Til Politivennen!
Blandt de medynkvækkende og tillige ubehagelig bebrejdende syn som armod, mangel på forsørgelsesanstalter nok, og tør jeg nok sige, national dorskhed alt for hyppig opstillet for os, er dette for min følelse det mest rørende og tillige det mest nedslående, når den førhen raske, utrættelige sømand står for sin medborger med udstrakt hånd eller kummerlig tærende på sidste levning af ejendom, intet større ønske vover end det at opnå plads på et hospital.
Hvor ikke liderlighed og uforbedrelig ødselhed var årsagen, er der oven nævnte syn altid bebrejdende for staten. For enten er det tegn til at sejladsen ligger stille fordi staten er i krig, eller fordi den ikke værner sin handel i fred, eller fordi den ved told og lignende besværer den. Eller det vidner om alt for lidt omsorg for sømandens tarv, i hans svagere år, eller til sømandskab uduelige alder, eller endelig det peger på en dorskhed, en modløshed, en rådvildhed som der altid bør arbejdes mod, og af alle kræfter, af den en stats ror er betroet.
Meget ville være udrettet til vores skønne sømænds værn mod trang når det pålagdes dem uden undtagelse at have indskud i den nyoprettede forsørgelsesanstalt. Dette kunne ske når ethvert skibs redere før det gik under sejl, udbetalte til nævnte anstalt 10 % af hver mands hyre, for den halve tid det var rimeligt at rejsen varede, og når mandskabet ved hjemkomsten fik resten af hyren udbetalt da ligeledes 10 % af denne. Hver sømand fik således en ejendom som 1) bandt ham til fædrelandets skibsfart i stedet for at han nu så hyppig går i fremmed tjeneste hvor han gemenlig bliver optrukken, bestjålet, presset og sætter sit liv til, oven i købet tit i en dårlig sag, uden måske at hans hyre og prispenge nogentid ret udbetales ham, eller kommer hans arvinger til gode. *) 2) kunne han i tilfælde af skibbrud optage det halve af sit tilkommende, og derved rejse sig igen fra dette uheld som hver sømand dog er udsat for. Og 3) ville han når alderen ikke tillod ham længere at fare, af det i hans hele liv fortjente og her frugtbargjorte kunne hæve et årligt skikkeligt udkomme.
Men selv den sømand der ikke længere følte sig stærk nok til at påtage sig en lang rejse, kunne dog ofte når der var mindre døsighed hos os eller frygt for ved et nyt foretagende at blive til grin, foretage sig et og andet som slog ind i hans fag, jeg vil her for et eksempels skyld fremsætte et middel for en, to, tre eller måske flere sømænd til at skaffe sig et skikkeligt levebrød.
Enhver som har sejlet kanalen igennem mellem England og Frankrig og set både fra den engelske side, hyppigt sætte ud, endog flere mil for at bringe de forbisejlende skibe grønt, fersk kød og andre forfriskninger og således tage en told af dem som de er tjent med at erlægge, da begærligheden efter landforfriskninger er hos dem der flere uger har været til søs, så stor at de med glæde betaler den tredobbelte værd - må undres over at aldrig hidtil er faldet nogen dansk sømand eller bådsejer i hovedet at benytte sig af Købehavns herlige beliggenhed til lige fordel. Et år med et andet går 8 til 10.000 skibe gennem sundet. Af disse kommer de fleste forbi københavn Hvor mange af disse så ikke med henrykkelse en båd stikke ud fra staden og lægge sig om borde med fersk kød, grønsel, fisk, malede kaffebønner, sukker, fløde, mælk osv. Hurtigt skilt ved sin lille cargo og velbetalt kunne bådsejerenofte endnu samme dag afsætte endnu en bådfuld. Undertiden ville han kunne få passagerer med sig og tjene på det. En Berlings- eller Adresseavis medtaget var også en afsættelig vare. Og om han brugte fra de kaptajner han havde været hos, på en lille seddel skibets navn, ladning, hjemmehørende, indladnings- og bestemmelsessted samt hvad mærkværdigt kaptajnen havde mødt, da ville sådanne sedler være en vare man om aftenen på vore store købmænds kontorer nok gav noget for. Flere end en båd kunne fra København, ligeoms fra Helsingør skaffe deres driftige ejer et levebrød som ikke var at foragte. Og den aldrende eller lemlæstede sømand der ikke kan vove sig længere, eller få hyre på et koffardiskib,kunne mageligt gøre et par togter ud i strømmen om dagen når han hver nat kunne vederkvæge sig under tag i den lune stue og seng.
