, medens denne tværtimod vil berøve den endel Plads, navnlig til Vinterliggen. Havnekaptajnen tror iøvrigt ikke, at man for at faa Ulemperne fjernede noget, behøver at tilkaste Kanalen, men man bør søge den reguleret noget saa vel i Breden som i Dybden. En betydelig Forbedring i saa Henseende vil ske ved den vedtagne Ombygning af Snorrebroen, hvis faste Landpiller, der indskrænke Strømprofilet i Broen til en Brede af ca. 25 Fod, ville blive helt bortgravede, og en ligesaa betydelig Forbedring vilde det være, hvis Børnehusbroen maatte blive ombygget saaledes, at ogsaa dens faste Landpiller bleve bortgravede, men en saadan Ombygning maatte ligeledes blive Havnevasenet uvedkommende.

Karel Sedivy: Fra Kristianshavns Kanal. Illustreret Tidende nr. 1264, 16. december 1883

Sagen blev derefter den 20. September sendt til Magistraten fra Ministeriet, som, næst at meddele, at det af Hensyn til denne Sags Afgjørelse havde stillet Arbeiderne ved Snorrebroens Ombygning i Bero indtil videre, havde sluttet sig til Havnekaptainens Anskuelser. Magistraten sendte derefter Sagen til Stadsingeniøren, som den 23. f. M. afgav sin Erklæring, hvori han oplyser, at Spildevandet af Mangel paa det fornødne Fald ikke kan føres ud til Stranden paa Amagers Østkyst. Kloakerne maa altsaa blive, hvor de ere, men da bliver det ogsaa nødvendigt ligesom nu at sørge for, at Kanalerne blive gjennemstrømmede af saa store Vandmængder, at de kunne holde sig fri for Bundfald. For at dette kan ske paa den simpleste og bedste Maade, bør hele Kanalen fremdeles bibeholdes aaben, som den er, men dog helst noget reguleret for yderligere at forøge Strømløbet gjennem Kanalerne og derved formindske Mængden af de bundfældte Masser. Iøvrigt er han enig med Havnekaptainen, at en væsenlig Forbedring vil naas ved Snorrebroens Omgjøring, og at det næste Skridt bør vare en Regulering og Udvidelse af Strømløbet under Børnehusbroen, men han kan ikke gaa ind paa, at disse Arbeider ikke skulle vedkomme Havnevæsenet, men alene Kjøbenhavns Kommune, thi denne har jo ikke noget med Havnens og Kanalernes Renholdelse at gjøre. Magistraten udtaler derefter ved Skrivelse af 2. ds., at da en væsenlig Forbedring vil ske ved Snorrebroene Omdygning, maa den anse det for tilstrækkeligt, at der jævnlig foretages en Oprensning af Kanalen, navnlig af dennes sydlige Del i en Udstrømning af ca. 600 Fod ned mod tysk Plads. Iøvrigt er Magistraten enig med stadsingeniøren om det Heldige i en Regulering af Løbet under Børnehusbroen og det uhjemlede i Havnekaptainens Paastand om, at Udgiften derved skulde være Havnevæsenet uvedkommende.

(Nationaltidende 15. november 1882).

Ukendt fotograf: Christianshavns Kanal, Overgaden Oven Vandet ved Wilders Plads. Set fra Snorrebroen mod nord. 1887. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Glyptotheket paa Ny Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Som det vil være vore Læsere bekjendt, har Hr. Brygger C. Jacobsen jun. i længere Tid syslet med at anskaffe sig en Gamling af skulpturarbeider i Marmor, Gibs og Bronce dels af danske, dels af fremmede Kunstnere, og den Samling, han har erhvervet sig, har nu naaet et saadant Omfang, at han har fundet sig foranlediget til at gjøre den tilgængelig for Publikum. Den er opstillet i hans Eiendom, der er beliggende for Enden af Pilealleen, i en med Hovedbygningen i Forbindelse staaende Hal, der faar sit Lys fra oven. saaledes at de udstillede Arbeider altsaa tage sig særlig godt ud for Beskueren. I Haveanlægget udenfor Hovedbygningen staar der midt paa Græsplænen en prægtig Bronceafstøbning af den berømte "Skraber" fra Vatikanet, hvilken i Gibs ogsaa er kjendt fra Antiksalen paa Charlottenborg. Og i Haven til Venstre for Indgangen har Professor Th. Steins i sin Tid saa meget omtalte Statue af Asmus Jacob Carstens faaet Plads. Støbningen er foretaget i Paris. Siderne paa Fodstykket ere prydede med Basrelieffer, modellerede af Billedhuggeren efter Carstens Kompositioner; til Venstre for Beskueren ses Jason hjemvendende fra Kollhis med det gyldne Skind og til Høire Natten med sine Børn, Døden og Søvnen, samt Parcerne og Nemesis. 

- I selve Glyptotheket optages de tre Sider af Rummet foroven af to store Friser af Professor J. A. Jerichau: Hektors og Ajas Tvekamp samt Alexanders og Roxanes Bryllup, medens den fjerde, den vestlige Side er optaget af to Basrelieffer af H. V. Bissen samt en Afstøbning af Medusa Rondarini. Der er i Glyptotheket opstillet ialt henved 40 forskjellige kunstværker. Blandt disse skulle vi langs den nordlige Væg særlig fremhæve den franske Kunstner J. Gautherins Gruppe i Gibs Le reveil, et Mesterstykke af moderne fransk Billedhuggerkunst, der skriver sig fra dette Aars "Salon" i Paris, Paul Dubois' Marmorstatue "Den nyfødte Eva," ligeledes et betydeligt Værk af denne fremragende franske Kunstner, samt tre forskjellige Gibsstatuer fra H. V. Bissens ældre Tid. Langs den østlige Væg træffer man J. A. Jerichaus fra Kristiansborg bekjendte Gruppe "Herkules og Hebe," hvoraf den originale Gibsmodel findes her, samt Kunstnerens skjønne Kristusfigur, der modelleredes i Rom i 1847 og udførtes i Marmor for Prinsesse Anna af Preussen. Midten af den sydlige Side optages af den franske kunstner E. Delaplanches deilige Marmostatue La musique, der fra Udstillingen paa Charlottenborg vil være vore Læsere saa bekiendt, at vi ikke behøve at dvæle nærmere ved dette udmærkede Kunstværk, som paa Salonen i Paris 1878 fik Hæderspræmien. Her har man tillige Leilighed til at se Bissens storslaaede Portrætstatue i Gibs af Anders Sandø Ørsted, et Værk, der skriver sig fra 1837, og ved at se de, kan man kun beklage, at denne monumentale Statue af en af vore store Mænd ikke er bleven støbt i Bronce og har faaet sin Plads paa et af vore offenlige Torve, hvad saavel Manden som Statuen i lige høi Grad fortjente. Man ser desuden her Bissens karakteristiske Statue af den saarede Filoktet og hans Marmorstatue af Akilles, et ypperligt Arbeide fra 1861. Paa den vestlige Væg findes en af Samlingens Sjældenheder, en Prøve paa virkelig antik Kunst. Det er Hovedet af en Athlet, udført i pentelisk Marmor i arkaisk Stil og rimeligvis skrivende sig fra Midten af det sjette Aarhundrede før Kristi Fødsel. Naar undtages, at Næsen er afhugget, er Hovedet forøvrigt godt konserveret, og karakteristisk er det at iagttage, at den rødlige Farve, hvormed Haar, Øine og Læber have været bemalede, endnu tildels er bevaret. Man antage, - og vel ikke med Urette - at det er Hovedet af en Nævefægter, hvorpaa de opsvulmede Øine ogsaa synes at tyde; det er et i flere Retninger dygtig modelleret Arbeide og er kjøbt i 1879 paa Auktionen i Paris over Olivier Layets Efterladenskaber. Paa denne Væg findes ogsaa to Basrelieffer af Thorvaldsen: "Amor og Erato" og "Jesu Daab" samt flere Basrelieffer af Bissen og Jerichau. Endnu skulle vi kun nævne den franske Kunstner Banjaults Statuette i Bronce: "le premier miroir", der ligeledes er kjendt fra Kunstakademiets Foraarsudstilling, hvor den i sin Tid vakte berettiget Opmærksomhed, Professor C. Peters' dygtige Broncestatuette af Faunen med Vinkrukken og en lille Statuette i Gibs, "Den syngende Parce", der er modelleret i 1795 af A. J. Carstens og er det eneste af hans plastiske Arbeider, hvoraf der er nogen Afstøbning tilbage. 

