Margrethe Svenn Poulsen. 1/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

Maleren Elna Margrethe Tuxen-Meyer (1877-1962) var datter af læge Ludvig Vilhelm Meyer og hustruen Emma Augusta Pedersen. Hun havde flere kunstnere i sin slægt, bl.a. Laurits Tuxen, og viste allerede som ung et talent for portræt og gruppeportrætter. Hun dimitterede i 1900 fra Kunstakademiet, og efterfølgende havde hun studierejser til både Paris, Italien, Dresden og Wien. Fra hendes tid i Paris lærte hun at bruge en mere spontan teknik i andre genre end portrætmaleriet, hvor hun ellers brugte den traditionelle karakteristik af en person i et øjebliks handling, som bl.a. Viggo Johansen og Krøyer også brugte. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1905. Lignende annoncer kunne findes i aviserne i hvert fald indtil 1912. Efter navneskiftet til Svenn-Poulsen stod: født Tuxen-Meyer, så noget tyder på at navnet betød noget og at hendes malernavn var mere kendt under hendes pigenavn.

På Charlottenborg-udstillingerne solgte hun hvert år fra 1900 malerier. I 1904 fik hun 400 kr. og i 1906 fik hun 900 kr. fra Det kgl. Akademi for de skønne Kunsters Stipendie- og Rejseunderstøttelse.

I kolonien Filadelfias Kirke (1904) malede hun altertavlen, der i dag er på koloniens museum.

- Den unge Malerinde, Frk. Margrethe Tuxen-Meyer, der i Sommer har boet i Leksand i Dalarne, hvor hun har malet forskellige større Billeder, har i denne Tid været Gæst i det bekendte Zornske Hjem i Mora og deltog i den store Fest, som den berømte svenske Maler og hans Frue gav paa Gerundabjerget ved Siljansøen for alle Dalarnes Spillemænd.

Dette ejendommelige Møde, hvortil Zorn havde samlet alle Dalarbønderne, der kunde blæse paa saadanne Instrumenter, som brugtes før i Tiden, Skalmeje, Kohorn, Bukkehorn og Lurer, beskrives i de svenske Blade som overordentlig morsomt og interessant. Alle Deltagerne var i Nationaldragter, og næsten alle de svenske Malere, som om Sommeren bør ved Siljansøen, deltog i Festen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1906).

Hun blev i 1908 gift med journalisten Svenn Poulsen ved Berlingske Tidende. Hun havde da allerede skabt sig et navn som maler. Hendes mange studierejser til udlandet bl. a. Italien, Paris, Sverige og Dresden foregik fortrinsvis før giftermålet.

Knud Gamborg: Fra Kunstudstillingen paa Charlottenborg. Illustreret Tidende nr. 1024, 10. maj 1879.

Kvindernes Kunst paa Forårsudstillingerne 1909

Af: Margrethe Svenn Poulsen

Det er maaske et Bevis paa Kvindernes Konservatisme, at de saa udelukkende hol­der sig til Charlottenborg-Udstillingen. Paa Den frie Udstilling findes kun nogle faa Malerinder, der imellem Frk. Krebs, der Aar efter Aar har udstillet sine Arbejder i den Willumsen’ske lille Bygnings fortrin­ligt belyste Sale. Næsten alle vore andre Kunstnerinder udstiller paa Charlottenborg, og her er der ogsaa i Aar samlet en Række mer eller mindre kendte Malerin­der og Billedhuggerinder.

Skulde man retfærdigt bedømme den Plads, som Malerindernes Kunst i Aar ind­tager i Forhold til deres mandlige Kolle­gers, saa maa man sige, at de sidste ikke særlig behøver at frygte Konkurrencen.

Der er gode Billeder malet af Kvinder paa Charlottenborg-Udstillingen, men me­get er kun jævnt, og der savnes ofte den koncentrerede Energi i Anslaget og den Udholdenhed i Gennemførelsen, som kan bringe Mændenes Kunst saa vidt.

Blandt Figurbillederne bemærker man først Bertha Dorphs "Bedstemoders Ord", der er et flot og stort anlagt Billede, skønt det ikke helt staar paa Højde med hendes forrige, udmærkede og smukt gennemar­bejdede store Billede "Besøget hos den unge Moder". Af Bertha Dorphs Børneportræter er især "De danske Børn" smukt i Barneindtrykket. I samme Sal, hvor det sidste Billede hænger, findes der et andet godt Barnebillede af Caroline van Deurs "En lille Pige med Guldfisk".

Marie Sandholt udstiller i Aar flere store Portræter. Billedet af Dr. Pers er vellig­nende og kraftig gjort. Desværre hænger det daarligt. Hendes Dameportræt skæm­mes derimod noget af den højre Haands mindre gode Tegning.

Et af de bedst Portrætbilleder er iøvrigt Lilli Lundsteens Dreng. Det er helt ud­mærket baade i Form og Tegning. Den smukke Dreng har øjensynlig interesseret hende meget at male. Ogsaa Carla Cols-manns "Grand-Mamma" er et talentfuldt Arbejde. Hovedet falder noget sammen med Baggrunden, men det staar udmærket i Farven.

Christine Deichmanns Grønlændere er morsomme og karakteristiske og i Marie Henriques Portræt af Emma Gad finder man en udmærket Komposition, kun Ho­vedet staar noget ensformig i Tonen. Og­saa et Barneportræt af Ingeborg Andreasen fortjener at lægges Mærke til. Det er le­vende og let i Farven.

Olga Jensens Figurarbejder virker per­sonligt og udmærket i Lyset. Gid hun kunde komme bort fra de snavsede Far­ver.

Gerda v. Kohl udstiller et Billede "Jom­fruen", hvis Tegning er særdeles smuk.

Fru Anna Ancher synes i Aar at staa bedre end sin Mand. Hendes Billeder særlig "I Høstens Tid" er ganske glimrende i Farven, medens man maaske kan anke over, at Formen er ret løs.

Af Landskabsbilleder er der kun faa paa Udstillingen i Aar. Malerinder synes ikke at interessere sig nær saa meget for Naturen som Mændene. Blandt de bedste er Gerda Strøm med det fint og smukt stemte Vinterbillede.

Mary Grut udstiller ogsaa et Par kønne Billeder særlig "Landskab i Februar", der ogsaa er mest personligt gjort.

Helwig Kinchs "Muldyr i Middagsstunden" er et meget fornøjeligt Billede.

Med Blomsterbilleder møder Anthonore Christensen, Christine Deichmann, Ludovica Kabell-Rosenørn, Augusta Dohlmann og Anna Syberg, hvis lyserøde Kaktus er et kraftigt og originalt Arbejde.

Charlotte Frimodt har et Billede "Palægaarden i Roskilde", hvor navnlig For­grunden med Kastanjebladene virker kønt. Vinduerne i Baggrundsbygningen staar derimod vel ensformig. Et Par kønne Solskinsbilleder udstilles af Britta Barnekow og Henny Køster-Panduro.

Blandt den lange Række andre Kunst­nerinder, hvis Arbejder i Aar fylder Charlottenborgs Sale, maa iøvrigt nævnes Ella Thalbitzer, Marie Lupleau, Gerda Wegener, Maria Thymann, Elisabeth Schiøtt, Ellen Rhode, Fanny Petersen og Sophie Pedersen, hvis Billede "Portræt af en ung Pige" er særlig godt, hvorimod Billedet "Figurgruppe" staar altfor plettet i Far­ven.

Alt ialt er Malerinderne alsidigt og fyldigt repræsenterede paa Charlottenborg-Udstillingen, men dog virker deres Kunst taget som Helhed ikke stærkt. Mange staar vistnok i for høj Grad paa et Mid­delstandpunkt, og savner for meget den Dristighed i Motivvalg og Modet til at gaa frem ad nye Veje, som det vel er van­skeligt, tidt umuligt, for Kvinden at be­slutte sig til, men som alene er det, der fører frem til fuld kunstnerisk Selvstæn­dighed.

