En Klub i Buegangen ved det afbrændte Slot

Da jeg gik gennem buegangen ved det afbrændte slot., på den venstre side når man kommer fra Prinsensgade, stødte jeg søndag den 17. april på en klub der for sine følger i højeste grad fortjener politiets opmærksomhed. Her fandtes en samling af drenge fra forskellige klasser. Lig vores store klubber var hvert selskab beskæftiget med sit spil. Nogle spillede klink, andre nærmeste væg. Nogle var beskæftigede med en trekort. Andre med en femkort og atter andre med at spille terninger. Alt om penge. Hvor sådanne drenge får penge fra, hvad skadelig indflydelse det vil have for fremtiden, er her ikke plads til at undersøge. Det er blot et vink jeg giver. Ved denne lejlighed vil jeg tillige gøre de ansvarlige opmærksomme på, hvor ubehageligt det er at folk der går på fortovet skal udsættes for at få de klinkspillende drenges kobberskillinger i ansigtet, eller endog udsættes for deres grovheder. Enhver som kender lidt til den uopdragne københavnske ungdoms kådhed vil tilstå, at dette sidste ikke sjældent finder sted. Med mindre at man, for at lade disse kåde drenge have frit spil, vil retirere fra vores i mange henseender dårlige fortove ud på de befærdede gader.

Bergenhammer

Cand. Theol.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4155-4156)

Bøn til Havnekommissionen eller andre Ansvarlige

Fra det sted mellem Knippelsbro og Langebro hvor det såkaldte Københavns vartegn for nogle år siden blev fjernet, ligger mod nordvest et langt rev eller grund, hvorpå små fartøjer, som ikke stikker dybt, alligevel ofte støder på grund til stort tab og tidsspilde, udover den deraf følgende bekostning.

Godt nok tror man ikke, at dette rev eller grund kan fjernes. Men man kunne ønske at farvande med rev eller grunde som ikke engang små fartøjer kunne sejle over, blev afmærket med et vartegn og endelig bekendtgjort for rette vedkommende, især for skippere, som har ærinde der. For nyligt stod et skib på revet eller grunden med last til Færøerne, af nogle fyrretyve læsters drægtighed. Det var dog så heldigt med megen møje og vandets stigning efter ½ dags forsinkelse at sejle flot.

Ligeledes kunne man ønske at graven som løber mellem det nye og gamle bryghus, måtte blive opmudret, især på begge sider lige op til broen. En del skibe ligger i denne grav, både for at udlosse og indlade. Men der sker som oftest det ved lavvande at skibene hverken kan komme ud eller ind, og således lider undertiden betydeligt ophold, som var at undgå, når graven måtte blive fornøden opmudret, da den i øvrigt er dyb nok til at der endog kan ligge store skibe.

(Politivennen Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4153-4155)

Billige Klager over de vedvarende Uordener paa Assistens Kirkegaarden.

