Forslag til en Fodsti i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt af en af bladets velyndere)

(Fortsat fra nr. 259)

Vi derimod spørger med praktisk alvor: Er denne nød til at afhjælpe? Og idet vi kaster et blik ned på det hæderlige brolæggerlaug som har hjulpet så mange forfaldne veje op i vejret, syntes vi at øjne nogen mulighed. Vort perspektiv stiger i interesse når vi betragter at her drejer det sig om en vej som af mangfoldige vandres på alle årets og dagens tider, fra og til det slot hvor hoffet en stor del af året opholder sig, fra og til et sted som Frederiksberg By, hvis indbyggere rimeligt formodes at stå i daglig forbindelse med hovedstaden. Denne ville endog ved en forbedret vej få adskillige af de fornødenheden den drager fra Frederiksberg, såsom haveurter og frugt, lettere køb når den ringere sælgende klasse kunne bringe dem til fods til byen uden at hver transport kostede et par skosåler. For disses værdi må den for at blive skadesløs, lægge københavneren med på varerne.

Fra dette raisonnement a priori går vi efter ordenen over til at beregne den statsfordel, alleens ophjælpning ville medføre. Vi antager her skønt som kalentatører bør, langt under virkelighed at kun 10 mænd og 10 kvinder daglig har fra Frederiksberg slagsgrunde til byen. Vi forudsætter dernæst, dog efter vejenes nærværende beskaffenhed atter langt under det virkelige, at disse nu slider kun to gange så meget fodtøj som om vejene var gode. Endelig ligeledes langt under virkelighed som hver mand ved at et par sko kun koster 1 rigsdaler og kan holde i 3 måneder. Af disse data følger ved hjælp af matematiske mysterier at de folk tilsætter daglig 42 2/3 skilling som i 100 år gør 16.000 rigsdaler. Nu kommer det alene an på om vort forslag i første udlæg med rente og årlig reparation vil i lige lang tid koste mindre end 16.000 rigsdaler. Består vores plan den prøve, så er den jo økonomisk rigtig. Dog da vi formoder at læseren allerede har af den beregning hvorved vi fik en besparelse af 16.000 rigsdaler frem, nok til at tro os i stand til at gøre et godt overslag over en brolægnings omkostning, så ville vi end ikke opholde os med at fremstille et sådant, men i dets sted gå lige til at meddele forslaget selv, som følger:

Vi foreslår og indstiller at man lader anlægge en ophøjet gangsti ved foden af træerne i kørealleen tæt op mod højre sidealle fra byen. Terrænet er her allerede af naturen noget højere og af fodgængerne noget fastere sammentrådt end det øvrige. Denne sti behøvede ikke at være mere end næppe ½ alen ophøjet over vejen for at være sikker for at ikke bøndervogne kørte op på den. Den måtte ikke være bredere end at to mennesker kunne gå forbi hinanden, for ellers kom de københavnske rytter op på den. Grundlaget til stien måtte vel være almindelige kampesten, hvor ovenpå lagdes godt strandgrus (gravel) NB ikke gult sand fra Nørre Fælled. Under stien måtte mellem hvert andet træ blive en lille åben bue hvorigennem vandet fra kørealleen kunne løbe ned. På overkørselssteder til huse og ledsteder ved alleen blev stien noget lavere, så at vogne kunne køre derover. Her måtte den blive blot kampesten uden grus på, og disse sten måtte gives en skrå hældning ved udsiderne, både henimod hoved- og henimod sidealleen, så at vognene kunne komme jævnt op og ned derover, uden at beskadige stien, og for at vand og dynd kunne have jævnt fald til begge sider.

Såre meget kunne dog sådan en sti ikke koste. Og har englænderne råd til utallige sådanne stier for deres fodgængere, hele mile langt ud til alle sider fra deres byer, så måtte vi vel finde middel til at anlægge en sådan på den korte strækning gennem Frederiksberg Alle. Når man fik greb på det kunne måske Gammel Kongevej som egentlig er den korteste linje mellem Frederiksberg og København, og som endnu mere trænger dertil, få en lige sådan. Og gav oven anførte besparelse så meget overskud at man også kunne se lidt til Frederiksberg bys gader, da ved Gud at de behøver det. De fleste af Bredgades fortov er under al kritik. Smallegade er uden for kritik, da den ingen fortov kender. Her har hver mand en ulvestue udenfor sit hus.

