Knud Frederik Gamborg 1828-1900. (Efterskrift til Politivennen)

Tegneren Knud Gamborg død.

I en elektrisk Sporvogn, som kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro, var der i Gaar Eftermiddags en aldre pelsklædt Herre, som pludselig segnede livløs ned fra Sædet. Da Sporvognen kort efter holdt ved Nørre Boulevard, blev han i en Droske kørt til Kommunehospitalet, hvor det viste sig, at han var død af et Hjerteslag. Da han ikke kendtes, blev Liget bragt til St. Joh. Stiftelsen, og her opklaredes det, at den Døde var Tegneren Knud Gamborg.

Hans Navn var maaske ikke meget kendt, skønt han har udfoldet en meget stor og meget populær Virksomhed som Tegner, særlig af aktuelle Billeder i "Illustreret Tidende", hvortil han i en lang Række Aar havde været knyttet, ogsaa som Illustrator i Almanaker og lign. Han var født 1828 i Tikøb, hvor hans Fader var Kapellan; som ungt Menneske kom han i Vinhandlerlære, og først i 1857 begyndte han at gaa paa Akademiet for at uddanne sit Talent som Tegner.

Han blev ingen betydelig Kunstner, men han tegnede let og smagfuldt og udviklede efterhaanden megen Virtuositet særlig som sagt i den aktuelle Illustrations-Genre, der i Reglen er saare utaknemlig for Tegneren, fordi Billedet skal optages hurtigt og reproduceres ligesaa hurtigt. Kunstnerisk Finhed bliver det her vanskeligt at udfolde. Men Gamborg var en meget øvet, meget brugbar og søgt Kraft. Og han trøstede sig for det Hastværksarbejde, han maatte udføre, ved i sine Fritimer at tegne og male smaa fine Stemningsbilleder, der sjældent kom udenfor Hjemmets Vægge.

Personlig var han det stilfærdigste, elskværdigste og nobleste Menneske, man kunde tænke sig.

(Social-Demokraten 4. januar 1900)

Denne blog har talrige af Gamborgs illustrationer fra Illustreret Tidende, de kan findes ved at søge på hans navn.

Fotograf Niels Edvard Sinding (1839-1902): Tegnet Knud Gamborg (30.6.1828-3.1.1900). 1896-1899. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Knud Gamborg (1828-1900), var udlært vinhandler og virkede som sådan i en årrække. I 1848 blev han optaget på Kunstakademiet, men måtte kort efter afbryde undervisningen af økonomiske årsager. Senere fik han dog mulighed for at genoptage sin kunstneriske uddannelse. Gamborg tegnede bl. a. for Illustreret Tidende og satiriske-humoristiske presse. Han blev begravet den 10. januar 1900 på Vestre Kirkegård, afd. 7-18-42. Hans søn, pastor Gamborg, holdt begravelsestalen. Han havde få dage før holdt begravelsestalen for Rump.

Pintse i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Beskjæftigelse da det gryede ad anden Pintsemorgen, skildres i en Idyl til Aarh. Av. saalunde: "Det Første Kjøbenhavnerne imorges gjorde, efter at være staaede op af Sengen, var at trække Rullegardinet op og betragte Himlen. Regn eller Solskin? - det var Dagens store, brændende Spørgsmaal. Men der forelaae intet fyldestgjørende Svar. Vel regnede det ikke, men Himlen var overtrukken ligesom med et graat Shirtings Overtræk, der ikke levnede Plads blot til den allermindste Plet af blaa Æther, hvoraf man kunde drage en Slutning om en smuk Sommerdag. Men Kjøbenhavnerne have en urokkelig Tillid til Veiret. "Aa, idag bliver det neppe Regn", siger man, og saa tager man sit pæneste og nyeste Sommertøj paa. Hvad var der ikke blevet arbejdet af Hattemagere, Skrædere, Modehandlerinder og Dameskræderinder for at faae alle de bestilte Sager færdige til Pintsen, og hvad solgte Kræmmerne ikke af Blomster, Baand, Fjer, Kniplinger og Handsker? Ja, hos Handskem. Larsen paa Store Kjøbmagergade var der i Løverdags Aftes en saadan Trængsel af Mennesker, at man maatte vente en halv Times Tid paa at faae et Par Handsker, skjøndt der vistnok var 6 eller 8 expederende Aander bag Disken." Første Pintsedagsveir havde været "meget uheldigt", det regnede; men Kjøbenhavnernes "urokkelige" Veirtro har frelst dem den anden Helligdag, hvis brændende Spørgsmaal ene var: hvor man skulde hen. "Der var tre Steder at vælge mellem": Dyrehaven, Tivoli og Frederiksberg Have. Men Dyrehavskaravanerne samlede de fleste Valfartende. "Fra den tidlige Morgenstund gik hver halve Time det ene propfulde Jernbanetog efter det andel til Klampenborg, og Kaperkudskene gjorde brillante Forretninger hos de Mange, der foretrække at kjøre langs med Øresund ad den deilige Strandvej, fremfor at puttes ind i en qvalm Jernbanewaggon, hvor man blev stuvet sammen, ligesom Sardiner i en Blikdaase." "Der var saa mange Mennesker i Skoven, at endstjøndt Jernbanetogene hver halve Time befordrede store Mængder (tilbage) ind til Hovedstaden, kunde de Sidste dog ikke komme ind med Jernbanen før Kl. var omtr. 1½ om Natten." Det var vistnok den længste Dag i Kjøbenhavns glade Liv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. juni 1865).

Kongehusets handskemager N. F. Larsen (1814-1881) havde sin butik 1844 på Købmagergade 23 (nu nedrevet), 1845-1879 Købmagergade 27 og 1871-1881 Købmagergade 7. Bygningen er bevaret.

En Pintseudflugt. I. Udtouren. Tegnet af Knud Gamborg. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874.

En Pintseudflugt. II. Hjemtouren. Tegnet af Knud Gamborg. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874.

Dampbaadenes Ankomst.

De på Nikolaj Tårn ansatte vægtere øjner flere timer i forvejen de hertil kommende dampbåde, og kunne derefter bestemme deres ankomst til Toldboden. Da en sådan underretning ofte er magtpåliggende for den del af publikum som venter venner og bekendte med dampbådene, og det er forbundet med vidtløftighed på selve Nikolaj Kirketårn at indhente efterretning derom, så ville det være meget ønskeligt om dampbådenes formodende ankomst til Toldboden tilkendegaves offentligt, enten på tavlen uden for Postgården eller fra de respektive damppaketters kontorer. I selskabet Athenæum er denne indretning allerede truffet med de fra Lübeck og Kiel kommende dampbåde. Ved den sidste lysttur til Møn med dampskibet Wilhemine som blev forsinket i 15 timer, blev samme ventet på Toldboden af henimod et hundrede mennesker i den anførte tid, hvilken tidsspilde og ulejlighed for så mange kunne have været undgået ifald dampbådenes ankomst efter den var sket set, offentligt var bekendtgjort.

(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 604-605)

K. Gamborg: Vagtstuen på Nikolaj Tårn. Illustreret Tidende 1882. Hentet fra "Brandmanden i fortid og nutid.".

Knud Gamborg (1828-1900): Sankt Nikolaj Kirke, vægtergangen på Nikolaj Tårn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Is paa Søerne. (Efterskrift til Politivennen)

Der er Liv og Humør paa Søerne i disse Dage. Medens Frosten har slaaet Bom for Arbejderne ved den resterende Halvdel af den nye Nørrebro, har den bragt Liv paa begge Sider af den, saa langt omtrent som Søerne rækker.

* * *

Livligst er Skuet paa Peblingesøen. Paa den ene Halvdel har Skøjteløberforeningen opslaaet sit Pavlun, paa den anden Halvdel er der den travleste Virksomhed i Gang med Isning.

Skøiteløberforeningen var parat, saa snart Frosten behagede at melde sig. Og da den var stærk nok til at holde i det ny Aar, hvad den lovede i det gamle Aars sidste Dage, kom Arbeidsfolkene i Virksomhed paa Banen udfor Gyldenløvesgade. De fornødne "bygninger" - om man tør kalde Skure saaledes - blev hurtig gjort færdige, en Musiktribune smækket op, nogle Stykker Pindebrænde lagte fra Land ud til Søen, nogle snavsede Flag hængte op hist og der, og endelig hele Historien indhegnet - og Skøiteløberforeningen kunde modtage sine Medlemmer.

Besøget er stigende Dag for Dag, og fra Morgenen til sent om Aftenen er der en jævn Strøm af Løbere til og fra Banen. Den grønne Ungdom og den modne Manddom leveret naturligvis det største Kontingent; men ogsaa den solide Alder dyrker Skøitekunsten; der er trivelige Matroner, godt over den første Ungdom, som farer fordi graanende Alvorsmand; naa paa Skøiter kommer det jo ikke saa meget an paa graa Haar som paa rørige Ben.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Hvem der er talrigst, Mand eller Kvindekiønnet, er vanskeligt at afgiøre; Tallet er vel saa omtrent lige. Er der rutinerede Løbere, hvis flotte Sving man kiender fra de foregaaenoe Aar, er der ogsaa Begyndere, og det baade smaa og store. Og helt rørende er det at se, hvor mangen hjælpsom Herre Haand der er parat, ikke mindst naar en ung Dame med et lille Hvin giver sin Mangel paa Evne til at staa paa egne Ben til Kjende.

