Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Lona Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

Den yngste af søstrene opholder sig i København,

I vor omtale af testamentet efter den tidligere så berømte danserinde Lona Barrison skrev vi at hun var den sidste af de fem søstre.

Det viser sig at den yngste, Gertrude Barrison, lever endnu og hun opholder sig endda her i København hos en familie på Østerbro. Hun kom hertil for at deltage i Lona Barrisons begravelse.

(Social-Demokraten, 25. marts 1939).

Foto fra Nationaltidende, 24. marts 1939, forestillingen Lona Barrison under en optræden i København 1901. Artiklen fortæller at ægteparret flyttede til Wien hvor de levede under 1. verdenskrig og årene efter. Efter nazisternes "Anschluss" flyttede hun til København hvor hun 18. februar 1939 døde som enkefrue. 

Barrison-søstrene.

Lona Barrison der som omtalt i går efterlader sig en formue der bliver til et legat, døde i den tro at hun var den sidste af de fem søstre. Forbindelsen mellem de fem søstre var imidlertid i de senere år glippet - på et tidspunkt da i hvert fald to søstre levede og Lona bestemte derfor at hvis en søster meldte sig, skulle hun nyde godt af renterne.

Nu viser det sig at Gertrude Barrison - en mange år fejret danserinde efter at truppen forlængst var opløst - er ankommet til København efter Lonas død. Hun har i de senere år opholdt sig i Tyrkiet og givet danseundervisning i Istanbul. Nu bliver hun, i hvert fald foreløbig, i København og udgiver sandsynligvis sine erindringer og dermed de fem danske søstres usædvanlige roman.

(Nationaltidende, 25. marts 1939).

Illustration af Lona Barrison fra Social-Demokraten, 24. marts 1939

Legat til idealister.

Der er fremkommet meddelelse om at nyligt afdøde enkefru Abelone Marie Fleron har testamenteret sin formue til et legat der fortrinsvis skal tilfalde "værdige trængende personer der i deres liv har arbejdet med idealistiske, navnlig politiske og sociale formål for øje".

Bag meddelelsen ligger et helt livs mærkelige roman. Enkefru Fleron var nemlig identisk med den yngste af de verdensberømte danske Barrison-sisters, Lona Barrison. I sin tid tændte de hjerterne i brand i alle storbyer og gengaves i postkort, porcelænsfigurer og sæbe - en berømmelse på højde med "Snehvide og Dværgene". Legatet der får navnet "Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat", skal være meget stort. Det nævnes at det skrives med et sekscifret tal.

(Demokraten (Århus), 25. marts 1939).

Lona Barrison boede ifølge Social-Demokraten 27. oktober 1928 i en villa på Carit Etlars Vej, hvor denne forfatters villa oprindelig sted. Lona Barrison døde af en hjerneblødning på Sct. Josef Hospital februar 1939.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Hans "ånd" er ej ægte.

Falsk navn

I artikler om Rumænien har man kunnet læse tvangfrit henkastede bemærkninger som: "Da den rumænske handel for 60-70 % vedkommende dirigeres af jøder, vil der Iet kunne komme til vanskeligheder ved en for stærkt drevet antisemitisme". 

Ja. det tror Pokker. Helt fraset det noget ejendommelige i at et sådant forhold eller misforhold omtales som en ganske naturlig sag, så ved enhver, at ingen er mere hævngerrig end jøden. Disse over hele jorden spredte israelitiske pengepugere står jo altid sammen, hvor det gælder om at holde på det gods, de har fået fraranet folkene, hos hvem de er trængt ind. Har en nation været naiv nok til at lade jødesjakket få den magt over erhvervslivet, som det er tilfældet i Rumænien, kan det ikke vente ikke vente nåde, hvis det prøver at optræde som herre i sit eget hus. Det viste sig jo også at den indenlandske fjende var for stærk. - foreløbig! Dette til lære og advarsel for andre lande, som i deres tåbelighed styrer samme selvmorderiske kurs. Og for at holde os til vort eget! Er det egentlig mærkeligt, at arbejdsløsheden herhjemme er stadig stigende, når vi tillader den ene skare efter den anden af omvandrende israeliter at slå sig ned ved vore desværre altfor gæstfri strande? Hvor jøden går ind, går den hvide mand ud. Det er i hvert fald en af grundene til den  voksende arbejdsløshed. At denne landsulykke passer fortræffeligt i regeringens program, er igen noget andet. Men lærerigt er det i hvert fald at se hvilke stadigt mere og mere snedige krumspring jøden bruger for at bore og fedte sig ind hos os og tage danskernes stillinger, arbejde og løn fra dem.

Den herved aftrykte artikel fra "Jødisk Ugeblad" er derfor ikke uden interesse. Nu ved vi det! De navne, der røber jødens udenlandske oprindelse, skal skjules, gode danske navne skal som lånte fjer pryde hans sorte rokkehoved. Ganske vist viser det en noget vidtdreven optimisme, når jødebladet formoder, at vi ikke skulle kunne høre forskel på noget snadrende jiddisk isprængt uforståelige danske brokker og på vort modersmål. Mon dog ikke de fleste vil formode, at disse lyde skyldes "en udlænding"? Og kunne det ikke tænkes at vække en vis opsigt, hvis en navngiven "Hansen" eller "Jensen" udtrykte sig så ejendommeligt? Mange falsknerier er vi dagligt ude for, men mon denne dog ikke er for tyk??

Men hvad der kan gøres for at bedrage de af naturen sørgeligt lettroende og tillidsfulde danskere, det skal altså gøres og bliver såvist gjort. Hertil er ingen midler for underfundige! Men det er et stærkt stykke, at et firma, der formodentlig praler med at kaldes dansk, ligefrem er med i arbejdet for at vise en uønsket og uindbuden, påtrængende fremmed nomadestamme midler og måder til at tage de retmæssige indbyggere det mest mulige ved næsen. Det er virkelig et højdepunkt af jødeluknjskhed!

Mon der skulle være håb om at bærerne af de danske navne, som det altså er meningen systematisk at tilsmudse ved at overlade dem til jiddisk brægende usurpatorer, ville tage sig sammen og nedlægge en lidenskabelig protest? Eller skal jøden også ad denne vej bore sig stadig længere ind i det danske forretnings- og handelsliv og for hvert år mere, nu også ved hjælp af falske navne, fortrænge danske kvinder og mænd fra det arbejde, de dog vel skulle formodes at eje førsteretten til?

Olga Eggers.