Til slut må det være tilladt endnu at lægge enhver som kan virke til disse fornødenheders fremme, en formaning på hjerte:

Publikum ser ofte om sommeren personer af den kongelige familie vælge Frederiksbergs skønne alle ti promenade. Man har set hans kongelige majestæt gå gennem Frederiksberg bys gader op på Gammel Kongevej. Men så snart det går ud på efteråret eller når der endog midt om sommeren blot har regnet en dags tid, om vejret end er det mest tillokkende efter regnen, forbyder straks føret såvel de kongelige personer som enhver anden der ikke i absolut ærinde skal ud til fods, at betræde vejene. Hoffet ligger almindelig lagt ud på efteråret på Frederiksberg, ja et byrygte taler om at det endog næste og flere vintre vil blive derude. Hvor meget mere fortjener da disse veje opmærksomhed? Jo flere mennesker da ville få ærinde til og fra Frederiksberg, des flere ville komme til at bevandre dem også i de mørke vintereftermiddage og aftener. Den belejligste årstid til at råde bod og lægge hånd på veje nærmer sig.

Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4141-4145)

Forslag til en Fodsti i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt fra en af bladets velyndere.)

Frederiksberg Alle er ikke alene en af de skønneste spadserevej i nærheden af København. Den er også den linje som forbinder hovedstaden og Vesterbro med Frederiksberg Slot og by. Det synes især i sidste henseende væsentlig fornødent at den givdes al den lethed at komme frem igennem som rimeligt kan gives den. Når derimod regn, sne, frost og tø tillades uden kontrol at gøre den ufarbar, så er fodgængerne i 6 til 8 måneder af året virkelig meget at beklage. De fortjener så meget mere at der hjælpes på vejen, om det er gørligt, som de må formodes om vinteren ikke blot af lyst at vandre den, men fordi ingen anden mulig kommunikation mellem hovestaden og Frederiksberg er dem levnet. For så længe der ikke er opfundet støvler som går til hofterne, kan intet menneske på den årstid passere Gammel Kongevej især forbi Svaneholm.

Begge sidealleerne i Frederiksberg Alle er imidlertid bundløse fordi grunden i dem ikke er fast og fordi regn og snevand som fra kørealleen skyller ned i utallige større og mindre bække, udbreder sig uden afløb over dem og gør dem sure og dyndede. Fryser de i denne tilstand uden sne, bliver de en hel spejlblank flade så at en rejsende hollænder som engang i vinter kørte gennem hovedalleen, så sig ved en behagelig illusion forflyttet til sit kære fædrelands moradser og troede at også her var virkelige kanaler for trækskøjter ved siden af kørevejen. De to smalleste gange nærmest grøfterne er lige så ufremkommelige og endnu mere fordi vand og sne af de overfulde grøfter desuden står over dem. Dette går så vidt at et menneske som en aften i vinter, inden den dybe sne kom, gik der og faldt ned i grøften, havde næsten aften da sneen var faldet, det modsatte uheld, for da grøften nu var blevet topmålt med sne og han i mørke var kommet oven på den som på en god vej, faldt han fra dette grøftbjerg ned i alleen. Den mellemste store alle er i sådant føre allene levnet. Men skønt det ikke nægtes at den jo er ret god for heste, vogne og alt hvad ikke beskadiges ved at stikke 5 til 6 tommer i skarn, så er den dog meget møjsommelig for menneskelige fodgængere. endnu er der en enkelt fodsti mellem den og sidealleen på højre side fra byen tæt op til træerne. Denne sti er den ressource som senest ud på efteråret forlader de gående. Men omtrent midt i november forsvinder den også, og kommer ikke til syne igen før midt i marts. For de ved alleen byggede huse gør i mellemtiden hver sit overkørselssted til et sandt uføre, og bøndervogne kører for at spare på to af hjulene og den ene hest, så længe op på denne stakkels sti til den bliver til samme vælling som hele resten.

