Noget til Bedømmelse for Theaterbestyrelsen.

På talsiden af Komediehuset skete for nylig i meget høj grad en uorden som eller kun alt for ofte indtræffer mere eller mindre, at en vogn som er kørt for og hvis herskab er anråbt, bliver holdende utilbørligt længe fordi man i logen enten ikke kan blive færdig med at få sit sjal osv. i stand, eller endnu har en del af en vigtig samtale eller aftale at ende, eller af jeg ved ikke hvilken årsag nøler med at stige ned. Hvor fortrædeligt dette imidlertid er for dem som fordi de hører anråbte personer hvis vogn de ved har deres efter sig, straks har skyndt sig ud, kan let forestilles. For brystpatienter er opholdet på de trælfulde trapper eller i vestibulen meget skadelig. Intet synes derfor mere rimeligt end at det befaledes vedkommende betjent, ikke at lade nogen kusk holde længere end den tid som er tilstrækkelig for hans herskab til at komme ned. Skulle betjenten finde sig særdeles drevet af iver for et vist herskab, da kan man tilråde ham et middel til at tilfredsstille samme uden fornærmelse for nogen, nemlig tidlig at anmelde vognen ved at opråbe herskabets navn mens der endnu er tre fire vogne at tillades.

I henseende til kontrollørerne og budene hvoraf nogle virkelig udmærker sig ved høflig opførsel, da tiltror man direktionen den største årvågenhed for at udbrede denne egenskab til dem alle, om end nogles natur for bestandig. Eller til visse øjeblikke, skulle være derimod. Selve gallerietagens besøgere kunne gøre krav derpå lige så fuldt som de dyre etagers. En af de ting som let kunne foranledige ubehagelige optrin, er at en herre ofte leverer 3, 4, 5 billetter under et, for den familie eller de venner han bringer med. Og som dog ikke altid følger så umiddelbart tæt efter Hvor let kan ikke betjenten synes at der kommer flere end han fik billetter til, eller ved to billetters sammenklæbning tror at have fået en for lidt. Vistnok bør han da aldrig blive grov, eller stolende på en større sikkerhed for offentlig påanke, støde folk ulempelig for brystet, eller lignende. Skikkelig og dog alvorlig tiltale er langt at foretrække *). Men allerede var det dog nok om den indretning gjordes at ethvert fruentimmer såvel som mandfolk havde sin billet hos sig, og selv afgav den i betjentens hånd.

*) For intet klæder på enhver betroet post bedre, end sindig og artig adfærd. Se Politivennen s. 1523.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2323-2325)

Om Festlighederne i Anledning af Kongens Fødselsdag.

Med inderlig fornøjelse må det meldes i dette blad der flere gange har påanket de uordner som er blevet begået i anledning af vores konges fødselsdag hvert år, se side 4, 649, 1502, 1529, 1563, at dette års balpare har været om ikke ganske så dog i en usædvanlig grad frit for uordentligheder.

Hertil har foruden flere især disse to årsager bidraget at en del mennesker der ikke burde ses i skikkelige folks kredse og som denne gang også havde vidst at skaffe sig sedler, blev afskåret indgangen -- og at bassettroldens dyrkere denne gang ikke fandt deres afgudstempel i den fyrstes gæstesal der har fordrevet han endog af sine undersåtters lønkamre.

Med tak for denne forbedring ved ballet, vover man at foreslå en anden, som måske ligeså kraftigt vil bidrage til at skille salen ved en del gæster der mere kommer for den frie beværtnings skyld end af nogen anden årsag: at give hver besøger ved modtagelsen af hans indgangsbillet en eller to skænkebordsedler og en spiseseddel med. Kun mod disses aflevering måtte gives drikke og spise. For den velopdragne balbesøger var denne opvartning tilstrækkelig, og den som kommer blot for at frådse eller beruse sig, er kun til skam og væmmelse for forsamlingen. Også denne nytte ville en sådan foranstaltning have, at om nogen havde fundet vej ind uden billet ville han dog af mangel på drikke- og spiseseddel nødes til at holde sig fra bordene.