*) Det er fx virkelig højst forunderligt at arveparter så sjældent kommer hjem til Danmark og Norge efter de mange på engelske koffardiskibe og orlogsflåde farende fanske og norske sømænd. Det synes overenstemmende med al menneskelig formodning at det i det mindste dør årligt af disse hver 20., da dødeligheden på en fredelig landjord gemenlig borttager hver 30. Antager man nu blot 10.000 danske, norske og holstenske sømænd i engelsk tjeneste, er tal som kun er halvdelen af det overslag man almindeligvis hører gjort, så var dette dog årlig (NB i krigstid) 500 af vores søfarende landsmænd døde på engelske skibe eller i engelsk havn. Rimeligvis og især da de til orlogstjenende, da de ofte ikke i langsommelig tid kommer i land, og altså ikke har lejlighed til at øde, en ting de i forbigående er mindre hengivne til end englænderne, har halvdelen af disse afdøde måneders måske års hyre til gode, uden at regne at mange landsmænd sikkert har været med i de store lejligheder til at gøre uhyre prispenge som denne krig mere end en gang har givet de engelske orlogsmænd og kapere. ed man nu hvor høj månedshyren er i England, så synes det ikke overdrevent at anslå de 250 dødes stervboers tilgodehavende hyre a 3 måneder til 50 rigsdaler. for 12.500 rigsdaler der hvert år i det allerringeste måtte i arveparter udbetales fra England til danske, norske og holstenske arvetagere. Det ville være at udsætte sig for at begå en stor uretfærdighed at beskylde den engelske nation, dens regering eller admiralitet der bedst ved hvor stor en del af den engelske søhæder må tilskrives de danske sømænd, som hvad kækhed, subordination, hårdførhed og ordentlighed angår så fortringlig udmærker sig for middelbar eller umiddelbar at fordølge eller tilbageholde disse arveparter. Umulig at England ville udsætte sig for en skamplet lig den der hviler på det forrige hollandske Ostindiske Kompagni for at have tilladt (regeringen forbød det ikke) det trædske påfund at det til Bataviaskibene af Seelenverkopere leverede mandskab fik andre navne, dem de indskreves under og måtte beholde, hvorved da både inkvisition eller hvervingsmåden og den mulige arvs udførelse var forpurret. Det foreslås imidlertid herved til vores regerings højere bedømmelse om ikke de danske i England tjenende ministre og konsuler burde pålægges at holde bog over alle i England værende på koffardi eller krigsskibe tjenende danske undersåtter der ved en årlig proklamation kunne opfordres til at melde sig, eller i mangel deraf anses som modvillige emigranter der frasagde sig al ret til arv i fædrelandet og til hjælp og beskyttelse af ministre og konsuler. Ved hjælp af denne indregistrering kunne ikke alene fædrelandet med virkning hjemkalde sine sønner i krigstid, men også de døendes efterladenskab påses og som dansk ejendom komme arvingerne her hjemme til gode. Dette ville rigtig nok aldrig ret kunne iværksættes hvor konsulen ikke var indfødt. Men det er et før og af flere omskrevet ønske at vores utrættelige regering må finde gørligt at besætte de så vigtige konsulposter blot med indfødte. Og tør jeg tro at der ikke mere mangler duelige subjekter hertil blandt os end hos andre nationer.
(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 99, den 15. marts 1800, s. 1574-1580)