* * *

Paa den modsatte Ende af Peblingesøen gjør Isen Gavn paa anden Vis. Det er ikke fuldt saa fornøieligt, hvad man her tager sig for, men det er noksaa "indbringende". Det er Isen, der hugges itu og bringes i Land til Ølbryggerierne.

Virksomheden er i fuld Gang fra Vendersgade og ned til H. C. Andersensgade. For spaserende er der intet at gjøre i denne Tid paa denne Del af Spasereveien langs Søen; de maa holde sig paa Fortovet og tage Revanche paa den anden Del, hvor de kan hengive sig til den billige Nydelse at se paa Skøjteløberne.

Der holder Arbejdsvogn ved Arbeidsvogn Iangs Alleen, parate til at tage mod Isstykkerne, efterhaanden som de bliver halet i Land og hugget itu. Der er et bestemt Stykke af Isen anvist for hver enkelt Arbeidsstyrke, der gjennemgaaende bestaar af en halv Snes Mand. Et Par Mænd, der med deres langt Øxer gjør den første Begyndelse med at hugge de store Flager til, er Par andre, der haler dem ind mod Land og hugger videre, atter andre, der hager dem op og lader dem i rastende Størrelser glide ned ad de Træ-Baner, der er lagt hen til Vognen, og saa endelig en eller to Mand, der kaster Isstykkerne op paa Vognen.

Det hele gaar med Liv og Fart, og saasnart Vognen er fuldt læsset, kjører den at Sted for at give Plads for en anden. Og fryse gjør man ikke, tværtimod: de fleste af Folkene er ikke bange for at kaste Frakken; kun Hænderne ser lidt forfrosne ud; de store tykke Vanter, der dækker dem, er ikke fri for en Gang imellem at lade er Par blaafrosne Fingre stikke udenfor.

* * *

Ogsaa paa Sortedamssøen omkring ved "Fredens"-Bro har man i de sidste Dage haft travlt med at "hugge": det gjaldt jo om at tage Isen, mens den endnu var der.

Udfor Gothersgade er der derimod Skøiteløbning med et Humør og under en Tilstrømning, saa det - undertiden da - knager i det. Det er nemlig "Fribanerne"s Plads. Her ser man de de kiendte Stativer med aarsgamle Skøjter, gamle Minde slaaet op som Telte, et Flag hist og her. Bordene med de lige saa bekjendte røde Snapse og forfrosne Kager, Stole af enhver Slags og endelig Eierne af hele Herligheden, der gaar rundt og gnider sig i Hænderne og venter paa, al en eller anden, der er lysten, skal lade sig trække til ved Synet af Skøiterne, der er til Udlejning.

Stor er Afsætningen øjensynlig ikke, hverken paa Skøjter eller Snapse, og opdager derfor "Grossererne" en eller anden Herre, der ser ud til al kunne undvære en 10 Øre, slipper denne ikke let fra at maatte punge ud, navnlig da, hvis han boltrer sig altfor længe paa Banen.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Banerne er gode nok, om end ikke Fejningen er saa omhyggelig som paa den "fine" Bane paa Peblingesøen. Men det tager man ikke saa nøje, kun en Ting er der i Vejen, det er Pladsen; skjønt den langtfra er lille, kniber det dog en Gang imellem, saa stærkt et Mylr er der paa denne Del af Søen, ikke mindst om Eftermiddagen.

* * *

I Modsætning til de to andre Søer ligger Skt. Jørgenssø i vinterlig Forladthed og uberørt Ensomhed. Ikke et Menneske vover sig ud paa den, man læser Politiets Forbud; "Al Færdsel forbydes" og respekterer det som lydige Borgere; til Giengæld drister man sig til at trække paa Smilebaandet over Tilføielsen "Isen er usikker", og er man anlagt for Brandert siger man; den er dog for tyk.

Kun et Sted paa Søen er der Virksomhed, det er omtrent oppe ved Gl. Kongevej udfor Marstrands Bryggerier. Bryggerierne har leiet Søen for fem Aar og givet en pæn lille Sum derfor. Og naturligvis benytter man sig af Frosten og lader hugge løs paa Isen i disse Dage, saa det staar efter.

Det er ingen stor Arbejdsstyrke, det benyttes, men det behøves heller ikke, da Bryggerierne har faaet det lndrettet overordentlig bekvemt med at faa Isen i Hus. Under Spaserevejen er bragt Forbindelse fra Søen ind til den Gaard, der ligger ved Vejen. Ad denne Forbindelse rutscher Isen, naar den er hugget itu paa Søen, læmpelig igjennem og forsvinder saa i nogle Vogne, der hvert Øjeblik med fuldt Læs kjører af Sted - paa Skinner oven i Kiøbet - ind til Fabriken.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1887).

Illustreret Tidendes tegninger (som er indsat i denne artikel) stammer fra et nummer hvor der er to længere artikler om skøjteløb.

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Knud Gamborg: Fastelavnsløjer i en landsby. Illustreret Tidende nr. 646, 11. februar 1872.

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

Knud Gamborg: Paa Veien til Staden. Illustreret Tidende nr. 1040, 31. august 1879.

De Trængende og de Godgørende. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren varer ved.

Forretningslivet ligger stille hen, Værksteder og Fabriker staar komme eller arbejder med halv Kraft; kun Arbejdsløsheden florerer. Den har aldrig sejret større Triumfer end i Aar.

* * *

Man taler om henved 20.000. Næsten en Tiendedel af Københavns Befolkning gaar altsaa ledig og lige saa mange har udentvivl i en forholdsvis betydelig Grad maattet indskrænke deres Fornødenheder. Hvem sender Samfundet den grusomme Fjende paa Halsen, der saaledes hærger de fattige Hjem?

* * *

Det er til at fortvivle over. Der er Overproduktion. For mange Næringsmidler, Klædningsstykker, Beboelsesrum; Samfundet er rigt. Og dog sulter og fryser Arbejderne. De har arbejdet for længe og for meget, men faaet for lidt for del. Det gælder at konsumere, ikke at producere.

* * *

Derfor deler de Godhjærtede ud af det de kan undvære; de fylder i Fattigdommens Kløft Aar ud og Aar ind, uden at dog Nøden formindskes. Bliver denne ekstraordinær bringes Godgørenheden i System. Fabrikant A. og Grosserer B. tegner sig, efter at have læst deres Morgenberlinger om Arbejdsløsheden, for 10 Kr. hver i Understøttelse og overlaber en Komité deres gamle Frakker eller Støvler til Brug for de Nødlidende. Fryser Herren og Fruen ved en Køretur i det raa Vejrlig, falder der maaske endogsaa nogle Skæpper Kul af til Uddelingen. Desto værre er det ikke Alle, der, naar de selv fryser, kommer til at tænke paa Temperaturen i Næstens Værelser.

* * *

Der er endnu mange, som slet ikke skøtter om Nøden, fordi de mener, at den ikke kommer dem ved. Det man blive den Fattiges Sag. Hvor let skulde det ellers ikke være for et Samfund, der tæller nogle hundrede Kapitalister med over en Snes Millioner Kroner i aarlig Indtægt, at afhjælpe Nøden. Men saa maatte man jo rigtignok ogsaa forudsætte, at Samfundet saa anderledes ud. Statsmagten, som burde være Lederen af Samfundets Interesse, har nok med at garantere Rigmændene Bibeholdelsen af deres Privilegier; man overlader de Godhjærtede at fortsætte deres Sisyfusarbejde. Og den moderne Præstekristendom passer i Almindelighed saa godt sammen hermed. Her hedder del: "Nøjes med det Du haver" overfor den Fattige og ikke: "Den som ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjærte for ham . . . ." overfor den Rige. I det højeste da kun i Kirkerne.

* * *

Saa faar Godhjærtetheden klare Resten. Og den gør ærligt sit Bedste, selv om den er afmægtig overfor en Sygdom, der har sit Sæde i Samfundets Organisation. Under disse Forhold kan det kun gælde om at stille en kraftig Appel til Alle, som forstemt Nøden og blot ønsker angivet den Vej, ad hvilken de skal lade Hjælpen gaa. Men dette er ikke vanskeligt. Spørg Kommuneskolernes Lærere og Lærerinder, uddelerne i de velgørende Foreninger, Arbejderforeningernes Medlemmer eller Politistationernes Personale; de kender Alle Nøden øg ser den hver Dag paa nært Hold.

* * *

Man kan heller ikke undgaa at møde den paa Gaden. Hobe paa fiere Hundrede, Mænd, Kvinder og Børn, er stadig paa Færde udenfor Politistationerne i de raakolde Morgentimer. Paa sine Steder er der stundom et Tusind Mennesker eller flere forsamlede, og først henad Middag ophører det travle Liv i Stationernes Gaarde, hvis da ikke forinden det famøse: "Der er ikke mere! Behag at passere Gaden!" har gjort det af med de Ventendes Udsigter for den Dag.