Også ved skuespillet i denne anledning var parterret mindre tilproppet end ellers på sådanne aftener er vane.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2321-2323)

Uordener.

Politiet og fattigdirektionen bedes at have et vågent øje med en karl som i nogen tid har gået omkring her i byen og tigget, på grund af at hans tunge i Tyrkiet - tror jeg - skal være blevet afskåret fordi han ikke ville gå over til den muhammedanske religion. Det kunne vel være at han ved kirurgisk eftersyn blev befundet at have en god sund tunge som han blot behændigt kan skjule, og om dette end ikke var, er han dog tigger og kan som sådan ikke tåles.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2319-2320)

Bekendtgjørelse

Den i nr. 143 påankede skarnkiste mellem Frederiksberg og Slotskroen blev straks ved brolæggerne sat i passabel stand, så vidt årstiden for øjeblikket ville tillade.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2318-2319)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Lige så gammel stat som søsterstaten i Gotlands dale, så Danmark aldrig fremmede folkeslag bortrane provvinser eller bosætte sig på serjherrevis i dets skød. Dansk, norsk og svensk ager frembar kun sine frugter for daner, nordmænd og sveer, mens hele det øvrige Eruopa så folkevandringer og landeribringer fra Obys is til Tagusflodens vande, fra Hebriderne til Veneris Cypern. Tyskland måtte tjene romerne, skælve for hunnerne, overlade en tredjedel af sit land til de barbariske vender. Frankernes vindruer bortranedes af burgunder, britter, vestgoter, franker, normanner og undgik med møje saraceneren. Spanien adlød ham i lang tid efter at have måttet hylde vandalen og goten. Italien var hunners, grækeres, longobarders, saraceners, normanners vold. England og Skotland adlød romeren, saksen, danen, normanden og franskmanden, og først sent har Britannien fået den øbosikkerhed den praler af. *) Det danske og svenske navn nævntes med hæder før man kendte spanier, franker, englænder. Som gæstfri husherre eller væbnet med fældende stål, kun disse to måder kendte vore forfædre at tage imod fremmede på, inden deres egne grænser.

*   *   *

Ikke er det landestrækningers erobring, ikke er det søslag, hvormed andre nationer nu storpralende pukke. I Valdemar Sejrs tid blev Danmark adlydt fra Veseren indtil Nevafloden af undertvungne fyrster. Knud den Store lagde England og Norge under Danmark. Margrethe den Snilde erobrede Sverige med guld og kabaler. Men var folket lykkeligt? Ja! hvis det er lykke at nævnes med gysen i fremmed land af trøstesløse møer og enker, hvis det er lykke at ynglingen forlader sin bølgende ager for at afmeje hoveder der ikke med en tanke havde fornærmet ham, hvis det er lykke at hedde havets herrer mens trællelænker smedes hjemme, hvis det er lykke at opofre fædre, brødre, ægtemænd, venner for at en regent kan omringes af falsk glimmer for at slette statshusholdere kan have flere skatte at forvanske - Ja, da nød Danmark storhedens lykke i den herligste glans, trods den som omskumrer havets nærværende herrer.

Oh, men mærkjer det, I mægtige! som boblens er storhedens skæbne. Den erobrende stat vokser til en tid og styrtes da ned af dem som nylig syntes de foragteligste af fjender. Og det udviste overmod overskærer da enhver støtte for den faldende. Misfornøjede engelske og norske undersåtter hist, strejfende vender her, rev England og Norge løs, Knuds søstersøn havde møje med at værne om Danmark selv. En tysk småfyrste fængslede erobreren Valdemar, og havets herre blev et rov for adelsmænd og ridefogeder. Købmændene i Lybeck, puslingegreverne i Holsten og nogle bønder i Sveriges dale nedstyrtede Margrethes unyttige bygning i gruset.

(fortsættes)

*) Alle flere familier i England er endnu i vore dage af dansk eller fransk herkomst.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334, nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)