Til Magistraten i Helsingør.

Mange ville blive hele magistraten i almindelighed og den brave hr. justitsråd Bjørnsen, stedets politimester, i særdeleshed uendelig tak skyldig om 2 til 3 lygter udenfor Svingelport fra Brogårds raffinaderi til ankersmeden blev anbragt, da denne strækning i det gyselige mørke der hersker og vejen overmåde slet, er helt farlig mange gange at passere. Da en ny lygte i disse dage er anbragt udenfor denne ports konsumtionskontor, formodes og håbes de oven nævnte ikke at blive glemte.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 300, 21. januar 1804, s. 4772-4773)

Uordener.

Lørdag den 14. fik en forbigående velklædt person i Store Kannikestræde af nogle skarnagere ikke alene sine klæder meget ilde tilsølede, men også ansigtet ganske overstænket. Det skete ved pålæsningen da vognen holdt så nær ved fortovet at det tynde gadeskarn ved hver skovlfuld stænkede over. Da herfra ingen lejlighed var til at gå til side og de ved latter syntes at godte sig herover, indrykkes det her for at deres husbonde som man håber ville til enhver forbigåendes bedste, se at få det ændret for eftertiden. Især da det synes modstridende at de som er sat til at bortskaffe skarn, just hermed overøser folk og deres latter viste at samme om det også var sket af uforsigtighed, dog ingenlunde fortræd dem.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 299, 14. januar 1804, s. 4762)

Et særsyn i det nittende århundrede

Man skulle ikke tro, at der i en tid hvor der ikke blot skrives meget, men også gøres meget for skolevæsnet, findes en by, endsige et sogn, i Danmark, hvor man i en årrække har måttet savne al skoleundervisning. Og dog er det tilfældet. I et bestemt sogn på Falster har der ikke været skoleholder i det sidste 10 år. For så længe er det siden, den sidste der blev blind og ophørte med at forrette embedet.

Vedkommende vægrede sig ved at indsætte en ny - som man siger - på grund af, at den gamle ikke kunne undvære skolelønnen. Dog, det er ikke troligt og er efter mine vurderinger ikke retfærdigt. For skønt en sådan handling kan synes at tilhøre et følsomt hjerte, bærer den dog næppe præg af fornuftens stempel, og medlidenhed mod et individ, på et helt sogns ungdoms bekostning. Så meget desto mere fordi det er 3 år siden bemeldte gamle døde, og der endnu ikke - på trods af alle opfordringer - er indsat en ny. Hvem kan undre sig over, at der i et sådant sogn, hvor det tilfælde er sket at en, der tegnede sig til konfirmation ikke kendte bogstaver. For selv om der - som man må formode, skønt man ikke indser det - var de mest gyldige grunde til denne skadebringende opsættelse, er og bliver det sørgeligt, at oplysningen må tåle et så voldsomt tilbagevirkende stød, på steder, hvor den så meget desto mere kunne behøve uafbrudt fremskridt. Hvor nedslående må det ikke være for stedets oplyste religionslærer, at se sine bestræbelser tabe så meget af den tilsigtede nytte? Da en stor del af hans menighed er uegnede til at modtage hans undervisning, den han ikke kan nedstemme til skoleholderens første funktioner.

Udby Præstegård ved Præstø d. 5. d. 1804
Nic. Fred. Sev. Grundtvig
Kandidat i theologien

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 299, 14. januar 1804, s. 4753-4755)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen korrigeres Politivennen, Nr. 301, 28. januar 1804, s. 4781-4782.

Det er den senere kendte N. F. S. Grundtvig (1783-1872)  som her i en alder af 20 år debuterede på den litterære scene. Han var i 1803 blevet teologisk kandidat fra Københavns Universitet, og erklæret sig som renlivet rationalist. Men hans litterære forsøg fra studietiden blev ikke blev trykt.

Om offentlige Horehuse

Ingen kan sige om København at den er en af de mest usædelige byer. Hvad angår sædelighed har den en højere standard end andre europæiske byer af samme størrelse. Og denne standard er vigtigere end hvad skønhed, rigdom, sundhed og god beliggenhed kan give en by.

