Underlighed ved Diligencekusken

Den diligence, som den 22. sept. gik hertil fra Korsør, kom til Roskilde kl. 6:30 om aftenen. Det var naturligt, at de rejsende alle længtes efter København, og ønskede endnu samme aften at kunne komme derhen. Det forsikrede postmesteren i Roskilde dem også om gik meget godt an. Kl. 9 kom de til Roskilde Kro, hvor de kun ventede et kort ophold. Men så med forbavselse at kusken spændte hestene fra, førte dem i stalden og underrettede dem om, at han ville overnatte her, da det var for dårligt vejr, uagtet at det var ligesom da de kørte fra Roskilde, det vil sige at det regnede. Denne beslutning stod han ved, uagtet alle deres bønner og påstand. De måtte altså uden senge, bænke, halm, ja endog uden varme, fordrive natten på den mest kedsommelige og harmelige måde i høladen.

Man kunne ønske at det kongelige generalpostamt, mod hvis vilje man er sikker på at sådant sker, ville træffe kraftige anstalter til sådanne begivenheders forebyggelse for fremtiden.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31. januar 1801, s. 2314-2315)

Redacteurens Anmærkning

Se omtale af Roskilde Kro i Politivennen 31. august 1816

Højere Rekværk paa Broerne over Stadsgravene og i Staden selv.

I dag så man på Vesterbro (formodentlig også på de andre, men anmelderen var selv kun der øjenvidne), at mange mennesker var i den største fare ved at arbejde sig over fortifikationsbroerne i den med en sjælden voldsomhed rasende storm. Vogne væltede om, hølæs holdtes med møje fra at styrte over jernværket ned i graven, og fodgængerne måtte for ikke at kastes ud af vinden, hænge sig fast på rækværket af alle kræfter, eller holde sig fast ved de sig gennem arbejdende vogne og slæder, og derved udsætte sig for at blive klemt fordærvet ved stakitportene. Ved Holmensbro skal også være sket et par ulykkestilfælde. Det er klart at al sådan fare var forebygget, hvis rækværkerne var højere, omtrent af en mandshøjde. Denne bekostning synes menneskers sikkerhed med rette at kunne kræve, om endog sådan en storm ikke indtraf mere end en gang om året.

En anden mangel ved disse jerngelændere er at de er alt for åbne for neden. Det er ikke sjældent at får og svin er faldet ned i graven gennem de nederste åbninger i trængsel. Også for børns fare må man grue ved det blotte syn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2313-2314)

Bøn til Politiet, imod Hestes Udlejen til Drenge.

Dagligt og især om søndagen, ses drenge på 10 til 14 år som fører en og flere heste omkring på Ridebanen, og måske flere steder i byen til leje for andre drenge af deres alder, ja endog både yngre og ældre. Kan og bør der virkelig ses gennem fingre med sådant? Ikke nok med det, de arme dyr mishandles og udmattes for at rytteren i galop kan feje ridebanen rundt for en styver. Men hvor let kan ikke disse børn som er uvante med at styre en hest, ved et fald miste livet eller blive krøblinge for ders hele øvrige levetid? Jeg har selv været vidne til at en sådan dreng faldt af, men fik til lykke ingen skade da han faldt på den bløde jord. Men vil dette altid være tilfældet? Og endvidere, hvorfra har de drenge som lejer hestene ud, fået så mange penge at de kan have anskaffet sig disse? Hvorfra får de poge som lejer hestene, alle de toskillinger de anvender på det? Lad os endog antage at de er kommet ærligt til dem, man af dem vil siden når banen og at jage afsted på sådan en hest, ja vel endog andres ros over hans herlige og raske ridt, forøger fornøjelsen og fristelserne, se til at erhverve sig disse penge på ulovlige måder. Mange drenge vil bedrage sin mester ved indkøb, eller ved betalingens indtrædelse give mesteren færre penge end han selv får, for at kunne - ride. 

Endelig må jo løgn opfindes for at finde en årsag til den utilladt bortebliven. Hos mange lægges herved grunden til at begå større tyverier og synderier Han mange avles herved lyst til et fejende, rask liv, og dette vil da lettest, tror man, findes i den militære stand. Mange flinke arbejdsmænd, mange tro og sædelige ægtemænd og borgere røves herved fra staten. Mange som endnu er for ung og uerfaren til at kæmpe mod fristelsen, fremlokker herved den første spire til svaghed, til eftergivenhed mod enhver lyst der bestormer hans sanser, og bliver med tiden ulykkelig. Så skadelig kan det herpåankede dermåske af mange letsidige anses for uskyldige børneoptøjer, blive i sine følger.

