Om Farimagsvejen.

(Indsendt)

Man stemmer så ofte sin mening om offentlige vejvisere og virkelig ikke uden grund, efter landevejenes beskaffenhed at jeg iler at meddele publikum den efterretning jeg har fået i disse dage om Farimagsvej at den nemlig ikke ligger under magistraten, men at den er fra magistraten overdraget vejkommissionen med en anselig sum penge til istandsættelse. Der er nok næppe en mand i levende live savnet så meget som den hæderværdige general Huth. Hans virksomhed har vi at takke for de skønne veje som for en del eksisterer. Han tænkte og kunne beregne den uendelige nytte som hurtig og let kommunikation stifter i landet. Kun Farimagsvej der med al den efter ildebranden påførte grus ligger endnu urørt, er til skam for København. Skulle man tro at efter fire år ikke engang de steder er jævnet hvor forhøjelse betegner grusets påførelse, men at der dumpes endnu ned der over som over en jordbunke i en bondeby.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2659-2660)

Redacteurens Anmærkning.

Der er vel tale om den tyske general Heinrich Wilhelm von Huth (1717-1806) som i 1765 var kommet til Danmark og 1766 udnævnt til generalløjtnant. Han var bl.a. statsminister efter statskuppet i 1784 og bl.a. forbedrede fæstningsværkerne. Han talte tysk til sin død og er begravet i Skt. Petri Kirke.

Assistenskirkegaarden

Efter mange overvundne fordomme har man endelig besluttet at begrave sine venner uden for porten. På den såkaldte Assistens Kirkegård er mange skønne monumenter. Og uden filosofisk at undersøge, hvorfor de er blevet opsat, eller hvad de frugter, så må vi vel antage, at den skik at hædre sine venners minde, endnu fandtes og findes blandt alverdens beboere, enten poliserede eller barbariske. Et kærlighedsbånd er spundet mellem de levende og deres afdøde venner. For så vidt er da denne skik hos os hvad den er hos andre. Men den sløvhed, hvormed alt hvad offentligt hos os bliver behandlet, den ligegyldighed vi viser for alt hvad det kære jeg ikke umiddelbart er interesseret i, har også sat præg på dette sted.

På mange steder i Tyskland, særdeles hos de tænkende beboere i Dessau, er hvilepladsen for de døde en skøn velholdt have. Høje træer, tavshed, og sømmelig adfærd hos de besøgende. Stedet er viet til de følelser, hvormed man nærmer sig sine venners grav, og opsyn og orden hos de der ansatte folk forener sig dermed til et harmonisk hele. Hos os kunne og burde det være det samme. En mur omgiver steder, alle porte kan holdes lukket, burde lukkes, efter brug er gjort deraf. Og indgangen burde kun være forbi overgraverens bolig. De karle der af og til slæber spader med sig i hånden i begær efter drikkepenge kunne holde gangene rene. Men hvad ses i stedet! Drengestøj, og beviser på det pøbelagtigste sindelag. Fodaftryk på gravhøje. For nogle uger siden en død gris, puttet ind gennem et jerngitter på et monument. Et jerngitter revet af et andet, som dog var indskruet i en stenkarm. Således hædres vores afdøde venner, og vi københavnere må vide, at enten nedrig egennytte, dovenskab eller andre fejl hos de der er ansatte til opsyn, forvandler denne helligdom til en kloak og et teater for pøbelagtighed og usømmelighed.

(Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2657-2659)

Redacteurens Anmærkning

Assistenskirkegården ligger tæt på den gamle jødiske kirkegård (1693-1804) i Møllegade. I 1694 havde jødernes ældste købt denne grund. Som senere (1704) blev suppleret med indhegning, kapel og opsynsmandsbolig (der bl.a i 1711 fungerede som pestlazaret for jøderne). Den blev udvidet af flere omgange. 

Uordener.

