En Sukkertyve-Bande.

(Udtog af et brev fra St. Croix)

Den særlige undervægt som befindes på mange fade sukker i København, især når sukkerne kommer dertil med en kaptajn herfra, som sjælden gør rejsen, giver mig anledning at tro rygtet som siger at vores sukker ved udlosningen af sjovere behandles som prisgods eller strandede varer der ikke tilhører nogen, og at disse på grund af til arbejde udfordrende kræfter har vidst at gøre sig så frygtede at ingen betjent som skulle påse losningens rigtighed, tør hindre dem at bære deres tyvekoster fra skivet, endog ved højlys dag. Vel burde man tro at styrmanden som har opsigt i lasten, kunne forebygge det. Men denne, siger man, må tie af samme årsag som betjenten, nemlig af frygt for at blive kastet over Knippelsbro en aften eller også at blive slået fordærvet. Imellem skal der også findes styrmænd som er så dårlige at de tager del i tyveriet med sjoverne, og da bliver tabet for afladerne særdeles betydeligt. Man burde imidlertid tvivle om sådant kunne ske i en vel regeret stad, dersom man ikke ved at efterse sine kommissionærers forhandlingsregninger fandt, at betydeligt må være forkommet inden sukkerne kom under deres værge, og at samme iblandt er så meget at man finder at have tabt på sine sukkere hvor man efter rigtig kalkulation burde have vundet. Forunderligt er det at sådanne tyvekoster kan blive solgt uden opmærksomhed. At tro de i nærheden af lossepladserne værende værtshuskældre skulle være oplagene for sådanne stjålne sukkere, indtil de efterhånden lod sig transportere ind i byen, bør man ikke da man derved kunne fornærme uskyldige. Der må imidlertid gives hælere, uden disse blev intet stjålet. Samme burde straffes endnu hårdere end tyvene, og synes mig at Københavns indbyggeres egen sikkerhed udfordrede at se sådant tyveri forebygget i tide, da det let ellers kunne tage således overhånd i en stad hvor der findes så mange håndfaste lediggængere at ingen mere var sikker på sin ejendom når tyvene blot ved at true vedkommende, som ville hindre dem i at stjæle, kunne gøre alt hvad de ville.

Politiet må ufejlbarlig være ganske uvidende om sådant sukkertyveri. Det ville ellers ingen umage spare for at få samme ganske standset.

 *   *   *

Udgiveren er vis på at denne angivelse endog er meget for mild. Han formoder at man på St. Croix endnu ikke har efterretning om denne forargelige sukkertyvesag som for ikke meget længe siden var for politiretten. Han kan ikke nægte at han havde ønsket at dommerne måtte have fundet sig beføjede til en langt strengere dom.
Han forvisser sig om at vedkommende officerer ville sætte de troeste karle til skildvagtsposterne. Og af vores politi lover han sagen al mulig opmærksomhed. Ligesom denne bandes videre fremskridt eller afstraffelse sikkert i dette blad skal blive bekendtgjort almenheden.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1548-1551) 

Advarsel imod jammerlige Tørv.

På Frederiksberg er en mand ved navn Kjær som bevisligt sælger folk våde tørv, og af den beskaffenhed at de snarere ligner jord end tørv. Er der ingen straf for sådan handlemåde fastsat ved loven, da burde det virkelig være det. I det mindste skulle herved andre advares fra at give dette menneke 3 rigsdaler 3 mark for et læs rent ud sagt ubrugelig jord.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1548) 

Uordner i Peder Hvidtfeldtsstræde

P. M.

Den nytte, som De min herre søger at stifte ved deres blad, Politivennen kaldet, lader mig håbe at dette mit bidrag ikke er Dem uvedkommende!

