En ædel handling

I dag den 24. april faldt et velklædt fruentimmer uforvarende fra Kastelsbroen ned i graven. Til alt held kom en smuk mand ved navn Jørgen Giertner, formand for håndværkstokkens 4. kompani,  forbi. Uden betænkning tog han sin kjole af og sprang ud i graven. Hans mod og menneskekærlighed nød den løn, at han bragte fruentimmeret lykkeligt og levende op ad vandet.

Denne ædle medborger, der før har reddet 2 personers, en skibstømmermand og en drengs liv, bor i Elefantgade nr. 16.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3341-3342)

Om Byens Ferskvands Bespisning.

Man tror det nødvendigt at der drages omsorg for at stadens vand er sundt og frisk, ved ikke at lade vandet i kommunikationsåen stå opover mange ejendomme som har været og er endnu under vand, da derved bortskylles folks møddinger og andre urenligheder som er lagt af mennesker og andre kreaturer, ved vandets opstemnings grænseløse bredde. Et bevis herpå kan ses når man går forbi Ladegården og kommer til Roligheds ejendomme hvor der er lagt nogle tusinde læs gødning i mødding omtrent 1 tønde lands størrelse som hele vinteren har stået under vand. Følgen er at den urenligheds ekstrakt er trukket ud i åen og således på flere steder, hvilket muligt kan forårsage stor sygdom.

Da dette altså forårsager skade både på vandet og de tilgrænsende landejendomme, så burde nok alvorlig sørges for afhjælpning enten ved dæmninger om åen eller ved ikke at lade søen få stor vandspejls højde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24 April 1802, s. 3336-3337)

I Anledning af det i No. 205 om Svendborg Politi Indrykkede.

Foranlediget af den bekendtgørelse der er indrykket i Deres Politivennen nr. 205, giver jeg mig den ære at meddele Dem det sande i tildragelse, idet jeg håber De ligeledes bekendtgør dette: Arrestanten som er tiltalt for adskillige små tyverier, skulle derom høre vidner ved øen Tåsinges Birkeret. Fangefogden melder mig dette, spørger om han skulle følge ham, og om han måtte lade ham være uden jern på vejen?

Jeg svarer: Han kan følge ham, men det var nok ikke rådeligt at lade ham være uden jern fordi han ikke skulle løbe fra ham. På fangefogdens forsikring at han nok skulle holde ham da han var dårlig til gangs og havde usselt fodtøj, svarede jeg at når han ville være ansvarlig for ham, kunne han da lade ham gå uden jern. Ved hjemkomsten beder han fangefogden følge med sig til den kant af byen hvor hans [forældre] havde boet og hvor han ventede naboerne ville give ham noget, hvilket fangefogden uden mit vidende gør.

Da denne af nogle andre blev gjort opmærksom på at det nok ikke ville gå ham godt, i fald jeg fik det at vide, og derover vil have ham til arresten, gav han sig i klammeri med fangefogden, og da denne trækker af med ham, møder han en forbikørende bonde hvis heste og ham selv, han gav et rap med en kæp han havde, da de kørte forbi.

Skønt bonden ikke har klaget over det, er arrestanten sat under tiltale for det, tyvesagen ikke vedkommende, ved politiretten.

Svendborg den 12. april 1802
J. Uldall.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327)

Redacteurens Anmærkning. 

Artiklen er svar på Politivennen nr. 205, 27 Marts 1802,  s. 3276-3277 og følges op af et svar i nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427

En væsentlig mangel

I en tid da man synes at have anvendt alt for at befordre og vedligeholde nytten og hensigtsmæssigheden af alle offentlige indretninger. I en tid hvor især politiets virksomhed blandt os fortjener at påskønnes, må det forekomme enhver iagttager besynderligt, ja uforklarligt, at næsten alle denne hovedstads betydelige kanaler savner offentlige loca privata. Det er faldet i mit lod mere end en gang at være vidne til disse her så hyppig forefaldende kanalscener hvor en ulykkelig druknet trækkes op og bæres bort. Og den tilstand man fandt ham i, gav ufejlbare beviser på hans sidste foretagende. 

Det er altså klart, at mange, såre mange, ulykkelige ville kunne sikres for at ende deres liv på denne måde, dersom byen havde tilbørligt sørget for at den fattigste, ringeste indbygger kunne have det fornødne tilflugtssted i sådanne så naturlige som nødvendige anliggender. Man har af menneskekærlige hensigter drevet og oprettet selskaber til druknedes redning. De har vist en almindelig erkendt rosværdig virksomhed og iver i dette vigtige fag. Men er ikke sådanne selskaber af det sjældne slags, hvis muligste uvirksomhed er den rigeste kilde til velstand for staten? At ville bekæmpe virkninger, uden i forvejen at fjerne årsager er jo en erkendt umulighed. Enhver indretning der kan tjene til at fjerne de nødvendigheder, der giver anledning til at den ringere folkeklasse så ofte må udsætte sig for den øjensynligste livsfare, er i mine tanker yderst velgørende for staten. 

Nyhavns Kanal, hvor jeg især har haft anledning til at spore de sørgelige virkninger af denne mangel, fortjener især opmærksomhed fra denne side. Det er den betydeligste og mest frekventerede kanal i byen, og mængden af arbejdere, der daglig er beskæftigede her, kender enhver der kender havnens beskaffenhed. Ikke desto mindre er dette måske ikke den eneste, der hvad sådanne offentlige huse angår lider en total mangel. De mange man møder her, såvel ugalante som sørgelige syn, er kun denne del af stadens indbyggere alt for vel bekendt. Det er derfor ikke uden grund at disse forener deres ønsker med enhver menneskehedens vens, nemlig at få stoppet den kilde til så megen elendighed jo før jo bedre.

For ikke at tale om den fordel som fra den almindelige delikatesses side ville være forbunden med indretninger af dette slags, skal det være mig nok, at have gjort opmærksom på de vigtigere og alle borgere forbindende motiver, det heles fuldkommenhed og den enkeltes sikkerhed.

A. Bonnevie
Student

(Politivennen Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3315-3317)

Spørgsmål til bispen

Findes der noget reskript som tillader de reformerte og andre sekter, som bor uden for København, og hvor de ingen menighed har, godt nok at lade dem hjemmedøbe, men efter år og dag endnu ikke, og måske aldrig, lade dåben konfirmere i nogen kirke. Eller slet ikke blive døbt såsom kvækerne, men lade deres fødsel alene blive attesteret ved stedets notarius, uden at lade deres navne indføre i den kirkes ministerialbog i hvis sogn de bor? For uden at nævne det tab, som kirkebetjente lider ved det, bliver jo også de fødselslister som efter anordningerne ved hver kirkeårs udgang af hvert sognekirkes ministerialbog skulle forfattes og indleveres, ufuldstændige og stridende imod den anbefalede orden.

(Politivennen Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3314-3315)