Studentervæbning.

Et af de tidligste eksempler på den tapperhed der sædvanligvis findes hos Minervas studerende sønner, blev givet af Københavns studenter i stadens belejringer under Frederik den tredje. Det er al verden bekendt at Danmarks frelse fra undergang på det kritiske tidspunkt skyldes ikke mindre hovedstadens akademiske, end øvrige borgeres kækhed. Ikke alene ved voldenes besættelse, men idelig ved de langt farligere udfald, var studenterne alle tider med de første, og ikke få af dem havde så fortrinlig udmærket sig at det da kongen efter belejringens ende takkede samtlige studenter for udvist dåd, og bad dem nu vende tilbage til videnskaberne, blev disse betydet at kongen i betragtning af deres militære geni overlod til deres valg enten at forfremmes i armeen eller i kirken. *)

I den nærværende krig har man på mange steder i Tyskland set studenterne væbne sig til landeværn med den største beredvillighed og kækhed især i Wien og Prag.

Den som skriver dette, er borger og som sådan har han sin post når fjenden er der. Men han er også student. Ham vil det derfor håber han tillades at tale i de akademiske borgerens navn og ikke blot efter indvortes følelse, men også efter mange ham bekendte studenters ytring, erklærer for hvem det måtte synes underligt at de ikke allerede havde væbnet sig, at faren aldrig skal komme dem for tidlig, at deres blod altid skal vokse med fjendens anfald, og at eftertidens skribenter ikke skal betænke sig på at sætte dem ved siden af disse deres berømte forgængere.

*) Udgiveren har dette af en i hans slægt havende efterretning da to af hans forfædre var i disse udmærkedes tal, hvoraf dog ingen ville forlade bogen, men modtog i dets sted to fordelagtige gejstlige befordringer. Den ene i Holmens kald, og den anden Skanderborg Slotskald.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2417-2419)

Uordener.

I Knabrostræde må man forundre sig over at det kan være ejeren af gården nr. 65 tilladt at lade sine porte åbne sig udad, hvorved fortovet fratages et stort stykke. Denne uskik kan jo umulig tillades i en stad da fodgængere som rolig går i deres ærinder kunne inden de vidste af det, få sig en port eller dør i nakken. Nødvendig er heller ikke sådan indretning da man ved at brække hver fløj i to, meget magelig kan åbne dem indad. Endnu en ulovlighed ved udad åbnede porte og øre er, at de fratager udsigten til gaden for de som bor ide underste etager på samme side.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2416)

Komedier i Helsingør.

At det ikke var så dårlig en spekulation for en dansk entreprenør at skaffe Helsingør et dansk teater, vil man kunne slutte hvis efterstående af en helsingoraner meddelte beregning over den derværende svenske teaterdirektørs indtægter er rigtig. Til ultimo februar skal nemlig være spillet omtrent 80 gange. Hver aftens indtægt kan uden overdrivelse ansættes til 150 rigsdaler. Altså total indtægt til nævnte tid cirka 13.000 rigsdaler.

Det synes som om samme penge til sikrere forbliven i staten og til mere nydelse for tilskuerne, kunne være taget for danske varer.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2413-2414)

Søstræde, Helsingør. Her blev der senere anlagt teater, biograf mm. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Om Landværn.

Da udgiveren i disse blade har fremsat andres forslag og tanker om vores landeværn, og selv for en 8 års tid siden gjort et udkast til et for Lolland og Falster, og da denne genstand for nærværende tid beskæftiger så mange medborgere, tror han ikke det er af vejen kort at fremsætte nogle almindelige grundlinjer af et landeværn, således som det efter hans tanker bedst til virkning kan indrettes.

Til ethvert krigsvæsen, altså også til et landeværn, hører følgende fem væsentlige genstande:
Folk.
Våben.
Underhold.
Anførsel.
Våbenøvelse.
Betragter vi disse rekvisita med hensyn til landeværn, det veil sige til et fra den stående hær eller statens sædvanlige krigsforsvarsvæsen afsondret overordentligt forsvarsmiddel i landets samtlige våbendygtige mænd, så ses at:

1) Der vil ikke mangle folk da alle våbendygtige bør høre under Landeværnet. Og her tror jeg det måtte tilrådes alle statsstyrere ikke at gøre nogen undtagelse, uden den som statens tjeneste gør nødvendig. Til indskrivning som landeværnere er altså at binde alle 16 eller 18 årige mandspersoner som ikke er ansat ved landets sædvanlige forsvarsstand, som ikke er i gejstlige eller verdslige embeder og endelig som ikke ved vanførhed er gjort ubrugbare.
De embeder som kunne tåle opsættelse, må ikke engang fritage fra indskrivning.

