17 september 2014

Uordener.

1. På Vesterbro udenfor nogle af de første huse på venstre hånd når man kommer fra Frederiksberg, overfalder en meget stor slagterhund undertiden folk. For nogle dage siden blev et lille pigebarn meget slemt bidt af den mens det ganske roligt gik foran sine forældre. Man måtte ønske at det blev forbudt slagterne at holde disse store, gkubske og til dels ved at opdrages af slagterdrenge glubske gjorte dyr, hvis nytte for slagterne man ikke indser, og hvis skade og besvær for publikum dog somme tider mærkes.

2. I Kirkestræde på venstre hånd fra Højbro Plads er et brændevinsskilt som skønt det ikke kan være gammelt, dog synes brystfældigt. Skulle ikke engang alle disse udhængende skilte afskaffes som er farlige hvis de falder ned, og som meget stygge for synet og i deres sted kun tillades at slås op på muren.

3. Når de ansvarlige vejbetjente engang ved lejlighed passerer Gammel Kongevej ville de finde at grøften uden for værtshusholder hr. Lars Christensens mark har fået en ganske anden skikkelse end den før havde eller vejforordningen tillader. Der er for størstedelen så langt som marken går, taget en god alen af vejens grund som er kørt ind på før nævnte Christensens jord. Dersom enhver således upåtalt måtte have tilladelse til egenrådig at benytte sig af de offentlige veje og vejforordningen således tilsidesættes, ville måske flere benytte sig af samme fordel, og vejen til sidst blive så smal at 2 vogne ikke kunne passere forbi hinanden.

5. I Hyskenstræde omtrent lige overfor apoteket har man på anden eller tredje etage en hakkemaskine som når den arbejder, og lugerne står åbner, overdrysser et stort stykke af gaden med hakkelse. Vilde ejeren ikke hellere åbne til sin grund for ikke at gøre medborgere besvær.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2686-2688)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar