Forunderlige Ting 1801

Er det ikke forunderligt at så afskyeligt svineri som det ved Toldboden og Østerport kan finde sted 1801 og tåles, og det i nærheden af 2 vagter hvor blot en skildvagt kunne befales at gå et par skridt fra vagten for at afholde svinagtige menneskelige skabninger fra at væmmeliggøre og pestificere en passage som er så almindelig og hvor vore øverste landsforsvareres vej så ofte falder. Hvem som vil overbevise sig om denne forunderlighed, behøver blot fra Toldboden af straks at dreje om på højre hånd og gå over esplanaden til Østerport

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2388-2389)

Den "rigtige" esplanade (med lille): Forterrænnet ved voldgraven. På Politivennens tid hed Esplanaden (gaden med stort E) Toldbodvejen. Foto Erik Nicolaisen Høy

En ondskabsfuld Handling i Kannikestræde.

Onsdag den 25. februar kl. 10 om formiddagen kom jeg i forretninger i huset nr. 40 i Store Kannikestræde og steg op på tredje etage for at tale med værten. Mens jeg stod der og bankede forgæves, faldt mine øjne på trappen jeg var kommet op ad. Jeg bemærkede da at midten af hvert trin var oversmurt med fedt eller sæbe og belagt med ærter. Jeg faldt i den største forbavselse over dette syn som viste at den mest djævelske ondskab her havde lagt en snare for et menneske som man formodede enten at stige op eller ned. Ved nærmere at overveje, formodede jeg at snaren var lagt for et ungt menneske siden blot midten var besmurt og ikke enderne af trinene, hvilket også blev min redning da jeg som gammel, holdt mig til rækværket. Jeg slap endelig ned igen, men tror at en embedsmand med føje kunne forlange sig fritaget for at gå ind i et hus hvor så strafværdig letsindighed og ondskab har sin bopæl.

Haagen
Rodemester

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2382)

Redacteurens Anmærkning

Store Kannikestræde 40 blev 1806 sammenlagt med tilstødende matrikler. Adressen hed indtil 1922 Købmagergade 49/Skindergade 2/Store Kannikestræde 1, fra 2008 kun Købmagergade 49/Skindergade 2, altså der hvor Arnold Busch ligger. Det nuværende hus er fra 1848, ombygget 1899.

Ifølge Krak 1800 må der være tale om rodemester og klasselotterikollektør J. H. Haagen, Klædeboderne 4.

Advarsel for Kørende imod alt for villig Optagelse af Fodgængere.

En bonde kørte fra København sent på aftenen, en af de første dage i sidste februar måned. Han nåede Damhuset omtrent kl. 7. Her kommer en person til ham af udseende som en kusk i liberi og beder om tilladelse for betaling at køre med til Roskilde Kro. Bonden der havde adskilligt løst på vognen, ville ikke, men omsider efter dennes gentagne anmodning tillod han ham for en rimelig betaling at sidde op. 

Efter nu at have tilbagelagt et godt stykke vej, kommer atter 2 og kræver samme villighed af bonden som han dog rent ud nægter, hvorpå den første med mange overtalelser søger at indprente ham medlidenhed for et par fodgængere i sådant koldt, mørkt vejr og dertil vintertid. Bonden er af et virkelig godt gemyt. Han lod sig deres følge behage og tillod dem at køre med for lige så rimelig betaling som den første. Efter at have tilbagelagt en halv mil, blev vejret for utåleligt efter den første mening. Han foreslog e andre to at vende tilbage og overnatte i Damhuset, hvorpå de straks og uden videre modsigelse samtykkede og ville samtidig betale bonden ligefuldt. Nu bad de ham bytte dem en 5 rigsdaler seddel. Det kunne han ikke. ? rigsdaler spørger de atter og idet han her trækker pungen frem for at give tilbage, snapper den første ham samme ud af hånden, springer over grøft og gærde og bliver straks usynlig i mørket for bonden hvis råb om hjælp var forgæves. De andre 2 spidsbuber ilede også bort med stærke skridt. Bonden så sig sin pengepung berøvet, hvori til lykke kun var 3 rigsdaler og nogle skilling. Bonden hvis forretning er at lade sig ugentlig fragte mellem roskilde og København og som desårsag fører mange penge med sig, fortsatte nu sin rejse, glad over at have sine varer og brevtaske som just ikke var af ubetydelig værdi, i behold.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2380-2382)

Uordentlig Gaderensning i Holbek.

