Nyttig Indretning ved Store Bælt

Generalpostmatet har lavet en meget udmærket indretning med telegrafkorrespondencen over  Store Bælt. Ved tre telegrafer, en i Korsør, en på Sprogø og en i Nyborg, bliver nu de vigtigste nyheder, vekselkursefterretninger o. lign. i tilfælde af at postens gang standses, meddelt i kort tid fra den ene ø til den anden. Ligeledes kan ikke alene embedsmænd ved telegraferne give efterretninger om embedssagerne, men alle og enhver kan betjene sig af dem mod betaling, som for dem, der tegner sig for et årligt brug deraf, er meget billig.

Denne indretning gør Postamtet stor ære, og vil ikke så lidt bidrage til at give fremmede, der passerer dette færgested (det eneste tålelige vi har) en bedre tanke end hidtil om vores kommunikationsvæsen. Med smakkernes hensigtsmæssighed ved de på Sprogø trufne forplejningsanstalter, ved de synkende cylindre har man fået begrundet håb om at endnu flere gode indretninger ville gøres. Frem for alt den, at der anskaffes rofartøjer af den mest hensigtsmæssige slags, og at dertil et par veløvede roerkarle. Det er fortræffeligt i nogle minutter at få en efterretning sendt 3 til 4 mile over et stormende sund. Men det er ikke mindre  behageligt for den ilende rejser at kunne flytte sig selv i en eller to timer fra Sjælland til Fyn eller omvendt, i stedet for at drive rundt i et blikstille eller at krydse mod strøm og vind i 12 til 24 yderst kedsommelige timer.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 197, 30. januar 1802, s. 3146-3147)

Om Stuepiger i første Pladsloge

De danske har i almindelighed den nationalbrist at være for strenge og for gode imod underordnede. Begge dele er begrundet i en ilde forstået egoisme. Det første forhindrer den ringere klasses forædling, da den holdes tre skridt fra livet af mellemklassen. Den sidste derimod fordærver den ligefrem. Den danske ødsler med drikkepenge og forvolder sig selv derved mange besværligheder. Og når han vil vise godhed over for sine underordnede, så overskrider han sædvanligvis den rette grænse. 

Hvor mange fx forarges ikke for alvor når de ser en matros eller arbejdsmand gå på parterret af sig selv. Men når de samme folk for at kildre den kære stolthed, tager deres tyende med til komedie, så er en god loge ikke for meget. 

Det er ikke sjældent at se tjenestepigen i første pladsloge, mens hendes frue tager til takke med anden. Ih, hvorfor ikke! vil vel nogen spørge. Fordi en sådan anbringelse på den urette hylde forvolder den stakkels pige selv ingen fornøjelse. Det kan måske forskrue hendes begreber, mens den ødsle frue eller herre tilfredsstiller deres forfængelighed en times tid med at byde over den, der nys sad ved siden af en fornem dame. 

 I hvert fald måtte man ønske at når værthusholdere lader deres stuepiger sidder på første pladsloges forreste bænk, at de da ville lade dette være nok, og ikke gøre deres stolthed et nyt offer ved at råbe ind i logen: Marie, vil du have punch? Og derefter lade punchen bringe over alle bænke til hende. Dette gjorde en bekendt traktør for nyligt, til væmmelse for alle de som var i logen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23. januar 1802, s. 3131-3133) 

Bøn til den Grønlandske Handel og Spørgsmaal til Missionen sammesteds.

Den Grønlandske Handel antager fra tid til anden matroser, håndværkere og andre arbejdsfolk til de grønlandske kolonier. Kårene for disse mennesker der rejser på tro til handelen som til deres antagne husbond over til et så ukendt land og klima, som vover derpå om deres helbred i en årrække bliver den samme der hvor lægemidler og doktor ikke vel kan haves, som for en ringe løn og en ubestemt forplejning underkaster sig det mest uindskrænkede tyendeskab, og den selvmægtigste overbefaling af deres husbonds undertjenere - opfordrer til den mest upartiske undersøgelse om der under deres ophold i Grønland sker dem ret, og til den største omhu for ved deres ansættelse herhjemme at handle således at ingen af dem siden skal kunne tro sig overlistet eller misbrugt på grund af sin uvidenhed.