* * *

Tilstrømningen er stærkest paa Fælledvejens Station, hvor man vedblivende stiller Mand og Kone ad, og i Pilestræde, der er den gamle Byes Centralpunkt for Godgørenheden. Det imellem Gotersgade og Pilestræde liggende Kvarter, hvor Byens snævreste og smudsigste Gader findes, har sit talrige Proletariat, der stiller et stort Krav til den offenlige Hjælpsomhed og Politiets Assistance. Men til Gengæld har saa maaske ingen Politistation en mere human Assistent.

* * *

K. Gamborg: Uddeling af Levnedmidler til nødlidende. Illustreret Tidende nr. 25, 21. marts 1886.

Hele Gadens Bredde optages af de Ventende og man under knapt en Vogn Passage af Frygt for at miste en fordelagtig Plads udenfor Porten. Hele Gaardsrummet, Mellemporten og Baggaarden er tæt pakket af Folk, og først efter Haanden som Rækkerne nærmest Politilokalerne fortyndes, faar en Slump af de paa Gaden opstillede Adgang. Det gaar saa gennem den smalle Portaabning med Puf og Stød, Kvinder og Mænd mellem hverandre. De har staaet Timevis i den bidende Blæst og ventet paa at saa deres Portion Kul til at opvarme den fattige Stue med, og en halv Snes Politimænd har Besvær med at holde dem tilbage.

Men Kullene hører op før Tilstrømningen.

Paa Kristianshavn, hvor en yderst fattig Befolkning skjuler sin Nød paa Strøg som Sofiegade, Søndervoldstræde, Amagergade og i andre skumle Gyder, frekventeres Uddelingen paa Politistationen af et talrigt Publikum, der ogsaa her væsenligst bestaar af Kvinder. I Gaar bestod Uddelingen i Kort til Sundhedsbrød samt Kul, der udleveredes i Politistationens Gaard.

* * *

Vesterbro har ogsaa sit store Arbejderkvarter. Ud mod Kalvebodstrand ligger Kasernerne med For- og Baghuse, der stundom rummer et hundrede Familier. Lige bag ved Politistationen Svendsgade ligger den forhen saa uhyggelige Badevej, der nu begynder at faa et mere moderne Udseende. Nøden er mindre smudsig i Københavns Forstæder, men til Gengæld mere almindelig end nogen Sinde før. Den har kun fordelt sig og kryber som oftest saa langt mod Himlen som muligt.

* * *

Svendsgade Politistation (nedlagt som politistation) er fra 1882 og tegnet af Ludvig Fenger (1833-1905). En sidegade til Vesterbros Torv. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det synes ikke, som om Uddelingen fra Svendsgades Station altid gaar for sig med samme Præcision og Velvilje fra Politiets Side som andre Steder i Byen. Der er saaledes nævnt os et Tilfælde af brutal Optræden af en Betjent, hvis Numer vi har sikret os. Et Par fattige Mænd søgte at faa Assistenten i Tale. Den Enes Kone havde ligget syg i 35 Uger og han var nu arbejdsløs. Den paagældende Betjent optraadte paa en meget brutal Maade, fordi Manden rettede gentagne Spørgsmaal til ham om Uddelingen. Betjenten forfulgte ham ned ad Gaden med Skældsord og grov Tiltale.

* * *

Fra Kaffehuset i Absalonsgade uddeltes der i Gaar en Del Spisebilletter til de Nødlidende, som var blevne afviste af Svendsgades Politi, da der ikke var mere at give af. En Snes Mennesker barrikaderede Døren, medens en Opvarter stak Billetterne i Haanden paa de nærmeste. Det saa et Øjeblik ud, som om et Slagsmaal kunde blive Følgen af den Iver, hvormed Enhver søgte at trænge sig frem til Døraabningen.

* * *

Paa Østerbro, der i Tidernes Løb udvikler sig stærkt og allerede har tæt bebyggede Arbejderkvarterer at opvise, finder ved privat Foretagsomhed ce kraftig Understøttelse Sted. Dette kan ogsaa gøres nødigt. Fredensgade, Ryesgade, Blegdamsvejen, Lægeforeningens Boliger og Dele af Rosenvængets Terræn har en Mængde Trængende, som i Vinter er nødt til at søge Hjælp. Østerbroes Bespisningsforening og i andre Foreninger virker af al Kraft for at lindre Nøden. Hver Dag lidt før 12 uddeler den førstnævnte Forening fra Dampkøkkenets Madvogn gule Ærter og Flæsk, og det er sjældent, at Nogen gaar forgæves. Kvinder og Børn, som forventningsfulde stimler sammen om de dampende Gryder, naar Vognen har indtaget sin bestemte Plads i Østerbroes Sporvognsremise, faar deres Spande og Krukker fyldte, og Hundrede af Munde i de fattige Hjem mættes ved denne Art af Godgørenhed.

Og det er dog kun en forsvindende Del af Østerbroes Aristokrati, som yder Bidrag til saadanne menneskevenlige Foretagender.

(Social-Demokraten 18. marts 1886).

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

I hele Kjøbenhavn og dens Omegn findes ikke ved alfar Vei nogen offenlig Plads, der henligger i en saa skandaløs Tilstand som  den saakaldte Triangel" paa Østerbro. "Trianglen" breder sig som bekjendt midt i den offenlige Passage, hvor de fem Veie Blegdamsveien, Øster Allee, Strandveien, Kalkbrænderiveien og Østerbrogade mødes. Som Følge af sin centrale Beliggenhed kunde denne Veistjerne, der omtrent er en Tønde Land stor, om den var ordenlig anlagt, være en sand Pryd for hele det smukke Kvarter. Men som Forholdene nu ere, er den en ren Skandale for Østerbro med de opvoksende nye Anlæg. Forholdene ere nemlig for Tiden saaledes, at Trianglen mere ligner en Losseplads end et Torv. I Flugt med Blegdamsveien er der imellem Østreallee og Strandveien anlagt en makademiseret Kiørebane, afbrudt af adskillige uregelmæssige brolagte Partier. Der har Forstædernes Sporvei Endestation og Holdeplads. I Flugt med Østerbrogade er der tid til Strandveien en brolagt Kjørebane med Fortov paa den østre Side langs Husene og en Betonsti paa den anden Side, hvor der staar fire Træer, ynkelige Levninger af fordums Herlighed, og det er Holdeplads for Drosker. Paa den tredie Side af Pladsen, der, som Navnet "Trianglen" antyder, er trekantet, er der langs Husene et brolagt Fortov, Jordvei og en smal brolagt Kørebane, der fører fra Østerbrogade til Østeralle og Fælleden. Mellem alle disse veie breder der sig en stor Midtplads, der oprindelig var en smuk Grønning, men som nu er en Mellemting mellem en Mødding og et Morads. Et Sted paa denne Plads staar det en Vandpost, og et andet Sted, paa en Ø i Uføret, er der opført en Bytelegrafstation umiddelbar op til et Pissoir. Derimellem er om Dagen anvist Stadeplads for en Vogn med Sodavand og for nogle Torvehandlende, især Fiskehandlere, hvorved Pladsen til visse Tider af Dagen faar Udseende af et Slags Torv, saa meget mere som der hele Dagen igjennem, og Aftenen med, bagved er etableret et Slags almindeligt Bedested for allehaande maleriske Arbeidskiøretøier, grupperede med løse Krybbet l den vildeste Uorden.

Om Sommeren have ogsaa en Del Kildevogne deres Stade her. Forøvrigt opfyldes Pladsen af Jord-, Sand- og Skarndynger. Den løse Jord, hvoraf Pladsen bestaar, er i den Grad giennemtrukken af alle de Uhumskheder, hin Brug afføder, at naar Jordsmonnet i Sommerens Tørke, opløst i Partikler, i Forening med Sandet fyger for alle Vinde, udbreder et ilde lugtende Støv sig til alle Sider, trænge ind alle vegne og lægge sig i tykke Lag overalt, værre er det dog om vinteren. Er det Frostveir, stivner det opkjørte Jordsmon og Bunkerne sig i klippeagtige Partier, der frembyde en farlig Passage i Mørke. Men i fugtigt veie forvandler det Hele sig til et forfærdeligt Uføre, hvor enhver, der, ukjendt med Lokaliteterune, i Mørke lader sig forlede af den paa Pladsen brændende Lygte til at skyde Gjenvei over Pladsen, maa prise sig lykkelig, om det ikke gaar værre end til Tabet af Skosaal eller til vaade Fødder. Det er ingenlunde nogen Sjældenhed, at Sporvognspassagerer komme saaledes afsted, efter som Intet fornuftigt Væsem kan tænke sig, at der ligger en saaaan Faldgrube paa Alfarvei; kunde Pladsen tale, vilde den fortælle om mange Forbandelser, der have lydt over dens elendige Tilstand.

