Aftvunget Svar fra Randers Magistrat.

På de i Politivennen nr. 272 af en som kalder sig Randersven, opgivne to spørgsmål om tiggeri og markens tilbagestående udskiftning, svares:

Man er fuldkommen overbevist om at hverken Hamborg, Kiel eller København i hvor fortrinlig disse stæders fattigvæsen end er og hvor betydelige ressourcer disse hertil har, dog ikke uden al unddragelse kan rose sig af aldeles at være befriet for al slags tiggeri enten hemmelig eller åbenbar. At der i Randers skulle gives så mange af de sidste slags at de inkommoderede folk ved højlys dag på gaderne, det modsiges ganske, og kan uden synderlig umage, let modbevises, såvel med mange brave fremmede rejsendes attester som med edeligt vidnesbyrd af en mængde mennesker både i og uden for Randers. Vel sandt at her ligesom i andre stæder - hvormed Randers dog ingenlunde kan måle sig - gives enkelte såvel fremmede som af byens egne (især de der er affældige og svage samt forfaldne til druk) som af og til tigger i smug i disse vedvarende overhånds dyre tider, og de affældige og svage kan dog ikke straffes efter lovene. 

Det er også muligt at et enkelt barn kan - dog sjældent - hermed afgive sig.

Men at sådant tiggeri sker offentlig og upåtalt, det er ren opdigtning, og en beskyldning som hos spørgeren ikke røber det foregivne venskab for Randers, formodentlig er dette spørgsmål alene fremsat for at få anledning til det påfølgende.

At Randers øvrighed ikke har tænkt således som spørgeren ønsker betræffende markens udskiftning, det henregner den sig til en fortjeneste så meget mere da det kongelige rentekammer i denne sag har været af mening, med den som bedst kan erfares af dette kollegiums resolution d. d. 23. oktober 1802, således lydende:

"En del af Randers Købstads indbyggere har ved kammeret anholdt om at samtlige byens jorder måtte blive udskiftede, og derhos blandt andet foreslået at de såkaldte fælles vange måtte deles efter grundtaksten, således at de jorder som i forhold dertil bliver stederne tillagte, bestandig skulle følge samme, samt at de jorder som nogle tillige bestod i de såkaldte private vange, måtte komme med under udskiftningen for at begge slags jorde samlede på et sted kunne udlægges til bedre afbenyttelse med videre.

I anledning heraf skulle vi ikke undlade herved tjenstligt at tilmelde Deres excellence til behagelig efterretning og bekendtgørelse for samtlige vedkomme at da nævnte såkaldte fælles vænge efter de hertil indsendte oplysninger er hele byen som en kommune, og ikke borgerne som private ejendomme tilhørende, så kan udskiftningen på den ansøgte måde for så vidt disse jorder angår aldeles ikke finde sted, da ikke alene en del af byens nuværende, men også dens mulige tilkommende nye indbyggere om byen blev udvidet, derved blev udelukket fra de dem tilkommende rettigheder og fordele, og da disse jorder efter de hertil indsendte oplysninger allerede er inddelt i ordentlige vange, til afvekslende kornsæd og græsning, og bruges på den måde som kammeret anser mest passende for købstadmaden der efter vor mening mere bør se hen til jordernes hensigtsmæssige brug til græsning end til kornsæd, s kunne vi nu for tiden heller ikke tilråde dermed at foretage nogen forandring.

Imidlertid tvivler vi ikke at jo Randers købstads magistrat og i særdeleshed justitsråd borgmester Carøe der med så megen iver som supplikanterne i deres ansøgning selv anfører, har sørget for jordernes opdyrkning til det de nu er, fremdeles vil lade sig jordernes forbedring, især med hensyn til græsningen, være meget magtpåliggende.

