Nogle Forholdsregler til Bedste for saarede Krigere, i tilkommende Slag.

Af skade bliver man klog. Dette ordsprog som dog nok mere rigtigt skal hedde: Af skade bliver man klogere, er så ydmygende ved første øjekast som trøstende og opmuntrende ved nærmere betragtning. Der er en nærmere anvendelse af den sandhed: at intet onde er uden gode følger! At være blevet klogere, at ved et fejltrin have fået midler i eje til ikke alene at undgå det samme, men måske mange andre nært beslægtede fejltrin i fremtiden, og at se enhver villig til at erkende midlernes rigtighed - dette er kostbare fordele som om de ikke ganske tilintetgør, dog storligt må lindre følelsen af den tilføjede skade. Den som vil fremtræde med en skønt klingende sætning at alt hvad Danmark i sin nys begyndte krig har vist i råd og død var idel visdom, mod, tapperhed, standhaftighed, den ville evig i vores første borgers og hans mænds øjne have brændemærket sin skamløse hoftunge. Den der turde nægte at disse egenskaber jo i en udmærket grad har hædret nationen og dens styrere, i dette vigtige tidspunkt, ville selv af den frækkeste pøbel blive stenet for sin frækhed.

I den forvisning at ingen kan kalde ham smigrer, i det håb at ingen vil nægte ham navn af god og patriotisk borger, tør udgiveren af disse blade tro at gøre nytte ved af de optegnelser han og andre gør (for ved krigens ende at bekendtgøres til det heles vel), efterhånden her at indrykke, i den beskedne frimodige tone som vores konge den 27. september 1799 anbefalede enhver patriot der ville opfylde hans ønske ved at bruge den givne skrivefrihed, de poster som omstændighederne under selve krigen tillader at omtale, derved uden at forråde statens ære.

De engelske blade har foruden så mange andre usandheder hvormed de blot kunne have til hensigt at skjule deres tab for den gode John Bull, også søgt i hele Europas øjne at vanære den danske regering og i synderlighed det danske admiralitet ved at påstå at vores forsvarsnummere ingen kirurger havde ombord. Det er her så bekendt at bevis var overflødigt, at admiralitetet havde forsynet dem med kirurger og at nogle større skibe endog havde flere end en. Og det lader sig ikke betvivle at jo kollegiet ved bekendtgørelser i alle fremmede tidender vil overbevise Eruopa om sådanne nederdrægttige rygter ugrund.

Om vi nogen tid atter skal se kamp med britten i møde, da tør vi vente os af det kollegium som råder vores tapre søværn, sådanne foranstaltninger, dem kun et slag, ligt det den anden april, et mandtab der endnu aldrig har haft mage, en blodsudgydelse, under hvilken den tapre dane har udholdt kampen, men måske næppe nogen anden nation ville have udholdt den - kunne forestille ham nødvendige.

Selv det mod der altid fremskinnede hvor danske sømænd slog, står tilbage mod det som vistes i Kongedybet. En ny og hidtil uhørt grad af krigens rædsler gør nye forholdsregler nødvendige derimod. Ikke en, ikke to, ikke tre kirurger ville forslå på skibe der bærer danske flag i kampen. Ikke forråd af instrumenter, af bandager osv. til få, til en halvdel, til trefjerdele af mandskabets hjælp, er nok på danske prøvestene. Vores søkrigeres foresatte har set deres helte udvise en som vores Fischer kalder, selv for danske ubegribelig tapperhed, og de ville gøre sårlægernes og apparaterne mængde fuldkommen forholdsmæssig dertil. Et ønske som ved denne lejlighed ikke kan andet end gøres er, at admiralitetet føjer anstalt til at kvæstede som søværts kommer til bys på både (måske det ikke var for meget,dertil at have egne både) kunne føres fra Toldboden til det så rigtigt ved vandet beliggende Søkvæsthus. Det behøves sikkert ikke at vedrøres hvor smerteligere det må være at gå, age eller bæres end at ros derhen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16 Maj 1801, s. 2548-2552)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen angives til at være skrevet af redaktør K. H. Seidelin.

