Om Assistenskirkegården

(Fortsat fra nr. 244)

Efter denne lange udskejelse, som jeg håber læseren vil tilgive, vender jeg atter tilbage til Assistenskirkegården. Hvis den skal holdes i orden, som det kræves af et sådant sted, både for fin bestemmelse og de kunstværker det allerede indeholder, så må det gøres umuligt for grove, kåde eller svirende mennesker, at komme derind og at gøre skade der. Den ting, som af kancelliet og Magistraten til denne ende er gjort, er efter mine tanker utilstrækkelig. En plakat der påminder til orden, bliver ikke læst af de indgående. Og i det omfang den læses af dem den egentlig gælder, gør den som man så ofte har set eksempler på, netop den modsatte virkning, når den læsende ikke med egne øjne ser at straf umiddelbart følger på overtrædelse. Tanken om et par gravere, der desuden ikke al hver stund på dagen begge kunne være til stede, der kunne være gamle, sygelige eller fredelige, er ikke i stand til at indgyde nogen tilbageholdende frygt. Det er meget naturligt at mænd der da de fik dette embede ikke troede at skulle varetage vægterforretninger, holdt sig tilbage, i stedet for at gribe ind, for ikke at blive ilde behandlede eller overfuset af overgivne og håndfaste knægte.

Det foreslås derfor atter at pålægge alle indgående at betale nogle skillinger ved indgangen. Håndhævet af et par soldatvagter at at stokke måtte afleveres ved indgangen, hunde ikke komme ind, børn ikke heller uden følge med forældre, ville uordner af daglige beskuere, efter al sandsynlighed, ganske ophøre.

Magistraten kunne give fribilletter til dem, som havde gravminder der. Også de, der betalte noget årligt kunne få billetter, ligesom det sker med Kirsebærgangen og Kastelsvoldene.

Endnu vanskeligere er det med de nuværende midler at forebygge uordner ved begravelser. Man så dette tydeligt ved major Andresens begravelse, og man kan se det ved enhver ligfærd, der gør nogen opsigt. Fra alle kanter sprang tilskuere over kirkemuren, så kirkegården, da liget kom, allerede var smækfuld af mennesker. Træerne som står der, monumenterne og de indhegnede grave var spækket med tilskuere, der brød grene af her, beskadigede og tilsølede kunstens værker hisset. Og overalt nedtrampede gravene på den jammerligste måde.

Imod denne ubehagelighed som enhver der har set den vist har fundet meget stor, synes intet bedre middel at være end for det første at omringe muren med en dyb og bred grav, og dernæst at bygge en bygning ved eller tæt op til kirkegården, hvor ligene blev bragt ved begravelserne og jord af præsten pålagt. Så kunne kisten senere af slægtningene i al stilhed og en anden dag, føres ud af dette hus, ind på kirkegården og nedsænkes i graven.

Denne sidste indretning ville sikkert gøre ende på alle forargelige pøbelsammenløb og uordner ved begravelserne, da det ved politiets hjælp blev let at holde dem ude af bygningen. Jeg behøver vel ikke at nævne at denne måtte være så rummelig at det allerstørste ligfølge magelig kunne være i den og at den ved en sirlig arkitektur ville forskønne kirkegården, og bidrage til at forhøje indtrykket ved begravelsen.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3912-3916)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er fortsat fra Politivennen nr. 244, 25. december 1802.

I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 68, den 23. juli 1804, s. 1083-1084 kunne man læse følgende:

Graverkarlenes Ran paa Assistencekierkegaaarden har langtfra ikke havt den Indflydelse paa Menigmand, som mange have formodet. Man vandrer nu derud igjen og besøger sine Paarørendes Grav ligesom før. I Søndags var der her utallige Mennesker. Det Hele ligner igjen en smuk Hauge. Mange nye og skjønne Monumenter er der i den senere Tid opreist, og iblandt disse udmærker især den afdøde Prof. Abildgaards Gravmæle sig. Ved at tænke sig de Dødes Bolig som en Blomsterhauge, maa de mørke Forestillinger om Døden efterhaanden forsvinde. Man gaaer her omkring blandt sine Slægtninge og Bekjendtere, og drikker og spiser paa deres Grav. Det eneste Skillerum, som Døden her har sat imellem de levende og Døde, bestaaer deri, at disse ikke kunne snakke, drikke og spise i Selskab med hine. For end mere at forøge Stedets Munterhed have to Spillemænd placeret sig ved Indgangen til Kirkegaarden, og spille for en Styver Engelske Danse, som selv de Døde maatte kunne more sig ved. De omkringspadserende Almuefolk gjøre her stundom meget artige Bemærkninger over Monumenterne. Saaledes er der et smukt Gravmæle, hvorpaa der ligger en stor Hund, udhuggen i Steen, som er udsat for megen Critik.

