Det mærkeligste Vandhus i hele København

Således kan man nu med rette kalde Rundetårn. To gange tidligere er forgæves talt om det væmmelige svineri, som finder sted inden i denne tårnbygning. Svineriet er nu steget til den største højde. Dette kommer dels fra drenge, som man hele dagen igennem møder ledige og dagdrivere, dels fra mennesker der langt fra hjemmet føler sig trængende idet de kommer i tårnets nabolag, og altså tager tilflugt derhen. Disse ækle spor beviser sammen med alle vores porte, kirkegårde og enhver gadevinkel, at man i en stor stad bør have offentlige vandhuse på mange steder.

Hvor ulækkert det nu er for enhver, der stiger op i tårnet at passere sådanne fra mere end en persons væmmelige levninger, før man kan nyde udsigten over staden, behøver ingen forklaring. Og hvor ydmygende er det ikke, at gå ved siden af en fremmed, der forbavses over bygningens foresattes ublu skødesløshed, og desuden får et ufordelagtigt billede af nationens renfærdighed, og dens agt for kunstens værker, denne sikre målestok for et folks åndskultur.

Da to under det sorterende stiftelser - observatoriet og universitetsbiblioteket - har adgang gennem tårnet, formoder jeg at universitet er værge for Rundetårn. Det synes højst forunderligt, at så oplyste mænd kunne tillade sådant et skammeligt svineri. Hvis kirkens værger også er tårnets værger, hvilket synes rimeligt, da kirkens mure udvendig endog ved jerntremmer er sikrede for urenlighed, så må de også bebrejdes. Men hvem end tårnets værger er, så er intet rimeligere, end at de både borttager det ophobede skarn. Det kan politimesteren tvinge dem til, og afværge sådan uorden for fremtiden. Ligeledes at det opbrudte gulv og de bortstjålne mursten istandsættes og erstattes på deres bekostning, hvorimod de kunne kræve erstatning af æblekællingen i porten, uden hvis vidende dette tyveri næppe kunne ske, og hvis leje af sit stade kunne være en bidrag til befolkningerne ved tårnets renholdelser.

Endelig opfordres herved mændene justitsråd. og professor Bugge og professor og bibliotekar Nyrup, der daglig i forretninger bestiger tårnet, til at gøre de søvnige værger alvorligt opmærksomme på opgangens rengøring. En sag der ikke kan formodes at være sådanne mænd ligegyldig.

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 98, den 8. marts 1800, s. 1560-1562)

"Dette kommer dels fra drenge, som man hele dagen igennem møder ledige og dagdrivere, dels fra mennesker der langt fra hjemmet føler sig trængende idet de kommer i tårnets nabolag, og altså tager tilflugt derhen." (H. G. F. Holm: Rundetårn, 1830)

Redaktørens Anmærkning.

Nogen syntes at ville gøre noget ved det:

_

Til sommer skal der foretages en hovedreparation med det runde astronomiske tårn. Det bliver udvendigt opmalet med grå vandfarve og indvendig hvidtet. Det derværende køkken bliver henflyttet til et mere passende sted, hvor den kvælende røg og neddryppende sod ikke mere vil vansire bygningen. Det hele får herved et udseende der er dette mærkværdige tårn værdigt. Hr. murmester Thrane har påtaget sig arbejdet. Nu står kun tilbage at ønske at man ved denne lejlighed tillige ville tænke på at forebygge de ofte offentlig påankede pøbeluordner.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 26. april 1806)

Overtroisk Klokkeringen i Nikolaj Tårn

En mand, som bor i nabolaget af Nikolaj Tårn har med forundring lagt mærke til, at ringningen derfra sædvanlig ender med tre gange tre slag, som med noget mellemrum af tid lader sig høre. Denne mand der i almindelighed finder al klokkelyd uskøn, døsig og dovengørende, og i  hvis øjne det ikke var de franske republikaneres største synd, at de lod de mange tusinde klokker forvandles til mønter til bedste for statskassen, vil vel ikke foreslå vore klokkers afskaffelse, endskønt det er sikkert at København for sine unødvendige klokker kunne anskaffe sig nogle hundrede sprøjter, redningsstiger, en vandkunst og flere til byens frelse højst gavnlige ting. Men dette tror han med største føje kan påstås, at disse instrumenter (om man ellers således vil kalde et lydredskab hvis en tone, ubekvemhed og øvrige egenskaber røber råheden af den alder det opfandtes i, og hvortil det var pavedømmets hensigt at menneskeheden atter skulle nedtrykkes) i det ringeste ikke bidrager til overtro eller mystiske begrebers opvækkelse. Tårnvægterne kunne derfor af hans foresatte betydes at forandre sin final.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8. marts 1800, s. 1558-1559)

Til Teaterbestyrelsen.