Oedisk Ugeblad Emigrant. skriver:

"3500 nye slægtsnavne til brug ved navneskifte, udgivet af Personalhistorisk Institut. S. Otto Brenner. 

Vi har nogle gange her i bladet slået til lyd for nødvendigheden af at mange af vore læsere burde forandre deres polsk-russiske navne til mere letflydende overfor det store samfund, thi de ovennævnte polsk-russiske navne er i høj grad en unyttig gene for Dem selv og unyttig besvær for landets befolkning. Til hvad nytte er det egentlig til at tumle rundt med et halsbrækkende polsk-russisk navn! Særlig burde ungdommen lægge sig dette stærkt på sinde for at undgå i deres opbyggende fremtid mange umulige svar på spørgsmål: "Hvor er De fra? Er De udlænding?" o. s. v. Vi kan i dag med glæde konstatere, at vore hidtidige henstillinger har båret frugt. Adskillige af vore læsere har allerede gjort alvor deraf og forkortet eller forandret deres for danske øren fremmedklingende navne gennem Personalhistorisk Institut. Kultorvet 4 og mange står sikkert i begreb med at følge efter. Vi har modtaget en fiks lille brochure indeholdende 3500 nye slægtsnavne udgivet af hr. direktør O. Brenner. Bl. a. indeholder brochuren praktisk vejledning for navneskifte og en interessant statistik over befolkningens vækst i året 1936, og over antallet af dem der har søgt navneskifte, og man erfarer, at 2000 medborgere har valgt nye praktiske navne samt ovenomtalte 3500 nye korte og velklingende navne for dem der vil søge navneforandring. Vi anbefaler endnu engang vor læsere bamle at stifte bekendtskab med Personalhistorisk Instituts nyttige brochure og at tage skridt til at forandre deres noget vanskelige navne"

Mit navn er (H)ansen

Emigrant

(Stormen, Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti. 1. marts 1938).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers havde skrevet for Social-Demokraten indtil 1933. Muligvis pga en personsag følte hun sig svigtet af Socialdemokratiet og meldte sig i 1934 ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Dem ragede hun også uklar med, og endte i National Socialistisk Arbejder Parti, hvis opfattelse var at DNSAP ikke var antisemitisk nok. I 1938 skrev hun hver måned i "Stormen" en artikel hvor nedenstående er et eksempel. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem. Øvrige artikler om Olga Eggers kan findes ved at følge dette tag.

Man siger at jøderne

ikke ødelægger Danmarks erhverv! Man siger, at vi danskere selv er herrer i vort eget hus! Man siger, at arbejdsløsheden ingen forbindelse har med den jødesværm der oversvømmer Danmark ! Det er i det hele utroligt, hvad man siger - .

Så var der engang en fornuftig mand som ikke nøjedes med at efterplapre det, man sagde, men som gav sig til at tænke selv, og han fortalte mig!

"Om morgenen bliver min kaffe bragt ind til mig. Jeg fik forleden at vide at den var importeret af en vis hr. Moses Melchior. Og at dømme efter det markskrigeri, der stadig i bladene følger med Richs (Salomonsens) kaffetilsætning, må jeg antage, det er dette surrogat, der er tilsat den sorte drik. Det var to jøder, der - om jeg så må sige - demonstrerede deres nærhed, inden jeg endnu var klædt på.

Nå, men jeg må videre gennem hver dags gøremål! Jeg tager mine sko, - i dem står prentet "Hertz". Slipset husker jeg at jeg ved et tilfælde fik købt hos en herre ved navn Brudzewsky, hvilket lyder en smule udenlandsk, og tøjet er fra et firma Jacobsen, hvilket kan være både det ene og det andet. Jeg tager min avis - mærkeligt, så mange kunstnere, forfattere, musikere o. s. v., der er omtalt, og som alle bærer mystiske og vanskeligt udtalelige navne. Og som de roses! Spalterne er så fulde af lovtaler over disse "begavelser", at der aldeles ikke bliver plads for en eller anden eventuelt også begavet Hansen eller Jensen. Og radioens program svømmer ligeledes over med navne der synes at måtte stamme fra en ret fjern del af kloden.

Jeg ser på annoncerne! Det var såvist ikke blot kaffetilsætningen, der reklameres op af en hr. jøde. Nej, allevegne får man en anelse om at det er jøder, der betaler annoncerne. De må skam være velhavende, de herrer jøder. Hvor kan de dog have fået alle de penge fra? Har de haft dem i en pose på nakken, da de kom her ind? For det skulle da ikke være vore små penge, de flotter sig med? Men så forstår man bedre den megen virak for de fremmedartede navne. Noget for noget, siger de uafhængige, upartiske "danske" aviser.

Jeg tænder min cigar, - firma Horwitz.

Landsdommer Gammeltoft forbød mig at tegne i retten, men han forbød mig dog ikke at se, og her er synet"

Tegneren.

Tilfældigt falder min vej forbi Østre Landsret. Jeg ser indenfor. Der sidder minsandten en jødisk udseende herre med et afgjort jødisk navn paa dommersædet. Og han er i færd med at høre på en forsvarstale, der gælder en hvid mand, som har vovet at anføre talmud-ord. Den ærgrer ham åbenbart, for han afbryder ustandseligt forsvareren. Det generer måske hans jødiske øre at høre de citater fra hans jødiske sæde- og troslære, som nu fremtures. Man må også forbavses, især da det kundgøres, at den øverste jødiske rabbiner for ganske nylig har skrevet, at disse talmudlærdomme er det afgørende for det jødiske, religiøse Liv. Han synes ikke om det, den hr. jødedommer, der er sat til at dømme en hvid mand i hvid mands land. Og den hvide mand bliver da ogsaa dømt til at spærres inde, fordi han har haft den utilladelige fripostighed at citere ud fra jødernes egne "hellige bøger". For det må man ikke! Jøderne ønsker det absolut ikke åbenbaret for almenheden, hvad de lærer i deres egne skoler. I hvert fald bliver man altså straffet, dersom man vover at citere dem. Besynderligt, - eftersom de fleste andre religioner kun er alt for ivrige efter at delagtiggøre verden i deres lære."

Dette var altså den fornuftige mands tanker. Men lad det ikke uroe nogen. Han er endnu et ret enestående fænomen. Størsteparten af folket foretrækker at snorke videre, medens jøden våger og "arbejder". God søvn.

Olga Eggers

(Stormen, Kampblad for Dansk-socialistisk Parti, 1. februar 1938).