I Skulpturafdelingen gør Kunstnerinder­ne sig derimod gældende ikke alene ved deres forholdsvis store Produktion lige­som i Maleriet, men her maa det tillige si­ges, at Kvinderne for Tiden, trods de rent fysiske Vanskeligheder, de ofte har ved Behandlingen af Materialet, ogsaa frem­bringer forholdsvis mange udmærkede Ting.

Man lægger blandt Billedhuggerarbej­derne særlig Mærke til Helen Dohlmanns fængslende udtryksfulde Gruppe "For­ladt", til Augusta Finnes dygtige Portræt­buste og Elna Borchs morsomme "Mi­kado".

Nanna Petersen har en karakteristisk Portrætbuste af en gammel Skuespiller og Fru Carl Nielsen en sjælden indtagende Rytterstatuette af en ung Dame, der sid­der à la cavalier paa sin fine Blodshest. Den er gjort med en saa legende Lethed og Elegance, at den vilde tiltrække sig Op­mærksomhed paa enhver europæisk Ud­stilling.

(Kvinden og samfundet, årgang 25, nr. 8, 1909)

Derefter var hun dog også i Paris 1913 og 1927. I efteråret og vinteren 1913 studerede hun på malerskoler i Italien og Paris:

Hjem fra Paris.

- Velkommen hjem !

Den unge Malerinde, Fru Margrethe Svenn-Poulsen, som lige er kommet fra nogle Maaneders Studieophold i Paris, og som nu sidder ved sin Frokost i Paladshotellet, ser op og siger glad:

- Tak! Det er dejligt at være hjemme igen; men der var for Resten ogsaa dejligt dernede. Der er vist ingen By, man saadan kan arbejde i som Paris det sagde Sinding ogsaa; han er saa tilfreds og glad ved at bo der.

- De var der altsaa udelukkende for at arbejde? 

- Ja, Napoleons Grav og Eiffeltaarnet havde jeg set tidligere, siger Fru Svenn-Poulsen smilende men kommer jeg derned igen, skal jeg dog se dem om igen. Nu var jeg saa langt borte fra alt det, Turister ser, og levede kun for min Malerskole og for at gaa paa Udstillinger. 

- Hvilken Skole gik De paa ?

- Maurice Denis var min Lærer. Willumsen havde anbefalet mig til ham. Han regnes blandt de moderne Malere for den bedste Lærer, og Elever fra alle Lande - flest Tyskere og Spaniere og færrest Englændere - fyldte hans to Atelier'er. Han vilde have, vi skulde tilegne os det plastisk dekorative i Kunsten; og han var for Resten meget tolerant, naar de unge Mennesker, især Tyskerne, havde været paa en Udstilling hos Bernheim-eJune og strax gav sig til at efterligne det nyeste, de havde set. De var den ene Tag Kubister og den næste Synkrtnister.

- Er Futuristerne uddøde?

- Futurismen er tildels et tilbagelagt Standpunkt. Impressionismen, den alvorligste af de moderne Retninger, lever derimod stadig, og vi faar til Sommer, vistnok under Karl Madsens Ledelse, en stor Udstilling her i Byen af fransk Nutidskunst, ogsaa af Maurice Denis' Billeder. De mest omtalte Malere paa Salon d'automne er ellers Schweizeren Haudelalre, Cezanne og Beuillard.

- Traf De andre Danske end Sindings dernede ?

- Ja, Billedhuggeren Kaj Nielsen. Han har faaet et stort Atelier og arbejder for fuld Kraft paa sit nye Værk med de mange Figurer - det, der skal smykke Blaagaardsplads. Vi var sammen ude at søge et Par Modeller. Det er ikke saa let nu som tidligere, da Kunstnerne hver Mandag havde Modeltorvet paa Place Pigalles oppe paa Montmartre. Der gik man blot op og valgte og vragede. Senere blev det flyttet til Boulevard Montparnasse, hvor alle Malerskolerne ligger; men lige før jeg kom, havde Politiet forbudt det. De Handlende klagede over. at der var for livligt. 

- Hvilken af de Udstillinger, De saa, var den smukteste ?

- Det var en Række rige Privathjem, som en Gang om Ugen stod aabne for enhver Besøgende: Hr. Durand-Ruels Hjem, hvor der findes en glimrende Samling af Renoirs og Monets Billeder, Hr. Pelerins Hus, hvor man navnlig ser Cezannes Arbejder o. s. v. Det er ægte parisisk Godmodighed, saadan at aabne sine Døre for enhver, lige indtil Sove- og Badeværelserne, uden at mistænke nogen for at ville stjæle.  

- Og Mona Lisa? Talte man meget om hende?

- Man jublede! Men Paris er jo stor - Jubelen hørtes ikke lige tydeligt overalt.

Hélas.

(Nationaltidende 24. december 1913).

Den franske maler og forfatter Maurice Denis (1870-1943) var en overgangsfigur mellem impressionisme og moderne kunst (symbolisme). Politisk var tilhænger af det nationalistiske og prokatolske Action Francaise 1904-1927. Gruppen var da ekstremt højre og fordømt af Vatikanet.

Bernheim-Jeunes galleri i Paris åbende 1863. Direktør på daværende tidspunkt var Félix Fénéon. Til landskabsbilleder brugte Poulsen stærke farver, noget hun også gradvist gik også til at indføre i sit portrætmaleri, hvilket gjorde hende til en af landets mest populære portrætmalere i mellemkrigsårene. Galleriet var centrum for den kunstneriske avantgarde. Under 2. verdenskrig blev det beslaglagt af nazister. 

Knud Frederik Gamborg 1828-1900. (Efterskrift til Politivennen)

Tegneren Knud Gamborg død.

I en elektrisk Sporvogn, som kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro, var der i Gaar Eftermiddags en aldre pelsklædt Herre, som pludselig segnede livløs ned fra Sædet. Da Sporvognen kort efter holdt ved Nørre Boulevard, blev han i en Droske kørt til Kommunehospitalet, hvor det viste sig, at han var død af et Hjerteslag. Da han ikke kendtes, blev Liget bragt til St. Joh. Stiftelsen, og her opklaredes det, at den Døde var Tegneren Knud Gamborg.

Hans Navn var maaske ikke meget kendt, skønt han har udfoldet en meget stor og meget populær Virksomhed som Tegner, særlig af aktuelle Billeder i "Illustreret Tidende", hvortil han i en lang Række Aar havde været knyttet, ogsaa som Illustrator i Almanaker og lign. Han var født 1828 i Tikøb, hvor hans Fader var Kapellan; som ungt Menneske kom han i Vinhandlerlære, og først i 1857 begyndte han at gaa paa Akademiet for at uddanne sit Talent som Tegner.

Han blev ingen betydelig Kunstner, men han tegnede let og smagfuldt og udviklede efterhaanden megen Virtuositet særlig som sagt i den aktuelle Illustrations-Genre, der i Reglen er saare utaknemlig for Tegneren, fordi Billedet skal optages hurtigt og reproduceres ligesaa hurtigt. Kunstnerisk Finhed bliver det her vanskeligt at udfolde. Men Gamborg var en meget øvet, meget brugbar og søgt Kraft. Og han trøstede sig for det Hastværksarbejde, han maatte udføre, ved i sine Fritimer at tegne og male smaa fine Stemningsbilleder, der sjældent kom udenfor Hjemmets Vægge.

Personlig var han det stilfærdigste, elskværdigste og nobleste Menneske, man kunde tænke sig.

(Social-Demokraten 4. januar 1900)

Denne blog har talrige af Gamborgs illustrationer fra Illustreret Tidende, de kan findes ved at søge på hans navn.

Fotograf Niels Edvard Sinding (1839-1902): Tegnet Knud Gamborg (30.6.1828-3.1.1900). 1896-1899. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Knud Gamborg (1828-1900), var udlært vinhandler og virkede som sådan i en årrække. I 1848 blev han optaget på Kunstakademiet, men måtte kort efter afbryde undervisningen af økonomiske årsager. Senere fik han dog mulighed for at genoptage sin kunstneriske uddannelse. Gamborg tegnede bl. a. for Illustreret Tidende og satiriske-humoristiske presse. Han blev begravet den 10. januar 1900 på Vestre Kirkegård, afd. 7-18-42. Hans søn, pastor Gamborg, holdt begravelsestalen. Han havde få dage før holdt begravelsestalen for Rump.