Så langt den tanke altid vil være fra enhver veltænkende borger at en kongelig handel kan gøre sig skyldig i noget der lignede hvervelist, så lidt vil samme handels foresatte kunne optage anderledes end med velbehag ethvert vink der måtte pege på sådanne forandringer i adfærden mod folks ansættelse til de grønlandske kolonier hvorved endog den ildesindedes ugrundede skummel kan forebygges. Handelens bestyrelse har selv indset at det var godt at de antagne folk vidste noget om deres pligter og havde forsikring om det dem i betaling tilkommende. Sikkert i den prisværdige hensigt at opnå dette er det at handelen har ladet trykke et halvark vilkår eller om man vil kalde det en kontrakt. Men det ville være meget ønskeligt om denne ting var noget mere udførlig og især at den første artikel oplyses mere. Den lyder således:

"1) Jeg lover at efterleve de for landet allerede udgivne og herefter udgivende instrukser og anordninger, så vidt mig kan vedkomme. Ligesom også at være den kongelige inspektør samt stedets foresatte købmand og assistent hørig og lydig. Med al villighed og til alle tider ved dag eller nat når det forlanges at forrette alt hvad mig af bemeldte mine foresatte befales, være sig på togter ved fiskeriet eller husarbejde, samt andre forretninger som mig i handeles tjeneste måtte pålægges."

Her ville det være særdeles godt om et passende udtog af de allerede udgivne anordninger var hostrykt, såvel som det vedkommende af de omtalte instrukser. ikke mindre ville det være nyttigt om der blev gjordt nogen nøjere bestemmelse af det forrettende arbejdes størrelse og egenskaber.

Den anden artikel lyder således:

"Skulle det befindes at jeg ikke forstod eller ikke kunne bestride det arbejde jeg har påtaget mig, underkaster jeg mig at stedets foresatte nedsætter min løn i forhold til den mindre nytte jeg kan gøre i tjenesten. Foruden at jeg i tilfælde af dårlig opførsel må underkaste mig den straf som mig derfor bliver tilkendt. osv"

Her synes man at savne udtrykt hvad dog sikkert må være handelens bestyrelses mening at denne på betjentens vilje og skøn beroende nedsættelse i løn ikke kan finde sted om sygdom var skyld i at arbejdet ikke blev gjort eller om arbejdet ikke var af den beskaffenhed (da alt hvad det skal være kan befales ifølge første artikel) at den antagne kunne tros at være kyndig deri.

Den tredje artikel:

"Når jeg derimod forestående forpligtigelse i alle dele efterkommer og derom ved min hjemkomst kan forevise mine foresattes skudsmål, er mig foruden min forplejning i landet eller kostpenge tilgået i årlig løn ... Rigsdaler (for en matros 36 rigsdaler) som angår fra den dag skibet hvormed jeg overgår, letter anker på Københavns red og ophører den dag da jeg fra landet af går ombord på det skib som bringer mig her tilbage, også er mig for så vidt min tjeneste måtte bruges ved hvalfangsten, tillagt 4 skilling af hvert 2 tøndefad tran, som udkommer ved hvalspækkes afbrænding. På overrejsen såvel som på hjemrejsen nyder jeg også osten fri imod at jeg igen er pligtig at forrette inden skibsborde hvad arbejde der af mig måtte forlanges og behøves."

Ved denne artikel var det at ønske at de i Grønland givende kostpenge nøjere bestemtes.

Flere artikler indeholder forpligtelsen ikke. Derimod er neden under de ord trykte: Forestående forpligtelse at være lydelig oplæst for vedkommende bevidner. En sådan forsigtighed er meget priselig (skønt jeg har set forpligtelser hvor intet navn bevidnede denne lydelige oplæsning) kun måtte man hvor en forpligtelse er så lidt favorable, ønske tilføjet: og at vedkommende var ved sine fulde sind og ikke beruset, bevidnet.

Jeg tror ikke at det er for meget sagt at forpligtelsen er lidet favorable, da den på den ene side ikke kan ophæves, men når det skal være på den anden og da kolonisten (om man så kan kalde ham) må på hele hjemrejsen gøre det sværeste skibsarbejde for den blotte kost.