- Man ser af det ovenanførte, at det er en ikke blot righoldig, men tillige interessant Skulptursamling, som her ved en Privatmands Initiativ er bleven bragt til Veie, og vi kunne forsikre vore Læsere, at de ikke ville fortryde et Besøg i Glyptotheket paa Ny Carlsberg. Ved Indgangen opkræves en Entré af 25 Øre, fem tilfalder Asylet i Valby, og et omhyggelig redigeret Katalog giver Publikum alle nødvendige Oplysninger.

(Nationaltidende 13. november 1882. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Indgangen til glyptoteksbygningen i Carlbergbyen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2023.

Brev fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance til "Nationaltidende")

St. Kroix, den 19. Oktbe. 1882.

I Kolonialraadets sidste Møde forefaldt uventet et ganske interessant Optrin. Præsidentskabet havde indbragt et Forslag til en Tillægsbevillingslov om Midler til Gjenopførelsen af den under Oprøret afbrændte Toldbodbyggning i Frederiksted samt til Anlæg af en Badeanstalt ved Hospitalet paa Peters Farm, og endelig om at forhøie Kontoen for uforudsete Udgifter ved Bygningsvæsenet med 500 Doll. for saaledes at dække forskjellige mindre Udgifter, der allerede vare afholdte og beløb sig til 637 Doll. Dette Forslag var overgivet til et Udvalg, som anbefalede Vedtagelsen af Forslaget, men med den Forandring, at de allerede afholdte Udgifter opførtes som saadanne hver med sit Beløb og ikke sloges sammen med uforudsete Udgifter, hvorved der ganske vist vilde blive bevilget en større Sum, end af Regieringen forlangt. Man skulde nu synes, at Udvalgets Forslag var saa aldeles korrekt; men af den Mening var den konstituerede Præsident ikke. Han angreb Udvalget i de voldsomste Udtryk og paastod, at enten beskyldte det ham for at handle meget uklogt, eller ogsaa sigtede det ham for Forsøg paa at indsmugle en ny Praxis i Landet, hvorhos han hævdede, at den var en meget farlig parlamentarisk Praxis at bevilge mere, end det forlangtes. Udvalgets Ordfører, Prokurator Lemming blev ham imidlertid ikke Svar skyldig, men paaviste tydelig, at Udvalget havde Ret, og at naar der i selve Lovforslaget stod, at Udgifterne allerede vare afholdte, kunde man ikke forelægge et Forslag om at forøge Kontoen "uforudsete Udgifter", men maatte forlange Beløbene efterbevilgede. Det større Beløb, Raadet ville bevilge, var Regeringen ingenlunde forpligtet til at benytte til det til "uforudsete Udgifter" bevilgede Beløb. Efter et Par Repliker fra de to Talere bevilgedes naturligvis Pengene under den Form, Udvalget havde foreslaaet. Ved Planter A. Latimers Bortreise var en Plads i Kolonialraadet bleven ledig, og ved et Valg i Frederikstad d. 23. valgtes forhenværende Toldkontrollør P. E. Birch, som flere Gange tidligere har søgt Valg og hører til Oppositionen.

Da Tiden nærmer sig til den aarlige Generalforsamling i St. Kroix Fællessukkerkogerier, have Folk her talt meget om, hvorledes Status saa vil stille sig. "St. Kroix Avis" indeholdt for kort Tid siden en længere Artikel om denne Sag, hvori det fremhæves, at Kampagnen 1881 gav 26,962 Sække Sukker, 1096 Tønder Melasses med en Brutto Indtægt af 1,252.000 Kroner, en Udgift af 1,085,877 Kr., aItsaa et Overskud af 166,123 Kr. Da der iaar er forarbejdet 44,217 Sække Sukker foruden Melasse i omtrent samme Tid som ifior, maa Overskudet iaar rimeligvis være meget større. Af de 166,123 Kr. fra ifjor henhørte 14.201 til dette Aars Regnskab, og 72,009 Kr. henlagdes til Fornyelsesfonden, medens Resten anvendtes til at betale "Renter o. l." Disse Renter ere imidlertid ikke betalte til Aktionærerne og kunne ikke være betalte til Statskassen, da der stadig fordres den samme Sum paa St. Kroix Budget som svarer for Renterne af Aktiekapitalen. Man kommer derfor til den Slutning, at Pengene ere anvendte til at dække tidligere Fordringer med, hvortil man hidtil har manglet den fornødne Kapital. Herunder findes imidlertid en Del Fordringer, c. 10-15,000 Doll., som henstaa fra Faktoriets første Kampagne og ere fremkomne ved, at Faktoriet ikke var i Stand til at betale for modtagne Rør. Rørleverandørerne, Planterne, gik tildels ind paa at modtage Præferenceaktier for deres Fordringer, men dem have de endnu ingen Rente faaet af, og heller ikke ere de blevne indløste, medens man siger, at de, der nægtede at modtage Aktier, ere blevne betalte. Da det var meget imod Vedkommendes Ønske at modtage Aktier i Stedet for rede Penge, og mange af dem ingenlunde have Raad til at holde disse Aktier, henstilles til Bestyrelsen, om ikke disse Aktier nu kunne blive indløste.

Dernæst fremhæver Artiklen i "St. Kroix Avis", at en Paragraf i Lovene (§ 11) aldrig er bleven overholdt. Der findes nemlig en Bestemmelse om. at Selskabets Regnskaber for det forløbne Aar skulle fremlægges for Aktionærerne baade i Kjøbenhavn og paa St. Kroix. Selv om Lovens Ordlyd vilde være vanskelig at følge, kunde man dog godt fremlægge Regnskabet her, hvor der findes en meget stor Interesse for Faktoriet. Medens de første Aars Regnskaber vel nok vilde frembyde et sørgeligt Syn, idet mange Penge ere blevne anvendte til frugtesløse, dog næppe unyttige, Experimenter - hvad man dog ingenlunde kan dadle nogen for, da hele Systemet med Rørledningen jo tildels var et eneste stort Experiment - maa man nu kunne vente, at Regnskaberne ville udvise Fremgang og Overskud, og vi haabe derfor at faa dem at se her.

I samme Numer af Avisen klager en Indsender over Veienes og Gadernes slette Tilstand og henleder Opmærksomheden paa, at den Arbeidsstyrke, som ellers har været brugt til Reparation af Byens Gader, nemlig Straffefangerne, i lang Tid har været anvendt til at rydde et Stykke det Offenlige tilhørende Jord, som findes øst for Kristianssted, og som den konstituerede Præsident herved har faaet omdannet til en Have med Gange og Græsplæner og hist og her beplantet med nyttige Træer. Det Hele er særdeles net, men Indsenderen mente, at det var nødvendigere først at holde Gaderne i god Orden, og de trænge unægtelig meget til Reparation. Da en anden Indsender i det næste Numer af Avisen roste Gadernes og Veienes udmærkede Tilstand, paatog Prokurator Lemming sig Stykke for Stykke at paavise, hvor slet Landeveien mellem de to Byer er. Imidlertid gav denne Diskussion gav Anledning til, at det paa Præsidentens Opfordring sammensattes en Forskjønnelseskomite for Byen Kristiansted og nærmeste Omegn, som atter har nedsat et snævrere Udvalg, bestaaende af Præsidenten, Dr. med. Neumann og Planter Hvid, som foreløbig have taget Sagen i Haand. Man haaber, at der ved smaa maanedlige Bidrag fra Indbyggerne vil indkomme saa meget, at den kan udrette en Del i Retning af Forskønnelse, hvortil Byen haardt trænger.

Fotograf Jens Futtrup (1865-1950): Christiansted. Plantagen Jolly Hill. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Siden midt i forrige Maaned har her været en meget stor og smuk Komet at se. Den viste sig temmelig overraskende, da der intet Sted fra var meldt noget om en saa stor og smuk Gjæst heller ikke i "Nationaltidendes" astronomiske Meddelelser for September findes den nævnt. Den ses herfra i omtrent østlig Retning og hæver sig Kl. 4 om Morgenen med Halen øverst. Halen er meget bred og skinnende, navnlig c. ½ Time før Solopgang. Kjærnen lyser omtrent som en almindelig Stjerne af første Størrelse. Den lettroende Befolkning har naturligvis indbildt sig mange Ting, som denne mærkelige Stjerne skulde bebude; mest almindelig mener man Tørveir, og det synes desværre, som om det skal slaa til. Siden i den har været tydelig, have vi næsten ingen Regn havt, og vi trænge særdeles meget dertil, navnlig til en ordenlig blødende Regn; Rørene gro ikke hurtig længer. 

