Spørgsmål om Ådsler i det Vand vi drikker

Fredag den 1. august gik jeg fra Frederiksberg ad den vej som løber ned forbi St. Hans Hospital. Ikke langt derfra så jeg i vandet i kanalen ligge et stygt hundeådsel. To karle slog på samme tid græs langs med vandet. Jeg fik med drikkepenge og gode ord en af dem til at tage en rive og trække hunden op af vandet med den og smed den i grøften. Karlene fortalte at der lå flere af den slags i vandet længere nede mod hospitalet. Det har jeg også selv siden set. Et ådsel ligger nær ved skomager Rings fabrik, og længere derfra, hvor kanalen løber ud i Falkonergården, ligger et stort hundeådsel til skue i vandet.

Når man tænker på, at det er denne kanal der leder vandet ind til Peblingesøen, hvoraf samtlige Københavns indbyggere forsynes, og at vi altså alle, hver for vores portion af de rådne partikler af disse ådsler, så må man tilstå, at denne tanke er ret modbydelig. Derfor spørger jeg:

1. Om det er tilladt eller ej at drukne hunde og andre kreaturer i denne kanal?
2. Hvis det er forbudt, hvis sag er det så at holde øje med at denne uskik ikke findes? Hvor ingen opsyn er, er der stiltiende tilladelse.
3. Med det bedste opsyn, hvis der er noget, nægtes ikke, at det vil være vanskeligt at forhindre, at et skarnsmenneske undertiden smider en hund i vandet. Men så er det dog muligt at lade de døde ådsler tage op af vandet når de viser sig på vandets overflade. Bør dette ikke ske, og hvorfor sker det ikke?

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 120. 9. august 1800, s. 1905-1907)

Fra en ven af Oplysningen.

Den kommende august i midten af hvilken stadens lygter plejer at tændes, minder om den jammerlige belysning i gaderne der så ofte er klaget over, og hvilken end ikke ved de flere lygter i de seneste tider er blevet særlig meget forbedret. 

Måske var det på tider at et årvågent politi ses at agte på nyttige forslag hvad angør gadernes belysning nyttigt at spørge: Om det ikke ville være hensigtsmæssigt ifald det ved en politilov blev fastsat at på enhver afstand af visse alen eller fag skulle ufejlbarlig findes en af de bedst indrettede publikke lygter til brug mod mørket. Og det således at en lygteplads på gadens ene side altid burde træffe ind midt imellem to lygters plads på samme gades modsattes side uden at dette dog skulle hindre nogen mand fra til pryd for sin for sin indgang at lade sit lys skinne på noget andet sted i gaden? Og mon ikke mangel på lygternes tilbørlige pladsering i lige frastand hidtil allermest har bidraget til det påklagede mørke i mange end ikke lygteløse gader?

Hvad det offentlige til flere lygters anskaffelse og vedligeholdelse i en lysende tilstand måtte udrede, og af gård- eller husejerne indkræver, synes det ikke urimeligt at disse igen reparterede på dem selv og deres lejere, hvorved sådant ganske vist ville blive yderst ubetydeligt for dem alle.

Hvad der i den omhandlede hensigt videre måtte udfordres påset i henseende til lygternes betimelige antændelse og ikke for tidligere udslukning, hører ikke til dette forslag. Men må være overladt en velvillig og aktiv politiopsigt.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 119. 2 August 1800, s 1901-1903)

Om Badehusene

En elsker af renlighed, som ønsker hver dag at kunne gå i bad, og som ikke har råd til give 8 skilling i drikkepenge hver dag, spørger hermed offentlig såvel som badehusenes ædelmodige ejer hr. grosserer Larsen, som publikum, om det ikke var både uforskammet og upolitisk, dersom konen i stedet for at modtage 4 skilling overvældende den, som bød dem, med grovheder?

(Politivennen Hæfte 10, nr. 119. 2. august 1800, s. 1901)

Tanker angaaende de løse Hunde, der holdes om Natten paa Skibbygger-Pladsene i København.

For ingen er disse hunde nyttige, undtagen for deres kompagnichef, dvs pladsens nattevagt. Han kan begå utroskaber til sin fordel da hverken hans herre eller andre personlig tør forhøre sig om hans opførsel. Han kan stage stilpenge for at lukke hundene inde når et eller andet skal transporteres fra eller til de ved pladsen liggende skibe.  Han kan når intet andet er at foretage eller fortjene, sove så rolig og godt som hans trang til hvile og hans livs beskaffenhed tillader. Derimod ifald han ingen hunde havde hos sig, kunne hans herre efterse hans troskab og årvågenhed når han lystede og med det samme forebygge både egen og andres skade. Så blev også ingen bidt af disse hunde og hvor let kan det dog ikke ske, især når der ligger fremmede skibe ved en sådan plads hvis mandskab er ukyndige om den fare der er ved nattetider for sådanne hundes skyld, og om de så vidste at disse eksisterede dog ikke vidste til hvilken tid de om morgenen blev lukket inde. Hvilket tid vel også for det meste bror på nattevagtens dorskhed, vel også undertiden på hans luner. 