Lad os da ikke afvente, men forebygge dem! De drenge som træffes at spille kort eller klink på gader eller offentlige steder, straffes. (Gid oftere!), hvorfor da ikke også disse?
Også bønderne på hestetorvet søger at erhverve sig en brændevinsskilling ved at leje deres øg ud.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2306-2308)

Foranstaltning for de Fattige.

Foruden den allerede førhen i disse blade omtalte madlaving til de fattige, hvorved de hver middag kan få en velsmagende og tilstrækkelig portion mad for 2 skilling som afkortes i deres almisse, har nu også den lovede brødbagning taget sin begyndelse. For 18 skilling kan den indskrevne fattige nu hver almissedag få et helt og for 9 skilling et halvt brød af ublandet skrået rugmel af omtrent 6 punds vægt.

Maden som der i begyndelse herskede stor fordom imod, finder nu da man har lært at kende dens godhed, langt flere lysthavere end man kan skaffe den til. Der afveksles med følgende madsorter: Hvidkålssuppe med islandsk lammekød, grød og øl, hvide ærter og saltet oksekød, grøn søbekål og islandsk lammekød, Rumfordsk suppe og engang imellem fask (?) kødsuppe.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2300-2301)

Redacteurens Anmærkning.

Ikke alle var lige glade for den Rumfordske suppe, se fx en notits i Dagen, den 17. marts 1806:

Den uindskrænkede Hæder, Rumford i saa mange Lande har nydt for sin Suppe, har i Danmark lidt adskillige Indsigelser. Dens Rygte her synes endnu ligefrem at trænge til en afgjørende Kjendelse. Offentlig føres alt i Kbhvn dens Proses, da Dr. Krankenau i Sundhedstidenden No. 34 har anklaget den, og beskyldt dens daglige Brug for, at aarsage Jordfarve, oppustet og haardt Underliv, Ormtilfælde og Skæver. Assessor Bärens derimod har i Penia No. 1 taget til Gjenmæle, og fremlægger som dokument i Sagen det store Antal Personer i Tvangshuset, der daglig nyde den, og derved see ud som Sundheden selv. Dagens Udgiver troer, at Suppen, hvor den viser sig skadelig, har ikke været kogt længe nok. 

Heller ikke i Norge vakte suppen begejstring, i Bergen ligefrem modstand, ifølge Fyens Stifts ... 15. december 1802:

I Bergen har Rumfords-Suppen nu faaet Reisepas, da de Fattige ei engang vil imodtage den for den halve Værd, og Districtsforstanderne dertil maatte taale de ubehageligste Fornærnelser, 

Benyttelse af Slotholmens Bolværk fra Højbro til Staldbroen

Fra Højbro om til Staldbroen er der en betydelig strækning af bolværk, som, bortset fra sandbåde, slet ikke benyttes. Skulle sejladsen gennem Højbro, som man har troet, blive åben igen for jagter, ved at gøre broen til en vindebro, så er det rimeligt, at Bryggens bredde ved slottet og smalhed ved byens side vil gøre, at fartøjerne kommer til at lægge an på fornemmelig ved slottets side. Men dette synes endnu at sidde dybt i strået, da det endog ikke lader ganske unødvendigt, formedelst Højbros pillers svækkelse, at tænke på en ganske ny bro. Inden altså det sker, var det måske muligt at benytte dette bolværk til havneplads for lystbåde og slupper, hvortil der aldeles ingen andre pladser synes at ville vise sig, da det engang gjorde  forslag dertil at bruge og indsatte den vinkel af reden mellem vandbryggen ved Toldboden og fæstningsmuren, uagtet dets indlysende grundethed, ikke synes at ville få indgang. Ved at lade nogle flydende bomme indfatte en vandstrimmel af 5-6 alens bredde langs Slotsholms bolværk, og ved at sætte et stakitværk langs Bryggen fra Højbro til Staldbroen, hvorved uvedkommende blev forbudt adgang, var her den skønneste plads til mere end to hundrede både.

Man vil ikke tro at sådan havneplads for både er en ubetydelig genstand. Enhver adgang for en bys indbyggere til uskyldig morskab bør lettes af dens øvrighed. Derved gøres folket selv raskere, og opholdet gøres (som her virkelig behøves) behagelig for den fremmede.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s. 2291-2293)