Jeg tager mig den frihed at bede Deres velædelhed bevise mig den godhed at lade følgende indrykke i Politivennen.

For nogle uger siden var jeg i Holbæk og da tildrog sig følgende: Da jeg om aftenen ville gå ned i byen til min vogn for at rejse hjem, var det meget mørkt for gadelygter bruges ikke der. Jeg og en ven som fulgte mig, blev enige om at forlade fortovet for ikke at komme til skade, og derfor følge vejen ad gaden hvor vi aldrig kunne formode andet end fuldkommen at være sikre. Men sørgelig erfaring overbeviste os snart om det modsatte:  For næppe var vi kommet lidt ud på gaden før vi begge faldt over en høj banke sammenskuffet gadeskarn der har hårdt sammenfrosset. Mine ben fik ingen betydelig skade, men jeg var så uheldig at brække min højre arm over i albueleddet. I tre uger måtte jeg forblive i Holbæk før jeg fik tilladelse af doktoren at komme hjem. Endnu kan jeg intet udrette med min arm, og uvis om den nogen tid bliver så fuldkommen god som den før har været. Da jeg som oven for meldt, tre uger efter det ulykkelige fald kørte hjem, kan jeg ikke nægte at jeg jo harmedes over endnu at se de samme skarnbunker ligge på gaden ligesom før, da jeg kom til skade. Naturligvis faldt det mig ind at i denne by fandtes der endnu de mennesker hos hvilke de ædle følelser for deres medmenneskers vel for størstedelen var uddøde, eller dog i det mindste forglemte, ja! sådanne der enten af ligegyldighed eller af mangel på eftertanke kunne overtræde de helligste pligter der påligger dem som gode borgere, nemlig politilovenes nøje efterlevelse hvorved da ingen så let kan komme til skade. For da ville en god orden i stedet for nu uorden, finde sted. Skulle det nu mod formodning ske at det for eftertiden skulle blive ved den gamle vane med den uskik på gaden i Holbæk, så vil det blive nødvendigt for ikke at komme til skade når det er mørkt at man tager lys og lygte med sig for at undgå de ubehageligheder som ellers let kunne indtræffe.

Den 20. februar 1801.

Erland Berg
Sognedegn i Tølløse

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2375-2377)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge folketællingen 1801 for Holbæk, Tølløse sogn mm må der være tale om Erland Berg, andendegn og skolelærer, gift med Susanne Visberg. De havde børnene Hans Henrich, Andreas Peder, Christian Frederich, Marie Lovise, Ane Sophie og Inger Kire Berg. Desuden havde de tjenestepigen Ane Kristine Pedersdtr. Med en så stor husstand må det have været noget af et afsavn at være væk så længe.

Forslag til at antage Landeværns Rekruter.

Efter at have forfattet de befalede lister over landeværnsmændene i de sogne som allernådigst er betroet mig, og som er temmelig folkerige, indser jeg at landeværnsmændenes antal ikke er så stort i nogen provins som det burde være når denne kongens faderlige omhu ved dem at betrygge fædrelandet mod al fjendtlig anfald, skal opnås. Som forventet finder man i bondestanden så få øvede i våben fordi ingen undtagen de fattigste før blev afgivet til regimenterne, og måtte gå så længe at de blev grå under våbnene, mens de formuende bønders børn blev sat til gårde. For at rette de fejl som er begået i den forbigående tid, og for at komme det tilsigtede mål nærmere ved at gøre dette landværn så talrig at regeringens og folkets ønske kan opnås, tillades det mig atter allerunderdanigst at fremsætte følgende forslag:

Ligesom man nu sognevis har forfattet en liste over landeværnsmændene, så kunne man på samme måde forfatte en liste over landeværnsrekrutterne i ethvert sogn. Til disse rekrutter henregner jeg alle dem som er under 45 år og ikke endnu har gjort, og heller ikke kan komme til at gøre den sædvanlige krigstjeneste. Herunder forstår jeg:


1) Alle dem som er over den alder at de kan antages til den sædvanlige krigstjeneste. Nemlig dem som har fyldt det 20 eller om man hellere vil det 30 år. *)
2) Alle dem som er lavere end at de kan antages til den sædvanlige krigstjeneste **)
3) Alle dem som har fået afsked for en eller anden legemsfejls skyld. ***)
4) Alle gammelmands sønner ****)

Men da man ikke med nytte kan bruge rå og uøvede folk, så gør jeg allerunderdanigst følgende forslag til at få disse landeværnsrekrutter øvede i våben:

Man udvælger i enhver landsby en af landeværnsmændene som formand *****). Denne bør altid vælges af dem som har gjort krigstjenesten og de årlige mønstringer efter seneste indretning, da disse er bedst øvede i våben. Landeværnsrekrutterne forpligtes til hver søndag eftermiddag at møde hos formanden i den by de opholder sig i eller til hvilken de henhører for at blive øvet i våben af deres formand. Denne holder en liste over dem som hver søndag møder eller ikke møder til våbenøvelse på nedenfor anførte måde ******), og han har magt til at mulktere dem på 2 eller 4 rigsdaler for hver gang de udebliver fra våbenøvelse når ikke sygdomme ellernogen anden betydelig årsag hindrer dem fra at komme. 

Når landeværnsmændene bliver sammenkaldt og får deres anførere, da skal formændene forevise de kommanderende de lister de har over dem som de skulle øve i våben, da de kommanderende giver dem som har været flittige i at komme til våbenøvelse en berømmelse for udvist flid, og derimod de forsømmelige en passende irettesættelse eller efter omstændighederne pålægger dem en pengemulkt. Det ville meget opmuntre de antagne formænd til at anvende al flid på at gøre deres rekrutter færdige i våbenøvelse når de kommanderende udmærkede dem som havde de bedst øvede rekrutter og foreslog regeringen at belønne disse med et smukkere gevær end det de andre havde. Imidlertid kunne man til opmuntring for disse formænd forunde dem samme frihed som lægdsmændene, nemlig frihed for ekstraskatten for dem og deres hustruer om de var gift og tillige lade dem beholde de for forsømmelse af landeværnsrekrutterne faldne mulkter samt tillægge dem hver i sin by de 2 mark årlig som tjenestekarle, husmænd og inderster der ikke har gjort deres sædvanlige krigstjeneste, må betale indtil deres 36 år efter forordning af 2. august 1791 hvilket er ubetydeligt. For af det mandtal jeg er forbundet til at holde over anførte tjenestekarle, husmænd og inderster i de mig allernådigst betroede sogn hvor folketallet ikke er lille, ser jeg at en sådan formand ikke kunne få mere end 6 til 8 mark af den by han var i, og denne udgift vil findes vel anvendt da den tjener til fædrelandets beskyttelse. På disse anførte lister blev da årligt til afgang anført alle de som har fyldt deres 45 år og derimod til tilgang ansat alle de som havde fyldt de 28 eller 30. år og af den grund ikke kan antages til den sædvanlige krigstjeneste. 

Ved at følge dette forslag tror jeg at landeværnet bliver så talrig og øvet at fædrelandet vil bedre betrygges ved denne end ved 100.000 mand lejede tropper for hvilke det er ligegyldigt hvem der regerer et land eller bebor det.

Kirke Helsinge den 18. februar 1801
Holm

*) Da alle vil nyde landets gode, bør de også tage del i landets farer.

**) Ligesom jeg er villig til at tilstå at det ville vansire linjerne af opstillede regulære tropper når en af de opstillede mænds hoveder kun nåede til de andres skuldre, så mener jeg derimod at det går an at bruge disse lave til landeværn, da man ser mere på nytte end på pynt og ordsproget er rimeligt: lige brødre lige rappe.

***) Fordi disse ikke er i stand til at udstå alle en krigers strabadser, derfor er de dog ikke uskikkede til landeværnstjeneste som forefalder sjældnere og gøres ikke udenfor den provins enhver bebor.

****) da disse bliver befriet fra at gøre den sædvanlige krigstjenste fordi de træder i deresfædres sted og betragtes som interims gårdmænd, så er det også rimeligt at de følgermed de andre gårdmænd som har gjort den sædvanlige krigstjeneste når der gælder om at forsvare fædrelandet, når ingen fritages ophører også al indbyrdes fortrydelse og alle bliver færdige i våbenøvelse.

*****) I så kritiske omstændigheder som de nærværende beordres straks at vælge en formand i hver by og straks at lade ham begynde at øve rekrutterne efter præstens og lægdmandens distrikt.

******) Formændenes liste over de rekrutter som møder eller ikke møder til våbenøvelserne:

Da bønder sjældent kan skrive, kunde de bedst holde denne regning ved at betegne de mødende med et + og de udeblivende med et 0 når en anden i forvejen havde indrettet listen for dem.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2369-2375)