I København har man ikke som adskillige andre byer, statslig autoriserede horehuse. Godt nok blev der engang arbejdet på at give København sådanne indretninger. Det påstås ikke sjældent, og det endog ikke sjældent fra agtværdige mænd, at det er en mangel at vi ikke har dem! Alligevel er dette skridt hen imod national skændsel ikke taget. Endnu tør lasten ikke trodse med privilegier efter borgerskabsbreve. Løsagtigheden skal ikke kunne sige som i disse byer: "Adlyd mig! For landets vise og mægtige har erkendt min magt som uimodståelig!".

Man kan forundre sig over at statsbestyrere kan tillade indretninger der ligefrem bryder med national sædelighed og lykke, dersom det var mere sjældent at se regeringers foranstaltninger i åbenbare strid mod ret og mod sig selv indbyrdes. Men når man kender historien, så forsvinder forundringen. Og kender man den ikke, behøver man blot at se sig omkring. Det ene sted forbydes en hel stand. Et andet sted gøres giftemål og huslig glæde næsten uopnåelig for den stand, der skal værne om medborgernes sikkerhed. Et tredje sted fritages en klasse af medborgere fra straf for forbrydelser, som alle de andre klasser straffes for. Dog denne betragtning vil blive lige så vidtløftig som ubehagelig og nedslående.

København har ikke autoriserede horehuse. Og det er godt! Men den har en mængde liderlige knejper, hvor en ruffer eller rufferske driver menneskehandel. En mængde dagdrivere, der køber sig ind i den store hærskare af øltappere for at bøde på den alt for store konkurrence ved at holde skøger. Det har København, og det er slemt nok! Det er ikke en god ting hver aften at se 1, 2, 3 liderlige kvindemennesker i en mængde døre lokke, kalde, ja endog gribe fat i forbigående mandfolk. Hvis vi sætter tallet af  disse offentlige skøger til 300, hvor mange sjælebrødre, uskyldigheder kan de ikke nedbryde på 365 aftener? Hvor mange bedårede ynglinge sætter ikke her hele sin velfærd over styr. Hvor mange fædres og mødres hjerter bløder ikke ved synet af disse dræbende sirener?

København har hvad der er slemt nok: Den har en borger, der er så bekendt for den værste grad af ruffer-ugudelighed, at enhver der læser dette, genkender hans navn. Denne mand har i mange år lagt bånd på skændighedshåndværket, og det med sådan iver og held, at han endog uden for Danmark er berømt for at være en virtuos i sit fag.

Ingen fornuftig som ser alt dette, kan finde andet, end at vores love enten har overset dette onde, eller har bundet politiets hånd så fast at den ikke kan virke, som det ellers kan forventes af dets årvågenhed.

Vores lovkyndige opfordres derfor til at overveje denne sag, og foreslå et kraftigt middel mod et så skadeligt onde. Vores læger opfordres til at give en oversigt over den megen helbredstab samme kan udvirke. Og vores gejstlige talere bedes at glemme for engang den babyloniske, og anvende nogle kraftige ord på den store flok københavnske langt skadeligere - skøger!

F. C. Møller
Litteratus

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4746-4749)

Mere om Tyendes Overdaadighed

(Efter indsendt).

At luksus i en stat er skadelig i almindelighed og især når den har taget overhånd blandt den uformuende del af statens individer, fordi armod gerne følger luksus i hælene hos de uformuende statsborgere, hvilken stand de så end monne henhøre til - dette er en sandhed som ikke kan drages i tvivl. At tjenestepigerne i almindelighed er smittede af denne modesyge at ville klæde sig over deres stand, vover anmelderen ikke ligefrem at påstå. Men selv om dette var tilfældet, så foregår deres køn såvel i middelstanden som i de højere stænder dem heri med det selvsamme eksempel. Og bør man kræve mere verdens- og menneskekundskab af den i almindelighed mindre kultiverede tjenestepige end af hendes køn i borger- og højere klasser? Sandelig, dersom man gjorde dette, var det såre urimeligt.