Professor Abilgaards gravsted findes stadig. Indskriften lyder:  

HER HVILER 

PETER CHRISTIAN ABILDGAARD

PROFESSOR

VETERINAIR SKOLENS STIFTER OG LÆRER

SECRETAIRE I VIDENSKABERNES SELSKAB

FØD I KJØBENHAVN DEN 22 DEC 1740

HVOR DØDEN LUKKEDE HANS BLIDE ØIE

DEN 21 IAN 1801

SOM VIDENSKABSMAND

VAR HAN KIENDT OG HÆDRED I EUROPA

FOR LÆRDOM OG UDBREDTE KUNDSKABER

SOM EMBEDSMAND

AGTED FOR UTRETTELIG

OG GAVNRIG VIRKSOMHED

SOM BORGER OG MENNESKE

ELSKED FOR VENNESALIG FROMHED

USVIGELIG TROFASTHED

OG ÆDEL BESKEDENHED

DERFOR VÆDE VENSKABS TAARER HANS ASKE

DERFOR SØRGER DANNEMARKS MUSE

VED SIN ELSKTE SØNS GRAV

Om den i nr. 242 fremsatte Anmodning om Skildvagter på Lappen ved Helsingør

Når man ser hvor nøje de rejsende på Toldbodgaden i Helsingør som ad denne rette vej enten tager herfra til Sverige eller kommer derfra hertil, overvåges og påses at de er forsynet med pas, som bliver afkrævede til påtegning af byens præsident og den vagthavende officer, så kan det synes meget påfaldende at andre, og det på et år ikke så få, ved Lappen kan rejse her og der, uden at blive tiltalt, og uden at nogen sjæl spørger dem om pas. Tyve, desertører og slette mennesker ved af at ty til dette sted for at kunne benytte sig af denne åbne vej til at undvige på svenske både, som også bringer os meget slet pak. 

Mange tyve og desertører, som er blevet hurtigt forfulgt, er blevet opdaget og pågrebet når der ikke har været svenske lejlighedsbåde at få fat i straks. Det ville derfor være meget ønskeligt hvis denne anmodning om skildvagter måtte få de ansvarliges opmærksomhed. Så meget mere som det har med statens sikkerhed at gøre. Dog ville det være endnu bedre og mere tilrådeligt, om et af de ledige vagthuse som står til ingen nytte ved de 2 porte, blev flyttet og besat med en underofficers vagt. Eller hvis man fandt dette for bekosteligt, at udvirke med generaltoldkammerets tilladelse at sætte en lille tilbygning til det der nybyggede toldbetjenthus som vagthus for denne vagt. Dette ville også tjene til megen sikkerhed for den toldbetjent, som har nattevagt der, da han vel ikke altid drister sig til at visitere både, som ankommer i mørke nætter, eller er besatte med meget eller endog et overlegent mandskab.

 
(Politivennen Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3910-3912)

Lappen set ind mod Helsingør med Sct. Olai Kirketårn i baggrunden. Marienlyst Slotsmur til højre.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på en artikel i Politivennen nr. 242, 11. december 1802, s. 3862-3863.

Uægte Snekkerstentorsk

Ved Gammel Strand i København hænger et skilt med 2-3 forgyldte torsk og teksten: Her sælges levende Snekkerstentorsk. Men da beboerne i Snekkersten kan bevise at der siden dette års fastelavn og til dato ikke er afhentet eller solgt en eneste torsk til København, men til stadighed i Helsingør til en ringere pris, så mener man at man skylder sandheden og det københavnske publikum denne bekendtgørelse med anmodning til torskesælgeren om at give skiltet den rette tekst. Enten: Her sælges levende torsk, eller: Her sælges levende svensk eller bornholmsk torsk. Og således ophøre med at føre publikum bag lyset.

Snekkersten, d. 20. december 1802
Lars Børresen
På egne og flere medbeboeres vegne.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3909-3910)

Bøn til den eller dem som have over Broerne at befale.

(Efter indsendt).

