Mosaisk Vestre Begravelsesplads indvies. (Efterskrift til Politivennen).

I over 200 år har den jødiske menighed her i staden nu benyttet den samme kirkegård beliggende i Møllegade, som begravelsessted for deres døde. Kirkegården der kun er 3 tønder land stor, er nu blevet i den grad optaget at der kun findes 4 begravelsespladser tilbage på den, og man har derfor allerede for nogen tid siden truffet foranstaltning til at sikre menigheden en ny og tilstrækkelig stor kirkegård. I den anledning er der erhvervet et stykke jord, 5 tønder land stort, af kommunes udstrakte Vestre Kirkegård. Dette er blevet smukt indhegnet med en mur og en inspektørbolig er blevet popført. En af de sidste dage i dette år vil kirkegården bleve højtideligt indviet hvorefter den vil blive taget i brug fra 1. januar, hvis ikke en uventet og pludselig dødelighed blandt menighedens medlemmer skulle foranledige at den tilbageværende plads på den gamle kirkegård forinden bliver optaget. Det er derefter hensigten om nogen tid at opføre et stort og smukt kapel på den nye kirkegård, fra hvilket begravelserne fremtidigt kan foregå, mens man indtil dette er færdigt, vil foretage begravelserne fra det nuværende kapel i Møllegade. 

(Fyens Stiftstidende, 14. december 1885, 2. udgave).

Indgangsporten ved Vestre Kirkegårdsvej. I stenen er indskrevet: Den mosaiske begravelsesplads. Klokken virker ikke længere. Muren er den originale som står beskrevet nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Den mosaiske menigheds nye begravelsesplads. 

I de over 200 år, hvori der har været en mosaisk menighed her i byen, har denne haft sin begravelsesplads i Møllegade. Efter jødisk ritus må et sted, hvor der har været jordet et lig, ikke atter benyttes på samme måde, og da der kun findes få pladser tilbage i Møllegade, har menigheden erhvervet en del af kommunens store Vestre Kirkegård til begravelsesplads. Denne omfatter ca. 5'½ tønder land af kirkegårdens østlige del. Dette terræn har menigheden ladet tørlægge ved en så omfattende dræning som ingen af vore andre begravelsespladser. Ud imod den af kommunen ny anlagte brede tilkørselsalle er der opført en 250 Al. lang monumental hegnsmur, hvori en større portal med en indkørselsport og 2 låger af rigt smedejernsarbejde, og indenfor en bolig for kirkegårdens inspektør. 

Inspektørboligen som den så ud i 2020 (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Såvel muren som denne bolig er, med benyttelse af motiver fra middelalderens norditalienske arkitektur, opførte af røde sten med rig anvendelse af granit, ølandsk sandsten samt glacerede formsten. I bygningens østlige gavl er indmuret en stor vaskekumme af hugget sten til brug ved begravelsesceremoniellet og over denne en tavle af majolika, på hvilken, omgivet af forskelligt farvede ornamenter, en indskrift fortæller, hvilket år efter jødisk tidsregning denne Begravelsesplads er anlagt. 

Nærbillede af den omtalte vask i inspektørboligen. I pladen over vasken står: "Aar 5646 e. V. S. (1885) anlagde det mosaiske troessamfund i Kiøbenhavn denne begravelses plads." Foto Erik Nicolaisen Høy.

De øvrige sider af de cirka 3 tønder land, der foreløbig er indtaget til kirkegård, er lukket med stakit, indenfor hvilket der er plantet en tjørnehæk og et 10 alen bredt læbælte. Terrænet er anlagt med makadamiserede gange og beplantet med busketter og alletræer. Det endelige anlæg af gange og fuldstændige beplantninger kan først ventes fuldførte i det kommende år, når jorden har sat sig efter dræningen. 

Opførelsen af mur og inspektørbolig er sket efter tegning og under ledelse af arkitekt Fr. Levy, der har megen ære af dette foretagende. Alt mur- og stenhuggerarbejde er udført af murmester Wienberg, de glaserede sten er leverede fra E. Frauens fabrik og de er særdeles smukt forarbejdede. Smedejernsporte og låger af smedemester Mogensen i Korsgade. Udlægningen af arealet og beplantningen er foretaget af gartner Høegh Hansen, dræningen under ledelse af ingeniør J. Meyer.

Den højtidelige Indvielse af den nye begravelsesplads foretoges i formiddags kl. 10. Efter at menighedens repræsentantskab, præster og øvrige geistlige funktionærer samt en del indbudne var forsamlede i inspektørboligens stueetage, indlededes højtideligheden med salmesang på hebraisk og religiøse foredrag om begravelsesvæsenet efter den hellige skrift ved rabbiner D. Simonsen og H. M. L. Melchior. Under salmesang af synagogens forsanger og herrekor foretog forsamlingen derpå en procession om den første til begravelser bestemte karré af terrænet. Derpå vendte man tilbage til inspektørboligen, og efter afsyngelse på dansk af salmen 90 blev indvielsestalen holdt af Professor, dr. A. A. Wolff, der i smukke ord dvælede ved begravelsespladsens religiøse betydning og bl.a. derved udtalte sig mod den i den nyere tid drøftede ligbrænding. Efter talen blev der afsunget nogle hebraiske salmevers, hvorpå prof. Wolff sluttede højtideligheden med at lyse velsignelse over forsamlingen.

Den nye begravelsesplads vil blive taget i brug efter nytår, således, at der i Møllegade kun vil finde begravelser sted for deres vedkommende som der har enkejord eller har tidligere indkøbt begravelsesplads der.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1885, 2. udgave).

Indianertrup i Danmark(3/4). (Efterskrift til Politivennen).

En af de ægte sioux-indianere 

følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.

(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).

Noget om indianere

Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere. 
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.

Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.

Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:

"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".

General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.

Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.

Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.

Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X

(Morgenbladet (København), 20. december 1885).

National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Sioux-indianerne på National taganlæg.

Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.

(Morgenbladet (København), 21. december 1885).

Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december. 

En buket til prins Valdemar.

Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.

(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).

Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.

Indianertrup i Danmark(2/4). (Efterskrift til Politivennen).

Ægte indianere. 

