Dito om Vægterlarm.

Mon det var urimeligt forlangt at når vægteren om morgenen kl. 5 skal vække alle dem som ved den tid finder deres fordel ved at stå op, at disse handlende anskaffede sig små klokker hvorpå han kunne ringe. Så havde dog ikke hele gadens beboere nødig at blive vækket af de svære slag som vægteren må give på døre og vinduesskodder for at få at vide: nu stod spækhøkeren, hørkræmmeren, kældermanden op. Dette synes ikke urimeligt om disse herrer kunne bekymre sig lidt om deres naboers og genboers ro, men måske de tænker: jo flere vågne, jo flere købere, eller måske de tænker slet ikke.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 300, 21. januar 1804, s. 4774)

Til Magistraten i Helsingør.

Mange ville blive hele magistraten i almindelighed og den brave hr. justitsråd Bjørnsen, stedets politimester, i særdeleshed uendelig tak skyldig om 2 til 3 lygter udenfor Svingelport fra Brogårds raffinaderi til ankersmeden blev anbragt, da denne strækning i det gyselige mørke der hersker og vejen overmåde slet, er helt farlig mange gange at passere. Da en ny lygte i disse dage er anbragt udenfor denne ports konsumtionskontor, formodes og håbes de oven nævnte ikke at blive glemte.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 300, 21. januar 1804, s. 4772-4773)

Uordener.

Lørdag den 14. fik en forbigående velklædt person i Store Kannikestræde af nogle skarnagere ikke alene sine klæder meget ilde tilsølede, men også ansigtet ganske overstænket. Det skete ved pålæsningen da vognen holdt så nær ved fortovet at det tynde gadeskarn ved hver skovlfuld stænkede over. Da herfra ingen lejlighed var til at gå til side og de ved latter syntes at godte sig herover, indrykkes det her for at deres husbonde som man håber ville til enhver forbigåendes bedste, se at få det ændret for eftertiden. Især da det synes modstridende at de som er sat til at bortskaffe skarn, just hermed overøser folk og deres latter viste at samme om det også var sket af uforsigtighed, dog ingenlunde fortræd dem.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 299, 14. januar 1804, s. 4762)

Et særsyn i det nittende århundrede

Man skulle ikke tro, at der i en tid hvor der ikke blot skrives meget, men også gøres meget for skolevæsnet, findes en by, endsige et sogn, i Danmark, hvor man i en årrække har måttet savne al skoleundervisning. Og dog er det tilfældet. I et bestemt sogn på Falster har der ikke været skoleholder i det sidste 10 år. For så længe er det siden, den sidste der blev blind og ophørte med at forrette embedet.

Vedkommende vægrede sig ved at indsætte en ny - som man siger - på grund af, at den gamle ikke kunne undvære skolelønnen. Dog, det er ikke troligt og er efter mine vurderinger ikke retfærdigt. For skønt en sådan handling kan synes at tilhøre et følsomt hjerte, bærer den dog næppe præg af fornuftens stempel, og medlidenhed mod et individ, på et helt sogns ungdoms bekostning. Så meget desto mere fordi det er 3 år siden bemeldte gamle døde, og der endnu ikke - på trods af alle opfordringer - er indsat en ny. Hvem kan undre sig over, at der i et sådant sogn, hvor det tilfælde er sket at en, der tegnede sig til konfirmation ikke kendte bogstaver. For selv om der - som man må formode, skønt man ikke indser det - var de mest gyldige grunde til denne skadebringende opsættelse, er og bliver det sørgeligt, at oplysningen må tåle et så voldsomt tilbagevirkende stød, på steder, hvor den så meget desto mere kunne behøve uafbrudt fremskridt. Hvor nedslående må det ikke være for stedets oplyste religionslærer, at se sine bestræbelser tabe så meget af den tilsigtede nytte? Da en stor del af hans menighed er uegnede til at modtage hans undervisning, den han ikke kan nedstemme til skoleholderens første funktioner.