De stakkels heste som i denne frost skal passere over Prinsens Bro, er meget at beklage da broen er så glat at der daglig falder mange og forslår sig ynkeligt, hvorved endog mennesker let kan komme til skade. At slå lægter på broen, er vel vanskeligt i frostvejr, og tillige en ubehagelig kørsel for dem der er svage, og skal passere en så lang bro da de bliver meget forstødte i vognen. Og jeg tror at en frugtsommelig kone kunne ved en sådan lejlighed komme galt afsted.

For at afhjælpe denne betydelige fejl, foreslår jeg at belægge broen på midten hvor kørslen er, med frisk hestemøg i et tyndt lag der da straks fryser fast, og gør passabelt for heste og vogne. Men ved førset tøvejr måtte samme straks fejes samme og køres bort. Man vil vel indvende herimod at det ville koste at føre møg på broen, men jeg er overbevist om at om vedkommende ville bede staldmester og oberhofmarskal Hauch om at lade staldfolkene fra kuskestalden, en morgen i sådant vejr lægge det udbærende møg fra stalden på broen, i stedet for på møddingen, ville han vist ikke afslå en så nyttig begæring.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3908-3909)

I Anledning af Bekendtgørelsen om den syge Familie i Kolonistgården i Kronborg Amt.

Den 24. november blev jeg hentet til bonden Henrich Wyrtz på Kolonistgården ved Krogenberg, hvor jeg fandt benævnte mand og 8 børn syge af en ondartet smittende feber. Da denne mands kone var død og begravet 4 dage før jeg blev kaldt til disse syge, har jeg af dem fået at vide at hun skal have ligget syg i 3 uger. Og efter hendes død ligget 9 dage inden hun blev begravet. Dette sidste har sikkert bidraget til sygdommens udbredelse i familien da den formodentlig desuden har været af en smittende art. 

Den dreng som er omtalt i sidste bekendtgørelse, døde den 6. december og blev efter min anmodning begravet den 8. samme måned uden følgeskab eller mindste sammenkomst i lighuset. Efter at have indberettet denne syge families tilstand til hans excellence hr. geheimekonferensråd amtmand Levetzon med anmodning om et par opvartere til de syge, gav han straks ordre til at tilstille mig de fornødne sygeopvartere mod klækkelig betaling af amtet. De 2 børn som var bragt til Helsingørs hospital, hvor det blev meddelt amtmanden at de ikke kunne blive længere end 8 dage i hospitalet. De blev på amtets regning kørt i lukket vogn her til sygehuset, og får fri kur og medikamenter, samt er fritagne for at befordre mig til og fra dem. 

Deres kreaturer har den fornødne tilsyn. Alt dette viser at amtet beredvilligt hjælper til disse lidendes lindring og frelse. Købmand hr Balfour har som sand menneskeven, efter at have fået efterretning fra mig, i den periode af sygdommen, hvor de kunne nyde vin, ædelmodigt givet vin til dem. Vin af bedste slags, og andre læskende og lindrende ting. Ligeledes har hr. skovrider Jørgensen ofte sendt dem til deres vederkvægelse og vedbliver disse gode mænd endnu samme, hvorved de meget bidrager til denne værdige families tiltagende forbedring. At naboerne af bondestanden ikke har været dem behjælpelige, må man anse som en rimelig følge af forbuddet om ikke at komme til denne gård, hvor der hersker så megen smitsom syge, og ikke af fordom imod dem, fordi de er af tysk herkomst. 

Sikkert fortjener disse retskafne og nu lidende mennesker den bistand, ædle vil skænke dem, da de er fattige og så stor en familie. Under denne deres sygdom har de udmærket sig ved villig og nøjagtig efterlevelse af det dem anordnede, til sygens standsning og videre helbredelse, uden hvilket mine bestræbelser havde været forgæves. I disse dage har jeg haft den glæde at se de 3 ældste sønner, som rekonvalescenter og faderen for en kort tid forlade sit sygeleje, skønt endnu meget mat og svækket. 6 børn holder sygelejet hjemme i faderens gård, og en ligger på amtets sygehus. Af disse 7 er dog kun en yderst dårlig, og ingen er døde, siden den ovenanførte 6. december.

Uden for denne familie er det mig ikke bekendt at nogen her på amtet har denne smitsomme feber.

Kirke Esbønderup d. 28. december 1802
Klein
[Stiftets Kirurg] på
Kronborg Amt

(Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907) 

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938