Hvad dernæst angår udskiftningen af de såkaldte private vange, da skønnes ikke rettere, efter de oplysninger vi desangående har, end at eftergræsningen på disse jorder der ligesom de andre, før skal have været hele byen tilhørende, jo endnu er reserveret menige mand i byen, og i så tilfælde ville samme heller ikke kunne udskiftes med mindre en sådan forening om udskiftningsmåden kunne træffes at eftergræsningen desuagtet og uden fornærmelse, blev byen forbeholdt. Men da de nu gældende udskiftningsanordninger ikke indeholder regler for det tilfælde hvor en ejer jorder, og en anden er berettiget til eftergræsninger, og følgelig delingsplanen, taksationsmåden, den godtgørelse som enkelte borgere der har tilkøbt sig jorder til høje priser, fordi de er byen nærliggende, men mulig kunne blive samme udlagt på længere fraliggende stæder, hvorved de naturligvis og så meget desto mere da ingen udflytning her som ved landsbyjorders udskiftning kan finde sted, ville tabe deres værdi, derfor kunne være berettiget til at kræve med videre, ville komme til at bero på mindelig overenskomst mellem vedkommende, men nogle aldeles har erklæret sig imod al udskifning, så kan kammeret nu for tiden ikke indlade sig i samme."

Randers den 26. juli 1803.
J. H. Carøe. H. Rabell. Stadfeldt. Bendixen.

På dette [] svar skal modsvares i næste nummer.[] Imidlertid nøjes man med at [] påankede spørgsmål i nr. 272. Der ikke indeholder det mindste []

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391)

Erklæring.

Hvad i Politivennen nr. 271 findes anført om Knippelsbro at samme nemlig ikke bør åbnes uden om morgenen meget tidlig og om aftenen efter et vist klokkeslæt, da beror sådant aldeles ikke på mig, men jeg retter mig efter den mig af høje foresatte give instruks. At nogen ellers i min tid er blevet forsinket fordi et eller andet er kommet i vildrede ved gennemhalingen, er en stor usandhed hvilket anmelderen skal stå mig til rette for. Tværtimod har jeg ved min nøjagtighed erhvervet mig i det mindste Christianshavns beboeres tilfredshed som ofte komplimenter mig for den hurtighed  skibene passerer. Når en rasende strøm af enten sydlig eller nordlig vand standser gennemfarten, da sker forsinkelse som dog så meget som muligt afkortes endog derved at skibet tilbageholdes, men en sådan naturårsag er dog vel ikke vildrede! Om et par færgebåde ellers lå rede for at overføre en doktor, jordemoder eller en patient, kunne vel ellers afhjælpe den mangel som synes grundet hos anmelderen. Men i så fald forudsættes ordentlige slæbesteder på begge sider. Betræffende i særdeleshed den på Christianshavn foreslåede arbejdsmand som ikke kunne få hurtigt som ønskeligt bragt på hospitalet fordi broen var oplukket, da er anførslen herom aldeles forkert. For det kan nok så meget bevises at broen en time før mandens ankomst og 2 timer efter var lukket, der desto værre ikke er sjældent i denne tid.

Dette har jeg fundet passende foreløbig at melde mine venner især til efterretning, og hvoraf tillige måtte skønnes anmelderens egentlige hensigt med hans ønske ved Knippelsbro.

Lorentzen
Kongl. bestaltet bromand.

* * *

Hr. Lorenzen skal få svar i næste nummer.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380)

Forslag om gynger

Man kunne ønske at folk som går ud for at fornøje sig selv og deres børn ville holde sig fra de maskiner som man kalder gynger. Her kan de for 4 skilling i 5 minutter gynge sig ud af verden. Det så man for eksempel torsdag den 28. i denne måned om aftenen på Vesterbro i Lassens Have. Godt nok slap alle rimelig godt fra det, på nær et pigebarn som fik kramper, da gyngen knak. Men det kan ikke afgøres om hun og de andre som var med, vil mærke virkningen af det på et senere tidspunkt. Generelt kunne man ønske at denne flaue fornøjelse blev forbudt for at forebygge flere ulykker i fremtiden. Da der allerede er sket nok. Skulle dette gyngeri anses for en lovlig næringsvej, så burde ejeren pålægges at stille kaution for en klækkelig mulkt som skulle udbetales i tilfælde af ulykker med mennesker, hvad enten disse kom til skade eller ej.