På hænder ned fra Rundetårn. (Efterskrift til Politivennen)

København, torsdag (Privat)

En 14-årig smededreng, Jack Rasmussen, søn af en københavnsk chauffør, udførte i dag en ikke helt almindelig bedrift. Han havde læst om en pige der var gået på hænder ned ad 27 trappetrin, og den rekord ville han slå. Han begav sig helt op i toppen af Rundetårn, og derefter "spadserede" han på hænder ned ad sneglegangen lige til porten.

(Aarhus Amtstidende, 8. oktober 1937)

Hedtoft's Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Hedtoft-Hansen er utvivlsomt stolt til mode! Tre hundrede spanske børn, skal forstås som: kommunistisk indstillede, fra den kommunistiske lejr afsendte spanske børn, skal huses i Danmark.

"Hvor er det rørende", siger de naive mennesker med stemmen fuld af deltagelse. "Tre hundrede stakkels børn, - vi er vel nok en hjertensgod lille nation. Og hvor må dog Hedtoft- Hansen være et ædelt menneske, der sådan lægger sig i selen for de stakkels spaniere."

Mon ikke hr. Hedtoft-Hansen lægger sig i selen for en helt anden sag end denne specielle "børnesag"? Er det ikke helt andre herrer han dyrker, end børnekærlighedens? Ved ikke hvert Mmnneske, der ikke går med et godt, tykt bind for øjnene, at kommunisterne bruger alle kneb og alle løgne for at provokere deres sag frem, og at de mest forskellige skalkeskjul anvendes? Hvor foregår indsamlingen til disse "stakkels" børn? I Sovjets kontor i Vesterport. Hvad er det for børn, der sendes herop, og hvorledes er de kommet her? Udelukkende - udelukkende - børn fra den såkaldte "lovlige" regering i Spanien hvis spidser er Sovjet-jøder, og hr Hedtoft-Hansen har såvidt ikke luftet sine børnekærlige følelser over for andre end de udsendinge fra samme lejr, som han til sin inderlige glæde stødte på og plejede venskab med. Denne historie med de spanske børn er ikke noget som helst andet end et af de mange kamouflerede forsøg på at tage det naive danske folk ved næsen og indsmugle kommunistisk-jødiske sympatier i det.

For jøde-kommunismen er alle midler tilladte og alle veje lige gode, blot de fører til det attråede mål - at ødelægge dansk national vilje og klarsyn overfor de internationale slyngelstreger og banditmetoder. Danmark er under jødedommen! Jøderne siger det selv, de roser det skikkelige land som det sted, hvor de kan boltre sig aldeles som de vil og more sig tykt over den danske søvnighed og håbløse naivitet. Jøderne og Sovjet er et, - måske taler de undertiden med to stemmer, men munden er den samme. Jøden Karl Marx gjorde sit arbejde godt, da han såede klassehadets og bolsjevismens sæd, og hans lakajer gør en rig høst. Nu gælder det kun om, at folket ikke opdager giftens virkninger, før den har gjort sin gerning, før nationen er således ødelagt, at en genrejsning er udelukket.

Men om dette enderesultat ties der! Endnu arbejdes der på fuld kraft mod målet. Aviserne sørger for, at det bliver udlandets jødeblade og deres udsendte jødekorrespondenter, hvis referater af verdensbegivenhederne proklameres som den sidste sandhed. Hvorledes fordrejes ikke kendsgerningerne når talen er om Tyskland? Hvorledes ties der ikke om forholdene i det ulykkelige Rusland? Hvorledes drejes og vendes ikke krigens begivenheder, så sympatien stadig påkaldes overfor den front, der kæmper for den internationale jødedom? Derfor har sandheden så trange kår i Danmark. Pressen og pengevæsenet har jøden forstået at lægge sin klo over, og så længe materialismen og løgnen har den magt over sindene, som tilfældet er, bør det ikke undre, at Danmark glider baglæns.

Det er notorisk kommet dertil, at vi er en fabel for udlandet! Mens land efter land udenom os går fremad, formindsker arbejdsløsheden, bygger folkesindet op til ansvar og rank selvbevidsthed. er det omvendt her. Hos os stiger arbejdsløsheden med frygtelig fart, sluserne slås op for at modtage den mest mulige internationale gift som jødedommen fra alle sider lader strømme imod os. Folket forarmes. Jøder sender penge ud af landet til deres forskellige hjælpeaktioner. Skatter og fødemidler stiger.

Men vi pynter os med gæstfrihed, gør os til jødens ydmyge skosvende. - Indtil den dag da de internationale bandithorder lader den blodige økse falde over nakken på dem der med skamløst slavesind kaldte sig og lod sig kalde "nederlagets folk".

Olga Eggers

Bødlen

Bolchevismen er folkenes ulykke, men at jøderne står i spidsen for bolchevismen, det betyder folkenes undergang.

(Stormen. Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti, 1. oktober 1937).

Bladet "Stormen" var allerede i mellemkrigsårene et af de mest berygtede nazistiske blade pga sin hæmningsløse stil, antisemitisme og udhængning af navngivne personer. Bag bladet stod bl.a. Wilfred Petersen. Dansk Socialistisk Partis medlemmer blev kendt som voldelige og gjorde kriminalitet til en del af deres virke.

Den 1. juni 1937 havde et medlem, Viggo Madsen sandsynligvis sammen med et par andre, udført et bombeattentat mod minister Alsing Andersens bolig. Statskup, borgerkrig, sabotage, politiske mord, gidseltagninger, bankrøverier og anden kriminalitet var ifølge Wilfred Petersen fremtidens midler. Se bl.a. Claus Bundgaard Christensen: Følg Wilfred! Gyldendal, 2022.

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Lona Barris vil synge igen. (Efterskrift til Politivennen).

Hun der nu har et sproginstitut i Wien, skriver på sine memoirer.

De fem Barrisons var i sin tid indbegrebet af skønhed, ynde og stemme.

Lona var den ældste og toneangivende. Hun havde fra korpige på Casino udviklet sig til en verdensstjerne.

Gennem alle lande gik de fem Barrisons sejrstog.

Siden har der været så mange "søstre" og "girls"-ensembler, men Barrison-navnet er aldrig blevet glemt. Nu meddeler den østrigske ravag at Lona Barrison vil optræde igen, idet hun i Radioen vil synge alle sine gamle viser, bl.a. "Linger-longer-lo" som alle fem verdensdele sand med på i sin tid.