K. Gamborg: Søndagseftermiddag ved "Trianglen". Illustreret Tidende nr. 1283, 27. april 1884.

Kort sagt, "Trianglen" er i en Tilstand, om ikke burde taales i den mindste Landsby, langt mindre i en Hovedstad, og dog vilde det være saare let at afhjælpe dette Onde, da Pladsen ligger saaledes paa Brynet af Terrainets Afskraanlng mod Stranden, at Fugtigheden blot med et Par Spadestik vilde kunne afledes, især da Hovedkloaken, der fører fra Blegdamsveien til Sundel, ligger lige under den. I sit stille Sind gik Publikum ifior og ventede paa, at der skulde ske noget for "Trianglen", da Kalkbrænderiveien blev planeret, men forgæves. I Stedet for at kjøre noget af den Fyld, der blev afgravet ved Kalkbrænderiveien, ud i Udføret paa Trianglen kjørte man rask forbi med det ene Læs efter det andet for at aflæsse det, Gud ved paa hvilket fjernt Sted. For en forholdsvis ren Ubetydelighed kunde Trianglen reguleres, planeres og blive til en smuk Plads, og vi opfordre Indtrængende vedkommeade Myndigheder til at tage sig af den.

(Nationaltidende 24. februar 1883).

Henrichsen: Parti af Trianglen ved Østerbro. Set mod nord. 1880-1889. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Vesterbros Badeanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage er der paa Vesterbrogade 36 i Bagbygningen aabnet en ny Badeanstalt til Afløsning af den hidtilværende romerske Badeanstalt i Absalonsgade, der som bekendt for et Aar siden solgtes til Selskabet for Oprettelsen af billige Kaffe- og Spisehuse. Den ny Badeanstalt, som er beliggende paa dem, mest befærdede Del af Vesterbrogade, optager hele den af 4 Etager bestaaende Bagbygning, idet Kælderen benyttes til Kuloplag og tillige giver Rum for Dampkedlen og Maskinen, medens Stueetagen indeholder en smuk dekoreret Vestibule og Ventesal, i hvilket ogsaa Billetsalget foregaar. De tvende Salsetager er indrettet til Badene, idet Herrebade findes paa 1. Sal og Damebadene paa 2. Sal. Badeanstalten indeholder saaledes fuldstændige Afdelinger saavel for Herrer som for Damer, hvorved den Bekvemmelighed opnaaes, at Publikum ikke som for sor visse Bade er henvist til enkelte Timer paa Dagen, men i hele Badetiden har Adgang til alle Arter af Bade. Et fuldstændigt Ventilationsapparat sikrer en rigelig Luftfornyelse i Badeafdelingerne. Anstalten præsterer: kolde og tempererede Styrtebade, kolde og varme Karbade, Afsæbningsbade, Dampstraalebade, halve og hele Dampbade, Fyrre- og Grannaalebade men i hver Afdeling vil der tillige være reserveret Plads til medicinske Bade, naar saadanne maatte blive forlangte. Anstalten er oprettet af et Interessentskab, som for en længere Aarrække har lejet Bygningen med Gaardsplads osv af Ejeren Hr. Kunstdrejermester T. Tulinius, Murerarbejdet er udført af Entreprenøren fra Etablissemtet National og Dagmar Teatret, Murmester R. Hansen, Tømrerarbejdet af Tømrermester L. Jørgensen, Kedel og Maskine af Borch & Henriksen, Ledningsarbejderne af E. Mariboe og Dahl & Gamborg, Snedkerarbejdet af J. Rasmussen og E. Willrodt, Dekorationsarbejdet af Malermestrene E. Lange og Th. Kruse. Som Bademester i Herreafdelingen fungerer Bademesteren fra den ældre Anstalt, S. Lieberkind, og Anstalten har sikret sig dygtig kvindelig Bistand til Betjening i Dameafdelingen.

(Social-Demokraten 22. oktober 1884).

Omkring 1908 blev Vesterbro Badeanstalt lukket og nedrevet. Byggeselskabet og margarineproducenten ”Bona” havde planer om at opføre et teater og åbne en passage mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade med butikker, restaurationer og koncertlokaler: Teaterpassagen.

Ukendt fotograf: Vesterbrogade 36, Tulinius Paraplyfabrik. I forgrunden mand med reklamevogn for Vesterbros Badeanstalt i samme bygning. I kælderen Oluf Sønderbys magasin for damekonfektion. 1890. Kbhbilleder.

Højre og de "frie" Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Straks efter Valgene har nyvalgte Folkethingsmand Grev Scheel gjort en Del Arbejdere brødløse, efter deres Overbevisning stemte sammen med Oppositionen.

Arbejderne paa hans Gods Barritskov mødte i Bjerre ved Vejle paa Valgdagen og stemte paa Venstres Kandidat, Jens Bertelsen, trods det, at Gaardens Forpagter krævede paa Valgdagen, at hans Arbejdere skulde blive hjemme og tærske.

Dagen efter Valgene fik de at vide, at de ikke fast ansatte Arbejdere straks skulde forlade Gaarden, og de fast ansatte, der bor i Grevens Lejehuse, maatte belave sig paa af rejse til 1. Maj.

En Del Arbejdere blev smiledes straks arbejdsløse og brødløse, fordi de har stemt efter deres Overbevisning.

De demokratiske Foreninger i Bjerre-Kredsen vil nu træde til for at hjælpe de arbejdsløse Familieforsørgere, som Højremanden Grev Scheel har slaaet Brevet af Munden paa.

* * *

Højremanden Proprietær Hoppe paa Ussinggaard i Jylland kaldte Aftenen før Valget sin Kusk - en bosiddende Mand - ind til sig. "Om han vilde til Vejle i Morgen?" - Jo det havde Kusken da tænkt. - "Hvis han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Thomas Nielsen, var det da ingen Nytte til." - Kusken mente Jo. - "Ja, hvis han drog afsted til Valg, vilde han faa sin Afsked straks."

Kusken rejste alligevel for at opfylde sin Borgerpligt.

Morgenen efter Valget fik han sin Afsked.

* * *

Godsejer Fabricius paa Lyngbygaard i Sydsjælland har opsagt 3 af sine Lejehusmænd, som ved Valget i Skælskør stemte paa Oppositionens Kandidat, Feldthusen, og imod Grev Holstein-Holsteinborg.

* * *

Højremanden, Vinhandler E. R. Lindel i Nakskov tilbød kort før Valget to af sine Arbejdere Spisebilletter til det Højregilde, der Valgaftenen afholdtes paa "Skandinavien". Den ene af dem, N. P. Rasmussen, ønskede ingen Billet, og paa Spørgsmaal om af hvilken Grund, svarede han, at han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Neergaard. Hr. Lindel spurgte da, om Rasmussen ikke vidste, at dette var ham iiiios, hvortil Rasmussen svarede jo; men han gik ud fra, at han havde Lov til at stemme paa hvem han vilde. Hertil svarede Hr. Lindel: Ja, naturligvis. Dagen efter Valget fik Rasmussen den Besked af Hr. Lindel, at nu havde han ikke Brug for ham mere. Han har været 16 Maaneder hos Lindel og har Kone og to Børn at forsørge. Frisindede Mænd opfordres i "Nakskov Tidende" til at træde hjælpende til og søge at skaffe ham Arbejde andetsteds.

* * *

Murermester Duderstadt i Ringsted har afskediget Arbejdsmand Niels Nielsen, Fluebækshusene. Nielsen blev afskediget om Søndagen, efter at han om Fredagen havde stemt paa Oppositionens Kandidat, Lauridsen, skønt han forud havde sagt til D., at han ikke vilde stemme. "Jeg gør, hvad jeg vil, og De kan gøre, hvad De vil," sagde Duderstadt, da han afskedigede Niels Nielsen.

* * *

Saaledes vover Højre at optræde nu, da der dog er Sammenhold mellem Arbejderne indbyrdes og en selvstændig i Presse, som offenlig paataler Misbrug, i Men hvorledes vilde det ikke gaa, hvis Højre satte sin Krig igennem, fik vor Stand indrulleret i Skruebrækkerforeninger og i "Værnerier" og fik Arbejdernes egne Blade afløste af saadanne Aviser, som tilhørte Kapitalisterne, og som kun havde til Opgave at tjene deres Interesser?

Hvorledes vilde det ikke gaa vor Stand, hvis Socialdemokratiet bukkede under i Kampen?

(Social-Demokraten 5 februar 1887).

Grev Scheel forklarede i Roskilde Tidende afskedigelserne med at kun skovarbejderne stod i tjenesteforhold til ham, mens arbejderne på hovedgården stod i tjenesteforhold til forpagteren (men nævnte ikke at forpagteren var hans bror).

"Samtlige forpagterens arbejdere" udsendte efterfølgende en erklæring om at forpagter Hoppe havde givet dem fri på valgdagen, og Hoppe forklarede afskedigelsen af kusken med at han havde tiltalt ham på en uhøflig måde. Sådanne erklæringer skal dog ikke tages for pålydende, idet mangel på underskrift også kunne medføre afskedigelse.

Vinhandler C. R. Lindell boede Svingelsvej 10 i Nakskov. Villaen blev i 1909 købt af Odd Fellow-logen og ombygget.

Der er formentlig tale om murermester Carl Duderstadt og Elise, f. Green. Deres søn var murermester Fr. Duderstadt, født 1863, han blev mester 1891 og indtrådte i Industriforeningen samme år, Han var medlem af Bygningskommissionen fra 1897.