På etablissementet "National" i København optræder for tiden en trup sioux-indianere og gør stor lykke hos publikum. Forleden har den amerikanske minister i København, professor Rasm. B. Andersson, som det skrives til os, besøgt disse indianere, og attesteret deres ægthed. Professor Andersson er så meget mere i stand til at udtale sig herom som sagkyndig, som han selv har tilbragt en stor del af sin ungdom blandt indianere. Hans forældre boede på en farm i det fjerne vesten, og de eneste nærboende mennesker var en indianerkoloni, med hvis børn han legede sammen næsten til sit 14. år. Han lærte deres sprog, han fiskede og gik på jagt med dem og delte føde med dem. De indianere, med hvilke han således gjorde et så intimt bekendtskab, hørte rigtig nok til Winnipegstammen, medens de foreviste er sioux'er, og da sprogene hos de forskellige indianerstammer er lige så forskellige fra hinanden som fx. dansk fra russisk og selv indenfor den samme stamme undergår en stadig omdannelse, var det kun ministeren muligt at underholde sig med indianerne her gennem tolk. Han spurgte dem bl. a. om, hvad de ønskede, hvorpå høvdingen efter et øjebliks betænkning svarede, idet han pegede på den med medaljer og mønter overlæssede texanske skyttes bryst, at han gerne ville have en medalje af  "dette lands store fader" (kongen). Dette må nu ikke forstås således, som om indianerne allerede havde tilegnet sig civilisationen i den grad, at de har fået smag for dennes ordener og dekorationer; det er kun en almindelig indiansk tilbøjelighed til at fylde brystet med så mange mønter og medaljer som muligt. På høvdingens ønske svarede gesandten ham, at han var ude af stand til at formå dette lands fader til at bortgive nogen medalje, men derimod kunne høvdingen meget godt få en mønt eller medalje af gesandten, som repræsenterede den store fader i Washington, efter indianerbegreb indehaveren af den fornemste magt og herlighed på kloden. Høvdingen slog sig til tåls hermed, og det glædede ham øjensynligt at erfare, at den store fader i Washington rundt om i de stæder, de skulle gæste, har afsendinge, der ville tage sig af steppens børn, så længe de, som hr. Andersson udtrykkelig betingede, opførte sig vel.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 15. december 1885)

National Scala, på hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade set fra Vesterbrogade. Det var blevet opført 1882. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder til fotoet.

Etablissementet "National" 

er stærkt besøgt i denne tid. Det har fået en hel mængde nye kunstnere og kunstnerinden.
---
Af og til blander der sig om aftenen en mislyd i de musikalske præstationer. Den skriver sig fra sioux-indianerne, der opholder sig på taganlægget og som navnlig i forrige uge, før de fik opsat en kakkelovn, ved hvilken de kunne opvarme deres væsentligt ubeklædte tatoverede legemer, hver time foretog et vildt opvarmningsløb der gik igennem forsalens store galleri, og som var ledsaget af langtrukne "hugh"-lyd og en hvislende piben, således som den beskrives af Cooper når han taler om rødhuderne der befinder sig på krigsstien.

(Dannevirke, 15. december 1885)

Indianernes yngste barn

er alvorlig angrebet af brystkatar. Faderen siges at være set slibende sin skalperkniv og truende med at lade det gå ud over "medicinmanden", hvis barnet ikke kommer sig. Den behandlende læge tager sig med stor omhu af sin interessante lille patient.

(Morgenbladet (København), 16. december 1885).

Indianerne på "National" taganlæg.

Den 17-årige prinsesse af sioux-truppen er ifølge "Avisen" i disse dage upasselig af krampeanfald, ligesom det yngste barn som en indianerkvinde ved forestillingerne kom slæbende ind med på ryggen, har fået så heftige anfald af brystkatar, at der stærkt tvivles om at bevare dets liv. Høvdingen sidder bestandig hen i dyb melankoli. På søndag, den sidste dag truppen forevises i København, vil han bære den guldmedalje som den amerikanske gesandt har lovet at skænke ham.

(Jyllandsposten, 18. december 1885).

Ad Ruten ved Juletid. (Efterskrift til Politivennen)

Alle baade store og smaa kjender Aagesen og Olsens store Vindu paa Kjøbmagergade 16.

Hver Jul samler der sig udenfor der en beundrende Skare af Børn, der med Henrykkelse betragter de udstiIlede Herligheder Men det er kun en Brøkdel, som er stillet til Skue i Vinduet. Gaa kun derop, og De skal se, at jeg ikke overdriver. Forretningens Specialitet er kærlig Legetøj; men deraf findes der da ogsaa en saadan Mængde Variationer, at enhvers Smag vil kunne blive tilfredsstillet. Forældre vil der finde Ting, hvormed de ikke alene kan udvikle Børnenes Anlæg, men ogsaa give dem noget til at fordrive de ledige Timer, som særlig i Ferierne er saa slemme at faa Ende paa. Er det saaledes en Dreng, som har Anlæg for Tegning, og hvad dermed naar i Forbindelse, man vil glæde, vil man hos Aagesen og Olsen finde et stort og rigt Udvalg af Klodser og Træstykker til at bygge med. Man maa nu dog ikke tro, at det et disse grimme umalede Klodser, som vi husker fra vor Barndom. Nej paa dette Omraade har man ogsaa gjort Fremskridt. Nu bygges der kun med elegant forarbejdede og fint malede Klodser: alt hvad man kan ønske sig. Slotte, Kirker, almindelige Huse osv. Gaar Drengens Smag derimod i militær Retning, vil han fuldtud ogsaa kunne faa den tilfredsstillet. Der findes Tinsoldater i alle Vaabenarter: Fodfolk, Rytteri, Artilleri, og selv Ingeniørerne er nu komne med, tilligemed alt, hvad der hører til deres Virksomhed, selv et Brokompagni haves paa Lager. Er man ikke tilfreds med Soldaterne alene, men tillige vil have Fæstninger og Forter, saa efterspurgte i vore Dage, - ja saa har Forretningen saa mange paa Lager, at der er nok til at befæste de største Spiseborde med, selv om alle Pladser tages til Hjælp. Foruden Forsyninger kan man faa Lejre med Tilbehør, Rytterstalde med hele Besætninger af Heste og Rekvisiter og alle i saa mønsterværdig Orden, at selv den strængeste Ritmester ikke kunde finde noget at klage over. Gendarmerne er endnu ikke støbte i Tin, men dersom de skulde vise sig saa standhaftige, at de kan holde ud Foraaret over, kommer de nok med til næste Jul.

