Urigtige Forestillinger i Offentligheden om Forsørgelsesforstandernes Embede ved Fattigvæsnet

Uagtet det i den kongelige approberede plan for fattigvæsenet her i byen nok så meget er gjort klart hvad forsørgelsesforstanderens embede består i, og hvad de forestiller samt hvilke pligter de har, sker det alligevel oftere end man skulle tro, at endog mænd hvis stillinger i staten er af den slags at de måtte formodes at vide hvad disse forsørgelsesforstandere er, har urigtige forestillinger om dem. Således er der fx engang sendt bud til en forsørgelsesforstander om straks at indfinde sig hos en sådan mand, for at arrestere en omløbede tiggerkone, som dagligt overrendte hans bopæl og tryglede. Hvorved han øjensynligt forvekslede forsørgelsesforstandere med fattigfogeder, hvis embede det egentligt er at opdage og anholde tiggere på gader og stræder.

Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!

Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)

Redacteurens Anmærkning

Københavns fattigforsørgelse 1799-1857 var Fattigvæsenets ansvar. Formålet var at forhindre at nogen skulle lide nød, man skulle opsøge de trængende hvor de ikke selv gjorde opmærksom på sig selv, afhjælpe arbejdsløshed og yde hjælp i forhold til hvad man trængte til. 

Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).

København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.

I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer. 

En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.

Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.

Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.

Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812.  Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten.  men da var Politivennen forlængst gået ind.

Til hr. C. Hambro af den jødiske Nation for hans modige Handling ved Komediehuset, Onsdag d. 9. febr.

En ærbødig tak til ovennævnte hr. C. Hambroe for hans menneskekærlighed og uforfærdede mod, til at angribe en matros eller håndværker ved Holmen og lade ham arrestere. Han var særdeles ondskabsfuld mod en fattig arbejdsmand, som på lovlig vis skulle hente 3 stk. pladslogebilletter til en mand han har arbejdet for i nogle og tyve år som arbejdsmand. Først slog han hans hat af, og da manden gjorde modværge og krævede sin hat tilbage, overfaldt han ham med hug og slag. Til sidst sparkede han ham så grusomt med sin fod i det ene øje, så det lå helt ude på hans kind. I den forfatning blev han halvt døende kørt ud på Det Almindelige Hospital, men kommer nok ikke mere til at se med øjet. Denne nedrige handling havde ellers undgået straf, hvis ikke hr. C. Hambroe med uforfærdet mod og bevæget af medlidenhed over en lidende medbroder, havde angrebet og siden med politiets hjælp, ladet ovennævnte matros arrestere. På trods af en stor hob matroser omringede ham, og tog deres kammerat i forsvar, kæmpede han mod dem alle og holdt fast på forbryderen, indtil en politibetjent kom ham til hjælp.

Det var at ønske, at sådanne rivende ulve var forment at sammenrotte sig på sådanne steder, da man ellers kunne få alt for mange krøblinge i landet.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4018-4019)

Præsten Holms allerunderdanigste Ansøgning, om Befrielse for Ekstraskat for Daglejere, Inderster, jordløse Huses Beboere, som enten har fyldt deres 60. År, eller har et eller flere små Børn hjemme at forsørge.

Jeg vil gerne allerunderdanigst, træde frem som tolk for fattige husfolk og inderster, da det er mit kald som religionslærer at besøge de fattiges hytter. Det har lært mig at kende den elendiges nød. I mægtige og rige! Som lykken har ophøjet over al trang, tro mig, når jeg taler armods børns sag. Eller hvis I ikke tror mig, så besøg selv elendighedens boliger. Disse er visdoms skoler. I dem kan I på få minutter lære at kende og føle mere, end I kan lære ved års læsninger i døde bøger.

Næst disse følger endnu nogle andre fattige hvis trang råber højt om hjælp. Jeg taler om daglejere og beboere af jordløse huse, samt deres koner og fattige indsiddere af begge køn, som er fyldt 60 år.

Enhver som har opnået denne alder, føler hvor rigtigt regeringen har dømt da den, i anledning af forespørgsel om gammel mands søn, bestemte at den som har fyldt 60 år skal anses som gammel mand. Men disse fattige 60 årige mennesker er stadig skattepligtige, og vedbliver med at være det indtil deres død, hvis de ikke enten bliver vanføre eller regeringen ikke formilder deres skæbne. Alt dette på grund af ordet arbejdsfør, som ikke udtrykker hvad det burde udtrykke. Et menneske kan have store ben og knogler og derfor være arbejdsfør, selv om det ikke er arbejdsstærk.