K. Gamborg: Fra Valgdagen den 28. januar: Valghandlingen i 1ste kreds. Illustreret Tidende nr. 19. 6. februar 1887.

Bahnson og Bryggeren.

Hr. Redaktør!

---

Men man kan ogsaa faa for meget af det gode, og med al Respekt for Hr. Højesteretsassessor Nyholms gjennemdannede Optræden synes jeg nok, at han undertiden drev Høfligheden vel vidt. Naar han saaledes paa et af de offenlige Vælgermøder udtalte, at det var en Ære for Frederiksbergkredsen, at HS. Excellence bejlede til dens Gunst, saa var det vist for meget; man kan jo bruge mere eller mindre stærke Udtryk, men mange fandt det dog for stærkt, naar Hr. N. brugte Ordet - Ære. 

Og et andet Exempel. Paa selve Valgdagen erklærede Hr. N., at Hr. Dr. phil. Brygger og Kaptejn Jacobsen var en af Danmarks Hædersmænd. Hr. Jacobsens store Fortjenester af Fædrelandet i al Ære -- og jeg har saamænd aldeles ikke til Hensigt at forringe disse - mener jeg, at man, for at gjøre sig skikket til en saadan Titel, skal være uangribelig paa alle Omraader. Og har Hr. Jacobsens Færd under Valgkampagnen herude været aldeles dadelfri i stræng Forstand? Det har den sikkert ikke, hvis der er noget sandt i de Rygter, der verserer her. Jeg skal blot berette et, som er kommet mig for Øre, og jeg har temmelig gode Grunde til at tro, at det er sandt.

Noget før Valgdagen kaldte Hr. J. sine Arbejdere sammen og sagde dem, at han ikke ønskede nogen Venstremand i sin Tjeneste; hvis han fik at vide, at der var en saadan, blev han afskediget, og han vilde bede Arbejderne at angive det, hvis de vidste om nogen af deres Kammerater, at han var Venstremand. Om det lige er gaaet saaledes til, er vel ikke sikkert - man kan jo gribe den Sag an paa en mere eller mindre sin Maade - men at han har benyttet sin Indflydelse som stor Arbejdsgiver til Fordel for sin Kandidat, er vist hævet over al Tvivl. Man kan jo som sagt bruge mere eller mindre stærke Udtryk; men om en Mand, der benytter den Slags Midler til at bringe sin Sag frem, hvor udmærket han end kan være i andre Retninger, tror jeg ikke, at nogen, naar undtages aldeles fanatiserede Partigangere, vil bruge et saa krast Udtryk som det, at han er - en af Danmarks Hædersmand.

Ærbødigst

En Vælger paa Frederiksberg.

(Morgenbladet (København) 8. februar 1887. Forkortet).

Døveinstituttet: Peter Atke Castberg (1779-1823). (Efterskrift til Politivennen)

Det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn.

1807 - 17. April - 1907.

Første gang opmærksomheden herhjemme henledtes på de døvstumme var, da den bekendte forkæmper for danskheden W. H. F. Abrahamson i "Bibliotek for nyttige Skrifter" 1772 opkastede det spørgsmål, om der ikke skulle findes blot "een retsindig", der ville påtage sig den nyttige umage at lære folk, der er født "dumme og døve", at tale og forstå. Den ene retsindige lod imidlertid vente på sig i over 80 år, og æren for at have påbegyndt undervisningen af de døvstumme tilfalder i første række den danske regering, der fandt den mand, som skulle blive grundlægger af det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. dr. med. P. A. Castberg.

Oprettelsen af Døvstummeinstituttet må ikke ses som et isoleret filantropisk foretagende, det er et naturligt led i den række foretagender, der i borgerdydens tidsalder havde indvindelsen af nyttige borgere til formål. På en tid, da professor A. Gamborg i fuldt alvor kunne fremsætte forslag om at forbedre fuglesangen i vore skove ved at indføre kanariefugle, er det selvsagt, at også de "dumme og døve" måtte søges forbedrede, og i fuld overensstemmelse hermed er det, i den første tanke, man gør sig med hensyn til disse "unyttige" skabninger, er at helbrede dem.

Allerede 1803 kunne man læse i Collegialtidende, at det danske kancelli havde henvendt sig til den da kun 21-årige dr. med. Peter Alke Castberg om at påtage sig en rejse til udlandet for at se resultaterne af galvanismens anvendelse mod døvhed. I tyske tidsskrifter strømmede det nemlig over med forbavsende efterretninger herom, og særlig skulle en apoteker Sprenger i Jena have frembragt vidunderlige resultater. Castberg stillede sig vel straks noget skeptisk, men fik dog et par andre unge læger med sig og udsendte en bekendtgørelse, hvorefter forældre, som havde døvstumme børn, opfordredes til at henvende sig til ham. Forsøgene viste sig imidlertid at være en tortur for børnene: Castberg meddeler, at "patienterne" gennemsnitlig galvaniseredes 3 gange daglig, og hver gang modtog 350 stød på hvert øre, og dog var resultatet omtrent lig 0. Imidlertid blev disse forsøg anledningen til at kancelliet rettede ovennævnte henvendelse til ham og 1803 drog Castberg afsted på en 2-årig udenlandsrejse på hvilken han besøgte en mængde af udlandets døvstummeanstalter.

Straks efter sin hjemkomst indgik Castberg med en "Betænkning om Nødvendigheden af en Undervisningsanstalt for Døvstumme", og samtidig tog han for egen regning fat med et par københavnske fattigbørn. Allerede et halvt år efter kunne han offentlig fremvise, hvad han havde lært sine elever, og da prøven faldt heldigt ud, åbnede han på kronprins Frederiks fødselsdag 1806 en virkelig døvstummeskole med 8 elever. Lokalet var i Nikolaj Skole, men året efter flyttede man hen i Sølvgade, hvor det nuværende nr. 12 lejedes af staten, idet samtidig en fundats af 17. april 1807 erklærede det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn for oprettet; Staten skulle udrede udrede lærerlønningerne samt udgifterne til lys og brændsel, medens Castberg forpligtedes til at tage eleverne på kost mod en betaling af 70 rdlr. for hver.

Bombardementet på København den 2.-3. september s. å. bragte en kort tid det unge institut helt ud af sine folder, idet en bombe slog ned i stiftelsen og tvang alle dens indvånere til midt om natten at flygte ud på Amager. Men iøvrigt betegner begyndelsen af den castbergske periode, som man kunne vente det af den unge, intelligente og energiske forstander, en stærk udvikling af døvstummesagen herhjemme. Straks efter sin hjemkomst lægger Castberg helbredelsestanken til side og betegner sig som elev af Franskmanden de L'Espee. Instituttet blev altså et tegninstitut, med tegn, håndalfabet og skrift som undervisningsmidler. Som håndgerning benyttedes forskellige industrielle virksomheder som paparbejde, glassliberi, fabrikation af snustobaksdåser og ravsager, der en tid gav en ganske god indtægt; senere, da disse luksussager efter statsbankerotten ikke mere kunne sælges, gik man over til håndværk.

Statsbankerotten og den økonomiske nedgangsperiode fik i det hele skæbnesvangre følger for Døvstummeinstituttet og dels forstander. Som følge af forordningen af 10. april 1817 om skoletvang for alle døvstumme - hvorved Danmark kom til at indtage en førerstilling blandt nationerne - var instituttet i Sølvgade blevet overbefolket. Staten havde ikke råd til at bygge nogen ny anstalt, og, hvad værre var, hverken stat eller kommuner mente at have midler til at forhøje lærerlønningerne og betalingen for elevernes ophold hos Castberg. Med pengenes faldende værdi kom denne derfor i en kronisk økonomisk nødstilstand, der lammede hans handlekraft og efterhånden fuldstændig sløvede hans sans for orden og økonomi. Under 15. januar 1823 fandt kancelliet sig foranlediget til at indgå til kongen med et forslag om at overdrage bestyrelsen af instituttet til en direktion, hvis formand blev major J. N. B. Abrahamson, en søn af den mand, der først havde slået til lyd for de døvstumme, og det må vel nærmest betragtes som en heldig udgang på miseren, at den degraderede forstander et par måneder efter afgik ved døden - begrædt af sine døvstumme elever, der elskede ham som en fader.

Instituttet flyttede nu til Stormgade med cand. teol. Tyge Schow som førstelærer indtil 1838, og den 2. september 1839 begyndte undervisningen i nye lokaler på Kastelsvej med cand. teol. Søren Johan Heiberg som forstander.

Heibergs tid er på døvstummeundervisningens område en gæringens tid, som kun hans faste hånd formåede at dæmme op imod. Talemetoden havde i Tyskland taget et stort opsving, og en af instituttets Lærere, cand. teol. H. V. Dahlerup, der i 1845 drog ud på en studierejse, vendte tilbage som erklæret tilhænger af denne metode og opnåede tilladelse til i et lejet lokale udenfor instituttet at anstille forsøg med talemetoden med 6 af anstaltens børn.