Er den unge Borger en vordende Sportsmand, vil han ogsaa kunne faa sine Ønsker opfyldte. Kaproningsbaade med Mandskab og Uhrværker - for ellers kan der ikke roes - Lystkuttere, Dampbaade, skydeapparater, Væddeløbsstalde med de fortrinligste Væddeløbsheste, samt Travere med de tilhørende Vogne, kort sagt alt Sporten vedrørende kan der vælges imellem. For Boldtspillere vil jeg særlig henlede Opmærksomheden paa nogle ny Gummiboldte, overtrukne med Filt, der med et elegant Udseende forbinder en forbavsende Evne til at springe i Vejret - Vil den unge Mand have sit eget Tivoli, er der heller ikke noget i Vejen derfor. Hos Aagesen og Olsen kan han faa en Ringbane, Dampkaruseller, Gynger, Cirkus, Menagerier. Theater, altsaa omtrent alt; men en Miniature. - Af særlige Specialiteter for Drenge skal der endnu kun nævne, en Del forskjellige Spil, saasom: Jockey-Billard, Bicycle-Spil og Væddeløbsspil, samt en Globus til at skille ad i Lag. For hvert Lag man tager af, viser der sig en af Verdensdelene og vender man denne om, findes vedkommende Verdensdels Plante- og Dyreliv fremstillet.

Ikke mindre righoldigt er det Udvalg, som passer for Smaapiger. For de huslige findes der Komfurer, der er saaledes indrettede, at der virkelig kan koges paa dem, Møblementer, hvoraf særlig bør fremhævet Buffetterne, der er forsynede med alt nødvendigt af Glas og Porcellæn, samt nogle fine smaa Kurve med et fuldstændigt Frokoststed. Af Dukker haves der ikke alene en Mangfoldighed, men ogsaa en Mængde forskjellige Sager, som vedrører deres Paaklædning.

Før jeg forlader dette Børnenes Eldorado, skal jeg endnu kun bemærke, at der ogsaa her findes smukke ting i cuivre poli samt et morsomt Udvalg af Attraper.

* * *

Lidt borte fra Ruten, dog ikke langt borte, findes der en Forretning, som for Resten er godt kjendt og ikke mindst for sin Specialitet: Barnevognene fra Hillerød Savværk. Alle kjender disse lette, men stærke Vogne, som særlig ved Sommertid grasserer i vore offenlige Anlæg og Haver. Og vær vis paa, at en saadan Vogn vil være en kærkommen Gave for alle Børn. Spørg dem blot derom. Og man behøver ikke at have megen Ulejlighed for at faa fat i disse. Gaa ind til O. Brønnum & Ko's. bekjendte Forretning i Hotel "Kongen af Danmark" og De vil der se et rigt Udvalg. Kan være, at De ogsaa paa anden Maade ikke vil fortryde Deres Gang derned, thi i Brønnums Udstyrs forretning vil der utvivlsomt findes mange Julegaver, som maaske mere er til Savn end blot til Fornøjelse, men som ikke desto mindre vil være ligesaa velkomne. 

* * *

En Gjenstand, der vil blive modtagen med aabne Arme, og som tillige har den store Fordel, at Børnene derigjennem ogsaa vil kunne more de voxne - ja jeg kjender saamænd flere Mennesker, der har traadt deres Børnesko for Aar tilbage, som selv uden Børnene som Mellemled har moret sig kostelig dermed - er Souffløren. Paa Kjøbmagergade Nr 39 i et Udhængsskab ses der en tro Kopi af det kgl. Theater: Tæppet er oppe, og Scenen aabner i disse Dage Udsigten til en virkningsfuld, gammel Riddersal. Skabet repræsenterer "Souffløren", et Værk, der udkommer paa Litograf Alfred Jakobsens Forlag - og indeholder en Række Dukkekomedier med tilhørende Dekorationer, Dukker og andre nødvendige Gjenstande. Medens Børnene tidligere har maattet lade sig nøie med et sammentrukket, hiemmelavet Theater og nogle, i Reglen yderst plumpt udførte, tyske Theaterdekorationer, foreligger her et komplet dansk Apparat. Med hvert Hæfte af "Souffløren" medfølger nemlig tre Ark Dekorationer og Dukker, der, hvad Udførelse angaar, staar uendelig høit over de tarvelige tyske Billedark, der hidtil har gjort sit til at fordærve Børnenes Smag, da mange af dem er ikke langt fra at være virkeligt stemningsfulde Malerier, Kunstværker i det smaa. Æmnerne til Dekorationerne er enten tagne fra de Stykker, der i Øjeblikket gjør mest Lykke paa Hovedstadens Theatre, eller ogsaa forestiller de Prospekter fra vort eget Lands forskjellige Egne, hvad der yderligere giver dem en speciel Værdi. Jeg skal faaledes blot nævne en ypperlig dansk Skov, baade i Sommer- og Vinterdragt, Egnen omkring Furesøen, Sundet ved Kronborg, Eremitagen og - noget af det bedste - en Gade fra Holbergs Tid - hvilken Lækkerbidsken for theaterbegejstrede Børn!

Juleudstillinger

Intet Vindue i Kjøbenhavn er vistnok bedre kjendt end Bog- og Galanterihandler Larsen & Jørgensens, Amagertorv 4, hvor man altid kan se et stort Publikum betragte de mange forskiellige Artikler, som Vinduet bugner af, ligefra smaa Bagateller til større Pragtstykker. Næsten altid vidner Udstillingen ogsaa om en god Smag, skiønt naturligvis mangt, som Moden dikterer maa tages med.

