Den Grønlandske Handel antager fra tid til anden matroser, håndværkere og andre arbejdsfolk til de grønlandske kolonier. Kårene for disse mennesker der rejser på tro til handelen som til deres antagne husbond over til et så ukendt land og klima, som vover derpå om deres helbred i en årrække bliver den samme der hvor lægemidler og doktor ikke vel kan haves, som for en ringe løn og en ubestemt forplejning underkaster sig det mest uindskrænkede tyendeskab, og den selvmægtigste overbefaling af deres husbonds undertjenere - opfordrer til den mest upartiske undersøgelse om der under deres ophold i Grønland sker dem ret, og til den største omhu for ved deres ansættelse herhjemme at handle således at ingen af dem siden skal kunne tro sig overlistet eller misbrugt på grund af sin uvidenhed.
Så langt den tanke altid vil være fra enhver veltænkende borger at en kongelig handel kan gøre sig skyldig i noget der lignede hvervelist, så lidt vil samme handels foresatte kunne optage anderledes end med velbehag ethvert vink der måtte pege på sådanne forandringer i adfærden mod folks ansættelse til de grønlandske kolonier hvorved endog den ildesindedes ugrundede skummel kan forebygges. Handelens bestyrelse har selv indset at det var godt at de antagne folk vidste noget om deres pligter og havde forsikring om det dem i betaling tilkommende. Sikkert i den prisværdige hensigt at opnå dette er det at handelen har ladet trykke et halvark vilkår eller om man vil kalde det en kontrakt. Men det ville være meget ønskeligt om denne ting var noget mere udførlig og især at den første artikel oplyses mere. Den lyder således:
"1) Jeg lover at efterleve de for landet allerede udgivne og herefter udgivende instrukser og anordninger, så vidt mig kan vedkomme. Ligesom også at være den kongelige inspektør samt stedets foresatte købmand og assistent hørig og lydig. Med al villighed og til alle tider ved dag eller nat når det forlanges at forrette alt hvad mig af bemeldte mine foresatte befales, være sig på togter ved fiskeriet eller husarbejde, samt andre forretninger som mig i handeles tjeneste måtte pålægges."
Her ville det være særdeles godt om et passende udtog af de allerede udgivne anordninger var hostrykt, såvel som det vedkommende af de omtalte instrukser. ikke mindre ville det være nyttigt om der blev gjordt nogen nøjere bestemmelse af det forrettende arbejdes størrelse og egenskaber.
Den anden artikel lyder således:
"Skulle det befindes at jeg ikke forstod eller ikke kunne bestride det arbejde jeg har påtaget mig, underkaster jeg mig at stedets foresatte nedsætter min løn i forhold til den mindre nytte jeg kan gøre i tjenesten. Foruden at jeg i tilfælde af dårlig opførsel må underkaste mig den straf som mig derfor bliver tilkendt. osv"
Her synes man at savne udtrykt hvad dog sikkert må være handelens bestyrelses mening at denne på betjentens vilje og skøn beroende nedsættelse i løn ikke kan finde sted om sygdom var skyld i at arbejdet ikke blev gjort eller om arbejdet ikke var af den beskaffenhed (da alt hvad det skal være kan befales ifølge første artikel) at den antagne kunne tros at være kyndig deri.
Den tredje artikel:
"Når jeg derimod forestående forpligtigelse i alle dele efterkommer og derom ved min hjemkomst kan forevise mine foresattes skudsmål, er mig foruden min forplejning i landet eller kostpenge tilgået i årlig løn ... Rigsdaler (for en matros 36 rigsdaler) som angår fra den dag skibet hvormed jeg overgår, letter anker på Københavns red og ophører den dag da jeg fra landet af går ombord på det skib som bringer mig her tilbage, også er mig for så vidt min tjeneste måtte bruges ved hvalfangsten, tillagt 4 skilling af hvert 2 tøndefad tran, som udkommer ved hvalspækkes afbrænding. På overrejsen såvel som på hjemrejsen nyder jeg også osten fri imod at jeg igen er pligtig at forrette inden skibsborde hvad arbejde der af mig måtte forlanges og behøves."
Ved denne artikel var det at ønske at de i Grønland givende kostpenge nøjere bestemtes.