Lona Barrison har i 17 år boet i Wien hvor hun sammen med sin mand startede et sproginstitut hvor der undervistes i fransk og engelsk. I fjor døde hendes mand, men endnu har Lona fuldt op at gøre. Kun to af søstrene kommer hun endnu sammen med, Gertrude, der er gift med maleren Holitzer, og Ellen som er gift i Stockholm.

Lona Barrison har et yndigt hjem hvor væggene i to private stuer er helt dækket af fotografier og tegninger, også karikaturer af de fem Barrisons, og tegningerne er signerede med de største kunstnaernavne.

Den bedste og morsomte karrikatur af de fem skønne søstre ser man i Auerbachs kælder i Leipzig.

Der rider de som veritable hekse på et kosteskaft til Bloksbjerg.

Det billede skal med i Lona Barrisons memoirer som hun er ved at lægge sidste hånd på.

Hvis hun virkelig fortæller løs - ja så bliver hendes memoirer sikkert en "best seller".

(Herning Avis, 27. juli 1937).

Rundetaarn 300 Aar. (Efterskrift til Politivennen).

Rundetaarn fylder 300 år.

Rundetårn, Københavns ejendommeligste bygningsværk, fylder næste år 300 år. Den 7. juli 1637 nedlagde Christian IV. grundstenen. I anledning af det forestående jubilæum - Trinitatis Kirkes og Rundetårns jubilæum vil blive fejret på samme tid - er man iflg. Berl. Tid. allerede nu i gang med forberedelserne, oplyser kirkens værge, ekspeditionssekretær Ohrt. Der vil blive arrangeret en festgudstjeneste i Trinitatis Kirke, og Københavns biskop vil antagelig komme til at tale ved denne lejlighed. Noget historisk optog bliver der næppe tale om. I øjeblikket omgås man derimod med planer om et festskrift, hvori gravkamrene med grev Schack og hans slægt vil blive omtalt. Nationalmuseet beskæftigede sig for et par år siden med disse gravkamre.

Rundetårn vil på jubilæumsdagen blive belyst på en eller anden måde. Muligvis bliver det som ved reformationsfestlighederne, således der anbringes lys i vinduerne. Men muligheden for udvendig projektørbelysning vil også blive behandlet på et møde i nær fremtid

(Hejmdal 9. november 1936)

Rundetaarn fylder 300 Aar i Aar.

Der udgives et festskrift - Tårnet illumineres fra fod til top.

Samtale med magistratens tilsynshavende ekspeditionssekretær H. A. Colberg.

Den tilsynshavende hr. Colberg og observatør Nielsen foran kikkerten oppe i observatoriet.

Opmærksomme læsere af det kommunale budget for indeværende år vil have lagt mærke til en bevilling der opføres under titlen "Bevilling til et Festskrift om Rundetaarn". Dette røber, hvad vistnok kun de færreste har skænket en tanke, at Christian Firtals berømte gamle kolos på Købmagergade holdere jubilæum i år - oven i købet en så massive mindedag som 300 års jubilæum.

Vi har i den anledning henvendt os til Magistratens tilsynshavende med det gamle tårn, ekspeditionssekretær H. A. Colberg i 1. afdelings sekretariat, for at høre nærmere om, hvad København agter at foretage sig for at fejre denne sjældne fest.

Foreløbig er vi jo i fuld gang med at udarbejde festskriftet, der redigeres af adjunkt Weilbach i Snekkersten, som er en intim kender af Christian den Fjerdes gamle København.

- Vil der i festskriftet fremkom noget nyt om det berømte tårn?

Drengen der uskadt  faldt ned fra Rundetårn.

- Det vil der næppe. Rundetårn er jo og har i højere grad end nogen anden bygning herhjemme været offentlighedens eje, så man har i reglen altid fulgt med, når det skete noget, som angik det. Størst opmærksomhed vakte det naturligvis i gamle dage, når livstrætte mennesker sprang ned fra tårnet, hvad der så at sige altid var den sikre død.

- Er der overhovedet nogen, der er sluppet fra det spring med livet?

- Ja, så mærkeligt det end lyder, var der en gang en dreng, der faldt uskadt ned gennem den store, hule søjle i tårnets midte, De véd, den sneglegangen drejer sig omkring. To kordrenge fra Trinitatis Kirke var en dag og legede oppe på øverste stokværk, hvor nu observatoriet ligger. En af dem kravlede ind gennem et hul i muren og forsvandt. Senere hørte man en banken ved tårnets fod, og man blev nødt til at hugge et hul i muren - der hvor den lille dør overfor billetkontoret nu er - og frem kravlede drengen, sort af snavs som en neger -, men ellers i bedste  velgående, 

- Sker der aldrig selvmordsforsøg mere fra Rundetårn? 

- Nej, ikke efter at det inderste høje jerngitter blev rejst, 

100.000 betalende besøgende om året.

- Er Rundetårn også i vor tid den samme seværdighed som i gamle dage. 

-Ubetinget. Vi har gennemsnitlig 100.000 betalende besøgende om året, så at tårnet økonomisk kan hvile i sig selv. Der er næppe den dreng eller pige i København, der ikke har været på Rundetårn, for slet ikke at tale om den attraktion det betyder for turisterne

- Siden Peter den Stores berømte køretur op gennem sneglegangen er der vel ingen, der har forsøgt noget lignende

- Nej, men der har såmænd flere gange været folk der har søgt om tilladelse. Det har mest været automobilfabrikanter, der på denne usædvanlige måde har villet gøre reklame for deres bilmærke. Men vi har altid sagt nej - også til de mange cyklister, som gerne har villet lege seksdagesløb ned ad sneglegangen.

- Har tårnet nogen anden funktion end at være udsigtstårn nu?

- Nej. Ganske vist er der på initiativ af Magistraten på tårnets platform blevet opstillet et tidssvarende observatorium, hvor de besøgende under observatør Nielsens kyndige vejledning kan betragte stjernehimlen. Men astronomisk betydning som i vore store navnes, Tycho Brahes og Ole Rømers tid har tårnet ikke. Ved et pudsigt træf var den første besøgende i det nyindrettede observatorium for nogle år siden netop den dreng som i 1880'erne faldt ned gennem tårnet.

Hele Rundetårn illumineret på jubilæumsdagen.

Det er for øvrigt ikke det eneste eksempel på, at kredsen slutter sig igen, siger ekspeditionssekretær Colberg til slut, da vi atter går ned ad den murstensbelagte sneglegang. Fra tårnet blev bygget og lige til 1861 havde således universitetsbiblioteket til huse her inde på kirkeloftet, hvor også Carl Lund har haft sine malerstuer. Netop i disse dage er universitetsbiblioteket i færd med at bygge ny reoler til opmagasinering af sine bøger på samme sted, hvor det for 78 år siden havde til huse.