Larsen & Jørgensen (Amagertorv 4 ved Købmagergade). Kunst- og Galanterihandel, Papirkonfektion, Lædervarer. Etableret 1806 og siden 1875 paa dette Sted. Gammel, kendt. særlig mod Julen søgt Forretning for Specialiteter i Julegaver. (1890-1920). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Og kommer man saa indenfor, finder man i et smukt monteret Lokale en endnu større Mangfoldighed, end Vinduet byder paa, udstillet paa en overskuelig, for Publikum meget bekvem Maade. Her er al ny Literatur, her er Børne- og Billedbøger for enhver Alder, heraf særlig de, som Firmaet selv i Forening med Thanings Appel hvert Aar udsender, tiltrækker sig Opmærksomheden. Endvidere findes Kobberstik, Fotografier i smagfulde Indfatninger, Brevpapirer, alle mulige Nyheder til Pynt og Nytte for Skrivebord, Sybord og Etagerer og i det hele taget alt hvad nyt Wien, Berlin og Paris har ydet til denne Sæson af Galanterivarer, og "Iast not least" Firmaets egne tre Nyheder, nemlig: Et Miniaturbillard til Brug som Cigarskrin eller Korthus. Det lille Stykke, som er lavet her i Byen af Hr. Westemarin efter en Model, indkjøbt paa Udstillingen i Antwerpen, viser, at vi ogsaa paa dette Omraade har Folk, der kan optage Konkurrencen med Udlandet, idet det danske Fabrikat staar lige saa højt som, om ikke over, det udenlandske, og dertil er Prisen lav, nemlig kun 2 Kr. 50 Øre.

Den anden Nyhed er et morsomt Spil, kaldet Mekanisk Bicycle-Sport. Benyttelsen af denne Øieblikkets mest moderne Sport til et Spil maa sikkert siges at være et heldigt Valg, og naar Spillet tilmed som dette kan more Selskaber af forskjellig Alder. Det er ikke et af de sædvanlige Foreningsspil med indviklede, til Dels uforstaaelige Spilleregler, men med en simpel og holdbar Mekanisme. Prisen er meget lav, og Spillet vil vistnok vinde stor Udbredelse. Den sidste Nyhed er en Snemand som Pennevisker. En fix lille Gjenstand.

---

Parfumerie du Nord, St. Kjøbmagergade 22, Hjørnet af Silkegade. Dag og Aften maa man standse udenfor denne Forretnings Vinduer for at betragte de elegante og smagfulde Blomster og Planter, der er opstillede her. I Parfurmerie du Nord findes navnlig et Udvalg af saa naturtro og skuffende eftergjorte Plante som vi ingen Sinde tidligere har set. Man lægger særlig Mærke til et nyt og smukt Udvalg af Begonier, højstammede Roser og Fuchsier, Dracenaer og Palmer; desuden findes Jardiniéres i elegante Former og saa skuffende fyldte, at man uvilkaarlig fristes til at stikke sin Næse i Kurvene. Man forbavses ved at opdage, at de dufter som frisk afskaarne Syrener.

Hemmeligheden er, at de er parfumerede med Forretningens ny Juleparfume "Syren-Duft", der i Friskhed og Vellugt vil søge sin Lige. Afskaarne Roser af Arter som "Marechal Niel", "Gloire de Dijon", "Perle des Jardins", "Louise Odiscer" findes i Hundredtal. "Espriten" i det hele er Prisbilligheden forenet med Elegancen. Foruden ovennævnte Herligheder findes elegante Udvalg af bøhmiske og franske Krystalsager, franske, tyske, engelske og selvfabrikerede Parfumer og Sæber, elegante Toiletartikler, smukke og morsomme Juleattrapper.

Et Besøg i Parfumerie du Nord vil være til Nytte og Fornøjelse for enhver Julegavesøgende.

(Morgenbladet (København) 10. december 1885).

Indianertrup i Danmark (1/4). (Efterskrift til Politivennen).

December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans." 

Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.

Indianerne i "National"

Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.

For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge! 

Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.

Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.

Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."

Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.

Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.

Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L

Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.

(Social-Demokraten, 8. december 1885).

Forestillingen blev  ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.

Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA.

Sioux-indianere i København 

På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk. 

(Demokraten (Århus), 10. december 1885)

"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.

Sioux-indianerne

Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.

(Dagen Nyheder, 10. december 1885)

Sioux-indianerne 

kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 1/6. (Efterskrift til Politivennen).

En annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884 lød sådan. Den var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser:

Livsnydelse

Naturalistisk Studie af

Martin Jørgensen

Den 1ste og 15de i hver Maaned udkommer et Hefte a 25 Øre og bliver komplet i c. 10 Hefter. Subskription modtages i

Boghandelen

Gothersgade 61, 1ste Sal.

Hefterne begyndte da også at udkomme henover sommeren 1884. Men så blev der udstedt et politiforbud som dog synes at være ophævet i april 1885, indtil den blev beslaglagt i juni 1885. Forfatteren Martin Jørgensen fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

Gendarmerne i Aktion. (Efterskrift til Politivennen)

Gendarmvirksomhed. I Følge Holbæk A. Dagblad staar de der stationerede Gendarmer tidlig op og ligger flittig paa Landevejene Onsdag Morgen tidlig undersøgte de Rykro ved Holbæk og fandt nogle rejsende, der laa og sov. Gendarmerne vækkede dem og forlangte at se deres Papirer. " .. Vi er blot ude at handle og plejer ikke at føre Legitimationspapirer med os." - "Vil De saa klæde Dem paa og følge med til Holbæk." - Trods Modforestillinger maatte de handlende staa op og følge med Gendarmerne til Holbæk Raadhus. Paa Vejen dertil mødte Gendarmerne en velklædt Herre, som dog fik Lov til at passere, da han havde meddelt, hvem han var, og hvor han vilde hen. 

En ældre Mand blev ligeledes forleden anholdt paa Vejen til Kalundborg; hans Papirer var i Orden, men der var efter Gendarmernes Mening noget mistænkeligt ved hans Udseende, hvorfor de tog ham med sig. idet de lovede ham Erstatning, dersom hans Anholdelse viste sig ugrundet - Der blev i alt anholdt 5 Personer i Onsdags.

(Morgenbladet (København) 4. december 1885).

Gendarmerne i København.

I Forgaars Aftes henvendte et Par Gendarmer sig hos en herværende større Restavratør og forlangte Drikkevarer. Rcstavratøren erklærede, at han skænkede ikke for saadanne Folk og viste dem ud af Lokalet.

