17 september 2014

Skadelig Uorden på Assistens-Kirkegaarden

Efter sædvane besøgte jeg onsdag den 15. dennes Assistens Kirkegård uden for porten et sted som bevarer støvet af nogle mig dyrebare afdøde venner, og som derfor er mig højtideligt og helligt, og imod hvilket altså enhver overtrædelse af den orden, fred og ærbødige tavshed, som bør dvæle over de dødes boliger, er mig forhadt og ufordragelig. Derfor kan jeg ikke ligegyldigt  være vidne til, at graveren, som bor ved kirkegården, og er den mand, som er betroet opsynet med stedet, ikke forhindrer fremmede fra at slippe deres køer derind. For det er vel umuligt ham der lukker sine egne derind.

Denne højst urimelige uskik må uvægerligt vække mistillid og harme hos enhver. Men især må det støde alle dem, der årligt betaler graveren 2 rd. for deres graves vedligeholdelse, og dog alligevel må se dem ødelagt igen af disse kreaturer, der uden forskel nedtræder og afbider såvel de på de vedligeholdte grave plantede blomsterbuske, som det vilde græs af de til glemsel overladte dødeboliger. Desuden gnaver de barken af på de hist og her anbragte unge træer, hvorved disse - gravenes pryd - aldeles ødelægges, uagtet de dog er plantet med bekostning i håb om at tjene som tegn til at kunne kende den gravhøj som gemmer de kære savnede.

For at forebygge at denne ødelæggelse ikke for fremtiden skal finde sted, hvorved så mange fornærmes og hr. graverens agtelse tabes, var det at ønske, at han i stedet for disse køer ansatte et par mand, eller endnu bedre, nogle fattige børn til at afskære græsset, som det nu engang er blevet vane skal gro på de grave hvis ejere ikke har råd til at kunne betale den alt for dyre vedligeholdelse. Den udgift dette ville medføre for ham, især når man vil regne at den betaler sig selv, vil vel næppe holde ham fra, hellere at vælge denne måde til at benytte sig af kirkegårdens græs, som han muligt har rettighed til, end just at benytte det på en måde, der er så ubehagelig for gravenes ejere, og derfor en utilladelighed, som ikke kan tåles.


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2689-2691)

Uordener.

1. På Vesterbro udenfor nogle af de første huse på venstre hånd når man kommer fra Frederiksberg, overfalder en meget stor slagterhund undertiden folk. For nogle dage siden blev et lille pigebarn meget slemt bidt af den mens det ganske roligt gik foran sine forældre. Man måtte ønske at det blev forbudt slagterne at holde disse store, gkubske og til dels ved at opdrages af slagterdrenge glubske gjorte dyr, hvis nytte for slagterne man ikke indser, og hvis skade og besvær for publikum dog somme tider mærkes.

2. I Kirkestræde på venstre hånd fra Højbro Plads er et brændevinsskilt som skønt det ikke kan være gammelt, dog synes brystfældigt. Skulle ikke engang alle disse udhængende skilte afskaffes som er farlige hvis de falder ned, og som meget stygge for synet og i deres sted kun tillades at slås op på muren.

3. Når de ansvarlige vejbetjente engang ved lejlighed passerer Gammel Kongevej ville de finde at grøften uden for værtshusholder hr. Lars Christensens mark har fået en ganske anden skikkelse end den før havde eller vejforordningen tillader. Der er for størstedelen så langt som marken går, taget en god alen af vejens grund som er kørt ind på før nævnte Christensens jord. Dersom enhver således upåtalt måtte have tilladelse til egenrådig at benytte sig af de offentlige veje og vejforordningen således tilsidesættes, ville måske flere benytte sig af samme fordel, og vejen til sidst blive så smal at 2 vogne ikke kunne passere forbi hinanden.

5. I Hyskenstræde omtrent lige overfor apoteket har man på anden eller tredje etage en hakkemaskine som når den arbejder, og lugerne står åbner, overdrysser et stort stykke af gaden med hakkelse. Vilde ejeren ikke hellere åbne til sin grund for ikke at gøre medborgere besvær.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2686-2688)

De Kvæstede.

Man har i disse dage haft den største anledning til at beundre vores sårlægers duelighed ved se to af de kvæstede der hver har mistet hele undermunden, desuagtet være helbredte og den ene endog på en måde at kunne tale.

