Kulsvieruskik

(Efter indsendt)

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er nok så bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 253, 26. februar 1803, s. 4031-4032)

"Det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften." (Kongevejen ved Damhuset i Lyngby, 2016. Kulsviervejen forløber ca 1 km længere østpå. Eget foto).

Urigtige Forestillinger i Offentligheden om Forsørgelsesforstandernes Embede ved Fattigvæsnet

Uagtet det i den kongelige approberede plan for fattigvæsenet her i byen nok så meget er gjort klart hvad forsørgelsesforstanderens embede består i, og hvad de forestiller samt hvilke pligter de har, sker det alligevel oftere end man skulle tro, at endog mænd hvis stillinger i staten er af den slags at de måtte formodes at vide hvad disse forsørgelsesforstandere er, har urigtige forestillinger om dem. Således er der fx engang sendt bud til en forsørgelsesforstander om straks at indfinde sig hos en sådan mand, for at arrestere en omløbede tiggerkone, som dagligt overrendte hans bopæl og tryglede. Hvorved han øjensynligt forvekslede forsørgelsesforstandere med fattigfogeder, hvis embede det egentligt er at opdage og anholde tiggere på gader og stræder.

Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!

Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)

Redacteurens Anmærkning

Københavns fattigforsørgelse 1799-1857 var Fattigvæsenets ansvar. Formålet var at forhindre at nogen skulle lide nød, man skulle opsøge de trængende hvor de ikke selv gjorde opmærksom på sig selv, afhjælpe arbejdsløshed og yde hjælp i forhold til hvad man trængte til. 

Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).

København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.

I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer. 

En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.

Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.

Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.

Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812.  Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten.  men da var Politivennen forlængst gået ind.

Til hr. C. Hambro af den jødiske Nation for hans modige Handling ved Komediehuset, Onsdag d. 9. febr.

En ærbødig tak til ovennævnte hr. C. Hambroe for hans menneskekærlighed og uforfærdede mod, til at angribe en matros eller håndværker ved Holmen og lade ham arrestere. Han var særdeles ondskabsfuld mod en fattig arbejdsmand, som på lovlig vis skulle hente 3 stk. pladslogebilletter til en mand han har arbejdet for i nogle og tyve år som arbejdsmand. Først slog han hans hat af, og da manden gjorde modværge og krævede sin hat tilbage, overfaldt han ham med hug og slag. Til sidst sparkede han ham så grusomt med sin fod i det ene øje, så det lå helt ude på hans kind. I den forfatning blev han halvt døende kørt ud på Det Almindelige Hospital, men kommer nok ikke mere til at se med øjet. Denne nedrige handling havde ellers undgået straf, hvis ikke hr. C. Hambroe med uforfærdet mod og bevæget af medlidenhed over en lidende medbroder, havde angrebet og siden med politiets hjælp, ladet ovennævnte matros arrestere. På trods af en stor hob matroser omringede ham, og tog deres kammerat i forsvar, kæmpede han mod dem alle og holdt fast på forbryderen, indtil en politibetjent kom ham til hjælp.

Det var at ønske, at sådanne rivende ulve var forment at sammenrotte sig på sådanne steder, da man ellers kunne få alt for mange krøblinge i landet.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4018-4019)

Præsten Holms allerunderdanigste Ansøgning, om Befrielse for Ekstraskat for Daglejere, Inderster, jordløse Huses Beboere, som enten har fyldt deres 60. År, eller har et eller flere små Børn hjemme at forsørge.

Jeg vil gerne allerunderdanigst, træde frem som tolk for fattige husfolk og inderster, da det er mit kald som religionslærer at besøge de fattiges hytter. Det har lært mig at kende den elendiges nød. I mægtige og rige! Som lykken har ophøjet over al trang, tro mig, når jeg taler armods børns sag. Eller hvis I ikke tror mig, så besøg selv elendighedens boliger. Disse er visdoms skoler. I dem kan I på få minutter lære at kende og føle mere, end I kan lære ved års læsninger i døde bøger.

Næst disse følger endnu nogle andre fattige hvis trang råber højt om hjælp. Jeg taler om daglejere og beboere af jordløse huse, samt deres koner og fattige indsiddere af begge køn, som er fyldt 60 år.

Enhver som har opnået denne alder, føler hvor rigtigt regeringen har dømt da den, i anledning af forespørgsel om gammel mands søn, bestemte at den som har fyldt 60 år skal anses som gammel mand. Men disse fattige 60 årige mennesker er stadig skattepligtige, og vedbliver med at være det indtil deres død, hvis de ikke enten bliver vanføre eller regeringen ikke formilder deres skæbne. Alt dette på grund af ordet arbejdsfør, som ikke udtrykker hvad det burde udtrykke. Et menneske kan have store ben og knogler og derfor være arbejdsfør, selv om det ikke er arbejdsstærk.