* * *

Følgende lille Træk er vel ikke af Betydning, men det vidner dog om de Følelser, hvormed Befolkningen, gamle og unge, betragter Gendarmerne: I Aftes mødte et Par Drenge en Gendarm, der kom drivende ned ad Nørregade. Hr. Gendarm, raabte de, der gaar en Mand henne ved Boulevarden og synger: Ned med Estrup! - hvor? Hvor? raabte Gendarmen greben af Embedsiver og begyndte et Løb ned ad Gaden; men næppe var han kommen saa langt bort, at han maatte anses for ufarlig, før Drengene råbte et "Aprilsnar!" efter ham. Der var ingen syngende Mand, men kun en narret Gendarm.

* * *

I Forgaars Efterm. henad Kl. 5 gik Undertegnede i Østerfarimagsgade, idet jeg havde et Ærinde i Zinnsgade. Da jeg ikke vidste, hvor denne Gade laa, henvendte jeg mig med Spørgsmaal derom til en Gendarm, der spaserede alene paa Gaden. Efter at have luret lidt paa Spørgsmaalet, sagde han: "Tror De, jeg er sindssvag?" - "Nej, det tror jeg ikke", svarede jeg, "jeg spurgte Dem blot om, hvor Zinnsgade var" Han bemærkede da, at der ikke fandtes nogen Gade af dette Navn og opfordrede mig til at følge med paa Stationen, idet han samtidig greb mig i Armen. Jeg stødte hans Haand bort og tilbød at følge frivillig med. Da vi naaede Østerbro, mødte vi en Politibetjent, hvem jeg bad om at hjælpe mig ud af den Forlegenhed, hvori jeg befandt mig, idet jeg forklarede ham sagens sammenhæng. Betjenten oplyste da Gendarmen om, at der virkelig var en Gade, der hed Zinnsgade, og betydede ham, at det ikke kunde nytte noget, at han tog mig med paa Stationen for den sags skyld, hvilket Gendarmen slukøret maatte indrømme. Forhaabenlig er det nu gaaet op for ham, at der er Forskel paa "Zinnsgade" og "sindssvag". 

P. Tønder.

* * *

Hr. Redaktør! Maa det være mig tilladt gennem Deres ærede Blad at fremdrage følgende Bidrag til Belysning af den Maade, hvorpaa Gendarmerne optræder overfor sagesløse Personer.

Da jeg har Bopæl paa Amager og for Tiden i Lighed med saa mange andre er arbejdsløs, foretog jeg i Tirsdags Eftermiddage en Spaseretur over Amagerfælled. Paa denne Tur blev jeg opmærksom paa tre ridende Gendarmer, der kom hen imod mig. Jeg anede dog ikke at deres Ridt gjaldt min Person, før jeg pludselig blev tiltalt af Troppens Fører, der spurgte mig, hvad Ærinde jeg havde, hvilket Spørgsmaal jeg besvarede i Overensstemmelse med ovenstaaende. Han befalede mig derpaa at følge med, hvorefter jeg af den ridende Eskorte blev ført langs Stranden til Lejren paa Amager. Udenfor Lejren blev der gjort Holdt, og medens Anføreren red ind i Lejren maatte jeg ligesom en Arrestant opholde mig mellem de to tilbageværende Gendarmer. Ved Anførerens Tilbagekomst blev jeg under samme Følgeskab ført til Politistationen paa Kristianshavn, hvorfra jeg efter Assistentens Ordre af Gendarmerne blev transporteret til Amager Birks Kontor i Prinsessegade. Her maatte jeg i omtrent tre Kvarter vente paa Birkedommerens Ankomst, og under dette Ophold blev jeg af en af de tilstedeværende Politibetjente betegnet som "Arrestanten". Efter at Birkedommeren havde havt en samtale for lukkede Døre med Gendarmføreren, blev denne beordret til at transportere mig til Politistationen paa Amager. Her anstillede Assistent Walther et Forhør over mig, som gik ud paa at saa at vide, hvor vidt jeg var i Besiddelse af Skydevaaben. Hr. Walther var imidlertid ikke tilfreds med min Benægtelse i saa Henseende, idet han lod en Betjent følge mig til min Bopæl for at erkyndige sig om, hvor vidt jeg havde Skydevaaben hjemme, og først da Betjenten havde faaet Vished for, at der ingen saadanne fandtes, blev jeg endelig fri for videre Politiforfølgelse. 

I Henhold til ovenstaaende vil det være indlysende, at den Fremgangsmaade, der er bleven brugt overfor mig, saa vel af Gendarmerne som af Politiet, var aldeles ubeføjet, idet jeg ikke havde foretaget det ringeste, der kunde give Anledning dertil. Jeg har tilladt mig at fremdrage det passerede for Offenligheden, om dels fordi det synes, som man af Frygt for det provisoriske Gendarmerikorps nu ikke mere ler færdes udenfor Byen, uden at blive betragtet og behandlet som en Forbryder, og dels fordi en Transport genne Byens Gader som den, jeg har været underkastet, let kan give Folk Anledning til at tro, at man virkelig har begaaet en eller anden Forbrydelse, hvilket er dobbelt uhyggeligt, naar man, som jeg, paa en saadan Tur møder flere af sine Bekendte.

F. Skov,

Kirkevej 10, Amager.

Hobro gendarmeristation antrådt til aktion marts 1890. Af Forsvarets arkiver/Forsvaret. Licens: Materialet er fri af ophavsret Hentet fra Lex.dk.

Gendarmerne i Provinserne.

I "Kolding Folkeblad" for i Tirsdags læses følgende 

Bekendtgørelse

fra

Politiet.

Da det efter de sidste 8 Dages Erfaring maa anses nødvendigt at træffe ekstraordinære Foranstaltninger til Overholdelse af Fred og Orden, advares herved alle og enhver mod at deltage i noget Opløb eller nogen Sammenstimlen paa Gaderne, ligesom enhver usømmelig eller fornærmelig Adfærd mod de her stationerede Gendarmer, der kommer til Politiets Kundskab, vil blive paatalt og strængt straffet. Forældre og Mestre opfordres til at holde deres Børn og Læredrenge fra Gaderne om Aftenen.

Kolding Politikammer den 14. December 1885. Schjørring.

