Noget i Anledning af hr. Studsgårds Fortælling om en Tildragelse på Nørrefælled

(Svar på en artikel i Politivennen nr. 111, s. 1768) 

En så urigtig forklaring som den i anmeldte nummer anførte om tildragelsen på Nørrefælled den 7. maj d.å. ville ingenlunde tiltrække sig min opmærksomhed, endnu mindre bevæge mig til offentlig retfærdiggørelse, såfremt jeg ikke havde erfaret, at man i flere offentlige blade (se Iversens Avis nr. 74) gentog denne i sig selv så ubetydelige tildragelse, ja endog gav den tilsætninger, som kaster en ufordelagtig skygge på samme. 

Jeg vil derfor her, uden videre omsvøb fremsætte sagens rigtige sammenhæng til oplysning for dem som ikke kender mig personligt, eller er tilbøjelige til at dømme enhver sag ensidig. 

Den 2. eskadron af garden rykkede den 7. maj d.å. ud for at eksercere under min kommando på den mig anviste eksercerplads - Nørrefælled. Straks inden for leddet, som fører dertil, bemærkede jeg at en del børn lå i græsset 4-500 skridt fra samme. Jeg marcherede som sædvanlig den korteste vej henimod Øster Alle, hvor terrænet er fordelagtigt for kavaleriets øvelser. Uden at trække mig til nogen af siderne nærmede jeg mig med eskadronen i skridt det liggende selskab. Ved vores ankomst begav de sig alle af vejen undtagen en midaldrende mand, som til trods blev liggende. Jeg undersøgte straks og fandt at denne hverken ved sygdom eller fuldskab forhindredes fra at rejse sig, og råbte derfor: At såfremt han ikke ville give plads for eskadronens fremmarch, så skulle man ride ham over. Denne trussel frembragte den ønskede virkning. Manden veg stiltiende fra stedet. Men nogle øjeblikke efter kom en anden. Og altså denne sag ganske uvedkommende, mod mig. Og med høj røst og på en trodsig måde fordrede regnskab for min adfærd. Jeg tilkendegav ham at såfremt han vedblev at vise sig usømmelig, så lod jeg ham arrestere, og henviste ham til mine foresatte såfremt han mente sig beføjet til at klage over mig. Han blev derpå mere højrøstet, og for ikke længere at udsætte de militære øvelser for hans skyld, så gav jeg ham et slag, med hånden, til kende at jeg ikke tålte ubeskeden opførsel af nogen. Jeg er soldat og derfor vant til at fatte mig i korthed. Jeg har fortalt hvad som er sket uden at indlade mig i spidsfindigheder eller ordkløveri, hvortil dog, fandtes megen anledning ved nogle i hr. Studsgårds fortælling så upasselig anbragte udtryk. Fx bravour, folkeret o.a.fl. Ved folkeret vil næppe nogen anden forstå den adkomst som Trinitatis skolelærer formener sig at have, til uforstyrret at ligge på Nørrefælled i vejen for et eksercerende korps. 

Flindt 
Kongl. kammerjunker og second ritmester i Livgarden til hest. 

(Politivennen, Hæfte 9, nr. 115. 5. juli 1800, s. 1825-1828) 

Samtale om Kød og Takst

Onsdag den 18. denne måned, da anmelderen kom fra København og gik til sine forretninger på Christianshavn, blev han tilfældigvis opmærksom på noget, som fortjener fleres opmærksom og understøttelse. Mens 2 skibe passerede Knippelsbro, samledes en mængde mennesker. Blandt dem en kone, som så meget bedrøvet ud. Anmelderen spurgte hende om årsagen og hun svarede: Jeg har grund nok til at være bedrøvet. Min mand er arbejdsmand, som må ud tidligt om morgenen, og vi sidder med 3 børn hvoraf det ældste er 7 år gammelt. Føde skal vi have hvor det kommer fra. Brød kunne jeg i dag ikke få på Christianshavn. Det jeg har her, har jeg købt i Stormgade, og kød er det næsten umuligt at få for fattige folk. For i lørdags gik jeg til slagteren og ville have en lille forfjerding lammekød, men tænk, 3 mark 8 skilling! Jeg bød 3 mark, men slagteren tog den og hængte den hen og sagde: Det er bedst hun venter  til vi får taksten. Men så må hun vente længe, for i år bliver det med lammekød ligesom med flæsk, vi vil ingen takst have på det.