Man vil aldrig bedre kunne fatte hvor nyttige sådanne bestemmelser som de ovenfor ønskede ville være end når man ved at der fradrages enhver af kolonisternes 36 rigsdaler i tilfælde at en grønlænderinde ved ham føder et barn. Denne post anføres i deres afgørelse således: Bidrag til et uægte barn ved grønlænderinden N. N. 36 rigsdaler. Uden at vide om dette bidrag der udgør en sådan kolonists løn for et helt år, må erlægges som en følge af de i første artikel af forpligtelsen omtalte instrukser og anordninger eller som en efter anden artikel for dårlig opførsel tilkendt straf, tør man tro at det ville være en vigtig betragtning i enhver persons hoved der ville ansættes i handelens tjeneste og altså burde de nok aldrig lades i uvidenhed om en så stor ulykke og som de så lidt efter lovanalogi kunne formode.

Ingen vil vel have at de til Grønland opsendte kolonister skulle der [lusne] sætte børn ind i verden uden at bidrage til deres opfostring mm. Men det vil sikkert enhver ønske at dette i Grønland måtte ske i et forhold ligt det som i fædrelandets lovgivning følges. Også her skal faderen bidrage til et uægte barns opfostring, men han skal ikke dertil give alt hvad han ejer og har. Sikkert vil også missionen hvis handels bestyrelsen oplyser den herom, findes villig til at formilde sin mening i denne henseende. Man formoder dette så meget snarere som vores missionsvæsen i andre verdens egne ikke er så strengt *)

Det ville imidlertid fra missionens side være en oplysning man højlig måtte fornøjes ved om den ville forelægge almenheden en efterretning om anvendelsen af disse store opdragelsesbidrag.

*) I Vestindien tillader missionærerne de kulørte at leve med de ugifte blanke i et uindviet ægteskab og overlader det til faderen til et uægte barn hvor meget han vil anvende på sit afkom.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23 Januarii 1802, s. 3124-3131)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at der i de indledende afsnit tages alvorligt forbehold for "skummel". Skribenten går i clinch med embedsstanden, og kan herved risikere en tiltale for brud på Trykkefrihedsforordningen.

Om Vand fra Brændevinsbrænderne i stærk Frost

Man ser hele tiden brændevinsbrændere lade deres kølevand løbe ud i den allerstærkeste frost, på et tidspunkt hvor rendestenen fryser til næsten i samme øjeblik de er blevet hugget op med stort besvær, og da der måske slet ikke burde ophugges. Man tror ikke at denne fremgangsmåde er rimelig, da sådan en brændevinsbrænder når det passer ham sætter en hel gades, ja vel endog fleres, beboere i arbejde og bekostning, mens han selv kan grine af det, da vandet ved sin varme ikke fryser til uden for hans eget hus.

Hvorledes skulle disse fabrikanter så blive af med deres vand? Det er et andet spørgsmål som nok kan besvares når man først har tilstået at den nuværende adfærd fornærmer alle de medborgere, der ikke er brændevinsbrændere. Svaret vil ikke blive andet end dette, at vandet bør køres bort.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3114)

Til Pramlaget.

Det er nu indløbet at der ved alle sandkister ikke kan fås sand. Hvem der vil eller nødvendig skal have det, er nødt til at lade det indføre fra Amager. Da således et læs som fra sandkisterne tilforladeligt dyrt dyrt, kostede otte mark, nu kommer på to rigsdaler. Her ses da atter de skadelige følger af monopoler eller udelukkende privilegier. Pramlaget har ene tilladelse til at indbringe og sælge sand. Hvis dette ikke var tilfældet, så ville indbyggerne nu ikke være i forlegenhed eller nødes til også på denne artikel at lade sig flå.

Det var imidlertid en lykke om denne overgående mangel kunne have den gode følge at københavnerne noget indskrænkede deres alt for stærke brug af sandet der vel til nogle husholdninger, såvel som til bygningsmateriale er uundværligt, men for en stor del kunne være borte af vore gulve når disse maledes, eller belagdes med malede tæpper. Ved denne forandring ville vore gader vine i renhed, vor havn mundres mindre, vort fodtøj slides mindre, og utøj ikke være mange småfamiliers egyptiske plage.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3112-3113)