Spørgsmål om det stemplede Papirs Kontor

Da det vel for tiden ikke lader sig gøre at se det stemplede papirs udvalg flyttet hen til midten af byen, hvor dog sikkert alle den hele by vedkommende offentlige kontorer burde lægges, så ønskede man dog den tjeneste bevist mod publikum, at der blev ophængt et skønt stort, iøjnefaldende skilt uden for den dør i Krystalgade, hvorigennem man nu, først efter megen spekulation og fejlgåen til andre døre, på denne møgbeskidte mur, opdager et skilt hængende langt inde i gården på et stakit. 

Stempletpapirsskatten er en alt erhverv ikke så lidt betyngende skat, og det bør ikke gøres umageligt og ubehageligt at betale den.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 618-619)

Ifølge Kraks Vejviser for 1799 lå der et "Stempelpapier Forhandlings-Contoir" på hjørnet af Skidestræde (Krystalgade) og Nørregade. Der er formentlig tale om hjørnet hvor universitet holder til nu.

Spørgsmaal til Theaterdirektionen.

Kunne den store lysekrone med lampen som hænger på det kongelige Komediehus lige over parterret, ikke forandres til at gå lidt højere op? For idet at den går op og den grønne skærm falder ned om den for at skygge, borttages hele prospektet af teatret for de tilskuere som er i den øverste store loge lige for teatret, da vist 30 til 40 personer næppe ser den halve forestilling af hvad der ageres som de dog er lige berettiget til da de lige såvel som alle de øvrige tilskuere betaler deres plads. Ja ofte meget dyrere på grund af det fatale opløb som sker af soldater der ofte driver billetten til 3 til 4 mark stykket som Komediehuset sælger for 24 skilling.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 616-617) 

Kirkeudseen.

Mon man tør håbe at Nikolaj Kirkes ruiner bliver nedrevet og derimod kirken på Amalienborg opført efter Harsdorffs plan? For ikke at tale om at nogen vel turde påstå at der på det strøg i byen hvor Nikolaj Kirke lå, ikke behøves nogen kirke, så var det desuden for det kongelige herskabs skyld rigtigt at Amalienborgs Kirken blev fuldført og indviet til hofkirke, da det efter al rimelighed vil vare længe om det nogensinde sker, inden Christiansborg Slot indrettes til beboelse for kongen, og at bygge to kirker vil dog ingen for alvor forlange. Desuden kan den nye kirke blive skøn, men hvis hånd kan omdanne Nikolaj Kirkes gotiske mure uden skændige bekostninger, til nogen skøn bygning. Og det var dog på høje tid at man sørgede noget for skøn bygningskunsts udøvelse hos os.

Den del af kirkegården som ligger ud til Ulkegade og strækker sig om til urtekræmmer Møllers hus i Lille Kongensgade burde anvendes til bygninger eller sælges til de tilstødende grundejere, da den således som den ligger nu, kun er til vansir.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 615-616) 

Om Ligbegjængelsen paa lille Kjøbmagergade den 14 Jan. d. A.

Det er nu nogle år siden at flere af Københavns lærde og menneskekærlige medborgere offentligt førte en gavnlig tvist om de rigtigste og bedste midler til at forebygge at intet menneske blev levende begravet. I denne tvist blev det afgjort at der i videnskabernes årbøger findes mangfoldige uimodsigelige beviser for at flere mennesker skrækkeligt er blevet offer for de efterlevendes skammelige ligegyldighed eller sørgelige uvidenhed. Det blev fremdeles afgjort at der kun findes et middel hvorved den levende kan undgå at blive udsat for denne rædselsfulde skæbne, nemlig ved at gemmes indtil forrådnelsen som det eneste sikre kendetegn på at den virkelige død har indfundet sig i legemet.

At denne genstand fortjener regeringens opmærksomhed og ikke kan lægges medborgerne nær nok på hjertet, derom minder os nu atter ligbegængelsen på lille Købmagergade den 14. januar hvilket blandt alle folkeklasser vakte så megen sensation.

Som et lyn for rygtet omkring og forkyndte: at en middelaldrende mand af stærk legemsbygning som midt i vennelag 3 dage før (den 10. mod midnat) var pludselig hensovet i et fremmed hus, befandtes den 14. om formiddagen, da ligvogning allerede holdt for hans hus og ligfølgen var samlet, endnu uden alle overbevisende kendetegn på forrådnelse, og så ganske lig skindød at flere læger var af ulige tanker om man med frelst samvittighed turde begrave ham eller ikke.