Men nu fejrer det gamle tårn altså sit jubilæum i juli måned, og Magistraten vil søge at gøre det så festligt som muligt. Det eneste, jeg kun ndæ er, at tårnet den 7. juli vil blive strålende illumineret fra fod til top.

(Aftenbladet (København), 6. marts 1937)

Rundetårn er skævt.

Til sommer - den 7. juli - kan Rundetårn fejre 300 årsdagen for grundstenens nedlæggelse. I "Selskabet for Staden Københavns Historie og Topografi" holdt arkitekt Henning Hansen ifl. "Berlingske Tidende" et foredrag om jubilaren. Han oplyste at det ikke passer når der på den ene af tavlerne står at Christian IV med egen hånd har nedlagt grundstenen til Rundetårn. Kongen opholdt sig på den dag grundstenen blev nedlagt, i Holsten. Det var murermesteren der havde nedlagt grundstenen.

Der var til Rundetårn medgået 3 millioner hollandske mursten - det er lige så mange sten som man i vore dage vil bruge til en 5 etagers kommunal karre med 200 lejligheder. Arbejdet er formentlig klaret af 8 a 10 tyske murersvende. De er kommet ganske pænt fra det. Tårnet hælder ganske vist 40 centimeter ud over Købmagergade - så der er altså også et skævt tårn i København - Portalen hører ikke til Rundetårn - den var anbragt i den gamle mur omkring Trinitatis Kirkeplads - den er af ringere arbejde end tårnet, men den skal have lov til at blive stående.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 5. maj 1937).

Rundetårn fylder 300 år i juli

10 tyske murersvende og 10 danske stenbærere murede de mere end 3 mill. sten op. Lige så mange som i en 5-etagers ejendom med 200 lejligheder.

Gennem sekler var Rundetårn udtryk for bygningskunstens ypperste værk i dette land. Intet var højere end Rundetårn, og tårnet og dets betydning som observatorium blev i tidens løb banket så effektivt ind i erindringen hos de skiftende slægtleds skoleungdom, at alle véd at tårnet er bygget af Fjerde-Christian og ligger i Købmagergade i København.

Det er den 7. juli i år tre hundrede år siden, at grundstenen til Rundetårn blev nedlagt, og man vil naturligvis på ny blive mindet om Christian den Fjerdes omfattende interesse for de særprægede bygninger. I skolebøger og turisthæfter står der, at kongen personligt nedlagde grundstenen, men det er i hvert fald ikke rigtigt. Christian IV opholdt sig den 7. juli 1637 et sted nede i Holsten, og det var bygmesteren, murer Jørgen Scheffel fra Bern, der nedlagde den første sten til det interessante tårn.

Astronomerne havde ønsket, at observatoriet blev anlagt uden for Københavns volde, men kongen ville ha' tårnet inde bag  den beskyttelse, som voldene afgav mod fremmede stratenrøveres ukaldede gæstebud. 

Og Kongens vilje var landets lov - den gang.

Nu kunne færdselsautoriteterne godt tænke sig at kongen havde været så forudseende, at han havde regnet med fremtidens trafikale forhold! Thi Rundetårn står på det smalleste sted i Købmagergade, og her kan man hver dag fra kl. 8 til 9 og fra kl. 16 til 18 opleve et trafikalt kaos. Da de tilstødende gader også er meget smalle, kan trafikken ikke blive ensrettet, og omkørsel er så godt som udelukket. Alt dette er for så vidt Fjerde Christians skyld, men i betragtning af hans store fortjenester på mangfoldige andre områder skal intet bebrejdes ham nu!

Det 36 meter høje tårn blev påbegyndt i juli 1637 og stod færdigt i 1642. Til tårnet medgik over tre millioner mursten, hvilket er lige så meget som det antal sten, der bruges til en 5-etages ejendom med 200 lejligheder.

Arbejdet blev udført af 10 tyske murersvende og et tilsvarende antal danske stenbærere. Med de primitive midler, der den gang stod til rådighed, har det været et gigantisk arbejde at slæbe de mange sten til bygningen, efterhånden som man kom op i højden.

Hvad sikkert ikke alle véd, er, at Rundetårn - skønt sammenbygget med Trinitatis Kirke - hælder tæt ved en halv meter ud mod Købmagergade: Det er eksperten, arkitekt Henning Hansen, der ved målinger har konstateret denne hældningsgrad. Nogen fare for, at tårnet en dag skal vælte, er der dog absolut ikke. Ydermurens tykkelse er nemlig lige ved 2 meter.

Tårnets indre konstruktion er meget ejendommelig. Midt i tårnet er opmuret en hul cylinder, der er 4½ meter bred, og mellem denne cylinder og ydermuren løber en muret sneglegang, hvis bredde er godt 4 meter i en længde af lidt over 200 meter. Stigningen i sneglegangen er så jævn, at zar Peter den Store under et besøg i København i året 1716 kunne ride op og ned ad sneglegangen, medens kejserinde Katharina kørte op til platformen i et hestekøretøj!

Historien beretter, at zarina foretog køreturen med et seksspand, men det må være en mild overdrivelse. Mere end to små islændere har der næppe været for køretøjet, for platformen, hvor der skulle vendes, tillader ikke mere.

Den første astronom i Rundetårn hed Christen Longomontanus. Det var ham der ville have tårnet opført uden for voldene.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 9. maj 1937)

Det runde Taarns store runde Jubilæum.

300 årsdagen for grundstenens nedlæggelse.

Rundetårn og Regensgården 1837.

LIGE midt i sin "sæson" fejrer Rundetårn et stort rundt jubilæum. Sæsonen skyldes turisterne og de tusinder af provins-skolebørn, der på denne tid af året besøger det gamle bygværk. Og just som den store Invasion er på sit højeste, indtræffer 300-årsdagen - den 7. juli - for nedlæggelsen af grundstenen til Rundetårn.

Dette tårn er og bliver nu en gang en af Københavns mest populære seværdigheder. Den 25 Øre, som den voksne, og den 10 øre, som et barn må betale for adgang dertil, er ikke dårligt givet ud. På Holbergs tid var "entréen" en skilling. I "Barselstuen" vil Claus have Troels til at veksle en toskilling i to eneste skillinger; han skal bruge en af dem til at komme op på det runde tårn og se, hvad det er for en alarm, der er i Aabenraa. Alarmen er barselstuen hos Corfitz, hvem Troels tjener.