Forsøgene førte imidlertid ikke til andet resultat, end at Dahlerup forlod institut og i 1850 sammen med cand. teol. Duurloo, oprettede den private "Døvstummeskole grundet på Talemetoden". Ministeriet havde nemlig afslået Heibergs indstilling om at lade opføre en særlig undervisningsanstalt.

Den private skole overtoges i 1856 af cand. teol. Johan Keller der i egentligste forstand har båret talemetoden frem herhjemme. Under hans dygtige og energiske ledelse voksede skolen op til en farlig konkurrent for statsanstalten, og et af de første skridt, Heibergs efterfølger, hans svigersøn pastor B. Malling-Hansen med den nye direktør, geheimeetatsråd J. P. Traps billigelse foretog sig, var at søge en ordning bragt tilveje mellem de to anstalter, og ved ministeriel resolution af 5. januar 1867 fastsloges da det princip, at fremtidig alle uegentlig døvstumme skulle oplæres efter talemetoden hos Keller, medens de egentlig døvstumme skulle forblive på statsanstalten til uddannelse efter tegnmetoden - i det væsentlige Heibergs gamle fordelingstanke.

Talemetoden vandt stadig mere terræn og fik navnlig en begejstret tilhænger i lærer ved instituttet, cand. phil. Georg Jørgensen som endda i modsætning til Keller forlangte alle gebærder fortrængte fra undervisningen, og da instituttet i 1880 ikke kunne optage flere elever, oprettedes det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia med Jørgensen som forstander.

Samtidig fastsloges den ordning, at alle egentlig døvstumme børn fremtidig skulle indkaldes til Fredericia for at underkastes en prøve med hensyn til taleevne, alle uegentlig døvstumme direkte til Keller, og Jørgensen gennemførte efterhånden, at flere og flere toges ind under talemetoden, således at det gamle institut, da den nuværende forstander, pastor Fr. Heiberg ved Malling-Hansens død 1890 overtog ledelsen, decideret var en anstalt for de svagest begavede.

Den gamle moderanstalt må da i de kommende tider brøste sig med, at udviklingen har medført det således, og at den opgave, der nu ved 100-årsskiftet er overdraget den, at opdrage de svagest begavede døvstumme børn til gode og nyttige mennesker, ingenlunde er den mindst fortjenstfulde.

Ordningen af døvstummevæsenet i Danmark er for tiden denne: Alle døvstumme børn indkaldes til forskolen i Fredericia. Her prøves de 1 år, hvorefter de uegentlig døvstumme afgår til Døvstummeskolen i Nyborg der efter Johan Kellers død afløste den Kellerske Anstalt og de svagest begavede til Instituttet i København. De egentlig døvstumme, der skal oplæres efter talemetoden, forbliver endnu 1 år på forskolen, hvorefter de deles mellem instituttet i Fredericia og den sammesteds 1901 oprettede skole, idet sidstnævnte erholder A-Børnene (de bedst  begavede), førstnævnte B-børnene (mellembegavelserne).

I anledning af 100 årsjubilæet har den nuværende direktør for døvstummevæsenet, geheimeetatsråd Goos, med justitsråd Fr. Thomassen som redaktør. udgivet et interessant og rigt illustreret festskrift, der ikke alene indeholder det gamle instituts historie, skildret ualmindeligt personligt og fængslende af forhenværende lærer ved instituttet, sognepræst i Nakskov Joh. Holch (den ældre tid) og præsten ved de døvstummes menighed Johs. Jørrgensen (den nyere tid) - men tillige temmelig omfangsrige tillæg vedrørerende landets øvrige døvstummeinstitutioner ved lærer N. K. Larsen og inspektør Polke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 16. april 1907)

Sølvgade 12. Hjemsted for Døvstummeinstituttet 1807-1823. På mindepladen på gavlen står der: "Sølvgade 12. Det kgl. Døvstummeinstitut lå her 1807-1823. Stentøjsrelief af Sten Lykke Madsen. Udført af Royal Copenhagen med støtte af Københavns Kommunes Gavlkomite, Københavns Kulturfond, Døvefonden, Schioldanns Fond, Tuborgfondet og Danske Døves Landsforbunds Kulturudvalg. Døvehistorisk Selskab. 1993. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det kongelige Døvstumme-Institut.

April 1807 17. april - 1907.

Det var W. H. F. Abrahamson, der herhjemme første gang henledte opmærksomheden på de døvstummes eller - som de almindelig kaldtes: de dummes - triste skæbne og den omsorg, man burde ofre dem. "Skulle det ikke være muligt", spørger han i Bibliothek for nyttige Skrifter 1772, "at udfinde een retsindig her i landet, der ville påtage sig den så overmåde nyttige umage at lære folk, som er fødte dumme og døve, at tale og forstå, hvad andre taler til dem? Dersom kun halvdelen er fandt af det, der berettes i journalen om denne ypperlige kunst og dens udøvelse i Frankrig og Spanien (og man har stor rortag til at tro det meste), så synes vel rigeligen patrioters bestræbelse værd at skaffe denne kunst også herind til os . . . . Jeg kan ikke få det i mit hoved, at det jo måtte være meget vel gjort, når man gjorde nogle medborgere, som nu gå til byrde for deres familier og staten, til brugelige folk."

Der skulle gå en menneskealder, inden den sag, som Abrahamson pegede på i sit varmt skrevne indlæg, for alvor blev taget op. I de første år af det nittende århundrede træffer man et par isolerede forsøg på døvstummeundervisning. Det var en hel begivenhed, da en døvstum konfirmeredes i Trinitatis Kirke efter at være blevet undervist af kateket Holst. Præsten fremhævede i sin konfirmationstale, at det var "den første i sit slags, der fremstillede sig for menighedens øjne og derfor uudslettelig i dens ihukommelse". Der blev da også udgivet en beretning om denne højtidelighed: "Prøver paa en Døvstums H. J. Smidts Oplysning i den christelige Religion, med en Tale af Højærværdige Hr. Holst ved hans Confirmation i Trinitatis Kirke den 6. Oktober 1805". Det andet eksempel på døvstummes oplærelse forekommer i Faaborg, hvor en malermester Lange med megen iver tog sig af en døvfødt dreng, som gik omkring og tiggede. Lange sørgede for hans undervisning, fik ham uddannet til malersvend og lønnedes af kongen med guldmedaljen for ædel dåd. 

Ved samme tid bekendtgjorde det danske kancelli i Collegialtidenden, at man ønskede i hovedstaden at oprette en opdragelsesanstalt for døvstumme, og at doctor medicinæ Castberg med offentlig understøttelse ville blive sendt til udlandet for at indhente erfaringer om de derværende døvstummeinstitutter og den af dem anvendte metode.

Castberg havde allerede i nogen tid beskæftiget sig med døvstummesagen. Han var en kritisk personlighed, for hvem ædruelig, grundig prøvelse gik forud for og jævnsides med hvert positivt skridt. Og han indskærpede først og fremmest tålmodighed. "Lig jordbrugeren", sagde han, "der ikke trættes, om den sandige, udyrkede hede kun sparsomt lønner hans første arbejde, må det ikke fortryde døvstummelæreren, om han efter en hel dag at have søgt at indprente sin døvstumme endog det simpleste begreb, må den følgende dag tage fat der, hvor han begyndte, enten fordi hans lærling slet intet har forstået af det, han vilde gøre ham begribeligt, eller fordi det er aldeles glemt. Han bør overhovedel ikke anse det simpleste begreb som simpelt for den døvstumme".

Blandt de Byer, Castberg besøgte, var Wien; og den derværende anstalt, en aflægger af de franske institutter, blev det egentlige forbillede for det københavnske institut. I foråret 1805 kom han tilbage; han indgik straks til regeringen med en "Betænkning om Nødvendighed af en undervisningsanstalt for døvstumme", og mens regeringen overvejede, tog han selv fat på at gøre de indvundne erfaringer frugtbringende. Han gav sig til at undervise et par fattige døvstumme drenge og dannede senere en skole med en halv snes elever.

I foråret 1807 blev man færdig med forhandlingerne om døvstummeinstituttets oprettelse. Man lejede ejendommen nuværende nr. 12 i Sølvgade, og den 17. april udstedtes fundatsen for det kgl. Døvstummeinstitut i København, ved hvilket Castberg blev forstander og førstelærer. Det hedder i fundatsen, at "Instituttets Formaal skal være Døvstummes Dannelse til Brugbarhed for det borgerlige Liv". Den årlige betaling - 70 Rdl. for hver elev - skulle udredes af eleverne selv eller disses forældre, og hvis de ikke var i stand dertil, af amtets eller kommunens fattigkasse. Der blev bevilget en sum af den kongelige kasse, og desuden skulle der ifølge fundatsen "paa Konsirmationsdagene i alle Kirker i Danmark og Norge ombæres en Tavle, hvis Indbringende af Kancelliet bør samles og oplægges til en Fond for døvstummes Undervisning. Saa bør og deres Navne, som til dette Øjemed maatte skænke nogen betydelig Gave, offentlig bekendtgøres."