Ved den fritagende vanførhed må kun forstås den som gør det umuligt at bære et gevær, lade det, sigte og afskyde det. Den pukkelryggede, den halte, den skævbenede, firefodsmanden kan altså ikke anses som fritaget fra landeværnstjeneste.

2) Allerbedst synes næsten for at forebygge alle ulovlige fritagelser og for at kunne ved jævnføring med mandtalslisterne kontrollere landeværnsfolkene, at alle mandspersoners navne uden undtagelse fandtes i dem, men at to vedstående rubrikker udviste, den ene om den indskrevne var virkelig landeværner, den anden på hvad grund han ikke var det. 

Herremænd, forpagtere, forvaltere, ladefogeder, ridefogeder, skytter, gartnere, præster (en hvor der var to), degne, blev alle virkelige landeværnere og med største villighed da de alle havde mere at tabe ved fjendevold end bønderne.

At jeg bruger ordet fritage her som om det antages at ulyst til at være landeværner ville være mere almindelig end dagens erfaring (se sidste Kollegialtidende) giver ret til at antage, vil man ikke fortænke mig i da jeg sætter så mange personer hen i listerne som ikke var der før.

(fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen synes at være skrevet af redaktøren K. H. Seidelin. Den fortsætter i Politivennen. nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458 og nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500.

En tilraadelig Forsigtighed paa vore Krigsskibe.

Rimeligt er den mistanke endnu i frisk minde som man ved slottets og byens brand havde kastet på formodede udsendinge fra en regering hvis ønsker fredens Christian ikke på sit folks bekostning havde villet opfylde. En mængde mindre ædle handlinger fra fjernere, men især fra nærmere tider, syntes at retfærdiggøre mistanken hvis almindelige udbredelse i alle provinser var lige så hurtig som dens virkninger mange steder var latterlige *) Ved imidlertid at erindre denne mistanke, tror jeg det på nærværende tid pligt at gøre vores admiralitet opmærksom på en forsigtighed som burde iagttages på vores krigskibe for fremtiden. Denne undladelse er hidtil ikke rejst af skødesløshed, men af den ærlige godtroenhed som er så naturlig hos det folk af hvis historie det ikke er muligt at fremtrække et eneste træk der skænder nationalkarakteren.

En ven af mig har givet anledning til det her skrevne, og jeg vil bruge hans egne ord: "Jeg var for nogle år siden tillige med flere taget ombord på et af vores på reden udlagte orlogsskibe for både at besøge en ven ombord, og at tilfredsstille vores nysgerrighed efter at ase en så kunstig og majestætisk menneskehåndsbygning som et linjeskib er, en nysgerrighed der er endnu mere naturlig for en mand der er født på et stort fastland (min ven er født i Tyskland). Iblandt det meget andet vi beså var også krudtkammeret hvor død og ødelæggelse så rolig hvilede. Jeg gyste ved den tanke at imellem dem som var tilladt at se dette sted, kunne være et underkøbt menneske der blot havde så meget fysisk og kemisk kundskab at han kendte de ved gnidning, varme eller ved luftens blotte påvirkning antændelige materialer og ville gøre sig den lette umage at anvende den. Jeg troede at det slet ikke burde være tilladt fremmede at bese dette sted, og ikke engang uden med fornøden forsigtighed, den øvrige indvendige bygning allerhelst i krigstider."

*) Udgiveren vil blot anføre et eksempel. Kort efter branden var han sammen med et par gode venner gået fra Maribo i Lolland til Rødby for at se denne lille stad. Efter at have beset kirken indeni, steg vi op i tårnet for at tage omegnen i øjesyn. Af en hændelse falder en af en på at se ned i byens gader, og nu faldt vi alle i forundring over at se alle døre og vinduer fulde af folk som syntes at betragte tårnet og os med den største opmærksomhed. Vi kunne ikke udgrunde årsagen da hverken tårnet var nyt eller vores nærværelse i byen kunne være noget vigtigt. Da vi kom ned, erfarede vi at hele byen var i alarm over nogle englændere som skulle være ankommet ganske fornyligt for at stikke Rødby i brand. I vores logi erfarede vi at byfogden havde forhørt sig hos værten om de fremmede, og forstod nu først hvorfor man så meget havde overbegloet os i tårnet.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2406-2409)

Redacteurens Anmærkning.

Politivennens redaktør Seidelin kom fra Maribo, så det er sandsynligvis en anekdote fra hans eget liv.

Helsingøers Kongelig privilgerede inden- og udenlandske Efterretninger berettede samme dag, den 14. marts 1801, fra London:

Lord Nelson, som er ankommen hertil, har faaet sin Instruktion som Kommandør for Flaaden, som er bestemt til Østersøen, og hvorover Adm. Parker har Overkommandoen. Endnu opbringes mange danske og svenske Skibe.