At tyveri kan finde sted, disse hunde uagtet, har jeg vist. Vil nu nogen indvende at hunde er nødvendige på en plads for at afværge indbrud, så svares: lad nattevagten have en stærk og glubsk hund, lad denne stå bundet ved hans hytte, så at han når sådant skulle indtræffe, kan løse den og lad så den plads der holder 4, 5 til 6 hunde holde en vagt mere! Jeg tror ikke det vil koste ejeren mere, og det er jo desuden hans pligt mere at sørge for at en fattig mand får brød end at underholde mange unyttige stærkædende hunde. Allerhelst da disse lige så let angriber den uskyldige som den skyldige, da de ikke er skikket til at anstille undersøgelse. 

For nogle år siden blev en styrmand meget ilde tilredt af hundene på en plads da han om natten var stået op for at lade sit vand, og jeg har hørt at en dreng lige så uskyldig er kommet til skade ved tranbrænderiets hunde da han troede at det lige såvel var dag på pladsen som på skibet, men hundene var endnu ikke lukket inde. Endelig er disse hunde skadelige i eventuelt ildsvåde. Når der om nattetider opstår ild på en plads og nattevagten sover, hvad så? Mærker beboerne i huset ikke at der er ild, kan de jo foruden den skade ilden ellers gør, blive indebrændt. Og hvis de mærker det, men ikke hører noget til pladsens vagt, eller kunne ved råb og skrig vække ham, tør de ikke gå ud for at søge om hjælp da det ene såvel som det andet er forbundet med livsfare, og hvis nu nattevagten vågner, men dels af egen forvirring, dels ved hundenes urolighed og adspredelse ikke kan få dem samlet og indelukket, hvem tør da nærme sig for at slukke ilden, og hvem kan med rimelighed tvinge nogen til det?

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 119. 2 August 1800, s 1897-1900)

Opfordring til vore indsigtsfulde og veltænkende Læger.

Der fødes mange børn på landet, og en del af disse fødes af unge koner som ikke før har fået børn og bor i markhuse langt fra byerne, hvorved de savner de gode råd som en ung kone der bor i en by, kan hente fra en eller anden fornuftig og erfaren kone, betræffende omgangen med sit barn og sit forhold i et eller andet tilfælde som indløber med barnet, og det derfor er at befrygte at nogle børn måtte sætte livet til for moderens uvidenheds skyld. Derfor tror jeg at en af vore i dette fag erfarne læger ville gøre sig vel fortjent af almuen, ja af det hele land, om han udgav en afhandling om børns behandling fra fødslen indtil de er fyldt 1 1/4 år ved at anføre denne alder antager jeg at barnet patter et helt år og at der i det fjerdingår fra barnets afvænning fra patten indtil det bliver godt vant til mad, kan behøves adskillige regler og iagttagelser. Lægen som påtog sig dette ønskelige arbejde, ville følge barnet fra fødslen fremad, anmærke de tid efter anden tilstødende tilfælde og hvad der ved ethvert af disse var at iagttage, indtil barnet havde opnået den anførte alder.

Var jeg en mand af formue, ville jeg med megen fornøjelse udsætte en belønning for forfatteren af sådan en afhandling, men af mangel på formue må jeg lade det blive ved at ønske at enkelt formuende mand eller et selskab ville gøre dette. Imidlertid håber jeg at forfatteren vil i det mindste se sig betalt, om ikke just belønnet ved subskription på dette skrift. I dette tilfælde tegner jeg mig for 10 eksemplarer af denne afhandling, af hvilke jeg gør følgende brug: i de byer i hvilke der er skole, leverer jeg skolelærerens hustru et eksemplar, i de byer hvor ingen skole er, får en eller to af de koner som jeg finder mest forstandige og omhyggelige i deres små børns oppasselse, også et eksemplar, disse forbindes til at gå de andre koner i og ved byen til hånde med gode råd. De øvrige eksemplarer låner jeg ud til unge koner som har små børn og bor langt fra byen.

Kirke Helsinge d. 10. juli 1800

Holm
Præst for Helsinge og Drosselberg
menigheder i Sjælland.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 119. 2 August 1800, s 1889-1891)