19 september 2014

I Anledning af Ildebranden i Lyngby.

P. M.!

Man læser i disse dage i Adresseavisen i anledning af ildebrand i Lyngby at sprøjterne er blevet forstoppet af morads, og derved er blevet som ubrugelige, da der dog er en levende Mølleå. Nu må man spørge hvorledes det ville se ud i Frederiksberg by når der kom ildebrand? Vel er der to gadekær som samler vand, men da vandet næppe står seks tommer i det allerhøjeste over moradsen, så er det umuligt at få vand derfra uden at fylde en spand med et fladt kar, og dertil hører lang tid inden de kan øse en spand fuld. Den største park som ligger på siden af Falkoner Alle er ikke blevet renset i ti år, og ha derover den beskrevne dybde Nu er der vel en del brønde, men disse er næppe tilstrækkelige. Dersom der altså opstod ildebrand, så var der lidt mulighed for at slukke den, og ilden måtte ved ringeste blæst fortære en stor del af de for det meste gamle og dårlige hytter.

Man spørger om ikke hele byen burde lade rense de to eneste vandsteder hvoraf de kunne hente vand i sådant ulykkelige tilfælde.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2788-2789)

Om den forestaaende Qvarantaine paa Østerfælled.

Man ved at et skib som har vores vestindiske tropper ombord, nærmer sig til os. Rygtet har sagt at en del af dette mandskab skal være befængt med en smitsom sygdom. Af den forberedelse at telte til at modtage dem, er slået på Øster Fælled, ser man at sagen virkelig forholder sig så. Dette giver udgiveren anledning til at fremlægge et forslag til karantænekommissionens nærmere bedømmelse.

Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.

Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.

Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)

Opkøbere paa Landet.

Der er indløbet mangfoldige efterretninger om det overhåndtagende opkøb på landet allevegne fra. Hvoraf her kun følgende fremsættes:

Lille Næstved den 12. august
-- Her på egnen kører en 15 til 16 valbyere omkring. De opkøber alt smør, æg og overhovedet alle mulige føde- og spisevarer, hvoraf efter deres eget sigende den mindste del kommer (endog således på anden hånd) til torvs i København. Herremændene, forvalterne og forpagterne opkøber på kap. Ærøboerne stripper også om i samme henseende eller lejer bønder til det. Kort sagt, det synes som om der var kommet et almindeligt raseri over alle folk efter at købe for landmandens dør de varer af ham som det var så ønskeligt at han selv bragte til torvs.

Fra egnen mellem Kalundborg og Korsør.
-- Købmændene i Kalundborg, Holbæk og Korsør opkøber alt det som de kan overkomme, til meget høje priser. For nu at man ikke skal tro at disse under påskud af at føre dette korn til Norge sender det til England (helst vi endnu ikke ved om vi får fred) måtte man ønske at ligesom kongen for en del år siden lod små fartøjer krydse ved Lübeck, nu nogle måtte stationeres i Skagerak for at forhindre kornets bortførsel til andre steder end det udklareredes til.

---

Udgiveren er øm over at indlade sig med noget i en materie hvorom hans landsmænd selv er så højst uenige. Næsten alle landbrugerne, fra den laveste til den højeste, ser intet hellere end at kornvarerne steg til det umådelige. De handlende tror at kornet er som en anden handelsvare, og henbringer det hvor det koster mest. Købstadsindbyggerne ser uden misundelse deres lykkeligere medborgere berige sig, men syntes kun at så meget af landets afgrøde som fortæres i landet, burde sælges till tålelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2763-2765)

Renovazionsuorden.

