Om Kalvebodrendens Sejlbarhed

Da udgiveren allerede så mange gange har talt for Kalvebodrenden, som et farvand for små skibe, man igen burde få gjort sejlbar, kan han ikke undlade at forelægge læserne et faktum, som er det bedste bevis for denne sag, og som vi har englændernes besøg at takke for. To små bornholmerjagter som frygtede for det par engelske luggere der flere dage beherskede sundet og Drogden, lod en fisker føre sig ind ad Kalvebodrenden og kom rigtig nok til staden.

Her fandt de derimod en forhindring, som de ikke havde drømt om: Den elendige Langebro, som ikke kan opvindes, så at de måtte ligge uden for den.

København er dog også så jammerlig forsynet med jammerlige broer, at ingen har noget lignende! Dog tør håbe, at når regeringen retter sin opmærksomhed til dette så vigtige løb, vil Langebro blive ombygget, hvad den så aldeles trænger til.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2. maj 1801, s. 2525-2526)

Noget mere om de i Spillekældrene så ofte bedragne Bønder og en Anmodning til Sognepræsterne eller Sognefogderne i de nærmeste Amter ved København

I foregående blad er skrevet om et komplot af mennesker, der søger en indbringende forretning i at narre bønderne for de penge, som de nylig har fået for deres varer. At de undertiden selv, forklædte, snart på en, snart på en anden måde, undertiden ved andre, med deres børn eller tjenestepiger, fører de godtroende tosser af bønder ned i deres huller, hvor de får dem fristede til at deltage i det kortspil de spiller med hinanden, eller at vædde på den hånd som har stærke kort, Desuagtet taber de fordi han vil tabe, da  han siden deler profitten med den som vandt.

Det glæder anmelderen at underrette læserne om, at såvel disse menneskers værksteder, som de selv, fuldkommen er vort årvågne politi bekendt, og at de sikkert ikke ville undgå hvad deres handlemåde fortjener. Selv de i forrige nummer anførte historier er genstand for en sag hvor der snart falder dom.

En fortrøstningsfuld kancelliresolution om sådanne undersøgelsers forum, vil snart rense byen for denne slags industri.

Man må imidlertid beklage, at vor sjællandske bonde, der så gerne vil komme til skillinger på en let måde, alt for nemt falder i disse vindskibelige menneskers kløer. At han tror at den der har fire esser på hånden i femkort bør vinde, er naturligt. Man at han ikke tror, at den der viser ham dette gode kort ikke gør det med hensigt, og ikke vil dele halvt med ham, når han ikke havde i sinde at tabe, er overmåde enfoldigt.

Jeg foreslår derfor sognepræsterne i naboamterne at formane bønderne fra præstestolen, eller sognefogederne, at advare dem på sognestævnet, at de på deres byrejser tager sig godt i agt for alle de som under påskud at man vil køre med dem, eller på nogen anden måde fører dem til skænkestuer eller -kældre. Og at de tager den beslutning engang for alle, at gå ud fra sådant et sted, så snart de ser at der spilles kort.

Jeg kunne her opremse navnene på en del af disse industrimænd, men det ville være for vidtløftigt at nævne alle. Overalt er intet lettere end at få et andet navn, anden kjole og anden stand og håndtering.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2. maj 1801, s. 2523-2525)

Hefte 13. Nr. 158, 2. maj 1801, s. 2517-2520:
Om vejene på Falster 

Om Veje paa Falster.

I Deres blad Politivennen bedes indrykket fra Stubbekøbing:

Man har længe ønsket og ønsker endnu, at vores veje dog snart måtte blive gode og nogenlunde brugbare her på Falster, hvor de overhovedet findes i en overmåde slet forfatning og på mange steder er ganske ufremkommelige. Man har nu ved udskiftningen trøstet sig ved og levet i det glade håb at vejene derved skulle få en ganske anden forandring både i henseende til godhed og korthed. Forandringen har vi nu erfaret. Men desværre, ganske i strid med den forventede. For næppe havde udskiftningen taget sin begyndelse før de gamle land- og købsstadsveje ved grøfter og gærde straks blev forbudt, og de nye af hr. stifts- og landinspektør Stoksledt anlagte måtte (i hvor umage de på mange steder var) med stor frygt og livsfare passeres. Især fortjener at anmærkes vejen fra Medse og indtil Corselitze, hvilken mange rejsende og betjente kan og skal vidne at være højst farlig. Denne er endda landevejen fra Grønsund til Nykøbing.

Men hvad under at vejene er så dårlige? Da bonden især på Corselitze og Karlsfelts godser selv uden tilsyn og opsigt forandrer dem som han finder det bedst, og når det lyster ham, graver grøfter og sætter stengærde i veje og ledsteder som efter hans kongelige majestæt lov og forordning ikke kan eller må forbydes. Og slet intet er det at fortænke ham i da han har så dårlige eksempler for sig. For på en af Karlsfeldts hovedmarker hvorigennem landevejen fra Grønsund til Stubbekøbing løber, indgrøftes på denne tid der ganske afviger fra den gamle. Og det som er (ugement og temmeligt mageløst handlet) rent forbyder færdsel og kørsel af samme, endog før indgrøftningen er fuldbyrdet, dels ved at oppløje den, og dels ved at begynde grøftningen ved den side til hvilken man straks efter at være kommet gennem ledstedet ved Oure, skulle holde hen på vejen. Det er måske mere fatteligt for læseren når jeg melder at den gamle vej forestiller en bue hvis korde den nye anlagte bliver når dens indgrøftning når sit bestemte mål. Men endnu er den kun buens halve korde som først ved arbejdets videre fremgang når sin fuldkommenhed ved indkørslen til Stubbekøbings damme. Når man nu altså ved nattetid som ofte nødvendigheden kræver, skal passere vejen fra omtale købsted til Oure, er man jo underkastet fare og besværligheder inden man på åben og vild mark finder denne halve indgrøftede vej, da man ved at søge derefter let kan køre eller ride i grøften, og derved komme til ulykke og stor elendighed. At sådan tilfælde let kan ske, har erfaring overbevist mig om. Tilmed går denne nye anlagte vej op og ned tværs over højryggede agre, og vil til vinteren blive ganske inpassabel, da det formodentlig i henseende til reparation, går med den som med andre veje heri Falster.