Julius Olsen myrdet? (Efterskrift til Politivennen)

Et Rovmord i Kjøbenhavn.

(Fra vor Korrespondent.)

Kjøbenhavn, 19. Marts.

Politiet mener, at der i Nat er blevet forøvet et Rovmord. Den patrouillerende Betjent fandt ved Ettiden det endnu varme Lig af en halvhundredaarig Mandsperson liggende ved Christianshavns Vold. Han fik sat i en Droske og kjørte Liget til Johannesstiftelsen, og her viste det sig, at den Omkomne havde dybe Saar i Ansigtet, der var helt indsølet i Blod. I Lommerne fandtes et Medlemskort til en Socialdemokratisk Forening samt nogle Følgesedler fra et Tømrerfirma paa Amager. Ved at forhøre sig her har Politiet faaet Kundskab om, at den Dødes Navn var Olsen, og at han havde været ansat hos en Fabrikant Jørgensen. Her havde han igaar faaet halvandet Hundrede Kroner til Udbetaling af sin egen og nogle Kammeraters Arbeidsløn. Paa Liget fandtes der imidlertid slet ingen Penge, ligesom ogsaa den Afdødes Uhr var forsvundet. Olsen skildres som en respektabel og ædruelig Mand. Han er set i Aftes paa et Logishus, hvis Vært dog nægter, at han har været der. Et Vidne paastaar at have hørt Raab om Hjælp og derefter Træskoklapren fra et Menneske paa ilsom Flugt.

(Senere Meddelelse fra Ritz. Bur.)

Den myrdede Julius Olsen var 49 Aar og arbeidede som Tømrerformand hos Tømrermester Jørgensen paa Amagerbrogade. Han havde et frygteligt Saar over det ene Øie og flere alvorlige Skrammer i Hovedet. Han saae ud som om han var bleven myrdet med et stumpt Vaaben og at Morderen derefter havde trampet ham i Hovedet.

Olsens Portemonnæ var borte, og der fandtes intet af Værdi hos ham.

Det er oplyst, at Olsen, efter at han har faaet sin Ugeløn udbetalt Lørdag Afren, har besøgt forskjellige Beværtninger paa Amagerbro sammen med sine Arbejdskammerater. Sidste Gang er han set sammen med en Arbeidskammerat ved Navn Wellerberg, der skiltes fra ham Kl. 1 paa Hjørnet af Voldgade og St. Torvegade. Wellerberg gik lige ud, medens Olsen, der boede paa Enghavevei, dreiede ned af Voldgade, hvor han kort efter fandtes myrdet.

En Kone fra Sofiegade skal have hørt høirøstede Stemmer og Slagsmaal samt Raab om Hjælp. Olsen havde i Aftenens Løb konsumeret 10 a 12 Bayere foruden Kaffe og Kognac, men han var dog ikke kjendelig beruset. En Værtshusholder paa Store Torvegade har set Olsen staa paa Hjørnet af Voldgade og St. Torvegade i Skænderi med 2 unge Mennesker i 19 a 20 Aars Alderen. De skiltes dog snart, og medens Olsen gik henad Voldgade, skyndte de to unge Mennesker sig op ad Volden.

Man formener, at det er disse to, som ere Morderne.

Den Myrdede omtales som en dygtig Arbeider.

Han var Enkemand og har 4 voxne Børn.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. marts 1899).

Rovmordet paa Kristianshavn.

Morderen paagrebet?

Natten til i Gaar lykkedes det - som allerede meddelt - Politiet at paagribe en Person, som man lige fra første Færd har haft mistænkt for at være meddelagtig i Mordet paa Tømrerformand Julius Olsen.

Da Historien om Mordet blev bekjendt paa Kristianshavn, anmeldte en i Amagergade Nr. 5 boende Kone til Politiet, at hun havde set en Person paa en mistænkelig Maade skjule sig paa et Høloft i Baggaarden, samme Nat Mordet blev begaaet.

Ejendommen ligger i umiddelbar Nærhed af Mordstedet, og Kl. var ca. halv to om Natten, da Manden kom ind i Gaarden, spejdende til alle Sider, men da hun stod skjult i en Krog af Gaarden, saa han ikke hende.

Konen, der stod og ventede paa sin Søn, lagde Mærke til, at Manden ad en Stige krøb op paa Høloftet, men da det er ganske almindeligt, at Kvarterets Vagabonder søger Nattely i Ejendommens Udhuse, tænkte hun, at det var en stakkels hjemløs, der var uden Existensmidler. Det var som sagt først, da hun læste Bladenes Beretninger om Rovmordet, at hun anede Uraad, og hun gjorde da Politiet opmærksomt paa, hvad hun havde set.

Samtidig fik Politiet opsporet, at nogle Børn i Huset om Morgenen tidlig havde set en Person liste sig ned fra Høloftet, og at denne Person havde en blodig Haand omvundet med en Lærredsklud, der var tilsølet med Blod.

Børnene kunde give en meget detailleret Beretning om, hvorledes Manden saa' ud. Hun var ca. 40 Aar, med sort Haar og Overskjæg og meget snavset at se til. Klædedragten, han var iført, var laset og elendig.

Efter den Beretning, Børnene gav, sluttede Politiet sig til, at Manden maatte være en af de Bøller, som huserer paa Kristianshavn. Signalementet passede paa en berygtet Bandit Christian Vilhelm Østerlin, der mangfoldige Gange har været i Konflikt med Politiet. Han har bl. a. været straffet for Tiggeri, Løsgængeri, Tyveri, Vold og Ran.

Hele Opdagelsespolitiet blev strax sat i Aktivitet, og den bekjendte Opdager Marckmann paagreb sent i Forgaars Aftes Banditen, da denne kom fra Byen og skulde ud paa Kristianshavn.

Anholdelsen foregik foran i Lille Torvegade. Ved Synet af Opdageren, som Østerlin meget godt kjendte, søgte han at skjule sin Saarede højre Haand og røbede netop derved sig selv. Marckmann tog Fyren i Kraven og bragte ham til Prinsessegades Politistation, hvor han strax kom i Forhør.

Østerlin, der er en gammel dreven Benægter, paastod haardnakket, at han slet ikke kjendte noget til Mordet paa Julius Olsen, men indviklede sig i saa mange Selvmodsigelser, at han derved fældede sig selv.

Natten mellem Lørdag og Søndag, da Mordet blev begaaet, paastod han, at han slet ikke havde været paa Kristianshavn, men da han blev konfronteret med Vidnerne, som havde set ham, umiddelbart efter at Mordet var begaaet, gik han til Bekjendelse om, at han ganske rigtig havde ligget og sovet paa det omtalte Høloft om Natten. Paa Stigen, der fører derop til, havde Politiet fundet tydelige Blodspor. Saarene, som han havde paa den højre Haand, forklarede han, at han havde faaet under et Slagsmaal i Helsingørsgade, hvor han var faldet over i en Rude. Han paastaar, det var 8-14 Dage siden, men Saarene i hans haand var ganske friske, og Blodsporene paa Høloftstigen viser ogsaa, at han Mordnatten har blødt meget stærkt. Det har været Politiet umuligt at finde den ituslagne Rude i Helsingørsgade, og Saarene paa Haanden tyder ogsaa paa, at han har saaret sig selv med det Instrument, med hvilket man mener, at han tilføjede Olsen det dræbende Slag.

Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 5-6 Kr. i hele Penge, og naar man tager i Betragtning, at Manden i de senere Aar udelukkende har levet af at tigge, maa dette betragtes som en forholdsvis svimlende Pengesum. Han kunde da heller ikke gjøre fuldstændig Rede for, hvorfra han havde Pengene.