Arbejdsstyrke vil man forgæves søge efter hos det 60 år gamle menneske, der fra spæde år slider hårdt og derfor er udslidt og aflægs inden det når en alder af 60 år. Jeg må tilstå at af alt det jeg som embedsmand er forpligtet til at skrive, er intet mig mere ubehageligt end at indskrive til ekstraskat sådanne fattige husfolk, som har flere små børn hjemme, og 60 års gamle fattige folk. Det er imod min forstands overbevisning og mit hjertes følelser, som erklærer disse skattefri, fordi de næppe kan tjene det tørre brød til underhold og de usle pjalter de behøver at skjule sig med. Endnu mindre har de noget til overs til at betale skatter med. Jeg er overbevist om at man ved den strengeste undersøgelse vil finde, at disse fattige, for hvilke jeg her har skrevet, er så usle og trængende som jeg har beskrevet dem. Jeg drister derfor allerunderdanigst at bønfalde vor allernådigste regering om:

1. At alle fattige husfolk i jordløse huse eller inderster og daglejere, såvel som disses hustruer, må herefter aldeles udgå af ekstraskatsmandtallet, når de med dåbsattest beviser at de er fyldt 60 år.

2. At beboerne af jordløse huse og daglejere, som har 2 eller flere små børn hjemme, må tillige med deres hustruer være fri for at betale ekstraskatten, så længe disse børn er hos dem og underholdes af dem.

3. Og når anførte kun have et lille barn derhjemme at underholde, at den ene af forældrene da udgår af ekstraskats mandtal.

Når børnene siden vokser op og kommer ud at tjene, kan man igen indsætte forældrene i ekstraskattens mandtal, da grunden til deres fritagelse ophørte, når børnene var dem ikke mere til byrde, med mindre forældrene imellemtiden var blevet 60 år, eller deres forfatning ved sygdom eller andet uheld var blevet så dårligt, at de ikke kunne tåle at betale noget. For at kunne anføre disse fritagne på deres sted i ekstraskats mandtallet, ville det findes passende, at man af dette mandtal lod udgå de under 2, 3, 5, 6 rubrik indbegrebne da disse rubrikker intet indbringer i kassen, og derfor er undværlige - i disse rubrikkers sted kunne man da:

	Beboere af	jordløse huse og		daglejere
	Som er fyldt 60 år	Som har alle børn hjemme	Som har et barn hjemme
1 R. R 3 1 3	1 1	0	1

Når så personerne var nævnt enten i 1. rubrik som husbeboere eller i 3. som inderster eller hos andre sig opholdende, kunne deres tal indføres i de herovenfor anførte rubrikker.

Når de fattige således var fri for at betale ekstraskatten, så følger det af sig selv at regeringen ophørte at betale de 6 procent, som hidtil har været tilstået godsejere for at betale ekstraskatten for de fattige på deres godser. Da regeringen er så nådig og min forbøn for disse armods børn er så uegennyttig og billig, så er jeg forvisset om at finde den bønhørelse, hvorom jeg her har ansøgt.

Kirke Helsinge d. 9. februar 1803
Allerunderdanigst
A. Holm
Præst for Helsinge og Drosselberg
Menigheder på Sjælland.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4013-4018)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en fortsættelse af en artikel fra Politivennen. nr. 250 [251], 5. februar 1803, s. 3997-4002. 

Uforskammet Opførsel af et Kielderfruentimmer.

Da anmelderen den 5. dennes lidt efter kl. 5 om aftenen på fortovet gik forbi kælderen nr. 230 i Frederiksberggade, kastede et fruentimmer nedenfor trappen en del fejeskarn lige på halsen således at ikke alene mine klæder, men endogså kroppen selv måtte lidt derunder. Og kun med megen møje fik jeg klæderne næste dag således rensede at jeg uden undseelse endnu kunne bruge dem. Overbevist at det i en by som denne umuligt kan være tilladt at kaste urenlighed fra husene - da man jo intet øjeblik er sikker for at mishandle de forbigående - finder jeg desuden sådan uorden dobbelt utilgivelig fordi den pågældende ved sådan en behandling let kan blive nødt til at bekoste en ny  klædning i stedet for den ødelagt, eller i det mindste om han ikke er i stand til at udrede den for de fleste betydelige sum som hertil kræves - må lade sig nøje med sine mulige ringere klæder som hidtil slap for lignende overfald. For ikke at tale om hvor højst ubehagelig sådant et tilfælde er om man på samme tid skulle til selskab eller dog på sådanne steder hvor man ikke kan være ligegyldig ved ethvert udvortes. Anmelderen håber derfor af ovennævnte kælders beboer at han for eftertiden søger at forebygge sådan uforsigtighed.

Regensen den 11. februar 1803

A. S. Sabro. Student.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 4004-4005)

Præsten Holms allerunderdanigste Ansøgning, om Befrielse for ekstraskat for Daglejere, Inderster, jordløse Huses Beboere, som enten har fyldt deres 60. År, eller har et eller flere små Børn hjemme at forsørge.

Der er vel næppe nogen som tvivler på, at en stor folkemængde er et betydeligt gode for enhver stat, da mange stærke arme værger gevaldigt for et land. Og virksomme hænder arbejder for dets velstand, når de anføres til gavnlig dåd og opmuntres til virksom flid.

Er folkemængden nyttig for en stat, så kan det ikke nægtes at de fædre, som giver staten mange unge borgere og opdrager disse, er statens velgørere, og de fortjener dens agtelse og understøttelse når den behøves. Men man har lagt mærke til, at det ofte sker, at den som har de fleste børn, også har mindst til deres underholdning. Det er derfor passende, at regeringen med faderlig omsorg tager sig af de fattige, hvis børn er så stor en byrde at de ofte ikke kan bære den. Og da den fattige allerede er nok beskattet ved at føde og klæde sine små børn, så håber jeg, at man vil finde det passende, at han til erstatning for det fik eftergivelse af en eller anden skat.

