30 juli 2014

Noget om Vejfred m. m.

Min legemsbeskaffenhed kræver megen og stærk bevægelse i fri luft. For at få denne har jeg altid måttet bruge mine ben siden jeg aldrig har været i stand til enten at holde eller leje nogen slags anden befordring. Efter et ophold i København på næsten 20 år har jeg derfor haft mere end rigelig lejlighed til at gøre en del praktiske anmærkninger over den sikkerhed og bekvemhed som fodgængere har både i og omkring hovedstaden. Således er min galde ofte blevet pirret når jeg træt af en lang vandring har listet mig hjem langs med de usle gangstier på vores brede landeveje og kun alt for tæt, endog når den alfare vej er ganske tør og ren har mødt en rytter efter den anden anden på disse gangstier, og det ikke blot de såkaldte Tårbæksjunkere, men endog mænd for hvis talenter, karakter og charge jeg i øvrigt har al mulig højagtelse. Skønt det nu hidtil altid er lykkedes mig at få disse herrer til uden sværdslag at vige op af fodstien har jeg til min store ærgrelse dog set at de straks er bøjet ned igen. Derved bliver nu den fodgængerne levnede smalle pasage ikke alene temmelig usikker, men stien selv bliver bestandig mere udhulet af hestehoven og følgelig ubekvem. Desuden efterlader hesten hyppigt andre spor som hverken er behagelige for øjne, næse eller fødder. Ligeledes har det ikke undgået min opmærksomhed hvorledes unge ved vejen plantede træer er dels ganske afbrækket, dels højst beskadigede. Ved sådant syn har mine hænder altid uvilkårligt knyttet sig, og det hjertelige ønske er opstået hos mig at jeg dog engang måtte overrumple sådan en nidding på fersk gerning, da jeg vist tror at få ham til at love aldrig mere at gøre det. 

Ådsler og anden vellugt på de offentlige veje er just heller ikke sjældne. Men alt dette som i forbigående. Derimod må jeg fortælle noget som for ganske nylig satte mig i fuld fyr og flamme. Sidste 12. december medbragte klar himmel og behageligt stille frostvejr - sådan god lejlighed måtte ikke slippe unyttet. Om eftermiddagen tager jeg derfor en tur ad Strandvejen, op forbi Eriksens have i tanke at gå Bernstorfsvejen hjem. Men se! Da jeg kommer til den sidste gård mod Lundehuset, springer tre hunde, hvoraf især de to var meget store og ikke mindre glubske, ud mod mig på vejen og forbød mig at komme videre. Der var altså intet andet for end baglæns og så forsigtigt som muligt at dække sin retirade med frosne jordklumper og deslige, hvor efter jeg meget mod min vilje måtte trække samme vej tilbage jeg var kommet. Hvad der ville være sket hvis et fruentimmer eller andet frygtsomt menneske havde truffet disse hunde og givet sig til at løbe, er vel ikke vanskeligt at gætte. Men slap man endog med skrækken og den misfornøjelse at måtte vende næsen om igen, er det derfor ikke mindre sandt at et sådant overfald af bidske hunde på en almindelig vej er ganske utålelig. 

Jeg vil derfor herved have den gårdbruger (hvis navn og stand er mig ubekendt) på det alvorligste advaret om at holde sine hunde således indelukket eller bundne at de ikke kan forulejlige den rolige forbigående. Skulle han hverken af agt for og skånsomhed med sine medmenensker eller af ømhed for sine hunde, overtale sig til at opfylde dette rimelige ønske, må han selv tilstkrive sig de mulige og fortjente følger.

Citadellet Frederikshavn, den 16. december 1799.
J. Schousboe.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1377-1380)


Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Schousboe, regimentskvartermester i Citadellet, Elephantstokken, se Krak for 1799. Ligesom beskrivelsen i denne liste passer godt på ham: Johan Christian Schousboe (1763-1818). Cand. jur. regimentskvartermester og auditør ved 2. Sjællandske Batteri let Infanteri. Overkrigskommissær 1806. Afskediget 18.8.1807.

29 juli 2014

Theateruskikke

1) Alt for mange personer bliver indladt på parterret. Denne virkelig stygge uskik som aldrig ville blive tålt hvis teatret var i privat eje, bør heller ikke tåles af direktionen for kongens. For når kongen som teaterholder sælger mig en parterrebillet for mine 2 mark, har jeg rettighed til en tilstrækkelig plads på hans parterre.