1) Blandt de fire danseboder, som Peder Hvitfeldts Stræde er så overflødig beriget med, udmærker den ene sig i særdeleshed med en tromme, hvis fæle buldren forenet med en violins skurende toner, i sandhed frembringer en yndig harmoni. Dog, på et tidspunkt, da man sædvanligvis ønsker ro til at sove, morer denne harmoni mig overhovedet ikke. Jeg er derfor blevet så skeptisk, at jeg ikke tror, det kan være god politiorden, når man kl. 11 og undertiden senere, vækker sovende af deres rolige søvn med en trommes buldren. Når man ved nattetid hører en tromme, bliver man sædvanligvis foruroliget: Det er signal for ildebrand - og selvom det nu ikke er sådan, så vender den afbrudte søvn ikke så hurtigt tilbage.

Da jeg natten mellem den 24. og 24. fandt mig vækket på denne måde af en baltromme, overbeviste jeg mig selv om at der var fred og ingen fare, og tænkte hvordan jeg bedst kunne gøre et vågent politi opmærksomt på denne uorden. Deres blad faldt mig i tankerne. Herligt! tænkte jeg - og gratulerede straks mig til en roligere søvn i fremtiden!

2) Man ser ofte i Peder Hvidtfeldts Stræde en samling af ørkesløse drenge (som størstedelen er i den alder, at de både kunne og burde lære noget nyttigere) som med banden og støjen fortsætter deres  skillingsspil, hvilket undertiden ender i et mindre slagsmål.

Kamp
Litteratus

(Politivennen 1. marts 1800, Hæfte 8, nr. 97, s. 1539-1541)

Peder Hvitfeldts Stræde. Her lå adskillige larmende danseboder. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Irettesættelse fra Stege paa Møen.

Til Politivennen!

De har på mere end et sted i Deres blade påtalt den urenlighed hvori de danske købstæder ligger nedsunket. De har fuldkommen ret til at føre anke herover ved mange og på meget få nær, hos de fleste af disse småbyer, der hos andre nationer næppe ville hedde flækker og som vi kalder stæder.

Men over dem alle, ganske uden undtagelse, lader klagen sig ikke føre. For jeg kender i det mindste en lille købstad som har meget rene gader, og det er (tak være vores årvågne byfoged Jørgensen) staden Stege på Møn. Jeg skulle ikke have nødig at gøre denne undtagelse her, dersom Stege ikke lå så afsides. For havde dens lægd været på de store veje til Tyskland eller Sverige hvor rejsende hele tiden farer, så var denne prisværdige omstændighed alt for lang tid siden blevet anmærket i rejsebeskrivelser.

Imidlertid fandt jeg hos mig så meget stærkere krav til at nævne offentlig såvel tingen som manden ved hvem den er bevirket som det langt fra ikke er en gængs ting enten på vores ø eller på naboøen Falster at træffe gode og rene veje, eller udmærket nidkærhed for at forbedre dem. Enhver som har rejst på disse øer, ved at vejene er sataniske. Skylden derfor kastes snart på denne snart på den anden. Imidlertid må den rejsende lide der så fuldt brækker sin vogn i en hullet vej eller udaser sine heste i en ælte, enten generalkommissionen eller amtmanden, eller herredsfogden er den hvis forsømmelse er grunden til det onde.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1537-1539) 

Uordener.

Politivennen har før vist skadeligheden af at det tillades dragere at stå som skildvagter på deres håndtering på  fortorvet ved hjørnerne, ikke alene ørkesløse, men til hinder for gående, og til anledning til usædelige optrin med forbigående tjenestepiger. Udgiveren foreslog dengang et middel mod det der forekom ham antageligt, nemlig at kun indskrevne og nummererede folk måtte køre med bør, og at disse kunne bestilles og træffes i visse kældre, uden for hvilke et skilt af en forgyldt bærebør blev ophængt. Skulle dette forslag ikke mod forventning kunne opfyldes, så ønskede man dog at politimesteren ville gøre to ting: 1) anvise børs-dragerne visse pladser at stå på hvor de ikke var i vejen, for alting intet hjørne. 2) hvis han tillader dem som nu at sætte børen op til husene, hvorved fortorvet mindskes, at han da vil befale dem at vende de skidne ben af børen ind mod muren og ikke ud til gåendes klæder.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1535-1536)