I de ældre tider have Porten, den tyrkiske regering, givet de undersåtter som havde flere børn, fritagelse fra skatter i forhold til det antal af børn de havde givet staten. Det ville være ønskeligt om denne gode skik blev antaget af alle kristelige regenter. Almindelig menneskeforstand overbeviser alle om, at det er højst vanskeligt for en fattig at underholde sig og flere børn ved 2 hænders arbejde.

Dette gælder især for vores daglejere og husmænd, som er beboere af jordløse huse. Dem anser jeg for at tilhøre den mest usle klasse af frie mennesker. For at gøre disses trang mere anskuelig, vil jeg her anføre nogle af den jordløse husmands udgifter, da jeg som landbeboer bedst kender dennes ringe kår. En jordløs husmand beboer et hus, som i almindelighed består af 5 små fag. 3 af disse behøver han til stueværelse, da dette er det eneste han har, og han har i dette oftest 2 senge, og al sin lille ejendom. Et fag bruger han til køkken, og et til tørvehus. Af ethvert af disse fag betaler han årligt i husleje 4 mark, ialt 3 rigsdaler. 2 mark. Husets årlige reparation, det ene år med det andet, anslår jeg årligt til 1 rigsdaler. Manden behøver i det mindste årlig 12 læs tørv a 3 mark læsset, i alt 6 rigsdaler. Og ekstraskatten for ham og hustru betaler han årligt med 2 rigsdaler.

Denne husmand har altså 12 rigsdaler, 2 mark i årlig udgift, som han må tilvejebringe, inden han kan tjene til en bid brød til sig, sin hustru og børn, eller anskaffe den mindste pjalt til at klæde dem i. Vil vi nu antage, hvad ofte er tilfældet, at sådan en fattig husmand har 2 eller flere små børn at underholde, og at alle disse er så små at det ene af dem næppe kan rejse det andet, når det falder. Man behøver ikke flere beviser på denne mands usle forfatning. I et borgerligt hus antager man at en amme har gjort alt hvad man kan fordre af hende, når hun plejer og vel opvarter det barn, som er hende betroet. Jeg mener derfor at den fattige huskone har gjort alt det, man med nogen rimelighed kan fordre af hende, når hun passer 2 til 3 børn, holder huset rent, vasker og lapper sine egne, mandens og børnenes pjalter, og laver deres mad. Kan hun foruden dette møjsommelige arbejde endnu spinde lidt, uldent eller linned, da vil jeg på ære og samvittighed erklære hende for en meget dygtig kone.

Mens konen har mere end nok at gøre inden døre, skal manden tjene brødet til sig, sin hustru og til 2, 4 eller flere børn. Enhver må forundret spørge: Hvordan kan det lade sig gøre? At forsørge så mange i disse år, da det som kræves til føde, klæder og brændsel, er steget til så høje priser. Det overgår enhver fatteevne. Man vil måske indvende, at ingen af disse mænd og hustruer eller børn er til dato omkomne af sult. Alt det er jeg villig til at tilstå, men jeg må tillige bemærke, at disse forældre og børn indtil videre har fået almisser af den godgørende landmand, der kendt med disses større trang og altid har vist sig villig til at afhjælpe den. Men nu er tiggeri forbudt og denne hjælpekilde stopper for disse husmænd og deres børn.

At anføre dem alle til at få understøttelse af fattigvæsenet efter den provisoriske plan, ville ikke være andet end fuldstændig at tilintetgøre denne gode indretning. Ved at forøge de fattiges tal, forøger man tillige landmandens udgifter, og de er allerede ham en svær byrde for ham. Men forøges dennes udgifter, som ikke er formuende, hvor meget kan man da ikke frygte, at landmanden, som på de fleste steder er uformuende, selv synker ned til fattigdom. Og ved at blive fattig selv, forøger de fattiges antal, der om nogle få år kan blive så stort, at de, som må bidrage til deres underhold, alle bliver uformuende.

Landboerne har allerede aflagt prøver på deres godgørende i de bidrag, der har givet til de fattiges understøttelse. Alles øjne er nu rettet mod vores allernådigste regering, og enhver håber, at denne vil lette de fattige husmænds og daglejeres byrder, nu da den sættes i stand hertil ved den betydelige indtægt, som forordningen af 1. oktober sidste år indbringer i den kongelige kasse. Måske regeringen allerede har gjort dette, om nogen har gjort forestilling herom.

Men hvem skulle gøre dette? Stormanden kender ikke den fattiges trang, da hans formue har sat ham i sikkerhed mod den, og den fattige selv er så nedtrykt af sin kummer, at han ikke kan bære denne frem for tronen, hvor villig man end ville være til at modtage ham.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 3997-4002)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsætter i Politivennen.nr. 252, 19. februar 1803, s. 4013-4018.