Det var oldtidens og er som bekendt endnu vore dages vedtægt at hædre den afdødes minde. Altid er dette sket i overensstemmelse med tidernes smag. Således oprejses i vore dage fx mindesmærker af alle arter, enten over eller ved den afdødes gravhøj. At det er pligt således at hædre den hendenfarnes minde, derom er alle mennesker enige, den fattige såvel som den rige. Den første hædrer sin elskede afdøde ved på hans gravhøj at nedsætte et simpelt, sortmalet bræt hvorpå han tegner de udtryk der vidner om hans ukonsilede, men oprigtige følelser over tabet af ham. De sidste hvis formue tillod at strække sig noget videre, opfører det mere kostbare, prægtige monument. Af disse findes der nu som bekendt det ene ypperligere end det andet, på vor derved så meget forskønnede Assistens Kirkegård. Og hvad andet gør vel denne til nutidens almindelige fornøjelsessted, end disse monumenter? Der betager disse skumle gravsteder noget af deres rædsomhed. Men hvad kan nu en efterlevende med mere rimelighed kræve end at dette hans opsatte mindesmærke, det være sig nu af det simplere eller mere kostbare slags, må blive beskyttet mod grove overfald? Den rige indhegner sin tilkøbte plads for at forebygge sådant, skønt som erfaring lærer, selv dette ikke kan sætte grænser for kådhed. Den fattige harmes ofte ved at se sit simple trækors bortranet, når han besøger kirkegården. Anmelderen heraf har vidnesfast erfaring af sådanne skammelige uordener med dette simplere slags mindesmærker. Særdeles hørte man sidstafvigte påskedag adskillige klager over disse uordener. Man formoder dog det måtte være muligt at standse disse uordener, især da tilfældene her var af den art at de syntes ikke at kunne komme af en hændelse. Således var en massiv i jorden nedsat træpæl med økse eller sådant instrument uden hvilket det ellers var umuligt, blevet berøvet det til den fastgjorte bræt. Pælen var sikkert også blevet trukket op hvis den havde været at få på så let en måde. Ejeren erklærede endnu ydermere at han to gange havde ladet tavlen fastgøre til den, og i korte mellemrum var den begge gange blevet bortranet. Dette vidner om den højeste uforskammethed som fortjener at anmærkes så meget mere som den fattige også må betale noget for at få tilladelse til at nedsætte sådant mærke ved en grav.

Hansen.

Student på Frederiksberg.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4147-4149)

Noget om Bryllupper på Landet

Ikke sjældent opstår der uenigheder mellem to præster om hvem af dem der er berettiget til at forrette en vielse og derved få de dermed forbundne indtægter. Godt nok burde det ikke på nogen måde have indflydelse på en mands agtelse at han er uenig med en anden. Men en del af menigheden kunne dog let anse deres præst for egennyttig når han tit har sådanne tvister. Og da en præst for at opfylde sin høje bestemmelse, at forbedre sin menighed, bør nyde en udmærket grad af agtelse, så tror jeg at det ville være godt at forebygge dem, ved at lade brudeparret selv bestemme hvilken præst de ville have. Betalingens størrelse er arbitrær og ved denne indretning ville det ligeledes være arbitrært hvilken præst man ville give den.

Schultz
Landværnsofficer

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4146-4147)

Forslag til en Fodsti i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt af en af bladets velyndere)

(Fortsat fra nr. 259)

Vi derimod spørger med praktisk alvor: Er denne nød til at afhjælpe? Og idet vi kaster et blik ned på det hæderlige brolæggerlaug som har hjulpet så mange forfaldne veje op i vejret, syntes vi at øjne nogen mulighed. Vort perspektiv stiger i interesse når vi betragter at her drejer det sig om en vej som af mangfoldige vandres på alle årets og dagens tider, fra og til det slot hvor hoffet en stor del af året opholder sig, fra og til et sted som Frederiksberg By, hvis indbyggere rimeligt formodes at stå i daglig forbindelse med hovedstaden. Denne ville endog ved en forbedret vej få adskillige af de fornødenheden den drager fra Frederiksberg, såsom haveurter og frugt, lettere køb når den ringere sælgende klasse kunne bringe dem til fods til byen uden at hver transport kostede et par skosåler. For disses værdi må den for at blive skadesløs, lægge københavneren med på varerne.