2) Den forunderlige hyssen af mange personer på engang så snart en næse syndes eller en nysen høres. Denne uvane som især en del unge dramaturger udmærker sig ved, er så meget mere tåbelig som den forøger det onde man vil hæmme.

3) En del spilleres og spillerinders sparsomhed på mæle. Denne fejl er egentlig moder til den foregående og overmåde ærgerlig. Var det ikke muligt at instruktørerne ville underrette disse lønnede hviskere og hvæsere at ikke blot parketgængeren, men selv den nærmest ved døren stående parterrist har ret til at kræve hvert ord så tydeligt talt at det kan høres og forstås.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1374-1375)

Et Par Ord til alle Klæde- Hof- Galanteri-Isenkræmmere o.a.fl.

Det er så almindeligt når man ser et nyt mon anskaffet af en god ven, at spørge hvor han har købt det og hvad det har kostet. Det sidste er man især nysgerrig efter når man hører at det er købt på samme sted hvor man selv har gjort lignende indkøb. Og der er næppe mange af læserne som jo ved af erfaring hvor ubehageligt det er at erfare at den ting man selv på sælgerens forsikring har anskaffet sig for den nøjeste pris, er fået af andre for en betydelig mindre.

Det er forunderligt at meget agtværdige mænd kan ved opdragelse og vanen være gjort ufølsomme for det lave, det dobbelttungede der er i at sælge en og den samme ting, på en og samme tid, til forskelige priser. At mænd hvis ord i betydelige, mange tusinde dalere gældende affærer antages som den helligste sikkerhed, mænd der sætter den højeste pris på redelighed og sanddruhed, hele tiden kan føre disse ord på tungen: Jeg kan ikke sælge det billigere - det koster mig selv mere - jeg sælger det med tab for ikke at lade en god kunde gå fra mig; jeg overlod det ikke for den pris til nogen anden - og utallige sådanne glatløbende talemåder mens de dog sælger ringere, dog profitere ved at sælge dog, dog på øjeblikket er rede at bevise enhver anden bodgæst den samme udmærkende tjeneste.

Man siger for et ordsprog: når narre kommer til torvs, så får kræmmeren penge. Men man siger mig hvem denne talemåde er mest vanærende, enten for narren eller kræmmeren. Sikkert bliver det den sidste. For narren skader kun sig selv, men den der benytter sig af hans uvidenhed for at optrække ham, det vil sige at lade ham betale en eneste skilling mere end anden, gør det som kaldes bedrageri og som næppe bliver noget bedre fordi det er adopteret og bragt i system af en hel klasse agtværdige handlende.

Men det er ikke narren alene der taber. Hvor mange skønne mænd der ikke er opdraget ved handelen, er vel i stand til eller gider besværet med at prutte eller tinge? Mange købere ynkes hjertelig over sælgeren der så ædelmodig selv taber på sine varer for hans skyld og nænnede for alverden ikke at byde en skilling mindre. Og bør han lide for denne ynk, denne godtroenhed?

Enhver upartisk vil vel tilstå at det er skadeligt for et folks moral at sælgere ikke har deres bestemte priser, at de for at få det mest muligt, tåler sig i i usandheder og tror at disse hører til næringen, og bør vi da ikke ønske en skik afskaffet der desuden har så meget andet mod sig.

I England siger man, har alle handlende deres bestemte priser og taber ikke ved det. Alle fabrikker og manufaktører her har bestemte priser, og taber ikke ved det. Vores urtekræmmere, boghandlere o. fl. har bestemte priser og taber ikke ved det. Selv af isenkræmmere har Serup og Puirary i Adelgade bestemte priser, og befinder sig vel ved det. Hvorfor skulle det da ikke kunne blive en almindelig brug, uden tab for nogen og til vinding for det hele.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1370-1373)

Vindbyholt Kro forbedret.