I Gaar Eftermiddag ved 4 -Tiden blev han fremstillet i Grundlovsforhør, og Dommeren, Assessor Gram, fandt Beviserne imod ham af en saa graverende Natur, at han dekreterede Arrest paa hans Person,

En af Østerlins Venner, som man har mistænkt for at være med i Mordkomplottet, har Politiet fundet paa Hospitalet, hvor han var blevet indlagt for bl. a. at have brækket den ene Arm. Han var i Søndags Nat faldet paa Gaden - forklarede han - men hans Forklaringer om, hvor han og Østerlin havde tilbragt Natten, er i høj Grad modstridende.

(Dannebrog (København) 22. marts 1899).

Jordefærd. Fra det store Kapel Vestre Kirkegaard begravedes igaar Eftermiddags Tømrerformand Julius Olsen, som paa en endnu uopklaret Maade Natten til den 19. de. mistede Livet i Voldgade paa Kristianshavn. Til Kisten, der var dækket af tømmerlavets Klæde med Sølvforsiringerne, var sendt en stor Mængde signerede Kranse. Efter at Psalmen "Lyksalig, Lyksalig, hver Sjæl som har Fred" var sungen, talte Pastor Gamborg. Psalmen "Jeg lever og veed, hvorlænge fuldtrøst" blev derefter sungen, og Kisten blev af Tømmersvende, som efter de gamle skikke bare Kaarde, baaret til og sænket i Graven ved Siden af hans for nogle Aar siden afdøde Hustru, hvorefter Pastor G. forettede Jordpaakastelsen. Et meget stort Følge havde indfundet sig.

(Nationaltidende 1. april 1899).

Igaar begravedes Tømrerformand Julius Olsen, hvis Lig for fjorten Dage siden fandtes ved Kristianshavns Vold under Omstændigheder, der lod Politiet formode, at der havde fundet et Rovmord eller Drab Sted. At Liget nu er blevet udleveret til Familien og er blevet jordet, kan anses som et Tegn paa, at Retten nu har opgivet Tanken om, at der foreligger en Forbrydelse. Den arresterede Vagabond, der mistænktes for at være Ugjerningsmanden, har kunnet klare for sig og bevise sin Tilstedeværelse paa andre Kanter, da det formentlige Mord foregik. Lægerne, som foretog Obduktionen, erklærede strax, at der øjensynligt kun var Tale om et Ulykkestilfælde, men Assessoren, til hvem Sagen henvistes, troede paa en Forbrydelse. Da nu Forhørene for saavidt have givet Lægerne Medhold, er det foreløbige Resultat blevet, at det er gaaet ud over den lokale Politiassistent, som har maattet høre ilde af Forhørsdommeren, fordi han ikke strax havde kunnet finde de rette Spor.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. april 1899).

August Witzel (1865?-1896). (Efterskrift til Politivennen)

En borgerlig Begravelse

I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.

Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden. 

Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.

Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.

(København 13. januar 1896).

Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet. 

Arbejderne og Præsterne.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn, den 12. Januar.

Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.

For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.

Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.

Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.

Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".

Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.

Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.

* * *

Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.

Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)

Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."

Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:

Præster og Begravelse.

At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.

"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".

Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.

Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.

Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.

Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.

Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.

Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.

Henning Jensen

(København 16. januar 1896).

Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.

Det Lørupske Ridehus. (Efterskrift til Politivennen)

Efter godt et halvt Aars Tids Arbejde er omsider dette store Byggeforetagende blevet bragt til Ende, skjønt de uheldige Forhold lagde mangen Hindring i Vejen. Nu ligger den smukke Bygning af røde Sten med hvide Sandstensprydelser fix og færdig paa Hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade.

I Gaar var Pressen indbudt for at tage Nybygningen i Øiesyn.

Den unge Hr. Lørup viste os elskværdig om i de vidtløftige Lokaliteter.

Først aflagde vi naturligvis Visit i selve Ridesalen, tog Plads i en af de smaa Loger for Enden af den og skuede nu med Glæde ud i Rummet. Saa lang som Kristiansborgs Ridesal er Hr. Lørups Sal ikke, men den er betydelig bredere, og klart straaler DagsIyset ind.

Henover Manegens bløde Muld tumler en nydelig ung Dame sin Ganger. Hendes Kinder blusser, Øjnene straaler ved den sunde Motion, og Hesten pruster, ryster med Manken og spiller med Ørene, mens den danser af Sted med sin slanke Byrde.

Hr. Lørup selv holder militærisk stram midt derinde og tilser to Drenge, i sine hvide Sømandsbluser, der tumler deres smaa Heste.

Brillant Plads er der i Manegen og udmærket Plads for Tilskuere. Hele Salen rundt gaar en ophøjet Gang, og en Balkon er anbragt fra den ene Endevæg. Paa Væggene hænger store Speile, hvori den forfængelige Rytter eller - hvorfor ikke? - Rytterske kan skue deres Billede og se, om de nu ogsaa sidder ranke og fri i Sadlen, som det sig hør og bør.

I denne store og smukke Sal vil elegante Forestillinger i Ridekunst tage sig udmærket ud - og saadanne bliver nok arrangerede til Glæde for et Heste-elskende Publikum, der om Vinteren maa undvære Cirkus.

Fra Salen vandrer vi ned i Staldene. Under Vejs aflægger vi Visit i den saakaldte halvrunde Volte, en mindre Manege, beregnet til Hestes Dressering og Longering. En ung, livlig Hest bliver just ført ud efter at have haft sig en lille Stroppetur. Den damper og pruster; den længes temmelig sikkert efter at komme ud og hvile de mødige Lemmer lidt i Staldene. Og de er indbydende nok. Alt saa renligt og smukt. Lergulvet tavlet. Porcelænsbeklædning paa et Stykke af Væggen. Og saa har de den Fordel at være udmærket ventilerede og - hvad der sjældent findes, end ikke i de bedste Stalde - de har Sidelys, hvilket er særdeles Heldigt for Hestene; Lys og frisk Luft er for dem særdeles vigtigt.

Ialt er der i Staldene Plads til 80 Heste. Og mange Pladser er allerede optagne. Bl. a. staar Hr. Lørups egne 26 Heste opstaldede her og ser sig om med deres smukke, kloge Øjne og lader med Velbehag de bløde Muler kiærtegne. Desuden er der talrige Boxer, Saddelrum, Værelser til Staldpersonalet, alt særdeles hensigtsmæssigt indrettet. En Hest tiltrækker sig under Vejs vor Opmærksomhed i særlig Grad. Det er en lille sort Fyr, sex Aar gammel. Men det mærkelige ved den er, at den paa Ryggen lige ved Halsen har to udstaaende Haartotter - ganske som smaa Vinger. Vi foreslog at kalde den Pegasus.

Vi vandrer videre, kigget lidt ind i det store, rummelige Dameværelse og slaar os en kort Tid til Ro i Herreværelset. hvor Tobaksrygning er tilladt. Naturligvis er disse Værelser forsynede med Spejle og udmærket indrettede Vaskekummer med alt Tilbehør. Ude i Gangen er Styrtebadsværelserne, der er Porcelænsbeklædte og indrettede med Rum for 3 ad Gangen.

Nede i Kjælderen er Varmeapparatet, der opvarmer det hele og er leveret af Bang og Rubin, samme Firma, der leverede Varmeapparaterne til Koncertpalæet og Kasino.

Til Slutning giør vi ved et lille Glas Vin Hr. Lørup vor Kompliment for det smukke Etablissement, som vi er aldeles forvissede om vil falde i Publikums Smag og tilfredsstille i enhver Henseende.

Vi oplyser tilsidst, at hele Byggeforetagendet har kostet 400.000 Kroner, og at d'Hrr. Murermester Frohne og Etatsraad Blom er Mestre for det.

(Morgenbladet (København) 13. september 1891).

Frederik Riise (1863 - 1933): Lørups Ridehus. Public domain. Kbhbilleder.