Fra dette raisonnement a priori går vi efter ordenen over til at beregne den statsfordel, alleens ophjælpning ville medføre. Vi antager her skønt som kalentatører bør, langt under virkelighed at kun 10 mænd og 10 kvinder daglig har fra Frederiksberg slagsgrunde til byen. Vi forudsætter dernæst, dog efter vejenes nærværende beskaffenhed atter langt under det virkelige, at disse nu slider kun to gange så meget fodtøj som om vejene var gode. Endelig ligeledes langt under virkelighed som hver mand ved at et par sko kun koster 1 rigsdaler og kan holde i 3 måneder. Af disse data følger ved hjælp af matematiske mysterier at de folk tilsætter daglig 42 2/3 skilling som i 100 år gør 16.000 rigsdaler. Nu kommer det alene an på om vort forslag i første udlæg med rente og årlig reparation vil i lige lang tid koste mindre end 16.000 rigsdaler. Består vores plan den prøve, så er den jo økonomisk rigtig. Dog da vi formoder at læseren allerede har af den beregning hvorved vi fik en besparelse af 16.000 rigsdaler frem, nok til at tro os i stand til at gøre et godt overslag over en brolægnings omkostning, så ville vi end ikke opholde os med at fremstille et sådant, men i dets sted gå lige til at meddele forslaget selv, som følger:

Vi foreslår og indstiller at man lader anlægge en ophøjet gangsti ved foden af træerne i kørealleen tæt op mod højre sidealle fra byen. Terrænet er her allerede af naturen noget højere og af fodgængerne noget fastere sammentrådt end det øvrige. Denne sti behøvede ikke at være mere end næppe ½ alen ophøjet over vejen for at være sikker for at ikke bøndervogne kørte op på den. Den måtte ikke være bredere end at to mennesker kunne gå forbi hinanden, for ellers kom de københavnske rytter op på den. Grundlaget til stien måtte vel være almindelige kampesten, hvor ovenpå lagdes godt strandgrus (gravel) NB ikke gult sand fra Nørre Fælled. Under stien måtte mellem hvert andet træ blive en lille åben bue hvorigennem vandet fra kørealleen kunne løbe ned. På overkørselssteder til huse og ledsteder ved alleen blev stien noget lavere, så at vogne kunne køre derover. Her måtte den blive blot kampesten uden grus på, og disse sten måtte gives en skrå hældning ved udsiderne, både henimod hoved- og henimod sidealleen, så at vognene kunne komme jævnt op og ned derover, uden at beskadige stien, og for at vand og dynd kunne have jævnt fald til begge sider.

Såre meget kunne dog sådan en sti ikke koste. Og har englænderne råd til utallige sådanne stier for deres fodgængere, hele mile langt ud til alle sider fra deres byer, så måtte vi vel finde middel til at anlægge en sådan på den korte strækning gennem Frederiksberg Alle. Når man fik greb på det kunne måske Gammel Kongevej som egentlig er den korteste linje mellem Frederiksberg og København, og som endnu mere trænger dertil, få en lige sådan. Og gav oven anførte besparelse så meget overskud at man også kunne se lidt til Frederiksberg bys gader, da ved Gud at de behøver det. De fleste af Bredgades fortov er under al kritik. Smallegade er uden for kritik, da den ingen fortov kender. Her har hver mand en ulvestue udenfor sit hus.

Til slut må det være tilladt endnu at lægge enhver som kan virke til disse fornødenheders fremme, en formaning på hjerte:

Publikum ser ofte om sommeren personer af den kongelige familie vælge Frederiksbergs skønne alle ti promenade. Man har set hans kongelige majestæt gå gennem Frederiksberg bys gader op på Gammel Kongevej. Men så snart det går ud på efteråret eller når der endog midt om sommeren blot har regnet en dags tid, om vejret end er det mest tillokkende efter regnen, forbyder straks føret såvel de kongelige personer som enhver anden der ikke i absolut ærinde skal ud til fods, at betræde vejene. Hoffet ligger almindelig lagt ud på efteråret på Frederiksberg, ja et byrygte taler om at det endog næste og flere vintre vil blive derude. Hvor meget mere fortjener da disse veje opmærksomhed? Jo flere mennesker da ville få ærinde til og fra Frederiksberg, des flere ville komme til at bevandre dem også i de mørke vintereftermiddage og aftener. Den belejligste årstid til at råde bod og lægge hånd på veje nærmer sig.

Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4141-4145)