Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.

Om Havnepladser

I slutningen af denne sommer og i efteråret har man tydeligt sporet den største mangel her i havnen på bryggepladser for de ankomne fartøjer. Det er en gammel sag, som før har været fremsat. Man har foreslået at gøre plads andetsteds i byens vande til skibe, hertil især en velegnet plads i det store ubrugte vandstykke for enden af garnisonspladsen. Det kunne ikke alene uden at skade, men endog pryde pladsen, at forlænge den højere op omtrent til Amaliegade. Her kunne 30 til 40 fartøjer få plads. Når Christianshavns kanal uddybedes og snurrebroen forandredes til vindebro, vilde også her et lignende antal kunne lægge til. Når det blev forbudt at lægge sten på Slotspladsen ved bolværket og når pramlaugets sandkister ikke optog så store strækninger, så kunne en snes fartøjer mere ligge mellem Højbro og Holmens Bro. Det kan ikke være rigtigt, at disse sandkister både hindrer skibene og fratager de smukkeste pladser deres udsyn. Noget af det her foreslåede synes nødvendigt at måtte gøres. Det er fortrædeligt og bekosteligt ophold for de søfarende og deres redere, hvis de som nu skal nødes til at ligge 4 til 5 ved siden af hinanden, og byens folk kan dels ikke finde, dels ikke uden bøje komme til de bagest liggende. Det er sket for flere end en af indsenderens bekendte, at de ikke har kunnet finde skippere de dog vidste lå i havnen, da de havde fået brev med dem. Efter lang forgæves søgning måtte de altså opgive håbet og miste det fragtgods og de viktualier som de havde fået tilsendt.

Man håber at Magistraten, havnekommissionen og andre som det vedkommer, og som kunne udrette noget, vil gøre alt muligt for at afhjælpe et så skrigende onde.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3847-3849)

Om Bøndervognenes Opstilling ved Vestervold

(Efter indsendt)

Adskillige af Vestervolds beboere, især mellem Vestergade og Lavendelstræde, finder sig meget besværede ved den utilladelige brug som bønderne gør af gaden. På de fleste dage er det ikke muligt for en karet eller anden vogn ved middagstid at komme til husene, da bøndervognene optager hele gaden nærmest mod disse. Ja endog sommetider sætter hestene på fortovet for bedre at kunne holde opsyn med dem fra kældrene. De som altså i dårligt vejr betjener sig af kareter for at komme tørskoet til et af disse huse, får ingen glæde af det, fordi de er nødt til at stå af midt på torvet og efter megen ulejlighed liste sig gennem de tætpakkede bøndervogne. Ofte lykkes det kun efter en lang omvej. Ved denne defilering gennem vognene risikerer man desuden at blive bidt af heste. Blandt mange andre skete det for nogle dage siden for en pige på 10-12 år, som blev bidt i armen af en hest som stod bundet ved rendestenen, tæt ved indgangen af et hus. Bonden bød hende godt nok penge, men det kan nok ikke altid erstatte skaden. Det ønskes derfor at bønderne måtte forbydes at holde med deres tomme vogne på den anden side af gaden mod volden, så at der kan blive så meget plads, at en vogn kan køre forbi og holde ved fortovet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3844-3846)

Forsvar for Gadeviserne.

(Fortsat fra 240)

Gadevisernes nytte er sikkert langt større end man ved første øjekast tror.