Den forhenværende kongelige berider Carl Albert Lørup (1864–1954) havde på Christian IX's foranledning opførte Lørups Ridehus i 1891 med tilskuer- og musiktribune samt et stort staldanlæg til firs heste. Det blev også anvendt som forsamlingshuse. Den radikale leder, Viggo Hørup, holdt mange af sine berømte brandtaler her. I 1903 købte et konsortium med bl. a. Frederik Bagge "Lørups Ridehus". Huset blev desuden også anvendt til en række societybryllupper. 10. maj 1894 er der beskrevet et bryllup for obersten i Frelsens Hær Jacob Daniel Hartvig Fich og Elisabeth Nielsen med 1500 gæster, og her blev Danmarks første ridekonkurrence afholdt i 1903. Boksepromotor Valdemar Christiansen og Bokseselskabet Ringen arrangerede flere professionelle boksestævner i 1920'erne. Ridehuset blev nedrevet i 1931.

K. Gamborg: Lørups Ridehus. Illustreret Tidende, nr. 1, 4. oktober 1891.

Danserinde Rosa Heath (og Underløjtnant Ernst Linder). (Efterskrift til Politivennen)

Miss Rosa Heath, den særlig her i Byen velkjendte, yndede Dans Sangerinde, er i disse Dage flygtet fra sine Forældre og fra det Etablissement - Kungsparken - i Malmø, hvor hun for Tiden optraadte. Skånska Aftonbladet skriver herom i Fredags.

.... Vor Opmærksomhed blev henledet paa denne Sag ved, at vi fra Kungsparken pludselig modtog Meddelelse om, at den højtskattede Danserinde ikke skulde optræde mere paa Flora-teatern, og de Efterforskninger, vi i Anledning heraf foretog, gav os Kundskab om, at vor By i Gaar Aftes har været Skueplads for et Bortførelses-Drama af en i vort Land heldigvis sjælden Beskaffenhed.

I Gaar Aftes skal nemlig Miss Heath hemmelig være rejst fra Malmø med Kurertoget - og ikke alene, hun fulgtes af - eller, rettere sagt, hun fulgte en ung Stockholmer-Officer.

Heath har under sin Optræden her, som overalt, hvor hun har optraadt, været ledsaget af sine gamle Forældre, der altid opholdt sig bag Kulisserne og altid vaagede omhyggelig over hende. Miss Heath selv elskede, vilde man vide, intet højere end sin Kunst.

Men lille Rosas Tid skulde ogsaa komme, hun gjorde under sit Engagement ved Tivolis Variete i Stockholm Bekjendtskab med den unge Officer, som nu har bortført hende.

Forældrene havde bemærket dennes Nærværelse i Malmø og anede Uraad, da Datteren, trods al deres Paapasselighed, var bleven borte for dem. De skyndte sig til Jærnbanen ved Kurertogets Afgangstid, anende, at Flygtningen vilde fjærne sig med dette.

De opnaaede ogsaa at faa Toget giennemsøgt - men Miss Heath var der ikke - og var der dog! Man formoder, at den rapfodede, smidige lille Dame har sneget sig ud af Vognen til den ene Side, da Forældrene nærmede sig den anden.

Forældrene var ude af sig selv af Sorg, og deres eneste Trøst er et Telegram, som Datteren har sendt dem, og hvori hun lover - snart at komme tilbage.

Forskelllige Forhold tyder paa, at Flygtningenes nærmeste Maal har været Linkøping.

(Morgenbladet (København) 16. september 1890)

Knud Gamborg (1828-1900): Det indre af Concert du Boulevard ved Vesterbros Passage. Illustreret Tidende nr. 825, 26. september 1875.  Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Rosa Heath sindssyg.

Som tidligere omtalt blev for nogle Dage siden den unge Sangerinde og Danserinde Miss Rosa Heath bortført fra Malmø af en ung Løjtnant, der havde vundet hendes Kjærlighed. Det lader nu til, at det fra hendes Side ikke har været et flygtigt Lune, men at det var Udslaget af en alvorlig Lidenskab, der desværre har haft de sørgeligste Følger for den unge Pige.

Fra Malmo tog som meddelt Parret til Linkjøbing, og derfra telegraferede den smukke Rosa til sine Forældre, at hun snart vilde vende tilbage. Hun kom ogsaa efter nogle Dages Forløb, men kort efter var hun atter forsvunden, og det gjentog sig flere Gange.

Men Løjtnanten var blevet kjed af hende, eller den Opsigt. Sagen vakte, har skræmmet ham. Vist er det, at han lod hende i Stikken.

I Tirsdags Eftermiddags kom hun her til Kjøbenhavn med sine Forældre, og de tog ind paa Hotel "Knapstedgaard".

Om Natten blev det ellers saa stilfærdige Hotels Gæster skræmmede op ved høje, gennemtrængende Skrig. Fra alle Sider strømmede man til og saa den unge Pige, i saa let Kostume som vel muligt, skrigende løbe gjennem Gangen og banke paa alle Dørene for at komme ind til sin Løjtnant, som hun troede opholdt sig paa Hotellet.

Med Magt maatte hun føres i Seng, og der blev vaaget over hende. Men næste Nat gjentog den samme Scene sig.

I Torsdags Aftes blev hun saa ført til Kommunehospitalet og indlagt paa Sindssygeafdelingen.

(Kjøge Avis 22. september 1890)

Rosa Heath.

Stakkels Rosa Heath, hvis Malmø-Tragedie vakte livlig Deltagelse i København, fik forleden i et Par af Byens Blade en lille Afskedsnotits, af hvilken det kunde forstaas, at nu var Historien forbi, og alt i Orden.

Notitsen meldte Frøken Rosa rask og udskreven Ira Hospitalet. Den fortalte, at hendes Forældre var rejst tilbage til England, at hun selv havde slaaet sig ned her i Byen og vilde forblive her, indtil hun skulde tiltræde sit næste Engagement i Wien.

Hvert Ord i Notitsen er galt.

Rosa Heath er her i Byen. Men hun sidder vedblivende i en Celle paa Kommunehospitalets sjette Afdeling. Hun kalder bestandig paa sin Løjtnant, og der er ingen øjeblikkelig Udsigt til hendes Helbredelse. Sine Forældre hader hun.

Og Forældrene er ingenlunde rejst fra København.

De har gemt sig i en af Vesterbros Sidegader, bange for Interviewernes Overløb. De rejser heller ikke herfra, før Datteren er helbredet.

Men de har slet ikke set hende, siden hun kom paa Hospitalet. Man har nægtet dem al Adgang til hende. I den Anledning anstrænger de sig af yderste Evne for at faa hende overflyttet til et andet det Hospital.

I deres Bestræbelser herfor har de to gamle faaet en rivende Forbundsfælle i

Løjtnanten

som for Tiden opholder sig her i København.

Om selve hans Flugt med den unge Dame forlyder der ét og andet, som vanskeligt lader sig gengive paa Tryk.

Han har aldrig villet og vil ikke gifte sig med hende. Adelskab og Familjehensyn forhindrer ham derfra, siger ham.

Det er jo al Tid en Gene, at være adelig - - eller en Fordel?

Han har betalt 300 Kr. til Forældrene - Sygehjælp? - og er villig til at betale mere. Han forlod hende i sin Tid, fordi han erfarede, at Politiet var efter dem, og ikke vilde kompromiteres.

Han har ikke turdet gaa hjem til Frk. Rosas Forældre, men søgt at træffe dem ude, hvilket ogsaa er lykkedes han.

Nogen egentlig Grund til at udfordre ham, som et københavnsk Blad forleden fint antydede, synes ikke at foreligge. Hans Rejse til København under disse Omstændigheder tyder paa, at han ikke befinder sig helt vel ved Situationen. Han har vel ogsaa ved denne Histories offenlige Behandling bødet ganske godt, fordi han tog Rosa Heath for en af Varietéernes almindelige letvingede Trækfugle.

Derimod giver vi hjærtens gærne vor Anbefaling til en eventuel Ansøgning til Kong Oscar om at gøre Løjtnanten "borgerlig" - naar der ikke er andet i Vejen -

- For sluttelig at tage de sidste Punkter i den omhandlede lille Notits under Behandling skal vi meddele, at Rosa Heath og hendes Moder er danske, ikke engelske. Samt at Frøknen, naar hun bliver rask, har Engagement - ikke i Wien, men i England.

