Om Studenterkorpset.

Til udgiveren!

De ytrede i Deres nr. 168 den mening (der vel var forfattet, men vist ikke undfanget af Dem selv) at man i tilfælde af krig, ikke kunne anbringe kronprinsens livkorps samlet mod en fjende, men det måtte fordeles blandt andre stridsmænd på grund af at når deraf blev mange slagne, da var det tab uerstatteligt. Ethvert korpsets medlem er Dem vist forbundet for denne opmærksomhed. Dog tror jeg ikke at følgerne ville blive skrækkelige da Tyskland til al lykke er os så nær hvor en studenterrekruttering vist ville kunne anstilles lige så let som en soldaterhvervning, og med lige så herlige følger, helst når den rette mand udsendtes i dette ærinde og at vi mellem vores professorer ejer sådan en mand tror jeg hele korpset er enig om.

E. sk. Derved ville også det bekvemmeste øjeblik kunne gribes til at indføre det tyske sprog i kongerigerne, ligesom det førhen er blevet forplantet over Sønderjylland der er en del af Danmark.

*   *   *

Udgiveren tvivlede et øjeblik om ovenstående skulle være satire, men han tabte snart denne tvivl ved at betænke at dersom man i det satte tilfælde skulle have studenter fra fremmede lande, det dog rimeligere blev fra daraussen end enten fra Frankrig eller England - at vi sikkert har en professor der var skikket til den omtalte mission. Skønt udgiveren må tilføje at denne mission nok blev unødvendig da de tyske studenter sikkert ville strømme af sig selv ind i Danmark der ikke er dem noget terra incognita.

Hvad sprogforandringen angår, da kan udgiveren (forbigående sin individuelle følelse) ikke nægte at når vi fik lov og forordningerne såvel som vores landbypræsters skrevne prædikener oversat, ville det vel gå lige så godt her som i Sønderjylland hvor folket nu så længe har været dømt og omvendt på tysk, uagtet der er amter som taler dansk og sogne hvor præsten for denne vedhængende danskheds skyld, må en søndag messe på dansk og præke på tysk, og en anden dag messe på tysk og præke på dansk.

I øvrigt er udgiveren hos sig selv overbist at ingen af det forrige korpses medlemmer tiltror ham nogen tanke der ikke egnede ham som selv gammel student.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2710-2712)

Mulig Pendant til Snøde Præstegård

Så ønskeligt det var at større slagterier skete enten uden for porten eller i det mindste i udkanten af byen, så er det åbenbart ikke muligt, siden man i så lille en gård som gården nr. 100 i Pilestræde har kunnet anlægge et af byens største slagterier, til ikke så lidt ubehagelighed for denne gades beboere, og endnu mere for beboerne af gården selv. Det svineri som finder sted i denne gård er næsten ubeskriveligt. Porten er altid fyldt med skidne, stinkende vogne og undertiden levende stude. Opgangen til de øverste værelser er I gården hvor slagteriet egentlig foregår, og for at nå den, må man vade i blod, tarme, huder og de allerufordrageligste urenligheder. Bag ved posten, som altid mangler vand og derfor undertiden bliver spædet med skident vand, er skarnkisten anbragt. Den står for det meste åben og er topfyldt. Læg dertil at lokummet aldrig tømmes før det i nogle dage er løbet over, og så er grundtrækkene til maleriet færdige. Man forestiller sig nu den giftige stank af det forannævnte, undertiden forenet med en ufordragelig lugt af tællesmeltning i disse hede dage stiger op i værelserne, og ejeren har været så ubarmhjertig at  tage en gangdør væk, det eneste brystværn mod angrebet af disse dræbende dunster, og vurder selv om denne adfærd ikke ville bringe selv den koldeste filosof i affekt. Enhver som vil overbevises om sandheden af dette, må gerne henvende sig til undertegnede, som bebor gårdens øverste etage.

J. Ulstrup
Guldsmed

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25. juli 1801, s. 2708-10)

Redacteurens Anmærkning

Pilestræde 100 har siden 1859 heddet Pilestræde 33. Huset er fra før 1745, ombygget mellem 1769 og 1798 til 3 etager, og igen 1851 til fire etager.

Til det medicinske Politi

Et menneske fra Hamborg har i Berlings Avisen nr. 58 fra i år, inviteret til hos ham for 5 rigsdaler at skaffe sig en recept mod den sygdom, hvis blotte nævnelse er ubehagelig, og hvis årsag de 99 gange ud af 100 er en forbrydelse. Da næppe nogen sygdom forværres så meget som denne ved selvkurering og kvaksalveri, så håber man at det medicinske fakultet eller hvem det medicinske politi er betroet, vil købe denne recept og efterprøve hvad den dur til. Og i øvrigt forbyde såvel sådanne recept som nogle indenbys bogavertissementer, der ved at lokke til farlige selvkure, kunne have få fordærvelige følger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25. juli 1801, s. 2706-2708)

Nytte af grønne Ærtebælge.

Skønt København er meget jammerligt forsynet med grønt, bortkastes dog af hvad der indkommer, så meget at derved nok kunne fødes et temmelig stort antal svin. Ikke alene ser man sådant affald på Amagertorv og overalt hvor grønt forhandles eller forbruges, men gaderne viser i et par måneder hvilken usigelig mængde ærtebælge der bortkastes uagtet de er fulde af næring.

Dersom en mand i forstaden der havde nogen dristighed, ville køre ind dagligt med en enspændervogn for at opsamle disse ting, så ville han dermed kunne opklække ikke få grise, især hvis han tillige modtog affaldet fra spiseværternes og andre betydelige køkkener.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2706)

En gotisk Uskik som truer Residensstaden

Karnapper var en af fortidens smagløse udsmykninger, og tilmed en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. At man derimod nu ser dem dagligdags opstå både ved butikker og beboelsesrum kan man på ingen måde få til at rime med tiden og smagen. Det er klart at den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. Dersom der ingen lov er imod det, som man dog mener, så håber man, at både stadskonduktøren, Magistraten og enhver som der har med smag og ret at gøre, vil gøre sit for at få sådan en lov vedtaget, før vi ganske er hensunkne i det gammeldags arkitekturbarbari igen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)