Den misfornøjelse som ytres i Deres blad nr. 67 over Vindbyholts kros indvortes samt udvortes dårlige forfatning og beværtning, er ikke undgået vedbørlig opmærksomhed. For hr. kammerherre og amtmand Bjelke anmodede straks værgerne for Lindersvold umyndige stamherre at påse nævnte kros bygninger bekvemmelig indrettet. Og jeg som stedets politimester ikke alene gav madam Gielf, værtinden samme steds, alvorlig erindring om altid at være forsynet med gode spise- og drikkevarer, men har også ladet opslå en takst hvorefter det fornødne skal sælges så man tør håbe på berørte måde at have hævet en uorden der ikke var mindre fornærmende mod rejsende end staten i almindelighed.

Store Heddinge d. 4 december 1799

Adam Caspar v. Holstein.
Herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1367-1368)


Redacteurens Anmærkning

Der blev klaget over Vindbyholt Kro i nr. 67, 3. august 1799.

Adam Caspar von Holstein (1741-1817) var byfoged i Store-Heddinge 1766-1790, herredsfoged i Stevns og Fakse Herreder 1766-1801 og byskriver i Store Heddinge 1766-1790. Han var far til den mere kendte officer, hofmand, teaterchef Frederik v. Holstein (1771-1853) som fik en gade opkaldt efter sig på Østerbro i København. 

Om Vejen ved Storehedinge til Gjensvar paa Politivennen No. 85, samme Materie angaaende.

Mener anmelderen Store Heddinge gader når han taler om dens vejstrækninger der er i meget dårlig forfatning, kan han for så vidt have ret, de [] ndre småbyers gader, men sku [] de landeveje der fører til Store Heddinge, da tager han mærkelig fejl, når [] er om disse at der på nogle strækninger ikke findes spor til fyld, men store brosten kastet oven på hinanden.

Det er bekendt af enhver rejsende og enhver indbygger i herredet med hvor megen påpasselighed og flid herredsfogden von Holstein har ladet sig landevejene være magtpåliggende. I en tid af henved 30 år er næppe noget år gået over at der jo er sket påfyldning på landevejen, ja endog på biveje. Og man måtte ønske at enhver vej i landet, endog der hvor bompenge betales, var så fremkommelig og fast samt fri for huller som landevejen i Stevns Herred fra prambroen til Store Heddinge.

Jeg har tværtimod ofte hørt de vejstrækninger rose der ligger under herredsfoged von Holsteins jurisdiktion, og i sammenligning med nogle andre herreders veje skal de være kongeveje, en og anden bivej der løber fra Store Heddinge til [] dsby vil jeg ikke tale om. De er som [] lt i det hele land og må endnu [] i Stevns Herred der har en flad [] bund.

Jeg står ikke i nogen forbindelse med herredsfoged von Holstein hvorfor jeg skulle tage hans forsvar når tingen ikke forholder sig således. Men det er en sandhed at samme mand har i hans embedstid gjort sig særdeles fortjent af landevejene som Stevns Herreds indbyggere sikkert med mig vil stadfæste. Det har altid forekommet mig at den der baner en god vej, og vedligeholder samme, gør sig meget fortjent af sine medborgere. Foruden den bekvemmelighed at køre hurtig frem, sikrer han dem køretøj, heste, liv og lemmer og derfor bør man offentlig rose end hver der iagttager disses istandsættelse. Man kan ikke nok så meget opmuntre til at have et opmærksomt øje på alt hvad der kaldes landeveje.¨'

N. H. Weinwich
Literatus.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1361-1364)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er ulæselig sine steder pga blækklatter. Enkelte ord eller dele af ord er faldet ud, markeret med [].

Der kan muligvis være tale om Niels Henrich Weinwich (1755-1829), som angives til at være forfatter, bibliotekar, justits- og etatsråd. Efter Thorvaldsens ankomst til København 3.10.1819 afholdt Weinwich 10.10. et offentligt foredrag om Thorvaldsen – og til hans ære – i det Moltkeske malerigalleri i Bredgade. Weinwich og Thorvaldsen kan muligvis også have kendt hinanden i tiden før billedhuggerens afrejse til Italien i 1796, se brev af 13.7.1797. Weinwich udgav skrifter om kunst, bl.a. kataloger over malerisamlinger i Danmark som fx den Moltkeske (1818) og to leksika over dansk-norske kunstnere (1811) og skandinaviske kunstnere (1829). Et eksempel på hans artikler findes i Minerva, s. 207-212