Det er et tegn på vor tids stigende oplysning og gør vedkommende ære at de ikke var ligegyldige herved. For at komme ud af den sørgelige uvished gjorde de hvad de anså for pligt: de lod stadsfysikus hente for at erfare hans pligtmæssige betænkning. Hvad denne mand har sagt, ved vi ikke, men at der i hans ord må have ligget den mening at den hensovede virkelig var død, det udleder vi af at denne straks efter blev jordet.

Da denne sag især for sine følgers skyld, er af yderste vigtighed, da enhver må ønske sig forvisset om at hans efterlevende ikke på enkelt mands vilkårlige udsagn eller mening ofrer ham til graven, før de har den fulde overbevisning om at han er uigenkaldeligt død, før intet mærke savnes som kan vække eller efterlade selv den mindste tvivl; da disse mærker desuden er så klare, så tydelige og påfaldende at man ikke behøver at være læge, men kun i besiddelse af sine sanser, for at kende legemets fremadskridende forrådnelse som alene kan give fuld overbevisning; og da der altså hvor denne fulde overbevisning kan haves, umuligt og allermindst blandt oplyste mænd, kan opstå tvist. Så spørger vi hvilke dødsmærker savnede lægerne som den 14. i lighuset beskuede den hensovede og ytrede den tanke at begravelsen burde udsættes. Og hvilke har derimod bestemt stadsfysiukus til på embeds vegne at give sit samtykke til begravelsen?

Har stadsfysikus, har ligskaren, som var til stede før kisten tilsloges, fundet "fioletrøde striber på ryggen og de dele hvorpå det døde legeme kvilede, grønagtige eller blyfarvede pletter især på underlivet og hemmeligheden, og den begyndende liglugt eller forrådneleseslugt; har han fundet: at en tynd, rødagtig og stinkende væske flød ud af næse og mund osv." Kort sagt, fandt stadsfysikus alle de tegn der efter hans egen underretning om redningsmidler for skindøde, København 1796, § 2 og 3, ene og alene kunne skaffe os overbevisning om menneskenes virkelige død? De læger som var af den mening, at forrådnelsen endnu ikke var kendelig, kunne dog vel umuligt have overset disse for sanserne så tydelige mærker, dersom de virkelig har været til stede? Turde vel stadsfysikus med tryg rolighed, efer Bastholms forslag, have overskåret den henslumredes pulsårer; før han lod låget lægge på kisten? Vi spørger: måske vil stadsfysikus blive os svaret skyldig.

Og nu et ord til jer, medborgere! Hvorlænge vil I, som børn, tumles i lægernes kunstige ledebånd, da I som børnene kunne gå ene? Hvor længe vil I miskende hvad I uden at være indviede i lægernes mysterier, formå ved jeres sunde sanser? Lader ingen hævdet skik, ingen blændende autoritet forlede jer til at nægte jeres henslumrede pårørende det sidste venskabs bevis, I er dem skyldige. Lad det være jer en hellig pligt med egne sanser at overbevises om forrådnelsens tilstedeværelse; da skulle jeres samvittighed være betrygget for at jeres vens, jeres medborgers sidste suk ikke skal udstødes i graven og nedkalde forbandelse over jer. Da skulle I selv blive sikre på at nyde den samme omhu af jeres efterlevende.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 609-614) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 40.

Om den nye Forandring ved Højbro.

Da det nu skal være afgjort at Højbro skal forandres til en vindebro, så måtte det ønskes at vedkommende for alting ikke giver os en så dum og hestemyrdende vindebro som enten Knippelsbro eller Holmens Bro. Det røber enten uvidenhed eller dorsk sledrianskhed at ville påstå at en vindebro ikke kan være horisontal og dog stærk nok til at udholde færdslen endog af vore ulovlige vognmandslæs. Den eneste indvending mod den i disse blade før foreslåede horisontale vindebro som synes at have noget på sig, er den at de under fløjene anbragte stræbere ville forhindre prammes og bådes gennemfart under den lukkede bro. Dog denne indvending falder bort, når man betænker at a) disse stræbere bør anbringes fra midten og ikke fra enden af fløjene. b) Skulle det endog i tilfælde af særdeles vældigt højvande være umuligt for prammene at komme under stræberne, da er herfor et meget godt råd at prammene venter til vandet falder. Må dog så mange gående og kørende ofte med større tab vente til broen lades ned igen, når den for et fartøjs skyld er lukket op. Pramførernes lille tidsspilde opvejes dog vel af 100 hestes værd som årlig nu får deres banemen på disse abderitiske broer.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 38, den 12. januar 1799, side 605-606)