Når nu alleen med begyndelse af december således er tillavet, så er forestillingen af den vandringsmand som kommer ind i den, en tro kopi af et skib som krydser mellem skær. Vant fra sommeren af til at gå i sidealleen på højre side af byen, begynder sådan en ulykkelig gerne med den. Men snart bliver han siddende i moradset, og når han med møje får arbejdet sig derudaf, krydser han over til venstre sidealle. Denne er endnu dybere end den første. Fortvivlet tramper han da ud i den brede kørevej. Her er dog bund. Men som det altid ligger i menneske at han stræver at forbedre sine vilkår, så laverer han her møjsommelig omkring, snart lige i midten i de dybe hjulspor, snart til en, snart til en anden af siderne, hvor det dog som oftest er endnu slemmere. Efter at han således nogen tid har loddet dybet på kryds og tværs og af skarnets respektive højde på sine støvler målt  hvilket sted er smulest vande, møder ham en vogn. Denne kører efter lovlig kuskeskik ikke en tomme ud af sporet for ham, end ikke for hende, især hvis den gående er et velklædt fruentimmer. Ked af disse trængsler ser vandreren nu den lille sti ved foden af træerne smilende pippe frem, og ved et saltomortale over det store dyb kommer han lykkelig der op på. Den næsten tørre sti ligger skøn ud for ham, han tramper sig af, og tror nu har han fundet den sande kurs. Men oh, du kortsynede menneskehed! Næppe har han gået tyve skridt, så standser han med et, ved et overkørselssted. Forlegen søger han en omvej ad sidealleen. Begge fødderne glider fra ham i det slibrige dynd, og der mangler ikke meget i at han fejler på sin køl lige igennem porten ned i gården til vedkommende.

Den der kommer fra byen, er dog mindre ilde faren, end den der kommer fra Frederiksberg. Efter at denne har gået et lille stykke som desuden, tak være hr. sekretær Rothe! er godt, møder ham straks den store Runddel, som endnu er det skrækkeligste part, i det hele mørke landskab. Sædvanlig standser han her, overser med et øjekast det fortvivlede forsøg, og om han ikke har æs triplæx circa pedes, vender han om og gør smukt hjem til byen igen. Men den der kommer fra Frederiksberg, har endelig skrift den lange sure alle igennem, tror at alt er nu så godt som overstået, har allerede Vesterbros renlige fortov i tankerne, da med et dette ocean af dynd ligger vidt udstrakt for hans øjne i al sin forfærdelighed - her baner kun fortvivle sig gennemvej. Forfatteren har set folk stå for denne Runddel, og efter at have overskuet den, slår øjnene op mod himmelen. Han forestiller sig at de har misundt fuglen sine vinger. For virkelig synes her ikke at være vej uden gennem skyerne. End skulle næppe jægeren som dog jævnlig går i mosede enge efter ænder eller agerhøns, kunne familiarisere sig med at vove sig herud. Og her for dette svælg står nu en tyndsålet, hvidstrømpet, uskyldig, københavns familie - dog, vi drager forhænget for denne scene. Og ligesom en god dansk tragisk digter ikke myrder på skuepladsen, men lader tilskuerne tænke sig heltens død til, således vil vi heller ikke for vore læseres øjne føre skikkelige folk ud i denne egn. Det være langt fra os at foregribe nogens imagination. Enhver tænker sig overfarten, gør anvendelse deraf på sine egne sko og støvler og bliver hjemme i sin stue fra oktober til maj.

(Fortsættes).

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4136-4140)

Noget om Skibs Kirkegaarden uden for Østerport.

(Efter indsendt.)

For at bese det skønne mindesmærke efter de i slaget den 2. april 1801 faldne kække stridsmænd, var lørdag den 2. og søndag den 3. april mangfoldige agtværdige folk af staden gået ud, og jeg vil tro enhver har yndet dette af ædle borgere bekostede minde som gør såvel disse som de faldne ære. Men så hæderligt dette minde er, så påfaldende er den orden der bemærkes på dette sted. Det lader som om denne kirkegård, der lige såvel som hvert andet hvilested burde fredes, lå på alfare veje uden alt for stort opsigt og tilsyn. For ikke at tale om det kostbare minde der i nogle dage bestiges af børn af begge køn som ved denne omgang ruinerer det hele, om der ikke sørges for et godt hegn om samme, som man dog vil håbe bliver anbragt. Imidlertid da en så stor mængde af folk forsamledes her i disse dage, kunne der dog været opsyn af en eller to herved for at styre disse børns selvrådighed.