1. De gavner fordi de oplyser og forædler den klasse af vores medmennesker, på hvis opdragelse og undervisning der anvendes mindst flid. Det er vel overflødigt, efter hvad tidligere er sagt, at bemærke at her ikke tales om de få slette viser. Igennem alle årtier og hos alle folkeslag har nyttige betragtninger, sunde leveregler, med et ord moral lettest fundet vej og længst blevet husket hos almuemanden når den fortaltes som fabler, ordsprog, historier og viser eller sange. Afhandlinger eller taler kan han ikke følge, altså ikke samle og endnu mindre huske. Sandheders fremsat uden omsvøb, blot og bart tillokker ham ikke, og han finder den overflødig. Han er ligeglad eller endog mistroisk mod selv den uomstændeligste fornuftsslutning, fremsat i logiske form. Da han ikke er øvet i at skelne det væsentlige fra det tilfældige, ikke vant til at afgrænse ordenes betydning, så synes han i sin daglige kreds at finde undtagelser, der svækker fornuftsslutningen. Disse ovennævnte indklædningsmåder er derfor de eneste brugbare midler til at give det rå menneskes frihed drivfjedre til det gode. Det gode skal enten ligefrem befales ham, eller han på disse måder må ligesom se sig det foremalet. Men af alle disse iklædninger har sangen eller visen fortrinet. Den nydes mere af det sanselige menneske. Fortryllet af musikkens harmoni finder han det besungne gode dobbelt godt og det onde dobbelt afskyeligt. Den læres lettere og huskes længere end den ubundne fortælling. Derfor er poesien ældre end prosa. Derfor har vi endnu så meget på vers og så lidt i løs stil fra vores forfædre. Derfor er selv mange af vores ordsprog på vers. Grækerne opmuntrede deres krigere med viser. Vores forfædre sang viser, når de gik i kamp for at vække modet. Og når de blev besejret, sårede eller så den uundgåelige død i øjnene, så sang de for at udholde deres ulykke med mandighed. Og disse viser gjorde de ofte i selve øjeblikket efter omstændighederne. De tapreste helte og konger var gerne de bedste visemagere. Ja det var en titel for guden Odin selv. Og har vi ikke selv af vores nys forledne dage et eksempel på sangenes kraft. Måske havde vor fjende i fjor ikke mødt så tapper modstand, hvis ikke en berømt sanger, opmuntret af vor kronprins selv, havde bragt de fredelige læber til at synge sig mod i brystet med vores gode digteres krigssange. Men skulle sang kun kunne bringe bevæggrunde til en art dyd. Oh at kun vores gode digtere ville følge en Ribers, en Wandals, en Storms, et efterslægtselskabets eksempel, der skattede almensangen som et et stort oplysnings og forbedringsmiddel, da ville vore gode gadevisers tal blive uendelig større, og vor almuebroder bedre og dydigere.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3841-3844)

Forsvar for Gadeviser

Udgiveren var i færd med at opfylde løftet om at skrive et forsvar for gadeviserne, da følgende, som fuldkommen stemmer overens med hans tanker, blev sendt til ham:

***

Det synes at være den almindelige mening at vores gadeviser helt skulle afskaffes. Så vedvarende og stærkt bliver de fordømt alle vegne.

Jeg hører ikke til de som mener noget er rigtigt, fordi det er almindeligt. Skønt jeg meget vel ved at mange åndelige og verdslige bygmestre har anset denne almenhed for en herlig hovedhjørnesten for deres bygninger. Jeg har kun alt for ofte hørt selv den fornuftigste ytring gendrevet med et: Det er jo mod alles mening, til at jeg kan tillægge denne magelige slutningskunst værdi over de fleste dødelige. Men jeg ved også at det kun er de fleste, der hylder den, og til de få, der udgør undtagelsen, ønsker jeg kun at tale.

De udråb man især hører fra gadevisernes fjender, går ud på at levende personer nævnes i dem ved deres fulde navn, og at dette er meget hårdt for disse personer, selv om de endog er skyldige.

Desuden er det en grusomhed mod samme personers uskyldige slægtninge og venner. Endvidere at gadeviserne er lutter usselt vås og skadelige for sædeligheden. Endelig finder man selv de mennesker der omdeler og sælger viserne alt for pjaltede, beskidte og skrålende.