Stiftelsen var indrettet til 40 elever: 25 drenge og 15 piger, og ledelsen lagdes helt og holdent i Castbergs hånd. Han havde store evner som lærer; han blev en mester i tegnsproget, og han var fuld af ideer. Men tiderne var vanskelige. Instituttet begyndte sin tilværelse under højst urolige forhold. Krigen bragte forstyrrelse i dets humane gerning Den første bombardementsnat opholdt forstanderen og alle eleverne sig i et af skoleværelserne, der så godt det lod sig gøre var de trygges mod bomberne. Efter at det havde regnet med bomber på gaden, i nabohusene og i stiftelsens have, slog en bombe ned i stiftelsen selv. Den sprang i det værelse, hvor de alle opholdt sig, og Castberg blev såret. Ilden stod ud af vinduerne.

Den lille husvilde skare tilbragte natten på Christianshavn, men børnene rystede af skræk, og så flygtede man ud i Sundbyvester. Tolv dage efter rykkede forstanderen og hans elever atter ind i Sølvgade-Instituttet.

Elevantallet, som dengang var 10, varede det følgende år til 16. Del var stadig jævnt stigende, men det tiltog navnlig efter udstedelsen af plakaten af 10. april 1817, som befalede, at alle døvstumme børn, der var skikkede til at modtage undervisning, skulle indbringes til Døvstummeinstiluttet i København, medmindre forældrene godtgjorde, at deres døvstumme børn nød en tilfredsstillende undervisning. Ved at udstrække skoleloven af 1814 til også at omfatte døvstumme gik Danmark i spidsen; det varede længe, inden skoletvang for sådanne børn indførtes i andre Lande.

Den forøgelse af elevantallet, der blev en følge af denne foranstaltning, nødvendiggjorde en udvidelse af lærerpersonalet. Blandt de ny ansatte var en døvstum, Andreas Møller fra Trondhjem. Det havde lige fra stiftelsens oprettelse været Castbergs ønske, at en af lærerne måtte være en døvstum. Møllers ansøgning giver en forestilling om det sprog som Castbergs elever nåede til. Den lyder i al sin pudsighed således:

Til Kongen. Jeg har været Elev paa Institutet for Døvstumme i 5 Aar. Jeg blev konfirmeret Aar 1815 ; jeg har lært meget ; jeg har lært at læse, at skrive, at tegne, at regne. Jeg har lært Forstandsøvelser. Jeg har lært om Menneskets Sjæl og om Gud. Jeg har lært at dreje. Jeg kan dreje Piberør og Skakspil. Jeg takker Kongen fordi jeg har lært meget. Jeg har været hos min Fader i 2 Aar. Jeg har undervist i Døvstumme hos min Fader. 3 Drenge, 1 Pige. Jeg og min fader har rejst 22 Dage 120 Mil til København, forbi jeg beder Kongen at jeg maa undervise Døvstumme i Institutet. Jeg ønsker at blive Lærer i Institutet for Døvstumme. Jeg vil være flittig og god . jeg vil undervise Elever. Jeg beder Kongen, at jeg maa blive Lærer. Allerunderdanigst Andreas E. Møller.

Senere kom Møller til at spille en ret betydelig rolle i sit fødelands Døvstummehistorie. Han blev forstander for det første norske institut, anstalten i Trondhjem, 

Castberg ledede instituttet indtil 1823. De sidste år bragte ham megen græmmelse. Han hørte til de mennesker, som har lettere ved at sætte en sag i gang end ved at holde den oppe. Han manglede ordenssans og regelmæssighed. Den 15. januar 1823 udtalte kancelliet i en forestilling til Kongen, at der var grund til at befrygte, "at Prof. Castbergs uheldige huslige Forfatning og økonomiske Omstændigheder maatte kunne sløve hans Aandskraft og svække hans forhen saa heldige Virksomhed for den under hans Bestyrelse staaende velgørende Stiftelse, hvis Elevers Antal netop i de sidste Aar er voxet til et betydeligere Antal end nogensinde forhen, nemlig til 52". Det kgl. Døvstummeinstituts ledelse blev da overdraget til en direktion, for hvilken kammerjunker, divisions-adjudant Joses Nicolaj Benjamin v. Abrahamson - en søn af den ovenfor nævnte W. H. F. Abrahamson - blev formand. Direktionen optrådte meget krast over for Castberg, og han overlevede ikke længe den ham overgåede ydmygelse. Den 30. april 1823 døde han, kun 43 år gammel. Det var, fortæller en af lærerne, en sorg for eleverne, at Abrahamson forbød dem at følge deres kære Castberg til hans sidste hvilested.

Så trist endte et virksomt liv, der var begyndt saa lovende. Men trods mangler og begrænsning fortjener Castberg et ærefuldt minde i den danske døvstummehistorie. Hans navn skal nævnes i første række, nu da instituttet fejrer sit 100 års jubilæum.

De oplysninger, vi her har bragt om døvstummesagens første tider, er henledt fra det store jubilæumskrift, som De kongelige Døvstummeinstitutters direktør. gehejmeetatsråd Goos har udgivet, og hvis forfattere vi tidligere har nævnet. Vi har beskæftiget os så indgående med den første periode af instituttets historie, fordi det ved en lejlighed som denne er naturligt særligt at fæste opmærksomheden på den gerning, der danner grundlaget for den store humane virksomhed, som giver Danmark en fremtrædende plads i nationernes række. De, der vil vide besked med instituttets historie under senere tiders rige udvikling, kan høste et stort udbytte ved at læse det interessante jubilæumsskrift. Det giver en omhyggelig fremstilling af de følgende perioder: fra 1823 til 1839, hvor instituttet husedes i Stormgade nr. 17, fra 1839 til 1865, det tidsrum, i hvilket prof S. I. Heiberg var forstander, fra 1865 til 1890, den Malling Hansen'ske periode, og endelig tidsrummet fra 1890 indtil nu. I de sidste 17 år har S. I. Heibergs søn. Pastor Fr. Heiberg med stor humanitet og dygtighed ledet det gamle institut i den kendte bygning, der har rummet de døvslumme, siden den opførtes i 1839. Adskillige af de døvstummeinstitutioner, som nu er kendte af alle, står i taknemlighedsgæld til den nuværende forstander.

Det smukke festskrift skildrer ikke alene det jubilerende instituts, men hele døvstummesagens historie: den Kellerske Døvstummeskole, der i 1891 overgik til staten og flyttedes til Nyborg som taleskole for uegentlige døvstumme, og instituttet i Fredericia, som oprettedes 1881. Det var i første række undervisningens krav, der voldte disse nydannelser. Gennem mange og stærke brydninger, ikke mindst med hensyn til spørgsmålet om metoden, er døvstummeundervisningen nået til  en frodig udvikling, og for alt dette gør jubilæumskriftet rede. Dette interessante instruktive værk fortjener at nå ud i vide kredse. Ved dets udgivelse har man fejret hundredårsjubilæet på den værdigste måde.

(Nationaltidende, 16. april 1907, 2. udgave).

 Da de døvstumme fik menneskeværd.

150-årsdagen for Peter Atke Castbergs fødsel.

For et par uger siden mindedes 100-års dagen for Blindeinstituttets skaber, Moldenhawers fødsel - nu, den 3. august, indtræffer 150-års dagen for lægen Peter Atke Castberg, skaberen af den anden for naturens stedbørn så vigtige institution, Det kgl. Døvstumme-Institut.

Fra de ældste tider var de døvstumme regnet for en pariakaste. I oldtiden betragtede man en døvstum som en forbandet og som 

et offer for gudernes vrede, 

og stort anderledes blev synet ikke på dem efter kristendommens indførelse. Kirkefaderen Augustinus erklærede i al fald, at en døvstum ikke kunne tro. Og i middelalderen mente man at døvstumhed var forvoldt af onde ånders indflydelse. Man forsøgte ved bønner og røgelse at uddrive dæmonerne, og da det aldrig lykkedes ved disse, som man mente ufejlbarlige midler, var man ikke i tvivl om, at de døvstumme virkelig var fortabte væsener.

Og underligt var det i grunden Ikke, at man i tidligere tider havde et vrangsyn på disse ulykkelige skabninger, der manglede de naturlige betingelser for at få deres ånd udviklet og for tilegnelsen af  den menneskelige kultur. De var som dyrene kun et bundt utøjlede drifter, de savnede jo ganske forståelsen af samfundets love, af moralens bud, de vidste intet om tro, håb og kærlighed, de vidste overhovedet intet.

I det 18. og 17. århundrede gjorde enkeltmænd forsøg på at undervise døvstumme, men det var dog først med den store banebryder, franskmanden de l'Epees arbejde, at der kom fart i døvstummeundervisningen. Han var grundlæggeren af det første døvstummeinstitut i verden. Samtidig havde Tyskland sin store foregangsmand i Samuel Helniche, der oprettede Leipzigerinstituttet i 1777.

Peter Atke Castberg.

To år efter, den 2. August 1779, fødtes i København den mand, der skulle blive Skandinaviens banebryder på døvstummeundervisningens område, lægen Peter Atke Castberg.

En ætling af Tordenskjold.