Vi kom nu over broen. Vil han se, sagde hun, en fjerding lammekød, som jeg har givet 2 mark. 12 skilling for hos kongens slagter. Han må tro det er en meget skikkelig madame, men det er så langt derned, og jeg er så bange for at mine børn skal komme noget til. For den ældste skulle passe dem, og hun kan dog kun regnes for et barn.

Forfatteren foreslog hende til at sende det lille pigebarn på 7 år i slagterboden på Christianshavn, da slagteren måske ville være så retsindig og medlidende at give barnet et godt stykke kød for den anordnede takst. Nej, det har jeg forsøgt en gang, sagde konen, og om jeg slog tøsen ihjel fik jeg hende ikke i slagterboden. For nu skal han se, ifald han går den vej, hvilke folk der er for at passe på kødet, og desforuden har hver slagter 2-3 hunde, som kunne kyse selv en husar. Sagtens et barn eller en tjenestepige. Her forlod forfatteren konen og gjorde følgende anmærkninger:

Han fandt på det såkaldte Børnehustorv 3 grundmurede slagterboder (forfædrenes hensigt havde været god). I den ene bod hængte et lam, i den anden to, og den tredje var en marskandiser. Forfatteren spurgte en mand hvor mange slagtere der havde lejet disse boder. Såvidt jeg ved har en de to, da Gud ved han kunne have nok i den ene. Den tredje har for en tid været tom. Men det siges, at Magistraten har givet en marskandiser lov til at oprejse et møbelmagasin langs bag med slagterboderne og at benytte sig af den ene bod til at handle i. Den anden slagter handler i en bræddebod lige over for denne.

Hvorfor ikke ved siden af ham eller op imod Knippelsbro som i mange måder er mere gavnligt for Christianshavns indbyggere og søfok? To slagtere på Christianshavn er alt for lidt til folkemængden. Sæt at: Københavns og Christianshavns folkemængde er 80-90.000 da kan det ikke være helt galt, når man sætter Christianshavns indbyggere til  1/6-del, og disse er på en vis måde tvunget til at lade sig diktere priser og nøjes med de varer som 2 mænd finder for godt at bestemme. Det fordi de ved at folk ikke kan gå til 3. mænd uden meget besvær. Hvor stort er ikke disses fordel i sammenligning med den mængde af slagtere som findes på Kongens Nytorv, Ulfeldtsplads Skindergade, Gammeltorv og ved Stranden! Og alle disse lever dog af deres håndværk, og svarer skat.

En kone, som 2 år har boet på Christianshavns Torv, forsikrede forfatteren, at hun var glad over, at hun var kommet op i byen at bo. For når hun nu ikke kunne få kød hos en slagter så kunne hun hos en anden. Men sådan gik det ikke på Christianshavn. For hver af de to slagtere har 3-4 karle som for det meste ikke bestiller andet end at stå på udkik. En pige, som havde tjent på Christianshavn sagde, at en købmand, som boede på Christianshavn havde givet hende 4 rigsdaler årlig over sin aftalte løn for at gå i byen for at hente kød, for ikke at lade sig foreskrive takst af de 2 slagtere, eller nøjes med det kød, de smed en pige i næven. Hvem kan ikke se, at enten skal en mand lade sig nøje med at give og tage, som bemeldte 2 slagtere finder for godt. Eller han skal undvære sin pige i huset det meste af lørdag formiddag for at gå op til byen for at hente kød. Hvor tungt er det ikke for de som kun har en pige og 2-4 små børn, ses let såvel af enhver som især af slagterne. Det kunne afhjælpes ved at Christianshavn fik fire slagtere, fordelt på flere steder.

Forfatteren spurgte en åbenhjertig slagter, hvorfor de ikke hellere fik deres kødtakst forhøjet end i almindelighed at forhøje dem selv, da magistraten vist var villig til det, når den fandt grund til det. Ja, svarede han, det var en let sag at få, men det vil vi ikke, for når forpagtere og andre opdager det, så ved de ligeså godt som vi andre hvad en stud, en kalv og et lam vejer, og derefter skrue prisen op. Tænker han det var værd at sælge kalvekød for 14 []. Nej, det er den tid vi går op til 18-20.

Med frimodighed og beskedenhed har forfatteren nedsat disse anmærkninger. Ethvert faktum har sin rigtighed (muligt de omtalte hunde, for visse årsagers skyld ikke findes på det sted, hvor konen viste ham den 18. juni) som undersøgelse kan stadfæste, og derfor tør han sikkert håbe at genstanden ikke bliver ubemærket.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1818-1822)

En Tyvefangst.