Den bekjendte StatspIantage "Mt. Pellier blev forgæves opraabt til Salg ved en Auktion for nogle Dage siden. Der blev budt 6500 Dollars, men Regjeringen forlangte 10,000, saa meget faas næppe, men efter Forlydende er der Underhandlinger l Gang om Salg for et noget mindre Beløb.

For nogle Dage siden blev Byen allarmeret ved Brandraab, og det viste sig, at der var udbrudt Ild i et lille Træhus mellem Guvernementshuset, Kirken og Apotheket. Heldigvis var det blikstille, ellers var rimeligvis en meget stor Del af Byen gaart op i Luer, navnlig de tre nævnte Bygninger; nu bliv Ilden slukket meget hurtig af det hastig tililende Brandkorps. Ilden var opkommet ved Uforsigtighed.

Det er meget glædeligt, at det er lykkedes Politiet at udfinde Gjerningsmanden til i hvert Fald nogle af Ildebrandene ved "Princes Station". Det er en Neger, der ikke har angivet nogen egenlig Grund til sine Handlinger. Han nægter imidlertid at have paasat alle Ildebrandene og tilstaar kun at have foraarsaget de 2 sidste og at være den Mand, Politibetjenten overraskede, just som han var i Færd med at stikke Ild, uden at det dog lykkedes at fange ham den Gang.

(Nationaltidende 1. november 1882. Uddrag).

Et sørgeligt Liv. (Efterskrift til Politivennen).

I Tirsdags Formiddags blev en gammel, fattig klædt Mandsperson antruffen paa Strandvejen mellem Hellerup og Charlottenlund, hvor han gik ind paa Landsteder og betlede. For den Politibetjent, som anholdt ham, vedgik han al vare den 71 Aar gamle Væversvend Niels Vilhelmsen, som for ca. 14 Dage siden om Natten hemmelig havde absenteret sig fra Korsør Arbejdsanstalt, hvor han var meget utilfreds med Opholdet. Siden han undveg fra Korsør, har den gamle Mand, som, efter i 1862 at være inddømt paa Livstid i Tugthuset for Tyveri, blev benaadet i 1878 og senere indlagt paa fornævnte Arbejdsanstalt, flakket omkring her paa Sjælland. Om Dagen holdt han sig i Almindelighed skjult, men ved Mørkets Frembrud listede han omkring ved Gaardene og tiggede sig det Nødvendigste til Livets Ophold. Han kom hertil Byen i Lørdags og havde nu til Hensigt at afsøge Landstederne paa Strandvejen, hvor han ventede sig et godt Udbytte. De tre sidste Nætter havde han tilbragt dels i Kornstakke paa Marken, dels i Charlottenlund Skov. I Tirsdags Morges havde han indfundet sig ved Charlottenlund Slot for at tale med Kronprinsens Kammerherre og med et af ham affattet Bønskrift, hvori han bad om at maatte komme bort fra Korsør Arbejdsanstalt og blive hjemsendt til sin Forsørgelseskommune paa Fyen og, hvis dette ikke kunde lade sig gøre, ansøgte han om, at Kongen vilde tage sin Benaadning tilbage, saaledes, at han kunde komme til at tilbringe Resten af sine Dage i Horsens Tugthus, hvilket han foretrak for Opholdet paa Korsør Arbejdsanstalt. Den gamle Niels Vilhelmsen hensidder nu i Arresthuset paa Blegdamsvejen.

(Social-Demokraten 5. oktober 1882).

Sundhedsforholdene paa Utterslevmark. (Efterskrift til Politivennen)

Tillæget til Brøndhøi Sogns Sundhedsvedtægter af 21. November f. A. indeholder i sit § 1, 2. Punktum, at "de Lossepladser for Dagrenovation, som for Tiden findes der, saavel som Renovationskompagniets Latrinoplag nedlægges inden et halvt Aar, efter at ovennævnte Bestemmelser traadt i Kraft". Grunden til, at den fornævnte Latrinoplagsplads ikke til den angivne Tid, altsaa i indeværende Aars Foraar, blev paabudt nedlagt, var den, at Brøndshøi-Rødovre Sognekommune ved denne Tid førte Forhandlinger med Renovationskompagniets Bestyrelse om en Ordning, hvorefter det ommeldte Latrinoplag foreløbig kunde bibeholdes, imod at Kompagniet paa sin Side ydede Midler til Iværksættelse af forskjellige hygieiniske Foranstaltninger paa Utterslevmark, og Resultatet af Forhandlingerne blev, at Sogneraadet under Forbehold af Justitsministeriets Approbation gik ind paa, at Latrinoplagene maaatte bibeholdes uforandrede endnu i 6 Aar mod et aarligt Vederlag af 3000 Kr., altsaa ialt 18,000 Kr., der af Sogneraadet skulde anvendes til hygieiniske Forandringer i det paagjældende Distrikt. Sogneraadet havde derfor anholdt om Justitsministeriets Aprobation paa, at den ovennævnte Bestemmelse i Tillæget til Sundhedsvedtægterne for Brøndshøi Sogn forandredes derhen, at Renovationskompagniets Latrinoplag først skulde nedlægges inden Udløbet af 6 Aar, efter at den med Kompagniets Bestyrelse indgaaede Overenskomst var bleven godkjendt. Da imidlertid Justitsministeriet under 12. Mai d. A. - efter at have indhentet det kgl. Sundhedskollegiums Betænkning, ikke har fundet Anledning til at aprobere den ansøgte Forandring i Sundhedsvedtægterne, er Følgen deraf bleven, at Politimesteren i Kjøbenhavns Amt nordre Birk efter Paalæg fra Sjællands Stiftsamt har beordret Renovationkompagniets Latrinoplag uopholdelig nedlagt paa Utterslevmark. Ligesaa har Politimesteren tilskrevet vedkommende Sundhedskommission om uden Ophold at sørge for, at Lossepladserne for Kjøbenhavns Dagrenovation nedlægges, for saa vidt saadant ikke alt er sket, ligesom det ogsaa er blevet paalagt Sogneraadet snarest muligt at sidde til Iværksættelsen af de høist nødvendige Foranstaltninger til Ordningen af Afløbsforholdene paa Utterslevmark. Det er ganske vist nu al Udsigt til, at en Forbedring om føie Tid vil indtræde i de sanitære Forhold dersteds, men saa længe der ikke indføres et ordenligt Kloaksystem, hvortil Tegning og Overslag nok alt for flere Aar siden ved Landinspektør Lauritzen ere udarbejdede, men til hvis Antag der nu for Tiden ikke synes at være nogen Udsigt, vil en fuldstændig tilfredsstillende Tilstand næppe nogensinde kunne tilvejebringes paa Grund af Terrainets lave Beliggenhed. Imidlertid maa man glæde sig over de Skridt, der saavel fra Sogneraadets og Sundhedskommissionens Side som af Politimesteren og Stiftamtet ere foretagne for at fremme denne vigtige Sag. I Sundhedskommissionens forannævnte Betænkning udtales det bl. a., at Afløbsforholdene trænger til en Omordning. De aabne Grøfter, der findes, ere for en stor Del af forskjellige Grunde ude af Stand til at besørge Afladet og danne derfor paa mange Steder Beholdere for stagnerende, gjærende Masser, hvis Farlighed forøges ved Grøfternes Mangel paa fast Bund, hvorved en Nedsivning af deres sundhedsfarlige Indhold i Jorden og dermed følgende Infektion af Grundlasten er uundgaaelig, ligesom overalt, hvor Brøndene ikke ere isolerede fra Grøfternes Indhold, dette maa inficere Drikkevandet. Farerne ved de mangelfulde Afløbsforhold forøges ogsaa ved de omkring i Terrænet spredte Lossepladser for Hovedstadens Renovation samt det dertil knyttede store Svinehold. Hver Losseplads er nemlig et mere eller mindre godt indhegnet Jordstykke uden anden Bund end den aabne, let gjennemtrængelige Jordoverflade. Paa disse Pladser tømmes den fra Hovedstaden udkjørte Dagrenovation bestaaende at Feieskarn, Køkkenaffald, Planterester, alt i forraadnet Tilstand, hvortil kommet Affald fra de nærliggende Slagterier, uden at det et Afløb for Urenlighederne, hvorved alt maa sive ned i Jorden. Af slige Lossepladser findes flere, der ere i Nærheden af menneskelige Boliger. Det kjøbenhavnske Renovationskompagnis Oplagsplads, de store Latrinkuler, nævnes i Sundhedskollegiets Betænkning ligeledes som en hygieinisk Kalamitet paa Utterslevmark. De omtalte Kulers Indhold er i alt Fald periodisk befængt med Smitte, og desuden, ogsaa bortset herfra, selvfølgelig befængt med de samme farlige Egenskaber som alle raadne og gjærende Masser. Kulerne mangle aldeles fast Bund, saa at en Infektion af Jordbunden fra dem er uundgaaelig. Det ufuldstændige Tag, som er over flere af dem, kan heller ikke i nogen Maade hindre en Infektion af Luften. Deres Afstand fra menneskelige Boliger anses derhos for uforsvarlig ringe. Hertil kommer, at Kulernes Indhold kun periodisk bliver ført bort, nemlig paa de Tider, hvor Landmændene gøde deres Marker. Foruden de nævnte Forhold maa endnu fremhæves den Mængde sundhedsfarlige Næringsveie, som Beboerne drive, især de mange, tildels store Slagterier og Pølsefabriker (ogsaa et Benkogeri findes), hvis Misligheder yderligere forøges ved de mangelfulde Afløbsforhold. Endelig udtaler Sundhedskollegiet i sin Betænkning, at alle de paaviste Ulempers Betydning i en meget væsenlig Grad forøges ved Utterslev Marks nære Forbindelse med Hovedstaden. Sluttelig kunne vi kun udtale Ønsket om, at det maa lykkes Sogneraadet at skaffe de fornødne Midler til Veie til Anbringelsen af el Kloaksystem, hvorved Utterslevmark dog maaske endnu vil kunne opnaa at blive et godt og sundt Opholdssted og efterhaanden tillige en smuk lille Forstad til Kjøbenhavn, hvad der jo vil være i de derboende Grundeieres egen Interesse. 