Hvad den første af disse anker angår, da skulle det være den største glæde for indsenderen at kunne tro at medfølelse med den ulykkelige var årsag til den hos alle. Men den omstændighed at denne anke, såvel som det stærke råb mod gadeviserne kun gælder når den nævnte person er udmærket ved stand eller formue, synes ikke at ville unde ham denne fryd. Han hører derfor her kun slægtskab og venskab tale, for nødig ville han tro, at bevidsthed om hang til samme fejl, som den nævnte lastes for, er bevæggrund hos en del af ankende, skønt menneskekundskab kunne berettige til denne tro.

Men selv medlidenhed kan drives for vidt. Den medlidenhed der afholder en medborger fra at angive en forbryder, et politi eller en justits fra at efterspore ham, en fangefoged fra at bevogte ham, en dommer eller en regent fra at straffe ham, er skadelig. Den medlidenhed der ville skjule for alle andre, og om muligt for forbryderen selv, at han var forbryder, strider imod alle borgerlige straffeloves hensigt, som er: Forbryderens straf skal afskrække andre fra at gøre det samme.

Jeg tilstår at den visesælger der med forsæt udråber en forbryders navn under hans ulykkelige ægtefælles vinduer eller uden for hans fængsel, afslører et nederdrægtigt hjerte. Men jeg tror at undtaget dette tilfælde, kan den tanke at der råbes således på gaderne, næppe finde en nerve hos hende at virke på, der ikke ved den langt større smerte: At vennen er forbryder, er gjort flov imod den mindre: At han kaldes hvad han er.

Men selvom jeg efter alt dette indrømmede, at kun den i sidste instans dømte forbryders navn burde nævnes i viser, ja selv om det endog var muligt, hvilket jeg ikke tror, soleklart at kunne bevise at ingen levende medborgers navn burde nævnes i viser, så følger ikke deraf at alle gadeviser bør fordømmes, men kun de få der har denne egenskab.

Den anden anke mod gadeviserne er, at de er usselt skrevne, fostre af jammerlige smørere og skadelige for moralen. At nogle af vores gadeviser fortjener denne hårde dom er sandt. Men det er også sandt, at den ikke gælder for de fleste. De der lyner denne bandstråle over vores gadeviser har måske kun læst meget få af dem. Vi har mange skønne ting af vores gode digtere trykt som gadeviser. Vi har gadeviser af Stub, Vibe, Wessel, Storm, Abrahamson, Thaarup, Riber, Rahbek, Bankested, Nyrup og flere. Vi har en stor mængde gadeviser, der uden at have krav på stort poetisk værd indeholder sunde og nyttige tanker for den klasse af vores medborgere der ikke er tjent med kunstige digte. Skal alle disse fordømmes og kastes på ilden fordi det er muligt, at en enkelt kan være umoralsk. Skal almuen ikke læse, uden hvad der er skrevet således at det kan behage en kunstdommer, så får den slet intet at læse. For det er naturligt at hvad der skal kildre en kræsen gane, ikke er mad for en tærsker.

Gadevisernes fjender bør, håber jeg, tilstå at fordi en enkelt gadevise er vås eller umoralsk bør ikke alle gadeviser fordømmes, men kun den våsende og usædelige.

Den tredje anke at visesælgerinderne er usalige i person og kæder og undertiden slette sangerinder, tror jeg ikke jeg behøver at komme ind på, så længe vi tåler at alle vores madvarer sælges af smudsige mennesker, og så længe æblekællinger og fiskerkoner om dagen, og vægtere om natten, skamferer vores ører med skrål, som endnu er langt mere skurrende og ubehagelige.

Jeg tror nu at have berørt de ankeposter hvormed vores gadeviser angribes, og at det allerede er vist tilstrækkeligt, at ingen af dem kan retfærdiggøre en almindelig fordømmelse af dem. Jeg skal nu, ved at omtale gadevisernes nytte, søge endnu mere indlysende at bevise, hvor skadeligt det ville være at luge hveden bort tilligemed klinten. Og rent at betage almuen denne vigtige del af dens læsning. *)

(Fortsættes)

*) Dette bidrag er forfattet af litt. hr. K. Hansen

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 240, 27. november 1802, s. 3834-3838)