Jeg så for nogle dage siden i Komediehusets forsal at en mandsperson bragte en dame der skulle op i første pladsloge, og som var fremmed og altså ikke kunne finde vej alene. Ledsageren blev ved den venstre dør skubbet tilbage af en af teatrets betjente fordi han ikke selv havde billet. Han bad altså denne dørvogter selv eller ved en anden at ledsage hende til pladsen. Men nej, efter et langt mundhuggeri traf det sig så hensigt at en bekendt af den første mandsperson gik op og tog damen med.

Kunne der ikke træffes en indretning som i sådanne tilfælde var mindre stødende? Hvis ellers denne dørvogters forhold hvad jeg ikke ved, var indretningsmæssigt?

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1557-1558) 

Nogle Ord om vore uendeligen mange Hunde.

Det er ikke overflødigt at tale om hundes galskav der dog ikke bør blandes med hydrofobi, men yttrer sig ved symptomata der kunne føre til det: disse kendetegn har på en tid utroligt meget tiltaget i hovedstaden. Således som i forrige tider blot aldrende jomfruer eller matroner, ser man nu næsten hver mand med en eller to hundre i hælene. Man går i forretninger, i selskab, på Børsen, inden og udenfor porten altid med hunde. I en af byens klubber ser man sig nødsaget til at gøre forslag til en aparte konversationsstue for disse dyr hvor de uden hinder for de menneskelige medlemmer kan enten loppe, bide eller elske sig, eller lette naturens trang. Håndværkere tager hunde med på arbejde, sælgekællinger har dem med, volden overrendes af dem, udenfor porten træffer man på den pøbel af højere og lavere stand der med fornøjelse ser at man forfølges af deres køtere. Beboerne omkring gaden er så skødesløse at spadserende forsølges et langt stykke vej af deres løsgående hunde. Hvem der har en gård i byen ved at disse sultne dyr kommer ind for at sópsnuse noget, efter at de på gaden har vendt op og ned i møddinger. Om natten når man skulle nyde søvnen, hører man en vedvarende bjæffen. Kort sagt, en almindelig kanomani har hjemme hos os, og hvorfor skulle der intet gøres for at standse en dårlighed der tillige kan blive så farlig at man må gyse over den blotte tanke? Udenlands finder man byer hvor ingen hunde tåles, og her kan vi sikkert antage at der er over tyve tusinde hunde i byen.

Man pålægger liebhaveren at betale årligt 2 rigsdaler for at holde en hold, og af dette pålæg udsætter man præmier for natmændene for at ihjelslå alle dem der træffes på gaden. Så tør vi håbe at have foranstaltet hvad klogskaben byder. Dog lader man natmændene patruljere så tidlig om morgenen at gadedrengene ikke kan opkaste sig til forsvar for hundene. 

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1554-1556) 

Uordener

Ejeren af nr. 10 på hjørnet af Amagertorv og Valkendorfsgade har ikke alene tilladt en amagerkone at sidde på hjørnet (hvor hun sikkert mod tilladelse optager hele fortovet lige ud til rendestenen), men også en anden kone som sælger huer og deslignende at have en butik der. Også denne sidste optager hele bredden af fortovet. Husejeren vil sikkert indse at dette er imod god orden og de gåendes ret.

På det lige overfor liggende huses fortov er ligeledes et helt fjælehus opbygget som ejeren sikkert ikke kan hjemle sig ret til at have stående på det offentliges grund. Hvad ville der ske hvis hver husejer fik i sinde at bygge butikker og potteboder uden for sit hus? Og skal en have større frihed end de andre?

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1551-1552)