(København 30. september 1890)

Der hentydes i artiklen til en notits i Aftenbladet (København) 28. september 1890. Den 19. juli 1889 - altså et år før - havde artisten Elvira Madigan begået selvmord sammen med en dragonløjtnant. Denne begivenhed var naturligvis stadig i frisk erindring.

Rosa Heath.

Mr. og Mrs. Heath - stakkels Rosas Forældre - aflagde i Gaar Middags en Visit paa "Køben-havn"s Redaktionskontor.

Hr. Heath er en lille gammel Mand, nær de halvfjerds og synlig nedbøjet af de sidste Ugers Sorger. Det var hans Frue, der er en halv Snes Aar yngre og af god dansk Familie, som førte Ordet.

Det gjaldt en, for øvrig ganske uvæsentlig Berigtigelse af vor Meddelelse forleden. Navnlig var Fruen bange for, at man af "København"s Artikel skulde faa det Indtryk, at Rosa Heaths Forældre søgte at skjule sig her i Byen. De havde ingen Ting at skjule; deres Forhold kunde i enhver Henseende taale Dagens Lys.

Vi lovede efter Fruens Ønske at meddele dette i Dag og spurgte, om der ellers var noget, vi kunde være til Tjeneste med.

Jo, det var der da.

Og saa gav Fruen sig til at pille lidt nervøsf ved en Arbejdstaske, der laa i hendes Skød. Og Mr. Heath, der hidtil havde siddet tavs, rykkede med et Sæt sin Stol nærmere og gav sig med ét til at snakke Engelsk i en saa ustanselig Fart, at det ikke var os muligt at følge ham. Mrs. Heath faldt i med - halvt Engelsk, halvt Dansk. Det var tydeligt, at de to gamle Ægtefæller havde noget ganske særdeles paa Hjerte, og hvad det var, fik vi snart at vide.

Mrs Heath lukkede sin Arbejdstaske op og tog et Par Fotografier i Visitkortformat frem. Det var Billedet af en ung Mand - vi behøvede ikke at spørge hvem.

"Der er han", sagde hun.

Og saa tyssede hun paa Manden og begyndte at fortælle den gamle Historie, som vore Læsere kender, om igen. Særlig dvælede hun ved, hvordan Rosa Heath, da hun var bleven forladt i Lund uden Spor af Penge, laante Penge paa Hotellet og rejste om igen den samme Tur over Linkøping og Nässjö o. s. v., som hun saa kort forinden havde rejst med sin Elsker. Hvordan hun alle Vegne spurgte etter ham, indtil Politiet besørgede hende sendt tilbage til Forældrene i Malmö.

Det vidste vi, vi havde læst det i Aviserne.

"Ja, vel", sagde Mrs. Heath. "Jeg véd ikke, hvordan Loven er her i Danmark og i Sverig. Men det skulde været i England, saa havde Politiet straks taget sig af Sagen, og min Datter havde faaet sig tildømt en anselig Skadeserstatning. Nu har jeg imidlertid overgivet min Sag til Højesteretssagfører Oktavius Hansen. Han har faaet alle de Telegrammer, der er vekslede. Han har set Breve fra den engelske Generalkonsul i Gøteborg, der kender os og Rosa, og har givet hende den bedste Attest for, at hun at hun alle Dage har været anset for den bedste, kærligste Datter og den anstændigste Pige, der kunde gaa i et Par Sko. Tror De, han kan vinde vor Sag?"

Vi maatte bekende vor Uformuenhed til at udtale os herom

"Nu vel", sagde Mrs. Heath - og Mr. Heath rykkede ivrig sin Stol endnu nærmere - "vil De da ikke sige mig én Ting ? Hvor kommer det sig, at Rosas Navn er nævnt atter og atter i alle Bladene i Danmark, Norge og Sverig. Man har fortalt indtil de mindste Detailler hele hendes ulykkelige Historie. Hvor hun har været, hvordan hun er bleven sindssyg, o. s. v., o. s. v. Men ikke et eneste Blad har nævnet hans Navn. Kan De forklare mig det? Hvorfor skal vor Datters Navn trækkes i Skarnet, mens han, der har voldt al hendes Ulykke, gaar fri. Hvad hjælper det, at han har deponeret stakkels 300 Kr. paa Hospitalets Kontor! Kan det gøre hende rask? Kan det give hende hendes Ære igen, give os vort Barn igen? Kan det erstatte hende det Tab, hun lider ved ikke at kunne opfylde sin Kontrakt i London? Vil De svare mig paa det." Vil De sige mig, hvorfor De ikke har nævnet hans Navn?"

Nu ja - for det første kendte vi det ikke

Saa tog Mrs. Heath et lille Visitkort op af sin Arbejdstaske og lagde det paa Bordet foran os.

"Jeg forlanger af Dem, at De skal nævne hans Navn. De har nævnet Rosas Navn saa tit, fortalt, om hendes Ulykke i deltagende Ord. Nu forlanger jeg af Dem, at De ogsaa skal nævne hans Navn, som voldte hende Ulykke"

Vi tog Visitkortet og læste det. Der stod:

Ernst Linder

Underlöjtnant vid Kungl. Lifgardet till häst.

På Bagsiden stod skrevet: good by.

(København 2. oktober 1890)

Ernst Linder (1868-1943) blev senere en kendt svensk officer. Han var søn af en godsejer og politiker. Faderen døde af tyfus kort efter hans fødsel. Moderen giftede sig 1872 med konsul Oscar Ekman. Han voksede op i Stockholm hos moderen og stedfaderen. Voluntær i Livgardet till häst 1 juni 87, hvor han blev underløjtnant 8. november 1889. Han avancerede støt og roligt og blev generalmajor i den finske armé 1918 og gjorde sig bemærket her. Det har ikke været muligt at finde noget på internettet i øvrigt om hans forhold til Rosa Heath. 

Rosa Heath.

Vi sendte i Gaar en Medarbejder op til Hr. Landstingsmand, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der af Mrs. Heath var angivet som den, der skulde føre hendes Datters Sag.

Hr. Hansen erklærede, at der naturligvis ikke blev Tale om nogen Sag. Der forelaa intetsomhelst juridisk strafbart. Han havde paataget sig at hjælpe til en Ordning af Familjen Heaths Erstatnigskrav paa Løjtnant Linder, fordi han havde ondt af den ulykkelige Pige.

Forøvrigt udtalte Højesteretssagføreren, at Hr. Linder havde aflagt ham et Besøg og havde tilbudt for saa vidt hans økonomiske Forhold tillod det, at erstatte det Tab, Familjen led ved Frk. Rosas Sygdom.

Sluttelig erklærede Hr. Hansen, at Løjtnant Linder, efter hans Overbevisning, var en Gentleman.

(København 3. oktober 1890)

Rosa Heath. Som tidligere meddelt blev Rosa Heath indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun var i 21 Dage. Saa fik hendes Forældre Meddelelse om, at hun som uhelbredelig Sindssvag vilde blive indlagt paa St. Hans Hospital, hvor hun dog kun kunde blive optaget mod Udbetaling af en Sum paa ca. 1.000 Kr. Forældrene saa sig ikke i Stand til at udrede denne Sum og fik hende ud af Hospitalet.

Rosa Heaths Moder er, som bekjendt, dansk af Fødsel. En herboende Slægtning, en Tømrermester, tilbød sig indtil videre at modtage Rosa Heath. I Hjemmets Hygge og plejet af kjærlige Hænder nærede man Haab om, at den stakkels unge Pige paany vilde blive helbredet.

Hos denne Familie forblev hun dog kun 2 Døgn. Dag og Nat forfulgtes den unge Pige af Tankerne om den, hun elskede, ham, der saa skjændigt havde forladt hende. Til Tider blev hendes TIlstand betænkelig for hendes bekymrede Slægtninge, og Husets Fred forstyrredes af hendes hysteriske Skrig om Natten.

Forældrene besluttede da hurtigt muligt at afrejse med deres Barn til London. Forleden tog de med et af de store Dampskibe, der gik til Hull. Det var Hensigten at faa den unge Pige anbragt i et Asyl for Uhelbredelige. Senere er der intet hørt fra hende.