Besøget i tårnet kunne virke forstyrrende på instrumenter og iagttagelser i det astronomiske observatorium. Navnlig blev der fra professorside klaget over Søren Matthissen, ham med regnebogen. Man sagde, at den bjergsomme klokker skaffede sig en god indtægtskilde ved når som helst at give adgang til alle og enhver mod skillingens erlæggelse.

Pensionist Ege i 8. Sals højde

En stor del af døgnet lå tårnet dog stille hen, og det gør det stadig. Men der er - hvad mange sagtens ikke véd - en hel 4 værelsers lejlighed deroppe, i sådan noget som ottende sals højde. Her bor - med familie - den mand, der i vejviserens personregister er opført under adressen: L. Ege, pensionist, Rundetårn. Han har tilsyn med tårnet, og han sidder i "kontoret" nede ved indgangen og sælger billetter. Samme hr. Ege har jævnlig talt med "Rundetårnsdrengen", en Holmens pensionist, der døde for et par år siden. Han havde sit tilnavn fra en mærkelig hændelse, som har var ude for, da han i tolvårsalderen var kordreng ved Trinitatis Kirke. Begivenheden berettes således: En søndag, medens præsten talte, forlod kordrengene kirken for at lege i Rundetårns sneglegang. Under legen krøb den omtalte dreng i skjul. Gennem en luge under trætrappen højt oppe i tårnet krøb han ind i et rum, der af tilsynsmanden benyttedes som pulterkammer. Han gemte sig så langt inde, at han kom ud for den hule cylinder i tårnets midte, og han faldt ned igennem denne "hule søjle", lige ned til dens bund. Under sig havde han imidlertid - fra pulterkammeret - et par dyner eller en madras. Han slap derfor uskadt fra faldet, men måtte ligge derinde til den følgende formiddag. Først da fik man nys om sagens sammenhæng, og så huggede man hul på cylinderen. Nogen tid derefter fungerede rundetårnsdrengen ved et regensbal som frembærer af puden med kotillonsordnerne, der var skabt i Rundetårns skikkelse.

"Gud, stødte De Dem" ?

Fritz Jürgensens "Gud, stødte De Dem?" til manden, der fra Rundetårn styrtede ned på gaden, er for længst blevet mundheld. Skiftende generationer smiler ad tegning og tekst. Men i tidernes løb er der fra Rundetårn sket en række nedstyrtninger, der hører ind under selvmordets tragik. I 1816 omtales et sådant Tilfælde, og det var det fjerde i løbet af forholdsvis kort tid. I 1831 og 1832 blev der atter begået selvmord fra Rundetårn, og pressen opfordrede - som for øvrigt tidligere - til foranstaltninger derimod. Men der skulle gå lang Tid, inden det høje gitter indenfor Caspar Finckes lave gitterværk fra Christian den Fjerdes dage blev rejst. - 

Så uvorn, at han sprang ud fra Rundetårn

I 1888 - omkring tiden for åbningen af den store udstilling - styrtede en selvmorder sig ud fra Rundetårn. Skønt emnet ikke skulle synes egnet for humoristisk behandling, blev det dog benyttet i "Punch". Holger Drachmann havde lige før udstillingens åbning skrevet et digt hvis første linje lød "Det har regnet i nat, og nu vil vor maj springe ud". Af dette digt bragte "Punch" efter åbningshøjtideligheden en parodi der skildrede, hvorledes alt nu sprang ud på forårets bud - "ja, een var endogså så uvorn, at han sprang ud fra Rundetårn".

Kan Rundetårn flyttes?

I begyndelsen af halvfemserne blev der atter begået selvmord fra tårnet, og nu rejstes omsider det indre høje gitter, der ganske udelukker sådanne udspring.

I vore vittighedsblade og lignende steder kan man - med passende forbehold - selvfølgelig finde mange bidrag til byens historie. Rundetårn figurerer også i "Blæksprutten". Årgang 1898 bragte en 6-akts komedie om, hvorledes Christian den Fjerde og Peter den Store - hvis samtidige optræden ikke kan siges at være ganske historisk - en nat i fællesskab flyttede Rundetårn til Pustervig. Der er den realitet bag spøgen, at spørgsmålet om at forbedre trafikforholdene ved en flytning af Rundetårn i slutningen af 1890'erne var under debat. Senere hen blev det aktuelt påny; man talte om at skille tårnet fra kirkebygningen og føre det på ruller hen på siden af kirken. Der er kun gået kort tid, siden Christiani & Nielsen flyttede Rådhuset i Randers adskillige meter. Naturligvis ville det være en mere omstændelig historie at flytte Rundetårn. Men teknikere står inde for, at det kan gøres. Det vil bare blive en dyr historie.

Man fandt en anden udvej til bedring af trafikforholdene mellem Regens og Rundetårn, da Martin Borch fik overdraget anlægget af Regens-buegangen. Vil denne ordning være tilstrækkelig i længden? Men hvad der end sker, vil man ikke løbe byen rundt for at finde en ny plads til Christian den Fjerdes tårn, - således som det går til, når statuer flyttes. For såvidt holder nok den vise fra firserne eller halvfemserne, der siger: "Men Rundetårn må de la' stå - det kan de ikke flytte". I alt fald kun et lille sving til siden. For hvem ville overhovedet kunne skille fjerde Christians tårn fra fjerde Christians Regens?

"Gården den røde under tårnets ly" - "Vort tårn, vor løvrige lind" står der i gamle Regensviser. De tre hører sammen: Tårnet, Regensen, Linden.

Cac.

(Nationaltidende 5. juli 1937)

Danmarks berømteste tårn.

300 årsdagen for grundstensnedlæggelsn til Trinitatis Kirke og Rundetårn.

Det ældste Billede af Rundetaarn. Her ses Kirken ikke.

I gamle dage, da København var en lille by, der lå trygt bag sine volde og stadsgrave, var Rundetårn et meget højt og mærkværdigt tårn, som vi var stolte af herhjemme, fordi der gik ry af det over hele Europa. Det var den danske hovedstads største turistattraktion, også for landets egne borgere. En tur på Rundetårn hørte til de bedre oplevelser, og det har fx lige til de nyeste tider været skik, at konfirmanderne gik på Rundetårn dagen efter deres konfirmation. Der var jo først den interessante, brede murstenssneglegang, der gik fra nederst til øverst i tårnet, og ad hvilken man jo vidste at zar Peter den Store og hans gemalinde i 1716 havde foretaget en køre- og ridetur op til tårnets top, og så var der den ganske forbavsende udsigt, der førte blikket langt udenfor hovedstadens grænser. Jo, det var et mærkeligt tårn, et forunderligt bygningsværk!