Mandag aften den 23. juni så et par unge studerende, hr. Schwarts og hr. Schønberg, et menneske springe over plankeværket som går ned til broen uden for Revelinsvagten. Da de forundrede sig over det og altså blev stående stille ovenfor, hørte de to tre mennesker tale med hinanden derned. Den unge Abrahamson kom i det samme til, og da han kendte den vagthavende officer hr. løjtnant Klauman gjorde han ham opmærksom på denne opdagelse. Hr. Klauman lod et par raske karle gå ned med dem, da man ved at stikke omkring i mørke med sabelen fandt en af disse krabater der siden hjælp til at fremtrække endnu to andre. Officeren indgav beretning og besørgede personerne forvaret. Måske vil man ved denne lejlighed komme efter nogle af de mange tyve hvormed København i disse tider er hjemsøgt. Det var at ønske at alle gav agt på de fordægtige personer de møder på deres vej, ellers om fandtes i deres nabolag, da det er umuligt andet end at sådant utøj da efterhånden ganske blev udryddet.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 114. 28 Juni 1800, s 1817-1818)

Spørgsmål om Fisker-Råberne

Man hører daglig fiskerkonerne råbe om morgenen tidlig fx kl. 8 med fisk. Da man ikke ved andet, end at det er forbudt fiskerhandlerskerne inden kl 10 at købe fisk af bådene eller vognene, som bringer samme til byen, så må fiskene, hvormed der råbes så tidlig, logisk set være gamle. Og da sælgerinderne desuagtet altid påstår, at de er friske, så synes det som om de enten (med forbehold for at forbuddet endnu findes) burde forbydes at råbe eller tilholdes at råbe: Gamle fisk! Fisk fra i går! Eller lignende, hvorved da enhver vidste hvad man blev tilbudt.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1815)

Bøn til alle Stadens Maler- og Stenhuggermestere.

Da alle indskrifter på offentlige såvel som private bygninger (de få tilfælde indtagne hvori man bruger bogstaver af metal eller jern) udføres af stenhuggere eller malere, så måtte man ønske at disse håndværksmestre følte sig forbundet til enten ikke at antage folk i lære eller kondition uden de forstod i det mindste at retskrive det danske - eller at holde de engang ansatte folk til at skaffe sig denne kundskab. - eller endelig at lade de indskrifter man bestilte indhugget eller påmalede af dem, forud retskrive af kyndige.

Det var engang måden alle indskrifter var latinske. Det danske sprog der måtte lade sig fortrænge fra hoffet af det franske, og fra armeen af det tyske, fandtes ikke så værdigt til inskriptioner som det bombastiske, løgnagtige latin der endnu i programmer årlig fremgastoneres af akademiets fædre, mens det oversat ord for ord ville beskæmme en skoledreng. Endelig vaktes nationens hendulmende stolthed, hoffet, armeen *) indskrifterne hyldede landets sprog. Men i de sidste ses det styggeste barbari næsten overalt at herske.

Mens alle danske skribenter synes hver at ville have sin ortografi, som en synderlig ting til sin ejendom, lader det som om malerne og stenhuggerne også vil have deres. Og da deres forskrifter står mest til skue, skaffer de sig disciple nok. Arbejdsmanden opdager med et trøstet øje det skønnebræt der således indbyder ham: Her bekommes daabelt øll. Og hvidt øll. Får billigte prise. Og sikkert indpræger hans tørstige sjæl sig denne nette ortografi. I Nyboder læser man på et hjørne disse kinesiske ord: Ho Pens Længe. Og i hver fade ser man sproget således forfusket. Man vil måske sige at dette er kun hos kældermænd, matroser og lignende. Nej, også på stiftelsernes bygninger set man sådanne skønne ting, fx på huset nr. 212 i Dronningensgade i sten: Det borgerlige Laane og Livrente Selskab 2det Einndom 1798.!

Jeg håber at de ærede medborgere til hvem denne bøn er stilet, finder sagen vigtig nok til at råde bod på den. Og mange malersvende og stenhuggersvende råder man at benytte sig af den masmanske søndagsskole.

*) Ved armeen synes rigtig nok det tyske sprog at have slået så dybe rødder at det ikke de første halvhundrede år kan udryddes. Dog ved flittig udlugen må jo endog det slemmeste ukrudt give efter.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1814-1816)