(Nationaltidende 25. september 1882).

1870-1880 fandtes en latrinlosseplads på Utterslev Mark i det område der i dag afgrænses af Frederikssundsvej, Stærevej, Nattergalevej og Nordre Fasanvej (altså området omkring Ørnevej). Ligeledes fra 1880 til 1920'erne en stor losseplads som afgrænsedes af nutidens Lygten, Strødamsvej, Lyngbyvej og s-banen langs Rovsingsgade.

Soldateroptøjer i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 22de September.

Igaar Aftes forefaldt der nogle uhyggelige Optøjer af Soldater her i Byen, idet der nemlig, imedens Musiken spillede udenfor Regimentschefens Bolig paa Hjørnet af Sankelmarks- og Jernbanegade, hvor der som sædvanligt var samlet en betydelig Menneskesværm, pludseligt og uden nogen tilsyneladende Grund opstod en stærk Tumult iblandt de i usædvanligt stort Antal tilstedeværende Soldater, og da de tilstedeværende Politiebetjente søgte at tilvejebringe Orden, bleve flere af dem i meer eller mindre Grad Gjenstand for personlig Overlast, idet de enkeltviis bleve omringede af Soldaterne, der desværre syntes at handle efter en forud lagt Plan, og maatte flere af Betjentene for at frelse sig fra yderligere Mishandlinger tye ind i de tilstedende Ejendomme. Saaledes vare et Par Betjente retirerede ind i Architekt Webers Port og bleve her formeligt belejrede af Soldaterne, der med Magt trængte paa og i stort Antal stormede ind ad Porten, ja enkelte af dem vare dristige nok til at forfølge Betjentene, der havde maattet trække sig tilbage til Trappegangen, op ad denne; men her kunde dog Betjentene holde dem fra Livet, indtil de fik Assistance. Flere Befalingsmænd, saavel Officerer som Underofficerer, der vare komne tilstede og forsøgte at tale Soldaterne tilrette, bleve ligeledes Gjenstand for personlig Overlast fra disses Side; saaledes maatte en Sergent, der blev forfulgt af en Sværm Soldater, tye ind i en Bagerboutik, hvorved han undgik sine Forfølgere, der nu afkjølede deres Harme ved at slaae et Par Ruder i Boutikken ind. - Der vil nu selvfølgeligt blive indledet streng Undersøgelse for om muligt at udfinde Ophavsmændene til de stedfundne Excesser, og det er at haabe, at dette vil lykkes, for at vor ellers fredelige By kan blive forskaanet for Gjentagelse af slige uhyggelige Optøjer, der just ikke tyde paa nogen streng Disciplin iblandt Soldaterne. Ganske vist forefalder der i Regelen af og til Uordener, hvor en større Deel Soldater ere samlede, som t. Ex. i Leiren m. fl. - men her i Byen har man dog hidtil været forskaanet for Tumulter af en saa scandaleus Art, hvor det gaaer ud over fredelige Borgeres Stendomme og Person, og det tor forventes, at de militaire Myndigheder ville i den Retning tage saa omfattende Forholdsregler imod Gjentagelse, som Omstændighederne paabyde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1882).

Militære Optøjer i Aalborg. Fra Aalborg skrives til os den 22de Septbr.: I Gaar fandt mytterilignende Optøjer Sted blandt den her i Byen liggende Garnison. Da Musiken, som sædvanlig Torsdag Aften, blæste udenfor Oberstens Vinduer, hvor den inspicerende General netop befandt sig, fandt Politiet sig foranlediget til at tage en Sergent, der var ualmindelig ilde lidt, under Beskyttelse, hvorfor han blev interneret med 3 Betjente i Oberstens Port. Forbitrede her over brøde en Del Soldater Porten op, befriede Fangen og bankede Politiet. En tililende Kaptejn, der søgte at skaffe Orden til Veje, blev ved et Slag i Nakken kastet ud af Porten og gjennempryglet af Soldaterne og en anden Kaptejn, der derefter kom til Stede og havde Mod og Aandsnærværelse nok til med dragen Sabel at ville kommandere Folkene til Orden, blev kastet til Jorden og trampet paa af et Par hundrede Mand. Sergenten var imidlertid flygtet, men blev forfulgt af de ophidsede Soldater, der, da de troede, at han havde søgt Tilflugt i en Bagerbutik paa Hjørnet af Algade og Jernbanegade, stormede denne under vilde Raab, og sprængte Døren samt med deres Sabler itusloge Ruderne. Der skal endog være falden Udtalelser om, at bemeldte Sergent ikke skulde komme levende hjem fra Øvelserne. En stor Del af Natten herskede der stærk Røre paa Gaderne; Politiet saa man næsten intet til. Det er at haabe, at saa vel de civile som de militære Autoriteter ville tage energisk fat, for at udfinde de Skyldige og bringe Klarhed over denne Sag.

P. S. Det fortælles nu, at hele Affæren hat været overlagt fra tidligere Tid. En Del Soldater skulle have drukket hele Dagen for at forberedes til at gaa i Spidsen, og strax da Musiken stillede uden for Obersten, begyndte Soldaterne at udskjælde Obersten for bl. A. "Regimentskomager" og inviterede ham neden under til Prygl. - En uskyldig Toldbetjent blev ligeledes ilde tilredt.

(Aarhus Amtstidende 23. september 1882).

