Uordener.

Under Knippelsbro er et lokum som for mange arbejdende mennesker der ikke kan komme hjem når de vil, er højst uundværligt. Men det er i en sådan tilstand at de fleste hellere sætter sig på gaden for folks øjne. Man ønsker flere offentlige vandhuse, og de få vi har, bedre istandholdte.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 250, 5. Februar 1803, s. 3996)

En Uorden ved tydsk Kirke.

For nogen tid siden stod jeg fadder i tysk kirke, og da jeg med mandfokene som sædvanlig var kommet før fruentimmerfadderne, stod vi for at modtage dem, da vejret var godt, uden for kirkedøren. Men hvor forskrækket blev jeg ikke da nu damerne kom. Idet vognen svingede ind af porten på kirkemuren stødte kuske hovedet mod den jernstang som går tværs over fra pille til pille, og så lavt at ingen kusk sidder på lavt på en karetbuk, han må jo bukke sig. Til lykke havde denne en god kuskehat på og han slap med at den faldt af. De som kom efter, så eksemplet. På dette og flere steder i byen var at ønske at disse tværstænger sad højere eller fik en bueformet dannelse som kunne give fri underkørsel under dem.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 250, 5. Februar 1803, s. 3988)

Mere om Snekkerstentorsk i anledning af det i Politivennen nr. 245 og 247 nedskrevne

Den ægte Snekkerstentorsk fanges i ruser i september, oktober, november og december måneder langs søkysten fra Helsingør til Sletten og er almindelig gulagtig og anselig. Den svenske (som man i nr. 247 ikke har villet berøre) er derimod grå, og fanges på dybet fra Kullen af, og helt op mod den svenske kyst. Da vi kunne bevise, at fiskehandlerne i København i den omtalte periode, hverken direkte eller indirekte købt torsk hos os, ej heller før nu på kort tid, i Helsingør, siden søen blev tillagt, og det derved gjordes umuligt at erholde svensk torsk - villet gøre publikum opmærksom på ved vor bekendtgørelse i Politivennen nr. 245, dels - hvordan kun meget lidt af den mængde torsk, som sælges i København, kan angives og anses for ægte Snekkerstentorsk. For var det sådan, måtte fiskerne i disse lejer alle være formuende mænd. Og ydermere: Hvordan de som køber den slags torsk i København kan og må tage fejl, når de ikke kender forskellen på samme og svensk eller anden torsk? Vi har også ment og mener stadig, at d'herrer fiskehandlere i København af agt for det respektive publikum burde give hver slags torsk sit rette navn, og til det formål have forskellige skilte. Hvis det var tilfældet, ville den ukyndige ikke kunne tage fejl.

Men for at København kan blive bedre forsynet i de benævnte måneder med ægte Snekkerstens rusetorsk, vil vi for eftertiden overvej andre måder til at fremme vores rusetorsks afsætning og se samme forhandlet i København.

Ganske urigtigt kalder d’herrer fiskehandlere i deres svar i nr. 247 mig Lars Børresen, fiskehandler. Men lige så lidt som mine medbebore, og det kan ikke være d’herrer fiskehandlere ubekendt, så opkøber jeg ikke fisk, men forhandler kun den torsk, og anden fisk, som jeg selv og med mine folk og redskaber fanger. Ligeledes fremgår det helt urigtigt i samme svar, at jeg skulle have opgivet årsagen hvorfor der ikke købes af vores torsk, men hvilken opgivelse findes ikke i det de har ladet nedskrive.

Snekkersten d. 1. februar 1803
På egne og medbeboeres vegne.
L. Børresen. L. Hellesen
J. Pedersen. B. Børresen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 250, 5. Februar 1803, s. 3986-3988)

Retfærdigggørelse af Fattigvæsnet

Velklædte personer samledes sidste søndag eftermiddag i Østerport og fik en omstændelige forklaring af 3 siddende, grædende og tiggende børn: "Deres mor, Karen, Olsens enke havde ligget 1/4 år på hospitalet af vattersot, og at de, nemlig Anna Maria 11 år, Louisa 9 år og Maria 5 år, af medynk havde fået husly hos nogle fattige folk i Rosengade nr. 14. De fik hverken fra fattigvæsnet eller fra nogen anden side nogen understøttelse, men måtte tigge sig til hver bid brød". Det affødte megen harme over fattigvæsenets dårlige forsorg og anvendelsen af deres gaver til samme. Dette uagtet at en forsørgelsesforstander som kom til, forsøgte at overbevise dem om at børnenes udsagn ikke nødvendigvis var sandt, så meget mindre da de ikke ville følge hans tilbud at blive straks understøttede og følge med ham til den opgivne bolig i Rosengade. Derfor underrettes til første Politiven, at førnævnte forstander, som var af 3. distrikt og hvis navn udgiveren af bladet på forlangede kan opgive, i samme øjeblik gik til såvel nr. 14 som til 414 samt adskillige andre huse i Rosengade. Men ingen kendte sådanne børn. Heraf kan man formode, at forklaringen var opdigtet og børnene udsendt af slette forældre. Det blev så meget mere sandsynligt da forstanderen igen kom tilbage til porten. De var borte, formodentlig af frygt for at blive hæftede.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 249, 30. januar 1803, s. 3965-3967)

Ønske om tidligere Vægtervagt.

De historier som løber om overfald, er ofte uden grund, men skræmmer dog. Efter de tildragelser der virkelig er foregået, er det mærkeligt at de altid er foregået i mørkningen. I forgårs aftes blev værtshusholder Keimer som bor ved Snorrebroen, efter eget sigende overfaldet på samme tid mellem Holmens Bro og Børsen, og reddede sig med nød og næppe. Man ønskede at det kunne gøres muligt at vægterne kom lidt tidligere på gaden, da det både ville forskrække onde mennesker og give de gående mod.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3961)