(Aarhus Amtstidende 24. oktober 1890)

- Den ulykkelige Sang- og Danserinde Miss Rosa Heath er nu bleven indlagt paa et Sindsygehospital i London, efter en Overrejse som hendes Slægtninge i et Brev til Bekjendte her i Byen beskriver som ualmindelig besværlig og farefuld. Den unge Pige nød i de fire Nætter og tre Dage, hvori Rejsen varede, ikke et Øjebliks Hvilke, hun skreg og rasede uophørlig og flere Personer, hvoriblandt hendes Fader, maatte utrættelig bevogte hende, for at hun ikke skulde tilføje sig selv skade. De af Lægerne anordnede beroligende Midler kunne ikke bringes til Anvendelse, da hun ikke var til at formaa at tage dem, og man saa sig nødsaget til at anvende Magt, for at faa hende til at gaa ombord paa Dampskibet og senere at forlade samme.

Miss Heath skulde i London have optraadt på tre forskjellige Etablissementer hver Aften og skulde herfor hvert Sted have havt 15 Lskr. om Uge - - altsaa ialt ca. 8240 Kroner om Maaneden. Hendes Helbredelse anses i England ikke for umulig, men formenes at ville tage lang tid. 

(Dagens Nyheder 26. oktober 1890)

Højre og de "frie" Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Straks efter Valgene har nyvalgte Folkethingsmand Grev Scheel gjort en Del Arbejdere brødløse, efter deres Overbevisning stemte sammen med Oppositionen.

Arbejderne paa hans Gods Barritskov mødte i Bjerre ved Vejle paa Valgdagen og stemte paa Venstres Kandidat, Jens Bertelsen, trods det, at Gaardens Forpagter krævede paa Valgdagen, at hans Arbejdere skulde blive hjemme og tærske.

Dagen efter Valgene fik de at vide, at de ikke fast ansatte Arbejdere straks skulde forlade Gaarden, og de fast ansatte, der bor i Grevens Lejehuse, maatte belave sig paa af rejse til 1. Maj.

En Del Arbejdere blev smiledes straks arbejdsløse og brødløse, fordi de har stemt efter deres Overbevisning.

De demokratiske Foreninger i Bjerre-Kredsen vil nu træde til for at hjælpe de arbejdsløse Familieforsørgere, som Højremanden Grev Scheel har slaaet Brevet af Munden paa.

* * *

Højremanden Proprietær Hoppe paa Ussinggaard i Jylland kaldte Aftenen før Valget sin Kusk - en bosiddende Mand - ind til sig. "Om han vilde til Vejle i Morgen?" - Jo det havde Kusken da tænkt. - "Hvis han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Thomas Nielsen, var det da ingen Nytte til." - Kusken mente Jo. - "Ja, hvis han drog afsted til Valg, vilde han faa sin Afsked straks."

Kusken rejste alligevel for at opfylde sin Borgerpligt.

Morgenen efter Valget fik han sin Afsked.

* * *

Godsejer Fabricius paa Lyngbygaard i Sydsjælland har opsagt 3 af sine Lejehusmænd, som ved Valget i Skælskør stemte paa Oppositionens Kandidat, Feldthusen, og imod Grev Holstein-Holsteinborg.

* * *

Højremanden, Vinhandler E. R. Lindel i Nakskov tilbød kort før Valget to af sine Arbejdere Spisebilletter til det Højregilde, der Valgaftenen afholdtes paa "Skandinavien". Den ene af dem, N. P. Rasmussen, ønskede ingen Billet, og paa Spørgsmaal om af hvilken Grund, svarede han, at han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Neergaard. Hr. Lindel spurgte da, om Rasmussen ikke vidste, at dette var ham iiiios, hvortil Rasmussen svarede jo; men han gik ud fra, at han havde Lov til at stemme paa hvem han vilde. Hertil svarede Hr. Lindel: Ja, naturligvis. Dagen efter Valget fik Rasmussen den Besked af Hr. Lindel, at nu havde han ikke Brug for ham mere. Han har været 16 Maaneder hos Lindel og har Kone og to Børn at forsørge. Frisindede Mænd opfordres i "Nakskov Tidende" til at træde hjælpende til og søge at skaffe ham Arbejde andetsteds.

* * *

Murermester Duderstadt i Ringsted har afskediget Arbejdsmand Niels Nielsen, Fluebækshusene. Nielsen blev afskediget om Søndagen, efter at han om Fredagen havde stemt paa Oppositionens Kandidat, Lauridsen, skønt han forud havde sagt til D., at han ikke vilde stemme. "Jeg gør, hvad jeg vil, og De kan gøre, hvad De vil," sagde Duderstadt, da han afskedigede Niels Nielsen.

* * *

Saaledes vover Højre at optræde nu, da der dog er Sammenhold mellem Arbejderne indbyrdes og en selvstændig i Presse, som offenlig paataler Misbrug, i Men hvorledes vilde det ikke gaa, hvis Højre satte sin Krig igennem, fik vor Stand indrulleret i Skruebrækkerforeninger og i "Værnerier" og fik Arbejdernes egne Blade afløste af saadanne Aviser, som tilhørte Kapitalisterne, og som kun havde til Opgave at tjene deres Interesser?

Hvorledes vilde det ikke gaa vor Stand, hvis Socialdemokratiet bukkede under i Kampen?

(Social-Demokraten 5 februar 1887).

Grev Scheel forklarede i Roskilde Tidende afskedigelserne med at kun skovarbejderne stod i tjenesteforhold til ham, mens arbejderne på hovedgården stod i tjenesteforhold til forpagteren (men nævnte ikke at forpagteren var hans bror).

"Samtlige forpagterens arbejdere" udsendte efterfølgende en erklæring om at forpagter Hoppe havde givet dem fri på valgdagen, og Hoppe forklarede afskedigelsen af kusken med at han havde tiltalt ham på en uhøflig måde. Sådanne erklæringer skal dog ikke tages for pålydende, idet mangel på underskrift også kunne medføre afskedigelse.

Vinhandler C. R. Lindell boede Svingelsvej 10 i Nakskov. Villaen blev i 1909 købt af Odd Fellow-logen og ombygget.

Der er formentlig tale om murermester Carl Duderstadt og Elise, f. Green. Deres søn var murermester Fr. Duderstadt, født 1863, han blev mester 1891 og indtrådte i Industriforeningen samme år, Han var medlem af Bygningskommissionen fra 1897.

K. Gamborg: Fra Valgdagen den 28. januar: Valghandlingen i 1ste kreds. Illustreret Tidende nr. 19. 6. februar 1887.

Bahnson og Bryggeren.

Hr. Redaktør!

---

Men man kan ogsaa faa for meget af det gode, og med al Respekt for Hr. Højesteretsassessor Nyholms gjennemdannede Optræden synes jeg nok, at han undertiden drev Høfligheden vel vidt. Naar han saaledes paa et af de offenlige Vælgermøder udtalte, at det var en Ære for Frederiksbergkredsen, at HS. Excellence bejlede til dens Gunst, saa var det vist for meget; man kan jo bruge mere eller mindre stærke Udtryk, men mange fandt det dog for stærkt, naar Hr. N. brugte Ordet - Ære. 

Og et andet Exempel. Paa selve Valgdagen erklærede Hr. N., at Hr. Dr. phil. Brygger og Kaptejn Jacobsen var en af Danmarks Hædersmænd. Hr. Jacobsens store Fortjenester af Fædrelandet i al Ære -- og jeg har saamænd aldeles ikke til Hensigt at forringe disse - mener jeg, at man, for at gjøre sig skikket til en saadan Titel, skal være uangribelig paa alle Omraader. Og har Hr. Jacobsens Færd under Valgkampagnen herude været aldeles dadelfri i stræng Forstand? Det har den sikkert ikke, hvis der er noget sandt i de Rygter, der verserer her. Jeg skal blot berette et, som er kommet mig for Øre, og jeg har temmelig gode Grunde til at tro, at det er sandt.