Atter Optøjer i Aalborg. (Aalb. Stft.) Atter Fredag Aften vare en Del af Byens Gader og Pladse Skueplads for nogle uhyggelige Tumulter, foraarsagede ligesom den foregaaende Aften af Soldater. Disse begyndte strax ved Mørkets Frembrud at samles i Klynger hist og her i Gaderne og strømmede derefter fra alle Kanter til Torvet, hvor de som det syntes forud havde aftalt at samles og hvor der nu ligeledes efterhaanden samledes en betydelig Mængde civile, af hvilke dog vistnok den overvejende Del kun var til Stede af Nysgjerrighed. Soldaterne, der efter Sigende havde til Hensigt at befri en samme Dag for Insubordination arresteret Kammerat, samledes i en tæt Klynge foran Hovedvagten, hvor de peb og raabte, og det lod først til som om de virkelig havde til Hensigt at storme Hovedvagten, der kun var besat med 1 Korporal og 7 Mand; men pludselig opstod der et Rygte om, at den omtalte Soldat hensad i den civile Arrest, og nu stormede en hel Skare Soldater til Arresthuset i Gabelsgade, hvor de forsøgte at trænge ind; men da den solide Dør modstod deres Anstrængelser, lode de sig nøje med at ituslaa et Par Vinduesruder. Politiet var selvfølgelig temmelig mandstærkt til Stede, men formaaede ikke at udrette noget videre over for den store Masse af Soldater, der til Dels rent ud nægtede at adlyde de til dem rettede Opfordringer om at gaa rolig hver til sit, og endskjønt der nok var lovet militær Assistance, indtraf penne mærkværdig nok først omtrent Kl. 9½. Efter at Vagtmandskabet ved delte Klokkeslæk var blevel forstærket med en større Styrke under en Officers Kommando, lykkedes det temmelig hurtigt ved Militærets Assistance at faa Mængden adspredt, og efter at Soldaterne Kl. 10 vare qaaede hjem til deres Kvarterer, blev den almindelige Orden hurtigt gjenoprettet. - Desværre gik det heller ikke den Aften af uden temmelig alvorlige Sammenstød imellem Soldaterne og Politiet, hvorved et Par Betjente blev tilføjet en Del Overlast; saaledes blev en Betjent, der havde maattet retirere ind i en Port i Slotsgade, forfulgt der ind af en Del Soldater og kastet til Jorden samt tilføjet en Del Slag og Spark faa vel i Hovedet som paa Kroppen, og en anden Betjent blev i Slotsgade anfaldet af en Del Soldater med dragne Sabler og tilføjet et Sabelhug i Hovedet, som dog heldigvis ikke trængte gjennem Hjelmen, og desuden et Saar i Haanden.

(Viborg Stifts Folkeblad 26. september 1882).

De militære Uroligheder i Aalborg.

Højrebladene har med en mærkelig Tavshed forbigaaet Soldaterurolighederne i Aalborg i Slutningen af forrige Uge; men netop Forsøget paa at tie Bevægelsen tildøde er det bedste Bevis for, hvor generende dette pludselige Brud paa Disciplinens stramme Lænker har været for Dhrr. Magthavere.

Som det fremgaar af Referaterne her i Bladet var Bevægelsen rettet mod de Overordnede, som paa forskellig Maade blev tildelt en mindre blid Behandling. Saavel Officerer som Underofficerer blev pryglede, en Sergent var ligefrem Genstand for hidsig Forfølgning, og det var kun ved at søge Tilflugt i en Butik, at han undgik videre Mishandling. Naar det ved samme Lejlighed tillige gik ud over Politiet, saa var det naturligvis kun, fordi dette søgte at værne Befalingsmændene mod de opbragte Menige. Urolighederne kortfattes to Aftener i Træk, og anden Aften forsøgte man oven i Købet at storme Arresthuset.

En militær Begivenhed af denne Natur fortjener den største Opmærksomhed. Vi har tidligere paapeget, hvilke barbariske Straffe, der er satte for den Slags Brud paa Disciplinen, og det følger heraf, at der skal en høj Grad af Forbitrelse, ja af Fortvivlelse til, for paa dette Omraade at sætte sig ud over Lovene og ud over Følgerne af at slippe sin Harme løs mod dem, af hvem man føler sig undertrykte.

Der er vel ingen Grund til at mene, at de militære Forhold i Aalborg er værre end i andre Garnisonsbyer her i Landet; Tilstandene er vist tværtimod saa temmelig ens overalt. Man er derfor berettiget til at antage, at den hele menige Soldaterstand er gennemtrængt af Forbitrelse og af Had til Militarismen, og denne Følelse kan slaa ud i lys Lue hvad Dag det skal være, saaledes som det nu skete i Jylland. Under visse Forhold, f. Eks. under en almindelig Folkeopstand, vil da denne saa voldsomt løsslupne Forbitrelse vende sig ødelæggende netop mod dem, der har set deres eneste Børn i Militarismen.

Aarsagen til den gennemgaaende Utilfredshed er ikke vanskelig at paapege. Vi har flere Gange havt Anledning til at nævne dem, og vi skal gentage her, hvad der er sagt ved disse Lejligheder. Der er naturligvis nu en ganske anden Aand i Befolkningen end for et halvt Hundrede Aar siden, der er nu en Trang til at hævde sin personlige Ret, til at fordre Hensyn til sin personlige Ære, og der er hos hver Enkelt en levende Følelse af som Menneske at have naturligt Krav paa Ligestillelse med enhver anden Borger i Samfundet. Paa disse Følelser over Militarismen den mest brutale Vold. Man forlanger, at Statsborgeren fuldstændig skal skifte Karakter, saasnart han trækker i Soldatertrøjen, man forlanger, at han skal lade sig dressere som en Puddelhund og kommandere som en Slave; man derover ham dels direkte og dels indirekte alle Rettigheder og overlæsser ham i Stedet for med en hel Række nye Pligter, hvoraf mange baade er fornuftstridige og unødvendige. Dette kunde allerede være nok til al vække Utilfredshed; men saa kommer hertil, at Dhrr. Officerer i mange Tilfælde misbruger deres privilegerede Stilling og Soldaternes Lydigheds- og Tavshedspligt til at tilføje disse personlige Krænkelser. Alt dette skaber ondt Blod, og der behøves kun en ringe Anledning for at sætte Masserne i Bevægelse.

En saadan Anledning var for Aalborgs Vedkommende det, at en Soldat af Reserven (af Aargangen 1876) uden Dom havde faaet tildelt 5 Dages stræng Arrest i Bøjen. Denne Straf udstaas saaledes: Den Paagældende lænkes med begge Ben til Gulvet. Han er paa denne Maade fængslet uafbrudt baade Dag og Nat, undtagen 1 Time daglig. Det er os ikke bekendt, hvad Vedkommende havde forbrudt; men Forseelsen maa efter hans Kammeraters Formening sikkert have været ringe; og saa brød Forbitrelsen ud, denne Forbitrelse, der satte over alle Skranker og slog baade til Officerer og Underofficerer.

Bøjestraffen er, som det vil erindres, af nyere Dato. Den hører til de "store" og "gode" Bedrifter, som de moderate Venstremænd har velsignet Landet med ved det Tillæg til Hærloven, som de i Hui og Hast og i en hemmelig Forstaaelse med Højre gennemførte i Samlingen 1880-81. Disse Herrer "Demokrater" har alene ved denne Lov vist, hvor taabeligt det er, at Befolkningen betror deres Velfærd til blakkede Elementer, og deres Produkt, dette "Tillæg til Hærloven", bekræfter, hvor særligt det er for Magthaverne ikke at lade Lovgivningen følge med Tidsaandens Udvikling.

Der er et gammelt Ord, som siger, at den, som Guderne vil ødelægge, slaar de med Blindhed. Man er vel i Henhold hertil berettiget til at tro, at Guderne ikke tænker paa noget mindre end at ødelægge de bestaaende militære og kapitalistiske Forholds, thi det kan ikke nægtes, at disse Forhold Støtter og Bærere sarer frem, som om de ikke havde Øjne i Hovedet. Trods det, at de véd, eller i det mindste burde vide, med hvilken Uvilje Soldaterne betragter Bøjestraffen, bringer de dog denne i Anvendelse, og, ikke nok hermed, paatænker de endog at gaa videre og etablere Tilstande, der ret vil vække Misfornøjelse og Utilfredshed mellem de Menige.