Men mere faldt det i øjet at denne kirkegård hist og her er bestrøet med de afdødes ben som ved omgravning bliver opkastet og således liggende til skue. Forfatteren så en halv nedsunken grav hvori det meste af skelet, hovedet, ribben, lårben mm., nogle ryggesløse drenge tog hele hovedskallen besat med tænder og beså den, tog så et af lårbenene og slog hovedet med det i mange stykker. Dette forargelige syn opvakte en sand harme. Efter en lille advarsel som var alt der kunne gøres ved det for ikke at drage disse drenges vilde udladelser på sig, måtte man overlade disse døde bens behandling til disse selvrådiges forgodtbefindende. Disse uting som falder i øjnene, kunne have været afværget når som før sagt, nogle mænd havde stået til opsyn. Og nu betænker man at graven er et hvilested og forestiller sig tillige at for staten og søfarten har disse virker, i det større såvel som mindre, på en hæderlig måde i deres liv. Og da nu døden gør ende på al forskel, burde da den ringere ikke lige såvel som den højere hvile i fred, som en udsæd til den store høstdag da de igen skal fremgå til uforkrænkelighed.

Man vil hermedbringe vedkommende som har denne kirkegård under inspektion i forslag om ikke der burde indrettes et såkaldt benhus hvor alle opkastede afdøde mennesker bed kunne henlægges som muligt kunne opsamles? Jeg tilstår disse ville snart eller i kort tid opfylde huset, men da kunne man lade grave en grav i hvilke disse ben blev begravet, og da blev igen plads i huset til flere. *)

*) Hvad her er sagt, er ene og alene sagt for at få kirkegården ommuret og bevogtet. I øvrigt er man forsynet med vidner. 

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4132-4135)

Noget om Stråtag og Brandvæsen i Provinskøbstæder

Regeringen har i mange år været opmærksom på at stråtage hvad angår ildebrand er meget farlige i købstæder, Den har forbudt nye. Men desuagtet findes der stadig købstæder i Nordjylland hvor halvdelen er tækket med strå eller lyng. Disse bliver dels hele tiden udbedret hist og her, dels er det ikke sjældent at se et helt nyt hus opbygget under et gammelt stråtag. Hvilket endog flyttes til det sted hvor man agter at sætte det nye hus. Da alle menneskelige produkter er forgængelige, så må strå- og lyngtage lide samme skæbne. Kunne man nu efter sagkyndige mænds skøn bestemme hvor mange år et sådant højst kunne holde, så var det ønskeligt at en lov bestemte den tid hvor alle tage skulle ophøre.

Brandanstalter kan i små købstæder aldrig være nær så fuldkomne som i de store byer. Desto mere mener jeg at der i de første burde overholdes at der var brandredskaber i enhver bygning og det i behørig stand. Jeg tror at dette bedste kunne opnås, når en mand blev tillagt befaling at berejse samtlige købstæder for at undersøge dette. eller også at man i amternes brandinspektører fik opsynet med brandvæsnet i købstæderne. Når man betænker hvor mange mennesker der fra tid til anden er blevet ulykkelige af ildebrand, så vil man finde dette emne værdigt til opmærksomhed.

Schultz
Landeværnsofficer

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, 9. april 1803, s. 4130-4131)

Uorden af Færgefolkene ved Vordingborg Færgested

Hvor prisværdigt regeringens hensigt for det offentlige vel og hastige befordring såvel til lands som over færgesteder end er, så kunne 4 styrmænd fra Lolland og Falster som af stor nødvendighed for hastig befordrings skyld havde taget ekstrapost for at komme til deres bestemmelse, nok ønske nogen forbedring. De kom til Gåbense den 24. forrige måned og forlangte færgebåden at føre dem til Vordingborg, som straks blev den akkorderet for 2 rigsdaler. De fortsatte deres rejse gennem den daværende drivis, til de kom til åbent vand. Der mødtes de med  færgefolkene fra Vordingborg færgested. Samtlige måtte stige fra Gåbense færgebåd til sidstnævnte. De gjorde sig håb om hastig befordring, da vejret var godt og rent åbent vand. Men til uheld for dem måtte de under mange grovheder og skældsord fra Vordingborg færgefolk være tilfreds med at blive sat i land på Masnedø. Var det ikke tilfreds med med denne overfart, så ville de vende om og sætte dem af på den drivende isflage og sejle fra dem. Da ingen bønner hjalp, om at føre dem til det aftalte sted, bad de om befordring over øen, men forgæves. De måtte selv betale 4 mark 8 skilling og foruden dette lide nogle timers ophold så de kom for sent til bestemmelsesstedet.

Man er vis på at dette ikke er færgemændenes egen skyld, men en selvrådig egennyttighed af deres folk, som de bedes straffe.

Peder Vilhelmsen
Styrmand

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 258, 2. april 1803, s. 4121-4123)