Det maa, som man ser, omtrent være en "lille Belejringstilstand", som Gendarmernes Nærværelse i Kolding har foranlediget; men de optræder nok ogsaa med stor Ivrighed i denne By, at dømme efter den stedlige Presse. Man ser dem hyppigt marschere omkring i Gaderne i Patrouiller og med Karabin i Armen. Det er jo ganske vist en temmelig uskyldig Fornøjelse, men Borgerne ønsker dog helst, at de henlagde deres Spadsereture til en lukket Plads, thi Bønderne har nu engang faaet Aversion imod disse Patrouiller, og holder sig for en stor Del borte fra Byen af den Grund. Noget saadant kan Byens Handlende naturligvis ikke være tjent med, og det er derfor ikke saa underligt, at de ser skævt til den nye Indkvartering.

Noget positivt Udbytte har Koldings Gendarmer hidtil ikke havt af deres Virksomhed; det skulde da være, at de forleden ved en Udflugt i Omegnen fangede en beruset Mand og bragte ham i Triumf ind til Byens Raadhus. Det er forøvrigt ikke blot i Kolding, at Gendarmernes Nærværelse vækker Uvilje. Rundt omkring fra de Byer, hvor de er stationerede, lyder der Klager over dem.

I Aarhus siges det, at de er slet instruerede. Patrouillerne marscherer omkring paa Gangstierne i Stedet for at gaa ud paa Vejen. Deres Holdning og hele Adfærd er ikke synderlig militærisk; de driver afsted som en løs Flok, uagtet de er taklede til baade med Sabel og Karabin.

En Gendarm i denne By, der forleden drak sig fuld og slog en Mand tre Gange til Jorden samt forfulgte en Del Mennesker med Vaaben i Haand, er som Straf herfor bleven - sendt til Kolding.

Svendborg er der bleven meget livligt, siden Gendarmerne er kommen der til Byen. De har særlig deres Opmærksomhed henvendt paa den tekniske Skole, udenfor hvis Bygning de giver Møde lidt før Skoletiden begynder  og ender. De er paa den Maade kommen til at staa paa Krigsfod med Eleverne og foretager nu og da et lille Indhug iblandt dem.

Noget mere galante optræder Gendarmerne i Skive. Her hændte det forleden Aften lidt efter Kl. 10, at en ung Dame, der gik paa Gaden, pludselig fik et Par funklende Øjne lige ind i Ansigtet og hørte en Stemme lige de indsmigrende Ord: "God Aften, lille Jomfru!" Hun traadte forbavset et skridt tilbage og saa - en Gendarm.

Fra Holbæk meddeles det, at de Gendarmer, der patrouillerer i Byens Omegn, har noget vanskeligt ved at finde Vej. - Forleden sendtes nogle stykker ud for at overvære Læge Christoffersens Foredrag i Merløse. De mødte paa hele Vejen en saa velvillig Imødekommenhed, naar de spurgte om Vej, at de sluttelig, efter at have marscheret mange og lange Omveje, ud paa Aftenen havnede i Elverdam. I Merløse saa man ingen Gendarm den Dag. 

En anden Patrouille, som var bleven sendt til Grønnebjerg, mødte en Mand, som de spurgte om Vej. Manden svarede, at Patrouillen gjorde bedst i at henvende sig til Præsten, som var sognets Vejviser. Andet Svar var det ikke muligt at faa af ham.

Omegnen af Ringkøbing er bleven velsignet med Gendarmer, som truer Befolkningen. I Lørdags kom der saaledes en ubereden Patrouille ind til Gaardejer Chr. Hammelsvang i Øster-Roe, og en af Gendarmerne spurgte, om de kunde spise Frokost der. Da Hammelsvang nægtede dette og henviste Gendarmerne til at spise udenfor, bemærkede den Spørgende: "De kan stole paa, vi skal nok have Dem i venlig Erindring!" - Det fortælles for øvrigt, at Gendarmerne hyppigt forlader de regulære Veje og efter Forgodtbefindende skyder Genvej over Folks Ejendomme. 

En anden Gendarmpatrouille i Ringkøbingegnen var ogsaa kommen til Landsbyen Noe, hvor den optraadte med en ligefrem forbavsende Vigtighed. En af Provisoriets blaa Livgarde aflagde nemlig Lærer Madsen, et Besøg i Skolen og spurgte ham, "om han havde sine Papirer i Orden?" Da Madsen svarede: "Jo. det tror jeg nok", forlod Gendarmen ham med den Bemærkning: "Ja, saa behøver jeg vel ikke noget Bevis". Medens den ene Gendarm gæstede Lærer Madsen; var ikke mindre end 5 af hans Kammerater, hørende til samme Patrouille, trængte ind til en gammel, fattig Kone, der bor i en lille Hytte ved Siden af Skolen, og underkastede hende et Forhør om, hvad hun levede af. Den Gamle oplyste Gendarmerne om, at hun fortjente sit tarvelige Udkomme ved at karte, spinde og strikke for Folk, og med disse Oplysninger maatte nok de brave blaa Ordenshaandhævere være tilfreds, saa der denne Gang ikke timedes hende noget Ondt.

Det hovedindtryk, man faar af alle de forskellige Meddelelse, fra Provinserne om Gendarmernes Virksomhed, kan sammenfattes i: at de gør mere Skade end Gavn, at de har gjort sig meget ilde lidt overalt, hvor de har vist sig, og at de Millioner, som de koster, er saa godt som smidt i Rendestenen.

(Social-Demokraten 17. december 1885).