I Tillæget til Hærloven findes en § 32, som gaar under Navnet "Vagabondparagrafen". I Følge denne kan en Mand, som 5 Gange har forset sig, f. Eks. har faaet i Alt 4 Dages Vagtarrest og en Gang 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, udlages af sin Afdeling og hensættes til "fortsat Tje￾neste". Denne Straf er i og for sig haard nok; men i Følge hvad der meddeles har Krigsministeriet gjort Skridt til at indføre en egen Slags Uniform for Personer af Hæren, der behandles efter den nævnte § 32. Uniformen skal bestaa af en graameleret Vaabenfrakke med sort Krave, lyseblaa Hue og Benklæder, medens det militære Snit, som endnu maatte være tilbage, iøvrigt vil blive bibeholdt. Dette er altsaa en fuldstændig Slaveuniform, i hvilken de Vedkommende skal spadsere paa offenlig Gade til Haan og Spot for Enhver. Der hører virkelig ikke meget til i Tjenesten sar at erhverve sig de ovennævnte 9 Dages Fængsel, og Vedkommende, som har paadraget sig dem, er ikke derfor nogen umoralsk Karakter eller forøvrigt uhæderlig. Men ikke desto mindre vil man paa denne Maade stille ham udenfor det menneskelige Samfund, prisgive ham for Alles Foragt og saaledes fylde hans Sind med Bitterhed og Had.

De, som tror, at man paa den Maade kan opelske "Kærlighed til Konge og Fædreland", maa være meget blinde.

Urolighederne i Aalborg er foranlediget ved, at Straffebestemmelserne i "Tillæget til Hærloven" befinder sig i den mest afgjorte Modstrid med Tidens humanere Aand. Heraf burde man lære at tage Hensyn til Befolkningens aandelige Udvikling; men nej! Krigsministeriets sidste Bestemmelse viser, at man intet har lært, og Fremtiden vil bringe Følgerne.

(Social-Demokraten 30. september 1882).

I Aalborg har der, efter Rejsendes Udsagn, i de senere Aftener atter været mindre Optøjer, saa at Vagten, forstærket med 60 Mand, stadig maa være paa Benene, dog er det nærmere Byens Pøbel end Soldaterne, der deltager. Det hedder sig, at der blandt Soldaterne vil blive iværksat en Indsamling til Fordel for deres Familier, som, rimeligvis paa Grund af Deltagelse i de letsindige Optøjer, vil blive idømt aarelang Fængselsstraf. Dette sker ikke af Sympathi med Spektaklerne, men af medlidenhed med de uforsørgede Familier. Man har endog Haab om at naa en Sum paa ca. 1600 Kr. (Vends. Tid.).

(Aarhus Amtstidende 7. oktober 1882)

Sundhedstilstanden i Sundbyerne paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktionen har modtaget følgende: Hr. Redaktør! Foranlediger ved en Notits i Deres ærede Blad om Dødeligheden blandt Børnene I Sundbyerne skal jeg tillade mig at anmode om Plads for efterfølgende Bemærkninger. At Sygeligheden og Dødeligheden, navnlig blandt Børn, er meget stor herude, er en sørgelig Kjendsgjerning, som desværre er gammel hos os; en anden Kjendsgjerning er, at vi have en Sundhedskommission, til hvilken vi til daglig Brug ikke mærke synderligt. Man skulde tro, at det naar et Distrikt hærges saaledes af Sygdom som Sundbyerne, især i Kvarteret omkring Køhlersvej, maatte være en uafviselig Trang for enhver, hvem andres Tillid har kaldt til Medlem af en Sundhedskommission, personlig at undersøge Forholdene paa Stedet og søge at rette, hvad der kan rettes. Men Kommissioner i Almindelighed og Sundhedskommissioner i Særdeleshed ere aldrig berømte for deres Aktivitet. En enkelt Mand med tilstrækkelig Myndighed, Villie og Evne vilde sikkert forslaa bedre end ti Kommissioner! Ganske vist maa en væsenlig Skyld i den store Sygelighed herude søges i de fra en hovedsagelig af Arbeiderfamilier bestaaende Befolkning uadskillelige uheldige hjemlige Forhold, hvor især de mindre Børn ere overladte til sig selv uden tilstrækkelig Pasning og Renlighed, mange Gange med slet og utilstrækkelig Føde - men dette er Forhold, som der aldrig helt kan raades Bod paa. Just derfor bør der i andre Retninger ikke skyes nogen Anstrengelse for at hjælpe og rette, hvor dette lader sig gjøre, og her ligger det store og vigtige Arbeide, hvorved ene en Sundhedskommission kan erhverve sig Ret til sit Navn. I de bedre stillede Klassers Boliger ville heldigere pekuniære Forhold og Beboernes større Intelligens fremtvinge taalelige Tilstande, men i Arbeiderdistrikterne, hvor Løsenet er lav Husleie, der er det Sundhedskommissionen, som skal udføre den regulerendes Virksomhed, der hist besørges af rigeligere Pengeforhold og Beboernes egen Sans for Velvære.

Anvende vi nu disse Bemærkninger paa Kvarteret om Køhlersvei, der væsenligst er et Arbejderkvarter med en Mængde Børn - Fattigmands Rigdom - hvad se vi saa? Stinkende, mudderfyldte Grøfter, der sjælden eller aldrig renses, og renses de endelig en Gang, da gjøres det saaledes, at deres forraadnede Indhold kastes langs Veikanten. Solen tørrer det, og Vinden hvirvler snart et miasmefyldt Støv omkring, fører det ind i Boligerne og tvinger det ind i de Veifarendes lunger; Menneskeboliger, smurte op paa lave, sumpede Steder, saa en usund Grundlust og Fugtighed fremherske; Lossepladser med al deres smitteførende Uhumskhed lagte saa at sige udenfor Vinduerne af Boligerne; elendigt Drikkevand og et yderlig slet eller rettere slet Intet Vandafløb, og mange Steder forene daarlige og uhensigtsmæssige Latriner sig med alle de andre Momenter for at danne et Søle, der virkelig sorterer under en Sundhedskommission og er lyksaliggjort med en Sundhedsvedlægt. Til alt dette kommer, at der ved Indgangen til Kvarteret, paa Hjørnet af Køhlersvei og Landeveien, ligger en Fabrik (Fredens Mølle), der omtrent altid, Dag og Nat, udsender en besværlig og skadelig Damp af Svovl og Salpetersyre, som trænger ind i Husene og ødelægger, hvad de andre paapegede skadelige Potenser muligen har skaanet. Og for, at den modsatte Ende af Veien ogsaa skal være med, ligger der her en mindre Gødnings-Fabrlk. Er her ikke rigelig Virksomhed for en aktiv Sundhedskommission? Noget har Kommissionen jo nok gjort: For et Par Aar siden foranledigede den, at et Par Grøfter bleve oprensede: Hovedgrøften paa Køhlersvei pilledes der ogsaa lidt ved, vel nærmest for at vise, hvorledes et saadant Arbeide ikke skal udføres: der gaves hist og her Paalæg om aabne Møddingsteder i Gaardene, hvor Brøndvandet nærmest maatte kunne karakteriseres som fortyndet Møddingvand - - og senere har man intet, aldeles intet hørt eller set til Sundhedskommissionen. 

Køhlertsvej ved hjørnet af Amagerbrogade. 1904. Reproduktion af tegning. "Benmøllen". Til højre Fredens Mølles fabrikker, nedrevet 1906. I baggrunden til venstre skimtes tårnet på Nathanelskirken. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Kreds af Mand paa Køhlersvei og tilstødende Smaaveie har nu disse Dage indgivet en alvorlig Anke over disse Forhold til Sundhedskommissionen, og som jeg hører, have ogsaa Beboerne paa Landeveien (d. v. s. paa den anden Side af Svovlsyrefabriken) sat sig i Bevægelse. Ærbødigst C. L.

(Nationaltidende 2. september 1882).

Køhlertsvej skiftede 1898 navn til Holmbladsgade.

Biskop H. J. Fog overtager Admiral Lassens Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Krænkelse af en af vore heltes Grave paa Holmens Kirkegaard. Chefen paa "Prøvestenen" i Slaget paa Rheden, senere Admiral Lorenz Lassen +1837, blev tilligemed sin Hustru begravet paa Holmens Kirkegaard, ikke langt fra den Gravhøj, der gjemte hans faldne Kammerater fra 1801. Gravstedet var kjøbt paa begrænset Tid, og den nærmeste Paarørende, Admiralens Adoptivdatter, der ved Admiralindens Død 1839 kun var 5 Aar gammel, blev det under hendes Opvæxt og senere Giftermaal paa Landet ikke muligt at føre noget jævnligt Tilsyn med Gravstedet. Over saadanne Mænds Grave hæger og freder man selvfølgelig, sagdes der ofte til Beroligelse for hende. Formuesomstændigheder tillod hende først sent en direkte Henvendelse om Gravens Fornyelse og fremtidige Vedligeholdelse. Men ved hendes Besøg i denne Anledning paa Kirkegaarden, var det hende ikke muligt at finde Gravstedet, der havde været dækket af en stor flad Sten. Hun henvendte sig da til Graveren og fik af ham den Meddelelse, at Gravstedet længe havde været hjemfalden, og at man, uden at det mentes fornødent ved Bekjendtgjørelse at indkalde Paarørende, havde overdraget Gravstedet til Holmens Provst, nuværende Biskop Fog, der deri havde jordfæstet sin Hustru.