Udby Præstegård ved Præstø d. 5. d. 1804
Nic. Fred. Sev. Grundtvig
Kandidat i theologien

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 299, 14. januar 1804, s. 4753-4755)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen korrigeres Politivennen, Nr. 301, 28. januar 1804, s. 4781-4782.

Det er den senere kendte N. F. S. Grundtvig (1783-1872)  som her i en alder af 20 år debuterede på den litterære scene. Han var i 1803 blevet teologisk kandidat fra Københavns Universitet, og erklæret sig som renlivet rationalist. Men hans litterære forsøg fra studietiden blev ikke blev trykt.

Om offentlige Horehuse

Ingen kan sige om København at den er en af de mest usædelige byer. Hvad angår sædelighed har den en højere standard end andre europæiske byer af samme størrelse. Og denne standard er vigtigere end hvad skønhed, rigdom, sundhed og god beliggenhed kan give en by.

I København har man ikke som adskillige andre byer, statslig autoriserede horehuse. Godt nok blev der engang arbejdet på at give København sådanne indretninger. Det påstås ikke sjældent, og det endog ikke sjældent fra agtværdige mænd, at det er en mangel at vi ikke har dem! Alligevel er dette skridt hen imod national skændsel ikke taget. Endnu tør lasten ikke trodse med privilegier efter borgerskabsbreve. Løsagtigheden skal ikke kunne sige som i disse byer: "Adlyd mig! For landets vise og mægtige har erkendt min magt som uimodståelig!".

Man kan forundre sig over at statsbestyrere kan tillade indretninger der ligefrem bryder med national sædelighed og lykke, dersom det var mere sjældent at se regeringers foranstaltninger i åbenbare strid mod ret og mod sig selv indbyrdes. Men når man kender historien, så forsvinder forundringen. Og kender man den ikke, behøver man blot at se sig omkring. Det ene sted forbydes en hel stand. Et andet sted gøres giftemål og huslig glæde næsten uopnåelig for den stand, der skal værne om medborgernes sikkerhed. Et tredje sted fritages en klasse af medborgere fra straf for forbrydelser, som alle de andre klasser straffes for. Dog denne betragtning vil blive lige så vidtløftig som ubehagelig og nedslående.

København har ikke autoriserede horehuse. Og det er godt! Men den har en mængde liderlige knejper, hvor en ruffer eller rufferske driver menneskehandel. En mængde dagdrivere, der køber sig ind i den store hærskare af øltappere for at bøde på den alt for store konkurrence ved at holde skøger. Det har København, og det er slemt nok! Det er ikke en god ting hver aften at se 1, 2, 3 liderlige kvindemennesker i en mængde døre lokke, kalde, ja endog gribe fat i forbigående mandfolk. Hvis vi sætter tallet af  disse offentlige skøger til 300, hvor mange sjælebrødre, uskyldigheder kan de ikke nedbryde på 365 aftener? Hvor mange bedårede ynglinge sætter ikke her hele sin velfærd over styr. Hvor mange fædres og mødres hjerter bløder ikke ved synet af disse dræbende sirener?

København har hvad der er slemt nok: Den har en borger, der er så bekendt for den værste grad af ruffer-ugudelighed, at enhver der læser dette, genkender hans navn. Denne mand har i mange år lagt bånd på skændighedshåndværket, og det med sådan iver og held, at han endog uden for Danmark er berømt for at være en virtuos i sit fag.

Ingen fornuftig som ser alt dette, kan finde andet, end at vores love enten har overset dette onde, eller har bundet politiets hånd så fast at den ikke kan virke, som det ellers kan forventes af dets årvågenhed.

Vores lovkyndige opfordres derfor til at overveje denne sag, og foreslå et kraftigt middel mod et så skadeligt onde. Vores læger opfordres til at give en oversigt over den megen helbredstab samme kan udvirke. Og vores gejstlige talere bedes at glemme for engang den babyloniske, og anvende nogle kraftige ord på den store flok københavnske langt skadeligere - skøger!

F. C. Møller
Litteratus

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4746-4749)