En god Indretning ved Hospitaler

Hvorfor ikke have en bogsamling på store hospitaler til brug for de der ligger på hospitalet?

Med forbehold for at afsondring fra hussorger eller forretningsanstrengelser ikke indgår som en virksom ingrediens i et hospitals lægemidler, så kan det vel ikke benægtes, at mangel på beskæftigelse avler kedsomhed eller grubleri, alt efter gemytternes beskaffenhed, der næppe kan gavne, ja endog undertiden skader. Fx når den syge på grund af det bringes til at forstille sig som mere rask end han er, for hurtigere at vende tilbage til hans kære virksomhed. 

Passende læsning er en beskæftigelse, der kun kan medføre skade hos meget få syge.

En sådan samling må bestå af et passende valg. Alt umoralsk, alle hekse- og spøgelsesbøger, røverromaner og lignende kan ikke komme på tale. Kort sagt, den skal kun indeholde god, nyttig og uskyldigt morende læsning.

Den øverste læge måtte bestemme hvem af de syge, der måtte benytte sig af den, samt i hvor langt tid om dagen. Ligesom han nødvendigvis måtte have den afgørende stemme i valget af bøgerne.

Jeg tror heller ikke at anskaffelsen af en sådan samling ville være til nogen synderlig byrde for stiftelserne. De fleste boghandlere viser beredvillighed til at overlade almuebiblioteker deres forlagsskrifter for intet eller for halv bogladepris, og det borger for at de også på den måde vil fremme de her foreslåede samlinger.

Hvis forslaget bliver realiseret, vil det måske ikke så sjældent blive tilfældet, at en helbredt person forlader hospitalet lige så helbredt på sjælen som på legemet.

Selv hospitalet for afsindige burde ikke være uden bogsamling, til nytte for deres stakkels beboere. Blot må valget her ske med megen klogskab. Og den lekture som blev tilladt hver patient, bestemmes efter hans særegne sindssvaghed.

Møntergade 28. Hamborg Sjæleboder, opført 1858 og altså ikke det som er omtalt i artiklen. Huset er nu nedrevet. (Fra "Ved Alderstrøsts 50 års jubilæum").

Det er for anmelderen en ubegribelig underlighed at hospitaler for aldrende fx Vartov, Hamborg-Sjæleboders, Petersens osv ikke for lang til siden har oprettet bogsamlinger, .

Det ovenstående forslag leder meget naturligt til et andet, som han tror man blot behøve at nævne med et par ord for at det bliver iværksat. Det er dette, at der ved ethvert sygehospital måtte antages en duelig skolelærer, der kunne hindre, at ikke børn ved en langvarig hospitalskur, skulle gå ganske tilbage og glemme hvad de havde lært, før de kom ind. Jeg er overbevist om at de menneskevenner vi skylder vores så nyttige hospitaler, sikkert havde bødet på dette savn, hvis tanken var faldet dem ind.

(Politivennen nr. 354, 2. februar 1805, s 5629-5633)

Møntergade. "De Hamburger Sjæleboder" lå i nr. 28 lå for enden af denne husrække. Men blev i 1908 nedrevet for at give plads til Christian IX.s Gade som anes bagest til venstre ved den hvide bygning. Hospitalet blev flyttet til Frederikssundsvej, hvor bygningen stadig findes.

Redakteurens Anmærkninger

Da "Hospitaler" ikke var hospitaler

Skribenten skelner mellem "hospitaler" og "sygehospitaler". På Politivennens tid var sygdom fortrinsvis et privat anliggende. De fattige syge blev  stuvet sammen i pesthuse og lemmestiftelser, der mere udmærkede sig ved at udbrede sygdommene end til at bekæmpe dem. De mere velhavende blev behandlet i hjemmet. Jeg har ikke kunnet gennemskue hvem Petersen er.

Af de nævnte institutioner er Povl Fechtel's Boder (efter møntmester Povl Fechtel), Mønterboderne eller Hamborger Sjæleboder det ældste, oprettet 1570 ved Skt. Clara Kirke (der efter reformationen blev værksted for den kongelige mønt). “Hamborgerboderne” lå indtil 1908 i Møntergade 28. I 1908 flyttede den ud på Frederikssundsvej. 