En saadan Adfærd af Holmens Provst overfor Hvilestedet for en af de Søhelte, til hvis Navn Holmens Mænd knytte et af deres nyeste og stolteste Minder, maa betegnes som i høj Grad krænkende for de nationale Følelser. Til at frede om den Plet, der gjemte Lorenz Lassens' Støv, havde netop han været kaldet som den første. Og Provsten vidste, hvem der her var stedet til Hvile. Gravstenen talte tydelig nok. Provsten skal selv have været til Stede, da Graverkarlene gravede Benene frem - han skal have sendt en Kasse (!) til at lægge de Ben i, man fik Øje paa, Kassen blev gravet ned i Højen fra 1801; over den lagde man den store Gravsten.

Saaledes krænkede en Præst den Mands Gravfred, som ikke blot en af hans nærmeste Forgængere i Embedet, men som Nationen havde lyst Velsignelse og Ukrænkelighed over - saaledes splittede Holmens Provst Lorenz Lassens Ben endnu, medens mange Mænd var i Live af den Generation, der har set ham færdes imellem os; og Provsten hører selv til denne Generation. Ved at lade Resterne af Heltens Ben nedgrave i de faldne Søkrigeres Gravhøj, udenfor hvilken Lassen saavel som Olfert Fischer selv havde valgt sig sit Hvilested - og det vil jo altid mindes, at denne Nedgravning kun fandt Sted for at skaffe Benene afvejen - krænkedes ogsaa denne Gravhøjs Fred og Pieteten mod den Aand, i hvilken den rejstes.

Uvidenhed eller forklarlig Mangel paa Pietetsfølelse, har foraarsaget mange Krænkelser af vore Fædrelands fortjente Mands Gravsteder; her foreligger et Exempel, der efter den Skyldiges Stilling og Værdighed vækker saa megen større Forargelse. Monumenterne paa Gravene ere ved offentlig Forbud skjærmede for Ødelæggelse paa Grund af deres kunsthistoriske Interesse, men der er andre Interesser, andre Følelser, som skulle antages at gjøre det berettiget, om Nationen erklærede Gravene, der gjemme dens bedste Mænd, og over hvilken ingen Slægt eller Ven mere kan frede, for viet og ukrænkelig Jord.

 H. P.

Vi skulle endnu hertil føje den Bemærkning, at det maa anses for tvivlsomt, om Skelettet, der fremgravedes, var af Lassen eller hans Hustru - hvad Biskop Fog sikkert burde sørget for at faa konstateret af en Anatom, naar han vilde grave Benene ned i Højen fra Der vil i alt Fald ske en ny Forstyrrelse af Graven, naar et andet Medlem af Hr Fogs Familie skal nedlægges deri. Vi have ved Optagelsen af ovenstaaende Stykke villet bidrage vort til, at denne Vandalisme kommer til Offenlighedens Kundskab og faar den Dom den fortjener.

(Morgenbladet (København) 29. august 1882).

I et æresdigt til Lassen skrevet af P. F. Friis i Kjøbenhavnsposten 13. august 1837 stod:

Fred med Dig, Søn af Danmarks Hædersdage!
Dit Navn omvundet er med Laurens Løv;
Skjærtorsdags Helte hisset Dig modtage,
Og Dine Been er lagt ved Deres Støv.

De Blaae har sænket ned i Høiens Gjemme
Den sorte Kiste, smykt af Flaget reen.
Hvo bær hans Sværd til Enken hist derhjemme -
En af de sidste Mænd fra Prøvesteen!

Mindehøjen for slaget på reden, mindetavlen for Lorentz Lassen. Den må være opsat efter 1879 hvor daværende provst Fog fik flyttet knogler fra den plads på kirkegården hvor han senere blev begravet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavn, den 3. September 1882.

Krænkelse af en af vore Søheltes Grave. Hr. Redaktør! I Morgenbladet af 29de Avgust findes et Stykke, overskrevet: "Krænkelse af en af vore Søheltes Grave paa Holmens Kirkegaard", hvorpaa jeg er gjort opmærksom. Med det berettede forholder det sig saaledes. Da min Hustru i 1879 skulde begraves, anviste Graveren mig et aldeles overgroet Stykke Jord uden noget synligt Mærke, hvilket jeg da erklærede mig villig til at kjøbe. Da jeg en af de nærmeste Dage derefter kom paa Kirkegaarden, fandt jeg Graven gravet, og af en paa den opkastede Jord henlagt Sten erfarede jeg først, at Admiral Lorenz Lassens Lig havde hvilet deri. Jeg befalede da at standse med Arbejdet og lod Graveren kalde. Denne oplyste, at Graven i mange Aar havde været overgroet og forlængst var forfalden til anden Benyttelse, ligesom at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge. Graven var nu en Gang opkastet og dens Fred forstyrret. Ved Lov er Holmens Kirkegaard bestemt til Sløjfning, hvorimod Højen over de Faldne 1891 efter den lagte Plan skal bevares. Jeg fandt da, at der bedst blev sørget for Heltens Minde ved al paalægge Graveren at lade gjøre en Kiste og deri omhyggelig opsamle de opgravede Ben, og nedsætte denne med Ligstenen over i Gravhøjen, der gjemmer hans faldne Kammeraters Støv Andre maa mene, at der kunde være handlet rettere. Men jeg ved, at kun Pietet for den afdøde Helt har ledet min Handlemaade.

Aarhus, den 31te Avgust 1882.