Flere artikler indeholder forpligtelsen ikke. Derimod er neden under de ord trykte: Forestående forpligtelse at være lydelig oplæst for vedkommende bevidner. En sådan forsigtighed er meget priselig (skønt jeg har set forpligtelser hvor intet navn bevidnede denne lydelige oplæsning) kun måtte man hvor en forpligtelse er så lidt favorable, ønske tilføjet: og at vedkommende var ved sine fulde sind og ikke beruset, bevidnet.
Jeg tror ikke at det er for meget sagt at forpligtelsen er lidet favorable, da den på den ene side ikke kan ophæves, men når det skal være på den anden og da kolonisten (om man så kan kalde ham) må på hele hjemrejsen gøre det sværeste skibsarbejde for den blotte kost.
Man vil aldrig bedre kunne fatte hvor nyttige sådanne bestemmelser som de ovenfor ønskede ville være end når man ved at der fradrages enhver af kolonisternes 36 rigsdaler i tilfælde at en grønlænderinde ved ham føder et barn. Denne post anføres i deres afgørelse således: Bidrag til et uægte barn ved grønlænderinden N. N. 36 rigsdaler. Uden at vide om dette bidrag der udgør en sådan kolonists løn for et helt år, må erlægges som en følge af de i første artikel af forpligtelsen omtalte instrukser og anordninger eller som en efter anden artikel for dårlig opførsel tilkendt straf, tør man tro at det ville være en vigtig betragtning i enhver persons hoved der ville ansættes i handelens tjeneste og altså burde de nok aldrig lades i uvidenhed om en så stor ulykke og som de så lidt efter lovanalogi kunne formode.
Ingen vil vel have at de til Grønland opsendte kolonister skulle der [lusne] sætte børn ind i verden uden at bidrage til deres opfostring mm. Men det vil sikkert enhver ønske at dette i Grønland måtte ske i et forhold ligt det som i fædrelandets lovgivning følges. Også her skal faderen bidrage til et uægte barns opfostring, men han skal ikke dertil give alt hvad han ejer og har. Sikkert vil også missionen hvis handels bestyrelsen oplyser den herom, findes villig til at formilde sin mening i denne henseende. Man formoder dette så meget snarere som vores missionsvæsen i andre verdens egne ikke er så strengt *)
Det ville imidlertid fra missionens side være en oplysning man højlig måtte fornøjes ved om den ville forelægge almenheden en efterretning om anvendelsen af disse store opdragelsesbidrag.
*) I Vestindien tillader missionærerne de kulørte at leve med de ugifte blanke i et uindviet ægteskab og overlader det til faderen til et uægte barn hvor meget han vil anvende på sit afkom.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23 Januarii 1802, s. 3124-3131)
Så langt den tanke altid vil være fra enhver veltænkende borger at en kongelig handel kan gøre sig skyldig i noget der lignede hvervelist, så lidt vil samme handels foresatte kunne optage anderledes end med velbehag ethvert vink der måtte pege på sådanne forandringer i adfærden mod folks ansættelse til de grønlandske kolonier hvorved endog den ildesindedes ugrundede skummel kan forebygges. Handelens bestyrelse har selv indset at det var godt at de antagne folk vidste noget om deres pligter og havde forsikring om det dem i betaling tilkommende. Sikkert i den prisværdige hensigt at opnå dette er det at handelen har ladet trykke et halvark vilkår eller om man vil kalde det en kontrakt. Men det ville være meget ønskeligt om denne ting var noget mere udførlig og især at den første artikel oplyses mere. Den lyder således:
"1) Jeg lover at efterleve de for landet allerede udgivne og herefter udgivende instrukser og anordninger, så vidt mig kan vedkomme. Ligesom også at være den kongelige inspektør samt stedets foresatte købmand og assistent hørig og lydig. Med al villighed og til alle tider ved dag eller nat når det forlanges at forrette alt hvad mig af bemeldte mine foresatte befales, være sig på togter ved fiskeriet eller husarbejde, samt andre forretninger som mig i handeles tjeneste måtte pålægges."
Her ville det være særdeles godt om et passende udtog af de allerede udgivne anordninger var hostrykt, såvel som det vedkommende af de omtalte instrukser. ikke mindre ville det være nyttigt om der blev gjordt nogen nøjere bestemmelse af det forrettende arbejdes størrelse og egenskaber.