Arbejdsstyrke vil man forgæves søge efter hos det 60 år gamle menneske, der fra spæde år slider hårdt og derfor er udslidt og aflægs inden det når en alder af 60 år. Jeg må tilstå at af alt det jeg som embedsmand er forpligtet til at skrive, er intet mig mere ubehageligt end at indskrive til ekstraskat sådanne fattige husfolk, som har flere små børn hjemme, og 60 års gamle fattige folk. Det er imod min forstands overbevisning og mit hjertes følelser, som erklærer disse skattefri, fordi de næppe kan tjene det tørre brød til underhold og de usle pjalter de behøver at skjule sig med. Endnu mindre har de noget til overs til at betale skatter med. Jeg er overbevist om at man ved den strengeste undersøgelse vil finde, at disse fattige, for hvilke jeg her har skrevet, er så usle og trængende som jeg har beskrevet dem. Jeg drister derfor allerunderdanigst at bønfalde vor allernådigste regering om:

1. At alle fattige husfolk i jordløse huse eller inderster og daglejere, såvel som disses hustruer, må herefter aldeles udgå af ekstraskatsmandtallet, når de med dåbsattest beviser at de er fyldt 60 år.

2. At beboerne af jordløse huse og daglejere, som har 2 eller flere små børn hjemme, må tillige med deres hustruer være fri for at betale ekstraskatten, så længe disse børn er hos dem og underholdes af dem.

3. Og når anførte kun have et lille barn derhjemme at underholde, at den ene af forældrene da udgår af ekstraskats mandtal.

Når børnene siden vokser op og kommer ud at tjene, kan man igen indsætte forældrene i ekstraskattens mandtal, da grunden til deres fritagelse ophørte, når børnene var dem ikke mere til byrde, med mindre forældrene imellemtiden var blevet 60 år, eller deres forfatning ved sygdom eller andet uheld var blevet så dårligt, at de ikke kunne tåle at betale noget. For at kunne anføre disse fritagne på deres sted i ekstraskats mandtallet, ville det findes passende, at man af dette mandtal lod udgå de under 2, 3, 5, 6 rubrik indbegrebne da disse rubrikker intet indbringer i kassen, og derfor er undværlige - i disse rubrikkers sted kunne man da:

	Beboere af	jordløse huse og		daglejere
	Som er fyldt 60 år	Som har alle børn hjemme	Som har et barn hjemme
1 R. R 3 1 3	1 1	0	1

Når så personerne var nævnt enten i 1. rubrik som husbeboere eller i 3. som inderster eller hos andre sig opholdende, kunne deres tal indføres i de herovenfor anførte rubrikker.

Når de fattige således var fri for at betale ekstraskatten, så følger det af sig selv at regeringen ophørte at betale de 6 procent, som hidtil har været tilstået godsejere for at betale ekstraskatten for de fattige på deres godser. Da regeringen er så nådig og min forbøn for disse armods børn er så uegennyttig og billig, så er jeg forvisset om at finde den bønhørelse, hvorom jeg her har ansøgt.

Kirke Helsinge d. 9. februar 1803
Allerunderdanigst
A. Holm
Præst for Helsinge og Drosselberg
Menigheder på Sjælland.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4013-4018)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en fortsættelse af en artikel fra Politivennen. nr. 250 [251], 5. februar 1803, s. 3997-4002. 

Uforskammet Opførsel af et Kielderfruentimmer.

Da anmelderen den 5. dennes lidt efter kl. 5 om aftenen på fortovet gik forbi kælderen nr. 230 i Frederiksberggade, kastede et fruentimmer nedenfor trappen en del fejeskarn lige på halsen således at ikke alene mine klæder, men endogså kroppen selv måtte lidt derunder. Og kun med megen møje fik jeg klæderne næste dag således rensede at jeg uden undseelse endnu kunne bruge dem. Overbevist at det i en by som denne umuligt kan være tilladt at kaste urenlighed fra husene - da man jo intet øjeblik er sikker for at mishandle de forbigående - finder jeg desuden sådan uorden dobbelt utilgivelig fordi den pågældende ved sådan en behandling let kan blive nødt til at bekoste en ny  klædning i stedet for den ødelagt, eller i det mindste om han ikke er i stand til at udrede den for de fleste betydelige sum som hertil kræves - må lade sig nøje med sine mulige ringere klæder som hidtil slap for lignende overfald. For ikke at tale om hvor højst ubehagelig sådant et tilfælde er om man på samme tid skulle til selskab eller dog på sådanne steder hvor man ikke kan være ligegyldig ved ethvert udvortes. Anmelderen håber derfor af ovennævnte kælders beboer at han for eftertiden søger at forebygge sådan uforsigtighed.

Regensen den 11. februar 1803

A. S. Sabro. Student.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 4004-4005)