Ærbødigst

B. J. Fog.

Biskop Fog bekræfter saaledes Rigtigheden af de i Morgenbladet anførte Fakta. Det er virkeligt saa, at man har kastet Lorenz Lassens Ben ud af Graven for at faa Plads til Præstens Kone. Hvilken Del af Skylden der falder paa Præsten og hvilken paa Graveren er maaske ikke ganske klart, de to Autoriteters Myndighed over og Ansvar for Kirkegaardene er vistnok et noget indviklet Forhold. Men selv om Graveren, som det af Biskop Fogs Brev synes at fremgaa, er den, hvem man først har at holde sig til, vil der dog aldeles ingen Tvivl være om, at der ogsaa fra Biskoppens Side "kunde være handlet rettere." De Foranstaltninger, Hr. Fog traf for at raade Bod paa den skete Forstyrrelse, faldt jo dog i Virkeligheden ud til, at Biskoppen beholdt Graven og at Forstyrrelsen udstraktes videre til Højen over de i 1801 Faldne. Naar Biskoppen lader Graveren undskylde sig med, at Graven "forlængst var forfalden til anden Benyttelse" og "at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge", saa er det paa ingen Maade en Undskyldning, der gjælder Spørgsmaalet er først: har der fundet fornøden offenlig Indkaldelse Sted? Og det er ikke blot et Spørgsmaal om Familien, men om Offenligheden i det hele. Thi en Trusel i "Berl. Tid." om at sløjfe Lorenz Lassens Gravsted, vilde dog sagtens have bragt det Par Kroner til Veje, der udsædredes for at hindre en saadan Vandalisme. Men dernæst minde vi om Reskriptet af 10de Juli 1828, hvorefter der ikke blot et Aar forud for et Gravsteds Nedlæggelse skal ske Indkaldelse til Slægten, men efter hvis 2den Post der "hver Gang skal indsendes til vort danske Kancelli en udførlig Beskrivelse og Fortegnelse over saadanne Monumenter og Ligsten, hvis Fornyelse de Paagjældendes Slægt og Venner ej ville besørge, hvorefter det af bemeldte vort Kancelli bliver at afgjøre, hvor vidt der, enten med Hensyn til saadanne Mindesmærkers Værd som Kunstværker, eller i Betragtning af de Afdødes særdeles Fortjenester, bør gjøres Undtagelse fra den Regel, at Monumentet eller Ligstenen hjemfalder til vedkommende Kirke efter 20 Aars Forløb, naar Betaling ej erlægges for at beholde samme længere Tid, saa at de i slige Undtagelsestilfælde indtil videre vedblive, uden at vedkommende Kirke erholder nogen Betaling for Fornyelsen." At denne humane Bestemmelse er i fuld Gyldighed, fremgaar af Kultusministeriets Skrivelse af 27de Januar 1877 til samtlige Patronater for Sognekirkerne i Kjøbenhavn, hvorved det under Henvisning til det nævnte Reskript og "af Hensyn til det ønskelige i at bevare udmærkede eller særdeles fortjente Mænds Gravsteder", indskærpes Patronaterne: "at der, forinden noget Monument eller Ligsten paa de under de respektive Patronater sorterende indenbys og udenbys Kirkegaarde efter sket Indkaldelse borttages fra vedkommende Gravsted, gjøres Indberetning til Ministeriet, ledsaget af Patronatet eller Kirkeinspektionens Ytringer om Mindesmærkets Kunstværd samt af øvrige fornødne Oplysninger, saaledes at Monumentet eller Ligstenen forbliver urørt paa Graven, indtil Ministeriets Bestemmelse er meddelt". Det synes herefter utvivlsomt, at der i det foreliggende Tilfælde ikke blot har fundet en Usømmelighed Sted, men en ligefrem Tilsidesættelse af gjældende Retsbestemmelser, som man maatte forudsætte, at Biskop Fog ikke var ubekjendt med, da han som Sognepræst har været Medlem at Kirkeinspektionen og desuden Medlem af Bestyrelsen for Kommunens Begravelsesvæsen. For Biskoppens personlige Vedkommende drage vi naturligvis ikke i Tvivl, at han har troet at handle forsvarligt. Hans Artikler om Jordefærd kontra Baalfærd og den maaske noget overdrevne Harme, hvormed han i disse er rykket i Marken for Gravenes og Begravelsens Betydning, udelukker enhver Tanke om, at han i dette Tilfælde forsætlig skulde have tilsidesat skyldige Pietetshensyn.

(Morgenbladet (København) 3. september 1882).

Lorentz Fjelderup Lassen (28.11.1756-27.7.1837) søofficer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Lorentz Fjelderup Lassen (1756-1837) blev i 1798 chef for vagtskibet Lindormen og 1799 chef for fregatten og vagtskibet St. Thomas. Under Slaget på Reden 2. april 1801 var han chef for blokskibet Prøvesteen. Det var placeret sydligst i den danske linje. Prøvesteen var bygget 1766 og søsat 1767 under navnet Christian 7. Det havde 3 dæk og var normeret til 90 kanoner og 849 mand besætning. Det blev ombygget 1799 til 2 dæk, 52 kanoner og normeret 525 mand besætning under navnet Prøvesteen. Lassens næstkommanderende var Michael Bille. Skibet blev sønderskudt af de britiske linjeskibe Edgar, Russel, Defiance og Polyphemus, samt fregatten Désirée og en 18-kanoners brig. Det kæmpede i ca. 4½ time og havde til sidst kun 2 brugelige kanoner tilbage. Det blev rømmet, nedbrændte til vandlinjen og sank ud for Malmø. Vraget skal i 1847 være blevet optaget og træet solgt. 

Efter slaget blev Lassen hyldet af københavnere, fik en hædersgave fra danske og norske kvinder og en erindringsmedalje i guld af kongen. Under krigen 1807–14 var han øverstkommanderende for kystforsvaret i Frederikshald. Han blev afskediget som kontreadmiral i 1815. I Dansk Biografisk Leksikon står diplomatisk at "hans gravsten blev, da hans gravsted på Holmens kirkegård hjemfaldt, flyttet hen på siden af heltegraven." Stenen ligger på "bagsiden" af højen.

Maler Frederik Vermehren (1823-1910): Bruun Juul Fog, dr. theol. et phil., biskop over Sjællands Stift. Fotografier af dansk billedkunst: Frederik Vermehren. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bruun Juul Fog (1819-1896) blev 1857 kapellan ved Holmens kirke, 1867 Holmens provst. I 1881 blev han biskop i Århus. 1884 efterfulgte han Martensen i København. Han tilhørte de ultrakonservative over for vækkelserne. Han var ikke meget for at bede Estrup fjerne kultusminister Jacob Scavenius på grund af dennes til skade for "kirkens ære" skandaløse privatliv. 12. maj 1903  opstilledes på kirkegården ved Holmens Kirke et monument for han udført af August V. Saabye.

Bruun Juul Fogs gravsted på Holmens Kirkegård. Hans hustru er ikke nævnt i den forholdsvis lange tekst der opremser hans meritter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nørrebros Døtreskole. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebros Døtreskole har efter Sommerferien begyndt Undervisningen i en fuldstændig ombygget Række Lokaler i Bestyrerinden, Frøken Kempels Eiendom Nr, 12 paa Fælledvejen. Naar man har passeret den store Forgaard, fører en Dør i Sidebygningen tilvenstre ind i Skolebygningen, Stueetagens nye Tilbygning optages fuldstændig af Gymnastiksalen, der foruden at være meget høi og lys er saa rummelig, at Skolens Elever - Skolen, der for Tiden har 170 elever, er beregnet paa 200 - daarligt Veir kunne opholde sig der, medens Klasserne udluftes. I Salen findes en Række Skabe til Opbevaring af Elevernes Gymnastikdragter og Sko, som de skulle iføre sig i et særligt lille Rum, hvor deres daglige Paaklædning skal opbevares, saa længe Gymnastikundervisningen finder Sted. Foran Gymnastiksalen findes en usædvanlig stor og frit beliggende Legeplads, hvorfra der i det ene Hjerne er Adgang til en for Eleverne bestemt Have, der er tilplantet og aarlig vil blive dyrket med farligt Hensyn til den botaniske Undervisning. I det ældre Lokale i Stueetagen er der 2 Klasseværelser umiddelbart op til Forstanderindens Leilighed og bestemte for de yngste Elever i Skolen. Hele 1. Sal indtages af 9 Klasseværelser, af hvilke de fleste støde op til en gjennemløbende Korridor, hvor der er Plads til Elevernes Overtøi, Ølflasker osv. De yngste og de ældste Elever faa Plads paa Rørstole af noget forskjellig Konstruktion omkring et fælles stort Bord, medens Eleverne i Mellemklasserne 2 og 2 faa Plads ved Borde med bevægelige Plader af Kommunelæge Hertels Model, medens Stolene eller, om man vil, Bænkene ere forsynede med Rygplader af Træ efter den af Professor Drachmann anbefalede Konstruktion. Borde og Bænke ere, hvad Høiden angaar, meget forskjellige og afpassede efter de Elever, for hvilke de ere bestemte. Klasseværelserne, der ligge mod Solsiden, have godt Lys og ere tilstrækkelig store i Forhold til det Antal Børn - høist 20 á 22 - for hvilket de ere bestemte, hvorhos de opvarmes med Ventilationsvarme. Mellem henholdsvis 5 og 4 Klasseværelser findes et stort Lokale bestemt til Undervisningen i Naturhistorie og til Samlingsstue for Lærerinderne, for hvem der desuden findes et mindre Lokale, hvor hver Lærerinde har sin aflaasede Pult til Opbevaring af Stilebøger m. m. Endelig findes der 2 rummelige Toiletværelser for Eleverne. Hele Arrangementet gjør et hyggeligt og tiltalende Indtryk, og man maa, efter at have taget den nye Bygning, der er opført efter Tegning af Arkitekt Bøttger af Murmester Jensen, i Øiesyn slutte sig til Læge Hertels Udtalelse om, at Skolen nu opfylder de mange forskjellige Krav, der maa stilles til en i hygieinisk Henseende virkelig god og vel indrettet Skole.

(Nationaltidende 28. august 1882. 2. udgave).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Nørrebro Døtreskole. 1887-1906. Skole stiftet i 1861 og blev ledet af bestyrer Christiane Petrea Kempel, som selv boede i bygningens stue, mens skolen lå på første sal. Huset opført i 1800, og er dermed det ældste eksisterende hus på Nørrebro.