Men fra en anden side er deres syn på vores gader ikke så frydeligt. Anmelderen er langt fra at ville betage dem deres frihed, eller at optage det ilde om de modtager de gaver de bevægede tilskuere med det bedste hjerte giver dem. Han tror at danske med foragt, ikke med harme bør forbigå den fremmede der turde sige, således må den kvæstede kriger tigge på gaden. Den danske nation har sammenskudt betydelige gaver, og flere vil endnu indkomme *), og den forlader sig på at den nedsatte kommission vil uddele disse på en måde der ikke alene er passende til nationens værdighed, men også til givernes hensigt. Sikkert har de kvæstede som går ud, allerede deres diætpenge. Men man ønskede dog at kommissionen bekendtgjorde noget om det. Dersom den mand har ret som sagde: så længe ikke alt hvad der angår nationen bekendtgøres mig, er jeg ikke borger, men kun et redskab, så fortjener sikkert den danske nation al mulig offentlighed.

For den skades skyld som synet af en så hårdt kvæstet kan gøre frugtsommelige kvinder, måtte man ønske at de fik et anstændigt ophold i provinsen.

*) Endnu ville mange gaver indkomme fra de længere bortliggende provinser, og selv her fra byen, da mange klubber og selskaber hvor i blandt Kgl. Musikalsk Akademi endnu kan ventes med betydeligt. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2680-2682)

Om Maleværket for København

(Skrevet i det sidste vindstille)

Er byens forsyning med mel så ligegyldig en ting? Nu sker den samme standsning som i fjor i februar måned! Der er intet brød at få af mangel på mel. Unægtelig er brændevinsskrå højt nødvendig og uundværlig, men skal brødkornet stå tilbage? Selv på dampmaskinen kan så godt som intet fås malet til groft brød, da Kastellet (som dog selv har mølle og vel kunne holde den i stand til sit brug) også mange brændevinsbrændere får malet der, så brødkornet for byen kan ligge 5-6 uger uden at blive malet. Er der da ingen bedre anstalter mulige for så vigtig en sag. På vandmøllerne får ingen malet, som ikke er bestandig gæst, og den højere bekostning her på hver tønde a 24 sk. mere end ellers, er mere end den halve eller ofte den hele fortjeneste for den som skal leve af grovbrødsbagning, hvor taksten ofte er så høj imod priserne?


(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11. juli 1801, s.2676)


Redacteurens Anmærkning

En klage over lignende står i Politivennen nr. 691, lørdag den 28. Marts 1829, s. 199-201: "Lidt om Møllerne og Meelmaling", udløste en mindre debat med svar i Politivennen 692, lørdag den . april 1829, s. 205-208: "Gjendrivelse af den Annonce i Politievennen Nr. 691, under Overskrivt: "Lidt om Møllere og Meelmaling", og Politivennen nr. 694, lørdag den 18. april 1820, side 237-240: "Endnu Lidt om Møller og Meelmaling"

En Tildragelse ved Vesterports Hovedvagt.

(Tilegnet stadens guvernør)

Onsdag den 1. juli om aftenen kl. halv et kom jeg i selskab med en del andre borgere ind ad Vesterport. Vi skiltes ad der og nogle af os som boede på Christianshavn, gik som sædvanligt til højre side for at gå igennem Filosofgangen, slottet og hjem. Men vi blev ganske uventet ved indgangen til Filosofgangen anholdt af skildvagten og forbudt at passere derigennem da tappenstregen var gået. Vi formodede at skildvagten havde forstået den ordre han havde fået urigtigt og henvendte os derfor til en underofficer der stod ved vagten, som bekræftede hvad soldaten havde sagt. Imens vi talte med underofficeren, kom den vagthavende løjtnant meget hastigt ud af sin stue og spurgte: Hvad var der på færde? En af os gentog det spørgsmål til ham om det ikke var tilladt at passere Filosofgangen? Hvorpå svaret blev: Nej! Spørgeren ytrede sin forundring over det ved at sige: Hvornår er da det forbud sket, da jeg i 36 år jeg har opholdt mig i København, har passeret Filosofgangen på hvad tid jeg har villet uden at det nogen gang er blevet forbudt før i aften. Officeren svarede: Jeg er her på min vagt, forbyder Dem at gå den vej og overlader til Dem at melde det til guvernøren. Vi lod os nøje med det og gik gennem byen hjem. 

Aftenen derefter, torsdag den 2. juli kl. halv elleve gik jeg atter i selskab med flere den samme vej, og ingen forbød os at passere Filosofgangen hvor vi desuden traf mange andre spadserende.

Hvad er vel årsagen til denne forskellige fremgangsmåde? Og turde man ikke af stadens i enhver henseende agtværdige guvernør vente så megen agtelse for indbyggerne at når en så almindelig gang eller vej som Filosofgangen blev spærret, det da offentlig blev bekendtgjort, for uagtet måske få ville kunne indse nødvendigheden af et sådant forbud, tror jeg dog sikkert at enhver god borger ville findes fuldkommen villig til at holde sig samme efterrettelig når han var underrettet om det.

Uvished er altid ubehagelig og den eksisterer i dette tilfælde når man forbyder den ene aften at passere en vej, som før aldrig har været forbudt og den næste aften igen tillader det.

Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2673-2675)