"Krims-krams-Christian 4-tal".

Højt oppe på tårnet ses den kongelige bygherres initialer og en latinsk-hebraisk rebusindskrift, der naturligvis altid har været ganske uforståelig for københavnerne, der da også hurtigt klarede sig med at sige, at der stod Christian den Fjerde og noget andet krimskrams, og lidt efter lidt blev det da til, at den inskription der betyder sådan noget som: "Herre, gør Kongens, Christian IV.s, hjerte troende og retfærdigt", i københavnersproget kom til at lyde: "Krims-krams Christian 4-tal".

Gammelt billede af Rundetårn og Trinitatis Kirke.

Man véd besked både med kirkens og med tårnets bygningshistorle fra grundstenen blev nedlagt den 7. juli for 300 år siden, og man forbavses i grunden over, at datidens håndværkere med deres mere primitive hjælpemidler kunde bygge tårnet i løbet af 5 år. Hvilke vanskeligheder har man ikke i 1637 og påfølgende år haft alene med fremskaffelsen af det tunge og særlige stenmateriale, hvoraf tårnet består. Kirken blev først færdig 14 år efter tårnet, men det havde sin gode forklaring i, at arbejdet ofte måtte hvile på grund af mangel på penges havelse. Først 1656 kunne kirken afløse den gamle Regenskirke. 

Skæbnesvangre Begivenheder forudsagdes, Jordens Undergang profeteredes.

Rundetårn blev bygget til observationstårn, og derfor var Tyge Brahes mest begavede elev Longomontanus behjælpelig med opførelsen af tårnet. Han blev da også den, der grundede observatoriet på Rundetårn, hvorfra han bl. a. udgav almanakker med årsangivelse fra "Verdens Skabelse". Heroppe blev Tyge Brahes berømte himmelglobus, der havde fulgt mesteren i landflygtighed, og som krigsbytte blev hjemsendt fra trediveårskrigen, installeret, hvilket ikke mindst skabte en enorm respekt hos publikum for de folk, der skrev almanakken og kikkede stjerner på Rundetårn.

Man troede da også fuldt og fast på de forudsigelser, der kom fra Rundetårns observatorium, og de kunne dog undertiden dreje sig om meget skæbnesvangre begivenheder, således blev spået, at Jorden skulle forgå den 8. april 1783 Kl. 4 eftermiddag. Man troede fuldt og fast på forudsigelsen, fordi Rundetårns astronomiske professorer fik skyld for dem. Jens Baggesen skrev således, at hele København ventede den forfærdelige begivenhed, og "jeg kan ikke nægte, at jeg selv er meget nysgerrig og venter med længsel efter kl. 4". Imidlertid forgik Jorden ikke dengang, og et par dage efter læste man i "Aftenposten" en samtale mellem et ægtepar. Konen siger: "Men de siger jo dog, lille mand, at de har kunnet se sådan noget forud fra Rundetårn". Og manden svarer: "Åh, kone, lad dig aldrig bilde sådant snak ind; det er den enfoldige almues tåbelige tanke, som bilder sig ind, at de på Rundetårn er alvidende«.

På Rundetårn studerede også vor berømte Ole Rømer og den bekendte regnebogsforfatter Søren Mathiesen, der er stamfader til den sidste tyske kejserinde, blev klokker ved kirken og portner ved tårnet.

Observatoriet på Rundetårn, hvorfra også daglig kl. 12 tidssignalet blev givet, benyttedes til det nye observatorium ved Østervold i 1861 kunne tages i Brug. 

Et besynderligt kirkeindhold.

Trinitatis Kirke, der oprindelig var bestemt som studenterkirke, blev allerede en lille snes år efter indvielsen almindelig sognekirke. Nogen helt almindelig sognekirke blev den dog ikke. På kirkens store lofter, hvortil indgangen var fra tårnet, havde oldsamlingen en overgang sit hjemsted, ligesom også Universitetsbiblioteket benyttede disse loftslokaler. Ved Københavns rand i 1728 fik ilden også fat i Trinitatis Kirke, og meget store bogskatte blev ødelagte. Alt på loftet og på Rundetårns observatorium, deriblandt Thyge Brahes globus, blev flammernes rov, ligesom også kirkens prædikestol, alter, orgel m. m. blev ødelagte. Kirken blev hurtigt genopført og det nye Universitetsbibliotek blev atter anbragt her fra 1730-1861.

I nyere tid har loftet været benyttet af teatermaler Carl Lund som malersal, og medens der nede i kirken prædikedes mod tidens tiltagende nydelsessyge og forlystelsestrang, malede Carl Lund og hans medhjælpere oppe på loftet med energi og kunstsans dekorationer til operetter og tivolidekorationer, kort sagt ting, der havde til formål netop at forøge tidens forlystelsessyge.

Ja, Trinitatis kirkeloft har altid været et underligt loft, ligesom dens tårn har været et underligt tårn, om hvilket der har gået de mærkeligste rygter. Således vidste man engang at fortælle, at der i den indre cylinder i tårnet, den, hvorom sneglegangen er bygget, lå en skat begravet, at et barn engang skulde være faldet ned i dette tomrum, var også en tidlang en udbredt og meget uhyggelig tro.

De livstrættes tårn.

Så slem en begivenhed ruger tårnet dog i virkeligheden ikke over. Derimod var det engang berygtet for de mange selvmordere, der søgte det. Fra den øverste platform styrtede man sig ned for at komme ud af den usle tilværelse på en sikker måde. Det blev så almindeligt, at maleren Frits Jürgensen benyttede situationen i en af sine kendte tegninger. En mand har styrtet sig ned fra Rundetårn, og kvinder iler til og udbryder: "Gud stødte De Dem?"

I gamle dage var der ikke noget mere sikkert og urokkeligt i denne verden end Rundetårn. Man kunne vende op og ned på alt muligt, man kunde flytte rundt og bygge om, men, hed det i et mundheld - "Rundetårn, det la'er vi stå, sagde manden". Og så har der dog i vore dage været mange arkitekt- og ingeniørplaner fremme for at få flyttet det forbistrede tårn, der står og spærrer for færdselen på et af hovedstadens mest befærdede strøg. Man prøvede i sin tid at lægge en passage ind under Regensen. Men det er stadig galt med trafiken, det er livsfarligt at passere Rundetårn. Dog - en dag bliver det måske til alvor med denne flytning, thi intet er helligt for vor tid. End ikke vore bedste og oldeforældres stolthed og deres forfædres stolthed i endnu højere grad.