Sådanne og mange andre uordner foregår her ved vejen på Falster, og man ytrer stærkt det ønske at sådanne selvrådigheder dog engang måtte hæves og forebygges, for det går endog så vidt at man her for at rejse 1/4 mil må føre mandskab med sig forsynede med spader, løfte- og jernstænger. Dette skulle jeg ikke undlade at underrette publikum og alle rejsende om for om muligt hvis deres vej skulle falde på den østre kant af Falster, da i forvejen at kunne forsyne sig med omtalte instrumenter.

Kan mit navn udelades, ønskes det, hvis ikke, da sæt det. Forblivende, osv. 
Stubbekøbing den 23. april 1801.

Niels Albretsen
Indbygger i Stubbekøbing.

Til hr. K H. Seidelin i København. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2 Maj 1801, s. 2517-2520)

Om Sengklæders Smitsomhed, og et formentligt Middel derimod, i Anledning af den af Dr. Hunæus i Politivennen No. indrykkede Fortælling.

Til Udgiveren!

Jeg havde netop læst hr. Hunæus' bemærkelsesværdige fortælling indrykket i deres blade, da jeg forlod København for at rejse til min bolig på landet. Undervejs hæftedes mine tanker endnu ved denne genstand der forekom mig så vigtig. Jeg gennemtænkte de dræbende følger af friske personers og endnu mere af syges eller sygeliges sengeleje på sengeklæder der havde ligget under mennesker som var døde af rådne, seabiene, veneriske eller andre smitsomme sygdomme. Jeg erindrede de utallige eksempler p ligegyldighed med sengeklæders tilstand som jeg selv har været vidne til. Jeg tænkte på de så udbredte hudsygdomme, på de mange ubegribelige anfald man ser af hårdnakkede sygdomme på unge friske bomstærke mennesker, uden at man ofte kan gætte nogen årsag dertil, enten i disses forseelser eller i tilfælde. Jeg gyser ved at tænke den omsætning af ondt, af smerte, af død, som auktionsfolk og sengeklæders udlejere på en måde uskyldigt bevirker, og jeg begyndte allerede at gyse for den seng jeg ved min hjemkomst ville komme til at ligge i, da den under min hele rejse til København havde stået ubrugt (jeg er ungkarl) og jeg næppe turde håne at min husholderske havde haft den omsorg i min fraværelse at lade den lufte.

Men jeg blev denne gang behageligt overrasket ved at finde mit leje langt blødere og mere kvægende end det forekom mig nogen tid at have været, i stedet for at finde det hårdt, koldt, klamt og muggent lugtende. Min husholderske havde ganske nylig efter at have luftet og banket klæderne godt, haft dem i en bageovn, og deraf havde dunene fået denne herlige elasticitet som havde skaffet mig så forfriskende et leje.

Jeg havde atter her noget nyt at pønse over som syntes at stå i et meget nøje sammenhæng med de forrige dages tanker. Måske havde jeg nu spor på midlet mod det frygtelige onde. Ikke blot en fornyet elasticitet må en passende bageovns hede kunne give dunen, men også de onde væsker og fugtigheder, den rådne smittede luft, som kan have så farlige følger må derved, troede jeg, kunne opløses og fordrives.

Men i København, det sted hvor omsættelsen af sengeklæder er størst og farligst, hvorledes skulle der denne udbagning kunne iværksættes? Bagerne lader ikke heden gå ubenyttet hen, deres ovne er måske heller ikke således skabte, og overalt er brødbagning og sengeklæders bagning to ting som næppe kan eller bør fordrages sammen.

Jeg har derfor tænkt på at foreslå at der i København indrettedes tørrehuse til sengeklæder og tror at et par familier eller måske flere kunne hente deres rigelige udkomme af at holde dem. I en meget stor stue som enten ved ovne eller murede rør kunne hedes indtil den passende grad, kunne hver ejer af sengeklæder som ønskede det, få sine forud vel bankede og børstede sengeklæder hedede og således den fornødne elasticitet bragt til veje igen.

Det forstår sig at de folk som drev denne næringsvej, måtte være sådanne personer af hvem man kunne håbe en redelig og god behandling. Disse kunne også påtage sig solingen og udbankningen. Det ønskeligste var om en mand der ikke trængte, men ønskede at tjene sine medborgeres helbred, anlagde sådanne huse, da han havde magt til at sætte de personer han betroede gerningen til af eller ind efter fortjeneste.

Af vores oplyste herrer læger ønskedes bekræftet om en vis varme eller rettere hedegrad, og i så fald hvilken, er i stand til ganske at fordrive sengeklædernes fugtige dunster og usunde luft.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2508-2511)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en artikel i nr. 141. Nummeret er ikke angivet i originaltitlen. Derfor har jeg heller ikke gjort det.

Beviser på Patriotisme

For sorte hanefjer forlanges nu 2 rigsdaler, i stedet for man har kunnet købe dem før for 1 rigsdaler stykket. For strudsefjer 8 mark, i stedet for 4 mark. Adskillige har lagt 2 mark på det grå kashmir, eftersom samme farve skal bruges til uniform ved kronprinsens livkorps. Talende beviser på patriotisme!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 april 1801, s. 2505)