Den anden artikel lyder således:
"Skulle det befindes at jeg ikke forstod eller ikke kunne bestride det arbejde jeg har påtaget mig, underkaster jeg mig at stedets foresatte nedsætter min løn i forhold til den mindre nytte jeg kan gøre i tjenesten. Foruden at jeg i tilfælde af dårlig opførsel må underkaste mig den straf som mig derfor bliver tilkendt. osv"
Her synes man at savne udtrykt hvad dog sikkert må være handelens bestyrelses mening at denne på betjentens vilje og skøn beroende nedsættelse i løn ikke kan finde sted om sygdom var skyld i at arbejdet ikke blev gjort eller om arbejdet ikke var af den beskaffenhed (da alt hvad det skal være kan befales ifølge første artikel) at den antagne kunne tros at være kyndig deri.
Den tredje artikel:
"Når jeg derimod forestående forpligtigelse i alle dele efterkommer og derom ved min hjemkomst kan forevise mine foresattes skudsmål, er mig foruden min forplejning i landet eller kostpenge tilgået i årlig løn ... Rigsdaler (for en matros 36 rigsdaler) som angår fra den dag skibet hvormed jeg overgår, letter anker på Københavns red og ophører den dag da jeg fra landet af går ombord på det skib som bringer mig her tilbage, også er mig for så vidt min tjeneste måtte bruges ved hvalfangsten, tillagt 4 skilling af hvert 2 tøndefad tran, som udkommer ved hvalspækkes afbrænding. På overrejsen såvel som på hjemrejsen nyder jeg også osten fri imod at jeg igen er pligtig at forrette inden skibsborde hvad arbejde der af mig måtte forlanges og behøves."
Ved denne artikel var det at ønske at de i Grønland givende kostpenge nøjere bestemtes.
Flere artikler indeholder forpligtelsen ikke. Derimod er neden under de ord trykte: Forestående forpligtelse at være lydelig oplæst for vedkommende bevidner. En sådan forsigtighed er meget priselig (skønt jeg har set forpligtelser hvor intet navn bevidnede denne lydelige oplæsning) kun måtte man hvor en forpligtelse er så lidt favorable, ønske tilføjet: og at vedkommende var ved sine fulde sind og ikke beruset, bevidnet.
Jeg tror ikke at det er for meget sagt at forpligtelsen er lidet favorable, da den på den ene side ikke kan ophæves, men når det skal være på den anden og da kolonisten (om man så kan kalde ham) må på hele hjemrejsen gøre det sværeste skibsarbejde for den blotte kost.
Man vil aldrig bedre kunne fatte hvor nyttige sådanne bestemmelser som de ovenfor ønskede ville være end når man ved at der fradrages enhver af kolonisternes 36 rigsdaler i tilfælde at en grønlænderinde ved ham føder et barn. Denne post anføres i deres afgørelse således: Bidrag til et uægte barn ved grønlænderinden N. N. 36 rigsdaler. Uden at vide om dette bidrag der udgør en sådan kolonists løn for et helt år, må erlægges som en følge af de i første artikel af forpligtelsen omtalte instrukser og anordninger eller som en efter anden artikel for dårlig opførsel tilkendt straf, tør man tro at det ville være en vigtig betragtning i enhver persons hoved der ville ansættes i handelens tjeneste og altså burde de nok aldrig lades i uvidenhed om en så stor ulykke og som de så lidt efter lovanalogi kunne formode.
Ingen vil vel have at de til Grønland opsendte kolonister skulle der [lusne] sætte børn ind i verden uden at bidrage til deres opfostring mm. Men det vil sikkert enhver ønske at dette i Grønland måtte ske i et forhold ligt det som i fædrelandets lovgivning følges. Også her skal faderen bidrage til et uægte barns opfostring, men han skal ikke dertil give alt hvad han ejer og har. Sikkert vil også missionen hvis handels bestyrelsen oplyser den herom, findes villig til at formilde sin mening i denne henseende. Man formoder dette så meget snarere som vores missionsvæsen i andre verdens egne ikke er så strengt *)
Det ville imidlertid fra missionens side være en oplysning man højlig måtte fornøjes ved om den ville forelægge almenheden en efterretning om anvendelsen af disse store opdragelsesbidrag.
*) I Vestindien tillader missionærerne de kulørte at leve med de ugifte blanke i et uindviet ægteskab og overlader det til faderen til et uægte barn hvor meget han vil anvende på sit afkom.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23 Januarii 1802, s. 3124-3131)