VIDAR BRUUN

(Randers Dagblad og Folketidende, 7. juli 1937)

Vidar Bruun (1878-1940) var journalist og forfatter.

Nyt og gammelt om Rundetårn.

Mag. scient. C. Luplau Janssen fortæller.

DET er en kendt sag, at magister Luplau Janssen var den, der for 10 år siden førte planerne om indretning af et folkeobservatorium på Rundetårn ud i livet og ledede dets drift i de første 5 år. Vi beder i anledning af Rundetårns 300 årsdag magisteren om at sige et par ord om det gamle tårn.

Da borgmester Kaper, med henblik på en stor komet, op imod jul 1927 fik den gode idé at søge indrettet et populært observatorium på det gamle populære Rundetårn, var det naturligt, at der skete henvendelse til mig, siger magisteren og kigger op på et gammelt billede af Rundetårn, der hænger foran ham på væggen i hans arbejdsværelse på Urania-observatoriet. Jeg havde en ikke ringe praksis som astronomisk foredragsholder i populær form ... jeg havde skrevet flere meget læste astronomier, og desuden havde jeg jo gennem min virksomhed her på Urania stor praksis i forevisning for alle mulige mennesker. - Uden at være ubeskeden tør jeg påstå, at mit navn var et ganske godt aktiv.

Da Rundetårns observatorium åbnede første gang.

- Hvor kom nu instrumenterne fra? spørger vi.

- Der var jo fra første færd kun tale om et forsøg; man ønskede at se, hvorledes publikum stillede sig ... Derfor udlånte Urania-observatoriet en mindre, men ganske fortrinlig kikkert til tårnet og lidt andet udstyr. Det hele blev bestemt og ordnet i juledagene 1927, men det blev da færdigt til den fastsatte åbningstid - således at da håndværkerne forlod tårnet, mødte de - de første gæster i sneglegangen. 

- Kom der mange interesserede?

- Der kom mange, både nysgerrige og interesserede, og Interessen holdt sig, man gik derfor efter ca. 1 års prøvetid i gang med at bygge det ny observatorium, der i de fleste henseender viste sig at svare til formålet ... Den udmærkede Mery-Cornelius-Knudsen- kikkert hører vel ikke til de største kikkerter i landet, men den har en aldeles passende størrelse til forevisninger for publikum.

Museet med de sjældne og værdifulde genstande.

- Havde De noget med museet at gøre?

- Nej, intet ud over at påse, at der blev holdt åbent på de rigtige tider osv. Samlingen forestodes og forestås den dag i dag af hr. Harald Mortensen, en af de bedste kendere af Tycho Brahe i vort land. Han har med enestående dygtighed og store personlige ofre skabt en mønsterværdig samling af minder om astronomiens stormænd i vort land. Samlingen står nu opstillet i tre lokaler og tæller over 550 enkelte genstande, hvoraf mange er store sjældenheder og meget værdifulde. Den er absolut et besøg værd.

- Kan der gøres observationer af betydning på Rundetårn?

- Kikkerten kan vise alle populære objekter: Månen, de store planeter, solen, dobbeltstjerner og stjernehobe ganske udmærket. Stjernetåger kan den som de fleste andre kikkerter ikke vise, de er for lyssvage, de skal fotograferes. Den menige mand, der i bøgerne har set pragtfulde fotografier af spiraltåger, bliver ofte meget skuffet, når han ikke kan få dem at se i virkeligheden.

10 Kr. for at se Mars blev gavmildt lovet - skønt den ikke var på himlen.

- Hvordan var nu publikum at have med at gøre?

- Ja, nu er det jo snart 5 år siden, jeg hørte op med Rundetårn, men jeg har kun meget få ubehagelige erindringer. Underligt nok synes heldigvis de vanskelige situationer udelukkende at være indtruffet på de aftener, hvor jeg selv var deroppe. Jeg husker engang en fuld mand, der forsøgte at lave ballade, men før jeg kunne gribe ind, havde nogle af de besøgende ganske stille lempet ham ud af døren - de ville nok have ro til at se på stjernerne.

- Skete der nogle pudsige intermezzi?

- Sådanne var der jo ikke så få af; det, der morede mig mest, var følgende: En herre ville absolut se Mars, men planeten var ikke på himlen. "Jeg vil give Dem 10 kr. for at vise mig den", lovede herren gavmildt  - men jeg kunne jo desværre ikke tjene de 10 kr., siger magisteren med et muntert smil.

Rundetårns astronomiske historie er nærmest sørgelig.

- Er observatoriet på Rundetårn nu lige så godt som de gamle videnskabelige observatorier?

- Ja. jeg vil vove at påstå, at intet af de tidligere observatorier på Rundetårn har svaret så godt til sine formål som det nuværende. Rundetårns astronomiske historie er i virkeligheden meget sørgelig ... Lige fra observatoriets oprettelse og til dets bortflytning i 1861 har dets hele tilværelse kun haft at berette om slendrian, fortsatte forgæves forsøg på organisation af en forældet indretning - Observatoriet var stadig bagud for udviklingen. Da der endelig under Ole Rømers ledelse skete noget stort, gik alle resultaterne op i røg ved Københavns brand i 1728. Siden kom det slet ikke på fode, i 1770'eme var det helt ruslti sammen, og instrumenterne afav bolig for edderkopper og andre ubehagelige smådyr. I den første halvdel af det 19. århundrede spekulerede man kun på at få observatoriet flyttet. - Der er aldrig sket noget rigtigt i det gamle observatorium på Rundetårn.

Ole Rømers og Tycho Brahes navne vil lyse til evig tid.

- Dansk astronomi har dog altid haft et smukt navn og en smuk position?

- Ja, vi har to kæmper, hvis værk vil lyse til evige tider, nemlig Ole Rømer og Tycho Brahe, men Brahes tid lå forud for Rundetårn, og Rømer tjente sine sporer udenfor Rundetårn ... Skønt jeg ikke selv har meget med tårnet at gøre, vil jeg alligevel slutte med det ønske, at tårnet i sin moderne skikkelse stadig vil bevare folks kærlighed og interesse. 

Fortiden har måske ikke lagt så mange sten til astronomiens udvikling, men nu har tårnet fået en chance  for at kunne erhverve den største betydning ved stadig at vække og udvikle interesse for astronomi

M-K-v.

(Randers Dagblad og Folketidende 26. juli 1937)