Indskriften "Poul Fechtel Hospital 1570-1908" i gavlen på taget af bygningen på Frederikssundsvej 78 A hentyder til artiklens "Hamburger Sjæleboder". Den havde fribolig for 22 samt 9 leje-lejligheder, der førte over til friboligerne. Bygningen har i dag andre formål.

Vartov var flyttet ind til sin nuværende placering i 1666 efter at have været ødelagt af svenskerne under Københavns belejring. 

Med Petersen menes formentlig Det Petersenske Jomfrukloster, en stiftelse for ugifte kvinder, grundlagt i 1758 af silke- og klædekræmmeren Albrecht Petersen (1706-1761) og hans bror Sebastian Petersen (1708-1755). Oprindeligt lå den i en bygning opført i 1768-1769 af C.F. Harsdorff. Den brændte under branden 1795 men blev genopbygget i 1797-1798 af Joseph Guione. Restaureret 1867 af J.H. Nebelong og udvidet 1880 med en ekstra etage og igen i 1912. Klostergang 1922. Se artikel i "Forskønnelsen", 1920.

  Men om hospitaler i nutidig betydning, var der ikke tale om. Det første egentlige hospital i Danmark var Frederiks Hospital fra 1757. Nu Designmuseet. På Politivennens tid var der desuden Københavns Almindelige Hospital (1769), som var plejestiftelse og arbejdshus (Amaliegade 26). Et eksempel på en tidlig sammenslutning, nemlig af Brøndstrædes Hospital, Lille Vartov, Vestre Hospital, Konventhuset i Silkegade m.fl.

Bibliotekerne

København måtte vente til 1885 med at få folkebibliotker. Men der fandtes private bogsamlinger og Det Kongelige Bibliotek. I 1829 beskrev Justitsråd og første biblioteksekretær ved det Kongelige Bibliothek Christian Molbech hvordan biblioteksforholdene var i Om offentlige bibliotheker, bibliothekarer, og det, man har kaldet bibliotheksvidenskab. Heri hedder det bl.a. at 

"Der gives et uforholdsmæssig større antal af, endog videnskabeligt dannede, i det mindste opdragne, folk af flere stænder og klasser, som læse bøger og bruge bibliotheker, end der gives egentlige kiendere af bøger og bogvæsenet... I hvor stor denne endog antages at kunne blive, hvor hyppige og almindelige udbredte de private bogsamlinger, og hvor uendelig lettere adgang til bøger og læsning er i vore dage, når de sammenlignes med tiderne før bogtrykkerkonsten, eller selv med det første århundrede efter denne konsts opfindelse: Så ville store og offentlige bibliotheker sog aldrig ophøre at være nødvendige, sålænge den menneskelige ånds dannelse og kulturens udvikling følger den gang, som den giennem såmange århundreder og tidsaldre har taget."

Og videre om det 18. århundrede:

"Man erkiendte, at hvad lærde skoler, akademier, universiteter, videnskabelige samfund og andre lignende indretninger ere for bevaringen, forplantelsen og udvidelsen af levende viden, kundskab, lærdom, oplysning: det ere bibliotheker for bevaringen af den historiske deel af den menneskelige ånds fremskrit på tænkningens, erfaringens og beskuelsens baner i videnskabernes og konsternes umålelige rige."

Om enligt beliggende Gårde og Huse på Landet

Hvis man kan godtage ordsproget lejlighed skaber tyve, så er det ikke urimelig at påstå at enligt beliggende gårde og huse på landet ikke yder deres beboere den samme sikkerhed, som de der har naboer. Hvis alle landboere boede enligt, ville det virkelig svække statens interne sikkerhed, beskyttelse af ejendommens hellighed og dens moral.

Den fremragende udskiftning har allerede øget antallet af landboliger. Det må derfor være på høje tid at tale imod at dens slags boliger tager alt for meget overhånd. Det truer med gentagne tyverier, indbrud, mord og andre ugerninger, mens den fratager beboerne ikke bare den beroligende tanke om tryghed, men også megen virkelig hjælp i mange af livets tilfælde og trængsler, ved sygdomme, ildebrand o. lign.