Faderen var ved sønnens fødsel skibspræst på skibet "Det gode Haab", blev kort efter sognepræst i det sydlige Norge, men døde tre år efter i en ung alder. Sønnen kan ikke have haft noget stærkt indtryk af faderen, men han satte ham dog et smukt minde i sin latinske levnedsskildring, idet han siger: "Jeg glæder mig ved at have haft P. L. Castberg til fader."

På mødrene side var Castberg i slægt med Tordenskjold. Moderen var i besiddelse af en digterisk åre og skrev ofte vers til sønnen. Da han som en fattig student skulle bryde sig en bane i København, skrev hun:

O Søn, din Ungdom klar ej straaler,

din Moder blev ej stor, ej rig,

med gavmildt Hjerte hun tilmaaler

det knappe Nødtørftsbrød til dig.

Moderen håbede på, at sønnen skulle blive præst ligesom faderen og bedstefaderen, og derfor hedder det til slut i hendes digt:

Du blødne kan den Syges Leje,

kan gyde Lindring i hans Barm,

om paa tilbagelagte Veje

han ser med Hjertesorg og Harm.

Castberg havde da også begyndt at studere teologi, men opgav hurtigt dette studium for at kaste sig over lægevidenskaben.

På dødens tærskel.

Som ung skildres han som en forknyt natur. Han syntes, videnskabens vej var så lang og vanskelig og hans ugunstige skæbne, forladtheden og ensomheden nedbrød hans mod. Han hørte lægen Aashejms forelæsninger, og blev endnu mere nedtrykt, thi Aashejm "opholdt sig mere ved tvivlen end ved læresætningerne selv". Alligevel blev det Aashejm, der gav ham styrken. Han åbnede sit hus for den unge mand, og under hans vejledning blev Castberg snart levende interesseret for sit studium, blev kandidat og tog et par år efter den medicinske doktorgrad. Hans taknemmelighed overfor Aashejm lagde han på den smukkeste måde for dagen, og den havde til sidst nær kostet ham livet. 

Under sin praksis som læge var Aashejm blevet smittet af en farlig sygdom. Da glemte Castberg den fare, han selv udsatte sig for. Han flyttede ind til den syge mand, opmuntrede ham og fik ham, når han en dag var ret munter, til at drikke Castbergs skål i en medicin, som det ellers var umuligt at få ham til at tage. Han veg ikke fra lejet, før døden tog hans ven fra ham.

Selv blev Castberg så stærkt angrebet af sygdommen, at han længe svævede mellem liv og død. Han troede at mærke dødskampen, havde åndenød og lå og bad til sine afdøde venner, at de ville komme og udfri ham af denne tilstand - men to måneder efter rejste han sig fra sygelejet med et helbred som aldrig før.

Den døvstumme grevesøn og den begærlige formynder.

I begyndelsen af forrige århundrede var interessen for de døvstumme vågnet herhjemme. Hertil bidrog ikke mindst Bouillys drama om den i Pyrenæerne fundne unge døvstumme, som man mente var en søn af grev Solar og således arving til dennes gods. Stykket, der var blevet en succes i Berlin og Wien, gik i København under navnet "Den Døvstumme" og bragte publikum til rørelse over den stakkels døvstumme, der som en anden Mignon kommer til sin faders slot og genkender det, men frister den tragiske skæbne at blive forstødt af den begærlige og onde formynder. Samtidig prøvede man galvanisme som lægemiddel mod døvstumhed. Castberg påviste, at kuren med galvaniske plader var en tortur for de døvstumme, og dermed kom han selv ind på overvejelser vedrørende de døvstummes fremhjælpning, således at de kunne blive nyttige borgere i samfundet.

Med en offentlig understøttelse foretog han en studierejse til udlandets døvstummeinstitutter i årene 1803-05, og efter sin hjemkomst tog han straks fat på den gerning, der skulle fylde hans liv, at gøre de døvstumme ad opdragelsens vej til forstandige og nyttige mennesker.

To døvstumme fattighusbørn som Castbergs første elever.

Castbergs første elever, som han underviste gratis, var to københavnske drenge fra fattighuset, huset, den ene døvfødt, den anden døv fra det fjerde år, og efter et halvt års forløb var han nået så vidt, at han kunne Indbyde kyndige mænd til at overvære en prøve. Dagbladet "Dagen" skriver efter denne prøve bl. a.:

"Castberg brugte Fingersprog, Skriftsprog og Tonesprog tillige, det sidste for det meste af den Aarsag, at det for Eleven letter Skriftsproget. Om hans Metodes Fortrinlighed, hans Gaver til at undervise og Nytten af hans Rejse gav de næsten utrolige Fremskridt, hans Elever i den korte Tid af ikke fulde 7 Maaneder har gjort, det bedste Bevis. De vidste ved Tale saa vel som ved Skrift at udtrykke omtrent 300 Genstande, tillægge flere af disse rigtigt Prædikat, kendte Tallenes Brug, skrev Ordene godt og ortografisk, kort sagt, de gav i det hele Prøver paa, at de grundig forstod det, hvori de havde modtaget Undervisning.«

Efter dette heldige forsøg åbnede han den 28. januar 1806 en skole med 8 elever, og 17. april året efter gav kongen fundats, hvorved Det kgl. Døvstumme-Institut i København oprettedes med Castberg som Forstander.

Skolepligt for alle døvstumme.

Castberg blev en god forstander for instituttet, hvis fremgang altid lå ham på sinde, og han blev som en fader for de døvstumme. Hele ledelsen var lagt i hans hånd, man havde ubegrænset tillid til ham og var villig til at strække sig langt for at gennemføre hans idéer. Foruden at varetage ledelsen måtte han som fagmand være lærernes lærer og selv træde ind i rækken som førstelærer. Han måtte lede håndarbejdet, Ikke blot bestemme dets karakter, men også personlig styre værkstederne, han var instituttets læge, og han var dets økonom, og han førte dets korrespondance.

Blandt de første reformer, der blev til stor velsignelse for de døvstumme fra hele landet, var indførelsen af skolepligt for alle døvstumme. Castbergs ry gik viden om lande og førte til, at han i årene 1817þ-19 var meddirektør for det kgl. Institut for Døvstumme og Blinde i Stockholm.

En trist afslutning på et frugtbart liv.

I 18 år var Castberg enehersker på Døvstummeinstitutet, hvorfra der i dette tidsrum var dimitteret 100 døvstumme. Instituttet, der nu havde 52 elever, havde i det hele - siger kancelliet i en forestilling til kongen den 13. januar 1823 - "fyldestgjort de Forventninger, man turde nære ved at se den sat under en Mands Bestyrelse som Hr. Professor Castberg, der Ikke alene ved kongelig Gavmildhed var sat i Stand til ogsaa i Udlandet at gøre sig nøje bekendt med Døvstummes Undervisning og Behandling, men tillige forenede heldige Naturanlæg med varm Interesse for Sagen og gode medicinske Kundskaber." Alligevel munder denne forestilling ud i, at man ønsker at tage tøjlerne fra Castberg og udnævne en direktion, som skal føre tilsyn med instituttet, idet kancelliet i den seneste tid har "fundet sig foranlediget til at befrygte, at Professor Castbergs huslige Forfatning og økonomiske Omstændigheder maatte kunne sløve hans Aandskraft og svække hans fordums heldige Virksomhed".

Kongen bifaldt kancelliets forestilling, og direktionen blev udnævnt med Kammerjunker, Major v. Abrahamson i spidsen.

Det var en forfærdelig ydmygelse for Castberg, og han overlevede den da heller ikke længere end et par måneder. Den 30. april samme år døde han efter 4 dages sygelighed, kun 43 år gammel.

Fra alle sider, i pressen, blandt pædagoger, blandt læger osv. beklagede man Castbergs tidlige død, Ja, selv fra kancelliet lød der nu kun anerkendende ord om hans virksomhed. Men vi vil her lade en af de døvstumme tale, vi vil give ordet til den døvstumme lærer Garn, som var blandt de ældste elever og boede hos Castberg. Han fortæller følgende om forstanderens død:

"Den sidste Formiddag kom den syge Castberg op og gik ned i Skolestuerne og saa paa vor Undervisning i alle Klasserne. Vi beklagede ham med oprigtig Sorg. Derpaa gik han hen til Vinduet og saa. ud derigennem paa Gaden. Han havde vistnok i Forvejen mærket, hvor nær hans Død var. Nu gik han op igen paa sin Sal og lagde sig igen i sin Sofa. Jeg satte mig til at læse paa mine Lektier i Stuen ved Siden af. Om Eftermiddagen Kl. 4 døde han blidt og i Ro i Sofaen. Lærer Bentsen kom derned for at se til ham og fandt ham død. Han blev da baaret til sin Seng, hans Lig var dog ej stift, men bøjeligt. Da Eleverne erfarede hans Død blev de meget bedrøvede, og vi følte et stort Savn over vor faderlige Castberg. En a to Dage efter mærkedes, at hans Ansigt smilede som et Tegn paa, at han nu var i Glæde og Fred hos Herren, Gud, det haaber vi ogsaa, thi han havde i Sandhed plejet os med Kærlighed og behandlet os saa godt, som om vi var hans egne Børn."

Vidar Bruun

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. juli 1929).