(Efter meddelt)

Skønt det næsten ikke er umagen værd at tale så ofte om en uorden som man så tydelig kan mærke at de ansvarlige enten ikke vil eller ikke tør hæmme, så kan jeg dog ikke undlade at bekendtgøre et skident møde som stødte mig sidste onsdag aften. Efter overlæg stræbte jeg at nå hjem før renovationsvognene begyndte at køre. Men henimod kl. 10 da jeg kom i Sankt Annæ Gade på Christianshavn, mødte jeg to belæssede vogne. Jeg råbte til kuskene om de ville holde lidt til side mens jeg kørte forbi. Men tværtimod søgte de at spærre gaden og standse min vogn. Da jeg nu kom til Vor Frelsers Kirke lykkedes det mig at komme op på siden af dem og endelig at standse den ene af kuskene og stille ham følgende spørgsmål: er det ham tilladt at køre så tidligt. Hvortil han tav. Hvem har befalet ham at køre? Min husbond Christen Larsen. Jeg kaldte på vægteren som stod på hjørnet af Veterinærskolen og Sankt Annæ Gaden og spurgte ham hvad klokken var. Kvart i 10 og bad ham erindre det. Og da jeg tvivlede på hans hukommelse, viste jeg ligeledes vægten i Prinsensgade vognene. Gjorde ham opmærksom på sporene som de efterlod, og bad ham at erindre at klokken endnu ikke var ti. Når man nu tænker på at kongen har tilladt enhver at påtale uordener, med beskedenhed, og at der i 2 år har været skrevet om og bedt om at renovationsvognene måtte udeblive til klokken var slået 10, i det mindste de varme sommermåneder, men dette dog ingenlunde kan bevirkes, så synes intet andet råd mere at være tilbage end at gøre som her er gjort, anmærke og angive såvel den kusk man måtte møde som den vægter gennem hvis gade der er blevet kørt da man bør håbe at de tilbørlig anses.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2761-2763)

Mangel af paapassende Vægtere.

Søndag den 9. august om aftenen mellem klokken 11 og 12 kom jeg fra selskab og fulgt et fruentimmer hjem som havde været i samme. Da vi kommer i Bredgade, hører vi en vild støjen af nogle (som det lod til) drukne personer, men som endnu var et godt stykke fra os. Jeg blev dog ved med at gå lige frem da jeg ikke formodede at kunne befrygte noget overfald på en offentlig gade hvor der er vægtere. Men jeg erfarede det modsatte. Da jeg kommer hen imod grev Schimmelmanns palæ, møder jeg disse personer som i alt var fire. De begyndte straks da de fik øje på os, først at udskælde os. Dette rørte mig naturligvis ikke da jeg nu tydelig så at de var drukne. Men inden jeg ved et ord af det, kommer den ene af dem hen og griber mig i kjolekraven. Jeg vendte mig om, og spurgte hvad han ville. Men i stedet for svar, fik jeg en vældig ørefigen forenet med det spørgsmål: hvad jeg havde med det fruentimmer at bestille? Jeg råbte da straks på vægteren, men der kom ingen. Ved nu at erfare at ingen kom mig til hjælp og ved at [mangler ca. 10 tegn]rige personer som hidtil havde stået i nogen afstand også kom hen mod mig, måtte jeg i hast retirere hen i Dronningens Tværgade for ikke at udsætte mig for den mest gyselige behandling. Der genfandt jeg da det fruentimmer som jeg ledsagede, næsten ude af sig selv af skræk, og således slap jeg denne gang. Dette ville jeg ikke undlade at bekendtgøre, dels for at andre kan erfare at man ikke engang i en af byens mest reelle gader kan være sikker for molest, og dels at vores årvågne politimester kan blive bragt til kundskab om at vægterne i Bredgade og Tværgade enten har sovet eller ikke har været på deres poster.

P de Sene.
Student
i Adelgade nr. 299.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2756-2757)

Det Schimmelmannske Palæ i Bredgade er vore dages Odd Fellow. Fotoet er taget fra porten ind til dette og mod Bredgade. Dronningens Tværgade forløber til venstre, og ud af billedet. Et af Københavns dyreste hjørner dengang. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.