En gyselig Anekdote og Bøn til Københavns Guvernør

Følgende bogstavelig sande anekdote  mener jeg fortjener offentliggørelse i Politivennen, da dette måske kunne være et middel til at hindre lignende tildragelser for fremtiden. For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage. 

" For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig." (Bakkehuset på Frederiksberg. Ejeren "der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig" er formentlig Kamma og K. L. Rahbek selv, som boede i Bakkehuset 1802-1830. Eget foto, 2015)

Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i sluget af Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte.

At vedkommende civil myndighed, der med sædvanlig menneskelighed har behandlet denne hele sag, uden tvivl fra sin side vil gøre de fornødne bevægelser for om muligt at udvirke, at den vagthavende i sådant tilfælde måtte have frie hænder til at følge sit hjerte og menneskekærlighedens bud, derom er jeg ikke mindste i tvivl. Imidlertid mener jeg, at det var godt tillige at give sagen publicitet, så den måske så meget des snarere og bedre kan komme for Københavns hæderværdige guvernør, der fra det første øjeblik han under nationens jubel tiltrådte sin hæderspost, har givet bevis på bevis, at han ved at sætte pris på menneskeliv. Jeg har fremstillet faktum så ligefrem som muligt, uden deklamation og uden sarkasme, da jeg troede sagen ville tale for sig selv, og ethvert menneskehjerte føler alt, hvad der i denne anledning er at sige.

Bakkehuset d. 15. maj 1801
K. L. Rahbek

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2545-2548)

Hæslig Prospekt ved Østerport.

Under volden ved Østerport, hos de huse der ligger der, er to priveter anbragt som kun giver meget svage begreb om de fine københavneres levemåde og delikatesse. For ikke at tale om at de ligger på et meget ubelejligt sted for den som på volden søger at finde en lille grad bedre luft end i gaderne, men de er endog så jammerlig tilredte at de ikke synes engang at kunne tjene til hensigten, hvorfor de er anlagt. Dørene er borte, adgangen ved urenlighed forbudt og det indvendige mere end dyrisk. Beboerne samme steds overbeviser da den forbigåendes øje og næse om den tvetydige sætning: naturalia non sunt turpia og nedlader sig under åben himmel. Hvad luft, hvad prospekt, ja hvad folk der er i disse huses bagværelser, vides ikke, men det ved man at de ikke kan henhøre blandt de renlige. Umuligt kan luften her være sund, ja ikke engang så sund som i det øvrige usunde København. Man kan intet andet end råde den vandrende som ikke vil støde sit syn og fornærme sin næse, især i sommermånederne at han går til den modsatte side, tager stærke trin og frem for alt stopper næsen med tobak.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2542-2543)

Redacteurens Anmærkning

Den latinske sætning naturalia non sunt turpia betyder "naturlige ting er ikke uanstændige."

Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)

Meels Forbrug til Pudder.

Der er så ofte ivret mod det raseri at bruge et næringsmiddel til en overflødig prydelse i sit hår. Imidlertid vedligeholdes denne uskik som forfædrene ikke kendte til, og som formodentlig først er opfundet af en forfængelig person hvis forstand var yngre end hans hår for at skjule tidens virkninger. Moden synes nu på et par år at have udrettet mere imod pudderets brug end alle fornuftens påmindelser. Dette er godt nok. men moden kan måske snart forandre sig igen, og en skadende dårskabs udryddelse eller tæmning bør ikke alene overlades til så lunefuld en forbedrer som moden. Man foreslår derfor at anvende mod pudder det samme som er anvendt mod kortspil. Nemlig at pålægge en så betydelig afgift til staten at brugen formindskedes og at de som vedblev med den, gjorde dog nogen nytte ved deres dårlighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2537-2538)