København den 29 juli 1803
P. Hansen
I Store Fiolstræde 184

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4377-4378)

Redacteurens Anmærkning

På Vesterbro eksperimenterede Price med teater, linedansere, Pjerrot, rariteter - og kastegynger. Samt fyrværkeri. Stedet var centrum for en del hærværk. Slagtersvendene betragtede området mellem Trommesalen til Sorte Hest som deres og brød ind i haverne, trampede alt ned, rev stakitter og andet. Price var dog hårdnakket. I 1804 installerede han en karrusel til 12 personer, et vokskabinet med Napoleon. Og i 1805 begunstiget af godt vejr så han kunne fortsætte vinteren igennem. 

Han døde den vinter ved på Hotel d'Angleterre at få et kyllingeben i den gale hals. Hans kone fortsatte hvor manden slap. Med fyrværkeri 1806. Hun var rejst under bombardementet 1807 og kom først tilbage 1810. På Vesterbrogade nr. 31 opførte hun en ridebane med den tyske kunstberider Frantz Joseph Kuhn. Keglebane, traktørsted og fra 1816 pantomime.

Uordener.

2) Man ønskede noget middel mod en del af gadedrengene, og især matrosdrenge som for det meste daglig ligger hist og her og rager i rendestenene og derved forårsager en ubehagelig stank, overstænker fortovet med rendestensskarn og oversøler de handlendes udhængende skilte. Og når der tales et ord over det til dem, da bruger de grove ord, ler dem ud som forbyder dem det, og vil ikke gå fra stedet før det behager dem selv.

3) I Møntergade nr. 46 har man den slemme vane at udpumpe i rendestenen en del ildelugtende urenligheder enten af mennesker eller kvæg. Søndag den 17. juli skete sådan pumpning mellem kl. 7 og 8 om aftenen og udbredte en giftig stank over hele gaden. For sikkerheds skyld var poten lukket (som ellers ikke er tilfældet på denne tid af dagen) og en karl posteret udenfor som havde nøglen til at indlade husets folk. Man advarer vedkommende for ikke oftere at begå sådan uskik som er i strid mod de kongelige anordninger. 

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4371)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 46 lå hvor siden 1962 Gutenberghus ligger.

En nyttig indretning på et brændetorv

Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene. Men det er ikke ukendt at brændeindkøb er den urimeligste og bedrageriske måde som eksisterer. For når man virkelig tror at man har købt noget godt, bliver man skuffet når brændet bliver læsset af. Dels når man ser den 4 tommer tykke vognbund, og dels den måde det er pakket på. Hvilket man først opdager når vognen bliver læsset af. Protesterer man over for bonden er han så polisk at han svarer med grovheder og påberåber sig politiloven, som støtter ham fordi brændet er købt på torvet. For at publikum skal undgå disse ubehageligheder, kan jeg ikke lade være med at oplyse om en ypperlig indretning som jeg har set på min rejse gennem de sydlige stater i Tyskland. På torvet og ved portene er af magistraten bestemte favnsættere. De er forsynet med et jernfavnmål som består af 4 jernstænger. Hver af disse stænger er ½ tomme tyk. På enderne er de forsynet med magistratens stempel. Disse kan på et øjeblik tætte sammen og lange fra hinanden, og er meget let at bære. Disse stænger er i højden indvendig inddelt i 96 dele, som er mærket med indfilede streger. Følgelige så mange rigsdaler man sælgere favnen for, så man skillinger er for enhver streg. Pengene bliver så betalt efter brændets højde efter stregerne. Det er så det samme om bonden har meget eller lidt på vognen. Og ingen af parterne kan blive narret.

Favnmåleren nyder den samme betaling om han sætter en hel, ½ eller 1/4 favn og er pligtig til at følge hjem med brændet.

Denne gode indretning vil vist det danske publikum ikke misbillige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4362-4364)

"Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene." (Kultorvet 1856, efter H. G. F. Holm. Langberg;: Fra torv til torv, 1943).