Uden for huset nr. 26 i Lille Kannikestræde er til tider en så ubehagelig lugt at beboerne, i særdeleshed de som bebor stueetagen, ser sig udsat for at forlade dette deres opholdssted så længe indtil den er overstået. Man har den største formodning om at denne lugt kommer fra de på begge sider boende brændevinsbrændere. Disse anmodes derfor venskabeligst at unde naboerne om dagen den ting Luther i sin fjerde bøn lærte os at bede om: Sund luft!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s. 2656)

Mangel på Menneskekærlighed.

I dag den 24. juni indtraf for en halv time siden det ulykkelige tilfælde at en murersvend faldt ned fra taget på Nikolaj skolebygning og slog sig dødeligt. Lærerne ved skolen sendte straks bud efter vogn, for at lade ham bringe på hospitalet, til følgende hyrekuske: Fæderholt i Pilestræde, Møller på Store Købmagergade og Clementsen i Lille Kongensgade. Men hos dem alle tre nægtedes at sende en vogn, fordi ... de skulle til lig. Man ønsker at udgiveren ville indføre denne menneskekærligheden modstridende handling i Politivennen.

G. P. Friis
Lærer ved Nikolaj Skole i Hvælvingen

*    *    *

Det synes som om der virkelig behøves at en klausul blev tilføjet i enhver hyrekusks borgerbrev at hans vogne, til hvem de end var udlovede, straks når forlangtes skulle afhente sådanne ulykkelige og føre dem til hospitalet. En ting som ingen der havde bestilt vognen, ville bebrejde, da i så tilfælde den ene hyrekusk let fik den anden til at køre en sådan tur.

Man måtte ellers ønske at de herrer lærere straks havde henvendt sig til politiet, der vist straks ville have skaffet dem vogn.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s.2654-2655)

En Uorden rettet ude ved Marmorkirken, og en som bør rettes.

Det i Politivennen nr. 164 anmærkede farlige dyr på Frederiks Kirkeplads er nu ført derfra. Hvorfra ellers hr. Horup har den bestemte efterretning at der over kirkepladsen skulle være nogen offentlig passage fra Bredgade ud til Store Kongensgade, ville han behage nærmere at opgive. Passagen har aldrig været offentlig før. Foruden at pladsen er bestemt til et kongeligt oplag af marmor og sandsten, står den med så megen kunst og bekostning til dels opførte Marmorkirke åben på pladsen. Det synes derfor højst urimeligt at passagen over pladsen kunne være offentlig. Både oplaget af tilhugne bygningssten udsættes for ran, ligesom kirken beskadiges ved de mange uartige og kåde drenge som vrimler derpå. Det kunne måske antages for et rimeligt bevis for at pladsen ikke er en offentlig pasage, at der før har stået skildvagt ved porten ud til Bredgade, og lågen ind til Store Kongensgade har været lukket og endnu kan og muligvis også bør holdes lukket, ligesom der også for nogle år siden er opført, vist med en bekostning på 3 til 400 rigsdaler, et plankeværk for at udelukke stenhuggerne og kunstnerne som har deres værksteder på pladsen ud til Bredgade, fra at komme in på oplaget. Skildvagten blev nok først taget derfra ved slottets og byens ildebrand, der gav anledning til større militære vagthold. Anden årsag var der nok ikke til at den blev borttaget fra pladsen. At han kan komme dertil og bør komme dertil igen når han kan savnes fra andre nødvendige vagter er lige så rimeligt som det er at formode at årsagen hvorfor pladsen ikke holdes spærret ved det opførte plankeværk er at stenhuggerne dagligt udsøger materialer på oplaget.

En meget farlig ting på denne plads har formodentlig undgået hr. Horups opmærksomhed, og bør derfor her anmærkes, og det er et gammelt hus som tilhører urtekræmmer og pibefabrikant Casse eller er måske kun overladt ham til brug. Man behøver kun at se dette hus for at gyse over den tanke at det må falde ned og slå en hel flok både artige og uartige drenge ihjel. Fornuftige folk om deres forretninger ved pladsen endog kunne kalde dem i nærheden af dette spektakuløse hus, holder sig i en tilstrækkelig afstand derfra. Men drengene kryber endog ind i og på huset som er besat med støtter der er lige så rådne og faldefærdige som huset selv. Denne uting fortjener nok også at påankes?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2646-2649)