19 september 2014

Noget om Færge- og Færgemænd ved Jægerspris

Transporten ved dette færgested besørges af den på Jægerspris betroede færgemand med en meget mådelig færgepram og to små både, hvortil han skal holde 3 fast folk, hvoraf mindst de 2 skal bruges ved færgen. Men i stedet for 2 mænd er der for det meste kun 1 mand, som sejler frem og tilbage med den. Det er let at se, at dette i forening med den måde, hvorpå transporten sker, må forårsage ophold for de rejsende. Således skete det den 26. juli da et selskab på 13 personer med 3 vogne som kom fra Jægerspris ikke alene måtte vente i over ½ time, inden færgen kom fra Frederikssund, men endog til dets forundring opdagede at der kun var en mand med færgen. Og således sker det den meste tid. Da befordringsvæsnet er en af de ting der i enhver nogenlunde ordnet stat bør være så fuldkommen som muligt, så var det at ønske at de mænd, som er lønnede af staten for at påse sligt, ville påpege over for færgemanden, der desuden tjener så anseeligt, altid at have det anbefalende antal af folk med færgen, samt at holde den og bådene i så forsvarlig stand, at man ikke bliver våd om fødderne eller sidder i angst for at synke.

Færgen bliver trukket ved et tov, der er fastgjort tværs over fjorden. Men da midten af dette tov altid ligger i vandet, så følger deraf, at det meget hurtigt rådner og springer. Når det sker, så må enten færgen drive på grund, eller hvis der er nogen søgang (således som forhen sket) blive fuld af vand og synke, og mennesker omkomme. Så utilgiveligt og skødesløst sørger man for menneskers liv. Burde der ikke være i færgen et lille anker, to par årer og et reservetov?

Ved dette færgested er som bekendt to broer. Nemlig en ved Frederikssund og en ved Jægerspris. Men de er begge i en meget mådelig forfatning. En stor mængde af de stene, hvor broerne er lagt, er faldet ud og ligger i vandet, og bolværket og pæle omkring en del af broerne er enten helt borte, eller så rådne, at de er faldefærdige. Det var ellers at ønske at regeringen i fremtiden betroede denne gode og vigtige færgemands post til en gammel og fortjent sømand.


(Politivennen, Hefte 14. Nr. 172, 8. august 1801, s. 2737-2739)



Svejtserhuset i højdedraget ved Færgegården. Selv om afstanden er kort, er turen derop særdeles krævende.

Kjøbenhavns Brændevinsbrænderier.

Der er dog en fabrikationsgren som synes at have slået så dybe rødder i Danmark og i selve København at den trodser den ved toldforordningen åbnede fremmede konkurrence, mens så mange andre af vores fabrikker og næsten alle vores håndværk ses dagligt at tabe ved den. Vi har den herlige trøst at når vi engang går klædt fra top til tå i klæder der ikke alene er fabrikerede, men endog syet i England, ville vi dog kunne drikke vores gode hjemmelavede finkel!

I Deutsches Museum findes en opgivelse af alt det korn som årligt forbrændes i København: "I året 1800 har Københavns 316 brændevinsbrænderier (hvoraf 261 ugentligt brændte tre, 40 to, 10 een, og 5 sex gange) i 46956 brændinger, hver beregnet til 4 tønder, forbrugt 187.824 *) tønder kornvarer, som når tønden endog kun giver 50 potter, udgør 9.391.200 potter brændevin eller i penge omtrent 2 millioner, 347.550 rigsdaler."

Selv om desværre en meget stor del af dette fabrikat forbruges i landet selv, kan man dog antage at omtrent det halve udføres til fremmede. Denne fabrikation har derfor tildraget sig regeringens opmærksomhed i den grad at en kommission af meget kyndige mænd er nedsat for ved Københavns brænderier at indføre den nyopfundne destillationsmåde der skal kunne spare 1/3 af det materiale der skal forbruges, kornet.

*) Såvel brændingernes som tøndernes tal er urigtigt i Museum.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2728-2729)

En Hund paa Børsen.

Tirsdag aften den 28.juli da vi gik gennem Børsen til Christianshavn, blev min søn bidt i sin trøje af den hund som tog stykket med sig. Da vi undløb hunden for at befris for samme, hørte jeg at der var en som hidsede hunden på mig. Men blev ikke var hvem det var. Derfor bedes enhver af de unge menneskers herrer principaler (om det kunne være umuligt at komme efter sådan adfærd) at forbyde dem sådant, for den gang blev det ved at miste et stykke af trøjen og blive lidt forskrækket. Men en anden gang kunne det hænde sig til mere skade når nogen ville passere Børsen.

P. Iversen

Strandgaden på Christianshavn nr. 43, litra A.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2727)

Uorden paa Kongevejen ved Lundehussøen.

(Efter indsendt)

Ved indkøringen i søndag aften den 26. juli da hele horisonten næsten ganske var formørket og regnen endnu gjorde det mere umuligt at kunne se hvor man befandt sig, var det ikke underligt at man var bange. Men da vi troede at have den rene landevej for os og ikke kunne forestille os at der på en vej som den der løber fra Søholm til porten skulle være spærret med tømmer, kørte vi med vilje så temmelig sagte ved siden for at lade de ilende selskaber komme forbi os og hellere udholde nogen regn end at miste arme og ben. Men næppe var vi kommet forbi Søholm og befandt os ved den derværende sø før vi ved en for os lykkelige lynindstråle til vores store forundring så at vi befandt os midt mellem noget tømmer der var lagt der. Dersom ikke denne lynildstråle i det øjeblik havde oplyst stedet, var vi ikke kommet derfra uden ganske at være blevet beskadiget på liv og lemmer, hvad vi nu så temmelig lykkelig slap for når vi fraregner en sønderkørt baksmak, nogle fruentimmer der næsten var halvdøde af skræk og temmelig strabads. Det indstilles behageligst til de ansvarlige om sådanne uordner ikke burde straffes.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2726-2727)

Mangel på Opdragelse.

Mandag den 27. juli om morgenen spadserede en velklædt person i følge med andre tilskuere ind fra Fælleden, på det tidspunkt da det frivillige borgerkorps marcherede ind. Da de kom i porten, stødte en del mennesker ham bagfra ind ved officeren ved 2. bataljon for skarpskytterne. Han vendte da hurtigt om, men forinden han kunne retirere, trådte den anden mand fra venstre fløj af 2. bataljon frem og gav ham et drag over nakken så han næsten var segnet til jorden. På grund af mørket og mængden af mennesker blev det ikke muligt at få et mærke på denne uværdige. Ikke desto mindre anser man det for en pligt at bekendtgøre dette, så enhver kan vogte sig for at komme et korps for nær der ikke straks udjager sådan karl fra sit antal. Tillige må officeren takkes for sin vittighed i at spørge den fornærmede om han troede sig fornærmet.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2722-2723)