Udskiftningen var fremragende og har øget antallet af landboliger, sådan som her mellem Kvinderup og Manderup, tæt på Slangerup. Men det truer med ugerninger og beboerne har ikke den samme tryghed som de før havde i landsbyfællesskabet.

Trangen til forsvar mod bevæbnede fjender er næppe den eneste grund til den stræben efter naboskab, som man alle vegne ser herskede hos fortidens landbrugere, og som betød at de samledes sig i større eller mindre landsbyer. Menneskets trang til selskabelighed, trang og lyst til gensidig hjælpsomhed, har vist en langt større betydning for den adfærd, der er ligeså gammel og lige så udbredt som landbolivet selv.

Sætningen at en agerdyrkers bolig ligger allerbedst eller næsten midt i hans ejendom er sand. Men hvor ofte må man ikke opgive noget af en fordel for ikke ganske at give slip på andre? Og da større tryghed, færre, laster, mere nabohjælp er værdifulde fordele, så må man frem for den allerbedste beliggenhed foretrække en god beliggenhed af agerdyrkerens bolig når den giver disse *)

Fire samlede gårde ville hver af dem godt nok komme til at stå i udkanten af deres jorder, hvilket var et tab. Men besparelse i form af fælles eje og fælles vandsted, foruden mulighed af fælles bageri, af nabohjælp, større tryghed mod onde mennesker, større selskabelighed opvejer tabet rigeligt.

*) Ligesom en gammel romersk agerdyrker har sagt:
bene colere utile optime damnosum ): en god dyrkning gavner, en overdreven skader
så kan man sige:
bene collocare colones utile, optime damnosum ): det er godt at udskifte agerdyrkere, men skadeligt at lægge dem enligt.


(Politivennen, nr. 354, 2. februar 1805, s. 5626-5627)

Redacteurens Anmærkninger

Det latinske citat

Stammer formentlig fra Plinius den Ældre, 18, bog, 38. Her lyder citatet dog: "bene colere necessarium est, optime damnosum". Tilføjelsen er vel skribentens egen opfindelse.

Om Karnapper

(Efter indsendt)

Karnapper er egentlig et stykke gotisk bygningskunst, og brugtes på alle fortidens pragtbygninger i disse lande, hvorpå Rosenborg stadig er et talende bevis. Efterhånden som den bedre bygningskunst naturaliseredes hos os, bortfaldt karnapperne, som denne på ingen måde vedkender sig.

Rosenborg er et talende bevis på at karnapper blev brugt på alle fortidens pragtbygninger. Men den bedre bygningskunst vedkender sig ikke karnapperne, nu hvor den indfinder sig i Danmark.

Nu synes disse vanskabninger igen at ville tage overhånd til skade for vores gader og pladser, og til vanære for vores bygningskunst og smag. Man ser allerede huse, der har to og flere sådanne glasskabe. Ja de begynder endog at stige fra underste etage op i 2. sals højde, og vil måske stige endnu højere.

Det er et stort ønske, at man får dette uvæsen standset. Det bliver næppe den gode smag der gør det. For hvordan den er hos os, fremgår af at den latterlige grille med at male forhuset på et og samme hus i flere forskellige og stærk afstikkende farver har taget overhånd. Det ser derfor ud som om man har bygget et stykke af blå, et andet af brune, et tredje af gule, et fjerde af røde sten, osv. Kun bygningskommissionen eller Politiet kan standse det.

Det er ubestrideligt at enhver der sætter karnap på sit hus, skader udsigten for en stribe huse til begge sider. Og der er nok ingen tvivl om, at lovene ville forpligte ham til at fjerne det, hvis naboer klagede over det inden der vandtes hævd på det.

(Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5614-5615)

Aversionen - eller måske lige så meget angsten for brand - giver sig udslag i at man stort set ikke (eller måske endda: slet ikke) kan finde bygninger fra Politivennens tid med karnapper i den indre by. Denne beskedne karnap - hvis den kan kaldes det - på Skt. Petri Skole i Larslejstræde er fra et langt senere byggeri, 1899.

