En nyttig indretning på et brændetorv

Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene. Men det er ikke ukendt at brændeindkøb er den urimeligste og bedrageriske måde som eksisterer. For når man virkelig tror at man har købt noget godt, bliver man skuffet når brændet bliver læsset af. Dels når man ser den 4 tommer tykke vognbund, og dels den måde det er pakket på. Hvilket man først opdager når vognen bliver læsset af. Protesterer man over for bonden er han så polisk at han svarer med grovheder og påberåber sig politiloven, som støtter ham fordi brændet er købt på torvet. For at publikum skal undgå disse ubehageligheder, kan jeg ikke lade være med at oplyse om en ypperlig indretning som jeg har set på min rejse gennem de sydlige stater i Tyskland. På torvet og ved portene er af magistraten bestemte favnsættere. De er forsynet med et jernfavnmål som består af 4 jernstænger. Hver af disse stænger er ½ tomme tyk. På enderne er de forsynet med magistratens stempel. Disse kan på et øjeblik tætte sammen og lange fra hinanden, og er meget let at bære. Disse stænger er i højden indvendig inddelt i 96 dele, som er mærket med indfilede streger. Følgelige så mange rigsdaler man sælgere favnen for, så man skillinger er for enhver streg. Pengene bliver så betalt efter brændets højde efter stregerne. Det er så det samme om bonden har meget eller lidt på vognen. Og ingen af parterne kan blive narret.

Favnmåleren nyder den samme betaling om han sætter en hel, ½ eller 1/4 favn og er pligtig til at følge hjem med brændet.

Denne gode indretning vil vist det danske publikum ikke misbillige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4362-4364)

"Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene." (Kultorvet 1856, efter H. G. F. Holm. Langberg;: Fra torv til torv, 1943).

Tildragelse ved Gaabense Færge.

Lørdag den 4.juni, morgenen kl. 8, ankom søværts til Vordingborg Færgegård to rejsende som straks afsendte et bud til vognmandslauget i Vordingborg for der at bestille et forspand heste til deres videre befordring. Efter forløb af 2 174 time, nemlig kl. 10.15 ankom vognmand Peder Mortensens karl med forspandet. Da de rejsende spurgte karlen om det nu er tid at komme? svarede denne i en fræk tone: Det er min S.... tid endnu. Og tilføjede som årsag at forspandet ikke var bestilt skriftligt - en omgangsmåde som de rejsende ikke kender og om hvis tilværelse de af gode grunde meget tvivler. Den brave færgemand i hvis og færgefolkenes overværelse dette passerede, misbilligede ikke alene karlens opførsel, man endog formanede ham til at vise de rejsende den dem skyldige høflighed, og udlod han sig tillige med at en lignende omgangsmåde og opførsel af vognmandskarlene imod de rejsende næsten altid var tilfældet.

Man offentliggør denne tildragelse fordi man er overbevist om at høje vedkommende vil gøre sig en fortjeneste af at træffe foranstaltninger til de rejsendes beskyttelse mod lignende tildragelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4351-4352)

Umenneskelighed hos Almuen imellem Fredensborg og Frederiksborg.

(Efter indsendt).

På en spadseretur mellem Fredensborg og Frederiksborg den 10. juli fandt vi en gammel udtæret mand ligge i en grøft og drages mod døden. Han var omringet af en del bønderkarle og drenge. Vi bad disse så snart muligt at hente en vogn fra næste bondeby for at få ham bragt derhen da det måske endnu kunne være redning for hans liv. De sagde os at den næste by var Sørup, og at der var en mand som var fattigforstander ved navn Haagen Petersen. Vi fulgte med derhen for at haste på vognen, og konen afslog at sende vognen derhen med tillæg at de kunne ikke modtage alle som styrtede på vejen. Vi gik videre uden nytte. Til sidst kom vi forbi et hus hvori var musik og hvorfra udstrømmede en hoben mennesker. Disse bad vi om hjælp for den stakkels syge, men i stedet for den, fortalte de os at de vidste det for længe siden, at han havde ligget der fra middagen, og at han ikke kunne leve. Imidlertid råbte en ung karl til mængden, lad ham ligge og dø, så kan vi sætte et fold om ham så at svinene ikke skal æde ham, siden melder vi det til præsten som kan gøre med ham hvad han vil, og denne karl var forstander Haagen Pedersens søn. Om faderen besidder mere menneskekærlighed end moder og søn, eller om andre årsager har drevet ham, ved vi ikke, men et par timers tid derefter har han dog da manden allerede var død, hjemført ham og lagt ham i sin lo.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4349-4350)

Spørgsmål fra en Randersven

1. Hvordan er det muligt i en by som Randers, hvor handel og fabrikker florerer, hvor velstand er almindelig, og hvor det synes som om øvrighed og borgere kappes med hinanden i virkelyst, at man alligevel offentligt på gaderne ved højlys dag generes af betlere?

2. Hvordan er det muligt, at Randers By, der har gjort så store fremskridt i andre henseender, stadig ligger midt i fælledskab hvad angår marker? For maleren er det måske et smukt syn at se de buntede og brogede agre, hver med sin egen afgrøde. Men for landmanden er det ikke noget kønt syn. Byens virksomme øvrighed skulle foreslå udskiftning, og borgerne ikke lide den skam at modsætte sig! Randers vil vel ikke være den mindst udviklede købstad!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4338-4339)

Torvedag i Randers. Fra Illustreret Tidende, 3. november 1861.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391. 

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332)