Noget før Valgdagen kaldte Hr. J. sine Arbejdere sammen og sagde dem, at han ikke ønskede nogen Venstremand i sin Tjeneste; hvis han fik at vide, at der var en saadan, blev han afskediget, og han vilde bede Arbejderne at angive det, hvis de vidste om nogen af deres Kammerater, at han var Venstremand. Om det lige er gaaet saaledes til, er vel ikke sikkert - man kan jo gribe den Sag an paa en mere eller mindre sin Maade - men at han har benyttet sin Indflydelse som stor Arbejdsgiver til Fordel for sin Kandidat, er vist hævet over al Tvivl. Man kan jo som sagt bruge mere eller mindre stærke Udtryk; men om en Mand, der benytter den Slags Midler til at bringe sin Sag frem, hvor udmærket han end kan være i andre Retninger, tror jeg ikke, at nogen, naar undtages aldeles fanatiserede Partigangere, vil bruge et saa krast Udtryk som det, at han er - en af Danmarks Hædersmand.

Ærbødigst

En Vælger paa Frederiksberg.

(Morgenbladet (København) 8. februar 1887. Forkortet).

Is paa Søerne. (Efterskrift til Politivennen)

Der er Liv og Humør paa Søerne i disse Dage. Medens Frosten har slaaet Bom for Arbejderne ved den resterende Halvdel af den nye Nørrebro, har den bragt Liv paa begge Sider af den, saa langt omtrent som Søerne rækker.

* * *

Livligst er Skuet paa Peblingesøen. Paa den ene Halvdel har Skøjteløberforeningen opslaaet sit Pavlun, paa den anden Halvdel er der den travleste Virksomhed i Gang med Isning.

Skøiteløberforeningen var parat, saa snart Frosten behagede at melde sig. Og da den var stærk nok til at holde i det ny Aar, hvad den lovede i det gamle Aars sidste Dage, kom Arbeidsfolkene i Virksomhed paa Banen udfor Gyldenløvesgade. De fornødne "bygninger" - om man tør kalde Skure saaledes - blev hurtig gjort færdige, en Musiktribune smækket op, nogle Stykker Pindebrænde lagte fra Land ud til Søen, nogle snavsede Flag hængte op hist og der, og endelig hele Historien indhegnet - og Skøiteløberforeningen kunde modtage sine Medlemmer.

Besøget er stigende Dag for Dag, og fra Morgenen til sent om Aftenen er der en jævn Strøm af Løbere til og fra Banen. Den grønne Ungdom og den modne Manddom leveret naturligvis det største Kontingent; men ogsaa den solide Alder dyrker Skøitekunsten; der er trivelige Matroner, godt over den første Ungdom, som farer fordi graanende Alvorsmand; naa paa Skøiter kommer det jo ikke saa meget an paa graa Haar som paa rørige Ben.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Hvem der er talrigst, Mand eller Kvindekiønnet, er vanskeligt at afgiøre; Tallet er vel saa omtrent lige. Er der rutinerede Løbere, hvis flotte Sving man kiender fra de foregaaenoe Aar, er der ogsaa Begyndere, og det baade smaa og store. Og helt rørende er det at se, hvor mangen hjælpsom Herre Haand der er parat, ikke mindst naar en ung Dame med et lille Hvin giver sin Mangel paa Evne til at staa paa egne Ben til Kjende.

* * *

Paa den modsatte Ende af Peblingesøen gjør Isen Gavn paa anden Vis. Det er ikke fuldt saa fornøieligt, hvad man her tager sig for, men det er noksaa "indbringende". Det er Isen, der hugges itu og bringes i Land til Ølbryggerierne.

Virksomheden er i fuld Gang fra Vendersgade og ned til H. C. Andersensgade. For spaserende er der intet at gjøre i denne Tid paa denne Del af Spasereveien langs Søen; de maa holde sig paa Fortovet og tage Revanche paa den anden Del, hvor de kan hengive sig til den billige Nydelse at se paa Skøjteløberne.

Der holder Arbejdsvogn ved Arbeidsvogn Iangs Alleen, parate til at tage mod Isstykkerne, efterhaanden som de bliver halet i Land og hugget itu. Der er et bestemt Stykke af Isen anvist for hver enkelt Arbeidsstyrke, der gjennemgaaende bestaar af en halv Snes Mand. Et Par Mænd, der med deres langt Øxer gjør den første Begyndelse med at hugge de store Flager til, er Par andre, der haler dem ind mod Land og hugger videre, atter andre, der hager dem op og lader dem i rastende Størrelser glide ned ad de Træ-Baner, der er lagt hen til Vognen, og saa endelig en eller to Mand, der kaster Isstykkerne op paa Vognen.

Det hele gaar med Liv og Fart, og saasnart Vognen er fuldt læsset, kjører den at Sted for at give Plads for en anden. Og fryse gjør man ikke, tværtimod: de fleste af Folkene er ikke bange for at kaste Frakken; kun Hænderne ser lidt forfrosne ud; de store tykke Vanter, der dækker dem, er ikke fri for en Gang imellem at lade er Par blaafrosne Fingre stikke udenfor.

* * *

Ogsaa paa Sortedamssøen omkring ved "Fredens"-Bro har man i de sidste Dage haft travlt med at "hugge": det gjaldt jo om at tage Isen, mens den endnu var der.

Udfor Gothersgade er der derimod Skøiteløbning med et Humør og under en Tilstrømning, saa det - undertiden da - knager i det. Det er nemlig "Fribanerne"s Plads. Her ser man de de kiendte Stativer med aarsgamle Skøjter, gamle Minde slaaet op som Telte, et Flag hist og her. Bordene med de lige saa bekjendte røde Snapse og forfrosne Kager, Stole af enhver Slags og endelig Eierne af hele Herligheden, der gaar rundt og gnider sig i Hænderne og venter paa, al en eller anden, der er lysten, skal lade sig trække til ved Synet af Skøiterne, der er til Udlejning.

Stor er Afsætningen øjensynlig ikke, hverken paa Skøjter eller Snapse, og opdager derfor "Grossererne" en eller anden Herre, der ser ud til al kunne undvære en 10 Øre, slipper denne ikke let fra at maatte punge ud, navnlig da, hvis han boltrer sig altfor længe paa Banen.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Banerne er gode nok, om end ikke Fejningen er saa omhyggelig som paa den "fine" Bane paa Peblingesøen. Men det tager man ikke saa nøje, kun en Ting er der i Vejen, det er Pladsen; skjønt den langtfra er lille, kniber det dog en Gang imellem, saa stærkt et Mylr er der paa denne Del af Søen, ikke mindst om Eftermiddagen.

* * *

I Modsætning til de to andre Søer ligger Skt. Jørgenssø i vinterlig Forladthed og uberørt Ensomhed. Ikke et Menneske vover sig ud paa den, man læser Politiets Forbud; "Al Færdsel forbydes" og respekterer det som lydige Borgere; til Giengæld drister man sig til at trække paa Smilebaandet over Tilføielsen "Isen er usikker", og er man anlagt for Brandert siger man; den er dog for tyk.

Kun et Sted paa Søen er der Virksomhed, det er omtrent oppe ved Gl. Kongevej udfor Marstrands Bryggerier. Bryggerierne har leiet Søen for fem Aar og givet en pæn lille Sum derfor. Og naturligvis benytter man sig af Frosten og lader hugge løs paa Isen i disse Dage, saa det staar efter.

Det er ingen stor Arbejdsstyrke, det benyttes, men det behøves heller ikke, da Bryggerierne har faaet det lndrettet overordentlig bekvemt med at faa Isen i Hus. Under Spaserevejen er bragt Forbindelse fra Søen ind til den Gaard, der ligger ved Vejen. Ad denne Forbindelse rutscher Isen, naar den er hugget itu paa Søen, læmpelig igjennem og forsvinder saa i nogle Vogne, der hvert Øjeblik med fuldt Læs kjører af Sted - paa Skinner oven i Kiøbet - ind til Fabriken.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1887).

Illustreret Tidendes tegninger (som er indsat i denne artikel) stammer fra et nummer hvor der er to længere artikler om skøjteløb.