Redakteurens bemærkninger

Karnapper og etageejendomme

Man kan lede længe efter bygninger med karnapper i City fra Politivennens tid. Så skribenten må repræsentere et generelt synspunkt hos bygherrer. København fik den 4. juli 1795 en Rådstue-Plakat  "Angående de regler som ved bygningers gørelse i København for eftertiden bliver at iagttage". Karnapper, kviste, gavle og tårne blev populære et århundrede senere. Dog ikke i city, men i brokvartererne.

Karnapper fandtes allerede i middelalderen og barokken, og blev specielt i gotikken (ca. 1200 til 1600-tallet) mere udbredt. Samt igen i 1870'erne. Først I England, senere USA, Canada og Australien.

På Politivennens tid stod de mest almindelige etagebygninger fra 1700-tallet og til slutningen af 1890'erne i tætbebyggede byer som fx København på fundamenter af murværk eventuelt iblandet natursten. Ydervæggene var massive, indervægge normalt af udmuret bindingsværk, (grundmur i nederste etage og kælder) eller dobbelte bræddevægge. Etagerne var adskilt af træbjælkelag, og trapper er af træ. Taget af tegl, skifer eller metal på en trækonstruktion.

Bygningskommissionen

Siden 1728 blev der i København nedsat adskillige bygningskommissioner og -direktioners fortrinsvis for at genopbygge de offentlige bygninger efter brandene 1728 og 1790'erne. I 1803 skulle en kommission koncentrere sig om slottet, rådhuset og domhuset. Så med mindre skribenten kunne godtgøre (hvad han ikke gør) at karnapperne var brandfarlige, har det formentlig ikke gjort det store indtryk. 

Bøn til Vedkommende i Helsingør

Dengang byen glædedes ved hans kongelige højhed kronprinsens og andre prinsers nærværelse var det en sand fornøjelse for alle kørende og gående at kunne passere Stengade så sikkert og uden fare på grund af de planker, der var lagt over rendestenene, og det påfyldte tang. 

Denne sikkerhed og denne fornøjelse afføder denne bøn: At samme foranstaltning måtte blive opretholdt. Utvivlsomt ville alle de som holder heste og vogn, give tilstrækkelige og villige bidrag, hvis det skulle blive for kostbart for byen. Det er en betydelig sikkerhed såvel for heste og vogne, og endnu mere for mennesker.

(Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5613-5614)

Gustav IV Adolf og dronning Fredrika Dorothea Vilhelmina omkring år 1800. Mens alt stadig var idyl og statskuppet ikke lige om hjørnet. Maleri af Jonas Forsslund.

Redacteurens Anmærkning.

En svensk tragedie

Sveriges konge Gustav IV Adolf (konge 1792-1809) rejste januar 1805 gennem Danmark pga. ishindringer, eskorteret af en æresvagt af husarekskadroner i Roskilde og Hillerød. Kronprinsen opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør. Senere det år gik det grueligt galt. Sverige gik ind i Revolutions- og Napoleonskrigene. Gustav blev arresteret ved et militærkup i 1809, levede en overgang under navnet greven af Gottorp, senere oberst Gustavsson. Efter skilsmisse i 1812 gik han i hundene og havde sammenstød med politi og værtshusholdere. Han døde i 1837.

Ønske paa Knippelsbro.

På Knippelsbro på venstre side fra byen af er jerngelænderet som vender til Christianshavn, således fraskilt at et menneske godt kan falde igennem. Vel er der en krog som kan påsættes, men da gelænderet er bøjet, så kan ingen uvedkommende uden hjælp presse det sammen så krogen kan nage til krampen på det andet gelænder som ved den skulle hænge sammen.

I øvrigt er denne bro på grund af dens åbne gelænder i mærke og stærk storm en især for fruentimmer, gamle folk etc. skræksom og farlig bro, og det var et ønske at for forebyggelse af ulykker som dog var mulig for børn, ja endog for ældre og lidt berusede især kunne hænde at på gelænderet adskillige tynde jerntværstænger blev anbragt, samt på midten hvor gelænderet skilles fra hinanden, udtænkt en slags mere sikkerhed, ved bekostning i det hele ikke kunne blive af stor betydning, imod det gode samme i henseende til beroligelse og sikkerhed for frygtsomme som i storm og mørke skal passere denne vej, ville føre med sig.

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5594-5595)