Grunden til tjenestepigernes hang til at udmærke sig, ligger uden tvivl også for en stor del i den lyst der er det kvindelige køn så egen, nemlig lyst til at behage mandfolkene, og at mange mandfolk udmærker den pige der pynter sig bedst, derfor behøves nok næppe noget bevis. Men vil man spørge: hvorfra får en tjenestepige penge til at købe så megen kostbar pynt for? Anmelderen vil ingenlunde med forfatteren af stykket i Politivennen nr. 294: Om Tyendes Overdaadighed påstå at den eller de tjenestepiger der opfører sig stadselige, enten stjæler det de køber stads for, fra deres herskaber, eller også tjener det på en uværdig og vanærende måde. For at beskylde et måske ikke ubetydeligt antal individer for så grove laster, er mildt dømt letsindigt, ubeføjet og en enkelt af den talrige tyende-stand kan der ikke statueres noget tilforladeligt eksempel med for dem alle, altså kan det af forfatteren opgivne eksempel: at en simpel kokkepige i et år har købt sig stads for over 100 rigsdaler, næppe være anvendeligt her. Og bør med rette drages i tvivl. Overalt er sagen vel ikke af så farlig en beskaffenhed som forfatteren af nævnte stykke har afmalet den at være. Overdrivelse er så vore tiders menneskers maner når de ivrer enten for eller imod en sag. 

Jeg sætter også at en eller anden smuk tjenestepige opfører sig overdreven stadselig, mon ikke mandfolkene - husfædrene med iberegnede - bidrager alt for at give den eller disse pigens lidenskaber for pynt, næring, ja befordrer sådanne lidenskaber på det kraftigste? For er det en pige naturen har været gunstig imod, givet et glat ansigt, velskabte lemmer etc. så kappes vore dages mandfolk jo om at hylde hendes skønhed, ja at ophøje hende til skyerne, i håb om en eller anden gunstbevisning og villighed. Og om en sådan pige - der måske ellers ville have været et mønster for sit køn - på denne måde fordærves , og flere smittes af hendes eksempel, hvis er skylden? unægtelig mandfolkenes. Tag altså årsagen bort, og virkningen vil ophøre af sig selv. Af det svage menneske bør man ikke forlange mere end det er i stand til at kunne præstere, og sjældent udrettes der meget godt på moralen vegne ved tvangsmidler. 

At madmødrene skulle fordre regnskab af deres tjenestepiger, hvor de havde fået de penge fra, de havde købt en kjole eller en hat m.m. for, og når en pige der som tilfældet let kunne være, havde fået disse penge udenfor sin løn på en redelig, en anstændig måde, dog undså sig ved at gøre sin madmoder bekendt dermed, skulle derfor ikke skudsmåles. Dette var synes mig, for hård en medfart. Det var at gøre tyendets liv for surt. Skade var det at forfatteren ikke gjorde det forslag at tyendet skulle også aflægge regnskab for dets tanker. At der gives den eller de enkelte i tyendestanden der fortjente en sådan medfart at være forbundet til at aflægge regnskab for, hvorfra de havde fået penge til en kostbar klædning, det nægter anmelderen ikke, ligesom også der gives de husmødre der ikke ville krænke deres tyende ved at have en sådan myndighed over dem. Men alle tjenestefolk kan ikke bedømmes efter en snor, og uretfærdigt var det at de alle skulle lide for nogle slette medtjeneres skyld.

At en tjenestepige klæder sig vel, er ingenlunde lastværdigt, tværtimod er det endogså at anbefale til efterlevelse når denne nethed ikke er overdreven. Og at en pige når hun er som hun bør være, kan klæde sig ret net for 20 til 30 rigsdaler om året, som lønnen, med endda ikke betydelige sportler, på mange steder er, finder anmelderen heller ikke så urimeligt når pigen som sagt er omhyggelig for at bevare de klæder hun engang har bekostet til andet end daglig brug. At disse klæder kan forandres eftersom den hyppige forandring af moder gør det så at sige nødvendigt, er jo en bekkendt sag. For var dette ikke tilfældet, ville moden der kræver meget, medtage endnu mere.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4737-4742)