Gendarmerne i Kolding. (Kold. Folkeblad). Siden en Gendarm forrige Søndag Aften trak blank overkor en fredelig Samling Mennesker, har man kun set lidt til dem paa Gaderne om Aftenen, og alt har været saa stille og fredeligt som i en jydsk Hedelandsdy. Søndag Aften kom med prægtigt Maaneskin, Juleudstillingerne i den mest straalende og sorioreriik« Belysning og saa mange spaserende paa Gaden, at det maatte fylde enhver Kjøbmands Hjærte med Fryd; der syntes jo at være Udsigt til, at der dog skulde komme en rigtig god Aften for dem, før Julen kommer og lader alt det usolgte pakkes ind igjen. Men hurtig vexlede Scenen. Den, der mellem Kl. 8 og 10 gik uden for sin Dør i den Tro, at han som sædvanlig gik ud i en By, hvis Brosten han har Ret til at betræde, fik et Syn at se, som sent eller aldrig vil glemmes. Gaaende og ridende Gendarmpatruljer bevægede sig uophørlig rundt paa Torvet med Vendinger ind i de tilstødende Hovedgader, og uafbrudte Kommandoord om at stylte sig, om at passere Gaden, lød. Det var et ejendommeligt, et uhyggeligt Skue. Alle Vinduer var fyldte med Tilskuere, rundt om paa Gaderne og Torvet trykkede Folk sig sammen og saa' - lad os sige med "Forbavselse" - paa deres Bys ny Udseende. Der var fra Folks Side tavst og stille som i en Grav; man hørte kun de klaprende Hovslag fra den ridende Patrulje, der var i evig Bevægelse. Fodslagene fra den gaaende og af og til Hvin fra forskrækkede Damer, naar en Rytterpatrulje vendte i de snævre Gader eller kom ridende med Hestene lige op til Fortovsfliserne, eller Kommandoordene; Væk der! giv Plads der! Det var forbi med Handelen for den Aften, en fredelig, virksom og hidtil lykkelig Bys Fysiognomi var pludselig forandret. Provisoriets Legemliggørelse havde lagt sin tunge Haand paa den. Byens Borgere maa i deres Erindring gaa tilbage til 1864 for at mindes en Aften, der saaledes præger sig i Hukommelsen som denne. Omtrent Kl. 10 1/4 red endelig Patruljen bort fra Torvet ad Nygade og lagde nok Vejen til Søndergade; Ritmesteren forlod kort forinden Torvet ad Østergade, og dermed var Torvet ogsaa tomt. Hvad Grunden var til alt dette, ved vi ikke; det hed sig, at tidligere paa Aftenen havde nogle Drenge gaaet efter en gaaende Patrulje, og der blev da truffet disse overordenlige Foranstaltninger. Hvorledes det hele forholder sig til den provisoriske Lov om Gendarmer, hvorefter disse kun optræder efter den stedlige Øvrigheds Rekvisition, - ja, det ved vi ikke. Véd ingen det?

(Morgenbladet (København) 24. december 1885).

Tjenestetyendet i Lyngby og Provisorierne. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi meddelte i vort Søndagsnumer, havde Tjenestetyende-foreningen "Enighed" i København indbudt til et Møde i Søndags Eftermiddags Kl. 4 paa "Lottenborg" i Lyngby for at drøfte Tjenestetyendets Stilling i Samfundet. Dette Møde havde, som allerede omtalt, sat en voldsom Skræk i Blodet paa de stedlige Provisorister, der med den gesvindte Carl Herdal i Spidsen søgte al lægge alle mulige Hindringer i Vejen for Mødets Afholdelse. De ulykkelige Beboere og særlig de Næringsdrivende lever under et stærkt Pres, hvilket giver sig tilkende ved enhver Lejlighed, hvor der blot haves den ringeste Mistanke om, at Nogen vil driste sig til at knibe udenfor Formynderskabet. Vi mindes saaledes, at for nogen Tid siden en Handlende blev tvungen til at opgive Salget af de københavnske Oppositionsblade, og han ellers vilde blive boycottet af alle de "lovlydige" Lyngby-Folk. Og nu i Anledning af dette Møde gik det lige saa. Ikke en af alle Restauratørerne eller Kroværterne turde leje deres Lokale ud til Mødet; selv Værten paa "Lottenborg" maatte i sidste Øjeblik bøje sig for Trykket og telegrafere til Tyendeforeningens Formand, at Lokalet ikke kunde faas "paa Grund af indtrufne Omstændigheder", skønt han i Forvejen havde lejet Foreningen det. Mødet blev derfor aflyst, da det var umuligt at opdrive selv det tarveligste Lokale i Byen. "Avisen" fortæller i Gaar, at der ikke blev noget af Mødet, fordi der ingen var mødt, men denne Fortælling er der naturligvis ikke et sandt Ord i. Værten paa Lottenborg (Højremand) erklærede udtrykkelig til vor Referent, at der noget før den Tid, der var fastsat til Mødets Begyndelse havde været mange af Omegnens Tjenestetyende for at deltage i det, men at de var gaaede igen, da de saa et Opslag paa Døren om, at Mødet var aflyst, hvilket Værten havde været saa forsynlig at klaske op. En stor Del af Foreningens Medlemmer ankom fra København til Mødestedet til den bestemte Tid - til ingen Nytte naturligvis. Naa, Tyendet faar at trøste sig med, at det skal være galt før det kan blive godt. Foreningen har Ret til at føle sig smigret over den Opmærksomhed, det kan vække, at dens Medlemmer vil sammenkalde Standsfæller til at drøfte deres fælles Stilling i Samfundet, og at de kan foraarsage, at den gode og loyale By Lyngby paa en Maade bliver erklæret i Belejringstilstand af Frygt for nogle fredelige Mennesker. Carl Herdahl, den ledende Aand derude for alle Provisorister, erklærede i en Samtale, han havde med Foreningens Formand, at Grunden til, at der var saa mange Højremænd i Byen og saa lidt Stemning for Fremskridt, laa i Uvidenhed. Han vilde nemlig gøre det indlysende for Formanden, at det ikke kunde nytte at forsøge paa at udrette noget i Lyngby og beviste det ved følgende her ordret gengivne Udtalelser: "De maa erindre, at Størstedelen af Lyngbykredsens Beboere er uvidende Folk". - Vi slutter os til Herdahl, der kan ingen Tvivl være om, at han har Ret i denne Henseende, han er jo en Avtoritet der paa Pladsen.

Politibetjentene fulgte de københavnske Deltagere som Skygger, indtil de var vel udenfor Lyngby Grænser.

(Social-Demokraten 11. december 1885).

Lottenborg lå på det sted hvor en ledvogter boede (vangemanden). Det blev kaldt ”Hop-ind”. I 1789 blev ”Hop-ind” omdøbt til Lottenborg. I 1800-tallet blev det et populært udflugts- og traktørsted.

