Om Rakkerkulen.

Den så almindelig yndede promenade fra Kastellet forbi konferensråd Classens Have til gamle og nye Øster Kalkfabrik, den eneste promenade hovedstaden har langs havet og Reden har den ubehagelighed at man passerer forbi ådselskulen hvor der i denne hede tid henlægges en usædvanlig mængde af flåede og uflåede hunde. Alle i en bunke uden at blive nedgravet, hvilket forårsager en så gennemtrængende stank at alt i nærheden må flygte med afsky. Det medicinske kollegium må overlades at bedømme hvorvidt det kan skade de der bor deromkring. Hvoraf nogle huse kun ligger 2 til 300 skridt derfra. Lugten kan fornemmes over 2.000 skridt derfra, og i min have cirka 400 skridt fra kulen, kan lugten efter 3 dages forkøb endnu fornemmes når man berører planter eller træer. Dette må jeg tillige anmærke at for nogle år siden da ådsler af heste blev henlagte, indfandt sig store flokke af ravne og krager, men bliver nu en enkelt ved stanken lokket til, flygter den straks uden at berøre noget, hvilket man temmelig sikkert antager som bevis at ådsler af hunde må være ulige giftigere end af heste eller hornkvæg. Dem man dog iblandt alle kultiverede nationer søger at skjule i jorden hvor det er muligt. Og hvor let er dette her gørligt når natmanden fulgte den ordre som efter sigende skal være ham givet af magistraten. Dette har jeg som en ven af mennesker og sundhed ikke kunnet undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på.

Den 21. august 1801
J. Karlebye.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2877-2879)

Gadelysning i mørkt Maaneskin.

Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.

Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)

Skidenstræde/Krystalgade, set med ryggen til Fiolstræde mod Nørregade. Til venstre universitetets Laboratorium chymicum (1840). 

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel "Om det mørke Maaneskin." findes i Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784

Om udlejede Klasse-Lotterisedler.

Ikke så meget for at læserne af jøden Juda Jacobsens bekendtgørelse i Adressekontorets Efterretninger angående den af ham begåede fejltagelse med at udleje nr. 28596 og 28847, om anledningen til disse uforståelige avertissementer med lige så uforståelige senere indrykkede forklaringer over samme, men meget mere for at advare den eller de som muligvis kunne falde på at prøve lykken med at leje lotterisedler af nævnte Jakobsen eller andre, om derved at iagttage den fornødne forsigtighed, er det jeg herved vil bekendtgøre denne sags sammenhæng.

Tirsdag den 22. september sidste går jeg efter anmodning af nogle venner til klasselotterikollektør Juda Jakobsen for at leje nogle numre til den påfølgende dags trækning. Han var straks ved hånden med at levere mig seks sedler, NB ikke originalsedler, men af ham selv udstedte, hvorved han forbandt sig at udlevere originalsedlerne i tilfælde de på disse sedler skrevne numre den 23. september udkom med gevinst. Og han forsikrede derfor mundtlig at ingen af de numre han udleverede til mig, var udtrukket, hvilket naturligvis også måtte være conditio sine qva non. Og for at gøre mig så meget mulig sikker i at denne hans forsikring medførte sandhed, viste han mig at han af kontrolløren ved lotteriet, dagligt fik de numre som af hans kollektion var udtrukket.

Efter det løfte jeg havde givet mine venner om at være øjenvidne til den os muligvis forestående lykke, går jeg den 23. september op på Rosenborg Slot for at se på lotteriets trækning, og jeg erfarede da straks af hr. kontrollør Hansen at de to før nævnte og mig lejede numre allerede var udtrukket som frilodder. Den ene den 18 september og den anden den 21 næstefter.

Så snart trækningen den dag var forbi, går jeg til jøden Jakobsen og siger ham min mening om hans forhold med tillæg at jeg i aviserne vil bekendtgøre samme til advarsel for andre. Efter at jeg således har fremsat anledningen til førnævnte hans bekendtgørelser, må jeg endnu anmærke et tilfælde som muligvis kan indtræffe med disse lejesedler. Dersom fx en stor gevinst udkom på en sådan lejeseddel, vat det muligt at når man meldte sig med sit interimsbevis for at å originalsedlen at få til svar at det ar en fejltagelse af numre, og at man derfor kunne få sine udlagte penge tilbage. Dette var nemlig Jakobsens svar til mig i henseende til de to numre som var udtrukne.

Og for at undgå en sådan fejltagelse var det forsigtigst at originalsedlen blev deponeret hos en tredje mand.

Endnu må jeg tilføje at jeg ikke af Jakobsen har villet modtage de 2 rigsdaler han tilbød mig for nævnte 2 sedler. Men er sindet at tiltale ham for domstolen til tilbagebetaling af de 6 rigsdaler han fik for alle seks sedler. Og desuden påstå ham straffet for hans urigtige forhold. Og jeg mener at han er pligtig at give mig pengene tilbage for alle sedler, på grund af at disse er mig overdragne uno actu, og da han i henseende til de to ikke kan præstere akkorden vil den hele kontrakt efter min påstand blive kendt ugyldig.

Og at han for hans urigtige forhold vil blive kendt strafskyldig, er efter min mening lige så indlysende. For dersom foregivende af fejltagelse kunne fritage for straf, da ville endog grove forbrydere vide at undgå samme.

Chr. Fred. Dahl
Candidatus Juris
Antonistræde nr. 323.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2872-2875)

Redacteurens Anmærkning

Der faldt som i denne sag som blev offentliggjort i Politivennen. nr. 182, 17 October 1801, s. 2900-2902. Hvidberg mente ikke Jakobsen var vidende om at sedlerne var udtrukket, og blev dømt til kun at tilbagebetale 2 rigsdaler.

Om de Hovedstaden saa beskæmmende Slagterier paa Vesterbro.

København indtager i folkemængde og størrelse næppe den sekstende plads mellem Europas store stæder. London, Paris, Wien, Rom, Konstantinopel, Amsterdam, Berlin, Madrid, Petersbord, Lissabon og flere overgår den i de egenskaber. Men i skønhed, sundhed, sikkerhed, gode indretninger, i borgerlig ånd og tone er Københavns rang langt højere.

I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.

Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.

Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.

Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!

Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.

Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortov hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.

Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!

Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.

Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.

Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.

Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge sidste afsnit må det være redaktør K. H. Seidelin der har skrevet dette indlæg. I Politivennen nr. 209, 24 April 1802, s. 3359 blev bekendtgjort følgende:

Bekjendtgørelse.

Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortovet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. Forhuset fra 1771 eksisterer stadig. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)