Lars Peter f. Petersen Elfelt (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bogtrykker Herdahl. 1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Højremanden Carl Herdahl havde før været i klinch med socialisterne. Den 6. januar 1872 var Geleff og Harald Brix på Lottenborg til et møde hvor der mødte 500 personer op i lokalet, mens andre hundreder måtte stå udenfor. Han forsøgte at forstyrre mødet, men han blev pebet ud. Senere var det et møde med Carl Würtz i "Hold'an" som Herdahl forsøgte at sabotere. Denne gang lykkedes det og politiet greb ind. I hele Estrup-perioden var Herdahl en af socialdemokraternes argeste modstandere i Lyngby, og trusler mod hotelværter til at udleje lokaler lykkedes langt hen af vejen. Socialdemokraterne måtte i stedet leje lokaler i Jægersborg, Skovshoved, Gentofte og sågar i en hestestald og under åben himmel. Dog uden at det havde indflydelse på fremmødet.

Gendarmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Herinde, hvor vi har nydt det første Syn af de lyseblaa Uniformer, kan det ikke siges, at de har gjort et Indtryk af overvældende Alvor. Naar en Trup paa fire Mand og en Gefrejder passerer en Gade, halvt promenerende civilt, halvt marcherende militært, følger alle Gadens Øjne dem paa en Maade, der ikke fortrinsvis ligner Respekt. Folk vender sig og sir efter dem, som de sir efter alt, hvad der er lidt aparte. Men det var ikke Meningen. Efter Indledningen til Gendarmprovisoriet af 27de Oktober skulde disse blaa Mænd vidne om, at Staten er i Fare, idet der gjøres "vitterligt: at da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang, end Hærens Tarv og Hensynet til de værnepligtiges Uddannelse taaler, have Vi fundet paatrængende nødvendigt at oprette" osv. Paa alle Spørgsmaal om, hvilket paatrængende nødvendigt Tilfælde der var for at bekoste disse Uniformer og leje Folk til at stikke i dem, har det været vanskeligt at faa et ordenligt Svar. Der er talt om, at Gendarmerne skulde hjælpe Kjøbenhavns Politi, som havde ondt ved at overkomme den udstrakte Tjeneste, og for Landets Vedkommende er der sagt, at Landpolitiet længe har været mangelfuldt, men den Slags Svar gjælder ikke. Selv Højremænd forstaar. at man ikke gjør saa extraordinære Anstalter for en saa ordinær Ting som at forøge Politistyrken, og Politiet forstaar allermindst, at Gendarmer skal udrustes og lønnes flottere end Politiet selv for kun at gjøre almindelig Polititjeneste.

Ude i Landet begriber man endnu daarligere Nytten af det Nellemann-Bahnsonske Korps. Man er der vant til at hjælpe sig fredelig saa godt som uden Politi; først efter at Herredsfogderne har begyndt at stille ved Møderne med deres Par Politibetjente eller Vægtere fra nærmene Kjøbstad, er der hist og her blevet lidt Røie, som Politi kunde bruges til. Saa snart Politiet vænnede sig til at blive hjemme fra politiske Lejligheder, vilde den offenlige Sikkerhed paa Landet næppe savne det.

At man derefter skulde længes stærkt efter Gendarmerne, var for meget at vente af Godmodigheden. Selv Højresindet i Kjøbstæderne lader til at være i Tvivl, om Gendarmerne e .enlig er en Lykke. Vi ser derved bort fra Højres Presse og faatallige Fanatikere. De maa pligtskyldig hejse Flaget, naar Gendarmerne rykker ind som en "paatrængende nødvendig" foranstaltning. Men Borgerne, som faar extra Udgift og Ulejlighed med Indkvarteringen, er ikke saa sikre paa, at Korpset egenlig er et Velsignelse. Deres Tvivl herom vil blive skærpet end yderligere, hvis det bliver almindeligt, hvad der meldes flere Steder fra, at Gendarmernes Nærværelse vil blive en Opfordring mere til Bønderne om ikke at komme til Bys.

Bortset fra, om Gendarmerne er en mere eller mindre ørkesløs, men derfor lige kostbar Indretning, kommer de i hvert Fald som en levende Paamindelse om, at Regeringen befinder sig i Krigstilstand med største Delen af Befolkningen. Gendarmerne vil bidrage deres til at liclde denne Situation klar De er Provisoriet i og de vil, selv om de aldrig faar mere at bestille, end de har haft til Dato, spare Oppositionens Talere og Blade mange Ord. En blaa Uniform i Sigte vil være bedre end den bedst skrevne Artikel, og hans Sabels Raslen paa Stenbroen vil mere indtrængende end en flunkende Tale holde Bevidstheden vaagen om den Regeringstilstand, hvorunder vi lever.

Fra flere Byer, f. Ex. Hjørring, udtales der imidlertid Bekymring for, at Bønderne ikke trænger til at blive paamindede om denne Tilstand, at de kjender den godt nok. Men en Kjøbstad uden Bønder til Bys er en sørgelig Ting, som hurtig bliver en Ruin. Allerede i længere Tid har der fra Byerne lydt bitre Klager over, at Gaderne er livløse og Butikerne øde. Den økonomiske Tilstand og Politiken har her samvirket. Tiderne er ikke til at give store Penge ud end højst nødvendigt, og den provisoriske Fanatisme, som endnu har Boder i mange Kjøbstæder, drager saa vist ikke Folk til Staden, naar de ellers ikke har Ærinde der. Det er derfor ganske naturligt, at forstandige Borgere kan nære Betænkelighed ved at saa plantet Gendarmer i Gaderne. Men de ved, hvem der har sendt disse Prydelser

(Morgenbladet (København) 29 november 1885).

Korpset var oprettet ved en provisorisk lov af 27. oktober 1885 for at "yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Det hørte under krigsministeriet og bestod af officerer og befalingsmænd fra de forskellige våben. De menige gendarmer blev hvervet for mindst et år og skulle være ugifte, sunde, ædruelige og ikke være over 35 år. De fik en årlig løn på 750 eller 650 kr. afhængigt af, om de var beredne eller uberedne. Den samlede styrke var på 429 til 658 mand. Der blev oprettet stationer over hele landet. 

Deres opgaver var af lettere politimæssig karakter: forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse. De anholdt tyveknægte, betlere og vagabonder og forsøgte at forebygge opløb og uordner. Selv om samarbejdet med de lokale med årene blev bedre, blev det aldrig helt godt, og marts 1894 blev korpset opløst i forbindelse med et politisk forlig der bragte provisorietiden til ophør. Mange gendarmer søgte i øvrigt ind til politiet og statsbanerne efter deres afsked.